Sammy

By Karl Fr. Nielsen

Sammy er en ung rod på 18 år i byen Nashville i Tennessee USA. Han er på samfundets absolutte bund og uden arbejde. Nærmest for sjov hugger han en bil og pludselig bliver hans verden vendt på hovedet for bilen tilhører en kendt politikker, og Sammy er nødt til at flygte for sit liv. Tiden er slutningen af '60'erne og en ung negers liv er ikke meget værd, hvis han har begået noget kriminelt.

På sin flugt kommer han til Californien og melder sig til hæren. Vietnamkrigen er i fuld gang, og der er brug for alle - selv en fyr som Sammy. Militæret modner ham og giver ham en uddannelse. Det viser sig, at Sammy har mange skjulte talenter, der blot aldrig har haft mulighed for at udfolde sig. Bogen følger en ung mands udvikling og kamp for at bryde den negative sociale arv og de store omkostninger, der er forbundet med dette.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 17, 2020
• ISBN: 9788743082491

Karl Fr. Nielsen

Karl Fr. Nielsen er uddannet som elektroniktekniker og merkonom i udenrigshandel. Han har rejst over store dele af verden som tekniker, foredragsholder, instruktør og sælger . Han har skrevet en del teknisk litteratur og reklametekster, fjorten romaner omkring 55 noveller, samt en rejsebog og et bind med vers. Er nu pensionist.

Book preview

58

Kapitel 1

Mand, sikken noget rod jeg har lavet. Det begyndte alt sammen så godt og se mig nu. Jeg har det elendigt. Det er tidlig morgen, og tågen er endnu ikke forsvundet. Her nede i Bayou distriktet, så nær ved havet, kan der være forbandet fugtigt.

Det har regnet i nat. Regnen gik gennem taget på hytten, hvor jeg opholder mig, og nu er der koldt og vådt overalt. Jeg fryser, men det er der ikke meget at gøre ved. De mennesker, som har boet her, er enten flyttet og har taget alt med sig, eller også er de døde og en eller anden, der har haft brug for deres ragelse, har stjålet det alt sammen. Det eneste, der er tilbage, er nogle våde sække med muggen halm. De har sikkert været brugt som madrasser.

Når det kommer til stykket, er jeg vel egentlig heldig at have fået et sted at sove i nat, skønt guderne skal vide, jeg ikke har fået megen søvn. Jeg har været for bange for, hvad morgenen ville bringe til at sove trygt, og det har været så forbandet ubehageligt med natteregnen og alt det. Så er jeg også blevet vækket af skibenes tuden ude fra bugten, for sådan en fyr som mig, der har boet inde i landet i alle de atten år, jeg har levet, er ikke vant til dampere, der tuder i natten.

Gud ved, hvor lang tid det vil vare, før de kommer på sporet af mig? Nu har jeg rendt for livet i snart to dage, det synes som en evighed. Havde jeg bare vidst, hvordan dette her ville ende, så havde jeg nok aldrig hugget den bil oppe i Nashville - og dog, det var en skøn dag og særlig nat, jeg havde med Belle, min pige, eller skulle jeg hellere sige, hun var min pige, for jeg får hende nok aldrig at se mere. Hvis rygtet taler sandt om, hvordan politiet i Louisiana fanger niggere, så er jeg en meget død negerdreng inden ret længe.

Nu sidder De nok der og spekulerer på, hvor jeg vil hen med alt mit bavl om at være forfulgt og sove i faldefærdige hytter på gamle mugne madrasser og sådan noget, så lad mig hellere begynde med begyndelsen selv om det ikke er sikkert, jeg får lov at slutte historien selv.

Jeg hedder Sammy Jackson, et temmelig flot navn for en fyr som mig, jeg er, som De måske allerede har forstået, neger, og bor i negerkvarteret i Nashville i staten Tennessee. Jeg tror nok, jeg kom til at nævne det før, men hvis De ikke lagde mærke til det, er jeg atten år gammel og har ikke gået i en skole de sidste tre år.

Forstår De, knægte, der kommer fra, hvor jeg hører til, bliver enten smidt ud af skolen tidligt, eller de går selv. Der er ikke råd til at holde en stor stærk knægt som mig til bogen, selv om jeg gerne ville. Resultatet er da også, at en mængde af os uden nogen uddannelse må tage de dårligst betalte jobs, hvis der overhovedet er noget at få.

Jeg er en af de drenge, der ikke har job hele tiden, og lige da alt det her, jeg har rodet mig ind i, begyndte for et par dage siden, stod jeg uden arbejde.

Jeg tilbragte tiden, som så mange andre af mine bekendte, med at drysse om i gaderne og kaste brunstige blikke efter pigerne.

Det er ikke mere end et par måneder siden mine forældre og jeg, samt mine tre yngre søskende er flyttet fra en by, der hedder Huntsville og ligger i Alabama, kun 100 miles syd herfor, og så her op til Nashville. Min gamle mente, han kunne få et bedre job, hvis han flyttede, og så følte han sig som en rigtig amerikaner. En rigtig amerikaner flytter efter hans mening regelmæssigt fra stat til stat. Nå min gamle er nu ikke guvernør, ingeniør eller noget andet fint, han er faktisk skraldemand - renovationsarbejder, som de kalder det i dag, når lønnen skal diskuteres. Af en eller anden grund kan man bedre finde sig i en lille løn, hvis man har en fin titel, tror de.

