Atlantiz

By Publius Enigma

I Globalstaten lever alle evigt. Man skal blot huske at tage sin daglige backup. Så kan man altid blive regenereret i en ny krop, hvis man skulle blive syg eller skadet.

Bagsiden af medaljen er, at der ikke er plads til flere mennesker på jorden. At få børn er derfor forbudt.

Zeta er en af de sidstfødte, og da hun finder ud af, at hendes afdøde mor har været med til at bringe ulovligt fødte børn til verden, beslutter hun sig for at gå i hendes fodspor.

Sammen med sin robot, Robby, opsøger hun Livsopretholderne - et hemmeligt netværk af jordemødre. De skjuler børnene på et hemmeligt sted, der hedder Atlantiz, og sluser dem ud i samfundet, når de bliver voksne.

Men da den onde jordemorjæger, Evillie, kommer i hælene på dem, tilbyder hun at opfylde et af Zetas største ønsker: At regenerere hendes mor.

Evillie sætter Zeta i et frygteligt dilemma. Hvem skal hun vælge? Sin mor - eller børnene?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 4, 2022
• ISBN: 9788743020530

Publius Enigma

Publius Enigma is the author behind the books Atlantiz and Exnihilo as well as a few short stories in Just Below the Surface series.

Book preview

1. kapitel

Et liv i en papkasse

Vores nabo havde været død i næsten en måned. Der var ingen tvivl om det. Slagene på hans boksepuder, der plejede at sende et bombardement af baslyde igennem væggen, var udeblevet. Heller ikke ude fra opgangen havde vi hørt noget til ham.

Det havde været så dejligt fredeligt, men nu stod han pludselig igen dér foran vores hoveddør og lignede en kæmpe, som han plejede. Den sædvanlige sorte læderjakke hang ud over en stram T-shirt, der var klemt ned i et par koksgrå bukser med huller hist og her. Han havde også det der mærkelige halsbånd på med små pigge om halsen.

Det var imidlertid ikke påklædningen, der fik ham til at se anderledes ud, men de mange små forbedringer i hans udseende. Tatoveringerne på hans arme var forsvundet. De uhyggelige ar i hans ansigt var hvisket bort, og hans skæve næse var blevet lige igen. Smilet afslørede den største forandring: Flere af hans kunstige tænder var blevet erstattet med den ægte vare. Nu var de igen hvide som sne, måske næsten for hvide, men uanset hvad var de meget pænere end guldtænderne.

Spørgsmålet var, hvornår de ville blive slået ud igen.

Som professionel Mortal Player ville der næppe gå lang tid, før en eller anden ville banke ham til plukfisk. Sommetider mistede han en tand i kampene, sommetider mistede han livet. Det var et besynderligt arbejde, han havde, men mor havde sagt, at man ikke skulle blande sig i, hvordan folk levede deres liv. Det måtte de selv bestemme.

At sætte livet på spil for sportens skyld var hans levebrød, og fordi hans sponsorer betalte for hans regenereringer, kunne han jo gøre, som det passede ham. For hans skyld måtte man så bare håbe, at der ikke var en bagside af medaljen. Regenerering af mennesker var nemlig stadig en forholdsvis ny teknologi. Langtidsvirkningerne kendte man ikke til, så hans tilværelse var sikkert risikabel, mindede mor mig ofte om, og et risikabelt liv skulle man ikke ønske sig. Når det gjaldt hans besynderlige påklædning, skulle jeg i øvrigt bare lade som ingenting.

»Hey, lille Zeta,« sagde han til mig, »er din mor hjemme?«

Det varede ikke længe, før mor stod i døråbningen. Som altid var hun høflig, selvom jeg ikke kan forestille mig andet, end at hun må have følt sig en smule skræmt over vores store nabo.

»Hej Luna,« sagde han til mor, som hilste venligt tilbage og så spørgende på den store papkasse, der stod foran ham.

»Ja, jeg har ikke været hjemme i et stykke tid,« sagde han og trak på skuldrene, nærmest undskyldende: »Så nogle af mine folk har set efter lejligheden for mig imens. Der er åbenbart kommet en pakke, som er blevet fejlleveret. Den er til jer.«

Papkassen var næsten lige så høj som mig selv. Den virkede enorm, men dengang var jeg selvfølgelig også kun 8 år. På siderne var der klistermærker, og jeg forsøgte at stave mig frem til teksten på et af dem. Fragile stod der, men jeg vidste ikke, hvad det betød.

