Nekromantiker: Den Sorte Sjæl

By Seth Storm Rosenaa

Han blev tør i halsen, en kvælende tørke. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Følelsen af at det kom nærmere og nærmere. Han sank en klump. Med næsen mod væggen lå han og turde ikke vende sig om. Blodet pumpede kraftigt i hans krop. Underlig nok vidste han, at det var skyggemanden, det kunne han mærke. Ligesom den på hans tegning fra sidste uge. Det var ikke første gang, at den kom. Den stod nu helt henne ved hans seng og bøjede sig ned over ham.

Markus Skyggedahl, en 12-årige dreng, som lever sammen med sin stedfar i et social boligbyggeri på vestegnen. Men en dag opdager han, at han har en sort sjæl.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 16, 2020
• ISBN: 9788743081890

Seth Storm Rosenaa

Seth Storm Rosenaa er født i 1977, uddannet gartner og er paranoid skizofren. "Nekromantikeren - Den Sorte Sjæl" er hans debut som forfatter.

Book preview

hende…

1.

Hvis man dukkede ned under de regnfyldte skyer, der drev hen over himmelen, ville man bemærke et virvar af asfalterede veje, der snoede sig i det tæt bebyggede landskab. Fabrikker med osende skorstene, store kontorbygninger og myriader af huse, som blev brugt til beboelse. Sådan boede og levede menneskene i det land, der hed Danmark. En asfaltjungle, hvor hver centimeter blev udnyttet til profit, og hvor kapitalismen havde kronede dage. Nye bygninger, nye veje, flere indkøbscentre, flere industrier … jo mere, des bedre. De fleste mennesker var blevet vant til at leve på den måde. En overflod af materialisme og overfladiske realityshows fyldte disse menneskers hverdag - var de lykkelige? Sikkert ikke. Men det var ikke alle, der nød godt af livets goder. Mange levede i skyggen af samfundet.

Lad os nu bevæge os til udkanten af København, helt præcist til Vestegnen. Store, grå, grimme kasser var plantet i landskabet, socialt boligbyggerier, som bylder på en arret krop. Her boede de socialt udsatte, skæve eksistenser, psykisk syge, alkoholikere, arbejdsløse og ikke mindst en masse muslimske indvandrere og deres efterkommere.

I en af blokkene øverst oppe var der et vindue åbent på halv, og hvis vi zoomede tættere på, kunne vi se en 12-årig dreng, med halvlangt, hvidt hår sidde på en kontorstol ved et skrivebord i gang med noget. Ud ad vinduet kunne man høre, Drømmer med Bremer/McCoy fra en CD-afspiller, der stod på en gammel Ikea-reol. Drengen var i gang med at tegne. Han sad dybt koncentreret og griflede med blyanten ned på et stykke papir. Drengen var i gang med at tegne et makabert mord med overbevisende præcision og realisme.

Rundt om i værelset hang tegninger, som vidnede om drengens kunstneriske evner. Væggene var dækkede med fantasifulde, men realistisk udseende tegninger af makabre hændelser, ulykker og vold. Der var også nogle med monstre og dystre landskaber. Det var ikke en helt almindelig dreng, vi havde med at gøre. Han sad ikke foran en computer eller iPad dagen lang, men brugte sin tid på at tegne.

--------------------

Markus sad fordybet med næsen nede i det papir, han var i gang med at tegne på. Det var et af hans bedre. Han brugte det meste af sin skoletid og tiden derhjemme med at tegne. Jo mere makabert, des bedre. Der skal ikke farves med farveblyanter, det skal stå som sort/hvid kontrast med en masse grå nuancer, ligesom alle hans andre tegninger. Kontraster, han elskede kontraster. På en måde virkede tegningerne mere levende. Han kunne fremhæve det mere morbide og bringe liv til tegningerne, bringe melankoli eller uhygge i et opdigtet nattelandskab på en kirkegård. I forrige uge havde han tegnet et skyggemenneske stå over en seng i de mørke nattetimer, hvor månens lys var det eneste, der oplyste rummet. Det havde fået ham til at gyse. Normalt rørte de uhyggelige tegninger ham ikke, men lige denne her gjorde.

