Tryk

By Mads Kamp

Ebbe lever et stille liv med rette linjer og orden i sagerne, men en efterårsnat i 1996 ændres alt.

Et møde med en ny musik og en kvinde, vender op og ned på alting. Den velsignede anonymitet forsvinder, og Ebbe kastes ud i et nyt liv, med kærlighed, rockmusik og ufrivillig sex.

En poetisk ode til 90'ernes grunge. En kærlighedsroman om afhængighed, synæstesi og omvendte kønsroller.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 26, 2019
• ISBN: 9788743016670

Mads Kamp

Mads Kamp (f.1980) Forfatter, dramatiker, dramaturg og tegner. Og derudover eksponeret for kunstnerisk skørlevned. Skriver om det moderne menneske og alle dets elskelige idiosynkrasier med humor, satire, kærlighed og magi. www.madskamp.com

Book preview

Af samme forfatter:

Dag Ni

Kunstnerisk Idékatalog (med Jens Kamp)

Formaldehyd for alle Pengene!

Hud

www.madskamp.com

www.læsden.dk

Tak til musikken der aldrig slipper.

Indholdsfortegnelse

DET FØRSTE DER SKER

ALT DET DER SKETE

DET SIDSTE DER SKER

DET FØRSTE DER SKER

Aftenen er knugende stille. Asfalten våd. Ikke en lyd at høre. Altså bortset fra trafikken et par gader derfra. Hans fodtrin klakker mellem boligerne. Gamle arbejderboliger. Nu moderniserede. Træk og slip. Gulvvarme. Termoruder.

Det er koldt. Han får det indeni som udenpå. Kun oplyst af gadelamper og enkelte vinduer. Varme fra skandinavisk indrettede lejligheder. Centralvarme og plaider. En lille træabe i en vindueskarm.

Han slår kraven op. Regnen fugter issen. Slår stille mod nakken. Så stopper den, og kun en svag vind bevæger sig dovent gennem gaden.

Ikke en lyd.

Der var også stille derhjemme. Det var derfor han gik ud. Der var for stille. Også selvom han satte Mahler på grammofonen. Grammofonen?

Jeg er ved at blive gammel, tænker han.

Tænk at 38 føles så gammelt. Med de prognoser der er for den slags, så er han vel omkring halvvejs nu. Han bryder sig ikke om tanken om at blive gammel.

Men hvem gør også det?

Døden har han intet imod. Den virker som et naturligt punktum for den sætning der er hans liv. Og der må være orden i tingene. Alt skal slutte på et eller andet tidspunkt. Så længe der er styr på det. Han er ikke bange for døden. Den er fin nok. Det er rart med en udløbsdato.

Alderdommen derimod, tænker han. Men tanken kommer ingen vegne. I stedet kommer hænderne op af lommerne. De griber fat om den kolde efterårsluft.

Måske skulle man lave et testamente.

Men hvem han vil testamentere noget til, er han ikke sikker på. Der er ikke så mange i hans liv. Henrik fra arbejde kan få hans jazzplader. Hans mor kan tage sig af resten.

Henriette kan få…

Henriette skal ikke have noget. Henriette har været ude af hans liv i lang tid nu. Det har været rart uden hende. Rart med mere ro. Rart at kunne sætte sin egen orden i tingene. Rart ikke at skulle tage hensyn. Ro og orden. Orden i sagerne. Rene linjer. Konceptuelt, klart liv.

Så Henrik og mor. Det er der jo ikke mange ben i.

Det er dejligt uden flere forstyrrende elementer. Det overbeviser han sig selv om. Hver dag.

Bare stå op. Gå i bad. Tage bussen på arbejde. Ordne arkiver. Bøger og tidsskrifter. Konstant akkumulering af data. Tage hjem. Høre en plade. Skrive en anmeldelse til Gaffa. Gå på Bent J med Henrik. Tage hjem. Gå i seng. Gentag, med eller uden Bent J. Så meget god jazz har de heller ikke der. Faktisk ikke en skid god jazz. Røvballejazz fra gamle alkoholiserede saxofonister, der aldrig blev til noget. Som bare emulerer. Simulerer.

Så en øl om torsdagen. Kaffe med mor om søndagen.

Han tænker på anmeldelsen, han skrev til aften. Han glemte at understrege forholdet mellem Cape-jazz og Afro-kubansk. Hvordan pladen adskiller sig fra Ethno, kommer han godt ind på i artiklen. Redaktøren på Gaffa har det dog med at skære meget væk i det han skriver.

Du behøver ikke skrive en doktordisputats hver gang, siger han.

