Uventet Mord: Astro-krimiserien Stjernehimmel 4

By Marian Hanson

Hans hånd faldt ned uden at nå glasset. Døsigheden overmandede ham, og hans hoved faldt kraftesløst ned på sofaens ryglæn. Munden åbnede sig, og en dyb, besværet snorken markerede hans åndedræt.
Hans gæst iagttog ham et øjeblik, indtil han var sikker på, at hans vært var dybt bevidstløs.
Derefter rejste han sig og trak et par éngangshandsker frem fra sin bukselomme ...

En serie pyromanbrande hærger astrolog Emma Johnsons nabolag og skræmmer beboerne i Petersville.
Indtil nu er ingen blevet dræbt i forbindelse med brandene.
Men billedet ændres, da gården, der er nabo til Emma, bliver brændt af, og beboeren omkommer i flammerne.
Især da det viser sig, at hans død ikke var tilfældig.
Det var overlagt mord.
Hvem er det næste offer?

"Uventet Mord" er fjerde bind i serien "Stjernehimmel" med astrolog Emma Johnson.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 13, 2022
• ISBN: 9788743066392

Marian Hanson

Marian Hanson er bosiddende i Danmark, er uddannet journalist og har virket som sådan hele sit liv. En årelang interesse for astrologi - og krimier - resulterede i "Stjernehimmel-serien" med astrolog Emma Johnson som gennemgående figur.

Book preview

KAPITEL I

"M en du... slog dem ihjel! Du dræbte dem alle sammen!"

Bill følte at hans anklage blev en del af den tåge, der samlede sig omkring hans gæst. Det hele var tåget. Han var selv en del af denne tåge.

Han forsøgte at samle sig og rakte hånden ud efter sit glas for at styrke sig og komme denne mærkelige tilstand til livs.

Hans hånd faldt ned uden at nå glasset. Døsigheden overmandede ham, og hans hoved faldt kraftesiøst ned på sofaens ryglæn. Munden åbnede sig, og en dyb, besværet snorken markerede hans åndedræt.

Hans gæst iagttog ham et øjeblik, indtil han var sikker på, at hans vært var dybt bevidstløs.

Derefter rejste han sig og trak et par éngangshandsker frem fra sin bukselomme. Iført handskerne greb han det glas, han selv havde drukket af, bar det ud i køkkenet og, stående ved køkkenbordet, vaskede han det omhyggeligt af, tørrede det og satte det tilbage i skabet.

Derefter tørrede han nødtørftigt de flader og dørhåndtag af, han muligvis havde rørt ved. Hellere være ekstra omhyggelig, selvom det egentlig ikke burde være nødvendigt. Det ville være et mirakel, hvis noget fingeraftryk overlevede resten af planen.

Han gik stilfærdigt ud i entreen og tog sin overfrakke på, hvorefter han forsigtigt åbnede yderdøren.

Det var blevet sent, og mørket havde sænket sig over landskabet. Den eneste lyd, der hørtes, var den stille vind, som rørte træernes grene. Alt andet var tyst. Ingen trafikstøj her, så langt ude på landet, og med nærmeste nabo mindst fem kilometer væk.

Den unge logerende sov formentlig fast. Ligesom Bill havde han en forkærlighed for de våde varer, så han ville være halvt bedøvet på dette tidspunkt af døgnet.

Gæsten nikkede tilfreds hen for sig. Så gik han stilfærdigt i gang med at samle forskelligt materiale sammen fra gårdspladsen: På tide nogen ryddede op i alt det skrammel. Men nu ville der ryddet op fra grunden af, så at sige. Gæsten tillod sig et lille smil.

Han stablede resultatet af sin oprydning hen foran hoveddøren: Kasseret træ og brædder, som havde ligget ude i flere sæsoner og nu var blevet tørre og frønnede, og andet brændbart materiale. Det var dog utroligt, som folk sjuskede, uden at tænke på sikkerheden! Han fnøs foragteligt hen for sig, mens han tog et overblik over bunken, han havde stablet sammen foran døren.

Det burde være nok.

Han vendte sig og gik stilfærdigt over mod laden og bagom den. Her han havde sat lidt nødvendigt tilbehør fra sig, da han ankom, og det stod stadig og ventede på ham.

