I havn

By Helle Merete Neumann

Læseren følger den udfordrede unge Phillip, som har opgivet håbet, da han anbringes på endnu en institution.

Handlingen følger Phillips ankomst på Godhavn i Tisvilde og hvorledes han finder det vanskeligt at overgive sig til de voksne, som prøver at skabe en hverdag for Phillip. Igennem nogle svære oplevelser, støttes Phillip til at finde en ny vej.

Bogen er skabt i samarbejde med elever på Godhavn Skole, der åbent har fortalt om deres tid på Godhavn og andre institutioner. Eleverne har delt både svære og gode oplevelser, der tilsammen udgør Phillips fortælling.

Bogen er således et vidnesbyrd om oplevelser i hverdagen på Godhavn og andre døgninstitutioner.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 22, 2023
• ISBN: 9788743040606

Helle Merete Neumann

Helle Merete Neumann er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd.soc., hvor hun har skrevet speciale om "Det gode sociale tilbud". Helle Merete Neumann har skrevet bogen ud fra sin mangeårige erfaring med undervisning, samt behandlingspædagogisk arbejde i feltet med anbragte børn og unge. Helle Merete Neumann har taget initiativ til romanen I havn, for at give de unge mennesker en stemme i havet af informationer om anbragte børn. For at sikre de anbragte unges medbestemmelse har Helle Merete Neumann over en længere periode interviewet og samarbejdet med elever på Godhavn Skole om at lave bogen I havn.

Book preview

1. Nyt sted – igen

Jeg løfter hovedet en anelse fra min plads på bagsædet, så mine øjne lige akkurat kan se forbi den sorte hættetrøjes kant. Jeg ser mod bakspejlet og i et kort nu, møder jeg pædagogens nysgerrige blik. Han er en ranglet langhåret fyr, hvis mørke hår er samlet med en snor. Han tænker tydeligvis: Hva’ så deromme på bagsædet? Og tror, at jeg gider at tale. Som om. Jeg vender lynhurtigt tavst blikket ud mod landskabet. I et kort nu er der overblik over Tisvilde. Landskabet bugter sig, og nogen ville nok kalde det smukt. Jeg trækker hætten tættere om ansigtet og skruer op for musikken i hørebøfferne.

Jeg har prøvet det så ofte før; de voksne taler om mig, og taler til mig. Phillip dit. Phillip dat. Men imens de slider mit navn op, så de taler jo ikke med mig. De spørger: „Hva’ tænker du? og tror, at jeg vil åbne mig, dele, lade dem komme ind… „Nu skal i høre alt om Phillip vrænger jeg for mig selv. Som om. På hvert sted jeg har været, har de prøvet, men jeg kan ikke „fikses". Damaged goods – kan de ikke fatte det? Phillip. 14 år. Kasseret. De voksne spørger altid om, hvad man tænker. Men mon ikke de ville freake ud, hvis de fik det at vide. De kan ikke lide at høre om det mørke, som jeg slæber rundt på. Ja, så er det lettere at tie stille. Stilheden havde været ekstra larmende det sidste sted, hvor jeg havde været anbragt; en gård placeret midt imellem ingenting – og absolut ingenting.

Bilen drejer til højre og vi kører forbi en masse pæne huse, med pæne haver, med pæne pisse-lige hække eller plankeværker. Alting så „pænt". Derinde bor de normale mennesker. Ham den ranglede i førersædet løfter hånden som hilsen til en mand inde på fortovet. Der hilses tilbage. Bilen fortsætter, og vi drejer til højre igen. Jeg kan høre pædagogens stemme ind over min musik. Jeg skruer diskret ned, men lader ham ikke have tilfredsstillelsen ved, at jeg kigger helt op. Pædagogen ævler løs om det særlige ved Godhavn. Peger mod et gammelt, skævt, gult hus, der åbenbart er Smedjen og en oprindelig del af det hersens cirkus. Pædagogen plaprer entusiastisk videre om, at alt det vi ser her, er en del af Godhavn. Jeg fnyser for mig selv. Som om parken, de mange bygninger til højre og venstre, skulle imponere mig?

