Adriels Børn

By Thomas Bech Andersen

En dommedagsprædikant trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig i et forsøg på at hverve nye medlemmer til sin nye bevægelse.
Rikke Egelund, en ung journalist fra København, bliver af sin redaktør bedt om at tage til en lille vestjysk by for at skrive en artikelserie om bevægelsen kaldet Adriels Børn, og hun bliver hurtigt klar over, at intet er som det ser ud. Hun begiver sig ned ad en farefuld vej i forsøget på at finde frem til den egentlige sandhed om bevægelsen. I takt med at hendes afsløringer finder dagens lys, mærker Rikke jorden brænde under sig, og snart står hun i et dilemma ...

Skal hun tilkalde assistance, eller skal hun grave dybere ned i bevægelsens hemmeligheder alene?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 23, 2020
• ISBN: 9788743064312

Thomas Bech Andersen

Forfatteren er opvokset i Nordsjælland og har skrevet digte og noveller, så længe han kan huske. Han er uddannet i tal, men også i mennesker, og han benytter begge dele flittigt i sit daglige virke i den finansielle sektor. Han har også skrevet bogen Agenturet.

Book preview

Adriel - tilhører Gud

Gift med Sauls datter Merab og

dræbt af Gibeonitterne

Indholdsfortegnelse

Prolog

Torsdag

Kapitel 1: IC3 tog

Kapitel 2: Esbjerg

Kapitel 3: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 4: Ravnsbæk Tværvej

Kapitel 5: 1995

Kapitel 6: Ravnsbæk Tværvej 33, Ravnsbæk Forsamlingshus

Kapitel 7: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 8: Savværksvej 34, hos Bojana Stojanovic

Kapitel 9: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 10: 1997

Kapitel 11: Ravnsbækvej 28, DK-tanken

Kapitel 12: Savværksvej 32, Ravnsbæk Savværk

Kapitel 13: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 14: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 15: 2000

Kapitel 16: Esbjerg

Kapitel 17: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 18: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Fredag

Kapitel 19: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 20: Midgårdsvej 11, hos Poul og Bente Linde

Kapitel 21: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 22: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 23: Savværksvej 34, hos Bojana Stojanovic

Kapitel 24: 2002

Kapitel 25: På landevejen

Kapitel 26: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 27: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 28: 2003

Kapitel 29: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 30: Ravnsbækvej 28, DK-tanken

Kapitel 31: Ravnsbækvej 67, Hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 32: Søvej 38, salen

Kapitel 33: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 34: 2005

Kapitel 35: Ravnsbækvej 55, hos Thomas og Anja Bonde

Kapitel 36: Midgårdsvej 17, hos Poul og Bente Linde

Kapitel 37: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Lørdag

Kapitel 38: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 39: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 40: Savværksvej 32, Ravnsbæk Savværk

Kapitel 41: Midgårdsvej 11, hos Poul og Bente Linde

Kapitel 42: 2007

Kapitel 43: Andrup

Kapitel 44: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 45: 2010

Kapitel 46: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 47: Andrup

Kapitel 48: Midgårdsvej 11, hos Poul og Bente Linde

Kapitel 49: Esbjerg

Kapitel 50: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 51: 2012

Kapitel 52: Midgårdsvej 11, hos Poul og Bente Linde

Kapitel 53: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 54: Ravnsbækvej 47, hos Robert og Eva Dahl

Søndag

Kapitel 55: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 56: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 57: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 58: 2014

Kapitel 59: Ravnsbækvej 55, hos Thomas og Anja Bonde

Kapitel 60: På landevejen

Kapitel 61: Ravnsbækhøj 31, hos Laila Dinesen

Kapitel 62: 2015

Kapitel 63: Ravnsbæk Tværvej 3, Jensens Hotel

Kapitel 64: Søvej 38, salen

Kapitel 65: Ravnsbækvej 67, hos Robert og Eva Dahl

Kapitel 66: Søvej 2, fodboldbanerne

Kapitel 67: 2016

Kapitel 68: Savværksvej 32, Ravnsbæk Savværk

Kapitel 69: Savværksvej 32, Ravnsbæk Savværk

Kapitel 70: Esbjerg Lufthavn

Mandag

Kapitel 71: Danmarksgade 27, hos Thøgersen

Prolog

De hvide strips strammede om hendes hænder og fødder og hun kunne mærke, at de borede sig ind i hendes kød. De var kolde om hendes nøgne hud. Små bloddråber løb ud af hendes mund og blandede sig med hendes angstsved, som omsluttede hele hendes krop. Hun drejede hovedet febrilsk fra side til side og kunne se de mange stearinlys, som oplyste hele det enorme lokale. Bag hende hang et sort lærred med et billede af en ged. Hun strakte hovedet tilbage og så også en trekant med tal skevet inde i. Men hvorfor hang det der?

