Ikke flere piller, mor: En roman, der ønsker at skabe øget debat omkring brugen af psykofarmaka

By Pia Brandt Danborg

Benjamin starter som fireårig med at få Ritalin mod ADHD symptomer. Vi følger Benjamin gennem femten år, hvor han oplever forværring, psykoser, at få mere medicin i håbet om at han så får det bedre, tvangsbehandling og til slut møder en psykiater, der kan hjælpe ham ud af afhængigheden til psykofarmaka.

Bogen er skrevet for at skabe en bredere debat omkring hvordan vi anvender psykofarmaka. Tænker vi nok over potentielle skadevirkninger, hvad der kan ske ved medicinering med flere lægemidler på een gang og om det overhovedet er etisk korrekt at tvangsbehandle?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 10, 2016
• ISBN: 9788771885583

Pia Brandt Danborg

Pia is a Danish author as well as a trauma-releasing therapist, a social worker in psychiatry all while homeschooling her two children. Pias greatest aim in life is to advocate more respectful and loving environments where people meet, everywhere in society - school, sports, work and so on. "To help the children is to help the whole world, our future. Helping the parents is part of helping the children." Pia is formerly a neurobiologist with fiver years of experience researching adverse effects from psychiatric drug use.

Book preview

faktatjek.

Benjamin løber hen til det store klatrestativ på legepladsen. Benjamin elsker det klatrestativ. Han griber fat i rebet så højt oppe han kan. Hurtigt svinger han sig op, får fodfæste og klatrer videre op. Kort efter er han oppe i toppen og spejder ud over legepladsen, som en sørøver ud over sit skib. Det er højt oppe.

Benjamins mor spejder efter Benjamin. Der er han, allerede oppe i toppen af klatrestativet, som en lille abe. Hun vinker til ham og han vinker tilbage.

Vicky mærker sin kærlighed til Benjamin, hendes søde fireårige store lille dreng. Helt ind i hjertet mærker hun det. Der må aldrig ske ham noget. Vicky lover sig selv, at lige meget hvad, så vil hun passe godt på ham altid. Hun vil passe på ham lige så godt som to forældre kan gøre det.

For Benjamin er guldklumpen i hendes liv. Og hun er den eneste forælder, så hun skal gøre det lige så godt som to.

Benjamin klatrer ned igen, så klatrer han tværs over klatrestativet som en flue, der klatrer på loftet. Øjeblikket efter er han oppe i toppen af stativet igen. Der er fart på. Så kalder han på mor.

Kom og leg, mor. Du kan være sørøveren og jeg er Peter Pan. Kom nu, mor, kom og leg, beder Benjamin.

Vicky tøver. Hun hader at klatre i det stativ. Det er altid vådt og beskidt og hullerne er alt for små til, at hun kan komme igennem.

Ikke lige nu, skat. Ikke lige nu. Jeg kan ikke komme igennem hullerne.

Jo, mor. Kom nuuuuuu. Du kan godt, jeg ved det, jeg har set det før.

Vicky ryster på hovedet.

Benjamins blik bliver mørkt. Han savner at lege med sin mor. At de hygger sig og tumler, og at hun leger med ham, de lege han godt kan lide.

Benjamin klatrer lynhurtigt ned og hopper ud på gruset. Og løber om på den anden side af hækken. Om til rutsjebanen, hvor han kravler op og rutsjer på maven ned. Og sætter sig ind under rutsjebanen og smider med småstenene.

Han venter. På mor.

Men hun kommer ikke.

Har hun ikke opdaget, at han er væk. Hun sidder nok med sin telefon. Benjamin må aldrig låne den. Men mor må gerne bruge den hele tiden.

Benjamin bliver mere og mere ked af det.

Hvorfor kommer hun ikke?

Endelig kan han høre mors skridt i gruset.

Benjamin, hvor er du, skat? Ska-at?

Benjamin krymper sig sammen. Han ved ikke hvorfor. Han ønsker jo, at mor skal komme. Der er bare gået for lang tid, inden hun opdagede, at han slet ikke var på klatrestativet længere.

Vicky kigger efter Benjamin ved rutsjebanen, over, oppe, under… Der sidder han. Han har gravet i stenene, så der er en hel ring af jord rundt om ham derinde.

Benjamin…

Benjamin farer forbi sin mor. I farten sparker han ud efter hendes ben, kaster en håndfuld småsten op i luften, over skulderen, og brøler højt. Han løber over mod det lille torv, hvor cafegæster sidder i ro og mag og nyder deres kaffe latte og gulerodskage med creme fraiche eller flødeskum ved siden af. Vicky kigger efter sin dreng.

Åh nej, hvad vil alle cafegæsterne ikke tænke?

Vicky går roligt over mod cafeområdet. Benjamin er kravlet om bag en stor krukke blomster. Nogle af gæsterne kigger efter ham og kigger så efter en forælder. De får øje på Vicky, mens de drikker kaffen i små slurke.

Vicky krymper sig indeni. Nu er der igen nogen, der vil tænke, at hun er en dårlig mor, at hun ikke kan styre sin dreng, at hun ikke kan finde ud af at opdrage ham ordentligt.

Men det kan hun sådan set heller ikke. Hun ved bare ikke, hvad hun skal gøre anderledes.

Vicky når blomsterkrukken og rækker om efter Benjamins arm. Han skriger op og forsøger at vriste sig løs.