Bill havde ikke vidst, han ville komme på besøg, og derfor havde han ikke set, fra hvilken retning, gæsten kom. Af samme grund havde Bill heller ikke haft lejlighed til at undre sig over, at han ikke havde hørt nogen bil køre ind på gårdspladsen.

Mest forundret var han over besøget i det hele taget.

Gæsten havde for en sikkerheds skyld fortalt Bill, at han havde parkeret lidt nede ad grusvejen, der fra landevejen førte op til gården — mere fordi han ikke var helt klar over, hvor fremkommelig grusvejen ville blive længere fremme, havde han forklaret.

Gæsten bøjede sig og tog den benzindunk frem, han for nogle timer siden havde sat fra sig op mod ladens bagvæg, helt skjult i ukrudtet.

Tilbage ved kanten af gårdspladsen tog han et forsigtigt overblik, før han resolut skråede over til hoveddøren. Her skruede han benzindunkens låg af og hældte omhyggeligt indholdet udover den stabel brændbart affald, han havde anbragt foran døren, idet han sørgede for at sjaske noget af væsken op på selve døren.

Så smed han den tomme dunk fra sig og fandt fra sin frakkelomme den æske tændstikker, han havde medbragt.

Latexhandskerne gjorde hans fingre mindre smidige end normalt, og da han famlede efter tændstikkerne, fik han fat i tre på én gang.

Nå, så meget desto bedre. Han trådte et par skridt tilbage af hensyn til de usynlige dampe fra benzinen, før han strøg alle tre tændstikker på én gang og smed dem hen på den gennemvædede bunke af træaffald.

Han sprang hastigt tilbage, da ilden omgående antændte dampene, og derefter i løbet af få sekunder fik rigtig fat og sendte meterhøje flammer til vejrs. Ilden slikkede grådigt op ad døren og fik hurtigt fat i den nederste kant af taget. Om et øjeblik ville flammerne have bredt sig til trækonstruktionen, som bar tagpladerne. Og nu...

Han vendte sig og forsvandt i stilfærdig hast, idet han på ny tog ruten bag om laden, tværs over en græseng og over mod en nærliggende skov, hvor han havde parkeret sin bil.

Mark vågnede af sin dybe søvn og følte, noget var galt.

Helt galt.

Han kæmpede sig op til overfladen af sin bevidsthed og forsøgte at sætte sig op, men anstrengelsen resulterede i et voldsomt hosteanfald.

Det sved i lungerne, når han forsøgte at trække vejret. Hans hånd famlede efter væglampens lyskontakt, men fandt den ikke, før et nyt anfald af voldsom hoste satte en stopper for hans bestræbelser.

Han var faldet i søvn henover sin seng med alt tøjet på, og det lille sofabord foran sengen var fyldt med flasker, de fleste tomme eller halvtomme.

Han gjorde en kraftanstrengelse til trods for hosten, og denne gang lykkedes det ham at komme op at sidde på sengekanten.

Månens lys faldt svagt ind gennem vinduet, og nu så han, hvad det var, der fik ham til at hoste: Sort røg bølgede hen langs huset og trængte ind gennem det åbenstående vindue og samtidig ind ad sprækken under døren, som forbandt hans værelse med resten af huset.

Så hørte han lyden: Den frygtelige lyd af noget ondt, som var i færd med at fortære alt i sine omgivelser. Det, som hans vært, Bill, så ofte havde fortalt ham om, et fænomen han havde set og oplevet i sin ungdom, det værste af alt, havde han sagt. Han havde kaldt det ’lyden af fuldstændig katastrofe.’

Mark sad et øjeblik lammet af rædsel. Han følte sig fanget, spærret inde, mens lyden af brølende flammer trængte helt igennem til hans bevidsthed.

Ud! Nu! Men hvordan...

Han rejste sig vaklende og hostende. Hvad kunne han nå at få med sig?

Intet. Det gjaldt livet.

Han kæmpede sig hen til vinduet og stødte på en genstand, der væltede med et hult ’klang.’ Hans guitar. Åh, gudskelov. Hastigt greb han musikinstrumentet fra gulvet, rettede sig op og kylede det ud af vinduet, så langt ud på gårdspladsen, han formåede.

