Perspektiv: Skæbnefortællinger II

By Pia Brandt Danborg

Et kort øjeblik i et andet menneskes liv. Et øjeblik er interessant af flere årsager. Fordi det kangøre, at selve livet tager en afgørende drejning. Fordi det både kan fortælle rigtig meget eller uendeligt lidt om et andet menneske. Fordi vi alle bør blive bedre til at forstå, rumme og acceptere, selvom vi ikke kender til det afgørende øjeblik i et andet menneskes liv. Det kan tage et helt liv, men forhåbentlig mindre, at forstå. For at forstå må vi finde vores nysgerrighed og at være klog i hjertet. Gennem indblik finder vi indsigt. Dernæst udsyn.

Dette er en bog fuld af håb.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 23, 2018
• ISBN: 9788743005001

Pia Brandt Danborg

Pia is a Danish author as well as a trauma-releasing therapist, a social worker in psychiatry all while homeschooling her two children. Pias greatest aim in life is to advocate more respectful and loving environments where people meet, everywhere in society - school, sports, work and so on. "To help the children is to help the whole world, our future. Helping the parents is part of helping the children." Pia is formerly a neurobiologist with fiver years of experience researching adverse effects from psychiatric drug use.

Book preview

KONFLIKT

1.

SUPERHELTEKRÆFTER

Der er den, jeg har den. Her. Næh, nu forsvandt den, nu kan jeg ikke finde den. Jo, der, der er den igen.

Helle føler rundt i sin armhule, roder rundt, på en ret grov måde faktisk. Hendes bevægelser er febrilske og hun ender derfor med at undersøge sig selv på en hårdhændet måde, trykker på brystvævet, lidt for voldsomt. Hun ømmer sig lidt over sine egne ufine metoder. Det er jo hendes krop, den skal da behandles med nænsomhed og med en kærlig hånd.

Der er en bule, en anderledes bule, i mit bryst. Eller hvad det nu er. Hvornår er noget en bule frem for en klump eller fortykning.

Helle virrer med hovedet, hun kender ikke til lægefagligt sprog. Selvom bule nok ikke er et ord en læge vil bruge alligevel.

Men der er noget, uanset kaldenavn, som er en del af mit bryst eller min armhule. Måske en hybrid, bulen, det er det bedste ord, sidder lige der i kanten, på grænsen til både armhule og bryst. Bulen gør ikke ondt, når jeg trykker, den er heller ikke særlig stor. Det er nok ikke noget særligt, bare noget væv af en slags, der er lidt hævet, fordi jeg er lige der i min cyklus, hvor brystvæv gør sådan, hæver. Hormoner og så videre.

Men det kan jo faktisk være noget alvorligt, noget man skal gå til lægen med. Noget, jeg ikke vil sige navnet på, noget de tit skriver om på forsiden af Ekstrabladet, på alle mulige forsider, noget, der ikke sådan forsvinder af sig selv. Noget, der skal bekæmpes med grove midler. Jeg siger ikke navnet. Jeg tænker ikke tanken. Næsten ikke.

Ej, jeg har altid levet sundt, haft gode vaner, og så videre, jeg er helt okay. Men måske laver jeg lige en Charlotte Bircow.

Åh, altså, hvad nu hvis..?

Jeg tænker, at det er fint nok lige at se tiden an de næste uger, ej, måske de næste par måneder. Det er nok ingenting. Det skal nok gå alt sammen.

------

Sådan sagde jeg for tre måneder siden. Og sådan ændres den vej, man går på gennem livet, med et trylleslag, uden at man vil det, uden at man overhovedet bliver spurgt.

