Et kys fra lykken

By Søren Walter Meirup

Kasper, Tobias og Tom er venner. Kasper er forsanger og Tobias er guitarist i gymnasiebandet, Bloster BLAM!.

Tom filmer det hele og vil lave en dokusoap om bandet. Ikke som Robinson Ekspeditionen, det lover han, men bare en god historie om et band.

Kasper og Tobias har skrevet en sang om Anna, men det er kun en af dem, der kan blive kærester med hende.

Historien foregår i 1999, hvor mobiltelefoner var for de få og reality-tv var nyt og spændende.

Gymnasietiden er snart slut for vennerne og et nyt liv med kærlighed og andre store valg kommer til at sætte venskabet på prøve.

Hvis lykken kun er et kys herfra, er man så tæt på eller langt fra?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 10, 2024
• ISBN: 9788743022367

Søren Walter Meirup

Søren Walter Meirup er født på Amager, vokset op på Vestegnen og lever på Amager. Han er tidligere forsanger og komponist i 90'erbandet alive and bonk, der udgav albummet "Happy beat" i 1998. Et kys fra lykken er hans debutroman, og et spinoff af originale sange fra forfatterens hånd (skrevet i 1999 eller cirka deromkring).

Book preview

Et kys fra lykken er skrevet med udgangspunkt i en håndfuld originale sange skrevet af forfatteren selv sammen med nogle af hans venner tilbage i 1999 eller cirka deromkring.

Indholdsfortegnelse

Intro

FORÅR

Never Wanna Say Goodbye

Annas Anatomi

Sammen Med Dig

SOMMER

Den Tid Er Forbi

Cykelferie

Benet I Gips

EFTERÅR

Baby I Will Always Love You

Dokusoap

Indtil Vi Ses Igen

Outro

1999

Intro

Okay, jeg har ikke kysset så mange piger, som jeg gerne ville, men jeg har været tæt på mange gange.

Mange gange?

(Tobias smiler)

Jeg siger dig, min misundelige ven. Lykken venter på mig lige rundt om hjørnet.

Ja, okay…

Jeg fornemmer et men?

(siger Tom bag kameraet)

Ja, men når lykken venter lige rundt om hjørnet, er du så tæt nok på til, at du lige kan række ud efter den, eller er du akkurat så langt fra, at du ikke kan?

Det ved jeg ikke?

(Kasper kigger ind i kameraet)

Tom, kan du lige række mig en følelse?

Ha ha, nej. Jeg rører ikke den slags.

Men du er kun et kys derfra, hvis du forstår?

Hvis jeg forstår sådan en lille en?

Nej, men det er bare at række ud.

Kan vi tage en pause?

(Tobias kigger spørgende ind i kameraet)

Selvfølgelig.

Men I er naturtalenter foran et kamera.

Det siger du hver gang, du prøver at overtale os til at lave en dokusoap om bandet. Tobias rejser sig og strækker sin krop.

Men, virker det? smiler Tom og kommer hen til de to andre.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er sjovt at se den video, du laver hvert år til din fødselsdag. Men det bliver jo mellem os. Du ved, hvad jeg synes om at udstille sig selv på TV, sukker Tobias og griber sin guitar. Han tjekker om den stemmer og slår et par akkorder an.

Men det kunne jo være, at der var nogle kys i det for os, griner Kasper og laver en kyssemund. Eller vil du hellere undvære?

Jeg er bare ikke sikker på, at det er lykken, der venter lige om hjørnet, for at bruge en af dine egne metaforer.

Det er det, folket vil have. Tom smiler, som om han bærer rundt på en sandhed, det kun er ham forundt at kende: Aktindsigt i et almindeligt liv. Jeg siger det bare.

Okay, men hvis vi nu sagde, at det var det, folket ville have, og vi så lavede sådan en dokusoap. Kasper ser spørgende på Tom. Hvad skulle vi så kalde den?

Vi kunne jo kalde den: Et kys fra lykken.

FORÅR

Never Wanna Say Goodbye

Sorgenfri. Jeg står af på en S-togsstation, jeg aldrig har været på før.

Havde stationen fået sit navn efter sorgen, eller var der simpelthen bare tale om et ægte fristed?

På den krøllede serviet onkel Christian gav mig til Milles konfirmation, står en adresse og et forsøg på en vejanvisning gemt under en stor rødvinsplet.

Jeg skulle have tegnet det over på et kort eller noget. For sent nu.

