Feerne på Festøv-slottet: Bind 1

By Karin Ordell

Velkommen til historien om Feerne på Festøv-Slottet og tandfeerne, som henter mælketænder fra alle børn i hele verden, hvis de ellers husker at lægge dem under hovedpuden om natten, samme dag, som de taber dem.

Det gjorde Bitte, en ganske almindelig menneskepige, som om natten, nogle uger efter sin syvårs fødselsdag, vågner op i Fe-Verdenen. Den nat forandrede Bittes liv sig for altid.

Vi følger hendes udvikling fra en lille forsigtig og lidt klodset pige, til hun efterhånden træder i karakter som en modig, beslutsom og handlekraftig pige i en magisk verden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 17, 2019
• ISBN: 9788743099871

Karin Ordell

Karin Ordell was born in 1955. She is a trained nurse and has worked as a manager in the public and private care sector for most of her career. She started writing books at a late age, and The Fairies on the Fairydust-Castle (in 3 volumes) is her first children's book.

Book preview

Tora

Kapitel 1

Bitte

Langt ude på landet, tæt på skov og eng, lå et lille stråtækt hus med små vinduer og en skæv dør. Huset var meget lille med kun to værelser, en lille stue og et lille køkken. På gårdspladsen var der en brønd med frisk vand, og ved siden af huset en lille stald og en hønsegård. Bag huset var der anlagt en køkkenhave med salat, gulerødder, rosenkål og mange andre grøntsager.

I huset boede en familie med fem børn. En dreng og fire piger. Selvom huset var lille og indtægterne små, var det en lykkelig familie med to forældre, der gjorde alt hvad de kunne for deres børn. Bitte var den ældste af pigerne, og hendes liv skulle snart ændre sig til noget, hun aldrig havde forestillet sig.

Bitte lå i sin seng efter en lang og hård arbejdsdag med at grave kartofler op på marken bag ved gården, hvor de boede. Hun kunne ikke sove. For at spare på brændet var der denne aften ikke blevet tændt op i kakkelovnen, så hele huset var iskoldt. Det var september, og nætterne var begyndt at blive kolde.

Bitte frøs på hænder og fødder, og hendes næsetip var også iskold.

Bittes mave knurrede, hun var sulten. Til aftensmad havde hun kun fået en halv kogt kartoffel og en tynd skive tørt brød. Kartoflen havde hun, uden nogen så det, skåret i to dele og havde givet den ene halvdel til sin bror. Han havde arbejdet lige så hårdt som Bittes far, og Bitte havde tænkt, at han havde mere brug for det kartoffelstykke end hun selv havde. Bitte lå og tænkte på dagen før, og hvor dejligt en dag det havde været.

Dagen før var hun fyldt 7 år, og hendes fødselsdagsgave var en lille kage med et lys i midten.

Hun havde siddet og set på kagen i lang tid og nydt lysets blafren, der genspejlede sig i den lyserøde glasur, der dækkede kagen. Hun havde tænkt, at hun ikke kunne spise kagen uden at dele den med sine 4 søskende. Jeg henter en kniv i køkkenet, og så deler vi min kage, sagde Bitte til sine søskende.

Bitte delte kagen i 5 dele og gav et stykke til lille Sussi på 3 år, et til Hanna på 4 år et til Maggi på 6 år. Tom på 11 år fik et stykke, der var lidt større end de andres.

(Det var lidt vanskeligt at dele en lille rund kage i 5 lige store stykker).

Tom var den ældste og arbejdede lige så hårdt som sin far i marken og med dyrene. Han var stor af sin alder og kraftig bygget. Altid sulten og altid klar til sjov og ballade med sine søskende.

Mens Bittes søskende spiste deres del af kagen, sad hun og kikkede på sit eget stykke. Hun tog kniven og delte det i to, rakte dem til sine forældre og sagde: Tak for gaven og for en dejlig dag.

Bittes mor, Sophia kikkede på sin datter med tårer glimtende i øjnene og sagde: Sødeste lille Bitte, det er jo din fødselsdagsgave. Jeg synes, du skal spise din kage. Far og jeg elsker kage, men det er jo ikke så tit du får kage, og jeg ved ikke, hvornår jeg igen kan bage en kage til dig eller en af dine søskende. Som du ved, er det småt med penge, og kartoffelhøsten dækker kun lige de daglige udgifter.