Nå, jeg kommer væk fra emnet. Jeg stod altså den dag, hvor det hele begyndte, på Mc Gavock Street, hvor den støder ud til 8th Avenue lige overfor posthuset. Jeg stod der med hænderne dybt begravet i lommerne og stirrede lige ud i luften med et blik, der skulle gå for at være verdensmandsagtigt, hvad der sandt for dyden er svært, når man er attenårig negerdreng i Nashville og har et par slidte Levis på med hul på det ene knæ, et par gamle gummisko på fødderne og en ikke særlig proper T-shirt til overkroppen.

Lige som jeg står der og prøver at se filosofisk ud, jeg tænkte faktisk på, hvor jeg skulle gå hen og finde mig en lille pige, jeg kunne have lidt sjov med, samt få fat i noget godt at spise, så kommer ham der den hvide fyr hen til mig og siger:

- Hør du knægt.

Jeg kan ikke fordrage at blive kaldt knægt, en ung mand i min alder, men man må vænne sig til meget.

Men han siger altså: - Hør du knægt, nu har jeg set dig stå der og drive den af i over en time, hvis du ikke har noget bedre at tage dig til, så har jeg et lille job til dig for i eftermiddag, hvis du altså vil tjene et par dollars.

Jeg kikker lidt op og ned ad ham. Han ser meget reel ud for mig at se, så jeg siger, jeg gerne vil tjene et par dollars, hvis det skal være, og hvad skal jeg gøre for dem?

- Jo, siger han, stik over på parkeringspladsen ved tankstationen der og meld dig, sig du kommer fra mig, så er der et job til dig, det er kun for i dag, men du kan altid tjene til en solid bøf, eller du kan få råd til at invitere en pige i biografen i aften, han blinkede til mig.

Det var noget, jeg kunne forstå. Faktisk ramte han mig på et blødt punkt, for det var jo lige de to ting, jeg havde stået og spekuleret på. I min alder kommer piger og mad ind på linje med hinanden.

- Det vil jeg gerne, siger jeg, haler op i bukserne og går over til parkeringspladsen. Der står ganske rigtigt en fyr jeg kender. Han hedder Dave. Ham fortæller jeg så, at jeg har fået et job dér for i dag. Han kikker lidt op og ned ad mig, og så siger han, at det er i orden for hans skyld, og jeg kan tage fat med det samme.

Jeg fik altså dette her job, men ved De, hvad det bestod af?

Jeg skulle stå udenfor parkeringspladsen med et lille rødt flag for at vise alle de rige fyre, der kørte i bil, at alle pladser var optaget.

Mand, hvor følte jeg mig altså til grin. Jeg gjorde præcis lige så meget gavn, som et hul i jorden. Ham der, mister hvadpokker-var-det-nu-han-hed, kunne jo bare lave et hul i fortovet til at stikke sit lille røde flag ned i.

Det er beskæmmende at vide, at man gør gavn som et hul i jorden, men jeg tror, at så længe der findes fyre som mig, lige så længe vil der findes fyre, der vil betale et par dollars for at have dem stående på et fortov og svinge med en lille rød klud på en pind.

Da jeg har stået der nogen tid og viftet med dette hersens forbandede flag og kikket efter pigerne, negerpigerne altså, for negerdrenge skal ikke give sig til at kikke efter hvide piger i Nashville, hvis de vil deres eget vel, så sker der noget.

Et stort slagskib af en bil med en hvid fyr bag rattet kører ind over fortovet forbi mig for at komme ind på parkeringspladsen. Jeg råber til ham, at alt er optaget, men han stikker hele bylden ud ad sidevinduet og siger, at han ikke skal have en forbandet nigger til at fortælle ham noget, og at der altid er plads til ham på denne her parkeringsplads. Nå, tænker jeg, så ved jeg altså det og holder min mund, jeg tænker også på at kvitte jobbet, når folk alligevel ikke retter sig efter mig og mit flag.

Ganske rigtigt, så snart bilen er kørt hen til kontoret på pladsen, kommer opsynsmanden farende ud og åbner døren for fyren, og Gud hjælpe mig, om han ikke gør honnør for manden, da han stiger ud. Det synes jeg er fuldstændig skørt, så jeg står lidt og glor på de to. Manden, der kørte bilen siger en hel masse til Dave, kan jeg se, og Dave samler slæberne og bukker og smiler, og hvad ved jeg, og så tager manden en mappe fra bilen, trasker ud fra pladsen og efterlader Dave ved siden af vidunderet.

Dave står lidt og ser på bilen, letter på sin baseballhue og klør sig eftertænksomt i nakken, før huen bliver sat på plads igen. Han glor en gang åndsforladt ud over pladsen, spytter langspyt, og pludselig får han øje på mig.

- Hej knægt, vræler han, kom lige her hen, jeg har et job til dig.

Det må være noget med den fine karet der, tænker jeg og skynder mig derover.