Jeg bevæger mig væk fra stationen og bemærker, at det ikke bare er stationen, der er fri for sorg. Det er hele området.

Sorgenfri Optik. Psykolog Sorgenfri.

Jeg overvejer, om det er her, jeg skal købe et hus, når jeg er blevet rig.

Jeg går forbi det røde hus i nummer 8 tre gange. En nabo, der slår græs, skuler efter mig, som er jeg en kriminel person, der på en onsdag lige omkring klokken 10 om formiddagen overvejer at bryde ind i det røde hus.

Jeg ringer på dørklokken.

I mine tanker, når jeg at løbe væk flere gange, men mine ben er gået i stillestående panik som et blændet dådyr i billygternes skær.

Ja?

Øh, jeg har en aftale med Andreas.

Han er nede i kælderen.

Huset er en rød murstensvilla med en stor have omkring. Med swimmingpool. Der holder to biler i carporten. Kvinden, der lukker mig ind, er pæn og cirka 10 år ældre end mig. Hun bærer rundt på en lille dreng, der snøftende lægger sit hoved ind til hende.

Mine forældre er i midt 40’erne. Onkel Christian blev 40 sidste år og ham Andreas, jeg skal ned og indspille sammen med, er vel i 30’erne. Hvad ved jeg? Men han lever af at spille og indspille musik.

Sejt.

Inde fra et andet rum kalder en pige på sin mor. Den pæne kvinde vender sig halvt mod lyden. Det er hende, der moren.

Du kan bare gå ned, siger hun fraværende.

Hun åbner en dør ned til noget, der må være kælderen, og går tilbage til pigen, der kalder på hende.

Andreas dukker op nede fra kælderen.

Hej Kasper.

Hej.

Ungerne er syge, så der er lidt kaos i hytten i dag. Vil du have kaffe?

Jo, tak. Jeg skal aldrig have børn, tænker jeg.

Nede i kælderen gemmer sig et sandt musikparadis fordelt over to rum.

Langs den ene væg står tre keyboards. På væggen hænger der fire-fem guitarer og to basser. Midt i rummet foran en stor glasrude, ind mod et andet rum, står en gigantisk mixerpult med to kontorstole foran.

Vores egen 8-spors Tascam-båndoptager ligner et stykke børnelegetøj sammenlignet med Andreas Studie A, som det hedder.

Fedt du kunne komme, Kasper. Jeg har lavet nogle tracks over det bånd, din onkel gav mig. Jeg synes, vi tager en lytter, og så går vi i gang og ser, hvor det bringer os hen?

Det lyder godt.

Jeg er vild med sangen. Og jeg glæder mig til at komme i gang med projektet.

Projektet. Det lyder godt at være med i projektet. Føler mig vigtig.

Du spiller også i et rockband ikke?

Jo. Bloster BLAM! hedder vi.

Det er jo lidt noget andet, vi har gang i her.

Det kan jo ikke være Rock’n’roll det hele vel?

Andreas smiler.

Var jeg for kæk?

Hvad siger de andre til, at du laver et soloprojekt?

De ved det ikke.

Du kommer nok til at sige det på et tidspunkt.

Den tid den bekymring, siger jeg og overvejer straks, om det ikke er: Den tid de problemer: den tid den …

Men jeg kan regne med, at du er seriøs med det her?

Ja. Mit svar falder måske lidt for hurtigt. Jeg skal bare lige have huen på næsen.

På næsen?

Ja, det er sådan noget, man siger.

Nå, siger man det?

Andreas smiler og drikker lidt kaffe.

Jeg trækker på skuldrene og slubrer lidt i kaffen. Jeg har fået en velment sjat mælk i. Jeg kan bedst lide den sort.

Desuden synger vi jo på dansk.

"Ja, det er selvfølgelig en forskel. Hvis vi skal tage det engelske med det samme, Kasper, så synes jeg, vi skal lave den anden linje i omkvædet, If only I could turn back time om til, I never wanna see you cry."

Okay?

Goodbye og cry rimer bedre end goodbye og time. Jeg tror bare, at det vil lyde bedre. Er det en sætning, der betyder meget for dig?

Nej, det er det vel ikke.

Sådan er det at være i studiet. Give and take.

OK. Give and take.

Sådan skal det være. Skal vi se at komme i gang?

Andreas sætter sig til rette i en let polstret stol med armlæn og tilbyder mig stolen ved siden af. Han trykker på en knap, så alle knapperne glider op i en forudbestemt position.