Jeg kørte af sted som rejsende med livets tog, bare ligeud, stille og roligt. Og jeg kom til et sted på strækningen, hvor der var et skiftespor. Jeg havde ellers kørt støt og roligt indtil da. Skiftesporet var skiftet, så jeg kørte med toget væk fra det lige spor, jeg ellers fulgte. Vi drejede fra. Man kan ikke gøre indsigelser til den slags togdrift. Når man kører med livets tog, er det bare at følge med. Der er ikke andet at gøre end at gøre sig det behageligt og nyde udsigten, mens toget duver og ruller frem mod næste station. Mit tog gjorde holdt ved station Brystkræft. Der skulle jeg åbenbart af, der gjaldt min billet til.

I går fjernede de en stor knude i mit bryst.

Jeg har aldrig været indlagt før, jeg har ikke engang fået lavet et hul i en tand hos tandlægen. Men i går var jeg under kniven hos de dygtige kirurger, jeg var i fuld narkose og blev opereret i tre lange timer. Det sagde min mand Ole bagefter til mig, at det var nogle lange timer. Han havde svært ved at være til i de timer. Da var tiden en snegl. Det sagde han, med gråd i stemmen. Jeg ved det ikke, jeg oplevede ikke den tid, jeg var bedøvet og langt væk.

Gudskelov. Så slap jeg da for at tænke på det så længe. Jeg kan ikke fordrage snegletid.

Siden jeg var ved lægen den 25. september kl. 9.40, og især efter besøget ved onkologen den 27. september kl. 12.30 har det spøgt i mine tanker. Der var kun plads til tanker om bryster, syge bryster, bryster med onde, sorte klumper i.

Invaderet. Overmandet.

Konstant.

Hver eneste vågne minut af min dag - og min nat - har jeg spekuleret på den knude. Hvor stor er den? Er det en aggressiv form? Skal jeg dø?

Skal jeg mon dø?

Og jeg gør det stadig, spekulerer konstant, efter operationen. Er knuden helt væk? Kommer den igen? Har det spredt sig? Vil en ny knude formes et andet sted i min krop? Har jeg stadig en vinduesplads på livets tog om et år, eller fem år?

Jeg har aldrig nogensinde været i nærheden af noget, der minder om angst. Jeg har levet et helt almindeligt liv, bevæget mig støt og roligt derudaf, nydt min vinduesplads i en ikke-ryger kupe. Nydt den gode udsigt, de fantastiske landskaber, vi passerer forbi, hilst pænt på mine medpassagerer, indtil de skal af. Jeg bemærker solen, der varmer mine kinder, jeg har nydt nuet og elsket livet. Det gør jeg stadigvæk. Nu er jeg bare også angst, angst for at livet slutter, inden jeg er færdig med at nyde det. Hvert eneste vågne minut af min dag - og min nat. Jeg nyder ikke livet lige nu, jeg bruger al tiden på at frygte, hvad der kommer. Det er blevet til snegletid. Der findes kun snegletid lige nu. Jeg hader det.

Det er hårdt at have angst.

Det var hårdt at kende til, at der voksede en tumor i ens bryst. Det er hårdt at være syg, eller ikke at vide, om jeg er rask. Det er hårdt at kende tilstanden og have alle de forventelige følelser og reaktioner og op- og nedture, som konstant følgesvend, mens jeg passer mine børn og krammer dem en hel masse uden at kramme dem så meget, at de bliver kvalt og synes, det er alt for meget, og trækker sig fra mig i stedet for.

Men jeg kan ikke få krammet dem færdig, for hvornår er det min sidste chance? Jeg kan ikke bære tanken. Så fylder tårerne mine øjne og jeg beder til, at ingen ser mig græde.

Alle andre bærer kræft så flot, de bærer det med stil og de har mod og kæmper imod. De rejser sig op og tager tørklædet om hovedet og går ud på gaden og handler ind og drikker kaffe på cafe og tager til koncert og går med børnene i svømmehallen. Jeg lægger mig bare ned i fosterstilling og vugger fra side til side, jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

Efter operationen og opvågningen med Ole ved min side fortalte lægen, at det var gået godt. Det havde ikke spredt sig, men det var dog en forholdsvis stor tumor. Omtrent tre gange fire centimeter. Tænk, at have det indeni sig, et stort, sort og ondt fremmedlegeme, som dog på mærkværdig vis er skabt af mig selv. Der var bare noget i nogle celler, lidt for mange celler lige der, der løb løbsk i den forkerte retning. Og kroppens renovationsteam kunne ikke klare opgaven, de var måske lige taget på ferie i den periode.

