i din brors øje

By Sven Suhr

"i din brors øje" er en udviklingsroman med den klassiske helvedesfart, som også både Faust og Dante må igennem – i øvrigt uden sammenligning ellers.

Romanens hovedperson, Åge, er en ikke-helt – lektor på et gymnasium i provinsen. Via en krise i sit ægteskab går det langsomt op for ham, at samfundet er ved at ændre sig ganske radikalt. Den nye gymnasiereform er det endelige farvel til det humanistiske dannelses-ideal, som han ellers mente var indiskutabelt.

Spektakulære hændelser bringer ham i kontakt med nogle barndomsvenner, som er involveret i den københavnske subkultur. De siger, at de med deres kroppe vil opløse fascismen og volden. Kan det virkelig passe, at gestaltning af erotiske tableauer kan være et sorgarbejde?
Åge er forvirret og kommer til med sin ambivalens at foranstalte en katastrofe. Men katastrofen bevirker en sindelagsændring i Åge rettet mod tilgivelse og medfølelse … noget radikalt nyt for den forargede pedel!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 15, 2018
• ISBN: 9788743005759

Book preview

14

Kapitel 1

Alt det Åge ved om Gallipoli; og hvad han ikke ved om andre ting

Han sad i den gode stol, pillede næse og knækkede af og til distræt et stykke Ritter Sport-chokolade af, gumlede, læste.

Air Commander Samson came flying over at this moment, and looking down he saw that the calm blue sea was absolutely red with blood for at distance of fifty yards from the shore, a horrible sight to see. Red ripples washed up on the beach, and everywhere the calm surface of the water was whipped up into at ghastly discoloured foam by thousands of falling bullets. The sun was shining brightly … And so they kept pulling the lighters back into position, and the men kept running out of the ship and the Turks kept killing them. One of the reinforcements flowed in later wrote:There, below the pontoon we had to cross from River Clyde, the water was six feet deep and so crystal clear that on the bottom we could see, lying in perfect preservation, the uniformed bodies of the soldiers who had been hit or who had fallen in while scrambling ashore ten days earlier. He adds that, with 88 pounds of equipment that each man carried, once in,they did not come up again …

Han så op fra bogen. Hans kone kaldte og sagde ét eller andet. Om han havde tjek på maden?

Jo, jo, han havde. Han tog læsebrillerne af og så efter æggeuret på reolen. Seks minutter før han skulle slukke ovnen og tage stegen ud for at lade den hvile.

Jo, jeg har da. Slap bare af. Alt er under kontrol.

Mens han var ved at glide ind i læsningen igen, var hun kommet ud fra badeværelset på første sal og stod oppe på trappen, frottévarm med et håndklæde om håret, nøgen.

Åge, gider du ikke lige tage mine øreklips til mig? De ligger i vindueskarmen. Ovre ved terrassedøren.

Fra siden i den opslåede bog så to soldater fra den 8. australske bataljon på vej tilbage fra skyttegravene efter afløsning med et besynderligt fortrædeligt og misbilligende ansigtsudtryk hen på fotografen og kameraet og videre ud på Åge.

Jo, jo, sukkede han, rejste sig og sjokkede ind i spisestuen.

Hans kone, Lise, skoleinspektøren, havde slået på vandkaraflen i mangel af bedre for at få sine gæsters opmærksomhed og byde dem velkommen, da hendes ene øreklips pludselig slap sit faste bid i hendes øreflip, som sandt nok var ganske lille, og tog sig en forfriskende dukkert i punchebowlen midt på bordet.

Alle lo.

Lise tog øreklipsen op med fingrene og suttede punchen af både den og fingrene og satte klipsen på igen og bød velkommen.

Hun plejede at invitere til fødselsdag ad flere omgange. Først familie og de fælles venner. Siden mere formelt for kollegaer og bekendte længere ude – kaffe og lidt frokost.

Men dét her var den for inderkredsen. Hendes mand, han – Åge, stod som altid loyalt for traktementet og det praktiske i øvrigt, men plejede sidst på aftenen helt at trække sig tilbage, når pigerne, Lise og hendes kvindelige kollegaer og venner, lukkede sig inde i en lattermild, eau de cologne-duftende indercirkel.

Inden de satte sig til bords, gik gæsterne rundt med deres glas og fik fremvist villaen, og hvad der nu var blevet lavet om siden sidst. Lise viste badeværelsets nye terrazzo frem.

Efter spisningen insisterede flere af damerne på at gå Åge til hånde med oprydningen. Men han sagde bare nej tak. Det var meget nemmere for ham selv. Han puttede bare det hele i opvaskemaskinen.

Stinne, den nye unge tysklærer, stod med et viskestykke i hånden.

Hvis du ikke vil ha´, at jeg vasker op, kan jeg så ikke lave kaffe?

Jo, jo, det kunne hun vel nok. Han viste et par gæster til rette med nogle bakker med spirituosa og snacks: Bare sæt det i havestuen. Glassene er i vitrineskabet i spisestuen, jeg kommer straks!

Det var en vidunderlig mad, du havde lavet. Er det altid dig, der laver mad?

Han tog en flaske ned fra skabet og glas og skænkede dem hver et. Han gav hende hendes i hånden og sagde:

Næh, det er det nu ikke. Lise er faktisk ret skrap til det også, og nu er det jo hendes fest. Når jeg har fødselsdag, tager hun teten. Han løftede på glasset.

Der blev lidt af den røde likør siddende på hendes overlæbe.

Du har likørskæg, sagde han.

Et omsorgsgen var aktivt i ham, han der jo også var far, så han tørrede det af i et snuptag med blommen på tommelfingeren og slikkede den lille dråbe af med tungen.

Hun tog sig til munden og sagde forsinket: Nå?

Hun så lidt fortabt ud men fandt ligesom tilbage til dér, hvor de var lige før.

