Savn: Skæbnefortællinger III

By Pia Brandt Danborg

Om at miste. Og savne. For efter det at miste kommer det at savne. Og være foruden.

Og dog, savnet kan komme før tabet, hvis man aldrig har haft mulighed for at miste det, som man har kær. Fordi man aldrig har haft det nær.
Uanset hvad gør det ondt.

Dette er en bog fuld af håb.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 16, 2020
• ISBN: 9788743081876

Pia Brandt Danborg

Pia is a Danish author as well as a trauma-releasing therapist, a social worker in psychiatry all while homeschooling her two children. Pias greatest aim in life is to advocate more respectful and loving environments where people meet, everywhere in society - school, sports, work and so on. "To help the children is to help the whole world, our future. Helping the parents is part of helping the children." Pia is formerly a neurobiologist with fiver years of experience researching adverse effects from psychiatric drug use.

Book preview

MØRKE

1. OPERATION iPAD

Han var kun to år, da han prøvede første gang.

Og nøj, hvor var det spændende. Det kunne hans forældre se med det samme, hvor betaget han var hvor nemt han fandt ud af at bruge det elektroniske vidunder. Alle de flotte, blinkende farver, alle de ting, man kunne foretage sig, alt det, man kunne kontrollere og styre rundt med. Jo, han var virkelig betaget. Der var så meget, han kunne mestre på den lille skærm.

Han elskede det.

Han elskede det også, da han var fem år.

Det var i den alder, faktisk netop på hans fem års fødselsdag, at han fik sin egen iPad.

Tillykkeeeeee og hip hip hurra, skat, søde Jonas, håber du bliver glad for din nye iPad.

Glad?!

Han blev virkelig glad. Han strålede som en sol.

Endelig. Så kunne han endelig selv bestemme over sin helt egen iPad.

Han var glad og stolt. Det var en virkelig god gave. Han husker, at han kyssede og krammede mor og far, Rikke og Søren hedder de, fordi de havde taget den dejlige beslutning at give ham sin egen iPad. Så løb han to sejrsrunder omkring sofabordet med sin fantastiske gave højt hævet over hovedet, men uden indianerhyl og boogie woogie, blot med et enkelt langt JAAAAAAH.

Og så sætter han sig ind i sofaen og begynder at udforske og arrangere. Koncentrationen og opslugtheden lyser ud af ham, som det blå lys fra skærmen spreder sig omkring ham, omfavner ham, allerede inden han rammer sofapuderne. Han får et særligt drag om munden, en ubehagelig trækning, der indeholder en snert af smerte, men det er der ingen, der lægger mærke til der. Det er jo hans fødselsdag. Fem år. Wow.

Han har jo brugt iPad længe, så han har set og erfaret en masse omkring opsætning og layout og yndlingsspil. Og en helt funklende ny iPad er helt tom og næsten uden programmer og spil, så han skal jo gøre den til sin egen. Sin egen, helt egen, iPad.

Han swiper rutineret mellem apps og faner.

Jonas synes, at den nye tablet skinner. At den er meget flot. Han lover sig selv altid at passe på den.

Jonas' forældre kigger på ham ovre fra fødselsdagsbordet, hvor de sidder og spiser boller og lagkage sammen med mormor og morfar og dem ovre fra nummer tolv. Dem fra nummer tolv er familiens venner gennem mange år, og de besøger hinanden tit. Dem i nummer tolv, Asta og Jens, har en pige, Sigrid, der er to år ældre end Jonas, men hun er ikke med i dag, hun er til gymnastik. Jonas er også ligeglad, han gider ikke lege, slet ikke med piger. Han vil hellere sidde med sin iPad. iPad er for fedt.

Se, hvor dygtig han er. Han har bare tjek på det der med IT. Han er så hjemmevant med det. Han kommer helt sikkert ikke bagud på det punkt, han er med helt fremme. Det har vi sørget for, for vi har givet ham alle muligheder og adgang til tablets helt fra starten.

Asta løfter det ene øjenbryn, men siger ikke noget. Jens siger kort, at han er glad for, at deres pige Sigrid går til gymnastik og klaver. De har faktisk slet ikke nogen iPad i deres hjem.

Rikke fnyser næsten umærkeligt og spørger, hvordan de så klarer sig?

Klarer sig? De klarer sig da fint, svarer Jens, mens han undrer sig fornemmelsen af Rikkes modstand mod deres beslutning. Hvordan skulle de ikke klare sig, bare fordi de ikke har en iPad, det forstår Jens ikke.