Tegningen afsluttede han med at underskrive nede i hjørnet med sin initialer, MS, Markus Skyggedahl. Han rejste sig op for at skifte musik på CD-afspilleren. Musik købte han i genbrugsbutikker, når han havde penge. Men det var sjældent. For det meste stjal han det, han skulle bruge. Indtil videre var det gået godt, han var ikke blevet nuppet en eneste gang.

Markus havde hverken mor eller far. Hans mor var død, da han var spæd og hans far kendte han ikke. Nu levede han sammen med sin fordrukne stedfar i en tre-værelse lejlighed i Danmarks røvhul, Vestegnen. Der var tre ting, hans stedfar lavede; drikke sig fra sans og samling med sine smudskede venner, se pornofilm hver aften, eller råbe ad fjernsynet når Brøndby spillede kamp i weekenden. Han var en klam, alkoholiseret sut, der hev sig i elastikken hver aften, syntes Markus. Så han brugte sin tid på at drømme om fantastiske ting, det ene scenarie efter det andet, om at leve i en helt almindelig familie med en mor og en far. Men han havde også mere dystre forestillinger, tanker der var så sorte og morbide - om mord, drab og lemlæstelse. Lige så sorte som hans tegninger. Nogle gange blev han forskrækket over sig selv, og de tanker han havde. For var det normalt?

I skolen gik det heller ikke så godt, han var upopulær i klassen og Dennis var altid efter ham. Han kunne ikke helt huske hvorfor, men han ved, at det startede i de mindste klasser. Men rent fagligt klarede han sig godt.

Markus fløj op fra sine tanker, han skulle huske at vaske tøj i dag. I dag var søndag og i morgen startede en ny skoleuge. Han ville ikke give de andre børn mulighed for at sige at han lugtede, eller at han havde det samme tøj på to uger i træk. Han tog tøjet af og gik ud på toilettet for at sætte en maskine over. 40 grader, noget vaskepulver og så noget skyllemiddel til at tage den værste røglugt. Han havde lært, i en tidlig alder, selv at stå for de forskellige huslige pligter, for hans stedfar var som regel for forsumpet til at gøre noget som helst. Et hurtigt kig ind i stuen på vejen tilbage til sit værelse, fortalte om et svin, der levede derinde. Tomme øldåser flød over det hele, beskidt tøj lå hulter til bulter og pornofilms-DVD'er lå spredt ud over det hele ved fjernsynet. Markus havde set de fleste af dem, når hans stedfar ikke var i lejligheden.

Gardinerne var trukket for, og det var mange år siden, at noget sollys havde haft magt derinde. Ved siden af det overfyldte askebæger på stuebordet lå en pakke cigaretter. Markus gik over og tog et par cigaretter og tændte en af dem, tog et dybt hvæs og pustede røgen ud. Det var bedre. Han gik ind på sit værelse igen og lukkede døren.

Han stod foran antikspejlet og kiggede på sig selv, kun iført et par underbukser. Det halvlange, hvide hår skinnede, da en solstråle brød frem fra de regnfyldte skyer og fyldte værelset med lys. To blå øjne kiggede ud på ham, de havde en stærk livsgnist i sig. Rundt om næsen var et par lyse fregner. Gamle damer plejede at komme hen til ham og nive ham i kinden eller klappe ham på hovedet, da han var mindre, og sige at han var nuttet. Hvis de vidste, hvad han lavede med sin tissemand om aftenerne, ville de ikke synes, at han var nuttet mere. Han var slank af bygning og ikke så høj som sine klassekammerater. Han kunne nemt gå for en 3-4.-klasses elev i stedet for en 6.-klasses. Cigaretten puttede han i munden og spændte sine armmuskler foran spejlet, der var ikke meget at komme efter. Nogle muskelmand var han ikke. Han tog sig i skridtet.

