Den skelsættende Dag: Det fortrængte fortalte

By H.H. Hansen

En hudløs ærlig fortælling om en tragisk start på livet, der senere førte til psykiske problemer, gentagende misforståelser, overmedicinering og at blive sat i bås. En fortælling om en skelsættende dag, der ændrede alt og en fortælling om et menneske der tog sagen i egen hånd – og vandt en kamp, der syntes umulig at vinde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 1, 2015
• ISBN: 9788771702958

H.H. Hansen

H.H. Hansen, født 1983, er på frivillig basis aktiv indenfor psykiatri. Ud fra egne erfaringer kæmper hun for at alle skal høres og at alle skal ses lige. Hun er meget aktiv indenfor nedbrydelse af tabu og gør rigtig meget for at få det på landkortet. H.H. Hansen er foredragsholder, personlig mentor og projektmedarbejder.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapiteloversigt

Ung og forvirret

Første indlæggelse og diagnose

Piller og atter piller

Sat i bås

Forbedring efter nedtrapning

Optrapning i medicin og nedgang i sind

Behandlet ud fra fakta

Medicin mod angst, men virkede det?

Vendepunktet

Den umenneskelige hårde kamp

Den skelsættende dag

Livet gik videre

Den næste kamp

Nyt luft under vingerne

Læger har også fordomme

Nedtrapning, lykkelig og igen bremset

Jeg er en fighter

PTSD?

Konsekvenserne

Mine egne tanker omkring John

Nu

Sluttende ord

Kolofon

Forord

Jeg har skrevet denne bog med håbet om, at den kan ændre lidt af samfundets og systemets til tider snæversynede holdninger omkring folk der har det psykisk svært. Jeg har valgt at fortælle min egen historie og fortæller ærligt om den kamp jeg har været igennem, som jeg ikke ønsker skal ske for nogen anden. Den kan godt ses som en tilsvining af systemet og nogle vil måske føle sig stødt, men jeg skriver min historie præcis som jeg oplevede det. Faktisk for at give en indsigt i hvordan det er for et menneske med en psykiatrisk diagnose, at blive set ned på og ikke blive taget alvorligt på grund af de mange fordomme. Jeg skriver den også i håb om, at den vil kunne ændre tankegangen omkring alt det medicin der bliver brugt i psykiatrien – ikke at det ikke skal bruges, men at der skal reduceres i brugen af det og at man måske skal undersøge og observere den enkelte noget mere, inden det bliver givet. Jeg håber at min historie kan give et indblik i at man skal gå mere ind i den enkeltes situation og ikke tage beslutninger ud fra overordnede og temmelig generaliserede emner. At man skal se mennesket, ikke sagsnummeret og ikke sygdommen, MEN mennesket. Jeg har også skrevet den i håb om, at vi mennesker kan blive bedre til at møde hinanden på midten, så der ikke altid er nogen der skal ses ned på. Jeg har været og er stadig en del af den kategori, som hedder anderledes og desværre, så frygter mennesket det der er anderledes. Det der glemmes er, at de mennesker der kategoriseres som anderledes, eller rettere sagt som nogen der ikke passer ind i samfundet – er lige så meget mennesker og har følelser som alle andre.

Det er med vilje at detaljerede emner som hvor og hvem i psykiatrien ikke er blevet nævnt. Jeg vil ikke klandre nogen specifikt, men mere åbne øjnene for at nogle ting i psykiatrien og sagsbehandling deraf godt kan ændres. Min historie kunne godt være gået anderledes til, hvis man de forskellige steder havde haft et bedre menneskesyn og langt flere ressourcer.  Små afsnit fra mine dagbøger i årenes løb er viklet med ind i bogen for at give et indblik i hvordan det var, at være mig på de forskellige tidspunkter.    

Kapiteloversigt

1: Ung og forvirret.

2: Første indlæggelse og diagnose.

3: Piller og atter piller.

4: Sat i bås.

5: Forbedring efter nedtrapning.

6: Optrapning i medicin og nedgang i sind.

7: Behandlet ud fra fakta.

8: Medicin mod angst, men virkede det?

9: Vendepunktet.

10: Den umenneskelige hårde kamp.

11: Den skelsættende dag.

12: Livet gik videre.

13: Den næste kamp.

14: Nyt luft under vingerne.

15: Læger har også fordomme.

16: Nedtrapning, lykkelig og igen bremset.

17: Jeg er en fighter.

18: PTSD?

19: Konsekvenserne.

20: Mine egne tanker omkring John.

21: NU.

22: Sluttende ord.

