Mordets Filosofi: Astro-krimiserien Stjernehimmel 2

By Marian Hanson

Mens hun omhyggeligt låste efter sig, konstaterede hun, at trappen lå hen i mørke. Hun sukkede irriteret, idet hun tog et fast greb om gelænderet og famlede sig ned, trin for trin.
Halvvejs nede fik hun en besynderlig følelse af, ikke at være alene. Hun satte tøvende foden ned på næste trin ...

En række bestialske drab hærger City, og samtidig er der sket en uforklarlig stigning i selvmordsstatistikken. Det giver en masse overarbejde til kriminalassistent Dwayne Miller og hans kollega og ven, Hank Morrison.

Politiet anholder en ung mand, mistænkt for drabene. Men Dwaynes kæreste, astrolog Emma Johnson, ser andre spor: I den mistænktes horoskop er der tegn på forgiftning.
Det giver en helt ny indfaldsvinkel til sagen.
Dwayne kan imidlertid ikke som politimand bruge hendes alternative teori til noget.

Det får Emma og hendes veninde, Abby, til i al hemmelighed at starte deres egen efterforskning ad utraditionelle veje. Samtidig ignorerer Emma uheldigvis en stærk intuition om, at en katastrofe nærmer sig ...

"Mordets Filosofi" er anden bog i serien "Stjernehimmel" med astrolog Emma Johnson.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 12, 2022
• ISBN: 9788743066378

Marian Hanson

Marian Hanson er bosiddende i Danmark, er uddannet journalist og har virket som sådan hele sit liv. En årelang interesse for astrologi - og krimier - resulterede i "Stjernehimmel-serien" med astrolog Emma Johnson som gennemgående figur.

Book preview

AF SAMME FORFATTER

STJERNEHIMMEL 1 - ASPEKT FOR MORD

STJRERNEHIMMEL 3 - BESAT AF MORD

STJERNEHIMMEL 4 - UVENTET MORD

STJERNEHIMMEL 5 - ISCENESAT MORD

STJERNEHIMMEL 6 - BEDRAGERISK MORD

I kærligt minde om min far,

Hjalmar Johannes

Indholdsfortegnelse

KAPITEL I

KAPITEL 2

KAPITEL 3

KAPITEL 4

KAPITEL 5

KAPITEL 6

KAPITEL 7

KAPITEL 8

KAPITEL 9

KAPITEL 10

KAPITEL 11

KAPITEL 12

KAPITEL 13

KAPITEL 14

KAPITEL 15

KAPITEL 16

KAPITEL 17

KAPITEL 18

KAPITEL 19

KAPITEL 20

KAPITEL 21

KAPITEL 22

KAPITEL 23

KAPITEL 24

KAPITEL 25

KAPITEL 26

KAPITEL 27

KAPITEL 28

KAPITEL 29

KAPITEL 30

KAPITEL 31

KAPITEL 32

KAPITEL I

James Hall lagde telefonen og drog et dybt suk, mens han kastede et blik på sin aftalekalender. Ja, det var, som han havde husket det: Dagens trængsler var ikke overstået endnu. Langt fra. Den ene besværlige patient efter den anden.

Han bevilgede sig selv et lille frikvarter og strakte sin lange muskuløse krop, lænede sig bagover i kontorstolen og svingede rundt, så han kunne se ud af vinduet. Udsigten var der ikke noget i vejen med, konstaterede han tilfreds. Byens silhuet af høje bygninger med grønne parkområder og bugtens blå udstrakte dyb bagved, som forsvandt ud i horisonten, gav ro i sindet. Oktober måned viste sig fra sin bedste side med stille vejr og eftermiddagssolen skråt ned over sceneriet.

