Min Vej Hjem: En selvbiografi

By Anita Andersen

Her får i en dyb og gribende ærlig beretning, om mit liv som kvinde fanget i en mands krop. I vil kunne læse om min opvækst, om at føle sig fanget i en forkert krop og om at tage kampen op og vælge livet til.
En rejse med identitetsforstyrelse, tilpasning, fordomme, uvidenhed, afstandstagen fra nære relationer og om de fysiske og psykiske udfordringer og forandringer en hormonbehandling kan forårsage.
Sidst men ikke mindst kan i læse om min kønsskifteoperation og livet efter.
Jeg vil gå i dybden omkring mine følelser og tanker og håber derved, at i som læsere kan fornemme og måske endda sætte jer ind i, hvordan livet som transkønnet kan være og hvor meget man er villig til at gennemgå, for at få det bedre indeni.
Mange tror det er et valg, når man pludselig springer ud som transkønnet. Med denne bog håber jeg, at jeg vil kunne overbevise jer om, at det bestemt ikke er et valg.

Kendt fra tv-programmerne:

"Spørg mig om alt" på DR3
&
"Født i forkert krop" på TV2

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 24, 2019
• ISBN: 9788743010180

Anita Andersen

Anita Andersen, født 7 marts 1969. Anita blev født som dreng og har gennem sit liv kæmpet med sin kønsidentitet. Hun er far til 2 piger som hun fik i sit 21 år lange forhold med døtrenes mor. I 2012 blev hun skilt og sprang ud som kvinde, og begyndte kort efter sin udredning på sexologisk klinik på rigshospitalet. I 2017 fik Anita endelig sin kønsskifteoperation, så hun i dag endelig fremstår som en glad og komplet kvinde.

Book preview

Min Vej Hjem

Forord

1. Mit unge liv i den forkerte krop

2. Starten på mit liv som kvinde

3. Mit nye liv efter skilsmissen

4. Starten på Sexologisk Klinik og TV-debuten

5. Tiden på Sexologisk Klinik - og alt det ind imellem

6. Endelig en kæreste, og tiden inden forundersøgelsen

7. Forundersøgelsen og tiden inden afrejsen

8. Turen til Bangkok og dagene op til operationen

9. Operationsdagen og dagene på klinikken

10. Tiden på hotellet

11. Hjemrejsen

12. De første to måneder hjemme

13. Den store nedtur!

14. Glad igen

15. Brystproblemer

16. Udfordringer med forholdet, Daghospitalet og mine bryster

17. Måned 9-12 efter kønsskifteoperationen

18. Opsummering

Epilog

TAK

Kolofon

Forord

Velkommen til min verden og mit liv.

I denne meget ærlige bog får I muligheden for at lære mig at kende, på alle måder. Helt fra min opvækst som en lille dreng, og op til nu, hvor jeg blomstrer som den kvinde, der altid har været gemt i mit indre.

I vil stifte bekendtskab med min familie, venner, kærester, ægtefælle og personer, som kortvarigt er dukket op i mit liv.

I vil kunne læse lidt om, hvordan livet er, når man ikke føler sig hjemme i den krop, man har. I vil kunne læse om, hvad en hormonbehandling kan gøre på godt og ondt.

I vil kunne læse en del om forberedelserne til min kønsskifteoperation, selve operationen og tiden efter.

Der vil være lidt billedmateriale, fra både før og efter jeg sprang ud, og viste verden den kvinde, jeg ærligt er. I vil kort fortalt kunne se lige igennem mig og se, hvem og hvordan jeg er som menneske, når I har læst denne meget åbne og ærlige selvbiografi.

Denne bog er først og fremmest skrevet som mit forsøg på, at nedbryde nogle af de mange fordomme og den uvidenhed, der desværre stadig er omkring transkønnede. Jeg håber at kunne overbevise bare nogle få om, at det bestemt ikke er et valg eller en fiks idé, når man pludselig står frem og siger, at man er transkønnet.

Derfor står jeg gerne frem, som jeg eksempelvis gjorde i TV-programmerne Spørg mig om alt på DR3 og Født i forkert krop på TV2 - og nu med denne bog. 

Jeg vil gøre det helt klart, at dette er min historie og ikke andres. Selv om man som transkønnet ofte har oplevet og gennemgået lidt de samme ting, er vi alle forskellige individer med hver vores historie, krav og ønsker for fremtiden.