Mor trådte ud i opgangen for at tage den indenfor.

»Jeg kunne heller ikke forstå, hvor den var blevet af,« smilede hun og forklarede, at hun flere gange havde kontaktet firmaet, der var blevet ved med at insistere på, at den altså var blevet afleveret.

»Skal I have hjælp med at bære den ind, den er måske lidt tung for jer?«

Mor tiltede den forsigtigt for at vurdere dens vægt.

»Vi klarer den,« sagde hun og begyndte at trække den hen mod dørtrinet. »Men ellers tak.«

»Ok, så må I ha’ det,« sagde naboen og slentrede tilbage til sin lejlighed.

Mor slæbte pakken forbi mig, og inden jeg lukkede døren ud til opgangen, sikrede jeg mig, at dødsbokseren var gået ind hos sig selv. Kæmpen nåede lige at fange mit blik og blinke til mig med det ene øje, inden hans dør lukkede. Jeg syntes, han virkede farlig.

Bag mig masede mor med den nyankomne pakke.

»Hvad er det, vi har fået?« spurgte jeg og udførte en lukkebevægelse foran sensoren, så vores dør skød til siden og forseglede lejligheden.

»Det er en overraskelse,« prustede mor. »Kom, vi åbner den i stuen.«

Bag det brune pap gemte sig en gennemsigtig plastæske. Indholdet lignede en dukke. R4000 stod der med kursiv uden på pakken. Med en kniv skar mor igennem det hårde plast og løftede lidt efter den livløse krop op fra emballagen. Arme og ben dinglede som en marionetdukke, indtil hun lagde kroppen fladt på gulvet. Maskinens døde tilstand skræmte mig en smule, men resten af dens udseende virkede fredsommeligt. Robotten lignede en lille tjener og var iført sorte bukser, lys skjorte under en mørkeblå vest, mørkerød butterfly og en stringent sideskilning i håret.

Der var kun én ting i vejen:

»Hvorfor har du ikke købt en pige?« spurgte jeg noget skuffet, mens jeg forestillede mig en pigerobot med langt, lyst hår med en sløjfe i håret og en fin, broderet kjole i lilla eller lyserød.

»Fordi den var for dyr,« svarede mor hurtigt og tilføjede, at det desuden heller ikke var en legekammerat, hun havde købt:

»Robby skal være din lærer, mens jeg går på arbejde.«

»Min lærer!« protesterede jeg og sagde, at jeg ikke gad ha’ den. »Kan du ikke bare blive hjemme?«

»Det har vi talt om, Zeta, nu skal du holde op,« svarede mor bestemt og begyndte at føle sig frem på robottens baghoved. Tilsyneladende ledte hun efter noget under håret, og det hun fandt, var en knap.

Da hun tændte maskinen, var det som om, der skød en gnist igennem robottens krop, som hvis et lyn havde givet den livet. Derefter rettede Robbys arme og ben sig ud på en langsom, mekanisk måde. Forsigtigt nærmede jeg mig og så, hvordan dens lukkede øjne for første gang åbnede sig foran os.

I begyndelsen var blikket dødt, men så blinkede den og fik øjenkontakt med os:

»Hej,« sagde den undrende og kiggede direkte på mig: »Hvem er du?«

Stemmen var voksen. Alvorlig og venlig på en unaturlig, robotagtig måde. Jeg havde ikke lyst til at svare og trak mig i stedet tilbage.

»Hej med dig,« brød mor ind, så den drejede hovedet og kiggede over på hende. Mor lagde håndfladen mod sig selv: »Jeg hedder Luna, og det er min datter Zeta.«

Robottens ansigt bevægede sig skiftevis frem og tilbage mellem os.

»Hyggeligt at møde jer, Luna og Zeta.«

Den rejste sig op på sine tynde ben.

Jeg gemte mig bag mor, da den rakte hånden frem mod hende. Den havde handsker på og tog fat om mors pæne, lange fingre, og rystede hendes hånd lidt op og ned.

»Robby,« hilste den.

»Hej, Robby,« smilede hun. »Hyggeligt at møde dig.«

»I lige måde,« svarede den høfligt og kiggede på mig. »Også pænt goddag til dig.«

Dengang var jeg ikke meget for at hilse, men mor bad mig om at gøre det. Jeg gjorde det med skepsis, og det mindskede min frygt, selvom jeg stadig var noget delt. Robby virkede både fremmed og spændende på samme tid. Oplevelsen var blandet, lidt ligesom mors mad om aftenen. Nogle gange kunne det se frygtelig kedeligt ud, men når man havde fået den første skefuld i munden, smagte det alligevel af mere.