Derefter trak han en stol hen under vinduet, klatrede op på den og derfra op i vindueskarmen, hvor han krummede sig sammen og sprang ud i det fri.

Gudskelov at han havde valgt dette mindre værelse i stueetagen fremfor det noget større på første sal, da Bill havde givet ham tilbuddet.

Krumbøjet kæmpede han sig igennem røgen og ud på gårdspladsen. Her rettede han sig op og så tilbage på huset.

Bill! Han måtte redde Bill!

Lamslået konstaterede han med bare et enkelt blik på gårdens stuehus, at det var umuligt. Den del af huset, der rummede Bills bolig, var fuldstændig omspændt af flammer allerede, og taget var begyndt at synke ned og falde ind i det brændende hus.

Ilden var nu nået ned til den ende af bygningen, hvor Mark havde sit værelse, og han stod som en stenstøtte, mens han iagttog, hvordan en lang flamme åd sig vej ind af det åbne vindue og blev fulgt af et brølende ildhav, der snart lukkede af for hans syn ind til det rum, han netop havde forladt.

Han vidste, det var for sent at redde nogen eller noget ud af det brændende hus. Bill måtte for længst være hinsides enhver mulighed for hjælp.

Alligevel søgte hans hånd ned i bukselommen for at ringe alarm fra mobiltelefonen. Han rodede nogen tid i lommen, før det gik op for ham, at han tidligere på aftenen havde lagt sin telefon fra sig på sofabordet.

Han stirrede på gårdens brændende hovedbygning, mens tårerne løb ned ad hans kinder i chok og sorg.

Bill ‒ væk for altid.

Det samme var hans egen mulighed for et sted at bo, tillige med alle hans ejendele, hans tøj, hans telefon, hans computer, de få penge, han trods alt havde haft ‒ alt. Bortset fra guitaren.

Mark vendte sig og begyndte at gå.

Væk fra ilden.

Da han nåede guitaren, der lå på jorden, bøjede han sig og tog den op.

Uden at se sig tilbage begav han sig op ad den lange sti mod landevejen med guitaren i favnen, let haltende på grund af de bare fødder.

Skoene var blevet flammernes bytte sammen med alt andet.

KAPITEL 2

Gymnastiksalen på Petersville Centralskole var så småt ved at tømmes for mennesker.

Små grupper stod stadig rundt om i salen og småsnakkede efter borgermødet, der havde samlet henved 150 mennesker.

Emma Johnson var på vej mod udgangen, da hun blev indfanget af en kvinde, som strakte en arm ud mod hende fra en af grupperne.

Vent lige et øjeblik, Emma. Vi stod netop og talte om...

Emma sluttede sig tøvende til gruppen, mens hun kastede et blik på sit armbåndsur.

Jo, forstår du... fortsatte Anita Graham, kvinden der havde standset hende, nu med hensyn til den komité, mødet besluttede at nedsætte. Vi tænkte, at det ville være en god idé om du ville deltage i bestyrelsen, som en slags repræsentant for beboerne i yderområderne, forstår du. Du er godt inde i tingene og god til at samle synspunkterne, og så er du velformuleret. Det er så vigtigt, at vi er i stand til at give det rigtige indtryk, hvis vi skal formå at lægge pres på myndighederne. Så hvad siger du...?

Emma tøvede et øjeblik. Hun havde så rigeligt at tage sig til i forvejen, og hun så ikke sig selv som en politisk person. På den anden side drejede det sig om en vigtig sag, hvor resultatet ville få vidtgående indflydelse på hverdagen og livsforholdene for alle, der boede i Petersville og omegn.

Spørgsmålet var: Hvordan ønskede man, området skulle udvikle sig? Hvad var Petersvilles fremtid?

Det var, hvad borgermødet havde drejet sig om. En gruppe driftige borgere havde indkaldt til mødet, og Emma havde fundet det vigtigt nok til at sætte en aften af for at deltage.

Rygterne havde gennem nogen tid gået, at der var planer om et stort forretningscenter i centrum af Petersville. Udefrakommende investorer ønskede et megacenter med butikker, hotel, restauranter, badeland og alt hvad hjertet ellers måtte begære.

På det seneste var der kommet lidt mere fakta bag rygterne, og kommunalbestyrelsens flertal syntes at hælde til det synspunkt, at sådan et center ville skaffe penge og udvikling til kommunen, tiltrække flere turister og således altovervejende være et plus for hele området.