Det er umuligt at skrive en så ærlig bog uden at såre nogle, og måske bliver de fleste såret, hvis de læser mellem linjerne og derved misforstår mine ord og hensigt – derfor vil jeg bede jer om at læse det skrevne ord, frem for at læse mellem linjerne. Uanset hvad, så er det ikke min hensigt at såre nogen, det jeg gerne vil med den er, at bekæmpe fordomme og uvidenhed. Jeg håber at jeg kan hjælpe andre transkønnede, ved at fortælle at det hele nok skal gå, selv når det ser sortest ud, og kan jeg redde bare ét liv, er min mission  med denne bog lykkedes.

Til sidst vil jeg gerne bede alle læsere om ikke at dømme personerne i min bog. Det var en meget hård og svær periode for alle omkring mig. Meget er ændret i dag, og jeg er blevet rigtig gode venner med langt de fleste igen.

GOD FORNØJELSE

"Don’t you ever let a soul in the world tell you

that you can’t be exactly who you are."

- Lady Gaga

1. Mit unge liv i den forkerte krop

Den 7. marts 1969 blev jeg født på Viborg Sygehus, hvor jeg, på grund af mit vedhæng, fik tildelt mit køn som værende en dreng. Jeg var mine forældres førstfødte, og de døbte mig det royale navn Henrik. Min barndom husker jeg ikke som værende specielt god eller fyldt med tryghed og kærlighed. Min tidlige barndom kan jeg ikke huske så meget fra, da den nærmest ligger i mørke, og det meste af det jeg ved, kommer fra billeder og ting, som jeg har fået fortalt. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, om det er noget derfra, jeg har kæmpet med op gennem hele mit voksne liv, indtil jeg kom dertil, hvor jeg er i dag.

En af de ting som jeg er blevet fortalt er, at da jeg var fire år gammel, blev min mor indlagt i godt fire måneder. Det blev hun på grund af bækkenløsning, da hun ventede min lillebror, Johnny. De fire måneder tilbragte jeg hos min mormor og morfar, da min far jo skulle passe sit arbejde. Jeg er blevet fortalt, at jeg savnede min mor så frygteligt, at jeg ofte skreg i vilden sky, når vi besøgte hende på hospitalet og skulle hjem igen. Krampagtigt holdt jeg fast i alt, jeg kunne få fat i, for at kunne blive hos min mor, når besøgstiden var forbi. Det er ikke fordi, jeg har dårlige erindringer om mine bedsteforældre. Jeg husker dem som nogle, jeg elskede og holdt rigtig meget af, så det må kun have været fordi, jeg savnede min mor og far.

Da min mor endelig kom hjem med min lillebror, Johnny, var jeg bestemt ikke glad for ham, da han jo havde taget min mor fra mig. En dag hvor hun lavede mad i køkkenet, havde hun lagt ham på stuegulvet i barnevognskassen. Pludselig undrede hun sig over, så stille det var blevet og skyndte sig ind i stuen. Hun blev noget bange, da hun så, at jeg havde sat mig overskrævs på hans hoved, hvorefter jeg spurgte, om vi ikke skulle smide ham i skraldespanden. Det syntes min mor absolut ikke, vi skulle, så herefter turde hun ikke rigtig lade mig være alene med ham.

En af de andre ting som jeg har fået fortalt var, at jeg som femårig hamrede alle mine legetøjsbiler i stykker. Hvorfor, kan jeg ikke helt huske, men måske var det fordi, drengelegetøj ikke sagde mig noget? Jeg husker dog, at jeg fik en masse ballade og slag i bagdelen med grydeskeen, da mine forældre opdagede det. 

Senere, da min mor begyndte at arbejde igen, kom jeg op til dagplejeren, Bente, som passede mig, mens mine forældre var på arbejde. Der blev jeg passet, indtil jeg skulle begynde i 1. klasse på Højbjerg-Elsborg Centralskole.

Noget af det jeg kan huske fra min barndom var, at jeg elskede at gå i min mors klædeskab, når ingen så det. Jeg gjorde mig til ekspert i at lægge alt, så ingen kunne se, jeg havde været der, når jeg prøvede hendes tøj, sko og smykker. Sådan gik det op gennem hele min opvækst, så længe jeg kan huske tilbage. En anden ting var, at jeg altid følte mig forkert, fordi det, jeg gerne ville og havde lyst til, ikke egnede sig for en dreng. Lige så længe jeg kan huske tilbage, har min første tanke altid været: Hvad forventer andre, jeg gør her?, og reelt set levede jeg aldrig mit eget liv, som jeg inderst inde gerne ville. I stedet levede jeg det på den måde, som jeg gættede mig til, var forventet, når jeg nu var en dreng. Det jeg gerne ville, var jo at have smykker og pigetøj på, mens jeg kiggede i dameblade. Mine forældre syntes ikke om det de par gange, jeg trippede rundt i min mors alt for store sko. Derfor begyndte jeg i en tidlig alder at gøre det i det skjulte.