Hall nød den fredelige stemning et øjeblik, før han svingede stolen tilbage og tog et overblik over sin hyggelige konsultation. Ikke værst heller. Stort og lyst og alligevel tilpas intimt. Udover skrivebordet var rummet møbleret med småborde og en sofagruppe, med en moderne, polstret liggestol og en magelig stol ved siden af - lejet til patienten sammen med et behageligt møbel for ham selv at sidde og lytte i. Det lyse gulv af brede træplanker havde små persiske tæpper, der markerede hver møbel-gruppe som en lille ø for sig, og kunsten på de lyse vægge var moderne, men ikke provokerende. Smukke gulv-tilloft gardiner i en venlig pastelfarve understregede roen, når lyset udefra faldt ind gennem gardinerne.

Joh, konkluderede han med et lille grin, her kunne man faktisk have det fantastisk - havde det ikke været for de pokkers patienter.

Hvorfor i himlens navn var det nu osse lige, han havde valgt en livsgerning som psykiater? Hvorfor ikke et mere stilfærdigt, mindre problematisk erhverv - som f.eks. blikkenslager eller et andet godt håndværk, et fag, hvor man kunne holde fri med god samvittighed efter endt dagsværk?

Tjae... Nogen skulle jo tage sig af de ar i sindet, ens medmennesker pådrog sig gennem livet. Og der var da selvfølgelig osse goder ved faget - en blikkenslagers dagløn var f.eks. nok væsentligt mindre end den, han selv kunne sætte ind på bankbogen hver dag. Men guld kunne nu osse købes for dyrt. Han rynkede brynene et øjeblik. Men så igen, det var en skøn følelse, når et behandlingsforløb lykkedes og et medmenneske, som var startet som nedbrudt vrag, vendte tilbage til et normalt liv med glæde i sindet. Joh, det var såmænd det hele værd.

Og så var der jo altså de her andre tilfælde, som gjorde en læges liv surt. De patienter som vidste bedre end den speciallæge, de selv havde opsøgt, og som havde forlæst sig på internettet og mente, de vidste en del bedre end psykiateren. De konfronterede ham med ’Dr. Google’s viden og meninger om deres symptomer og mulige behandlingsformer. Det var de patienter, der gjorde hans professionelle liv besværligt og fordrede endeløse forklaringer, som de så ikke forstod alligevel.

Som for at bekræfte den sidste tankerække brummede samtaleanlægget på skrivebordet, før sekretæren, Lola Taylors, venlige stemme lød: Så er Luke Walker her, dr. Hall.

Hall kom adræt på benene og skød de halvmørke tanker fra sig på vej hen til døren mellem konsultation og venteværelse. Da han åbnede døren, havde han fundet tilbage i sin professionelle rolle. Med et varmt smil hilste han på sin næste patient.

Kom indenfor, Luke, sagde han venligt og trådte til side for den unge mand, der rejste sig fra en stol i venteværelset, og så langt fra at besvare lægens smil bevarede et lukket ansigtsudtryk under det lyse strithår.

’Han kunne nu have været en rigtig flot ung mand, hvis han prøvede at tage sig lidt sammen’, tænkte James, mens han iagttog patienten på vej ind gennem døren til konsultationen. Velbygget, middelhøj, slank - men med bevægelser, der mindede lidt om en robot og ansigtet stivnet i den forstenede maske, han bar til skue.

James sukkede for sig selv. ’Nå, vi må jo igennem det’.

Han var næsten sikker på, hvad dagens indgangsbøn ville være: Luke ville være gnaven over den medicin, han, James, havde ordineret. Luke ville have konsulteret ’Dr. Google’ flittigt og ville nu starte konsultationen med at konfrontere James med resultatet. Ja, ja. Tålmodighed...

Nå, Luke. James sank ned i kontorstolen overfor patienten, Luke havde straks, han kom ind, styret mod gæstestolen med stive skridt, før han nærmest lod sig falde ned i den. Nu sad han sammensunken og stirrede ned i skrivebordet.

Hvordan synes du, det går? James Hall lagde hovedet lidt på skrå, mens han iagttog sin patient og konstaterede, at han lignede en gammel mand trods sine kun 22 år.