Modstanderne af tanken om kæmpecentret var naturligvis dels de handlende i Petersville, som frygtede, at deres livsgrundlag ville drukne, hvis planerne blev realiseret.

Men også mange andre beboere i og omkring byen tog kraftigt afstand fra tanken: Et så stort center ville dels opsuge al kraft i byen, og dels ville det få indflydelse langt ud over bygrænsen, langt ind i de store naturområder, som omgav Petersville.

En masse turister fra storbyerne ville på én og samme tid blive trukket til området, lokket af et stort center, der kunne tilbyde at dække simpelthen alle fornødenheder. Samtidig ville turistsæsonen give et stort pres på naturområderne, når et stort antal besøgende på én gang begav sig ud i de store skovområder.

’Som en hjemsøgelse,’ havde en af aftenens mødedeltagere udtrykt det, og bittert tilføjet: Det ender såmænd med at megacentret sætter busser ind, så alle de her gæster kan lege safari i vores vildtområder.

Der var bred enighed om, at en så stor koncentration af turister ville mærke de store vilde skovområder, der omgav Petersville, og dermed dyrebestanden i området.

Flere af de vilde dyr i skovene var allerede lidt af en sjældenhed, som for eksempel den sorte bjørn. Hvis denne, og andre arter, kom til at føle sig truet af menneskers stadige nærhed og føle deres territorium voldsomt indskrænket, ville de formentlig trække længere væk og måske helt forsvinde.

Vi vil gerne have udvikling i Petersville, men indenfor rimelighedens grænser. Vi vil ikke være en slags reservat, hvor folk fra storbyerne kan komme og iagttage os som var vi beboere i en zoologisk have. sagde en mødedeltager.

Emma var enig i synspunktet og var blandt dem, der havde stemt for, at man på et nyt møde skulle vælge folk til en komité. Nu så hun pludselig sig selv involveret langt udover, hvad hun havde haft planer om. Men ‒ har man sagt A...

Okay. Lad os bare sige det, svarede hun nu. Indvendigt sukkede hun ved tanken om de ekstra møder, hendes tilsagn ville indebære.

Jeg bli'r desværre nødt til at løbe, men vi ses, sagde hun fortravlet efter at have udvekslet kontaktoplysninger med Anita Graham.

Hun vinkede farvel til den lille gruppe og skyndte sig mod udgangen.

Vel ude på parkeringspladsen stilede hun mod sin bil, en gammel, men velholdt Dodge pickup. Hun låste bildøren op og hoppede ind, tog sikkerhedsselen på og startede.

Hun havde lovet Dwayne at hente ham på politistationen senest klokken 22, og nu var den kvart over. Nå, hun ville lige give ham et ring for at sige, at hun var på vej.

Det var begyndt at regne, og lamperne på politistationens parkeringsplads oplyste de tunge dråber, der faldt skråt ned, båret af en tiltagende vind.

Temperaturen var dalet siden sidst på eftermiddagen, og Emma havde med en gysen tændt varmeapparatet. Hun standsede bilen og spejdede efter Dwayne. Dér kom han fra døren ud mod parkeringspladsen, løbende hen mod hende, mens han forsøgte at dække sig bedst muligt ved at holde en avis over hovedet.

Føj for et vejr, pustede han, idet han hurtigt hoppede ind på passagersædet og smækkede bildøren efter sig.

Selvom turen over parkeringspladsen havde været kort, var det nok til at hans tøj var blevet temmelig fugtigt.

Men pyt — med så dejlig en belønning, grinede han glad og lagde armene om sin kæreste, der varmt gengældte hans omfavnelse.

Dwayne Miller var som 30-årig ansat som kriminalassistent i City og boede som sådan små 100 kilometer fra Emma. Hun vægrede sig ved at opgive sin drømmebolig, et blokhus i de store skovområder i statens vestlige del, hvor hun boede sammen med sin kat, Stella.

Da Dwayne og hans kollega og nærmeste ven, Hank Morrison, sammen havde lejet et hus i udkanten af City, havde begge håbet at det ville lykkes at lokke deres respektive kærester til at flytte ind sammen med dem, men det var foreløbigt blevet ved håbet.