Du arbejder på Riisegårds Gymnasium, ikke. Er det engelsk?

Og historie. Ja, jeg er cand.mag. i historie med bifag i engelsk. Jeg har altid interesseret mig meget for historie, så det er jo skønt at få lov til at undervise i det.

Har du aldrig haft lyst til en akademisk karriere? Forskning? Jeg mener, det kan måske være så som så med motivationen hos helt unge gymnasiaster og …

Hun gik i stå, fordi han smilede bredt og rystede på hovedet og tog hende i skuldrene.

"Mine elever er motiverede; og nej du, mit arbejde på gymnasiet giver mig tid til at dyrke min hobby ret intensivt, og dén situation ville jeg meget nødigt bytte ud med trakasserier i universitetsverdenen. Du ved, nu man snakker så meget om, at forskning skal være orienteret efter erhvervslivets behov. Vækstrelateret forskning og alt sådan noget forskrækkeligt sørgeligt noget."

Hun gjorde en bevægelse som for at vikle sig ud af hans faste tag, men blev alligevel stående med sit kortklippede hoved lagt en smule bagover og den lyse regelmæssige ansigtsoval vendt opad. Hun ville meget gerne høre noget mere om den hobby, sagde hun med venlig interesse, men blikket udtrykte et subtilt forbehold, som ville hun gerne have en mulighed for at zappe til en anden kanal, hvis denne her blev for seriøs, altså kedelig.

Vi skal ned i kælderen, så skal jeg vise dig det.

Han gik forrest ned ad den lille trappe fra køkkenet. Hun lagde armen om ham, da hun ad de tre, fire trin kom ned på kældergulvet, hvor han stod og tændte lyset.

Hun hviskede fugtigt: Er det her? men tog armen væk fra hans ryg, da lyset kom på.

I et ret stort kælderlokale var der et slags værksted eller en tegnestue, og rundt om på væggene og på reoler og hylder stod der en masse små kasser, diaramaer.

Vent lidt! sagde han og puslede med noget omme bag reolerne.

Klik! så kom der lys på i alle de små kasser.

Hold da op, hviskede hun. Er det dukketeater?

Små figurer befolkede scenerierne.

Er det alt sammen noget, du har lavet? Hun hviskede stadig.

Ja, det er panoramaer, scener fra forskellige frontafsnit i 1. Verdenskrig. Jeg laver selv det hele i de målestoksforhold, der passer til hvert enkelt, men nogle af tingene køber jeg færdige i hobbyforretninger. Her f.eks. se den dér …

Han bukkede sig ned mod en kasse, og det gjorde hun også og lagde sit ansigt ind til hans så tæt på, at han mærkede hendes ørering på sin kind.

Man så ind i den lille kasse gennem et vindue eller en glasskærm nøjagtigt som ind i et fjernsyn: derinde var nogle små bårebærere ved at bære en såret mand forbi andre soldater, som stod i dækning bag skyttegravens brystværn af sandsække langs billedets ene diagonal. Synsvinklen var lidt oppe fra, og de enkelte figurers størrelse varierede betydeligt afhængig af deres placering i perspektivet.

Alle de små ting her: kopper, krus, æsker og kasser, der udgør soldaternes mundering, er i virkeligheden udstyr til dukkehuse.

Øreringens tryk på hans kind aftog.

Sidder du og laver dét her nede i kælderen? Hvorfor hænger de her dog ikke oppe i stuen? De er jo fantastiske!

Der er vist ikke så mange af vores gæster, der bryder sig om de hér ting. Nogle af dem er for uhyggelige, siger Lise. Han grinede lidt og vendte sig mod hende i sin foroverbøjede stilling.

Og det er vel også rigtigt, ikke?

Hun rejste sig op, og han stod et lille øjeblik i øjenhøjde med hendes underkrop og så i et kort glimt hendes navle, fordi sweateren stumpede en smule over den flade solbrune mave. Han observerede nøgternt en lille fregne tæt ved den fingerbølstore grube.

Men der er sgu da også meget moderne kunst, som folk har hængende, der er ret så uhyggeligt, synes jeg.

Han slog det hen: Jeg har min hobby, og Lise har sin, og så har vi ordnet det på den her måde. Jeg er medlem af Modelbyggerforeningen. Faktisk en gren af Militærhistorisk Selskab og tager en del til udstillinger og sammenkomster i København. Der er en fin butik i Frederiksborggade i København, hvor jeg kommer ofte. Ja, nogle af mine bedste venner er modelsoldat-magere ligesom mig selv.

Hva´ laver Lise da?

Han smilede ad den undertone af forhør, der var i hendes spørgsmål.

Hun laver jo sport, løber og sådan noget, og så har hun jo pigeklubben, nogle af jeres kollegaer, som mødes jævnligt til forskellige arrangementer, bytur og sådan noget. Er du ikke blevet spurgt, om du vil være med dér?

Joh, jo, jo men det har jo ikke rigtigt noget med hobby, sådan du ved frimærker, stenøkser og sådan noget at gøre, vel? Og så er der jo kun damer i dameklubben. Der er damer i jeres forening, hva´?

Han var allerede ved at scanne efter, hvor mange af modelbyggerne der var kvinder. En to, tre stykker var der vel. Nogle søde og rigtig sjove nogen, der kunne drikke et godt glas og som faktisk vidste noget om sagerne. Én af dem var ekspert i franske uniformer fra napoleonskrigene; men de var selvfølgelig sammen med deres mænd ligesom de ægtepar, der havde båd eller kolonihave.

Så han lo bare og rystede på hovedet. Han havde været lige ved at sige, at damerne i foreningen måske var lidt nørdede, men ombestemte sig.

Jo da, nogle endda meget indtagende nogen. Han uddybede ikke videre.

Og nu skulle de op til isen.