Rædselsfuldt. Luke Walker stødte det ene ord frem.

Kan du sige noget mere konkret om, hvad det er, der føles så rædselsfuldt? James så undersøgende på sin patients nedbøjede fremtoning.

Jah... jeg føler mig så træt hele tiden. Træt beskriver det ikke rigtigt. Jeg er så udmattet, at jeg ikke kan tænke. Jeg kan ikke se farver mere. Jeg er ikke mig mere. Luke slog ud med den ene hånd i en slap, vag gestus.

Føler du dig stadig meget nedtrykt?

Næh... det.... Jeg føler ingenting mere. Hverken nedtrykt eller noget andet. Ligeglad. Jeg kan ikke deltage i noget mere. Slet ingenting. Jeg kan bare sidde. Jeg har heller ingen lyst til sex mere. Overhovedet. Det er, som om jeg slet ikke er her mere. Jeg er bare en hul skal, der ingenting kan opfatte mere. Og mine studier? Jeg er ude af stand til at læse noget som helst, opfatte noget.

Jaså. James Hall lænede sig et øjeblik tilbage i kontorstolen. Hans albuer hvilede på stolens armlæn, og hagen hvilede på fingerspidserne, der var presset let sammen, så de dannede et telt.

Nu husker du måske, Luke, at vi talte om virkningen af din medicin, før du startede på den. Jeg fortalte dig, at det varer nogen tid, før medicinen virker. Omkring seks uger. Og i den tid skal kroppen vænne sig til medicinen. Nu er det uhyre individuelt for hver patient, hvordan virkningen af medicinen opleves, og hvor mange eventuelle bivirkninger, man har. Men de ting, du nævner, er meget normale. De vil fortage sig, når kroppen så at sige er blevet venner med medicinen, og så vil du bare føle dig mere rolig. Hvis du så alligevel stadig har den følelse af træthed, du beskriver, ja, så kan vi supplere med en tablet, der vil give dig lidt mere energi. Men vi er nødt til at se tiden lidt an. Hall sendte sin patient et beroligende blik.

Nej! Luke Walker hævede for første gang i samtalens løb hovedet og sendte lægen et blik, der nærmede sig trods.

Øh... nej? Halls ansigtsudtryk ændrede sig fra det beroligende til let forbløffet. Hvad mener du med nej?

"Jeg vil ikke have den medicin længere. Og jeg er faktisk stoppet. For en uge siden. Dengang jeg havde taget medicinen i otte uger og jeg bare fik det værre og værre. Så det er en uge siden, jeg holdt op. Og alligevel har jeg det stadig sådan her - som du kan se". Luke bevægede sin stive krop let.

Jamen Luke! Det er jo forfærdeligt! Du kan da ikke bare sådan stoppe med medicinen. Vi var jo enige om, at...

"Du. Du var enig om", indskød Walker.

"Nej men hør nu. Det siger da sig selv, at man ikke bare kan stoppe fra den ene dag til den anden. Det er medicin, vi taler om, for pokker. Det skal trappes langsomt ned, så kroppen kan følge med til forandringen, ligesom vi i starten trappede medicinen op. Du har givet din krop et chok ved at stoppe på én gang. Jeg må sige... jeg er rystet". Hall havde grebet om skrivebordets kant med begge hænder og skudt kontorstolen lidt bagud, som om han rent fysisk ønskede at lægge afstand til patientens egenrådige handlemåde.

"Så er der jo ikke spor at sige til, at du har det så dårligt. Luke, kan du da ikke forstå det? Du har brug for medicinen. Du lider af en svær depression, du er selvmordstruet, du er..."

Jeg har fået det værre, end da jeg startede. Jeg vil ikke have den medicin mere, og det er endegyldigt. Luke forsøgte at fokusere et fast blik på lægen overfor sig.