Ung og forvirret

Da jeg var 19 år var jeg en ung pige ligesom alle andre, der prøvede at finde min plads i tilværelsen og gik og tænkte på hvad jeg ville med min fremtid. Jeg ville være lidt af hvert og jeg kunne slet ikke tage en beslutning, men jeg var gået i gang med en HF som kunne åbne mange døre for mig. Jeg havde altid været god bogligt, så det var ikke et problem for mig at følge med i undervisningen. Jeg havde egentlig ikke noget problem med at være social og udadtil var jeg altid smilende og glad. Ved siden af skolen havde jeg nogle enkelte venner, jeg var for nyligt vendt tilbage til min barndomsby og havde fået mig et lille kollegie værelse og jeg syntes selv at det gik godt. I weekenderne holdte jeg tit fest, som alle andre unge mennesker gør og hyggede mig med de venner jeg havde. Jeg var forsigtig og lukkede ikke alt og alle ind, de fleste kendte mig kun på min facade som jeg ligeså langsomt havde bygget op igennem min opvækst. Af og til gik de mange fester over gevind da der blev drukket alt for meget alkohol og en mandag morgen i skolen kunne godt være hård med de mange tømmermænd. Alligevel så gik det okay og jeg fulgte godt med bogligt.

De enkelte venner jeg havde ved siden af skolen blev til flere, men ikke gode venner for der gik for meget fest, hat og briller i den. De kom selv fra nogenlunde samme kår som mig og havde ikke altid den bedste måde at opføre sig på. Når man er sådan en gruppe unge mennesker, der holder sammen og har det sjovt begynder man hurtigt at gøre de samme ting. Vi blev egentlig hurtigt meget tætte og ret berygtet, det var egentlig ikke noget jeg brød mig om, men på den anden side var det også sejt. Jeg var en del af dem og vi var gode venner. Venner havde jeg aldrig haft mange af, jeg havde altid haft problemer med at føle mig accepteret. Når man ikke kan få den positive opmærksomhed, må man nøjes med den negative og den kunne jeg egentlig godt lide på det tidspunkt. Jeg kunne godt synes det var sejt hvis jeg fik at vide at nogen var bange for mig, for det var jo altid mig der havde været bange og ikke havde været accepteret. Det var en helt forkert måde at få det godt med sig selv på, men jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt.

Festerne med vennerne blev til ofte og inden længe var hverdagen også fest, så skolegangen blev meget hurtigt svigtet. Jeg vidste godt at det var forkert, men der var en masse rebelsk i mig der gjorde at jeg ikke altid var lige fornuftig. Jeg nåede lige at være med til en enkelt klassefest hvor jeg gik ud som et lys på grund af for meget alkohol. Flovheden over det gjorde at jeg ikke vendte tilbage til HF igen, så jeg gik hjemme i noget tid. Det var ikke så godt for mig at gå hjemme, for jeg havde ikke andet at lave end at holde fest – så det var det jeg gjorde.

Efter lidt tid med druk, dårlig opførsel og drengestreger tog jeg en samtale med min sagsbehandler og fortalte hende at jeg måtte i gang med noget. Hun foreslog en daghøjskole som lå cirka 30 km fra mit hjem. Jeg startede på et hold hvor man skulle lære sin krop at kende, dyrke motion og spise sundt. Det blev svært for mig at overholde og dukke op på skolen, selvom mit ønske om forbedring var der. Jeg kom dog de fleste dage, bare alt for sent og gerne med tømmermænd. Jeg ville egentlig bare gerne drikke mig fuld om aftenen, da verden var lidt nemmere når jeg festede. Jeg var begyndt med ikke altid at kunne se en mening med livet, det var som om der var et stort mørkt tomrum inde i mig og alkoholen fyldte tomrummet lidt. Der gik ikke længe efter jeg var startet på det hold før bestyreren for skolen ville snakke med mig. Hun spurgte ind til mig omkring mit liv og om jeg havde problemer. Jeg fortalte hende at jeg til tider havde det svært og at jeg nogle gange drak lidt for meget alkohol. Hun kiggede på mig med søde øjne og fortalte at der faktisk var et hold på skolen for unge mennesker med forskellige former for problemer. Hun spurgte om jeg ikke var interesseret i at rykke over på det hold i stedet og det var jeg faktisk, så det fik hun ordnet og så skulle jeg starte på det nye hold dagen efter. Jeg glædede mig faktisk lidt til at starte der i stedet, for på det hold ville der nok ikke blive forventet så meget af mig som på det andet.

Det var de skønneste mennesker der var på det hold, de andre unge mennesker var sjove og ligetil og lederen af holdet var det dejligste menneske, der var klar til at gøre alt for os unge mennesker. Jeg kom hurtigt tæt på dem og oplevede et godt sammenhold, men desværre kunne det ikke holde mig væk fra alkoholen og miljøet på hjemmefronten. Jeg gik jo og levede på en form for facade, jeg vidste ikke hvad det var der gemte sig inde i mig og jeg følte ikke at jeg kendte