»Sut den,« sagde han til spejlet. Han lod cigaretten dumpe ned i askebægeret. Der var noget, der var anderledes end de andre dage. I løbet af de sidste par dage var der kommet en følelse inde fra brystet, som om noget var begyndt at spire. Han kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad det var. Men det var næsten en kildrende fornemmelse. Mon det var optræk til en influenza?

-----------------------

En puslende lyd vækkede Markus. Han lå med lukkede øjne i sin seng og lyttede. Hans stedfar måtte været komme hjem for længst, så det var ikke det. Han lyttede. Stilhed … kun afbrudt af stedfarens snorken på sofaen i stuen. Mere stilhed … der var en følelse af, at nogen eller noget var i hans rum. Hårene begyndte at rejse sig, som om han fik gåsehud. Han blev tør i halsen, en kvælende tørke. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Følelsen af at det kom nærmere og nærmere. Han sank en klump. Med næsen mod væggen lå han og turde ikke vende sig om. Blodet pumpede kraftigt i hans krop. Underlig nok vidste han, at det var skyggemanden, det kunne han mærke. Ligesom den på hans tegning fra sidste uge. Det var ikke første gang, at den kom. Den stod nu helt henne ved hans seng og bøjede sig ned over ham.

»Skrid!« råbte han højt og vendte sig om mod den. En indre kraft, der voksede inde i ham, eksploderede ud i rummet med et sort lysglimt og derefter en trykbølge, der fik alle hans tegninger til at blafre. Alle hans ting fra reolen røg ned på gulvet. Stilhed … døren gik op.

»Hvad fanden forgår der her? Kan vi fucking få noget nattero, din lille lort!« Stedfaren stod i døren iført et par boksershorts og uglet hår.

»Ja, John. Undskyld.«

»Møgunge,« mumlede John og smækkede døren i efter sig.

Hvad var det lige der skete? Markus satte sig op i sengen og tændte lyset. Han kunne stadigvæk mærke, at der var en indre kraft i ham, der boblede helt ud til tæerne, en summen i kroppen. Han kiggede ud i værelset, der var ikke noget spor af skyggemanden. Alt lignede sig selv. Hvad var det lige han gjorde? Og hvad var det for et væsen, der var ved hans seng? Markus sad og spekulerede. Han havde oplevet noget lignende før. Det meste var rare og behagelige oplevelser når han sov. Nogle gange, når han lå og sov, kunne han mærke, at en kat kom op fra fodenden af sengen og lagde sig til rette ved hans ben, og nogle gange var der en barnehånd der lige så stille lagde sin hånd ind til hans hånd. Men mest af alt, kan han huske et par kvindehænder, der forsigtigt masserede hans fødder, mens han lå og sov. Han kom altid til at fnise, for han var kilden under fødderne. Den her skyggemand var anderledes. Man kunne mærke ondskaben pulse ud af den, og den havde ikke noget ansigt, kun øjne, men ingen ben, den svævede i stedet. Markus var helt sikker på at den havde onde intentioner - han havde svært ved at trække vejret, og følte sig kvalt. Men hvad var det for en kraft, der havde taget bolig i ham? Det summede og boblede i ham stadigvæk. Han slog tankerne hen, slukkede lyset og lagde sig til rette. Derefter sov han.

2.

Markus vågnede med et sæt næste morgen. Han havde sovet for længe oven på nattens begivenheder. Han mærkede efter. Jo … følelsen var der stadigvæk, det summede og boblede i ham. Det føltes nærmest som en lykkefølelse, og et velvære bredte sig i hans krop. Han skyndte sig at tage sit tøj på, løb ud på toilettet for at tisse, pjaskede noget vand i hovedet og børstede tænder. Løb ind på sit værelse og greb sin skoletaske, discman og ørebøfferne til disc-man’en. Tog sin sweater på og en vindjakke ud over, uden at lukke den. Om halsen hang ørebøfferne, det var sådan nogle store nogle fra halvfjerdserne. Når han var ude af lejligheden, havde han dem altid rundt om halsen. Man vidste aldrig, hvornår man havde brug for musik. I en time, i frikvarteret eller bare når man gik på gaden.

