Den Absolutte Lykke

By Jakob Clausen

Den skæbnesvangre og mentalt forstyrrede Benjamin lider af en sjælden sygdom, der skubber hans tilværelse ud på de skrå brædder. Han er tvunget til at trives i sit eget selskab. Et ensomt liv uden andre suffløser end sine egne tanker.

I en tidlig alder forlader hans mor familien, og få år efter dør hans far. Stoffer og alkohol giver grobund for hans eskapisme, da han indser, at det lykkelige liv er et uopnåeligt Utopia.
Benjamins eksistens er kedelig og cirkulær. Indtil den dag han møder Freja, sit livs kærlighed. Sammen med hende finder han for første gang en mening med livet. Men netop som det lykkelige liv begynder at forme sig, kommer han i strid med skæbnen, og han begynder at forstå, hvilken grufuld sygdom han lider af.

"Den Absolutte Lykke" handler om kærlighed, personlig krise, at finde lykken og at leve livet. Den handler om en ulykkelig dreng og hans tanker om livets uretfærdigheder.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 23, 2015
• ISBN: 9788771708059

Jakob Clausen

Jakob Clausen er født d. 23. marts 1994. Han er opvokset i Egå, hvor han bor med sin familie. Han håber en dag at blive journalist, da han har stor interesse for at skrive og videregive information. Udover det, har han en umættelig trang til at skabe fiktion. Når en tanke opstår, skriver han den ned. Det er fra små episoder, at han skaber sine tekster. Det kommer ud af det blå, og bliver derefter digtet videre på. I slutningen af 2015 færdiggjorde han sit første manuskript, som er blevet udgivet under titlen "Den Absolutte Lykke". Værket har han arbejdet på siden 2011, og han er allerede i gang med at skabe nye historier. Om Den Absolutte Lykke udtaler han sig: "Det er ikke en historie jeg er alene om. Alle der læser min bog vil kunne drage paralleller til deres eget liv. Hovedpersonen er fiktiv, men han kunne være mig selv eller en anden, der var opvokset i det miljø."

Book preview

Epilog

Prolog

I begyndelsen var lykken. Jeg ved godt, der i Biblen står: I begyndelsen var ordet. Men hvilke ord? Ord var ikke det første for mig. Det var følelsen af lykke. Sådan er det nok for alle mennesker.

Når jeg ser en mor komme gående med sin nyfødte baby i en barnevogn, griner barnet, gurgler og savler med et stort smil på læben. Det gør alle små nyfødte børn. Uden at sige et ord. De virker lykkelige. Det tror jeg også, jeg var som barn, selvom jeg endnu ikke havde fundet ud af, hvad lykken i sin helhed er.

I begyndelsen var lykken, ville jeg have skrevet, hvis det var mig, der lagde navn til den kristne grundmanual. Så heldig har jeg ikke været.

Jeg mærkede, at lykken altid var tæt på mig. Jeg kan ikke komme udenom, at mange af de valg, jeg har taget igennem livet, tog jeg for at finde lykken. Ligesom alle andre mennesker. For at både en selv og ens medmennesker kan føle sig glade og tilfredse. Men hvordan finder man lykken, når man lever i et samfund med så udbredt en mangfoldighed, at hver enkelte har deres syn på, hvad der gør en lykkelig? Der var mange ting, der ville gøre mig lykkelig. Jeg mente i hvert fald, at jeg ofte følte mig lykkelig. Selv når jeg en morgen efter en bytur lå i sengen og kastede op, fornemmede jeg en lille smule lykke. Eller når jeg havde købt en ny pakke cigaretter og vidste, at jeg snart fik den åbnet og tændt for den første smøg. Det gjorde mig lykkelig. Jeg er i tvivl om, den slags lykke er nødvendig. Jeg mente selv, at lykken kom i mange forskellige størrelser. Hvor stærk følelsen mærkes, varierer fra gang til gang. Det var, som om denne følelse af lykke kom for nemt. Som om det var fundamentalt. Derfor har jeg opfundet termen absolut lykke, da jeg mener, at der skal noget ekstravagant til, før man kan føle sig lykkelig. Alt andet er positive oplevelser og gode minder.

Jeg er klar over, at det er usædvanligt og selvhøjtideligt at forsøge at definere en teori om en så ubestemmelig og selvstyrende kraft. Lykken er jo selvbestemmende på mange måder. I det meste af mit liv har jeg ikke vidst, hvad meningen med den absolutte lykke var. Det var først mange år efter, jeg blev introduceret for dens mageløse kræfter. Og jeg er stadig i tvivl, hvad angår dens uendelige betydning.

