Yrsa Christensen: Bag facaden 2

By Joan Mønster Jørgensen

Yrsa Christensen er sygeplejerske. I bogen følger man hendes hverdag på godt og ondt. Man får et kig bag facaden i en sygeplejerskes liv, både i og udenfor jobbet.

I "Bag facaden 2" ser Yrsa tilbage på sin barndom, samtidig med, at vi følger med i hendes hverdag.

Alle episoder i bogen, bygger på virkelighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 30, 2016
• ISBN: 9788771709711

Joan Mønster Jørgensen

Joan Mønster Jørgensen. 54 år. Sygeplejerske. Stifter af Sundhedsklubben Kosmovej. Fritids Kræmmer. Forfatter. Hustru, mor og farmor.

Book preview

Jørgensen

På vej tilbage

Sort, sort, sort.

Aiii, aiiii, aiii.

For hulen da, hvor gør livet umenneskeligt, rædselsfuldt, ubeskriveligt ondt lige for tiden. Der er sket ting for nylig, der får mig til at stille spørgsmål som: Er der en dybere mening med livet? Har jeg overhovedet lyst til at være en del af det her? Ja, nu undrer du dig måske over, hvorfor der er så forfærdelig trist i Yrsas univers lige nu, men, det gør du selvfølgelig kun, hvis du ikke har læst den første bog. Kort fortalt skete der det, at jeg efter mange hårde år med underlige, helt igennem håbløse eller på anden måde umulige forhold - i en alder af 40 mødte manden i mit liv. Alt tegnede lyst og lykkeligt. Ja, det var sgu som taget ud af en eller anden kvalmende, sukkersød roman. Vi skulle giftes og blive gamle sammen, det var vi helt enige om. Torbjørns familie havde taget rigtig godt imod mig, og min familie og veninderne var vilde med ham. Jeg var stormende forelsket og overbevist om, at vi ville få en lang og vidunderlig fremtid, hvor vi blandt andet skulle ud og opleve verden. Vi drømte om at besøge mindst to nye lande hvert år. Vi skulle hygge med familie og venner i det nye hus, som vi havde planer om at finde straks efter brylluppet. Jo, vi lagde mange skønne fremtidsplaner.

Men, næh nej, så nemt skulle det så ikke være for Torbjørn og Yrsa. Lige pludselig, som et lyn fra en klar himmel, blev Torbjørn alvorligt syg, og efter kun kort tid valgte han at tage sit eget liv. Lige som vi skulle til at begynde vores liv sammen. Hvad fanden er meningen? Kan du måske fortælle mig dét? Man siger, der er en mening med alt her i livet. Den har jeg godt nok svært ved at finde i dette tilfælde. Kan det være fordi, der overhovedet ikke er nogen? Ja, jeg spørger bare. Suk. Hvorfor er det hele bare så fucking uretfærdigt?

Yrsa, nu må du lige tage dig lidt sammen. Er livet virkelig så elendigt, eller har du bare MEGA ondt af dig selv lige nu? Bevares, ja, du har brug for at sørge over tabet af din elskede Torbjørn. Men i et helt år? Og så går du tilmed og overvejer, om livet er noget, du vil deltage i. Come on, girl. Du er sgu da meget, meget mere end bare den ene halvdel af Torbjørn og Yrsa. Gå du lige en tur tilbage til begyndelsen. Se dit liv efter i sømmene og fortæl mig så, om ikke det indeholder mange dejlige øjeblikke. Oplevelser, der er værd at fortælle os andre om. Tænk også lige over, om der mon ikke venter mange nye oplevelser derude. Oplevelser der bare venter på, at du kommer ud i livet igen. Ud og finde dem eller skabe dem, sammen med os. Hvorfor i alverden sidder du dér og lukker af for verden og for alle de positive og skønne øjeblikke, du har til gode? Vi savner dig, gamle tøs. Prøv nu for pokker, om du kan finde vejen tilbage. Vi ved, du kan, og har du brug for hjælp til at komme ovenpå igen, så er vi jo lige hér. Du skal bare sige til, så kommer vi.