- Vognen her skal vaskes og gøres fin til i aften, siger han og kikker på mig, tror du, du kan klare det? Jeg skal lige et smut i byen og kommer tilbage om en times tid.

- Det skal jeg nok, siger jeg. Jeg ved godt, hvad han skal i byen efter. Han drikker Budweiser som en svamp. Hans øjne ligefrem svømmer i det, og det pibler ud af ørerne på ham. Jeg ved også godt, han ikke kommer tilbage de første par timer, men det gør ikke noget, så har jeg det hele for mig selv. Han kan godt blive krakilsk, kan Dave, når han har fået lindet for meget øl indenfor sin storternede sportsskjorte.

- Mægtig kammerat, siger han og slår mig på skulderen, og lov mig så, at Mr. Governs bil skinner som katteskidt i måneskin, når han kommer og henter den i aften. Han skal ud med en ny dulle den gamle gris. Dave blinker til mig og slår mig på skulderen endnu engang. Han er selv noget af en gammel gris, synes jeg nok, med den stor ølbøvs og den fedtede baseballhue. Bukserne og skjorten har også set bedre dage, men det tænker jeg naturligvis kun.

Når Dave er så flink overfor mig, så er det også kun fordi, jeg kan passe biksen for ham, mens han går ud og får nogle bajere. Jeg glor et øjeblik efter ham, da han vader ud fra pladsen. Så begynder jeg at tage mig af bilen.

Den er skøn, en stor hvid Dodge med flot indtræk. Jeg åbner døren og lader mig glide ind på forsædet. Kors mand en drøm af en vogn. Hvidt læder, hvidt rat og forsænkede instrumenter. Der er også stereoradio og aircondition i den. Jeg sidder lidt og nyder det hele, og ser mig selv bag rattet på ferietur med en smart dulle i Florida eller et andet dyrt sted. Det ville være sager at have sådan en æske, og så samle en flot pige op og køre hende en tur og sådan. Jeg kender mange gode steder, hvor jeg gerne ville køre hen med en dejlig pige, hvis jeg altså havde sådan en vogn.

Nå, den vasker jo ikke sig selv, så jeg stiger ud igen og begynder at give den den helt store tur, det kan være, der vanker lidt i drikkepenge, hvis jeg gør det ekstra godt.

Mens jeg står der og gejler løs på bilen, så kan det jo ikke undgås, at tankerne går lidt på langfart, og så er det, jeg kommer til at tænke på Mary Jo. Hun bor nede i Huntsville i Alabama -i Church Street, der er negerkvarteret der i byen. Jeg kom sammen med hende mens mine gamle og jeg, samt resten af familien, endnu boede der. Siden da har jeg ikke set hende, for der er omkring 100 miles derned. Grunden til at jeg sådan står og kommer til at tænke på Mary Jo, er naturligvis den, at jeg er lidt ensom, og så at jeg lige har drømt om at køre en tur med en pige.

Mary Jo er en skøn pige De ved sådan rigtig veldrejet, hun er faktisk så flot et stykke, at de hvide mænd vender sig om og fløjter efter hende på gaden, og det skal der meget til. Ikke sådan at forstå, at hvide mænd ikke gerne vil i seng med en flot negerpige, det vil de alle sammen, men de snakker ikke så meget om det. Mary Jo ved også udmærket, hvordan hun tager sig ud, hun elsker at gå i snævre slacks og stramme bluser, og så vil jeg love Dem, flottere pige end Mary Jo ser man ikke hver dag.

Hende er det altså, jeg har som pige, og så kan De vel godt forstå, jeg gerne vil ned og se lidt til hende og gøre lidt af alt det her rare, De godt ved. Mary Jo er nemlig Ikke som andre piger. Når man er ude med dem, så vil de pette og necke og sådan noget pjat. Mary Jo er meget mere reel. Hun kender livet og ved, hvad der skal til, ikke noget med at være knibsk og skrige op, når man tager hende lidt her og der, nej Mary Jo ved lige præcis, hvad en dreng har brug for, og har man prøvet det med hende en gang, så glemmer man det aldrig igen så længe man lever. No Sir, og så er det da forståeligt, jeg gerne vil et lille smut ned til hende.

Mary Jo er ikke svær at gøre indtryk på, når man kommer i bil, og så er det såmænd lige meget, om det er ens egen. Så da ham det hvide overmenneske går sin vej og overlader kareten her til lille mig, så jeg kan gøre den rigtig i stand, til han skal ud med en hvid kvinde, er der vel ikke noget at sige til, jeg bliver fristet en lille smule, og da ideen er kommet, vil den ikke slippe mig, men bliver ved at svirre rundt i hovedet på mig som en hel flok bier.

Jeg gør mig færdig med bilen, og den skinner faktisk som en hel diamant i solskinnet. Jeg er temmelig stolt af mit arbejde, for selv om det måske Ikke er så stort og fint at vaske og støvsuge en bil, så er det nu alligevel sjovt at se resultatet, når man er færdig. Det er måske derfor, så mange bilejere giver den hele armen med at vaske hver søndag.