Jamen, er hun ikke bagud i skolen i forhold til det med at kunne bruge en computer og den slags?

Både Asta og Jens ryster på hovedet, lidt som svar på spørgsmålet, men også lidt ad Rikke, som tror, at kun med iPad drejer verden rigtigt rundt. Næh, det er hun slet ikke, hun klarer det så fint, hun er ikke bagud.

Søren kigger på Rikke med et sigende blik. De tror nu alligevel ikke helt på dem fra nummer tolv. Ikke lige nu. Nej, man er først helt med fremme og med på noderne, hvis man har fået det ind, helt fra man var lille. Og Søren og Rikke vil give Jonas det bedste udgangspunkt for at få et godt og rigt og succesfuldt liv, og her må man være med teknologisk. Det går så stærkt i dag, så man skal være med for ikke at blive hægtet af. Man skal være med fra starten.

Rikke kigger igen på Jonas og smiler stolt til ham, selvom han ikke ser det.

Han sidder derovre i sofaen, sammensunket i puderne, helt opslugt af sit nye legetøj. Han fik sin gave af Rikke og Søren først, så han har endnu ikke vist nogen interesse for de andre gaver på bordet. Der er ellers en del, flot pakket ind. Asta tager sig selv i at tænke, at hun synes, det er mærkeligt, at drengen ikke har interesse for de andre gaver. Men det ligger nok i opdragelsen og rollemønstrene.

Pludselig føles det for Søren som om, at Jonas er alt for langt væk, helt alene sidder han og ordner sin iPad. Han sidder i halvmørket, der er kun lyset fra den mesmeriserende skærm, der ubønhørligt holder Jonas fast. Han sidder bøjet over det blå lys med armene foldet ømt om den lille tablet, næsten som et kærlighedsforhold. Og det er det måske også.

Jonas ser film. Så sidder han helt urørlig og ser på skærmen i halvanden time, helt uden at bevæge sig. Søren bryster sig af, at Jonas er så god til at koncentrere sig. Og Rikke, hun er bare glad for, at han ikke er så urolig som andre børn.

Andre børn er så vilde. Selv Sigrid, som er syv år, og selvom hun er en pige, hun vil altid lege med dem, de voksne, når de to familier er i hinandens selskab, spille kort eller brætspil eller skak, synge, danse, ud og lege, bygge huler, bygge Lego, og den slags. Det er til at blive skør af, synes Rikke. Alt for meget uro. Det er dejligt, at de har sådan et roligt barn, der kan finde ud af at koncentrere sig.

----------

Der er gået femten år.

Som tiden dog flyver af sted.

Jonas er en ung mand nu. Gammel nok til at flytte hjemmefra, hvis er sådan, det skal være. Men det er det bare ikke, ikke for Jonas.

Sigrid er til gengæld flyttet hjemmefra. Hun bor i København, hvor hun læser idræt på universitetet på andet år, og hvor hun fortsat dyrker gymnastik. Hun har det ifølge Asta og Jens' udtalelser godt, der er fuld fart på hendes liv med alle mulige spændende ting. Alle de ting, som Sigrid er vild med.

Jonas sukker tungt.

Gid, det var ham.

Men det er det ikke.

Langt fra.

For Jonas har smerter.

Hele tiden.

Det begyndte tidligt, omkring fem år, men tog kraftigt til, da Jonas var omkring elleve år. Han fik ondt i nakken oftere og oftere, især når han sad med iPad'en. Men han kunne ikke slippe den, ville ikke, der var så meget at se, så meget at afprøve, så mange spil at gøre færdige, SÅ meget at lære.

Jonas er en sand mester på en iPad. Han fik en ny, da han blev ti år. Han er virkelig god til spil og redigering af videoer og grafiske udtryk og .. tjah, Søren og Rikke ved ikke altid helt, hvad han laver på den iPad der. Han er online på sociale medier, det har han nikket ja til, da de spurgte, men ellers ved de ikke noget. De stoler på, at han ved, hvor grænsen går.

Det ved Jonas også godt. Han er en god dreng.

Han har bare så allerhelvedes ondt i nakken. Og det stopper ikke der. I starten var det bare nakken, der var øm. Han ignorerede det, spændte imod, han havde noget, han skulle undersøge, arrangere, færdigredigere, you name it, på sin iPad.

Senere begyndte smerterne at trække ned i skuldrene, armene, hænderne. Hænderne begyndte at få de her snurrende, stikkende fornemmelser. Jonas fik hovedpine, smerter i halsen, smerter omkring ørerne, ondt i øjnene, ondt i kinderne. Ente på skift eller alle stederne på en gang.