Hvor har du så gjort af resten af medicinen? Ja, for jeg kan jo regne ud, at der stadig må være en del tabletter tilbage? Hall kastede et blik på patientens journal på computerskærmen.

Dem har jeg... smidt ud. Luke så et øjeblik ned i bordpladen foran sig. Hall fornemmede den svage tøven i svaret.

Luke, du véd godt, at de piller absolut ikke må falde i andres hænder, ikke? Det kan være yderst farligt at tage medicin, der ikke er ordineret til én selv, til det enkelte, specifikke tilfælde. Så når du siger ’smidt ud’, hvad mener du så helt konkret?

Luke tøvede et øjeblik.

Jeg har skyllet dem ud i toilettet. Alle sammen.

Jaså. Hall sad med rynkede bryn et øjeblik. Han forsøgte at bekæmpe den irritation, der sydede i ham, og mindede sig selv om, at det jo altså var ham, der var den professionelle i dette forhold.

Efter en længere pause tog han ordet igen.

Nå, men hvis du ikke vil tage medicinen, så vil du ikke. Jeg synes, det er en skam, fordi jeg tror, medicinen på sigt ville kunne hjælpe dig. Men så må vi prøve andre veje. Samtaleterapi er én af mulighederne, selvom det traditionelt giver et meget længere behandlingsforløb end medicinen. Men jeg synes, vi skal prøve den vej. Hvad siger du til det? James tilkastede sin patient et spørgende blik.

Joeh Luke nikkede tøvende. Men hvordan eh...?

"Ja, jeg plejer at foreslå, at vi starter med lidt meditation. Det er dét, briksen dér bruges til: Patienten ligger og slapper helt af, mens jeg sidder i stolen dér ved siden af. I starten, mens du lærer meditations-teknikken, er det mest mig, der taler til dig - hjælper dig til at slappe af, ikke? Hall så på sin patient for at konstatere, om han havde forstået fremgangsmåden.

Luke nikkede træt.

Okay så. Du tager så plads på briksen dér. Jeg kan love dig, man ligger fantastisk! James tillod sig et lille smil.

Jeg bruger den faktisk selv indimellem, når jeg trænger til afslapning i løbet af arbejdsdagen. Men nu er det altså dig. Åh, for resten, en lille ting...

Hall vendte sig mod et lille diskret medicinskab på den modsatte væg, hvorfra han tog et medicinglas ud og rystede en tablet ud i hånden. Derefter forsynede han sig med et papbæger, fyldte det med koldt vand fra hanen ved vaskekummen og rakte det over til Luke, som sad på kanten af briksen.

Du skal lige ha’ den her tablet. Jeg kan jo se, hvor oprevet du er, og den vil hjælpe dig til at slappe af, så du bedre kan tage imod instruktionerne. Og bare rolig, virkningen fortager sig i løbet af en god en times tid.

James’ instruktioner blev afbrudt af samtaleanlæggets brummen, efterfulgt af Lolas stemme: Dr. Hall?

Nej, ikke nu, Lola! svarede James irriteret, lige så meget på sig selv over, at han havde glemt at afbryde anlægget.

Og jeg vil heller ikke have nogen telefonsamtaler den næste times tid.

Det er noteret, lød sekretærens svar.

James gik hen til skrivebordet og slukkede for anlægget.

Han vendte sig mod Luke, som nu havde lagt sig på briksen. Bægeret med vand stod halvtømt på det lille runde bord mellem briksen og psykiaterens stol overfor.

Fik du slugt pillen? Godt! Så kan vi så småt begynde. James Hall lod sig synke ned i den behagelige lytte-stol og lod stilheden sænke sig et øjeblik.

Du vil føle en behagelig døsighed i løbet af meget kort tid. Det er pillen, der får dig til at slappe af. Den vil bare forstærke din opmærksomhed overfor det, jeg fortæller dig. Senere vil du ikke mærke nogen virkning af den.

Et øjebliks pause.

