Længe leve alfa-generationen

By Martin Hans Jensen

Ville du leve for evigt, hvis du havde mulighed for det?

Stop lige op, og tænk det ordentligt igennem. Du står ved en korsvej. Hvis du går til højre, vil du leve, ældes og dø, som du gør i dag, men hvis du går til venstre, vil du forblive ung og frisk, og leve for evigt. Hvilken vej ville du vælge?

I "Længe leve alfa-generationen" følger vi 26 årige Mikkel, som bor i København i året 2036. Mikkel er ikke som alle de jævnaldrende venner. Mikkel elsker sin mikrobølgeovn, sit 8-16 job, sine LP-plader og sin gamle cykel. Mikkel er gammeldags i sin tilgang til livet, og det er ikke altid nemt, når man lever i år 2036, hvor nye smarte teknologier er indbygget i alt og alle, og man står på tærsklen til en helt ny evolution ...

EN OVERSKUELIG BOG, SOM HELT SIKKERT VIL GIVE DIG NOGET AT TÆNKE OVER - OGSÅ LANG TID EFTER DU HAR LÆST DEN.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2016
• ISBN: 9788771709537

Martin Hans Jensen

Martin Hans Jensen er født i 1979, og er uddannet skolelærer og cand.it. Martin har siden slutningen af 00'erne blogget og afholdt foredrag om fremtidens teknologi og læring. I 2016 debuterer Martin Hans Jensen med sin roman "Længe leve alfa-generationen".

Book preview

kys

Et nyt år

Jeg er lige vågnet og ligger stadigvæk i min seng. Jeg har drømt. Drømt om min gamle folkeskole. Drømmen handlede om, at jeg havde tabt min mobiltelefon, og jeg græd som pisket, for nu kunne jeg jo ikke tjekke Facebook og Instagram.

Jeg har drømt denne drøm et par gange før. Egentlig mærkeligt, for i dag er der ikke nogen, der taler om mobiltelefoner og Facebook. Jeg husker tydeligt, da jeg for to år siden valgte at lægge min mobiltelefon på hylden. Det var virkelig en svær beslutning for mig. For jeg syntes jo egentlig stadigvæk, at konceptet med en mobiltelefon virkede for mig. Men da selv mine forældre droppede mobiltelefonen, og jeg ikke engang kunne ringe til dem længere, ja, så gav det bare ikke rigtig mening længere. I dag har jeg en BodyScreen - en såkaldt BS - men det er en af de første modeller, og de fleste af mine venner har nye smarte BS’ere sammen med digitale kontaktlinser. Jeg er vist det, man kalder last mover, tænker jeg, mens jeg kaster dynen ned i benenden og tumler ud af sengen.

Det er lørdag, og klokken er ved at være 10. Jeg har stadigvæk hovedpine efter nytårsfesten forleden.

Jeg putter en frysepizza i min mikrobølgeovn. Alle mine venner griner af den mikrobølgeovn. De forstår ikke, hvorfor jeg gider bruge den håbløst forældede teknologi. Men jeg holder fast i mine mikrobølger, det ved man da hvad er.

