Jagten på en far: Roman

By Henrik Neergaard

En yngre mand er på jagt efter en kæreste - og efter sin far, der blev skilt fra hans mor for mange år siden, og som han nu prøver at opspore efter en periode med konflikter og lang tid uden kontakt. Men hans far har flyttet meget rundt, og da han endelig finder hans adresse, får han af viceværten at vide, at han kommer for sent, for hans far døde for kort tid siden. Han tager ud til den store parkkirkegård for at finde sin fars grav, men er ved at fare vild. Da han får hjælp af Freja, ender det med, at de begge bliver smidt ud af en sur kirkegårdsbetjent.

Under et besøg i storcenteret møder han en af faderens gamle bekendte, der fortæller en helt utrolig historie. Han beslutter sig for at undersøge det nærmere, og nu sker der et par ting, han slet ikke havde forudset. Desuden tyder flere ting på, at hans biologiske far er en helt anden end den, han altid har troet. Han ved, hvor han holder til, men da han opsøger ham for at få klarhed, er han ikke til at finde ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 17, 2020
• ISBN: 9788743037118

Henrik Neergaard

Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.

Book preview

Andre bøger af samme forfatter på Forlaget Books-on-Demand:

Den digitale litteraturs velsignelser. Noveller.

Dovne Kenneth – eller troen på utroskab. Roman.

Dalredage. Dieselhaiku.

Natvilje. Roman.

Da slangen spiste af den forbudne frugt. Noveller.

På kontoret for glemte sager. Noveller.

Vera og Bjarnes heftige forår. Roman.

FLYVE-HAVRE. Digte, kortprosa, noveller og andet skriv.

Indholdsfortegnelse

Uden paraply

Marskandiseren

Guldhornene

Paraplyhandler

Odin og Tyr

Hende i kjolen

Stævnemøde

Det røde værelse

Skattejagt

På jagt efter min far

I det tomme rum

Viceværten

Stolejægerne

På kirkegården

Tæt på at opgive

Frokost med Freja

Smidt ud

Døren binder

Det gamle fotoalbum

Ham på cafeen

Hvem skal jeg tro på?

Paradisdalen

Smagen af frihed

Et drømmejob

En lukket dør

Uden paraply

Det er underligt. Vejret. Irriterende i hvert fald. Det er et mærkeligt vejr. Det skifter hele tiden. Ligesom mit humør. Så regner det. Så skinner solen lidt. Så trækker skyerne sammen. Og lidt efter bliver det gråvejr igen. Bare på en halv time. Så går der lidt tid, og så klarer det lidt op. I cirka et kvarters tid. Så bliver det helt massivt overskyet igen. Så kommer der en byge. Så klarer det lidt op igen, og solen kommer frem. Men ikke ret længe. Og nu er det sådan halvskyet. Det er vist det, de kalder det, de der vejrfolk.

Der, hvor solen skiftevis er fremme og skinner lidt, inden der igen glider en sky hen foran den og spærrer for solstrålerne. Så kommer solen pludselig til syne i et lille hul mellem skyerne. Sådan midlertidigt, forstås. Alt er kun midlertidigt på sådan en dag. Det varer måske 20 minutter. I højden. Så trækker skyerne helt sammen igen. Og nu ser de endda helt mørkegrå ud. Sådan seriøst småsorte, faktisk. Lidt efter pisser regnen ned, så man skal holde sig indendørs i den næste halve times tid. Hvis man er heldig, så kommer der måske en lille opklaring. Og sådan fortsætter det hele dagen igennem. Man bliver så irritabel i sådan et skiftende vejr. Det er næsten ligesom mit forhold til Kristina. Eller hendes forhold til mig snarere. Det er mest det, der skifter som vinden blæser. Sådan virker det i hvert fald. Lige præcis. Det er sådan, det er.

Jeg var ovre for at købe lidt ind. Min bil ville som sædvanlig ikke starte, så jeg var nødt til at gå hele vejen over til Netto. Dengang, jeg gik afsted, da skinnede solen flot. Jeg havde penge med, og jeg var lidt sur, men jeg tænkte, at det går jo nok.

Men det var rigtig flot vejr. Det var endelig klaret op og blevet smukt og entydigt solskinsvejr. Det gik også helt fint med at komme derover. Men da jeg så havde fået handlet og skulle hjem igen med min indkøbspose, så begyndte det selvfølgelig at regne. Det øsede ned. Simpelthen. Der er ikke andet ord for det. Det øsede ned. Næsten i samme øjeblik, jeg kom ud af butikken. Jeg var ikke kommet mere end 50 meter hen ad fortovet, før det begyndte at dryppe ret kraftigt. Og efter 100 meter styrtede det ned, som om det var betalt for det. Og jeg havde selvfølgelig ikke taget overtøj på. Det gør man jo ikke på sådan en forårsdag med lækkert solskinsvejr. Jeg havde heller ikke taget nogen paraply med.