»Nåh, du er nok på vej til skole.« John sad i sofaen med en øl i den ene hånd og kløede sig i kuglerne med den anden. Han var stadigvæk ædru, så der var håb.

»Ja, jeg er ved at komme for sent.« Markus stod forsigtigt og betragtede sin stedfar og fulgte hver eneste bevægelse med øjne.

»Bare han er i godt humør, bare han er i godt humør,« hviskede Markus for sig selv. John rejste sig langsomt fra sofaen og gik med sløve skridt hen til Markus. Det var ikke til at se om han var i godt eller dårligt humør. Markus krympede sig sammen hvor han stod, da John tårnede sig op foran ham. John stank af gammel øl, urin og sved. Der blev stille. Så hævede John armen og svingede den med en sådan kraft, at det fik Markus’ kranie til at synge - og så en gang til, så tårerne stod ud af øjnene på ham.

»Skal du stjæle fra din egen far, din ludersøn! Der mangler to smøger fra den pakke, der lå på bordet.« Han rystede Markus som en kludedukke.

»Du er ikke min far,« hylede Markus, så tårer og snot stod ud af hovedet på ham. Der blev stille.

»Hør, du må vide at jeg elsker dig på min egen måde, det må du vide.« John rettede på Markus’ tøj.

»Lad os glemme det der er sket. Tør øjnene og se at komme i skole,« sagde han roligt.

»Jah,« snøftede Markus. Han stod dér i entreen et par sekunder og sundede sig og tørrede øjnene. Sådan var John altid, og Markus måtte tage et par på skrinet af og til.

Ude på trappegangen duftede der som altid af madlavning og af eksotiske krydderier. Markus tog en ordentlig indsnusning og åndede så ud igen. Han var ved at blive i godt humør, det skyldtes nok den nye kraft inde i ham. Han skulle lige til at gå ned ad trappen, da nabodøren blev flået op og en mandsperson fløj ud og ned af trappen. I hælene trampede en arrige kvinde i undertøj med et par sko i hænderne.

»Ronnie!« skreg hun ned. »Hvis du ikke bringer mig noget rygeheroin og coke inden frokost, så er det forbi imellem os. Din store lort!« Og så kastede hun hans sko ned efter ham.

»Ronnie! Du glemte dine sko, din fucking luderkarl!« Man kunne ikke høre hvad Ronnie svarede, men det fik kvinden til råbe ned af trappen.

»Det kan du fucking selv være, mors lille luderdreng!« Hun stod der og prustede et øjeblik.

»Godmorgen, Stella,« sagde Markus forsigtigt. Hun vendte sig om og gloede olmt på ham.

»Det er fucking ingen god morgen. Nu skal jeg leve med de værste abstinenser indtil det fucking røvhul kommer tilbage med varerne,« hvæsede hun, så spyt og savl stod ud af munden på hende.

»Fuck, fuck, fuck.« Hun hamrede hånden ind i betonvæggen. Så smækkede hun døren i efter sig med et brag. Der blev helt stille.

Sådan er det hver mandag, tænkte Markus.

Han gik ned af trappen til etagen nedenunder. Der stod fru Stanka, en ældre kvinde, i døren med sine store guldøreringe, sortkrøllede hår og sjal om skuldrene. Markus vidste, at hun var sigøjner.

»Godmorgen, fru Stanka,« han var lidt bange for hende. Hun drejede hovedet og så med et gennemborende og alvorligt blik på ham.