Nå, dér er I! Hvor..?

Vi har været nede i kælderen, Åge og mig.

Åh, den Åge. Han er slem. Bare han ikke har forulempet dig!

Alle i stuen viste blanke forventningsfulde, ligesom fugtige, åsyn frem med nyfigne smil i.

Når man først bliver lukket inde sammen med Åge i Panoramakassen, så er man fortabt. Så slipper han ikke én, før man har været hele vejen igennem lige til november 1918. Hvordan bar du dig ad med at slippe fra ham, Stinne?

Fruen sendte ekvivokke sideblikke rundt til sit muntre publikum.

Jamen, jeg havde slet ikke lyst til at slippe fra ham, når man endelig er blevet alene med sådan en mand, så skulle man da være godt tosset. Det var Åge, der stak af. Han skulle jo op og servere!

Alle hørte godt biddet i dét, hun sagde, men ingen ændrede på de indstillelige åsyn, og Lise smilede nådigt, der var et strejf af anerkendelse i hendes blik.

Åge havde taget et viskestykke med fra køkkenet og slog ud med armene:

Nå, ja hvad søren, jeg er jo en gift mand.

Og gav sig til at gå rundt med en bakke.

Da de par mandlige lærere, der havde udgjort backingen for det kvindelige ensemble, noget senere gjorde anstalter til opbrud, hævede den ældste af dem, Anders Bøghholm, sin røst for at udbringe en skål for køkkenet og kokken.

Åge sad mageligt henslængt i lædersofaen med det store ferskvandsakvarium bag sig. Det lyste grønt og fik ham til at ligne kaptajn Nemo i sin Nautilus, det sagde Anders i hvert fald, at han gjorde.

Da de havde skålet, lagde Anders ansigtet i højtidelige folder og sagde:

Mine damer, de herrer, det er mig en kær pligt at skulle meddele jer, at der i vor midte befinder sig en kapacitet. Ja, en til genialitet grænsende kapacitet, der som kombattant er fundet værdig til at forsvare vore farver og æren i Kvit eller Dobbelt". Mine damer og herrer:

Keld Åge Adelaide Pedersen!"

Det var altid Anders Bøghholm, der tog sig af at være sprechstallmeister, når det kom an på det.

Nej, gud, er det rigtigt?

Åge kom op af sofaen:

Ja, ja, men det er dem, der fik mig rodet ud i det! Han pegede på mandegruppen.

Lise: Men du har da selv været med til udtagelsesprøven inde i TV-byen.

Nå, ja, jeg skal besvare spørgsmål om Gallipolifelttoget. Ja, det er jo altså fra Første Verdenskrig, ved I, så … Det gik godt nok, men det var altså dem, der fik mig viklet ind i det. Nu er det en æressag! Den 16. april skal jeg derind.

En fra mandegruppen, Torben: Åhr, du kan jo faktisk vinde næsten to millioner kroner skattefrit – for nu lige at nævne dén bagatel.

Så vi har gjort dig en tjeneste, sagde Anders. Dem vinder du sgu da sagtens, du ved alt om Gallipoli!

Og jeg, som ikke engang ved, hvad Gallipoli er for noget, sagde Stinne og foreslog, at de skulle drikke på Åges held. Det gjorde de, og så kyssede man hinanden med likørmunde og slap mændene fri.

Da Åge meget senere listede sig forbi akvariestuen på vej fra køkkenet med en natmad, lå Stinne mageligt udstrakt med bar mave og bare tæer på lædersofaen. Hun havde blå neglelak på og små ringe på nogle af tæerne, så han, mens hun var i færd med at spise en drue fra en klase, hun holdt op. Hun fangede den med en smidig tunge, og svarede mm, mm … til noget, én af de andre havde sagt, så hun så ikke ham, men lod tungen strække sig langt ud nøgen, rosa og våd og kildede det blånende bær, så det til sidst gav op og lod sig falde.

*

Han hørte Lise komme hjem fra sin morgenløbetur. Hun smed det plørede tøj ude i bryggerset og smuttede bar gennem stuerne op på førstesalen.

Klokken var halv ti.

Da hun havde badet deroppe, hørte han, at hun gik rundt i soveværelset.

Lidt efter kom hun ned iført lavendelblåt lingeri. Hun kom helt hen til ham, mens hun var i færd med at hægte en halskæde i nakken med begge albuer løftet højt, og en svag duft af deodorant strømmede i forvejen fra hendes barberede armhuler og lagde sig om ham og hans lænestolsmassiv, som skyer undertiden gør det om højderygge.

Hvornår gik du i seng? spurgte han.

Halv seks.

Tove og Stinne var de sidste, der gik. Hun er faktisk meget sød, Stinne, synes jeg, sagde hun og trak den selvsiddende strømpe fast om låret.

Det er hun nok, men der er noget håndboldpige over hende. Jeg er sikker på, at hun kan råbe op og skabe sig, når det kommer dér til … Anja Andersen!

Ahr, det er da meget godt, at de unge kvinder kan bide fra sig.

Har hun familie?

Nej, jeg tror, hun er single. Måske er hun for selektiv?

Nå.

Jeg tror, hun var rigtigt glad for dig. Hun spurgte meget indgående om alt muligt om dig.

Ja, tak, men jeg er gift.

Ikke på den måde, dit fjols. Jeg tror, hun synes, at du er en kunstner. Hun lod en finger løbe langs trussekanten helt inde mellem lårene, så den lille blå spindelvævsknipling kun allernødtørftigst dækkede hendes køn. Rutineret bragte hun alt på plads og i orden igen.

Ja så?

Hun har billedkunst også foruden tysk, så I er vel en slags kollegaer. Jeg kommer til at løbe, jeg skal være til møde inde på kontoret om tyve minutter!

Godt, det ikke er mig.