Hvornår mærker man den absolutte lykke, så man kan slappe af og nyde livet? Det tror jeg aldrig, man gør. For livet i sig selv er jo en konstant søgen efter det at være lykkelig. Ud fra mine erfaringer tror jeg aldrig, man dør lykkelig. Selvom man stræber efter det. De lykkeligste stunder i mit liv har været på usædvanlige tidspunkter. Jeg må indrømme, at jeg til tider føler mig lykkelig, når jeg har det dårligt. Når jeg er utilpas og ikke synes, det hele går, som det skal, er jeg alligevel i stand til at føle mig lykkelig. Hvordan jeg har lært mig selv at være lykkelig, når det hele ikke gik godt, skyldtes de mange episoder, hvor jeg har følt den absolutte lykke og har måttet tage afstand fra den. Jeg ved ikke hvorfor, men den absolutte lykke har ikke altid haft en positiv indflydelse på mit liv. Der har været flere gange, hvor lykken har været ved at tage livet af mig.

De episoder, der har været, har gjort, at jeg mange gange har haft tilbøjelighed til at stille spørgsmål ved lykkens resolutte kræfter. Igennem mit liv har der været et bestemt spørgsmål, der gentagende gange har sat sig i mine tanker.

Kan man dø af lykke?

Det tror jeg ikke, man kan. Hvorfor skulle man det, når man nu endelig har opnået det, man igennem sit årelange liv har søgt efter? At være lykkelig.

Men man ved jo aldrig. Lykken er anselig. Den er som det eneste i verden noget, alle har mod til at opleve. Måske har der været en eller to, der er faldet om på målstregen?

Del I

Kapitel 1

Jeg er i live. Mere eller mindre. Det er en anelse svært at trække vejret, da jeg har frontstykket af en pistol stukket halvvejs ned i halsen. Situationen taget i betragtning ser det sort ud for mig. Hvor jeg befinder mig, har jeg ingen idé om. Jeg kom hertil med en sæk over hovedet. Stanken af fisk og olie giver mig en anelse om, at jeg er et sted nede på havnen. Mine omgivelser er golde og intetsigende.

Jeg sidder bagbundet til en gammel havestol i en betonbygning. De uåbnede trækasser, der står meterhøje oven på hinanden, antyder, at jeg befinder mig i en form for lagerrum. Hvad pistolen angår, bliver den holdt af en hvid, rasende og skaldet mand, der ikke virker tøvende med at trykke på aftrækkeren. Ved siden af mig sidder en smuk pige bagbundet til en gammel havestol. Hvis den skaldede mand beslutter sig for at affyre pistolen ind i tindingen på mig, vil hendes pæne blonde hår snart blive farvet rødt. Det ville være en skam. Hun har det flotteste blonde hår. Det ville ikke klæde hende, hvis hun pludselig blev smurt ind i min hjernemasse.

Hvem hun er, skal jeg nok komme nærmere ind på. Det eneste, jeg kan fortælle, er, at hendes navn er Freja, og hun har de flotteste blå øjne, jeg nogensinde har set. Ret kliche, det er jeg klar over. Men sådan er det. Ud over dét bærer hun en skrigende gul neglelak. Den har jeg stadig ikke forstået ideen i. Det tror jeg, at jeg vil spørge ind til, hvis vi begge overlever de næste minutter. Hvilket jeg må erkende er af stor usandsynlighed.

For at få hoved og hale på historien må jeg nok starte et par år tilbage. Hvor mange præcis kan jeg ikke huske. Jeg ved, at jeg kommer igennem dét, man kan kalde en lang barndom. Derfor vil jeg råde dig til at starte kaffemaskinen allerede nu og læne dig tilbage med den sorte af slagsen. For den bliver lang. Og til tider usædvanligt ynkelig.

Kapitel 2

Jeg tror, det hele startede tilbage i anden klasse i folkeskolen. Eller var det tredje? Jeg havde deltaget i skolens årlige svømmestævne og vandt overraskende nok guldmedaljen. Det kom bag på både mig selv og mine forældre, der havde stået på tribunen og jublet, da mit navn blev råbt op. Min krop rystede af udmattelse. Samtidig følte jeg en uovertruffen glæde. Jeg gik op på podiet og modtog vinderpokalen. Der slog det til for første gang.

Jeg løftede pokalen over hovedet og kiggede ud på publikum. De stod alle sammen og klappede. Selv de forældre, hvis børn jeg havde vundet over. Det var alt sammen overvældende. Og det var et stort øjeblik i mit liv. Pludselig begyndte mine arme at ryste. Til at starte med tænkte jeg, det var, fordi pokalen var tung. Mit syn slørrede, og jeg mistede balancen. Inden jeg nåede at sætte pokalen fra mig og trække vejret, væltede jeg ned fra podiet og besvimede.