Hanks kæreste, Abby, var Emmas veninde siden skoletiden. Hun arbejdede i City som rådgivende jurist for en række større firmaer.

Ikke desto mindre forsøgte de fire at være sammen ofte, enten i huset i Citys Wood-kvarter hos Dwayne og Hank, eller i Emmas blokhus 10 kilometer fra Petersville.

Emma kunne som praktiserende astrolog selv tilrettelægge arbejde og fritid, men de to politifolks arbejdstider var så vekslende og uforudsigelige, at det alt for tit havde lagt hindringer i vejen for samvær.

Nu havde Dwayne taget en uges ferie, og han og Emma havde besluttet at tilbringe den sammen i hendes lille blokhus, omgivet af roen i den store natur.

Imidlertid var det blevet så som så med roen: En række brande havde hærget Petersville-området, og i hvert enkelt tilfælde havde de brandtekniske undersøgelser efterfølgende afsløret, at branden var påsat.

Endnu var ingen mennesker kommet til skade i forbindelse med pyromanbrandene — men uhyggen bredte sig, mens politiet i Petersville forgæves havde forsøgt at pågribe en gerningsmand.

Formentlig var det kun et spørgsmål om tid, før nogen mistede livet — forudsat at pyromanen fortsatte sit uhyggelige virke, hvad alt tydede på. Indtil nu havde Io brande kostet masser af ressourcer, og mange mennesker havde mistet deres hjem.

Som kriminalmand havde denne udvikling naturligt nok fanget Dwaynes interesse, og han havde snakket med kolleger fra Petersville om sagen. Det var meget hurtigt endt med, at Dwayne havde sagt ja til at give en hånd med i opklaringen, og han var blevet akkrediteret politiet i Petersville.

Dermed var ferien blevet udskudt — endnu engang.

Men i det mindste foregik hans arbejde for indeværende i nærheden, så de kunne være sammen i den fritid, der blev tilovers, tænkte Emma med et suk.

Hun fik et stik af dårlig samvittighed da hun kom til at tænke på, at hun nu selv havde sagt ja til at være med i et komité-arbejde, der formentlig ville kræve en del af hendes tid, og på den måde yderligere reducere hendes og Dwaynes tid sammen.

For slet ikke at tale om hvad Stella, hendes lille kat, ville have at sige om den sag.

Emma smilede hen for sig. Nå, hun måtte så bare sørge for at en stor del af komité-møderne kom til at foregå i hendes hjem, så Stella ikke skulle være alt for meget alene.

Katten nægtede at bruge sin kattelem, og selvom hun var ude meget af tiden i sit store jagt-territorium, var hun meget bestemt med hensyn til, at der til hver en tid burde være nogen hjemme til at lukke hende ind og ud - for slet ikke at tale om at fodre hende.

Hvordan går det med pyroman-sagen? spurgte Emma nu, mens hun styrede bilen ud af byen mod landevejen.

Det går faktisk slet ikke. Det er til at blive rasende over! Dwayne gjorde et kast med hovedet.

"Hvem det end er, der står bag, virker vedkommende på en eller anden måde så umådeligt arrogant. Som nu f.eks. det her med at smide den tomme benzindunk fra sig, så fuldstændigt ligeglad med, at det straks annoncerer den indlysende brandårsag. Men altså ikke mere skødesløst, end at han har sørget for at tørre fingeraftrykkene af. Som en slags udfordring — der altså bare lige involverer en masse uskyldige mennesker og udsætter deres liv og førlighed for ekstrem fare. For ikke at tale om at deres hjem bliver brændt ned!

Kollegerne i Petersville har afhørt alle, som man på nogen måde kunne mistænke: Tidligere kriminelle, psykisk syge, alle mulige grupper, som det lokale politi kender til. Men ingen gevinst endnu. Det hele virker så... tilfældigt. Og for at det ikke skal være løgn, så viser det sig, at i det sidste tilfælde for tre dage siden, hvor en ældre mands hus blev brændt af, at dér var der ingen forsikring til at dække hans tab. Så nu bor han på herberget for hjemløse. Det er så... ja, jeg kan faktisk slet ikke finde ord for det." Han stirrede mismodigt frem for sig.