Men hvorfor forstår han ikke. Det hele skal åbenbart være så let tilgængeligt. Så overfladisk. Læst på to minutter.

Hvorfor vil folk ikke vide noget mere?

Han forstår det ikke og går videre. Lytter til lyden af sine skridt. Ordner dem i perfekt 4/4. Jazz kan virke kaotisk på nogen, men der er orden i det. Selv i improvisationer kan han finde strukturer. Han vil gå ned ad Ingerslevs Boulevard. Der er tingene i orden. Lige rækker. Lige veje. Træer i nøjagtig afstand. Ro, overblik og hvis man bare kunne fjerne bilerne, så kunne man rigtig nyde det. Eller endnu bedre, fjerne menneskene. Han skifter retning.

Han tænker på Palle alene i verden, og forstår ikke hvorfor det skulle skræmme nogen.

I et vinduesspejl ser han sig selv. Den mørke spejling. Sorte huller midt i ansigtet. Ingen øjne. Anonymitet. Det er godt at være ingen lige nu. Det giver ham ro. Det siger han til sig selv.

Men han er ikke helt ærlig. Han har bare ikke indset det endnu. Eller i hvert fald har han ikke tænkt sig at behandle det nu. Jo mere man er alene, jo svære er det at komme tilbage til andre mennesker igen. Han fortrænger den lille sitren i tæerne. Den lille spænding i nakken. 4/4. Han koncentrer sig om takten.

Han har ikke altid været alene. Der var Henriette og hendes familie og hendes venner og hendes kollegaer. Men han vil ikke tænke på det. Han blev træt af at skulle forholde sig til dem. Sådan var det. Konstant blev han slæbt med til familiearrangementer, og Henriette skulle hele tiden noget med nogen. Og han var indlagt til at følge med og forsøge at forholde sig til mennesker, der dybest set ikke sagde ham en skid.

Jeg har det bedst med en lille omgangskreds. Meget lille. Så lille at den næsten ikke kan registreres.

Tanken om at ingen vil bemærke hans død, vækker ikke nogen stor opstand i ham. Han fejer den væk. Den kommer med jævne mellemrum. Nogen ville måske sige at han skulle tage fat om det. Gøre det til et problem. Men det er deres eget problem. De projicerer. Nej, giv ham et liv i takt. Imellem parallelle linjer. Hvor man maler indenfor stregerne. Uden kompleksitet. Uden kaotiske mennesker.

Han træder udenom en flækket fortovsflise. Skubber et efterladt cigaretskod i kloakristen. Fnyser af en hundelort.

Nu dukker en ny lyd op. En dunken. En hidsig støj længere fremme. Der er lys bag en matteret rude i et etplanshus. Huset passer ikke ind mellem de næsten 100 år gamle firetagers boligkarreer. Det lille betonhus med det flade tag for enden af gaden. I skarp kontrast til de høje mursten og rosetter. Hack Kampmann møder sovjetisk betonkonstruktivisme. Automatisk får han antipati mod bygningen.

Det er musik. Han kan ikke høre hvilken slags. Det er i hvert fald ikke klassisk. Han kan også høre nogen råbe. Det virker som et angreb mod den stille aften. En baldret rude i et helt nyt drivhus. En enkelt sort sky på en blå himmel. En rusten cykel i strandkanten. Som et angreb mod hans person.

SÅ STOPPER DU DET PIS DER! Lyder det derindefra.

Han stopper. Han parerer en ordre der slet ikke er tiltænkt ham. Og godt det samme, for nu splintres ruden ud på gaden kun en meter foran ham. Glasskår over det hele. På fliserne, chaussestenene og i vandpytterne. Musikken tordner ud på gaden sammen med splinterne. Det er en dyb og aggressiv guitar og bas. Energiske trommer og en forvrænget vokal. Han genkender ikke nummeret eller bandet eller genren. Det hele flænger aftenen. Glas og musik.

Lyden af ting der vælter følger efter.

Nej, nej, NEJ! Ikke den!

Ikke hva' for en?

Ikke den. Please, lad vær!

Det lader ikke til at den ene eller anden derinde har tænkt sig at lade være. Der lyder et højt brag og musikken standser abrupt.

DET gjorde du bare IKK' DET DER!

Man kan næsten høre at der bliver givet en brutal skråt-opfinger og så en dør, der bliver åbnet et andet sted i det lille betonhus.