Fuldt påklædt, sminket, med en air om sig af kølig elegance sagde hun højt til ham fra entrédøren:

Er hjemme engang først på aftenen. Vi har en del på programmet. Bare spis selv. Jeg tager nogle af de rester, vi har fra i går, når jeg kommer hjem. Og læs nu flittigt på lektien, min ven. Der er vist et eller andet på CNN eller Discovery, jeg har glemt, hvad det var, men jeg tænkte, at det var noget for dig. Jeg ringer, hvis der bliver noget. Det gør der nok ikke.

Hun tøvede lidt.

Åge. Tak for i går. Jeg er glad for, at du er min mand!

Han så forbløffet op fra bogen, men døren var allerede lukket bag hendes hej, der hang i luften og dirrede. Han glippede med øjnene og hørte meget klart og tydeligt bilen starte derude og bogsiden knitre svagt mellem sine fingre. Hvad var det i grunden, hun havde sagt? Han spidsede ører for om muligt at opfange de sidste svingninger af hendes farvel, som endnu klang homøopatisk i rummet, men opfangede kun billyden udefra, som stadig var aktiv. Hun skiftede gear anden gang oppe ad viadukten nu.

Han lukkede bogen med et lille smæld og rejste sig op og strakte sig, gabte, tog sine slippers på og gik ud i køkkenet. Man kunne nok stykke en solid brunch sammen af resterne fra i går. Et par skiver steg, et par æg. Et stykke med ansjos, kaffe, måske et glas øl? Han komponerede. Men allerhelst ville han have bacon. Bacon og æg!

Han havde ikke andet end lige fået sat panden over, da telefonen ringede. Det var deres datter, Louise. Om han ikke kunne gå på Nettet for dem? Der var et eller andet i vejen med deres anlæg.

Kan Niklas ikke klare den?

Han er ikke hjemme, sagde hun tvært.

Han var nødt til at gå ind til den anden telefon, som stod inde ved PCeren.

Lige et øjeblik! Jeg går lige ind til den anden telefon, råbte han ned i tragten. Han kunne høre, at hun blev ved med at snakke, selvom røret lå på bordet. Han gav sig god tid til at tænde for computeren, tog så røret og sagde: Ja!

Om han ikke kunne gå ind på Metropol-teatret og se, hvornår Matrix II spillede?

Han kørte i stilling: Hvordan er det nu? Den dér, Explorer, ikke? Vent lidt. Ja, nu er jeg velkommen! Det står der her på skærmen!

Åhr, far! Du er forfærdelig. Hvordan i alverden kan du klare dig uden Internet i dit arbejde? Hvad gør du, når du er på Statsbiblioteket? Du får jo et hav af bøger hjem?

Jeg spørger én af damerne, sagde han meddelsomt. "Det er altid den samme. Ikke så gammel, karseklippet, du! Hun har nåle i øjenbrynene. Så siger hun: Nu skal jeg. Og så er den der! Hvad er WWW-adressen? Eller skal jeg ind på Google?" Han trak veksler på datterens tålmodighed.

Det er jo en københavnerbiograf. Skal I til København?

Det skulle Niklas i forbindelse med et arbejdsprojekt.

Kl. 19 og 21 i treeren frem til 20. i 3. Reservation på … Han sagde nummeret og adressen.

Er der andet, jeg skal finde for dig i cyberspace, mit kære barn?

Men det var der så ikke.

Han fik printet biografoversigten ud med lidt besvær. Han havde vist glemt at tænde for printeren til at begynde med.

Han lukkede hele historien ned igen. Ingenting ved Internet og computerlivet var nogensinde blevet indlysende og selvfølgeligt for ham, men en del af gymnasiets interne kommunikation gik den vej, så han havde halvhjertet sat sig ind i de basale færdigheder uden nogensinde at blive overbevist om, at IT dybest set kunne udgøre et alternativ til det netværk, han benyttede sig af i forvejen, eller de netværk.

Han hængte biograf- og teaterlisten op på køleskabet. Og mens han stegte bacon og gik til og fra, løb han den igennem.

Ét sted stod: Nakiyama". Japansk elskovsteater. Buto, ikke for alle! Kun for dem, der har lagt alt bag sig! De tolv nøgendansere opfører 16 scener i grænseoverskridende ultimativ kropskontakt!"

Han anrettede sit måltid på bordet og gik ind til PCeren, mens maden svalede. Han ville se, hvad Nakiyama var for noget.

Han gik ind samme sted, klikkede ind og ud på forskellige teatre, men det var ham umuligt at finde noget som helst om Nakiyama eller Buto eller den slags, og han kunne ikke finde det skærmbillede igen, han havde kopieret fra. Besynderligt!

Så fandt han på at gå ind i Jubii, eller rettere, søgemaskinen brød selv frem på skærmen af en eller anden grund.

Søgeord? Erotik!

En forside tonede frem i samme dårlige design som formiddagsavisernes layout. Han så et billede af en ung japanskudseende pige og klikkede dér. Hun tonede frem nøgen på sin seng i et dunkelt værelse; man fik det indtryk, at billedet måske var taget i en hotelvestibule eller i et hjørne af et kontorlandskab. Hun var imidlertid ikke japaner, fremgik det. Teksten var i første person ental, og den fortalte, at Mai-Mai var fra Thailand og var kommet hertil som femårig.

Ja, så.

Hun studerede på universitetet og arbejdede meget hårdt. Var desuden escortværtinde, eller hvad det nu var, og man kunne købe et par af hendes små trusser.

Hej, frække fyr! Kunne du tænke dig et par af mine brugte trusser, der dufter af mig?

Tryk her for køb!

Man kunne ikke helt se bort fra, at det måske kunne være pikant at få sin elskerindes små fine trusser tilsendt med en lille duftspore af elskov og køn, men en fremmeds?

