Afgrunden

By Martin Ringgaard

William er gået på pension, men han er ikke lykkelig. Dagene er svære og hårde at komme igennem. Hans elskede hustru Martha ligger i koma og om natten hjemsøges han af en mystisk skikkelse. Da William mod sin vilje presses tilbage i sit gamle job, er han nødsaget til at finde sin pistol frem igen og løse nogle besværlige opgaver, der gradvist fører ham tættere og tættere på Afgrunden...

Afgrunden er første bind i en mørk, magisk realisme serie.

En eksistentiel, melankolsk og surrealistisk roman der blander noir elementer og spænding med magisk realisme.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 1, 2024
• ISBN: 9788743086444

Martin Ringgaard

Martin Ringgaard (f.1982) har tidligere udgivet romanerne: Cirkel Det inderste

Book preview

1

Årene er gået. Ét efter ét er de forsvundet. Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg har brugt dem på. Jeg har bare levet dem. Ikke andet. Lige siden Martha gled ind i sit dybe koma, har jeg haft svært ved at skelne dagene fra hinanden. Hun gjorde dagene værdifulde for mig. Nu er de alle sammen ens og sandt at sige, så gør det mig ikke noget, at de forsvinder én for én. Jeg har ikke noget at bruge dem til. Ikke rigtigt.

Så hvorfor er jeg her så stadig, kunne man spørge? Svaret er enkelt: Martha. Hun er væk, men ikke død. Ikke endnu, og hvis jeg tager livet af mig selv, ender jeg ikke med sikkerhed det samme sted som hende, hvis man tror på den slags. Personligt har jeg ikke selv en tro, kun et håb. Et håb, at der ikke kun er mørke, når alt er ovre for Martha og mit eget vedkommende.

Endnu en nat i vores seng, hvor pladsen ved siden af mig stadig er tom. Morgenlyset glider ind ad vinduet. Jeg forsøger at samle kræfterne i min gamle krop til at rejse mig. Jeg har ikke lyst, men hvad skulle jeg ellers gøre? Desuden presser min blære på for at blive tømt. Den har jeg i det mindste stadig kontrol over, så længe det varer.

Jeg har drukket morgenkaffen, taget et af mine gamle jakkesæt på og låst hoveddøren til vores hus. Jeg foretrækker at være velklædt hver dag, også selvom der ikke er et arbejde, der skal passes længere. En vane, der har holdt ved. Jeg plejer at gå en tur i parken hver morgen for at få blodomløbet i gang og samtidig se, hvordan ænderne har det. En rutine, jeg startede på dag nummer to, efter jeg gik på pension, da en frygtet afgrund af lediggang åbnede sig under mine fødder. Den daglige gåtur var selvfølgelig Marthas idé. Hun havde altid en god fornemmelse for, hvad jeg havde brug for, når jeg selv var rådvild.

Solen skinner i dag, og de andre mennesker omkring mig i parken smiler. Jeg fokuserer på at gå og ikke tænke på så meget andet. Det lykkes ikke. Det gør det sjældent. Det er ikke kun livets skyld, at mine dage er svære at skelne fra hinanden. Jeg gør selv mit for at gøre dem ens. Jeg forsøger at have nogle faste vaner og rutiner, i et forsøg på at gøre det hele en smule nemmere for mig selv. Det har ikke virket indtil videre.

Jeg stopper op. Ænderne har det vist fint i dag. Jeg har heller ikke taget noget brød med til dem denne gang, så de svømmer bare forbi mig, mens jeg står ved søens bred. Jeg ser ud over vandet og tænker på, at jeg, udover Martha, også savner arbejdet en lille smule, men kun lidt. Jeg samler en lille sten op fra jorden og kaster den ud over vandkanten i et forsøg på at slå smut, der mislykkes. Marthas engang lange, blonde hår er nu blevet gråt ligesom mit eget, der engang var mørkebrunt og tykt, og som nu er gråt og tyndt. I det mindste er det der stadig.

Jeg går videre gennem parken. En mand, der trækker vejret prustende, kommer joggende imod mig på stien og forsvinder hurtigt ud af mit synsfelt bag mig. Jeg fortsætter i mit eget langsomme tempo. Der er ikke så meget, jeg skal nå. Faktisk er det eneste helt faste og vigtige, at jeg besøger Martha i eftermiddag på hospitalet, hvor hun stadig lever. Ligesom jeg selv stadig lever.