Varsomt træder han forbi vinduet. Skårene knaser under de pudsede sko. Han prøver at lade være med at kigge ind i huset, men det er umuligt. Lokalet derinde ligner et gammelt og ramponeret værtshus. Der er en bar og dagligstuemøbler i samme lokale. Endog en seng. Rundt omkring på gulvet ligger ting, der ikke skal ligge på gulve. En mager mand på hans egen alder sidder bøjet over et stereoanlæg, der ser ud til at være faldet ned fra baren. Et hav af CD'er fylder gulvet og lyset spiller i dem.

Han tvinger sig selv videre. Det er ikke pænt at glo. Og vist endda ulovligt at kigge ind ad andres vinduer. Så vidt han husker. Den kolde stilhed fra før omslutter gaden. Eller hele byen.

Lyden af en lighter møder ham, da han træder om hjørnet af det lille hus. En cigaretglød lyser op.

Hun ser ikke på ham. Har alt for lidt tøj på til at være ude i det her vejr. Posede jeans. Mørkeblå. En stram, stribet top og en gammeldags undertrøje udenpå. Sorte støvler. Håret sat op i en krøllet, mørk og rodet bunke. Hun er bleg. Har en lang hals. Og for meget make-up.

Så opdager han, at han er gået i stå. Betragter alt for meget. Godt nok har hun ikke opdaget ham, men det vil hun, når han igen begynder at gå.

Han prøver at gøre sig klar til en eventuel ordveksling. Men han har ingen idé om hvad han vil sige. Et godaften virker for banalt.

Døren går op og redder ham. Fyren fra huset, eller baren eller hvad det nu er, kommer ud og kaster en bunke CD'er og en sportsjakke ned bag pigen.

HER! Tag dit lort med dig! siger han højt og anklagende.

Hey, behandl mine ting ordentligt!

I lige måde, kælling.

Døren lukker.

Der var også en taske til CD'erne!

Døren går op igen og en sort neoprenmappe med lynlås kommer flyvende ud og rammer hende over skulderen. Hun taber sin cigaret.

Fede, gamle PIK!

Døren smækker hårdt.

I ly af udvekslingen træder han lidt tilbage, så det ikke virker som om han har stået og set på. Hun er i færd med at samle CD'erne op, da han træder om hjørnet.

Skal du have hjælp? spørger han og samler de to nærmeste skiver op. Der står Soundgarden på den ene og Sonic Youth på den anden. Begge er meget ridsede.

Hun skynder sig at samle resten op. Stopper dem bare ned i CD-tasken uden orden, mens hun skeler irriteret til ham. Unaturligt hurtigt begynder det at regne igen. Han står bare der med de to skiver i hånden. Som altid akavet overfor det modsatte køn.

Hendes hånd rækker ud efter dem, og han afleverer. Hun lugter af røg og øl. Han kan ikke fornemme hendes alder. Men hun er yngre end ham. Han stirrer bare på hendes smalle næse. Hun smiler et forbeholdent smil. Der mangler et hjørne af den ene fortand. Hun har forsøgt at sminke sine fregner væk.

Tak, mumler hun.

Regnen tager til. Han samler hendes jakke op, for hun har hænderne fulde af musik. Gør mine til at lægge den over hendes skuldre. Hun tager tøvende imod.

Bor du her i nærheden?

Så snart ordene har forladt hans læber, kan han høre hvor dumt det lyder.

Hun begynder at gå. Han tager tre skridt efter hende. Hun sætter farten op, så han standser. Han vil ikke mase sig på. Havde bare pludseligt brug for lidt menneskelig kontakt. Men det havde hun nok fået rigeligt af for én aften. Og på den måde synes de at være to helt forskellige steder.

Han venter lidt. Overvejer hvilken vej han skal gå. Videre mod Ingerslevs Boulevard? Han ender med at følge efter hende i den modsatte retning.

Jeg går bare tilfældigvis samme vej, tænker han.

Men han ved at det langt fra er tilfældigt.

Regnen tager til, men han er ligeglad. Fokuserer kun på at holde sig præcist så langt fra hende, at hun ikke føler sig forfulgt. Hun drejer ned ad en anden gade. Husene er lidt lavere her. Byhuse i forskellige farver. En byplanlægger har insisteret på træer langs den smalle gade. Biler overalt. Hun går ind gennem en port. Han standser da han når dertil. Stjæler et blik ind. Hun er i færd med at låse en dør til huset i gården op. Hun går ind.

Han venter lidt. Der tændes lys i et vindue. Så slukkes det, og han går ubemærket ind i gården. Her roder, og vissent ukrudt er skudt op langs murene. Han vil bare lige én ting. Det er ikke ulovligt. Højst lidt besynderligt en tirsdag aften klokken 23.30.