Jeg kan ikke dy mig, jeg må prøve at sidde derinde i al den luksus en gang til. Jeg smutter ind på forsædet og tager om rattet. Det må nu lige godt være sjovt at køre sådan en stærk bil på de store veje. Jeg kan rigtig se det for mig. Sammy Jackson på vej i sin flotte vogn sydover ad hovedvej 31A. I Lewisburg kan jeg skifte om til Interstate 431, så undgår jeg at skulle helt til Athens, men kommer direkte til Huntsville. Ned for at besøge Mary Jo. De ville glo noget, fyrene i Church Street, hvis de så mig i sådan en vogn. Selvfølgelig kunne de nok regne ud, at det ikke var min, men det ville ikke gøre triumfen meget mindre. Jeg kikker engang på uret på instrumentbrættet. Den er kun lidt over tolv. Der ville være masser af tid til lige at prøve en lille tur, og det er der såmænd ingen, der lægger mærke til. Dave er gået over for at få en formiddagsbajer, og kender jeg ham ret, så sidder han nu og æder en grillet bøf eller et par hamburgere i den lille grillbar nede ved Continental Trailways stationen. Det kunne ligne ham.

Jeg ved også, at når han er færdig med den bøf, så skal han lige have et par pils til, inden det er tid at tage en eftermiddagslur. Jo, jeg kender Dave og ved, hvor meget han driver den af, hvis han kan få en anden til at tage slæbet for sig. Ham Govern fyren kommer ikke før engang i aften, så der er ikke noget at være bange for. Den er oplagt, en lille smuttur ud af byen og tilbage igen på en times tid eller så. Så kan jeg da sige, jeg har prøvet at køre vognen, selv om jeg ikke får set Mary Jo.

Der er ikke noget at betænke sig på. Jeg drejer forsøgsvis nøglen. Motoren starter med det samme. Man kan næsten ikke høre den. Forsigtig fører jeg gearvælgeren over i bak. Det giver et lille ryk i vognen. Jeg sparker til parkeringsbremsen, og palen smutter ud af indgreb, så bremsen ryger fri med et bump. Det er noget, jeg har set den gamle gøre med Olds'en. Han har en urgammel femtehånds Olds, og jeg har altid syntes, det ser så overlegent ud, når han sådan sparker til parkeringsbremsen, så den ryger op med et bump.

Sådan når man tænker nærmere over det, så er grunden til, den gamle sparker til sin parkeringsbremse nok snarere den, at han hader sin gamle smadrekasse lige så meget, som den hader ham. Han behandler den ikke godt, og den kvitterer for det ved altid at gøre knuder. Min den gamle sværger på, at den er et levende væsen, som udelukkende er til for at gøre livet surt for ham, men da han ikke har en flad dollar, så hænger han på vraget og den på ham.

Jeg beslutter mig til at behandle denne her vogn ekstra fint og så se, hvad den kan byde på. Nu er den jo heller ikke min, så jeg skulle ikke så gerne lave noget ved den, så fyren der ejer den kan se, jeg har været ude at køre lidt i den. Jeg bakker forsigtig ud fra parkeringspladsen, ud på Mc Gavock Street. Der er Ikke så meget at spille om, hvor jeg skal køre hen, for Mc Gavock Street er ensrettet i sydvestlig retning, så den retning tager jeg. Jeg standser nede ved 8th Avenue og kikker mig lidt omkring, jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal køre hen for at nyde kassen her, men da der er en fyr, der tuder højt ad mig, så stikker jeg en pote ud af vinduet og drejer til venstre ned af 8th.

Nu er det jo sådan, at selvom jeg godt er klar over, jeg ikke kan komme ned og besøge Mary Jo i dag, så har jeg haft hende i tankerne en stor del af tiden. Det er måske også derfor, jeg pludselig befinder mig på hovedvej 31A ud af byen, selvom jeg udmærket kunne have drejet af til venstre ad La Fayette Street og kommet et helt andet sted hen. Sådan bare en tur rundt om byen og tilbage til Dave igen, inden han var blevet færdig med sine bajere. Det er da også en sjov tanke at lege med, at jeg bare kan fortsætte ud ad denne her hovedvej, og så komme ned til Mary Jo.

Jeg kan godt indse, at allerede den gang har skæbnen sikkert haft en finger med i spillet, og at jeg er havnet på 31A, fordi jeg skulle besøge Mary Jo. Det er selvfølgelig noget pjat at sige sådan noget, men det er nu rart at have en undskyldning ligegyldig, hvor lille den end er.

Det er skønt at køre bilen, den ligger fint på vejen, og man kan næsten ikke høre, motoren går, men den er der alligevel, og masser af træk er der også i den, kan jeg mærke, når jeg starter fra en lyskurv.

Man kan helt glemme alt omkring sig, når man kører i sådan en vogn. Jeg holder ved en lyskurv, og ved siden af mig holder en stor Mustang. Jeg kan ikke dy mig og giver den hele armen, da lyset skifter fra rødt til grønt, og jeg kan se, at fyren i Mustangen er med, men han kommer ud som en fin nummer to. Min Dodge er meget stærkere. Ja, nu siger jeg allerede min om den, det er jo slet ikke min, men sådan er der så meget. Jeg tror, at det allerede den gang var bestemt, at jeg skulle hænge på den bil. Ham fyren i Mustangen truer ad mig med en knytnæve, kan jeg se i bakspejlet, men det er naturligvis bare fordi, han er blevet kørt bagud.