Én ting var jeg dog sikker på: At så snart mor var begyndt på hendes arbejde, skulle jeg nok få Robby slukket. Jeg havde jo set, hvor tænd og sluk-knappen sad.

»Her bor I sandeligt fint,« sagde den og forsøgte at se, hvad der var bag os. »Jeg synes allerede, jeg føler mig hjemme.«

Det kunne den umuligt gøre så hurtigt, tænkte jeg.

»Det kan være Zeta vil give dig en rundvisning.«

Jeg rynkede øjenbrynene og sendte mor et blik, der lynede, men hun insisterede.

Aftenens menu stod på kartofler, kål og proteinbøf fra fryseren. Robby sad til bords som en anden hobbit, og dens mærkelige mimik irriterede mig. Øjnene kiggede skiftevis frem og tilbage på mig og mor. Jeg følte mig overvåget og ville gerne tale med hende alene, men så længe robotten var til stede, kunne jeg ikke frit tale med hende. Det vil sige: Fortælle hende, hvad jeg mente om tingesten.

»Der er indlagt en masse opgaver og lektier til dig i Robbys hukommelse,« sagde mor.

I mine ører lød det gabende kedeligt, så med et indædt suk satte jeg min albue på bordet, hvilede hovedet i hånden og begyndte at skovle maden ind:

»Spændende … «

»Det er vigtigt at lære noget. Glæd dig over, at du ikke skal gå i skole, ligesom jeg gjorde. Vi skulle møde tidligt hver evig eneste morgen … «

»Det har du sagt før,« afbrød jeg.

Hun havde forklaret mig det flere gange. At Globalstaten for snart 10 år siden havde lukket skolerne, fordi der efterhånden ikke længere blev født børn. Jorden havde simpelthen ikke plads til flere mennesker, nu hvor færre og færre døde, men i stedet blev regenereret og i teorien kunne leve evigt – hvis man altså havde penge til det eller ikke havde noget imod at blive forgældet. Kun det sidste var en mulighed for os, og uanset hvad var teknologien kommet for at blive. I visse delstater i Globalstaten var det allerede blevet ulovligt at få børn på grund af det høje befolkningstal. Mor sagde, jeg skulle være glad for at have fået livet – som en af de sidstfødte. Hun fik mig ved hjælp af kunstig insemination, og fordi donoren var anonym, har jeg aldrig kendt min far.

»Nå, men jeg har altså både fået installeret matematik- og danskopgaver i Robbys hukommelse,« sagde mor, »men jeg har også selv oplæst nogle af de mange godnathistorier, du så godt kan li’. Så hvis jeg en dag kommer sent hjem fra arbejde, har Robby alle optagelserne gemt i sig. Du skal bare spørge ham om dem, så kan han afspille dem.«

Jeg prikkede til maden og mumlede, at det var da fint nok.

»Det er ikke pænt at sidde med albuen på bordet,« rettede Robby mig.

Skulle den nu også blande sig i, hvordan jeg spiste?

Bebrejdende kiggede jeg over på mor, mens jeg fjernede albuen og stak gaflen hårdt ned i en af kartoflerne og proppede den munden.

»Robby har også fået lov til at opdrage på dig,« tilføjede hun med et glimt i øjet. »Du skal gøre, som den siger, lover du mig det? Hver gang den beder dig om noget, skal du tænke på, at det faktisk er mig, der har bedt den om at gøre det.«

Aldrig i livet, tænkte jeg, men mumlede noget andet:

»Javel, deres majestæt!«

Straks løftede Robby pegefingeren i vejret:

»Det er heller ikke pænt at være næsvis over for sin mor.«

2. kapitel

Ikke til at sætte en finger på

Fra da af begyndte mor hver dag at gå på arbejde. Hun arbejdede alle hverdage og også nogle gange om lørdagen. Når det blev søndag, og vi endelig kunne være sammen og lege, var hun som regel så udmattet, at det ikke blev til ret meget. Hun havde alt for travlt med de huslige gøremål, og derfor måtte jeg underholde mig selv eller lege med Robby, men det var slet ikke det samme.