»Jeg ved hvad du laver med din tissemand om aftenerne, din lille beskidte knægt. Mine tarotkort fortæller mig alt, Gud ser alt, din lille beskidte knægt … selv min egen søn var en beskidt lille knægt,« jamrede fru Stanka med sigøjner-accent, og så forsatte hun talen på et sprog, Markus ikke forstod. Han gik i en stor bue uden om fru Stanka og videre ned af trapperne.

Halvvejs nede kunne han høre et skænderi foregå på Tyrkisk. En mand i sort habit og et stort overskæg og med en mappe i hånden, stod uden for døren og råbte ind, en kvindestemme inde fra lejligheden råbte noget tilbage.

»Godmorgen, Mustafa,« sagde Markus.

»Det er ikke nogen god morgen,« brummede Mustafa og rettede på slipset. »Jeg kommer for sendt til jobcenteret, og min kone har brændt maden på igen. Vi har været gift i tyve år, og hun kan stadigvæk ikke finde ud af at lave mad,« brokkede Mustafa sig og derefter trampede han ned af trappen i høj fart.

Så tog Markus trappen endnu en etage ned og skulle lige til at tage næste etage med, da en af dørene til lejlighederne sprang op.

»Jeg tænkte det nok det var dig, Markus. Jeg kan genkende dine fodtrin på trappen.« En storbarmet kvinde i stram, rød kjole og fyldige læber viste sig i døren, hun røg på en smøg. Duften af stærk parfume sivede ud fra lejligheden.

»Hej Laila. Jeg er på vej til skole,« sagde Markus og kunne ikke fjerne øjnene fra hendes store barm. Han havde aldrig set så store bryster som Lailas før, de var enorme. Han var helt sikker på, at de kunne poppe ud af den stramme kjole, hvornår det skulle være.

»Skal du ikke ud og have kunder i dag?« fortsatte Markus uden at fjerne øjnene fra hendes bryster.

»Ikke i dag, jeg har sådan en hovedpine. Men vil du hører noget sjovt?« sagde hun og bøjede sig ned over ham, så brysterne var ved at vælte ud af kjolen. Markus’ øjne var ved at trille ud af hovedet.

»Jo, forleden var der en kunde, som ville have sig et blowjob. Alt imens jeg havde hans pik i munden, sagde han, at han ikke ville betale mig for mit job og at han kunne få det bedre et andet sted ... med ét bed jeg mig fast,« Laila klappede tænderne sammen for lydeffektens skyld. Markus krydsede automatisk benene og holdt sig om skridtet. »Du kan tro han hylede, peb og bad om nåde, men jeg blev ved. Til sidst måtte han gi’ sig og han måtte betale, slukøret og ondt i pikken!« Laila brød ud i latter og Markus grinte med.

»Godt det ikke var mig,« sagde han.

»Sveske, når du bliver gammel nok, skal du få et put hos din tante Laila, helt gratis.« Hun aede ham på kinden. Markus smilede som en sol.

»Men indtil da må du komme forbi, så vi kan spille ludo og drikke kakao sammen, som vi plejer.« Markus tog afsked med Laila med et klem, og hun stak ham en halvtredser. Laila var altid god at snakke med, især hvis han havde spørgsmål om hvordan kroppen virkede eller kærlighedskvaler. Det var sådan nogle ting man burde lære i skolen, mente han.

Da han nåede ned til stueetagen, sukkede Markus. Der stod blemanden som sædvanlig. En nøgen, halvgammel mand med en stor voksenble på, stod og stirrede tomt ud i luften.

»Skal du ind til mig?« spurgte manden åndsfraværende, da han fik øje på Markus.

»Nej, hr. Larsen. Jeg skal ikke ind til dig,« svarede Markus irriteret. Laila havde forklaret Markus, at sådan endte man, hvis man drak sin hjerne ud, da han havde spurgt ind til hr. Larsen. Markus tænkte på sin stedfar, sådan måtte han jo også ende.

»Kom her, hr. Larsen. Du skal have dit bad i dag.«

En hjemmehjælper kom frem bag døren og gennede hr. Larsen ind i lejligheden igen.