Brådgaard, Kristina.

Det er skrevet med hård tusch på et stykke malertape.

Så tordner det, og han farer sammen. Braget ryster de gamle huse, og trykudladningen dirrer i hans knogler. Det virker ildevarslende. Eller også er det en velsignelse. Det kan man vel selv tolke på.

Det er da for koldt til tordenvejr.

Det er det. Alt for koldt. Trykket kommer ud af ingenting.

Nu tændes lyset i vinduet igen. Han ser det genspejlet i et andet vindue i gården. Ser spejlingen af Kristina Brådgaard der sætter sig i sin vindueskarm, og han hører at hun tænder en smøg. Han skimter svagt, at hun er nøgen. Sådan ser det i hvert fald ud. Regnen dæmper sig lidt. Hvis han går nu, vil hun opdage ham. Han tør ikke bevæge sig. Står bare der ved hendes falmede, grønne dør og skutter sig. Betragter hende i smug. Det er pirrende. Han vil ikke være ved det, men det er pirrende. Og ubehageligt på samme tid. Måske er det det, der er pirrende. Der lyder svage, depressive toner fra vinduet nu. En klagende, melodisk rock flyder med regnen ned ad husmuren. Han kender ikke sangen, men den prenter sig ind i hans hukommelse.

"… she lived like a murder how she'd fly, so sweetly. She lived like a murder but she died, just like suicide…"

Han er slet ikke til den slags musik. Hvad er det de kalder den? Grunge? For ham har det altid været jazz eller klassisk. Han elsker strygere. Symfonisk svulstighed eller minimalistisk følelsesprikkeri. Det her er voldsomt i sin melankolske rytme. Nu er der solo. Vrængende elguitar. Hule trommer. Klar form. Tekst han slet ikke forstår, men alligevel giver mening. Normalt vil han ikke have tekst. Det er for meget. Han kan bedst lide musikken uden at skulle tænke på mennesker. Alligevel stikker det i hele hans krop. Det rammer ham med nåle og splinter, der borer sig ind i ham. Mørket omkring ham. Omkring dem. Fornemmelsen af torden.

Nummeret slutter. Han ser at hun løfter en fjernbetjening og stopper pladen. Hun vil ikke høre mere. Sidder bare og ryger og sender det gulbrune filter ud i gården.

Han prøver at lægge mærke til hendes krop. Han ved at han aldrig vil se hende igen, og at hun på ingen måde vil være interesseret i ham. Han er for gammel. Alt, alt for gammel. Og det er en kliché at en på hans alder finder en ung og smuk partner på hendes. Hun har små bryster og vorterne peger opad. Men det er også koldt. Maven laver små bølger, når hun sidder der. Hun slår håret ud. Det er kun skulderlangt. Regnen forsvinder igen, og nu begynder hun at græde. Hun sidder der i sit elfenbenstårn og græder, mens han står hernede og fryser.

Rapunzel, lad dit hår ned.

Så buldrer endnu et tordenbrag, og det lyder som om det er lige over dem. Som om det opstår her i gården. Han får næsten slået luften ud. Hun klamrer sig til midtersprossen. Er lige ved at falde ud. Hvis hun faldt ned, ville hun lande lige i de rustplettede havemøbler ved siden af ham.

Hun bander. Lukker vinduet og står lidt og ser ud.

Spejlbilledet er ikke nok, så han drister sig til at træde et par skridt ud og se op mod hende. Hun ser op mod himlen. Hun er smuk. Meget smuk. På en anden måde end en antik buste. En omvendt måde. Ikke klassisk køn. Ikke hugget i marmor, men levende. Ligesom den kugle af lys der hænger på himlen og trækker et spor efter sig. Er det et stjerneskud? En meteor?

Noget prikker bag hans øjne. Han kigger ikke væk. Hun heller ikke. Så forsvinder kuglen.

Han glipper med øjnene. Hun slukker lyset.

Han tæller til 30 inden han går ud på gaden igen.

Frederiksbjerg er stille, våd og kold som før. Intet har ændret sig for andre end ham. Men han mærker at noget er anderledes.

Hele natten er hun i hans tanker. Det er som om hun er klæbet fast til hans hjernebark.

Kristina Brådgaard.

Som en af de der drømme, der er så heftige, at de ikke kan rystes af. En af de der drømme, hvor man føler noget så meget, at man slet ikke er vågen dagen efter. Hvor man er så vred, så ked eller som i det her tilfælde, så forelsket og opfyldt af kærlighed, at dagligdagen opfattes gennem et sløret filter.