Helt ærligt, Yrsa, så ved jeg sgu snart ikke, hvad der skal til for at råbe dig op. Det er lige før, jeg opgiver. Er det det, du vil have? Nu skrider jeg, så kan du jo bruge lidt tid på at tænke over det.

Den svada fyrede min clairvoyante veninde Celina af i går, da hun endnu engang prøvede at nå ind til mig. Så vendte hun sig og gik sin vej uden at sige farvel. Jeg sad længe og tænkte over hendes ord, godt gal i skralden. Hvad fanden bilder hun sig ind at tale sådan til mig? Dumme tøs. Hun kan da rende mig i røven. Hvad kender hun til sorgen over at miste? Ganske vist har hun to børn, men hun har ikke lyst til en mand, foretrækker singlelivet, så hvad ved hun…? På den anden side… har hun så ret i det, hun siger? Har jeg været så forfærdelig selvoptaget i min sorg, at jeg har glemt verden og alle de mennesker, jeg holder så meget af? Er jeg stille og roligt i gang med at skubbe dem ud af mit liv, en bitter, mavesur kælling druknende i selvmedlidenhed? Hold da helt kæft, hvor gav de ord stof til eftertanke! Nej, for pokker da, det må bare ikke ske. Jeg må til at hanke lidt op i mig selv, hvis jeg vil beholde dem i mit univers, og det vil jeg, uden tvivl. Jeg elsker dem jo og kan se og høre, at jeg betyder meget for dem også.

Mange tanker myldrede frem i mit hoved, og til sidst var jeg bare så udmattet og ked af det, at jeg faldt i søvn på sofaen og sov en hel aften og nat for første gang i meget lang tid.

Celinas svada har fået mig til at tænke igen, sådan bare en lille, bitte smule. Det er et år siden, Torbjørn døde, og jeg går stadig rundt i et stort, sort vakuum. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at komme op igen. Men måske har Celina ret. Måske skal jeg prøve at se mig tilbage, selvom jeg ikke skal den vej. Godt nok blev jeg gal, da hun sagde det, og var næsten parat til at smide hende ud og bede hende om at blive væk, men jeg tror, hun ramte noget, så godt, at jeg ikke gjorde det. Hun vil mig jo bare det bedste, den skøre tøs. Måske er det rigtigt, at jeg skal se mig tilbage for at komme fremad igen. Aner det virkelig ikke, men det kan ikke skade at prøve, vel?

Mine dejlige, lidt anderledes, superskønne veninder - de fortjener, at jeg i det mindste gør et forsøg på at finde mit gamle jeg frem igen. Jeg må indrømme, de har været meget tålmodige. De har været her, støttet mig, lagt ører til min klagesang. De har virkelig vist, at de er gode veninder. Hvor jeg dog elsker dem for det. Hm, de holder sgu af mig, siden de ikke er forsvundet, mens jeg har været sunket ned i sorgens, overvældende, ubehagelige, kvælende, smertefulde, mørke, dybe hul.

Torbjørns dejlige unger har også været på besøg mange gange. De prøver og prøver at holde forbindelsen med mig, men efterhånden bliver der længere og længere tid mellem deres besøg. Jeg har ikke været den mest underholdende, opløftende person, så efter et år er det ved at glide ud. Jeg ved sgu ikke, om jeg kan rumme dem i mit liv endnu. Det vækker stadig alt for mange smertefulde minder. Jeg burde bevare kontakten, men orker det simpelthen ikke. Måske en dag i fremtiden. Måske. Hvem ved?

Jamen, okay da. Så må jeg vel hellere prøve, om jeg kan finde vejen tilbage til glæden ved livet. For deres skyld, venindernes, når nu det åbenbart betyder så meget for dem. Men måske lige så meget eller endnu mere for min egen skyld? Et eller andet sted dybt i mit indre mørke er jeg vist også begyndt at savne livet og verden uden for min lille lejlighed, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg må ud i livet og finde mig selv