Mandag morgen stod mor tidligt op igen, kyssede mig farvel og begyndte ugens arbejde. Det må have været meget hårdt, men som barn var det ikke noget, jeg tænkte over dengang. Trygt og roligt lå jeg bare og slumrede under min dyne uden at tænke videre over, hvor meget hun knoklede for mig.

»Godmorgen, Zeta, så er det tid til at stå op,« sagde robotten, da den vækkede mig.

Det var min første morgen med min nye barnepige. Jeg var temmelig morgengnaven og havde besluttet mig for at blive i sengen resten af formiddagen, men der skulle dog ikke gå lang tid, før noget tvang mig til at stikke næsen frem.

Ude i køkkenet rumsterede Robby med en manisk effektivitet. Det lød som om den nærmest jonglerede med tingene; bestik blev taget ud af skufferne, tallerkener blev stillet på bordet, komfuret blev tændt og lidt efter begyndte noget at syde og stege på panden.

Snart bredte en skøn duft af spejlæg og grillede insekter sig i mit værelse.

Havde jeg fejlvurderet Robby?

Hvis morgenmaden smagte lige så godt som den duftede, var det måske ikke helt så slemt med en robot for mig selv: Min egen private tjener.

En smule mere optimistisk pakkede jeg mig derfor godt ind i dynen, stak fødderne i mine sutsko og luntede ud i køkkenet, hvor bordet ganske rigtigt var veldækket og indbydende.

»Nå, man er stået op,« konstaterede robotten og lagde den stegte mad over på min tallerken.

Uden at kommentere gik jeg hen og satte mig, fangede en gaffel og skulle lige til at dolke den ned i et sprødt, vinget væsen, da robotten stoppede mig:

»Hov, unge dame!« standsede den mig, og før jeg overhovedet kunne nå at gøre noget, hev den gaflen ud af hånden på mig og fjernede tallerkenen. »Der er ikke blevet sagt værsgo.«

»Hvad laver du? Det har du altså ikke ret til. Det er mor, der har købt maden her i huset, og hvad der er mors, er også mit.«

»Det er meget muligt, men det er mig, der bestemmer, når din mor ikke er hjemme, og det du gjorde, var uopdragent. I dag begynder skolen, og vi starter med manererne!«

Trodsigt lagde jeg armene over kors.

»Ved du, hvordan man spiser pænt med kniv og gaffel?«

»Selvfølgelig gør jeg det.«

»Så vis mig det,« sagde Robby og gav mig bestikket tilbage. Mor plejede bare at lægge dem oven på tallerkenen og havde i øvrigt ingen regler om den slags, så jeg tog én i hver hånd, som jeg plejede.

»Sådan her,« sagde jeg og greb fat om gaflen med min højre hånd.

»Du gør det forkert,« rettede den mig, »det skal være omvendt. Altid gaflen i venstre hånd, men ikke som man ville holde en dolk, men sådan her, og kniven i højre, og du hænger også for meget på stolen. Ret ryggen, unge dame, og sæt dig ind til bordet.«

»Hold op med at kalde mig unge dame,« protesterede jeg og sagde, at jeg altså var en pige. Desuden var jeg lige stået op.

»Ja, og det er det næste, vi skal arbejde på. Du sover alt for længe. Børn i din alder har ikke brug for så meget søvn. Det siger alle undersøgelser. I morgen står du op klokken 8.«

Efter det længste og mest belærende måltid mad i mit liv ventede opvasken. Faktisk havde vi en opvaskemaskine, men Robby insisterede på, at jeg skulle lære at vaske op manuelt. Det havde mennesker gjort i årtusinder, sagde han, og moderne mennesker kunne stadig få brug for det. Jeg kunne lige så godt lære det.

Den overflødige opgave fik mig til at koge indvendigt af raseri, og min eneste mission var derfor at få slukket Robby så hurtigt som overhovedet muligt.

Min hjerne arbejdede på højtryk med at udtænke en plan. At slukke robotten var nemt nok i teorien. Jeg vidste jo, hvordan mor havde aktiveret ham. Problemet var, hvordan jeg skulle slukke ham uden at få modstand. Han ville jo nok ikke gå med til det frivilligt. Desuden var han en robot, så at nusse ham i håret eller kilde ham i nakken, ville næppe gøre nogen forskel. Nej, jeg var nødt til at snige mig ind på ham på en eller anden måde, overrumple ham, og så hurtigt finde knappen under hans hår og slukke.