Luften var frisk, da han kom udenfor, vinden tog i hans hvide hår. Det var heldigvis holdt op med at regne, men pytterne lå der endnu. Bladene havde antaget gyldenbrune farver på træerne, og man kunne mærke i luften, at det var efterår. Morgentrafikken var tung som sædvanlig, biler brummede og flere steder kom cyklister farende uden at se sig til hverken højre eller venstre. Han tog ørebøfferne på og tændte for Chimères med Ray Lema og fandt sin sidste smøg frem, som han havde taget fra sin stedfar, og tændte den. Det var bedst at ryge den nu, hvor der ingen lærere var. Det var blevet problematisk at komme til at ryge inde på skolen, nu hvor alle var blevet så emsige omkring det.

Han begyndte at gå hen til skolen i raskt tempo. Følelsen fra i nat var der endnu, det summede i kroppen. Det skulle nok blive en god dag. Han passerede et reklameskilt med letpåklædte kvinder på, for et eller anden undertøjsprodukt. Længere henne kom bussen susende forbi, overklistret med et banner, der må have noget at gøre med store bryster. Det var hvad Markus opfangede fra den reklame. Ved en elektronik- og tv-butik standsede han op og så, at de sendte date mig nøgen på TV2 Zulu på alle tv-skærmene. Men ingen af dem havde så store bryster som Lailas. Hvis han skulle date nogen, så skulle det være en som Laila … eller Irene. Tanken om Irene fik hans hjerte til at slå hurtigere. Dejlige Irene med det lange lyse hår, det varede ikke lang tid, før han skulle se hende igen. Markus satte tempoet op.

--------------------

Skolen ringede ind, han kom med sikkerhed for sent. Det myldrede med børn og forældre. Biler og cyklister der forlod stedet i al hast. Andre, der var ved at skynde sig ind på skolen, for ikke at komme for sent. Kirsebærskolen hed den skole, Markus gik på, og han gik i 6.B. De var seksogtyve elever i klassen, nogenlunde ligeligt fordelt med drenge og piger. Det var en stor skole, han gik på. Kommunen havde sammenlagt flere skoler for at spare penge og for at maksimere udbyttet.

Han havde ikke rigtig nogle venner i klassen, de syntes at han lugtede underligt og gik i det samme slidte genbrugstøj. Han havde selvfølgelig prøvet med sin stedfars deodorant, men lige meget hjalp det. Og det var Laila, der hjalp ham med at finde nyt tøj i genbrugsbutikkerne, for det var hans stedfar ikke behjælpelig med. Det var også her han fandt en discman og de gamle ørebøffer. Han havde ikke penge nok med til det, men Laila forbarmede sig og købte det til ham. Og så var der selvfølgelig Dennis og hans slæng, der var efter ham i frikvartererne, eller hvor de nu kunne komme til det. Han havde flere gange fået tæsk i skolen og måtte gå hjem med en blodig næse eller flækket læbe. Han blev ofte skubbet til på gangene eller råbt ukvemsord efter sig. Det var Markus’ hverdag og det var derfor han ikke brød sig om at gå i skole. Han var ellers lærenem og skulle kun havde det forklaret én gang, hvorimod hans klassekammerater skulle havde det at vide flere gange. Det gav Markus mulighed for at sidde og tegne, hvilket han var godt tilfreds med. På den måde kom han aldrig til at kede sig.

Markus skyndte sig ind på skolen - de andre børn var gået til time, så der var mennesketomt på gangene. Han hængte sin vindjakke på knagen og gik ind i klassen. Alle vendte sig om, da Markus trådte ind i lokalet.