Jeg retter mig op, mens jeg går. Min krop og jeg bliver gradvist mere krumbøjede, efterhånden som mine negative tanker tynger mig. Jeg ér stadig i live. Jeg ligger ikke i en hospitalsseng, ikke endnu.

Nogle gange vågner jeg om natten, badet i sved, når jeg er blevet vækket med et sæt af en drøm, jeg ikke kan huske. Det har ikke været noget vigtigt, bare min underbevidsthedsstrøm, der er gået amok og har hevet mig med et sted hen, hvor jeg vælger at stå af. Så ligger jeg og kigger op i loftet, ud i mørket, der er delvist oplyst af lyset fra gaden. Der er ikke mange lyde i natten i dette stille villakvarter, jeg bor i. Nogle gange kan jeg dog høre lyde fra den indre by, der ikke ligger så langt væk. Det kan hænde, når jeg ligger der i mørket, at jeg drejer hovedet en smule og ser over i hjørnet af soveværelset. Det højre hjørne. Hjørnet længst væk fra mig, skråt overfor sengen, nogle meter fra døren. Et mørkt hjørne, hvor der næsten ikke falder noget lys om natten. Der er ikke noget i det hjørne. Der står ikke en stol eller en kommode eller noget i den stil. Det er bare et mørkt hjørne, hvor de to vægge mødes.

Når mit blik bliver draget hen mod det mørke hjørne, selvom jeg ikke har lyst til det, så ønsker jeg mig tilbage til min drømmende underbevidsthedsstrøm, uanset hvor ubehagelig den nogle gange kan være. Den ved jeg i det mindste, ikke er virkelig, modsat den mand, der oftere og oftere pludselig dukker op og står i det mørke hjørne. Jeg kan ikke præcist sige, hvordan han ser ud, da hans træk er delvist gemt i mørket. Men han er høj, bredskuldret, og har meget lange arme. Han bevæger sig ikke, men står bare der i hjørnet af soveværelset, hvor Martha og jeg plejede at sove sammen og hvor jeg nu sover alene. Jeg kan skimte ham i mørket, og jeg kan høre ham trække vejret stille, men dybt og anstrengt.

Det er sket oftere og oftere, og jeg er overbevist om, at han ikke er en drøm. Han er virkelig, og når han er der, så ligger jeg rædselsslagen i min seng. Jeg er bange for at røre mig og bange for at kigge væk. Jeg er bange for, at han ikke bliver ved med bare at stå der i hjørnet, gemt i mørket.

Jeg har haft mit job i mange, mange år. Hele mit liv føles det næsten som om, og jeg har været på utallige opgaver, hvor jeg har set og oplevet de særeste ting udfolde sig.

2

Jeg er ude af parken igen og på vej hen ad fortovet mod mit sædvanlige næste stop: min kop morgenkaffe nummer to, suppleret med en lille skarp i et glas ved siden af. Jeg plejer først at spise noget henad frokosttid. Min appetit kommer og går, og jeg spiser væsentligt mindre end jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg føler dog alligevel, at min styrke i kroppen fortsat er nogenlunde intakt.

En mand, som er ældre end mig, med helt kortklippet, gråt hår og muskuløse arme stikkende ud af en sort t-shirt og dækket af slidte tatoveringer, serverer for mig ved det lille bord, hvor jeg har sat mig.

- Hvordan går det så? siger han. Det er ikke et spørgsmål, men bare en hyggelig hilsen, selvom jeg ved, at han godt ville lytte til mig, hvis jeg havde lyst til at åbne op. Det har jeg gjort før et par gange, på dage hvor situationen med Martha har været for meget at bære, men ikke i dag.

- Som det plejer, svarer jeg, så han ikke spørger yderligere ind.