Jeg ejer nemlig slet ikke nogen paraply for tiden, efter at den forrige, jeg havde, blæste helt ud af facon i decemberstormen lige før jul. Så jeg blev dyngvåd og gennemblødt på cirka fem minutter. Det var virkelig ulækkert. Der var ikke nogen steder undervejs, hvor man kunne søge ly. Det eneste sted var busventeskuret lige henne efter lyskrydset, men det var allerede propfuldt med våde fodgængere.

Og da jeg så endelig var kommet hjem og var nået næsten helt hen til min gadedør, så stoppede det selvfølgelig med at regne igen. Da jeg satte nøglen i låsen, så kom solen minsandten frem i et lille hul bag skyerne. Det var til at blive helt irriteret over. Hvorfor kunne det ikke lige have ventet med det, til efter jeg var kommet hjem og fået låst op og kommet inden døre. Det her var jo det rene drilleri. Det føltes næsten ligesom mit forhold til Kristina. Hvis man da kan kalde det et forhold. Fra hendes side, altså.

Bilen vil jo ikke starte. Heller ikke i dag. Jeg må nok snart have den på værksted igen. Men det må lige vente til efter den første. Så jeg var nødt til at gå over til Netto og blive dyngvåd.

Men nu Anette. Det er lidt mærkeligt. Jeg forstår det simpelthen ikke. Pludselig bliver hun tavs. Ikke en lyd. Hun svarer ikke på nogen af mine beskeder.vi har da ellers holdt kontakten. Også efter hun flyttede fra ham der Peter. Nu bor hun længere væk. Så nu kan hun ikke bare smutte forbi. Det mener hun åbenbart. Men derfor kunne det jo nok lade sig gøre, hvis hun ville.

Hun kunne da godt lade høre fra sig i hvert fald. Så der må være noget andet galt også. Jeg ved bare ikke, hvad fanden det er. jeg tror ikke, hun er flyttet sammen med en ny. Det var ikke derfor, hun flyttede. Det var bare for at få en bedre og mere rolig lejlighed. Det sagde hun da. Selv om det er langt pokker i vold et sted. Men derfor kunne hun jo godt svare på alle mine sms’er. og jeg prøver at ringe, så tager hun den ikke. Og ringer ikke tilbage, eller noget som helst.

Marskandiseren

Det bliver tørvejr i morgen, hvis det da ikke regner, siger de i vejrudsigten, mens jeg brygger mig en spand kaffe. Forståeligt nok, tænker jeg, det lyder logisk, næsten fornuftigt. Sådan er det på TV, det kan vi lide. En god gang mundsvejr er aldrig at foragte. Når vejret ude i verden nu skaber sig, som det gør.

Jeg surfer lidt rundt mellem kanalerne. Der må da være noget interessant et sted. En statsminister er trådt tilbage. Benzinpriserne rasler ned. Der er stormflod et sted, tørke et andet sted. En skovbrand er kommet under kontrol. Nu skal tøjmoden være lidt kortere igen. Til kvinderne altså. Vi mænd er åbenbart ikke så konjunkturfølsomme. Eller også bruger vi bare ikke så mange penge på tøj. Der bliver tændt lys i et vindue på en gade i Detroit. Det er den tid derovre, hvor bilerne ruller ud fra samlebåndene, stilfærdigt brølende af ny lak. Ikke længere i døgndrift, for bilsalget er også faldende, siger de. Jeg tager en hurtig kop kaffe til.

Overtøj på. Lidt efter står jeg i en bus, hvor chaufføren må have trukket sit kørekort i en automat, sådan som han kører. Eller også er det bare buskultur på københavnsk. Det er sikkert trafikkens skyld. Hvad bliver det til med den cykelmetro. Står af bussen igen, nu skal jeg ud at gå.

Det regner, mere nu end da jeg gik hjemmefra. Længere henne ad gaden er der udsalg af paraplyer. Alle folk går med paraplyer i dag. Det er snart ikke til at se regnen for bare paraplyer.

Nede i sidegaderne går folk med små, små forsigtige skridt forbi de parkerede biler, som om de er nervøse for et eller andet. Disse altid parkerede biler, der fylder det hele og spærrer for at de andre kan komme til at parkere, så der altid er kamp om pladserne.

Rendestenen er fuld af skårene fra knuste flasker, så pas på fødder, cykeldæk og hundepoter, i omvendt rækkefølge, skulle jeg mene. Dem, der stadig har en cykel, der ikke er blevet stjålet eller hærværket, tager dem med ind om natten, fordi er så glade for dem, eller af en anden og mere negativ grund, eller begge dele. Selv har jeg for længst opgivet det med at have en cykel herinde i byen. Jeg gider ikke bøvlet med cykeltyvene, hærværksmændene og heller ikke med forsikringsselskabet.