»Sæt dig ned og find dine ting frem, Markus,« sagde Hans, som var deres dansklærer. »Som jeg var ved at sige, så skal I fotograferes i dag - så i anden time går vi ned til gymnastiksalen sammen, og der vil være mulighed for at sætte håret og rette på sit tøj i omklædningsrummet. Det har jeres forældre fået at vide igennem intranet, så I burde forhåbentligt også vide det.« Der spredte sig en panik i Markus. Fotograferes? Han anede ikke at de skulle fotograferes i dag. Hans stedfar havde hverken computer eller smartphone, han var bare en bums med øl. Markus kunne mærke, at hjertet slog hårdt i brystet og han svedte i hænderne. Febrilsk kiggede han rundt på de andre børn og kunne se, at de var i deres stiveste puds og med ordnet hår. Selv om han havde fået at vide at de skulle fotograferes, så havde han ikke haft et sæt pænt tøj at tage på. Han havde kun to sæt tøj, som han skiftede imellem hver anden uge. Det hørte til sjældenhederne, at hans stedfar brugte penge på ham. Børnechecken gik til øl og smøger. Markus sank sammen på stolen og følte sig ulykkelig.

»Og så vil jeg minde jer om, at der er skole/hjem-samtale på fredag, jeres forældre har igennem intranet fået besked, og jeg ser helst, at I også møder op.«

Skole/hjem-samtale? Lort! tænkte Markus. Sidste gang hans stedfar var med til forældremøde, var det ved at gå galt, for John stank mistænkeligt af øl og havde skabt sig over for klasselæreren. Det tegnede til at blive en rigtig lorteuge. Markus sukkede tungt.

»I skal slå op på side 34 og læse til og med side 40 i jeres læsebog og der skal ikke snakkes,« forsatte Hans. Det havde Markus læst for længe siden, så istedet tog han sin skitseblok frem og begyndte på et nyt makabert værk, det skulle omhandle et skelet der stiger op fra sin grav. Der gik lidt tid med det. Så kom han i tanke om noget.

»Pssst. Omar, pssst,« hviskede Markus til sin sidemand. »Hvor kan man købe cigaretter her på skolen?« Omar kiggede irriteret på ham og hviskede tilbage:

»Prøv Rikke fra 9.C, min storebror siger, at hun kan skaffe alt.«

»Der skal ikke snakkes!« tordnede Hans’ stemme, og med store skridt kom han ned ved Markus’ og Omars pladser. Omar begravede hurtig næsen i bogen og så uskyldig ud.

»Hør, hvorfor læser du ikke i din danskbog, Markus?« Hans stod bukket ned over ham.

»Jeg har allerede læst de sider,« svarede Markus og kiggede op på hans lærer.

»Men du skal ikke sidde og tegne. Find din danskbog frem og læs siderne igen.« Markus sukkede endnu engang og tog modvilligt sin danskbog frem fra tasken. Hans sniffede med næsen og så sniffede han tættere på Markus.

»Sig mig, lugter du af tobaksrøg, Markus?« Der blev fniset i klassen.

»Min stedfar ryger derhjemme,« fremstammede Markus.

»Aha,« sagde Hans eftertænksomt, hvorefter han gik tilbage til katederet og fremdrog en notesbog, som han begyndte at skrive i. Markus begyndte at læse i danskbogen, men efter tredje forsøg på samme afsnit opgav han. Han kedede sig og lod øjnene vandre rundt blandt sine klassekammerater. Så faldt hans øjne på Irene, som sad helt fremme ved katederet. Der sad hun, med sit lange lyse hår, og så yndig ud. Det siges, at hun kom sammen med en fra 8. klasse, og at hendes familie var velhavende, som støttede op om det principielle ved folkeskolen. Det var derfor hun ikke gik i privatskole. Markus havde ikke mod på at snakke med hende, hun var yderst populær blandt drenge og piger og omgav sig med en stor gruppe tilhængere i hvert frikvarter. En ting var sikker, han fik gummiben og hjertebanken, hver gang hun var i nærheden.

Markus sad og stirrede på Irene et stykke tid, så skete der noget uventet. Fra det ene øjeblik til det andet, brød et fint, klart