Jeg tænker såmænd ikke rigtig over, hvor jeg kører, men lige pludselig befinder jeg mig altså på vej ud af byen for alvor på 31A.

Jeg kikker på uret på instrumentbrættet. Klokken er Ikke ret mange, der er masser af tid, til Dave har snøvlet sig færdig. Pludselig vil jeg finde ud af, hvor stærkt sådan en bil i grunden kan løbe. Jeg ved, der går en fin vej syd for byen. Det er vejen mod Alabama, skønt guderne skal vide, hvorfor vejen mod Alabama skal være så flot, men med lidt god vilje, kan man jo også komme til Florida ad den vej. Der er kun ti miles ned til den gode vej, så det kan jeg sagtens nå. Det tager mig kun ti minutter, og da jeg først er kommet ind på vejen sydpå, er der faktisk ikke meget mere at betænke sig på. Jeg giver den en spand kul.

Kors, hvor det går, speedometeret kravler helt op over hundrede, så hurtigt har jeg aldrig kørt før. Vinden hyler om vognens forkanter, og der er endda lidt plads endnu mellem speederen og gulvmåtten. Vejen ser lige ud et godt stykke frem, og jeg presser sømmet helt i bund. 120 miles så har jeg presset den for hver en dråbe, der er at hente i den. Det giver en mærkelig fornemmelse af frihed at køre på den måde. Intet i denne verden kan genere, alle problemer synes at forlade én. Mon man også føler sådan, når man kører race på Indy?

Lige som jeg sidder der og krammer rattet og føler mig oven på, sker der noget. Vejen slår et langt blødt S-sving. Ikke noget der betyder noget, hvis man holder sig til de 60 miles der står, man skal køre i svinget, og jeg havde garanteret også klaret mig igennem uden spor besvær, selvom jeg havde kørt 90, men i en ukendt vogn, der render 120! Jeg ser svinget komme imod mig med en afsindig fart. Jeg havde faktisk helt glemt det rådne sving, skønt jeg har kørt der flere gange med bus. På hver side af vejen er der en smal rabat og en masse klipper, der rejser sig til 20 - 30 fod over vejen, det er mere end nok til, at man kan blive smadret til plukfisk.

Jeg træder på bremsen, og dækkene begynder at hyle, men vognen synes ikke at tabe spor af farten, så jeg vrider alt hvad jeg kan på rattet, og det store monstrum begynder at skride med det samme. Pludselig er jeg klar over, at jeg har åbnet munden og råber af fuld hals, mens jeg prøver at rette op. Jeg kan mærke, at vi skrider hårdt ud til venstre over i den modsatte vejbane, ind over den gule stribe, dækkene hyler, og det stinker af brændt gummi. Det er som et mirakel. Jeg kurer sidelæns ind over vejbanen og dækkene tager i rabatten. Der er garanteret kun et par fod til de nærmeste klippestykker, da dækkene får fat i et eller andet, og vognen retter sig op med spindende baghjul, ryger ud på vejen igen og som en raket skyder over mod den anden side, hvor der også er klipper. Jeg flår rattet den anden vej rundt og får den til at vende næsen væk fra klipperne og ud mod midten af vejen.

Den skrider frem og tilbage som en afsindig og truer flere gange med at vælte, men som ved et mirakel sker det ikke. En anden vogn kommer imod mig, men det er, som om der er held ved mig nu. Med en kraftanstrengelse får jeg rettet bilen op og tvinger den til at køre lige ud, kun ganske kort før den anden bil passerer mig. Jeg fatter i et glimt forskrækkede ansigter bag ruderne, så er den forbi. De får garanteret noget at snakke om i aften. Jeg kører videre i en døs. Mine arme er som lammede, og mine knæ er det rene gele. Først fem minutter senere standser jeg ved vejkanten og kravler ud. Hjertet dunker stadig i brystet på mig, og jeg er ikke fri for at ryste, skønt solen skinner og det er hen ad de 90°F.

Jeg sætter mig på en sten i vejkanten, hvor man ikke kan se mig fra vejen. Nogen kunne finde på at undre sig over, hvordan en ung neger kan køre i en bil som denne. Jeg er særlig bange for de hersens State Troopere, fordi de kan være nogle hårde negle over for en fyr som mig. Jeg har prøvet det, og det var ikke rart. Men jeg ved, at denne gang kan jeg ikke nøjes med at få et lag tærsk, som dengang, jeg blev fanget sammen med Fred i hans ældgamle Buick, da vi kørte rundt i en salig brandert på jagt efter piger.

Når det kommer til stykket, gav de os en meget reel behandling. Vi havde fået mindst 30 dage hver, hvis de havde taget os med på stationen.