Nu skal tumorklumpen analyseres i et laboratorium, skæres op, skylles fri fra blod, mit blod, køres igennem maskiner, der kan teste for forskellige markører. Lægerne skal vide, hvilken slags tumor det er, så de kan målrette efterbehandlingen af min kop, resterne af mit bryst, så godt som muligt. Det tager tre uger, før resultaterne er klar. Tre uger, det er lang tid. Tre uger i snegletid. Pokkers.

Men i det mindste gror tumoren ikke indeni mig længere, den er væk, ude, ikke en del af mig længere. Bare den ikke har nået at sende soldater ud for at sondere terrænet, ud for at undersøge, om der er basis for at afsætte poster andre steder i min krop. Jeg krydser mine fingre og beder alle dem, jeg kender, om at gøre det samme. Selvom det ikke hjælper, så er følelsen rar. Det føles som om, at man gør noget, at man rent faktisk KAN gøre noget.

------

Jeg går ned ad gangen. Jeg ser lige frem foran mig. Der er heller ikke noget at dreje hovedet efter, der er ingenting omkring mig, bortset fra mørke. Gangen er lukket, der er hverken døre eller vinduer, bortset fra den store brede dør nede for enden af gangen. Der kommer lys ud under døren, den slutter ikke helt tæt. Det er det eneste lys, der er, og det lys, som jeg navigerer efter. Jeg kan lige ane håndtaget, jeg skal trykke ned for at åbne døren. Det vil være koldt. Skal jeg virkelig selv åbne døren. Er der overhovedet ingen service, selv når man er på vej i døden?

Bag mig er der heller intet at se, ingenting, ikke engang der, hvor jeg kom fra. Der er bare tåget, diset og mørkt. Livet er på vej til at blive slettet, at forsvinde. Mit liv. Alt er slettet, væk. Tilbage er kun en duft af død. Jeg er på vej hen for at hilse på døden.

Jeg hilser ikke døden velkommen, bestemt ikke. Mon den hilser mig velkommen og tager imod mig med åbne arme. Hvis døden da har arme. Det finder jeg ud af lige om lidt, der er ikke langt ned til den store, brede dør, og jeg kan kun gå fremad. Jeg forsøger at komme væk, jeg forsøger at komme tilbage til mit liv, mit rare dejlige liv, som jeg holder så meget af. Jeg forsøger at vægre mig, men mine ben lystrer ikke, de går bare fremad, skridt for skridt. Som at gå ned ad gangen til sin egen begravelse, hvilket det jo på en måde også er. Alt for tæt på. Jeg kan mærke, at døden ånder mig i nakken. Selvom jeg tænker, at døden er bag døren, så ånder den mig samtidig i nakken. Mærkeligt. Ubehageligt.

Onkologen fremlagde på en neutral måde resultatet af alle deres analyser. Det var ikke opløftende.

Jeg har aldrig bedt om den tumor, jeg vil ikke have den. Jeg har kun haft lyst til at skrige ad den, at den skulle skride ad Helvede til og blive der. Skride fra min krop, så jeg kunne få mit liv tilbage, livet før det her. Det var ikke noget særligt, mit liv, det var lidt hårdt til tider, men det var mit liv, og jeg kunne lide det.

Find en anden.

Men det skete i mig, den onde, sorte klump. Hvem havde glemt at svinge håndtaget på skiftesporet tilbage til sin vante plads, så jeg kunne have fortsat, som jeg plejer. Var det døden? I så fald er døden, udover at være selve døden, også en idiot!

Men det er lige meget nu. For livets tog kører kun fremad, uanset hvilket spor det kører ad. Og onkologen sagde det så tydeligt.

Den