Nu vil jeg bede dig lukke øjnene og tage en dyb indånding.... Og én til. Mens du henleder din opmærksomhed fuldstændigt på dit åndedræt, bemærker du, hvordan dit bryst hæver sig ved hver indånding, og hvordan det synker sammen, når du ånder ud: Ind.... Ud.... Ind.... Ud.

Halls stemme fik en let hypnotisk klang, mens han bragte sin patient ind i suggestionen...

Luke Walker følte sig lettere fortumlet, som han gik på fortovet på en af Citys trafikerede forretningsstrøg.

Der var noget, han skulle huske... åh ja, han ville ringe til sin søster, Caroline. Det var vigtigt. Uden at han lige kunne komme på, hvorfor.

Men... først måtte han finde et sted at sidde ned.

Han passerede netop én af de talrige caféer og barer, kiggede et øjeblik let forvirret på det brede vindue, som bar navnet Den Gyldne Ørred med en malet tegning af et eksemplar af denne fiskeart, som bar et glad smil til skue.

Han stoppede op et øjeblik, før han begav sig mod indgangsdøren. Stående ved bardisken fik han stor lyst til at bestille en øl, men besindede sig og bestilte i stedet en sodavand. Med den medicin, hans krop for tiden stadig kæmpede med bivirkningerne af, måtte han hellere helt holde sig fra alkohol.

Han sank sammen i stolen ved et bord og tog en slurk af glasset. Fandt mobiltelefonen frem og tastede sin søsters nummer.

Ja hej, Luke. Hvordan går det? Carolines stemme lød varm, men med et let bekymret anstrøg.

Joh, det... Jeg... Altså, der var noget vigtigt, jeg ville fortælle dig. Men nu kan jeg ikke huske, hvad det var. Luke daskede irriteret til servietten på bordet foran sig, mens han forsøgte at få sin hukommelse til at fungere.

Må jeg komme forbi? Det kan være, jeg kommer i tanker om det i mellemtiden?

Selvfølgelig må du komme forbi, Luke, når som helst, det véd du da. Og jeg regner med, du bli’r og spiser, ikke? Kan du være her om en times tid, tror du?

Luke tænkte sig besværligt om et øjeblik.

Jo tak, søster. Jeg sidder lige og får en sodavand og et hvil her på Café.... Øh, på en bar, og så skal jeg lige et vend hjem. Jo, jeg tror godt, jeg kan være hos jer om en times tid.

Hans søster bekræftede aftalen og samtalen sluttede.

Luke tog en slurk mere af sit glas, mens han forsøgte at samle tankerne. Der var noget, han skulle huske. Hvad pokker var det nu? Han kunne huske, han havde følt, det var meget vigtigt. Det var noget med...

KAPITEL 2

Lukes tankerække blev afbrudt da cafédøren gik op og en ung mand på hans egen alder kom ind.

’Jamen det var jo... øh... ja, ham kendte han da. Han havde truffet ham i forbindelse med... hvad var det nu, han hed?"

Den nyankomne så sig om i lokalet et øjeblik, løftede hånden og sagde: Hej Luke, før han slentrede op til bardisken og afgav bestilling.

Med glasset i hånden kom han derefter hen mod Lukes bord, hævede spørgende øjenbrynene og trak en stol ud, da Luke kvitterede med en indbydende gestus.

Den unge fyr sank sammen i stolen overfor Luke og satte glasset fra sig på bordet. Whisky, konstaterede Luke. Ja, hvem der bare...

Hej, du gamle. Hvordan går det så?

Joh, tak. Du eh - jeg er ked af at sige det - jeg ved godt, vi kender hinanden, men jeg kan ikke huske hvorfra, og jeg kan heller ikke huske dit navn?

Den unge mand overfor ham grinede. Han var afslappet klædt i en let, grøn vindjakke og en blå Tshirt indenunder. Hans brune hår faldt i lokker ned i panden og blev strøget væk med en utålmodig håndbevægelse. De blå øjne havde et let mistrøstigt udtryk, og under det ene strakte et ar sig op mod næseroden.