Lidt efter lidt får jeg sundet mig oven på forskrækkelsen. Jeg går hen til bilen og kravler ind igen. Tiden er løbet fra mig, der er gået næsten to timer, siden jeg tog bilen. Jeg sidder og kikker på uret i vognen og prøver at tvinge det til at gå baglæns kun ved at anvende min viljestyrke, men selvfølgelig fortsætter det bare med at hakke tiden i stykker. Jeg indser, at jeg er nødt til at skynde mig meget, hvis jeg skal nå at få kareten afleveret, inden Dave kommer tilbage, hvis han ikke allerede er kommet tilbage. Sæt han tror, jeg har stjålet bilen, og han har anmeldt det til politiet. Måske kommer der i næste øjeblik en politibil, der er på udkik efter en hvid Dodge.

Jeg bliver klar over, at jeg sidder og hidser mig selv op, og det er bare noget, man får dårlige nerver af. Nu gælder det om at komme tilbage i en vis fart.

Uheldet er ude. Der er autoværn midt på vejen, så jeg er nødt til at køre et langt stykke, før jeg kan komme over i modsatte vognbane, og tiden går. Der kan man faktisk bare se. Jeg er slet ikke ude på at stjæle noget, kun låne en lille smule. Det kan fyren, der ejer bilen, da ikke have noget imod. Jeg mener, når det kommer til stykket, så ejer han sikkert så meget andet, han kan have glæde af, hvad betyder den smule benzin for ham? Han lægger såmænd ikke engang mærke til det.

Jeg får lyst til lidt musik på hjemturen, så jeg tænder radioen: --------- the only place where I wanna be is back in Nashville Tennessee, crooner den.

- Er det en, du har bestilt, siger jeg til bilen, og tager mig så i det. Det er fjollet at sidde her og tale til en bil. Der følger en hel stribe reklamer, og så begynder de med en opremsning af programmerne for resten af dagen.

- Hvorfor er der ikke nogen kanal et på Deres fjernsyn, spørger speakeren med fryd i stemmen, og han svarer straks sig selv, - fordi kanal fem er den første, største og bedste i staten Tennessee. Nu følger de seneste nyheder fra L & C bygningen l Nashville Life and Casaulty Tower.

- Vi har forsikringen til ethvert formål. Forsikringen for Dem, forsikringen for hele deres familie, og nu til nyhederne bragt til Dem af Kellogs Cornflakes, morgenmaden for hele familien. Morgenmaden der starter Dem, og giver Dem go hele dagen.

Jeg sidder og lytter til alt det ævl og bliver mere og mere utålmodig, for jeg ved, der plejer at komme en udsendelse fra Gran' ole Opry bagefter, og jeg er helt vild med den musik. Pludselig fanger jeg noget, speakeren siger. Noget der får håret til at rejse sig på hovedet af mig. Dave er åbenbart kommet lidt for tidligt tilbage fra sit barbesøg, og der er gået panik i ham, da han ser, bilen ikke er der, og at lille jeg heller ikke er der. Nok er han ikke så klog Dave, men en ting har han respekt for, og det er fyren, der ejer vognen, og det har sat de små grå i sving hos ham. Han har i hvert fald haft travlt - har den gode Dave, hvad der måske ikke er så mærkeligt.

Kapitel 2

Mr. Govern, der ejede vognen, var viceborgmester eller sådan noget i Nashville, og så havde han en hulens masse aktier i radioselskabet. Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af det, og nu savnede samme Mr. Govern åbenbart sin hvide Dodge noget så grusomt, og politiet i hele Nashville savnede lille mig. Der var både en beskrivelse af vognen og mig og en anmodning om, at der var en dusør til den, der opdagede en af delene.

Det gav mig en hel del at spekulere på. Jeg var sådan cirka 30 miles fra Nashville på vej mod byen. Hvert sekund jeg kom nærmere den dumme by, øgedes faren for, at jeg pludselig ville høre lyden af en udrykningssirene, og bare tanken gav mig mareridt. Jeg har før hørt om folk, der havde lånt en bil, og som simpelthen var blevet skudt ned, når de forsøgte at undslippe politiet. Så jeg standsede vognen og begyndte at spekulere.

Der var flere ting, jeg kunne gøre. Jeg turde ikke køre nærmere Nashville af frygt for at blive arresteret. Jeg kunne selvfølgelig efterlade bilen her og lige så stille forsvinde, men hvor skulle jeg gå hen? Strækningen syd for byen er temmelig øde, og jeg havde ikke særlig lyst til at skulle gå måske ti miles, før jeg kom til en by, hvor jeg kunne tage en bus tilbage til, hvor jeg boede. Jeg havde da for resten heller ikke nogen garanti for, at Dave eller politiet ikke vidste, hvor jeg boede.

Den idé jeg endelig fik, var sådan set den nemmeste. Der var 60 miles til grænsen til Alabama. Hvis jeg bare kunne nå den, var jeg da i sikkerhed et lille stykke tid. Jeg kunne komme af med vognen, og så måtte jeg se at finde ud af, hvad jeg så skulle tage mig til, for vende hjem lige med det første var ikke sagen. Min den gamle var i øvrigt også ligeglad med, hvor jeg opholdt mig, bare jeg ikke kostede ham penge, så enden på det hele blev, at jeg vendte endnu engang og styrede mod Alabama.