Han følte en stramhed omkring brystet, han havde svært ved at strække sig, når han følte behov for det ind imellem. Hans muskler på forsiden af kroppen var simpelthen blevet for korte, hans bindevæv for stramt og ufleksibelt. Når han gik, lignede han en gammel mand, selvom han kun var teenager.

Men han blev ved med at sidde med sin iPad, så sad han bare på en maksimal dosis af smertestillende. Ofte, alt for ofte for så ung en dreng.

Lige indtil den dag, for et års tid siden, da hans nakke sagde smæld, og hans ryg nægtede at holde ham. Han faldt sammen i et smertehelvede og lå bare der i en tæt omfavnelse med iPad'en og græd af smerte.

Han blev kørt på skadestuen, og de undersøgte ham, forsigtigt, sagde de, men Jonas synes, at de var meget hårdhændede. Han blev sendt hjem med en støttekrave om halsen, ligesom når man har været ude for en ulykke og fået beskadiget nakken, samt et støttekorset om brystkassen for at holde på ryggen.

Jonas fattede ikke en skid. Søren og Rikke fattede endnu mindre.

Hvad sker der?

Jonas er ked af det. Han kan ikke sidde med sin iPad, når han har den dumme støttekrave på. Virkelig træls. Hvad skal han så tage sig til?

Skal han bare sidde og glo ud i luften?

Jonas kan ikke komme på andre ting, han kan foretage sig. De seneste femten år har stort set alt, hvad han har foretaget sig, foregået på iPad.

Et sted indeni Jonas er der en erindring om noget.

Han får en ide. Hans ansigt lyser helt op, både af stolthed over egenhændigt at have fået en ide, men også over forventningen til det gode, der kan ske lige om lidt.

Jeg ringer til en af mine venner.

Men Jonas har ingen venner, han kan ringe til. Hans venner findes i cyberspace, på den anden side af jorden, han har aldrig og vil formodentlig aldrig møde dem.

Jonas rammes af en overvældende følelse af ensomhed. Tårerne triller ned ad kinderne.

REJS JER OP - bogstaveligt talt!

DR, nyhederne, fredag den 23. februar 2030.

Af journalist Lise Ha-Kastrup

Mange unge har allerede som teenagere store problemer med deres nakke og ryg grundet deres stillesiddende liv med tablets og lignende teknologi.

Det er det værste, vi nogensinde har set, udtaler overlæge Hans Sandergård, så mange unge mennesker, som vi er nødt til at operere for nakkeproblemer, i så ung en alder, det er alarmerende og meget bekymrende!

I Sundhedsministeriet er de også bekymrede og vil allerede nu igangsætte indsatser for at skabe mere aktive børn og unge, så de kommer væk fra deres elektroniske udstyr. Ifølge de seneste opgørelser har hver tredje unge mellem 12-17 år dagligt store smerter grundet en for stillesiddende hverdag.

Jonas er indstillet til operation.

Han forsøgte i en periode med genoptræningsøvelser for at aktivere og styrke muskler i ryg og nakke, og udstrækning for at forlænge bindevæv og muskler på forsiden af kroppen, men det var ikke nok. Det gav ikke tilstrækkeligt gode resultater, og Jonas havde stadig mange smerter.

Jonas skal have skiftet en disk ud både i nakken og i øvre ryg, samt han skal have forlænget sit bindevæv i halsen og ved skuldrene. Det er en operation, som kun er udført få gange tidligere. Jonas tilfælde er særligt grelt.

Hvis operationen går godt, så kan Jonas se frem til et halvt års genoptræning på et særligt center, hvor de ved noget om bindevævsoperationer. Han vil skulle træne to til tre timer om dagen for at blødgøre bindevæv og arbejde musklerne og senerne længere. Og det er forbudt at bruge iPad og andet elektronisk udstyr. Han må se TV, hvis det er monteret på væggen højere end halvanden meter oppe over gulvet, og ellers ikke. Og maksimalt en halv time om dagen.

Jonas er virkelig, virkelig bange. For de har også talt om risici ved operationen, hvis det ikke går godt. Det er ubærligt at tænke på. Så vil smerterne fortsætte i samme eller værre grad, så vil det være slut med iPad resten af livet, så vil det være umuligt at gøre ret meget. Så vil han være handicappet, resten af livet. Der er ikke udsigt til, at han kan drage fordel af en