Han fokuserede blikket på Luke: Så alt er ved det gamle, hva’? Jeg hedder Tony, og vi traf hinanden oppe hos ham dér hjernerideren for en fjorten dages tid siden. Vi sad ved siden af hinanden i venteværelset og udvekslede lidelseshistorier.

’Tony’ løftede sit glas og gjorde en skålende bevægelse over mod Luke, før han satte glasset til munden og tog en forsvarlig slurk.

Åh, ja, nu dæmrer det. Luke smilede henover bordet, mens han løftede sig eget glas og gengældte skålbevægelsen, før han tog en mundfuld sodavand mere.

Og hvordan går det så med dig? Jeg synes, jeg kan huske, du havde de samme symptomer som mig, du véd, sådan med dårlig hukommelse og den slags?

Åh ja. Og ingen følelser overhovedet. Men det går bedre nu. Jeg har fået en ny medicin, så jeg ikke føler mig så træt mere. Jeg vil ikke sige, jeg har det fantastisk, men alligevel meget bedre end før. Ikke så robotagtig mere, hukommelsen er blevet OK igen, men... til gengæld føler jeg mig så rastløs. Men han siger, her gjorde Tony en bevægelse, som skulle vise op og længere henne ad gaden, at det er normalt i en overgangsperiode. Det håber jeg så, er rigtigt. Hvordan med dig?

Åh, jeg kommer lige deroppe fra, og jeg fortalte ham, som det var, at jeg har droppet medicinen. Så nu prøver vi med noget terapi og meditation i stedet. Vi er faktisk lige startet i dag.

Luke fik et øjeblik et grundende, indadvendt udtryk, før han rystede på hovedet og forsøgte at kvitte en uvelkommen følelse, som han ikke kunne placere.

Ja, ja. Jeg håber, du får det bedre. Tony rykkede sig på stolen, flyttede på glasset, flyttede sig på stolen igen.

Du, det er ikke til at holde ud bare at sidde stille her. Er du med på et spil dart? Han gjorde en bevægelse bagud mod en dartskive og en beholder med tilhørende pile.

Bedst af tre gi’r den næste omgang! Tony havde allerede rejst sig fra stolen.

Joh, men... det kan ikke blive så længe. Jeg har en aftale, svarede Luke, mens han tøvende rejste sig og fulgte Tony ned til dartspillet.

To spil, ikke? Han så spørgende på Tony, der rynkede brynene et øjeblik, som om han blev lidt irriteret.

Okay, svarede han så kortfattet og tilføjede: Jeg starter.

Du snyder fandengaleme! Tony stirrede ophidset på Luke med øjne, der gnistrede af vrede. Han stod med en dartpil i hånden, som rystede af raseri.

Gennem begge spil, som nu nærmede sig slutningen, havde Tonys kast været helt hen i vejret. Indimellem ramte han end ikke dartskiven. Lukes præstation havde såmænd ikke været noget at råbe hurra for, men han ramte da inde i skiven hver gang.

Ss... snyder?? Hvordan i alverden skulle jeg bære mig ad med det? Det er sgu da dig, der ikke kan ramme en ladeport mand! Hør, jeg gider simpelthen ikke det her mere! Luke lagde sine pile på plads i beholderen.

I det samme hævede Tony armen og førte den bagover, før han med et kraftigt kast slyngede sin pil mod Luke. Og denne gang ramte han plet: Pilen ramte Luke under øjet på højre kind, hvor den dirrende satte sig fast.

Luke udstødte et brøl af smerte og trak hurtigt dartpilen ud af kinden. En tynd blodstråle stod fra såret ret ud i rummet.

Bartenderen kom farende, tog et hurtigt overblik og sagde til Luke: "Sæt dig ned. Jeg skal