Emma slap rattet med den ene hånd for at give ham et kærligt klap på låret.

Jeg er sikker på, I nok skal opklare det!

Hun vendte opmærksomheden tilbage mod vejen, hvor regnen stod skråt ned i en strid blæst. Mørket rådede fuldstændigt udenfor billygternes lyskreds, og det krævede en del koncentration at køre. Heldigvis havde de allerede tilbagelagt omkring halvdelen af de ca. 10 kilometer mellem Petersville og det lille blokhus i skovområdet, der var Emmas hjem — og for tiden osse Dwaynes. Emma vidste, at huset ville være varmt og hyggeligt at komme hjem til, eftersom hun havde sørget for rigeligt brænde på kaminen, før hun tog til mødet i Petersville.

På denne strækning var der ikke megen beboelse. Hendes nærmeste nabo ind mod Petersville var en gård, der lå omkring fem kilometer fra hende, og som ejedes af en ældre mand ved navn William Jones.

Hun havde et udmærket forhold til Bill, som hun af og til fik en lille snak med når de mødtes, som regel i Petersville, når de begge havde ærinde i byen.

Uvilkårligt kastede hun blikket mod venstre ud i mørket, hvor naboens gård snart ville være kommet til syne, hvis det ikke havde været for mørket. Gården lå et godt stykke fra landevejen, men kunne lige skimtes, når man kørte forbi i dagslys.

Der gik et sekund, før Emma registrerede, at noget var galt.

Først havde hun underbevidst tænkt, at det da var mærkeligt med den kraftige belysning dér, langt ude på marken på hendes venstre side.

Derefter gik det op for hende, hvad det var, hun så, og hun udstødte et svagt skrig: Åh nej, ikke igen!

Dwayne fulgte retningen af hendes blik. Noget brændte. Og brændte kraftigt. Høje flammer slog til vejrs netop dér, hvor man ville vente at få øje på naboens gård. En ny katastrofe for endnu et menneske.

Kør derned med det samme. Jeg tilkalder hjælp, sagde han og tog sin mobiltelefon frem. Idet han fik forbindelse med alarmcentralen, så han i billygternes skær en skikkelse, der kom gående i vejkanten - en ung mand med en guitar i favnen og et forstenet udtryk i ansigtet.

Emma kørte hurtigt ind til siden og stoppede bilen.

Hallo — hvad er der sket? råbte hun, idet hun hoppede ud af pickuppen og ned i vejrabatten foran den gående skikkelse. I skæret fra billygterne, som hun havde ladet forblive tændt, så hun, at det unge menneske var barfodet, og at hans fødder var blå af kulde.

Han så på hende med et tomt blik.

Bill,sagde han. Bill!

KAPITEL 3

Emma fik en frysende følelse langs rygsøjlen, en isning, der ikke skyldtes den kolde vind.

Siger du at Bill er inde i huset endnu? spurgte hun uroligt.

Jeg går derned. Brandvæsenet er på vej og kan være her om et øjeblik, så du må hellere blive holdende her, så vi ikke er i vejen, sagde bemærkede Dwayne kort efter at have afsluttet opkaldet til alarmcentralen. Så satte han i løb og drejede fra landevejen ned ad grusvejen mod den brændende gård.

Emma lagde en arm om den unge mand, der rystede af kulde og chok.

Lad os først og fremmest se at få dig ind i bilen, så du kan få lidt varme i kroppen, sagde hun og gelejdede ham forsigtigt om til døren i passagersiden.

Han sørgede omhyggeligt for først at bjærge sin guitar, før han selv klatrede ind i bilen. Da han var kommet til rette i passagersædet, samlede han guitaren op og holdt den forsigtigt i favnen, som en mor sit spæde barn.

Emma satte sig ind på førersædet og smækkede hastigt bildøren.

Hvad er der sket? spurgte hun indtrængende stenansigtet ved siden af sig. Hvor er Bill?

Han er derinde.

Det unge menneske slap guitaren med den ene hånd og pegede vagt ned mod brandstedet.

Er du sikker på, at Bill ikke nåede ud? Emmas stemme var blevet lidt skinger.

Den unge mand nikkede, tårerne strømmede ned ad hans kinder og forøgede de lyse striber, som regnen i forvejen havde tegnet i det sodsværtede