Jeg vågnede senere i en hospitalsseng på amtssygehuset. Hvor lang tid der var gået, havde jeg ingen anelse om. Jeg var dopet af medicin. Det kunne mærkes, idet mine forældre kom ind på stuen i selskab med en læge. De snakkede til mig, men jeg opfattede ikke, hvad de sagde. Jeg kunne ikke fokusere, min krop rystede, og jeg var kuldskær. Min far lagde sin hånd på mit lår. Jeg kunne se tårerne glide ned ad kinderne på ham. De snakkede til hinanden. Eller det vil sige, at lægen talte, og mine forældre lyttede efter. Jo mere han forklarede, jo større sorg kunne der ses på deres ansigter. Min hørelse fungerede ikke optimalt på grund af medicinen. Jeg anede ikke, hvad de snakkede om. Der gik et stykke tid, og de forlod stuen. Jeg faldt i dyb søvn.

Da jeg vågnede, var jeg ikke påvirket så meget. Min hørelse var normal, og jeg kunne tale igen. Jeg lå i et stykke tid på stuen, og en sygeplejerske havde været inde og give mig noget at spise og drikke. En kold og tør sandwich med skinke og ost og et glas æblejuice til at skylle det hele ned med.

Jeg var ved at komme til mig selv igen, da min far kom ind.

Hvordan går det søn? spurgte han stille.

Fint far. Helt fint, svarede jeg.

Han begyndte at græde og kiggede ned i gulvet for at skjule sine tårer.

Jeg spurgte ham, om der var noget galt.

Ikke noget, du skal bekymre dig om lige nu, græd han.

Er du sikker?

Han kiggede på mig.

Du skal blive frisk igen. Så fortæller vi det hele.

Han forlod stuen.

Et par timer senere blev jeg udskrevet. Jeg havde stadig ikke fået en forklaring på, hvorfor jeg var besvimet. Køreturen hjem var lang. Der blev ikke talt om noget hele vejen. Jeg kunne fornemme i mine forældres blikke, at der var noget galt. Det virkede ikke til, de havde i sinde at fortælle mig, hvad det var.

Da min far havde parkeret bilen i indkørslen, gik min mor indenfor. Jeg blev siddende tilbage.

Vi skal lige sluge den her, sagde han og kiggede på mig i bakspejlet.

Det var første gang, han havde skabt øjenkontakt, siden vi forlod hospitalet.

Så skal vi nok forklare det hele.

Jeg svarede ikke, men kiggede i stedet forvirret på ham. Han kiggede væk. Jeg forlod bilen og gik ind i huset og videre ind på mit værelse. Jeg smækkede døren efter mig i håb om, at de ville høre min frustration. Jeg var skuffet. Havde svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være uvidende. Hvorfor kunne de ikke fortælle mig, hvad der var galt? Var det, fordi de ikke forstod, eller ønskede de ikke, at jeg skulle konfronteres med problemet? Ligegyldigt hvad virkede det som en umoden opførsel. Det var, som om de var bange for mig. Som om jeg havde gjort dem ondt. Men det var jo mig, der var offeret. Det var mig, der var syg. Det var hverken min far eller mor, der var besvimet og var vågnet op på et hospital uden at vide, hvad der var sket. Jeg satte mig ved mit skrivebord og kiggede ud ad vinduet. Jeg kunne mærke vreden blusse op indeni. Den spredte sig til mine fingerspidser. Jeg rystede af arrigskab. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg slog ned i bordet og fejede alle mine skolebøger ned på gulvet. Det hjalp for en stund. Men så kom forvirringen igen. Jeg lagde mig i sengen og tog mig til hovedet. Det dunkede. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Uden at vide hvorfor begyndte jeg at græde.

Kapitel 3

Mor havde grædt i flere timer. Jeg havde siddet på mit værelse, siden vi kom hjem. Jeg havde overvejet at gå ud og trøste hende. Men jeg vidste ikke, hvad der havde gjort hende ked af det. Jeg sad og lyttede til hendes hulken, da min far bankede på døren. Jeg sagde ikke noget. Efter et stykke tid kunne jeg høre ham gå sin vej. Uden at sige et eneste ord.

Der gik et par timer. Jeg havde siddet i stilhed på min seng og kigget på min væg, der var dekoreret med billeder af superhelte og sportsstjerner. Pludselig bankede det igen på døren. Der gik lidt tid, før der blev sagt noget. Jeg kunne høre på min fars stemme, at han nærmest tøvede. Eller var han nervøs? Normalt plejede han ikke at snakke til mig igennem døren. Denne gang gjorde han. Som om han ikke ønskede at se mig i øjnene. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de opførte sig sådan. Det virkede, som