Han har ikke haft det sådan i lang tid. Måske har han aldrig haft det sådan før. Han kan kun fokusere på én anden ting, sangen. Han må høre den igen, men hvordan skal han finde den?

ALT DET DER SKETE

Hovedbiblioteket var støvet, og han syntes der var rodet. Noget helt andet end hans egen arbejdsplads. Eller også var det bare fordi rodet af hashhoveder i Mølleparken blev trukket med ind i den røde bygning.

Bibliotekaren gloede spørgende på ham.

Det bliver nok lidt svært, sagde hun. Hun var karikaturen af en bibliotekar. Som om det var en uniform, hun tog på hver morgen.

Det er jo meget lidt at finde noget ud fra. Vi har ikke sangtekster i vores database. Ved du ikke mere om den?

Jeg hørte bare teksten. Han følte sig pinlig berørt over at sige det. Som om han begik noget kriminelt eller tilsølede mindet fra i går. Som om han var Kristina utro. Som om han afslørede noget privat. Det eneste han havde af hende.

Han kom i tanke om CD'erne han havde samlet op.

Hvad har I med Sonic Youth eller Soundgarden?

Bibliotekaren slog noget ind på computeren. Hun rejste sig og viste ham ned mellem rækkerne af blå plastikomslag. CD'er overalt. Hun standsede ved kategorien 'Rock' og pegede på 'S'.

Det skulle være her.

Tak.

Han følte sig dum og ventede til hun var ude af syne, før han bladrede gennem det blå plastikhav. Han var utryg ved at stå her. På udebane. Han anede ikke noget om det her. Han sejlede i ukendt farvand og havde ikke noget kompas.

Men det tog ikke lang tid. Den hellige gral lyste mod ham. Han fik stød af albummet, da han rørte det. Sort hæfte. Sort CD der skulle ligne en vinylplade. Det måtte være det næstsidste nummer.

Han så sig om, bange for at nogen ville genkende ham her blandt CD-kasser og bogmure. Lidt derfra stod en samling blå institutionsmøbler. Han stillede sig hen til de afskyelige sofaer. Her kunne man lytte. Der sad en ældre mand med hovedtelefoner på. Han læste Stiften. Overfor ham, en kvinde på hans egen alder. Slidt, som han havde lagt mærke til at alle kvinder på hans egen alder så ud. Hun havde nok børn.

Han prøvede at vise meget tydeligt, at han gerne ville lytte til sin CD. Den ældre mand var fordybet i sin avis. Kvinden derimod lettede lidt på hovedtelefonerne og smilede til ham.

Jeg skal lige lytte lidt mere.

Ja, jeg har ikke travlt, svarede han, men skjulte knapt sin utålmodighed.

Hvad skal du høre?

Hvad?

Hvad skal du høre? Jeg hører Joni Mitchell.

Nå.

Han var fløjtende ligeglad.

Kender du ikke hende?

Jo jo.

Det er måske ikke lige dig? spurgte hun ligefremt.

Ikke lige nu.

Jeg synes det er vildt, hvordan hun bare rammer noget sårbart og ærligt…

Gider du blive færdig? afbrød han. Han var ellers aldrig så uhøflig.

Nå nå, svarede hun indigneret. Jeg prøver bare at dele noget.

Ja, det er fint, men det er faktisk ret vigtigt at jeg finder det rigtige nummer.

Ja, det skal jeg love for.

Hun satte demonstrativt lyden tilbage for ørerne, og han vidste at hun ikke ville blive færdig lige foreløbig. Han kom til at tænke på mængden af bakterier på hovedtelefonernes puder. Hun var grim, syntes han. Objektivt var hun vel ikke. Men lige i det øjeblik syntes han, at hun var grim. Med sin fornuftige frakke over benene. Det latterlige tørklæde om halsen. De fornuftige sko. De røde negle. Det slidte røde hår. Den begyndende rynkede hud.

Han forestillede sig at se hende nøgen og blev sur. Hun var træls. Hun ødelagde hans rus fra i går. Sat i sine vaner var hun. Han mærkede sit lem blive mere slapt end det allerede var. Og gudhjælpemig om ikke hun forsøgte at smile til ham igen. Hun pegede på CD'en. Lagde hun an på ham?

Uanstændigt.

Du ligner ellers ikke en der hører sådan noget musik.

Fanden om hun ikke også var forudindtaget. Han sukkede som svar.

Hvad er det der er så vigtigt?

Hun bliver ved.

Igen et suk.

Jeg skal bare høre denne her sang, okay? Han viftede med det sorte album.

Nu blev kvinden rød