Omkring mig i det lille, slidte, gamle værtshus beliggende i kælderhøjde, sidder få tørstige typer rundt omkring og hælder den ene øl efter den anden ned. De sidder her også om seks-syv timer og laver det samme, hvis jeg kiggede forbi igen. Deres udseende afslører, at de har levet denne livsstil i mange år og sikkert vil gøre det lige indtil den dag, de dør. Jeg tørster heldigvis ikke efter mere end min morgenkaffe og min lille skarpe. Stemningen er rar og rolig her om formiddagen. Her kan jeg samle tankerne, uden de overmander mig og samle kræfter til at komme igennem resten af dagen. En jukebox spiller blidt i baggrunden. Gamle blues og country-sange for det meste.

Jeg er på vej op igen ad de otte, små trappetrin, der førte mig ned til værtshuset for lidt over en time siden, og bliver et øjeblik blændet af solens skarpe lys, som jeg næsten havde glemt nede i værtshusets afsides, dæmpede, beige-agtige belysning, og begynder at gå hjemad. Jeg tager en anden vej hjem og går med lettere skridt, end da jeg gik gennem parken. Koffeinen og alkoholen, som jeg har indtaget, har haft den ønskede virkning.

Hjemme i vores hus tænder jeg for noget klassisk musik og sætter mig i den brune lænestol i stuen. Jeg lukker øjnene og blunder i, hvad der føles som en halv time. Jeg bliver vækket af, at det banker på. Jeg ser overrasket ud mod døren. Jeg får aldrig besøg mere. Langsomt får jeg rejst mig op, mens det fortsat banker insisterende med jævne mellemrum. Bankelyde der indikerer, at de vil fortsætte i det uendelige, hvis de ikke bliver besvaret. Da jeg endelig får åbnet døren, ser jeg en asiatisk kvinde med langt sort hår. Hun er en ubestemmelig alder mellem gammel og ung og noget lavere end mig.

- Er du ikke gået forkert? er det første som gnavent ryger ud af munden på mig. Jeg er virkelig blevet en sur, gammel mand efterhånden. Hun svarer mig ikke, men stirrer bare på mig på en måde, som får mig til at blive tavs. I hænderne har hun en lille pakke i hvidt papir, som hun rækker frem mod mig, stadig uden at sige noget.

- …til …mig? får jeg forvirret fremstammet. Hun rækker pakken længere frem mod mig, og jeg tager imod den. Den føles overraskende tung, da jeg får den mellem hænderne. Kvinden vender sig fluks om og går sin vej ned ad fliserne i vores forhave og ud af havelågen. Jeg stirrer efter hende, til hun forsvinder om et hjørne, og lukker hoveddøren igen.

Jeg tager den lille, tunge pakke med ind i stuen, hvor jeg placerer den på sofabordet og sætter mig ned i vores gamle, mørkeblå sofa og stirrer på den. Jeg har ikke lyst til at åbne den, men ved, at jeg selvfølgelig ender med at gøre det alligevel. Efter nogle minutter tager jeg med tøvende bevægelser fat om pakken og river det hvide papir af den med hurtige bevægelser for at få det overstået. Inde i pakken er der en grøn æske, som jeg sætter ned på bordet.

Det går pludselig op for mig, hvem der har sendt mig pakken. Jeg havde haft en bange anelse hele tiden uden at ville anerkende det. Men jeg forstår ikke, hvorfor de har sendt den.

Jeg lader den grønne æske stå på bordet og tager hen på hospitalet for at besøge Martha.

3

Jeg kommer aldrig til at vænne mig til lydene, lugtene eller fornemmelsen jeg får i kroppen, når jeg er på hospitalet, selvom jeg har været her så mange gange, siden Martha gled ind i sit koma. Jeg ser på sygeplejerskerne og lægerne og tænker, at de må være bygget af noget specielt for at kunne arbejde sådan et sted. Tænk dagligt at se sygdom og død i øjnene på så tæt hold, og at det er deres hverdag, deres arbejde, deres rutine. Jeg forstår det ikke. Men de fleste ville nok heller ikke have kunnet leve med mit gamle arbejde, før jeg gik på pension. De kender mig på afdelingen, og jeg får anerkendende nik, medfølende smil og hilsner på vej ind til Marthas værelse.

Hun ligner sig selv. Nogle gange kan jeg bilde mig selv kortvarigt ind, at hun bare sover. Men jeg kan selvfølgelig stadig huske, hvordan hun så ud, når hun sov ved siden af mig i vores seng, så der går ikke længe,