Dem, der synes, benzinen er alt for dyr, selv om den er faldet lidt i pris, kører alligevel på arbejde hver dag, i bilen altså, efterhånden som de nedlægger den ene busrute efter den anden. Hvis de altså har et arbejde at køre efter, ellers lader de bare som om. Og dem, der ikke har noget arbejde at køre efter, de lader bare som om. Og dem, der ikke har bil, de lader bare som om de har. Og dem, der er alt for fattige på ressourcer og status og alt det pis, de nøjes med at lade som om de ikke lader som om.

Jeg undrer mig tit over samfundet. Men nu går jeg videre. Der er ikke andet at gøre. Hvor hører jeg selv hjemme i de der grupper? Tja, sådan lidt on-and-off. Nogle gange har jeg et arbejde, andre gange ikke. Jeg er jo ikke ligefrem noget karrieremenneske. Den slags ligger slet ikke til mig. Jeg tager, hvad jeg kan få. Men jeg er da heller ikke decideret social taber. Sådan en på konstant forsørgelse fra det offentlige i årevis. Det er jeg sgu ikke. Trods alt. Jeg klarer mig selv det meste af tiden. Selv om det ikke er noget tårnhøjt niveau. Men jeg klarer mig da. Jeg har faktisk også en bil. Men det er en gammel øse, der burde have været udskiftet for længst, hvis bare jeg havde pengene til det. Tit vil den ikke engang starte. Så jeg er ikke helt med blandt dem, der har succes, hverken med arbejde eller bil eller andre ting, for den sags skyld. Men jeg er sgu da heller ikke udenfor. Lige som med kærester. Nogle gange har jeg en, andre gange har jeg ikke. Sådan er det bare. Og jeg har tag over hovedet og tøj på kroppen, selv om der ikke er noget af det, der ligefrem er luksus.

Det med overhovedet at klare sig igennem på den måde, jeg nu gør, det er slet så meget en selvfølge længere, som man nok regnede med tidligere. Forskellene er blevet større. Der skelnes hårdere mellem, om man er en succes eller en fiasko. Ligesom med en computer. Sådan en computerchip har kun to positioner. Enten er den tændt eller også er den slukket. Der er ikke nogen mellemting. Det er enten eller. Måske er det det princip, der også har spredt sig ud i samfundet og påvirker vores måde at tænke på. Og politikernes og de andre beslutningstageres, ikke mindst.

Men der skal i hvert fald mere til for at blive betragtet som en okay person. Sorteringsmekanismerne er levet hårdere. Stemningen i samfundet er skiftet. Det drejer sig ikke længere om at få alle med. Men om at finde ud af, hvem der skal sorteres fra og ikke have lov til at være med. Ikke i det gode selskab, i hvert fald. Det, de kalder at skille fårene fra bukkene. Sortere mellem de nyttige og de unyttige, mellem dem, der giver overskud og dem, der giver underskud. Mellem de gode og de onde, i en ny fortolkning. Eller de gode og de dårlige, måske snarere. Jeg læste en gang, at ham der Stauning, der var den første socialdemokrat, der blev statsminister og vist blev ret berømt på det, han var cigarsorterer af erhverv, før han gik ind i politik. Det lyder som et lidt underligt erhverv. Ikke bare en, der laver cigarerne, bortset fra alt det med rygestop. Men en, der åbenbart har fagskole og svendebrev og det hele, i at sortere cigarerne, alt efter – ja, hvad ved jeg ikke. Men ham Stauning var altså cigarsorterer. De fleste af politikerne i dag er menneskesorterere. Endda uden svendebrev. Selv om de skændes lidt om, hvem der først og fremmest skal sorteres fra. Det er det, en stor del af den politiske debat handler om i dag.

Aj, nu bliver jeg politisk. Det gør jeg en gang imellem, men det gider jeg egentlig slet ikke. Ikke lige nu, i hvert fald. Jeg går videre. Butikkerne her i kvarteret bliver mindre og mindre. De gamle butikker. Ganske gradvist, lidt efter lidt, meget lavmælt og afdæmpet. Indtil de ligesom forsvinder, lige så stille. Efter en kort periode som døgnkiosk eller pizzabar forvandler de sig til små mærkelige kontorer med mikroskopiske navneskilte og persienner, der altid er rullet ned. Dem, der har bil, og det er slet ikke så få, selv ikke her i kvarteret, kører ud til omegnen og de store butikscentre, hvor de kan gå amok med kreditkortet og købe stort ind, i kassevis. Derude, hvor hele weekenden og mere til er på tilbud konstant, og nu med 15 procent ekstra kvalitetstid, og til næsten endnu lavere pris.