Jeg fik en idé.

»Robby, må jeg spørge dig om noget?«

»Ja, men du behøver ikke stoppe med dine pligter. Mennesker kan sagtens vaske op og tale samtidig.«

Jeg lod kommentaren passere og lagde mit brugte glas fra morgenmaden ned i opvaskebaljen og vaskede videre.

»Hvordan er det egentlig at være en robot?« spurgte jeg, »har I robotter hobbyer og den slags? Altså noget du kan li’, mener jeg, sådan udover at være min lærer?«

Mens jeg talte, blev hver eneste bevægelse overvåget. Robby ville tilsyneladende meget hellere korrigere mig end at svare på mit spørgsmål.

»Du glemte en plet dér,« rettede han, »og du skal bruge mere sæbe. Det er uhygiejnisk.«

Kritikken fortsatte, men den var nem at ignorere, når jeg tænkte på, hvor dejligt det ville blive om lidt, når jeg havde slukket ham. Til mit held begyndte han langt om længe at svare på mit spørgsmål:

»Når din mor ikke er her, er mit eneste formål at opdrage dig og passe på dig. Jeg har ingen hobbyer, og når jeg ikke kan tjene mit formål, lader jeg op via hyperinduktion. Men jeg er født med en AI 21-octodec-processor, som giver mulighed for, at jeg kan tillære mig visse evner igennem observation og øvelse, for eksempel inden for sprog og musik. Hvis man ønsker det, kan min processor blive opgraderet med to ekstra kerner, så jeg bliver hurtigere til matematik og logik. Derudover kan man installere forskellige software-moduler, der giver mig særlige kvaliteter.«

»Det lyder spændende,« løj jeg og rakte glasset bagud:

»Værsgo’,« sagde jeg og gav med vilje slip, så det splintrede på gulvet i en symfoni af dansende glasstumper.

»Ej, hvor er jeg klodset!« sagde jeg og satte hænderne op foran munden: »Det må du virkelig undskylde, jeg troede, du tog imod.«

»Hvorfor fumler du sådan, Zeta!? Tænk dig om, barn!« vrissede robotten og gav mig ordre om at blive stående og ikke røre mig ud af stedet. Jeg skulle nødig skære mig i fødderne.

Nu havde jeg chancen.

Mens Robby bøjede sig ned for at samle glasskårene sammen med sine hænder – som han i øvrigt forklarede, var lavet af et materiale, der var meget stærkere end menneskehud og som derfor ikke så nemt kunne gå hul på – bøjede jeg mig ned og førte lynhurtigt hånden om på hans baghoved.

Mit hjerte galoperede, mens jeg forsøgte at finde knappen under hans kunstige hår.

Jeg førte hånden op og ned i hans hårbund, men der var intet at mærke. Ingen knap, der stak ud. Intet, jeg kunne trykke på, og underligt nok lod Robby som ingenting. Det var ligesom om, han var helt følelsesløs. Han reagerede slet ikke.

»Det er en fingeraftrykslæser,« bemærkede han nøgternt og fortsatte med at samle glas op: »Og det er kun din mors fingeraftryk, der kan slukke mig.«

Mit ansigtsudtryk må have været mere knust end glasset på gulvet.

Robby rejste sig:

»Hvad havde du regnet med? At du sådan bare lige kunne få mig af vejen? Du skal vide, at jeg mistænker dig kraftigt for at have smadret glasset med vilje, unge dame,« vrissede han og analyserede mit blik, der i flovhed forsøgte at fokusere på glasstumperne i hans hånd. De skarpe glasskår var alle stablet fint oven på hinanden ligesom en lille bunke sten. Det forbavsede mig så meget, at jeg helt glemte, at jeg skulle overbevise ham om, at jeg ikke havde givet slip på glasset med vilje:

»Mig?« sagde jeg opgivende og slog ud med hænderne, men Robby rystede bare på hovedet og løftede pegefingeren.

»Du viser alle menneskelige tegn på skyld. Du skulle skamme dig, Zeta. Hent støvsugeren,« beordrede den, »og gå den vej,« tilføjede han og pegede på gulvet: »Jeg har scannet området dér, og der er ingen skarpe glasskår.«

Uden at sige mere luntede jeg ud efter støvsugeren.