Bitte kikkede på sin mor og sagde: Det er min kage, og jeg har besluttet at dele den med Jer alle. I arbejder alle hårdt, og der er ikke så meget, jeg kan gøre. Jeg er for lille og har ikke mange kræfter. I fortjener en lille smule sødt.

Bitte rejste sig op og omfavnede først sin mor og så sin far.

Bittes far, der var en stor mand med store ru hænder af sit hårde arbejde, og sort strittende hår, sagde sjældent mange ord. Nu tog han Bitte op på armen og sagde: Nu går vi to i forrådskammeret og finder noget godt til dig min søde pige. Bitte lagde hovedet mod far Harands bryst og mærkede hans slidte arbejdsjakke kradse mod sin kind.

Ude i forrådskammeret satte far Harand Bitte ned foran hylderne med mel, gryn og andre holdbare madvarer, og bad hende om at finde det, hun allermest havde lyst til.

Bitte kikkede grundigt på alle hylder og valgte en stor orange gulerod, den var frisk og sprød og lige til at spise. Bitte bad om lov til at gemme den til senere på aftenen. Hun ville gerne nyde den alene og i stilhed, når hun var kommet i seng.

Resten af aftenen på Bitte 7 års fødselsdag blev der snakket og leget lege. Tom stillede sig op på en stol og sang en lang vrøvlevise for Bitte, som ingen forstod et ord af, men som udløste en masse latter og holden sig på maven.

Da det blev sengetid, sagde alle godnat, og hvert barn fik et kys på panden af både mor og far. Bitte delte et værelse med sine 3 søskende. Værelset var meget lille, der var kun lige plads til to senge. Bitte havde sin egen seng, mens de tre små delte en seng. Tom havde et kammer for sig selv nede i stalden ved side af køerne.

Sussi, Hanna og Maggi faldt hurtigt i søvn.

Bitte satte sig op med hovedpuden op af væggen og tæpperne pakket grundigt rundt om benene og maven.

Hun kikkede på sin gulerod, slikkede lidt på den og tog så en ordentlig bid. Av, sagde Bitte og spyttede gulerod stykket ud i hånden. Der lå en lille hvid tand midt i gulerodsstykkerne. Bitte mærkede efter, og ja, hun manglede en tand i undermunden. Den havde været løs i et stykke tid, men Bitte havde ikke tænkt over eller mærket meget til det. Mens hun sad og så på sin tand, kom hun i tanke om en historie, mor engang havde fortalt:

Når man taber en mælketand, skal den lægges under hovedpuden, før man falder i søvn. Næste morgen ligger der en gave under hovedpuden, og tanden er væk. Tandféen har hentet den.

Bitte kunne ikke helt bestemme sig for, om hun troede på historien, men så sagde hun højt: Det kan jo ikke skade, og så lagde hun tanden under hovedpuden.

Guleroden spiste hun herefter forsigtig ved at bide med tænderne i den side af munden, hvor hun ingen tænder manglede. Med en god fornemmelse i maven lagde Bitte sig til at sove. Hun viklede tæppet godt rundt om benene og helt op til hagen for at kunne holde varmen.

Bitte havde en dejlig drøm, men vågnede brat op ved en lyd i rummet. Hun satte sig søvndrukken op og gned øjnene. Så så hun noget gult og glimtende på sengegærdet i fodenden af sengen. Det lignede en lille dukke, men den bevægede sig, og den havde små blafrende vinger. Bitte stirrede og sagde: Hvem er du, er du en alf eller hvad?

Alfen, som ikke var en alf, men en fé, lo med en klingende lyd som krystal og sagde: Godaften Bitte, nej, jeg er ikke en alf, de findes ikke. Jeg er en fé, og jeg har lige hentet din tand Féen strakte en af de små arme ud og Bitte så en grøn pose med et guldbånd omkring. Posen så ud til at være alt for stor og tung for det lille væsen, men féen løftede posen let og ubesværet. I øvrigt er mit navn Laas, og jeg kommer med besked fra moder Blå.