Da jeg var cirka seks år gammel, flyttede vi fra midtbyen op på Kjellerupvej i Rødkærsbro. Det var en nedlagt ejendom i udkanten af byen med masser af plads omkring. Min far begyndte at holde høns, ænder og duer, hvilket jeg selv syntes var hyggeligt og spændende. Min far havde også en ged, som jeg holdt rigtig meget af. Men en dag besluttede han sig for at sælge den, hvilket jeg naturligvis blev meget ked af. Da ham der skulle købe den ankom og betalte de aftalte 30 kroner, spurtede jeg ind og tømte min sparebøsse. Godt nok havde jeg kun 25 kroner, men manden fik så ondt af mig, at han accepterede handlen. Det var tydeligvis ikke lige, hvad min far havde planlagt, men han kunne jo ikke rigtig sige noget, så jeg havde Mette-ged, til hun døde af alderdom.

Kort efter vi var flyttet ind på Kjellerupvej, begyndte jeg at lege med naboens datter, Mette. Det resulterede selvfølgelig i en del mobning om, at vi var kærester, og jeg, som havde det hårdt nok med den mobning, jeg mærkede, fordi jeg stammede, begyndte derfor i stedet at lege med drengene. Specielt Poul Jørgen legede jeg en del med. Han boede på samme vej, 100 meter længere inde i byen, så det var meget naturligt, at det blev ham, jeg legede med, da vores forældre tit var sammen og havde samme interesse for fjerkræ. 

De første år jeg gik i skole, blev jeg drillet meget med min stammen, og derfor trivedes jeg ikke særlig godt i skolen. På et tidspunkt i 2.-3. klasse sagde jeg til mig selv: Nu vil jeg ikke stamme mere, jeg må tænke mere, før jeg taler og tale lidt langsommere. Som sagt så gjort og næsten fra den ene dag til den anden, stoppede jeg helt med at stamme, og med tiden blev jeg en del af den seje gruppe i klassen.

Da jeg var 10 år gammel, kom min lillebror, Benny, til verden, og samme år fik jeg mit første job. Det var som bydreng hos Købmand Dam, hvor jeg kom nogle dage efter skoletid og om lørdagen. Jeg kan huske, at da jeg startede, var min løn 100 kroner om måneden, hvilket var mange penge for mig dengang. Så vidt jeg husker, fik jeg hele 16 kroner i timen, da jeg stoppede som 17-årig.

Min bedste kammerat igennem mange år var Stig, som gik to klasser over mig i skolen. Jeg kan ikke huske, hvordan vi fandt sammen, kun at vi var sammen næsten konstant igennem cirka 10 år. De første år vi var venner, legede vi meget indianere, og vi blev faktisk ret gode med bue og pil. Vi byggede en tipi, en jordhule og fiskede rigtig meget. Fiskene vi fangede, stegte vi i ofte i bålet, på bedste indianerstil. Det var en fantastisk tid, som gør mig glad at tænke tilbage på. Min far har det dog næppe på samme måde, da vi ofte drev ham lidt til vanvid med vores til tider vilde lege og idéer, som vi ikke altid spurgte om lov til.

Som 14-årig begyndte Stig og jeg at lave et mobildiskotek, som vi døbte ‘Real Music’. Vi byggede lysshowskasser og pult i sløjd i skolen og aftenskolen, mod at vi selv betalte de mange materialer. Hen over de næste par år fik vi sammen med Stigs storebror, Karsten, opkøbt nogle pladesamlinger, så vi kunne spille det meste af den musik, som folk gerne ville høre. 

Da jeg var 15 år gammel i 1984, følte vi os klar til at spille et offentligt sted. Derfor tog vi kontakt til Tommy Pedersen, som var kromand på den lokale kro, hvor der var bal hver fredag og lørdag aften. Vi fik vores første rigtige spille job den 3. juli 1984 på kroen, og det blev starten på 6-7 gode år, hvor vi tog rundt i det meste af landet og spillede musik til halballer, kroballer, skolefester og bryllupper. Det var altid lidt specielt, når vi skulle spille sammen med ‘kendte’. Nogle af dem vi spillede sammen med, var Tommy Seebach, Stig Rossen, Cherry Lane, På slaget 12, Gry, Fenders og mange flere. I de rigtig gode år var vi ude at spille næsten hver fredag og lørdag. Jeg husker, det gav mig en helt fantastisk følelse inden i, når jeg stod der bag pulten, velvidende, at man bar en stor del af æren for, at folk havde en fantastisk aften. Vi stoppede først med at spille, da Stig begyndte at gøre militærkarriere, og herefter så vi ikke hinanden så ofte mere, og venskabet ebbede langsomt ud.