Resten af dagen blev jeg undervist på mit værelse. Ifølge Robby var det yderst tiltrængt. Jeg havde ikke lært nok, påstod den efter at have foretaget nogle urimelige regneprøver og ikke mindst en drævende diktat, der konkluderede, at jeg i forhold til min alder var bagud på alle fronter, lige bortset fra at være næsvis og uforskammet.

Maskinen tvang mig til at læse kedelige e-bøger, der var fyldt med bogstaver. Der var ingen animerede hologrammer eller i det mindste bare 3D-animationer, som i de historier jeg plejede at læse med mor. Ord for ord kæmpede jeg mig igennem sætningerne, og når jeg læste forkert, blev det påpeget omgående.

Det var mildt sagt rædsomt, og det værste var, at den slags dage tilsyneladende var kommet for at blive. Hver dag vågnede jeg op til nye opgaver og nye lektier, og hver dag glædede jeg mig kun til, når det var overstået og mor kom hjem. Sommetider tænkte jeg tilbage på de dage, hvor mor og mig havde leget gemme, lavet klippe-klister, designet kjoler til mine hologramdukker og sunget sange, men dagdrømmeriet blev hele tiden afbrudt af Robby, der prikkede til mig og bad mig om at fokusere.

»Kom nu videre, Zeta, tingene laver ikke sig selv,« var hans motto. Jeg kunne have vredet hovedet om på ham, hver gang han sagde det, men det nyttede ikke noget. I øvrigt var han stærkere, end man skulle tro.

Der var altså ikke andet for end at bide i det sure æble og lave mine lektier.

Imens fik mor mere og mere arbejde. Ofte kom hun sent hjem flere gange om ugen. Hvis jeg var vågen i min seng sent på aftenen, kiggede hun ind på mit værelse, gav mig et kys på panden og hviskede godnat, men for det meste sov jeg, for dagene var både lange og hårde takket være min nye læremester. Mit liv føltes som et hamsterhjul, syntes jeg og havde meget ondt af mig selv, men det var selvfølgelig ingenting i forhold til, hvad mor måtte gennemgå.

Nattevagterne var uden tvivl de værste for hende.

Det begyndte med enkelte nætter, men efterhånden blev hun væk i flere dage ad gangen. At det var hårdt, afslørede de sorte rander under hendes øjne. Sommetider fik hun kun få timers søvn i dagevis på grund af sit arbejde, så når hun kom hjem, var det ikke underligt, at hun var indelukket, stille og dødtræt. Ofte gik hun direkte i seng efter de udmattende nattevagter. I min iver efter at være sammen med hende alligevel forsøgte jeg at vække hende, når hun sov til middag, men Robby bremsede mig og gav mig i stedet stakkevis af opgaver for at holde mig beskæftiget. Han gjorde mig temmelig arrig til tider. På et tidspunkt blev jeg så sur, at jeg råbte højt på mor inde fra mit værelse. Larmen vækkede hende selvfølgelig, og lidt efter kom hun ind. Da hun stod i døren, frygtede jeg, at hun ville skælde mig ud, men i stedet satte hun sig overbærende ned ved siden af mig og fik mig til at falde til ro.

Mor var altid meget tålmodig med mig, og efterhånden vænnede jeg mig til min nye tilværelse. Faktisk ville jeg ønske dagene bare havde fortsat sådan, for hvad, jeg ikke vidste, var, at der lige rundt om hjørnet ventede en fremtid, der skulle vise sig at blive meget værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

3. kapitel

Statsbesøg

Det hele begyndte en aften, da mor havde været væk i over en uge. Det var meget længe, og noget føltes helt forkert. Tidligere havde hun været væk i en eller måske to nætter, men aldrig i så lang tid, og tankerne om, hvor mor var henne, gjorde det svært for mig at falde i søvn.

Jeg kunne høre Robby gå ned mod mit værelse for at sige godnat. Hans fodtrin var karakteristiske og hørtes på en helt særlig måde, når han gik. Det var ligesom om, han gik i takt, fordi han gik så præcist. Han stillede sig i døråbningen, hvor skyggen fra hans lille krop virkede enorm på grund af lyset bag ham:

»Så er det sovetid, unge dame. Ligger du godt?«

Det gjorde jeg, men tilfreds var jeg ikke. Længslen efter mor var enorm, og jeg følte mig meget ensom.

Robby slukkede lyset ved hjælp af voice control og listede sig derefter hen til min seng, som han satte sig på.

»Savner du hende?«

Noget betuttet mumlede jeg ja, men ville helst ikke give udtryk for mine følelser overfor den dumme robot.