Det afslørede en virtualitet, som var fuldstændig uden for hans begreber. Han havde svært ved at forestille sig en intimitet med et menneske, man aldrig havde set, nok et billede af, jo, men i hvert fald aldrig havde været i berøring med. I dette ords praktiske betydning. Måske var dét det pirrende for nogen. For ham var det en afgrund af … Sorg? Ville det ikke være at overgive sig til sin egen dysfunktion, sin egen manglende evne til at tage kontakt til andre mennesker?

En film fra hans indre kinematografiske arkiv blev pludselig sat i fremviseren og sat i gang, uden at han kunne nå at få den stoppet igen:

Sommerdag i parken. Dér på bænken ved søen sidder den unge helt normale, helt almindelige, lidt anonyme pige, Hedevig hjemme fra opgangen, Nielsers storesøster. Og dér den helt almindelige unge flinke mand, Erland mekanikerlærlingen, fra nr. 27. Som de sådan har siddet lidt, spørger han hende venligt, om hun vil være så rar at forære ham et par af sine trusser, helst et brugt par? Ja, så gerne, siger hun velopdragent, rejser sig og tager dem af, hun har på. Træder ud af dem med skofødder. Tager dem op og siger: Værsågod. Se, der er et par dråber tis i.

Det lykkedes ham at få slukket for den urimelige, men skaminducerende filmforevisning anno1957.

Men måske skulle man ikke forestille sig det ultimativt? Måske var det sådan, at skærmbrugerne havde denne leg på Internettet samtidig med, at de havde et almindeligt liv ved siden af?

Imidlertid var det jo sådan, at det jo kun var fordi, at Internettet var der, at disse ting kunne lade sig gøre. Internettet skabte så at sige denne afart af menneskelig interaktion (eller mangel på samme), og måske ville den tid efter anden helt erstatte den gammeldags mere korporlige udveksling, der jo altid ville indebære en form for risiko. Faren ved fysik! Fysik havde altid noget med sammenstød at gøre. Hans fysiklærer i gymnasiet havde med en sjælden poetisk fornemmelse anskueliggjort for dem, at materien, det fysiske, var noget, der faktisk unddrog sig vores forsøg på at fatte den, man var jo altid nødt til stort set at destruere, i det mindste omforme, den for at få den til at samarbejde.

Gad vide, hvad det var, hun studerede på universitetet, tænkte han om den nøgne Mai-Mai, der så gerne ville sende ham og andre skærmbrugere sine brugte underbenklæder?

Økonomi velsagtens. Jura?

Han forlod hende med et lille vemodigt museklik. Og befandt sig ansigt til ansigt med en meget tiltalende og intelligent udseende ung studerende, lyshåret, man kunne engagere som værtinde. Hun ville heldigvis ikke falbyde sit aflagte undertøj.

Andre klik endte blindt.

Så fandt han frem til et erotisk galleri. Der var en del kategorier: Fetich! Han klikkede.

En pige i hvid natkjole med vinger på ryggen tonede frem. I baggrunden et pyntet juletræ.

Næste.

Samme, taget lidt senere, men nu var natkjolen knappet op, og en yppig barm busede ud mod ham. Pigen smilede meget sødt.

Næste.

Nu stod natkjolen helt åben, og barm og skød var til fri beskuelse. Hun havde fint lyst hår i skridtet og smilede stadig meget sødt.

Næste.

En eller anden bekendtgørelse om, at kun members kunne klikke videre her!

Nå …

Han prøvede andre piger i andre kategorier. Velsoignerede og meget velskabte unge kvinder stod ved svømmebassiner eller i eksotiske haver og lod klik efter klik den interesserede skærmbruger følge en gradvis afklædning. Han trykkede på Maksimér og fik et fuldskærmsbillede af en ung piges hårløse køn i interaktion med swimmingpoolens galvaniserede gelænder. Creme eller udsondringer fra den nøgne hud havde allerede sat små fedtede mærker på den højglanspolerede nikkel, der ellers spejlede den diskrete kødfarve.

I en anden kategori var to veltrimmede piger i omfavnelse.

Klik.

Den ene pige, den lyse, havde lagt sin manicurerede hånd på den anden piges, den mørkes, toppede venusbjerg. Man så det åbentstående køn.

Klik.

De to piger lod deres brystvorter berøre hverandre. Uden at den lyse havde taget hånden til sig. Begge piger havde lukkede øjne, og fra hver af de to åbentstående munde stak en lille velplejet tunge frem, spids mod spids!

Maksimér-knappen aktiverede åbenbart et eller andet program, for nu fulgte i passende rytme en lille billedserie af de to kvinders nærkontakt. Efter deres attituder at dømme skulle denne seance have været ubegribeligt lystfyldt.

Han blev fanget af interiørerne i de forskellige tableauer. I et lå to piger i en seng, men ikke i et almindeligt soveværelse. Måske var sengen flyttet ind i stuen? Man fornemmede aftenbelysning: Træer belyst af en lampe, måske en gadelampe ude foran vinduet, der havde lette tylsgardiner delvist trukket for.

Han kunne huske, at han selv engang under en rekonvalescens havde fået lov til at ligge i stuen. De havde redt op til ham i sofaen. Og nogle af børnene havde fået lov til at komme ind og besøge ham.

Et foruroligende stemningssammenfald!

Mon dem, der tog billederne, var bevidste om sådan noget? Reklamefotografer var jo.

Men på de fleste virkede det som om, at fotografen bevidst forsøgte at eliminere det faktiske interiør, måske for at kamuflere, at det foregik i et interimistisk studie.

En langbenet teenagepige lod dog vand fra en riflet gummislange plaske nedover sig i en badeanstalt, hvis enkeltheder nøje lod sig observere. Rummet var stort, dækket af hvide fliser, vandrør, riste, terrazzoborde, stålvaskefade, men noget forfaldent, lod det til, og der var ikke noget spor af håndklæder, sæbe og hvad der i øvrigt gjorde et vaskerum venligt og tilforladeligt. Og pigen var alene.