Det var en fantastisk nytårsfest. Jeg havde aftalt med Sigurd - min bedste ven - at jeg skulle tage mine gamle plader og pladespiller med, og den spillede vi musik på hele aftenen. Det mest fantastiske ved at spille plader til fester er, at det kun er mig, som kan finde ud af at håndtere pladespilleren, så det er mig, som bestemmer, hvilken musik vi skal høre. Da vi hørte rådhusklokkerne ringe året 2035 ind, kan jeg huske, at jeg placerede pickuppen på Gi' mig Danmark tilbage med Natasja. Det nummer fik simpelthen festen til at eksplodere, selv om der næsten ikke var nogen, der kendte den. Og jeg selv, ja, jeg fulgte også rimelig godt med. Jeg mindes endda, at jeg oplærte en pige i, hvordan man skulle vende pladen og sætte en ny på, og det er bestemt ikke normalt, at jeg lader andre røre min pladespiller… og så begynder festen faktisk at blackoute for mig, men jeg er meget sikker på, at de tidlige morgentimer også var en del af begivenhederne. Og i dag har jeg så stadigvæk ondt i hovedet. Hvornår går sådan nogle tømmermænd over? Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal have tømmermænd i over tre dage. Det havde jeg altså ikke, da jeg var teenager. Det er, som om jeg her på mit 26. år er begyndt at blive ramt hårdere af tømmermænd. Men jeg har altså også på fornemmelsen, at det er al den syntetiske røg, som gør det værre. Det var der ikke i de gode gamle 20’ere. Dengang var det kun enkelte af mine venner, som røg på dem, og der var endda en gang imellem nogen, som røg rigtige cigaretter, altså dem, man skulle tænde med rigtig ild, og som lavede ægte røg, når man sugede ind og pustede ud. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en rigtig cigaret. Jo, det var vel egentlig for fem år siden, da jeg arbejdede som hjælper på det ny Amagerbro Teater. Der var en af de gamle skuespillere, som insisterede på, at han skulle have lov til at ryge en cigaret før hver premiere. Der var et voldsomt postyr hver gang, for der var jo ikke nogen, der måtte se det, så han kunne ikke bare gå ud på gaden. Vi måtte simpelthen opstille nogle franske vægge nede i gården, som han kunne stå bagved, når han fyrede op i røgpinden. Det ville helt sikkert ikke ske på mit nuværende arbejde på ladestationen. Jeg ville blive fyret, hvis bare jeg havde en pakke cigaretter på mig. Og kunderne ville helt sikkert heller ikke turde stå offentligt ude ved laderne og ryge. Det er ikke mig, de er bange for, mere de mange kameraer, der hænger overalt.

Min BS blinker, og min yndlings-doku-tube toner frem på skærmvæggen. Introen til tuben fanger min interesse: "Både den digitale og medicinske udvikling har udviklet sig eksponentielt lige siden 1960'erne. Eksponentielt betyder, at en udvikling fordobles over en fast periode. Lad mig prøve at give dig et eksempel på eksponentiel udvikling: Forestil dig, at du sidder helt alene i vores nationalarena Parken CPH, og at Parken er tæt som et badekar. Forestil dig så, at du sidder fastspændt på øverste række med en vandhane ved siden af dig. Den drypper hvert minut. Først en dråbe, så to, næste gang fire, så otte og så videre. Det vil sige, at mængden af vand fordobles for hvert minut. Den stiger eksponentielt. Hvor lang tid vil der gå, før Parken er fyldt, og du drukner?«

Forskeren i dokumentarudsendelsen holder en pause, og derfor når jeg lige at tænke, at det vel formentlig vil tage et par uger, før Parken er fyldt med vand. Forskeren fortsætter: "Det vil tage 44 minutter, og det er først i det 40. minut, du indser, at det her kommer til at gå galt, hvis du da ikke på en eller anden måde får vristet dig fri og forhåbentlig kan svømme." Jeg holder op med at tygge det stykke pizza, jeg ellers lige har puttet ind i munden, og tænker, at 44 minutter sgu da lyder helt vildt. Kan det virkelig passe? Og hvor befinder vi os så egentlig i dag, mere end seks årtier efter 1960'erne? Vi må da så stå lige på tærsklen til noget helt vildt.

Pludselig banker det på døren. Jeg kan høre på rytmen, at det er Sigurd. "Mikkel, for fanden, hvorfor får du ikke installeret den dørsensor nede ved hoveddøren?" råber Sigurd, i det samme jeg åbner døren. Jeg mumler noget med, at det jo nærmest kun er ham, der kommer og besøger mig, og lader ham komme ind i lejligheden. "Wauw, det var da den vildeste nytårsfest, vi fik fyret af der," siger Sigurd.

Jeg fortæller ham, at jeg ikke rigtig kan huske de sidste par timer af festen, og at jeg