»Det varer nok ikke så længe, så kommer hun hjem igen. Skal jeg afspille én af de godnathistorier, hun har indtalt til dig?«

Jeg tøvede lidt med at svare, for han skulle ikke vide, at jeg var så ked af det, og dengang vidste jeg i øvrigt ikke, at han kunne se i mørke, så han har højst sandsynligt nemt kunne afkode mit triste ansigtsudtryk.

»Det må du gerne,« sagde jeg og puttede mig ind til nogle af de tøjdyr, der lå en stak af bag mig.

»Men bagefter skal du love mig at sove, er det en aftale?«

»Ok,« nikkede jeg.

Når Robby skulle afspille en af mors godnathistorier, blev han altid mærkeligt stille i nogle sekunder, inden historien gik i gang. Det var som om han forsvandt ud i det blå, som om hans egen bevidsthed gik på vågeblus og hans sjæl fløj bort for en tid.

»Hej min skat. Det er mor.«

Lyden af hendes stemme fik tårerne til at løbe stille ned over mine kinder i nattens mørke. Stemmen var lige så livagtig, som hvis hun havde siddet ved siden af mig i min seng.

»Hvis du hører dette, er det fordi, jeg måske er på overarbejde eller er blevet meget forsinket med et eller andet, og derfor ikke kunne være hjemme hos dig. Jeg savner dig, skat, og jeg tænker på dig lige nu, og du skal vide, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at skynde mig hjem. Vil du høre en historie? Det plejer du jo. Her kommer en af dine favoritter. Nu skal du lytte godt efter … «

Og det gjorde jeg.

Jeg lyttede til hendes beroligende, fløjlsbløde stemme, der lød som en engel i natten:

»Der var engang en lille pige, hvis mor blev syg, og da hun følte, at døden nærmede sig, kaldte hun på sin eneste datter og sagde: Bliv ved at være from og god, min lille pige, så vil den gode Gud nok hjælpe dig. Og når jeg kommer i himlen, vil jeg se ned på dig, og mine tanker vil følge dig, hvor end du går … «

Jeg lyttede med største iver og nød hvert eneste sekund, indtil trætheden overmandede mig, og jeg faldt i en dyb søvn ganske uvidende om, at jeg inden længe snart skulle dele skæbne med Askepot – bare uden alt det sjove med dyrene, det fortryllede græskar og festen på slottet bagefter.

Næste morgen vågnede jeg ved, at det ringede på døren. Jeg sprang ud af dynen og løb med stor forventning ud til hoveddøren i håb om at se mor på vej op ad trapperne. Men i stedet fik vi besøg af en tyk dame i en stor, beige jakke. Hun havde kort, gråt hår, der var afbleget og krøllet, og på hendes opstoppernæse hvilede et par tunge briller, der kun så ud til at blive holdt oppe af trynens størrelse. Jeg blev noget skuffet, selvom jeg selvfølgelig ikke burde have forventet andet. Mor brugte aldrig dørklokken, når hun kom hjem.

»Hvad drejer det sig om?« spurgte Robby, der sørgede for, at jeg holdt mig i baggrunden.

Damens smil var tøvende og falsk, og jeg lagde mærke til de mange ildevarslende sveddråber, der havde samlet sig i hendes pande.

»Erna Frandsen, Omsorgsforvaltningen fra Globalstaten. Må jeg komme ind?«

Hun viste et kort frem, og Robby scannede det med øjnene. Sikkerhedschippen i plastkortet gav åbenbart damen fri adgang til vores lejlighed, for Robby inviterede hende helt ukritisk ind med det samme uden yderligere spørgsmål.

»Du må være Zeta,« smilede hun til mig og gav mig hånden.

Som jeg havde lært, hilste jeg belevent. Hendes hånd var tyk, blød og lettere fugtig.

Damen nikkede på en forvirret måde og vandrede derefter ned igennem vores lejlighed til stuen, hvor hun kastede sig forpustet ned i vores sofa.

Imens begyndte Robby at dække op til te og småkager. Han var altid så effektiv.

»Er du glad for robotten?« spurgte hun mig, »det virker som om, I kommer godt ud af det med hinanden.«

Jeg skulle til at sige det modsatte, men Robby afbrød mig:

»Vi har et meget godt samarbejde,« sagde han og sendte mig et blik, der bad mig om at tie stille.

»Glimrende, glimrende,«