Hvilken historie kunne knytte sig til dét sceneri? En pige havde helt alene sneget sig ind i fabrikkens badeanstalt om aftenen. Fredag aften, alle var gået hjem. Hvilke forhold betingede en stor piges brændende lyst til at færdes nøgen (og barberet!) i et råt baderum midt om natten? Ville der komme andre unge? Eller var det hendes eget helt private projekt? Og hvad ville andre (hendes klassekammerater, hendes forældre) synes om det, hvis de fik det at vide?

Han forsøgte at forestille sig sin Louise i sådan en situation: Nogen havde indberettet, hvad der foregik, og nu måtte han tage en snak med hende. Hun ville formodentlig bare sige, at hun havde haft lyst til det – og så ville han være lige vidt. Det samme sted som nu: Ét stort spørgsmålstegn. Han måtte selv finde på en plausibel fortolkning. Men det kunne han ikke.

De næste klik sendte ham ind i en blindgyde af tekstsider på hollandsk. Rækker og kolonner, numre. Han klikkede på én af posteringerne for at komme ud eller videre.

Unge piger med fugtige munde, hvori man kunne se kariesfri tandrækker, forsøgte at opfange ejakulation fra mandslem i mytologisk erektion!

Han forsøgte at komme ud af det ved at springe fra klik til klik som på isflager i drift, når det tilfrosne hav pludselig bryder.

En ældre kvinde sendte et frivolt blik ud mod skærmens inderside i lidenskabsløs masturbation med en ubeskrivelig genstand som vehikel.

En velplejet og distingveret kvinde på omkring de fyrre lod sit vand i et vinglas, som en uidentificeret person holdt frem.

Han kom til en forside, Hovedmenu, og et billede af en meget velproportioneret, kortklippet kvinde, først i tyverne så det ud til, kom frem. Hun sad mageligt tilbagelænet i en lænestol med fødderne oppe. Pubes var reduceret til en lille oval over kønnet, hvis forskellige dele havde en meget indbydende farvetone. Han tænkte på mokkamousse.

Hendes fødder var lange og fine som på ægyptiske relieffer af dansende præstinder, og det var tydeligt, at der var fokus på dem.

Den hollandske tekst bekendtgjorde et eller andet, hvori fetich kunne tydes. Han klikkede.

Og ganske rigtigt. Der kom et nærbillede frem af kvindens køn, indersiden af låret, hænder. Fod.

Næste

Nærbillede af ansigtet, mund, øjne, hud, læber. Halsen. Bryst.

Han klikkede igen. En tekstboks kom pludselig nedover billedet! Et eller andet på engelsk. Han skyndte sig at trykke på Cancel-knappen. Så stod der i en ny tekstboks, at programmet havde foretaget en ulovlig handling, og hvis det ikke kunne aktiveres igen, skulle man kontakte forhandleren.

Han lukkede helt ned for alt. Ventede lidt og tændte for det hele igen og trykkede på Explorer. Men der ville ikke opstå nogen forbindelse.

The line is busy! sagde den og forsøgte at få kontakt ét ud af 10 forsøg.

Da den havde forsøgt 10 ud af 10, prøvede han igen, men alt var forgæves. Der var ikke andet at gøre end at lukke for hele pivtøjet og så få Lise til at tage affære.

Da han jo rent faktisk ikke anede noget om, hvad der var sket, var det vel sådan set i orden, at han bare stod ud af det nu?

Hans umiddelbare indskydelse var, at han skulle lade Lise opdage det, og så ville han bare sige det, som det var. En instans i ham forventede, at det hele var i orden, bare maskinen fik lov at hvile natten over, at den så at sige ville have glemt alt om det passerede til engang i næste uge, når Lise skulle på Nettet. Han havde ikke noget imod at fortælle hende, at han under sin erotiske research var kuldsejlet, men en fornemmelse affødt af dagens tone, overbeviste ham alligevel om, at det var bedst at lade tiden arbejde. At ringe til Niklas, når han kom hjem, og bede ham om en mulig forklaring på miseren, faldt ham overhovedet ikke ind. Han havde svært nok ved at kommunikere med sin svigersøn i forvejen.

Maden var for længst blevet kold, så han blev nødt til at give den et lille pift på panden igen. For at tage det lidt klæge af æggene strintede han lidt HP-sovs på, og forsøgte at anrette måltidet på ny i samme atmosfære som første gang, men han spiste uden entusiasme. Dagen var gået i kludder.

Det var som om, at det gådefulde Nakiyama havde personificeret sig for ham i skikkelse af den slanke, kortklippede pige med de smukke fødder. Den nøgne pige som måske havde forskrevet sig til excesser, han overhovedet ikke var udstyret til at vide noget som helst om. Det fyldte ham med en uro, en tristhed, han kendte igen fra dengang, han var ganske ung og følte, at livet gik forbi sjovt og dramatisk derude uden ham, Livet er et andet sted end her, hed syndromet.

Han rejste sig og gik hen og dryssede lidt foder ned til fiskene. De havde appetit, for ingen havde tænkt på dem længe.

Han rehabiliterede sig og den havarerede frokost med et stykke med steg og syltet asie. Han trak en kold bajer op og læste avisen.

På teatersiderne stod der, at Nakiyama havde forestilling i Drübÿcz i Brøndby Vester kl. det og det indtil 17. marts. Måske havde Lise tænkt, at det kunne interessere ham at se udsendelsen på Discovery om Sykes-Picot aftalen 1916, Ententens deling af den Nære Orient og alt det, for der var ingen andre programmer, der havde appel til ham. Men det vidste han nu alt om i forvejen.