Jeg har altid været okay med, at have drengevenner i stedet for pigevenner, da jeg jo ligesom havde accepteret, at jeg var en dreng, trods min trang til at være feminin. Det var meget vigtigt for mig ikke at falde uden for, så derfor var jeg meget fokuseret på, hvordan jeg var udadtil. Det at være vellidt og en del af kammeratskabet gav mig en form for tryghed, da jeg næsten dagligt havde kammerater på besøg. Der var dog tider, hvor det var meget frustrerende, når følelsen af at være forkert fyldte mit indre, så jeg blev utryg. Og det mest frustrerende var, at jeg ikke vidste, hvad det var for noget. Det eneste jeg vidste var, at jeg havde disse feminine tendenser, som jeg gjorde alt for at undertrykke. Det var jo noget meget forbudt og måske ligefrem perverst dengang, at klæde sig som kvinde, når man var en dreng. Den dag i dag kan jeg godt føle, at jeg har ført alt og alle bag lyset, da de, og særligt jeg, levede på en kæmpe løgn. Den tanke gør mig umådelig ked af det og trist. Men igen, det var noget, jeg gjorde for at overleve, men retfærdiggør det egentlig noget?

Min første kæreste hed Helle. Hun gik i klasse med min kammerat, Stig, så hun var et par år ældre end mig. Vi mødtes gennem Stig, og når vi spillede diskotek på Rødkærsbro Kro. Her blev jeg ofte inviteret ud at danse, og jeg blev efter sigende også en rimelig god danser. En dag jeg dansede med Helle, som jeg havde fået et godt øje til, endte vi i en sjæler og kyssede og blev kærester. Vi gik alle på Rødkærsbro Skole, hvor jeg gik i 8. klasse, og hun gik i 10. klasse. Forholdet holdt desværre kun et års tid, før hun skiftede mig ud til fordel for en anden, så allerede den gang lærte jeg, hvor ondt et knust hjerte kunne gøre.

Skolen gik jeg ud af efter 9. klasse, og jeg fik mit første rigtige job lige efter sommerferien i 1985. Dette job var på møbelfabrikken, System B8, i Bjerringbro, hvor jeg var ansat i ni måneder, før jeg blev fyret. Derefter fulgte en del forskellige jobs, da jeg ikke rigtig kunne finde min hylde. Uddannelse gik jeg heller ikke i gang med, da jeg ikke kunne finde en uddannelse, som jeg havde lyst til. Det jeg inderst inde havde lyst til, egnede sig ikke til den dreng jeg nu engang var, så jeg gik bare fra job til job uden at finde frem til et, hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Jeg havde tanker om at blive kosmetolog, men nu var jeg jo en dreng, så det kunne jeg jo ikke blive, da det jo var et job for piger.

Mens jeg var teenager, begyndte der at komme en del skænderier mellem mine forældre, og min mor begyndte at tage i byen og drak en del. Det endte med, at mine forældre blev skilt, da jeg var 17 år gammel. 

Min far faldt helt fra hinanden, og jeg skulle pludselig til at være meget mere voksen, end jeg var. Heldigvis fik vi børn selv lov at vælge, hvor vi ville bo, og min yngste bror, Benny, ville bo hos vores mor, mens Johnny og jeg valgte at bo hos vores far.

Op gennem mine teenageår havde jeg gemt lidt af min mors tøj i mit klædeskab, som jeg tog på af og til. Der foregik en kamp inden i mig, hvor jeg kæmpede hårdt mod lysten til tage at tage tøjet på, men der gik sjældent mere end et par måneder, inden jeg fandt det frem og tog det på igen.

En aften i 1985 hvor vi spillede diskotek på Rødkærsbro Kro, kom min mor pludselig derned. Hun var godt fuld, og der gik ikke længe, før hun sad og snavede med en anden mand. Dette skete et par gange og ikke altid med den samme mand. Det gjorde så ondt inden i mig, og jeg følte mig fanget der bag pladespillerne. Jeg kunne jo ikke bare stikke af, så jeg var mere eller mindre tvunget til at stå og se på det. Mit indre var fuld af skam, og det var så pinligt, at jeg aldrig glemmer det. Alle mine venner var der og kunne se det. Skuffelsen og pinligheden gjorde mig både vred og ked af det, og det endte med, jeg ikke snakkede med min mor i næsten 10 år, selvom hun kun boede 300 meter væk. 