Til sidst drejer vi en gang mere til højre. Pædagogen fortæller, at dette er den afdeling, som jeg skal bo på. Hestene på marken ved siden af går roligt og gumler græs. Pædagogen åbner døren til bilen. Jeg overvejer at blive siddende. En ung, der passerer forbi, siger „Hej Bo og giver et kram til „Ham den ranglede. Jeg orker ikke endnu et sted, endnu om omgang, hvor de står dér med deres åbne arme og tror, at de kan redde hele verden. De fatter ikke det mørke, jeg har inden i. Og mørkets kræfter river i mig. Jeg kunne også bare smadre den åbne bildør med nogle velrettede spark? Men jeg bliver siddende fastfrosset, mens de sløve heste på marken gumler videre. Pædagogen går hen til døren og taler med en anden voksen, en kvinde. De tager min sportstaske og min guitar med ind.

Pædagogen kommer igen hen og står ved den åbne sidedør, med hånden afslappet hvilende mod bilens tag. I det mindste spørger han ikke ind til mig. I mit stille sind, navngiver jeg ham, som „Ham den ranglede". Jeg behøver ikke lære hans navn, for jeg er snart videre. To måneder – sådan plejer det at være. Jeg må hellere komme i gang: Jeg letter opgivende røven og trasker tungt efter ham.

Inden døre mødes Ham den ranglede og jeg af en hyggeligt udseende mormor-agtig kvinde, der siger „Hej! Jeg hedder Gyda. Kvindens ansigt havde en lang historie skrevet i rynkerne. En pige med kraftig øjenmake-up og langt blåt hår siger: „Hej! Mistænkeligt som de alle smiler, tænker jeg irriteret. Totalt påtaget. Endnu én, en ung fyr, stikker hovedet ud fra sit værelse og siger: „Hej".

Hej. Hej. Hej – jeg hilser med mit hej. Men alle disse hej-hej kan rende mig. Lad mig være! Giv mig et rum, så jeg kan lukke døren. Jeg lader i skjul mit blik løbe hen over fællesrummet. Der hænger en udstoppet papegøje over køkkenøen og stolene er malet i alle mulige farver. Kæft, det er flippet. På væggene hænger der en mærkelig samling malerier. Nogle er tydeligvis lavet af børn, og på et grønt et af dem, står der: „I dag skal være bedre end i går" med en masse noder tegnet uden om. Der er også ét, der ser gammeldags ud og forestiller en sørgeligt udseende, grædende dreng. Burde jeg mon være nervøs – man har jo trods alt hørt om Godhavns historie?

Jeg følger efter Ham den ranglede ned ad gangen. Endelig når vi til det rum, hvor min sportstaske og guitar står ved sengen, og jeg går derind. Ham den ranglede bliver stående lige uden for døren. Jeg står med armene slapt ned langs siden midt på gulvet. Det er overvældende det her. Det hele kører rundt for mig. Det er virkelig noget af en mundfuld det her. Endnu et bosted. Lugten er anderledes. Her er helt stille. Jeg vender rundt løfter benet og placerer et velrettet spark mod døren, så den smækker i. Min støvle sætter et sort mærke på den hvide dør. Ikke mere „hej-hej" i dag.

Jeg lægger mig på sengen, og det føles som om værelset snurrer rundt. Jeg lukker mine øjne og lægger en pude over hovedet. Alligevel kan jeg fornemme, at de andre kredser rundt uden for døren. Jeg prøver at lukke det hele ude. Rummet her blev præsenteret som „mit" værelse, men jeg ved jo godt, at det ikke er mit. De sidste steder, har kun holdt til mig i 2 måneder, så jeg ved, at jeg snart er videre. De siger altid, at de kan hjælpe – men jeg ved bedre. Af samme grund orker jeg ikke at starte op igen. Jeg strammer grebet om min pude og trykker den hårdere ned mod mit ansigt, så hårdt at det gør ondt. Da jeg bliver træt i fingrene, rækker jeg i blinde ud efter min guitar. Jeg orker ikke at spille lige nu, men det føles godt at holde fast i den. Jeg havde fået den af min morfar engang.

Jubeloptimisterne uden for min dør tror sikkert, at de kan gøre en forskel. Hjælpe mig mod mørket. Når alle de andre ikke kunne, hvorfor skulle det her sted så kunne?

2. Lidt om mig

Jeg har fået flere diagnoser, men det siger jo ikke hvem jeg er,