***

Arbejdet med det nye diarama skred fremad. Han havde skåret den glasplade til, der skulle illudere havoverfladen. For at få den til at passe perspektivisk havde han måttet tilpasse den som en mangekant uden rette vinkler, og nu passede den præcist ind i den lille kasse.

Skibet River Clydes forstævn var skåret horisontalt igennem, for man skulle kunne se skibet under vandlinjen også. Glassets tykkelse illuderede meget godt den optiske forskydning, der opstod, når en genstand kunne ses både i luften og nede i vandelementet. De små pontoner og en lægter, der var fastgjort fra River Clydes stævn og ind til land, havde han ligeledes delt på langs og limede dem nu på på hver sin side af glasset.

Forsvindingspunktet i det lidt forvredne perspektiv var anbragt højt med sigte skråt nedad på vandfladen, så man både så damperens forskib oppe fra og samtidig så ned på havbunden under skibet.

Til at begynde med havde han ønsket at lave sceneriet fra selve landgangen fra River Clyde, men som det fremgik af forskellige øjenvidneberetninger, var vandet så uigennemsigtigt på grund af de dræbtes blod, at han valgte at lade den aktuelle situation foregå en halv snes dage senere, efter at brohovedet var etableret på Cape Helles.

Han havde ingen plantegning eller præsentationsfoto af River Clyde. En avistegning, han havde fra et samtidigt nummer af The Times, forklarede ganske godt den præcise situation ved landsætningen.

Der fandtes en række interessante fotografier fra selve operationen, eller i hvert fald fra situationen umiddelbart efter, hvor man fornemmede størrelsesforhold og afstanden ind til kysten osv.

Kun ét eneste af dem, ham bekendt, viste sceneriet set fra River Clydes forstævn. Uden dog at vise noget af interiøret i skibet, gav det en forfærdende dokumentation af, hvor langt soldaterne skulle løbe over pontonerne under selve angrebet.

River Clyde blev ved at sejle som almindeligt handelsskib til langt op mod 1960 – da var det spansk og hed Muruja Y Aurora. Under felttoget kaldte man skibet Den nye trojanske Hest.

Langs skanseklædningen på bakken havde man stablet sandsække op som værn for de folk, der bemandede maskingeværerne og for de, som dirigerede River Clydes sejlads indefter. I de måneder felttoget varede, blev skibet utallige gange ramt af granater, men var altså ikke mere ødelagt, end at det selv kunne flyde til Malta bagefter. Han forestillede sig dog, at noget af overbygningen og skibets jernplader i skroget ville bære tydelige spor af granatilden allerede nu i denne aktuelle setting.

Lidt agter for bakken var der skåret hul i skroget, således at soldaterne kunne gå ud den vej fra deres ophold på øverste dæk i lastrummene. Ved landsætningen var der 2000 soldater ombord, de fleste vist nok irske frivillige fra Royal Dublin og Royal Munster Fusiliers. Det var mænd fra disse regimenter, han ville lægge på bunden fuldt ekviperede.

Dér havde de ligget som tinsoldater, der var væltet i snorlige rækker, i fuld mundering med pressefolder i bukserne og hovedbeklædningen kækt på sned!

Han funderede over, om man mon gjorde sig den ulejlighed at fiske dem op? Efterhånden som tyrkernes stillinger blev trængt lidt tilbage, gjorde man det nok, men da var de døde nok temmelig opløste.

Men i hans øjebliksbillede lå de der intakte.

Han malede små krusninger på havoverfladen med oliefarve, så der sine steder opstod en riflet struktur, som når et let vindstød uroer vandet.

Den endelige udformning vedrørende figurerne kunne være noget i denne retning: Et par soldater på vej ad gangvejen, der var lagt ud på lægtere og pontoner. Det kunne være mænd fra Hampshire Regiment, måske fra Royal Naval Division. Én skulle stå og se ned i vandet i stille undren. Nogle søfolk på bakken, ligeledes orienteret nedefter mod havbunden. Én af dem skulle have undertrøje på og bare arme.

Der var nok både flådens folk ombord og nogle fra det oprindelige mandskab, almindelige matroser, som man nu så ud i 1915, men det havde han faktisk ikke kunnet få verificeret. Søfolkene, der bemandede minestrygerne, var chartrede, og da deres skibe blev kraftigt beskudt under flådens forsøg på at forcere strædet i marts, bad de om at kunne afmønstre, hvad de selvfølgelig havde lov til. Men på andre af de almindelige koffardiskibe blev sømændene nok ombord. Så vidt man kunne læse, blev alle ombord på de store linere, hæren chartrede til troppetransport.

Mauritania sejlede med pursere, kahytsjomfruer, kokke og tjenere. Stewarderne gik og støvsugede, når soldaterne under fjendtlig kanonild blev sat i land fra den. Sådan en titusind mand fodfolk kunne jo nok også få sat mærker på tæpperne.

Han havde modelleret en prototype for de små figurer og lavet en gipsform over den. Når de så var støbt i tin, gav han dem de forskellige karakteristika på. De omtalte regimenter var på dette tidspunkt udstyret med korkhatte, ikke ulig det, man almindeligvis kalder tropehjelme. Den engelske Bobby bar stadig hovedbeklædning af dén type. Der var grund til at tro, at soldaterne, der løb i land fra River Clyde med fuld oppakning, havde spændt deres hatte fast under hagen med den dertil indrettede rem, ellers ville de have tabt dem, og de ville være flydt væk i den stærke strøm.

Der skulle være en plausibel forklaring på, at de lig, der lå på havbunden endnu bar deres lette hatte. Stålhjelme havde selvfølgelig været noget andet – men stålhjelme og gasmasker var slet ikke i brug ved Gallipoli. Imidlertid var deres røde jakker skiftet ud med kakifarvede på grund af de erfaringer, man havde gjort sig i Boerkrigene med automatiske våben og røde uniformer. Dén farvetone ændrede han i forhold til de lysforhold, der kunne herske på havbunden. Han lavede den lysegrøn, der sammen med ligenes blege ansigtsfarve gav det undersøiske tableau et fortryllet skær, som var i skinger kontrast til den nøgne, tørre, solbelyste realitet oppe i den klare luft.