Så kører vi.

NEVER WANNA SAY GOODBYE

I never wanna say goodbye

If only I could turn back time

I never wanna see you cry

I wish that it was yesterday

Why do you say

Nothing stays the same?

I never wanna say goodbye to you

When the sun goes down

When there’s no one else around

When the night ends the day

I just want you to stay

Jeg er ulovligt opstemt.

Tobias ville have elsket at være med, og jeg har slet ikke spurgt ham.

Han har ladet det skinne igennem flere gange, at han synes, jeg er til den mere poppede side.

Så jeg har brugt vores fælles 8-spors båndoptager til at synge tostemmigt med mig selv. Givet min indre popsanger frit lejde.

Give and take.

Fyldt af forbudt frugt og med solen i øjnene forlader jeg Andreas og Studie A i Sorgenfri. Jeg må få købt nogle solbriller. Mit hoved er for stort til hat.

Går den samme vej tilbage til stationen. Naboen skuler stadig, men det er interessant, at vejen tilbage altid er kortere end vejen ud. Jeg genkender en sort carport med en gul amerikanerbil i. Et rødt legehus i et træ.

Sådan et ville jeg have ønsket, jeg havde, da jeg var mindre. Men vi manglede måske træet?

I de nybyggede rækkehuse vi flyttede ind i, da jeg var lille, var et stort gammelt træ en mangelvare.

Jeg passerer skiltet med Psykolog Sorgenfri i mine egne tanker og ser hende ikke, før jeg går ind i hende.

Hej Anna!

Kasper?

Hvad laver du i Sorgenfri?

Hvad laver du her?

Jeg er utro, siger jeg, inden jeg når at tænke mig om.

Hvad hedder hun?

Han hedder Andreas. Jeg føler mig kæk og kan lide følelsen.

Nå, jeg troede du var til piger.

Troede eller håbede?

Det kunne du lide at vide, hvad?

Ja.

Jeg skal nå toget hjem. Hvad med dig? Slår du dig ned med Andreas her i Sorgenfri?

Hun begynder at gå mod stationen. Jeg går med. Har brug for at fortælle hende, at jeg er til piger.

Nej. Det er ikke seksuelt.

Mere sådan intellektuelt? Anna griner.

Jeg griner også, men jeg er ikke sikker på, at vi griner af det samme.

Jeg er ikke den flittigste kniv i skuffen. Bilder mig alligevel ind, at jeg har et højt fagligt niveau. Hvis jeg bare tog mig sammen.

Jeg prøver at tage mig sammen. Emneskifte.

Hvad har bragt dig til Sorgenfri?

Tja, der er vel ikke nogen grund til at benægte det. Du så mig komme ud derfra.

Tænker tilbage. Optik eller psykolog?

Skal du have briller?

Ha ha, det skal jeg måske også.

Anna har meget klare blå øjne, fregner på næsen og søde smilehuller alle steder, når hun griner.

Jeg går til psykolog, siger Anna. En gang i mellem.

En gang i mellem?

Mine forældre blev skilt. Nu er de sammen igen. Det er næsten mere nødvendigt nu.

Er det ikke godt, at de har fundet sammen igen?

Måske for min far.

Toget kører ind på perronen. Jeg finder mit klippekort frem og glatter det ud, så det kan blive stemplet i den gule kortklipper. Anna har månedskort. Måske kommer hun til Sorgenfri mere end en gang i mellem.

Vi sætter os. Anna tager sin mobiltelefon frem og skriver en sms.

Jeg har ikke nogen mobil. Jeg kigger ud ad vinduet. Jeg har altid haft det svært med stilhed i små rum.

Måske er det det med, at dørene bliver lukkede og man ikke kan tage en pause eller stikke af. Det er ikke lige så slemt med tog, men alligevel ikke rart.

Du spiller i det der band på gymnasiet ikke?

Jo. Vi hedder Bloster BLAM!

Hvad betyder det?

Det betyder noget med følsomme blomsterblade der møder asfalt og el-guitar med tryk på ud over scenekanten.

Anna nikker tankefuldt.

Det er sammen med Danny ikke?

Jo. Lige nu er jeg bare i studiet med en fyr, der hedder Andreas.

Du er utro?

Jeg har det dårligt med det.

Hvad siger de andre til det?

De ved det ikke. Og jeg vil sætte pris på, at du ikke siger det til dem.

En pris, siger du?

Nej, eller hvad tænker du på?

Vi kan sige, at Sorgenfri er vores lille hemmelighed?