Jeg begyndte at spille håndbold, og det blev til en stor del af mit liv i mange år med mange fantastiske oplevelser. Diskoteket endte jeg med at køre ud med i 10 år, inden det fik en naturlig ende, da man i starten af 90’erne næsten stoppede med at afholde kroballer, og mange steder fik de faste DJ’s, som kun skulle medbringe deres CD’er. Min ungdom var meget meget hektisk og travl, da jeg tog ud som DJ to gange næsten hver weekend, håndboldkamp om søndagen og træning to gange hver uge, oven i et fuldtidsjob.

I de weekender hvor jeg ikke var ude med diskoteket, holdt vi næsten altid fest hjemme på mit værelse. Ligesom mine kammerater var jeg også tiltrukket af piger, og fik da også en håndfuld pigekærester op gennem årene. 

Tiden gik, og jeg var et vellidt menneske, som havde mange venner. Fra jeg var 16 år og op til jeg blev cirka 22 år gammel, var mit hjem samlingsstedet, hvor mine kammerater bare kom og gik, som var det deres andet hjem. Vi var ofte 15-20 mennesker på mit værelse, når vi holdt fest, så der var gang i den, da jeg havde mine diskotekshøjtalere på værelset. Det var ikke sjældent, at min far slog strømmen fra midt om natten for at få ro til at sove. 

Huset vi boede i, var gammelt og ikke mere end cirka 90 kvadratmeter. Mit værelse var bygget på første sal, hvor der ellers bare var et uudnyttet loft direkte op til tagstenene. Mit værelse var nok ikke mere end 20 kvadratmeter, så der var ikke så meget plads, når vi holdt fest. Derfor ville jeg gerne have mit værelse lavet større - der var jo god plads, da der jo var et uudnyttet loftrum. Jeg havde spurgt min far om lov mange gange til at udvide mit værelse og vælte den skorsten, som gik op midt i huset. Han gav mig aldrig et ordentligt svar, hvilket jeg så endte med at tolke som, at det gad han ikke makke med. En dag mens min far var på arbejde, kravlede min klasse- og håndboldkammerat, Børge, og jeg op på tagryggen og begyndte at hamre skorstenen ned. Børge var i tømmerlære, så han vidste, hvad der skulle gøres. Da min far kom hjem og så, at vi sad på taget, råbte han lidt højt, men vi forsikrede ham om, at vi havde helt styr på det hele, og han kunne jo godt se, at det var lidt sent at fortryde, da der allerede var hul i taget, hvor skorstenen havde været. Det han var mest sur over var, at jeg havde tabt hans bedste hammer ned i skorstenen, hvor han ikke kunne få fat i den. Børge og jeg fik lavet værelset dobbelt så stort, så der både var plads til sofagruppe, dobbeltseng og det halve diskotek. 

3-4 år senere da jeg var omkring 20 år gammel, begyndt jeg at spille håndbold i Kjellerup, hvor jeg lærte en masse nye, dejlige mennesker at kende. Det betød også, at jeg begyndte at gå en del i byen i Kjellerup. Her mødte jeg Anita, som var en slank, lyshåret kvinde, der boede i en lille by lige uden for Kjellerup. Vi var cirka lige gamle og havde det godt sammen i næsten to år. Desværre holder intet jo evigt, og som Helle, forlod hun mig også for en anden. Anita var en af de første, som betød rigtig meget for mig, og det er efter hende, jeg har taget mit navn. 

Mine kammerater snakkede ofte om den wow-følelse, de havde, når de var seksuelt sammen med en kvinde. Det kunne jeg ikke genkende, da jeg ikke havde den følelse, de snakkede om. Godt nok var det dejligt, og uanset hvem man er, så tror jeg, at man nyder sin orgasme, og mere end det var det ikke for mig. Derfor tænkte jeg ofte på, hvad der mon var galt med mig, og om jeg mon var til mænd! Den tanke turde jeg ikke tænke færdig, for det var jo totalt forbudt og tabubelagt i min omgangskreds. Derfor fortsatte jeg med at gøre det, som jeg tænkte var forventet af mig. Ja, det blev så naturligt for mig, at jeg sjældent behøvede tænke over det. 

I 1991, som 22-årig, mødte jeg min kommende kone, Ellen, som var en flot, slank, lyshåret kvinde, der var et år yngre end mig. Vi arbejdede begge på Tange Frilandsgartneri, og 3-4 måneder efter jeg startede i firmaet, var vi til en fest sammen, hvor vi endte med at kysse. Efter vi havde datet nogle få måneder, flyttede hun ind hos mig og min far. Der boede vi sammen indtil 1996, hvor vi købte hus sammen. Vi købte et lille landsted lige uden