Mens jeg kørte sydover, begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg skulle tage mig til dernede. Måske var det ikke så tosset, det der var sket. Hvem ved, måske kunne jeg få et job i Huntsville. Ja, der var det, hvis jeg bare kunne få et job dernede, så kunne jeg begynde at komme lidt sammen med Mary Jo igen. Udsigten til det gjorde mig i helt godt humør. Så jeg dampede af sted med radioen gående for fuldt drøn med Gran ole Opry, og lidt efter lidt syntes jeg såmænd selv, det var ganske hyggeligt alt sammen. Jeg sad der og fantaserede over alt det Mary Jo og jeg kunne lave sammen, og det var ikke småting, for Mary Jo kendte nogle små tricks, der var mægtig rare for den fyr, der var sammen med hende, hvis De forstår, hvad jeg mener.

Når man sådan bare kører ud ad landevejen og lytter til god musik, så går tiden hurtigt for en. Jeg havde dårlig fået set mig om, før vi kom igennem Lewisburg, og det var der, jeg skulle dreje ned ad 431. Jeg fortsatte mod Fayetteville og kørte over Elk River. Det er der, hvor der ligger en gammel bro af kampesten et par hundrede yards fra vejen. En eller anden fyr, med fantasien i orden, har fundet på at kalde den for Stone Bridge, hvor han så har fået det geniale indfald fra. Jeg har altid haft et svagt punkt tilovers for den bro, fordi den ser så pæn ud. Sådan rigtig gammeldags og solid. Nu bliver den ikke brugt til noget mere, og i stedet er der en ganske almindelig grim bro over floden.

Jeg passerede statsgrænsen til Alabama og åndede lettet op. Her er jeg da i fred -i hvert fald for en tid. Jeg har i øvrigt besluttet mig til at skille mig af med vognen. Når jeg ikke har den længere, kan ingen hænge mig op på den. Jeg kan bare sige, jeg har blaffet herned, fordi jeg ville prøve at få arbejde i Huntsville. Det kan ingen gøre mig noget for. Men nu vil jeg først besøge Mary Jo, hun skal lige se vognen, og vi skal have en rar aften og navnlig nat sammen. Jeg kan ikke lade være med at glæde mig. Jeg er faktisk temmelig sikker på succes på det område. Jeg trillede over Monte Sano. Sundhedens Bjerg. Jo tak, der foregår flere friluftsparringer i parken heroppe end i resten af Huntsville, måske når man lige undtager nogle af drive-in biograferne, hvor det også sommetider går hedt til. Det var faktisk heroppe, jeg vandt mine første erfaringer med det såkaldte svage køn. Føj mand, hun var villig nok til at køre derop sammen med mig, men da vi skulle til at gå til sagen, begyndte hun pludselig at hyle op, så der var ikke andet at gøre end at vende om og pænt køre tilbage til Huntsville igen og aflevere hende, hvor hun boede. Jeg så hende i øvrigt aldrig siden, men jeg hørte, at hun blev gift et halvt år senere, fordi hun var gravid. Det er den slags, der kan genere ens selvrespekt. Nå skidt med det, jeg havde på det tidspunkt scoret hos en anden pige, dog uden hun blev gravid af det.

Nu var det altså Mary Jo det gjaldt, og jeg fjernede mig mere og mere fra Nashville, der havde det godt med deres country musik og gospel, det meste sunget af hvide sangere, som tjente styrtende på musik, der nok for det meste var lavet af sorte med rytme i kroppen.

Nå, savnet af Nashville ville være til at bære, for hvad var det egentlig, jeg løb væk fra, altså bortset fra det lille problem med en Mr. Govern, der havde de rigtige forbindelser, og derfor kunne sætte fut i fejemøget for at få sin hvide Dodge igen?

Fik jeg fortalt, at min den gamle ikke var general eller præsident eller sådan noget? Han kører rundt i en gammel lastbil, han ikke engang selv ejer, og samler folks skrald sammen. Han har sine fikse ideer den gamle, han mener, at man skal flytte ofte.

- Alle amerikanere flytter engang imellem for at få lidt forandring i tilværelsen, siger han.

- Kors bevares, siger jeg bare. Alle de steder, jeg har boet, har været ens. Det var det samme gamle affældige bræddehus, umalet og solbleget, med en vakkelvorn veranda foran, hvor et eller flere af gulvbrædderne garanteret knirkede. Der har også, i alt fald så længe jeg kan huske tilbage, været hul i fluenettet i døren, og der har stået en gammel gyngestol på verandaen, hvor den gamle har siddet om aftenen med fødderne oppe på gelænderet og tygget skråtobak.

Der har altid været et eller flere huller i taget, og en rude i huset har været smadret. Der har også altid været en elektricitetsmåler i gennemsigtig plastik på bræddevæggen, og ude foran har stået en gammel rusten postkasse på en pæl. Det lille flag posten slår op, når der er noget i kassen, har altid været bøjet og rustent og malingen skallet af.

Nu kan man måske tro, jeg har boet i det samme hus hele mit liv, men det er ikke sandt. Sådan så det hus ud hvor vi boede i Wilburton, Oklahoma, i Hamburg, Arkansas, Louisville, Mississippi, Decatur og Huntsville, Alabama og nu sidst i Nashville, Tennessee.