Det siger vi.

I lang tid siger vi ikke noget.

Vi sidder over for hinanden i S-toget og jeg kigger ud ad vinduet og ned på mine fødder og stjålent over på Annas fregnede knæ.

Hvis man fik tid og lov til at efterforske det, ville man sikkert opdage, at Anna havde fregner mange forskellige steder på kroppen.

Jeg havde tit snakket med Anna i skolen, men aldrig alene. Selvom jeg tit havde fantaseret om hende. Det var vi flere, der havde. Jeg forsøger at genoptage samtalen.

Vi skal i gang med at lave en doku.

En doku? Anna smiler.

Ja, det kalder vi det. En dokumentar af slags.

Er det ham Tom med kameraet, der filmer?

Ja, det er hans ide. Han var i praktik på et produktionsselskab i 9. klasse og har arbejdet der som stikirenddreng siden.

Stikirenddreng?

Ja, jeg ved ikke helt, hvad han laver. Han får ikke særlig mange penge for det, men til gengæld får han lov at låne noget af deres udstyr og klippe sine videoer hos dem.

Anna lirker sin ene arm ud af sin cardigan. Hun kommer til at skubbe til mig, mens hun får den anden arm fri.

Undskyld.

Det gør ikke noget. Men skub mig bare igen, tænker jeg og taber tråden.

Vil I så lave en dokumentarfilm eller hvad var det, du kaldte det?

En dokusoap.

Hvad er det?

"Det er en dokumentar i små afsnit. Episoder. Tom siger, at alle mennesker i Danmark har brug for at se eller være en del af noget reality-tv for tiden.

En manisk folkelig angst for ikke at være med på beatet inden hele verdenen går ind i det nye årtusinde og alle computere går ned, fordi de ikke er programmeret til at gå fra 1999 til 2000."

Anna smiler. Jeg fortsætter.

Tom har snakket med en af produktionsfolkene, som vil hjælpe med at klippe det sammen. Og så vil de prøve at sælge det til PULS på TV2.

Så I kan blive TV-stjerner?

Du siger det som om, det er en dårlig ting?

Nej.

Men vil du se det?

Selvfølgelig vil jeg se det. Jeg kender jer jo. Eller jeg kunne sige til en rapporter fra Se og Hør, at jeg kender forsangerens hemmelighed.

Jeg troede, hemmeligheder var hemmelige.

Ja ja, jeg siger ikke noget. Jeg vil også bare gerne være en lille smule kendt.

Vi har en ny sang om en, der hedder Anna.

Om mig?

Nej, eller du ved. Men det kan vi da godt sige, lyver jeg. Tør ikke fortælle hende at Tobias og jeg har skrevet sangen en til en om hende, og at vi begge er håbløst forelsket i hende. Anna er et godt navn at skrive på. Men du er ikke skudt helt forbi, hende vi synger om.

Er det svært at skrive sange? Anna smiler og jeg bliver unaturlig overmodig.

Næ, egentlig ikke. Vi hælder dem faktisk ud af ærmerne.

Så skriv en til mig.

Øh …

Er det svært med korte ærmer? Anna strejfer min arm, da hun hiver i ærmet på min T-shirt.

Vi skriver mange sange. Den del er rigtig nok. Det er bare langt fra alle sangene, der kan tåle at blive hørt af andre end os selv. Ikke engang de andre i bandet har godt af at høre det hele. Eller også har sangskriverne bare ikke godt af at høre, hvad bandet mener om deres nye sange.

At skrive en ny sang er det samme som at lede efter brugbare fejl i det, man kender i forvejen. Og så få det til at lyde genkendeligt og nyt på samme tid. Nogle gange lykkes det. Andre mange gange gør det ikke.

Til Anna siger jeg:

Okay. Jeg skriver en sang til dig, men indtil da kan du glæde dig til, at vi spiller vores første Anna-sang til læseferiefesten i næste uge.

Anna virker tilfreds, og jeg bliver urolig for, hvad jeg har lovet. Omvendt vil jeg gerne skrive en sang til hende, som kun er fra mig.

Skal jeres TV-optræden så handle om, hvordan I skriver en sang?

Det kan godt være. Vi bestemmer jo selv, hvad vi vil filme. Eller i hvert fald bestemmer vi selv, hvad der skal med i dokuen.

Dokuen? Anna smiler drillende.

Lyder jeg som en, der har lavet film i mange år?

"Du lyder som en, der går