Det svarede helt til hans intention med det.

River Clyde var sortmalet udvendigt på skroget. Skanseklædningen udvendigt på bakken var hvid, indvendigt cremefarvet. Dækkets farve kunne være en lysere grå – måske gråbrun. Erfaringer med vedligeholdelse af jernskibe var vel relativt få og nye først i 1900-tallet, men man brugte temmelig meget blymønje, den såkaldte orangemønje til grundering; men vistnok også andre grunderinger med jernoxider, der var kakaofarvede. Og skibsdæk af jern var vel nok en relativ ny foreteelse på den tid også. Så han hældede til dét indtryk, at selve jerndækket på bakken og ved lugerne på mellemdækket kunne være malet i en gråbrun nuance, en sejsmaling sandsynligvis.

Agterdækket og hækken kunne godt have været af træ, men det var jo ikke synligt i billedet.

Skibet var jo chartret af flåden og var velsagtens sejlet af sted, som det var. Senere gav man sig til at male skibene grå, eller man kamuflerede dem med en meget fantasifuld bemaling. Når der stod beskrevet, at fjendtlige maskingevær- og riffelprojektiler faldt så tæt, at de piskede havet op til skum, var det jo sandsynligt, at River Clydes jernplader i stævnen har været fuldstændigt skamferet på dette tidspunkt, altså en uges tid efter landsætningen, og man burde ikke undervurdere havgusens indvirkning på det blotlagte metal. Det ville være sandsynligt, at det sortmalede skrog allerede var godt angrebet, og at rusten var løbet ned ad skroget i striber og har været at se som plamager på de hvidmalede steder.

Han hørte entredøren gå. Han havde glemt alt omkring sig og havde heller ikke spist noget siden ved middagstid. Han lyttede efter, om ikke Lise gik i køkkenet for at få lidt at spise, men alt var stille. Stivbenet og lidt vanfør kom han op ad trappen til køkkenet. Køkkenuret viste 21:28, og lyset var slukket i entreen. Han åbnede en dåse makrel i tomat. Det dødsensstille mørke hus krøb ind om ham som en stigende kulde. En begyndende influenza rumsterede i en øm nakke og gjorde ondt i ørene. Han tog sin makrelmad og en kop varm te med ned i værkstedet og ryddede op for i aften.

*

"Hallo …

Ja, det er Keld Åge!

Nej. Hvad?

Nu skal du høre. Jeg bliver sgu nødt til at melde mig syg i dag. Jeg …

Ja, jeg har det, som om jeg har fået tæsk med en stor pind over hele skroget. Jeg har svedt som en pestramt i nat.

Næh, du, ingen til at se efter mig.

Nej, hun er da taget af sted for længst. Og hun har endda været ude at løbe!

Om hun ikke kunne ha´ droppet det for at sidde med mig i hånden? Kære Lilly, du er vidunderlig! Det var da dig, der skulle sidde her ved min side!

Du skulle ringe og sige det til hende.

Ja. Nej.

Hør, vil du sige til 2.b, at de bare skal læse videre selv derfra, hvor vi er nået til?

Heldigvis, ja. Der står noget fra Lises fødselsdag endnu. Vermouth og en lille smule gin, tror jeg.

Hedder det Manhattan? Puha.

Kodimagnyl og te er nok bedre.

Jeg raskmelder så hurtigt som muligt.

Tak! Hils Jørn."

Han lagde røret på. Han svedte og klaprede tænder. Det var ikke sjovt at være syg, når man var sygemeldt, som Lilly plejede at sige. Han havde vist aldrig oplevet at have ringet til gymnasiet for at melde sig syg, hvor Lilly ikke havde været der. Hun var der altid og var aldrig syg og var altid lige kvik i replikken. Han vidste faktisk ikke andet om hende, faldt det ham ind nu, end at hendes mand var efterlønner, og at hun selv kunne gå på pension om tre år. Og at hun var udlært som kontordame i et stort speditionsfirma, der engang lå på havnen, og at hun kunne huske generalstrejken i 56. Hendes mand spillede på duer.

Han gik op for at lægge sig i soveværelset. Lise havde sagt, at hun ville komme tidligt hjem i dag og lave et eller andet godt til ham. Det glædede han sig faktisk til!

Hun havde lagt tørt sengelinned frem, for hun havde ikke haft tid til at skifte det for ham. Så nu stod han og baksede med at få det på. Det var simpelthen det værste, han vidste. Han frøs, klaprede tænder, og han gøs, da han holdt dynen op i strakte arme for at få den rystet helt ud i betrækket. Han lod det klamme sengetøj ligge hulter til bulter på gulvet og krøb ind under dynerne.

Han var ikke mere end lige kommet op i aftes, da influenzaen overfaldt ham og slog ham i gulvet med et par velanbragte kæbestød, men Lise var da gået ned efter te og hovedpinepiller til ham.

Han døsede. Det blæste derude, hørte han. Solen skinnede lidt. En udluftningskanal på badeværelset sukkede. Han syntes, at det lød, som når nogen snakkede lavmælt.

Senere, da han vågnede, var det fuldt solskinsvejr. Klokken var over ét. Han stavrede ned i køkkenet og drak et glas vand, spiste et par stykker knækbrød.

Inde i stuen kunne han se, at telefonsvareren stod og blinkede.

Han trykkede på knappen. Det var Lise der sagde, at hun alligevel ikke kom tidligere hjem fordi … Et eller andet møde. Hun ville se, om hun kunne