Jo, Vi har fået set os om i familien, men det har alligevel altid været det samme, og den gamle har altid haft de samme dårlige jobs.

Han har også flere gange snakket om at flytte nordpå, men det er aldrig blevet til noget, og jeg tror, det er fordi han er bange for, hvordan det er deroppe. Jeg mener, nu har han været i sydstaterne hele sit liv, skønt han har flyttet en del rundt, jeg kan tænke mig, han er lidt bange for folk nord for Mason-Dixon linjen.

Hernede er der aldrig nogen, der har ønsket hans nærværelse, og nu er hans søn nået meget længere end ham, for Sammy Jackson er ønsket af politiet i hele Tennessee for at have hugget en vogn.

Church Street er sikkert den mindst interessante del af Huntsville i Alabama, altså undtagen for en vis Sammy, negerdreng og forfulgt af politiet. Når man er i min alder og kender en flot og villig pige i Church Street, så er det fuldstændig uinteressant, at der er en stor militærforlægning, der uddanner soldater til Vietnam døgnet rundt og desuden lægger en masse penge i byen. Der er også et stort område, der ejes af NASA, og de giver sikkert byen endnu flere penge.

For bare ti år siden var Huntsville en lille flække på kun seksten tusind sjæle, hvide og sorte i hver sin bydel, og sådan er det også i dag, bortset altså fra, at der nu er 160 tusind, hvoraf en del er i uniform, hvad enten det nu er hærens grønne eller de hvide kitler hos forskerne, der arbejder for NASA.

Det eneste, der er det samme er, at de sorte stadig har næsten alle de mest dødssyge jobs her i byen, det ændrer sig såmænd nok ikke foreløbig, og Church Street står endnu, sådan som den har stået i mange år. Slum hedder det, når man skal være pæn. En række bræddehuse mere og navnlig mindre godt vedligeholdt, sådan er det, sådan var det, og sådan vil det sikkert vedblive med at være. Når man er færdig med at være skraldemand i ti timer hver dag, er der ikke ret meget krudt tilbage til at male og vedligeholde sin gamle bræddekasse af et hus. Der er højst lidt energi tilbage til at sætte sig ud på den gamle faldefærdige veranda med sin majspibe, og sidde og glo ud i tusmørket, mens solen går ned, og cikaderne filer løs inde i mørket mellem ukrudtet i haven eller, hvad man nu skal kalde det stykke jord, der for det meste ligger rundt om huset.

Det kan da godt være, fatter dyrker lidt her og der, men der er gerne et eller andet, der slår det ihjel, nogle larver eller biller, eller hvad ved jeg, æder det hele, inden den gamle får taget sig sammen til at sprøjte, eller hvad man nu gør ved sådan noget. Det eneste, den gamle har haft lidt succes med at dyrke, er en ny lillebror eller søster på sin kone, og det gør ikke situationen ret meget bedre i det nabolag. En mund mere til alle de, der allerede er sultne i forvejen.

Jeg kommer væk fra sagen. Det drejede sig jo faktisk for mig om at komme ned at dyrke Mary Jo sådan lidt, uden at hun nødvendigvis skulle blive gravid af det, nej bare sådan lidt råhygge, og så Herren forbyde, at der skulle komme en eller anden strisser efter mig, mens jeg er sammen med Mary Jo. Hun skulle i hvert fald ikke blandes ind i noget.

Jeg kan stadig huske vejen, man kommer nordfra og ender på Memorial Parkway, der er vejen gennem den del af Huntsville, hvor alle supermarkederne ligger, og så er det bare at finde den lille sidevej, der fører ned til den gamle bykerne, eller hvad man skal kalde den del af byen, for der er faktisk ingen rigtig kerne, men der er et kvarter, hvor de farvede holder til, altså de af os, der aldrig rigtig har fået svunget os op til et niveau, hvor vi har til andet end dagen og vejen.

Jeg finder Church Street, og det er lige som jeg husker det. Jeg kan også huske, hvor Mary Jo bor, selvom det er et stykke tid siden sidst. Ja, der er faktisk gået så lang tid, at Mary Jo godt kan have haft en masse andre fyre efter, jeg lagde billet ind, og vi flyttede, da den gamle fandt ud af, at det var the all american way

Der er huset, det ser ligeså faldefærdigt ud, som det altid har gjort og nu, da jeg ser det, får jeg sådan en slags spænding i maven, er Mary Jo der, og vil hun snakke med mig og vigtigst af alt, vil hun med en tur ud i aften i den flotte Dodge. For eksempel op på Monte Sano, eller måske en tur i drive in biografen, hvor der også bliver gået til den, så ruderne dugger til, og ingen kan se filmen, men er ligeglade, fordi det, det drejer sig om, er at gramse og sutte på hinanden, så hormonerne går i sving, og det damper og syder i kroppen.

Jeg tager i fluenetdøren og klaprer lidt med den, døren bagved er ganske vist åben af hensyn til gennemtrækken i huset, for der er ikke air conditioner i denne bræddehytte.

Der går lidt, så lyder en ung pigestemme: - Øjeblik, øjeblik, jeg kommer nu.

Der står så Mary Jo, og hun ser flottere ud, end jeg huskede