Moder Blå sagde Bitte og lignede et stort spørgsmål.

Hvem er moder Blå?

Moder Blå er dronning over alle féer i félandet, og hun har besluttet at tilbyde dig en plads blandt féerne, men det vil hun selv fortælle dig senere.

Jeg tror jeg drømmer sagde Bitte og gned sig endnu en gang i øjnene.

"Du drømmer ikke, men læg dig nu til at sove igen. I morgen vil du huske dette, men stadig tro det var en drøm. Moder Blå vil forklare alt for dig inden længe.

Sov nu."

Bittes øjne gled i, og hun faldt i søvn. Hun drømte om alfer, féer og sære skabninger, som hun aldrig havde set før. Da Bitte vågnede igen, var det stadig mørkt, og hendes søskende sov endnu. Da hun ville stå ud af sengen, fik hun viklet tæppet rundt om begge ben og landede på gulvet med et brag. Bitte lå helt stille og tænkte: Bare de små ikke hørte mig, de vil le og gøre grin med mig, og kalde mig klumpedumpe og andre dumme ting

Bitte fandt sine sko, fik kjolen på og gik ud i køkkenet.

Mor Sophia var ved at koge grød, men vendte hovedet og sagde:

Godmorgen Bitte, har du sovet godt?

Ja tak, sagde Bitte og kom i tanke om drømmen.

Tanden, råbte hun og for ud af køkkenet, hen ad gangen og ind på værelset. Hun flåede hovedpuden op og kikkede, der hvor puden havde ligget". Der var ingen tand.

Tanden, Tanden, råbte hun så højt, at de små vågnede og stirrede på hende.

Mor Sophia kom ind på værelset.

Hvad råber du så højt for, du vækker jo hele huset.

Tanden, sagde Bitte, "alfen, nej féen har taget den!

Hun lagde den i en stor grøn pose. Hun hedder Laas, og hun sad på sengegærdet, se", sagde Bitte, og pegede ind i sin mund, hvor tanden havde siddet. Mor Sophia kikkede og begyndte at le.

Søde Bitte du har haft en livlig drøm.

Nej, nej jeg bed i guleroden, og tanden faldt ud. Jeg kom i tanke om en historie, du har fortalt om, at tandféen kommer og henter mælketænderne, så jeg lagde den under hovedpuden, og nu er den væk.

Den er nok faldet på gulvet. Har du set på gulvet og inde under sengen? spurgte mor.

Bitte kastede sig ned på gulvet og kravlede ind under sengen. Hun formåede at slå sit baghoved mod sengebunden, og en tot hår satte sig fast i sengespiralerne.

Av, av, råbte Bitte og kastede hovedet til siden for at få håret fri. Der er ikke noget hernede, jeg sagde jo at féen har taget den.

Hun kravlede ud igen og så, at hendes søskende stirrede på hende, men de sagde ikke et ord. Mor Sophia rystede puden og tæppet. Der var ingen tand.

Men da Sophia ville glatte lagenet, så hun noget hvidt ligge på kanten af madrassen op mod væggen. Hun tag det op og kikkede på det. Det var en lille figur af en enhjørning lavet af, hvad der lignede elfenben.

Bitte sagde mor, hvad er dette? Bitte kikkede og sagde meget stille:

Det er jo gaven i bytte for min tand, hvor er den fin.

Hendes søskende kom hen for at se gaven. Hanna rakte hånden frem. Må jeg holde den? Spurgte Hanna.

Mor Sophia rynkede panden og så meget betænkelig ud.

Jeg må hellere beholde den, indtil vi finder ud af, hvad dette er for noget. Bitte, er du sikker på, du ikke har set denne figur før?

Bitte var grædefærdig.

Mor, det er min gave fra Laas, vil du ikke nok give mig den? Lass sagde at moder Blå ville komme på besøg og forklare tingene. Må jeg ikke nok få min figur? Nu så mor Sophia nærmest skræmt ud.

Bitte, du har altid haft en livlig fantasi, men nu gør du mig nervøs. Jeg må tale med far om dette. Så gik mor Sophia ud af