Hun var spændt fast i en slags stol. Ved siden af hende lå metalliske genstande på et hvidt stykke stof og ud for hver ring, som spændte hendes hænder og fødder fast, stod et sort stearinlys. Hun kunne mærke smerte i sin nakke fra momentet, hvor hun blev presset ned for derefter at blive spændt fast. De voksne var meget stærkere end hende. Hendes hår var gennemblødt af sved og klistrede sig fast til hendes pande og kinder. Hendes tanker var hurtige. Hvad havde hun dog gjort for at skulle lide sådan en skæbne? Hvad ville de med hende? Hun kunne ikke komme på noget, for hun erindrede ikke at hun havde nogen fjender. Havde det noget at gøre med hendes religion? Havde hun syndet? Inderst inde kendte hun godt svaret. Hun var blevet berørt. Hun var uren. Hun forsøgte at lægge låg på tankerne og koncentrerede sig i stedet om sit åndedræt. Hvis hun fik styr på det, kunne det være, at hun kunne få ro til at finde en udvej. Hun havde krampe i benene. De var spændt fast, så de lå spredte og trukket op mod overkroppen, og sammen med hendes arme dannede de et kropsligt X. Hendes sorte kjole var trukket op, så hendes mave var synlig. Hun havde selvsiddende strømper på, men ikke nogen trusser. Hendes krusede kønshår var også gennemblødt af sved og sendte varme dråber ned ad hendes ben. Hun havde ondt dernede. Hendes spredte ben trak hendes kønslæber fra hinanden, og hun skreg smerten ud i lokalet, hun havde opgivet at råbe efter hjælp. Hun havde mistet tidsfornemmelsen, men følte, at hun havde ligget der i timevis. Hen forsøgte at råbe efter sin mor en sidste gang, men uden noget svar.

Hun var alene. Alene i et stort ukendt lokale. Hun gruede for, hvad der ventede hende.

Torsdag

Kapitel 1

IC3 tog

Solen skinnede fra en skyfri himmel og lavede smukke streger, som susede forbi på den anden side af vinduet i den togkupé, hvor Rikke Egelund sad. Det var midt i juli og der var allerede meget varmt i toget, selvom klokken kun var ni om morgenen. Rikke Egelund var journalist og sad med sin bærbare computer, en Asus Zenbook, i skødet. Hendes blonde hår var sat i en hestehale og hendes gule sommerkjole åbenbarede hendes smukke figur. Hun havde moderigtige sandaler med en høj hæl på fødderne. Rikke var en pige, som de fleste vendte sig om efter på gaden.

Hun var ved at læse en artikel om Adriels Børn, en bevægelse, som efter sigende bekendte sig til den kristne gud, men som også havde en del andre aktiviteter. Den var tilsyneladende ved at systematisk opkøbe landsbyen Ravnsbæk, som lå i Vestjylland. Hun havde, af sin chefredaktør Mikael Antonsen, fået til opgave at skrive en artikelserie om bevægelsen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om opgaven. Hun havde det godt i København og havde ikke haft den store lyst til at tage til Jylland. Hvad skulle hun der? Det havde været noget andet, hvis det havde været ud over landets grænser, for Rikke havde altid været meget rejselysten. Men måske ville der alligevel komme noget godt ud af rejsen? Hun var nyuddannet og var netop flyttet til København efter at have studeret i Århus. Hun havde købt en lejlighed på Østerbro og havde brugt hele vinteren og foråret på at sætte den i stand og gøre den til sin egen. Det havde kostet hende en del penge, og hun havde måttet bruge en del af sin opsparing, men det havde været det hele værd. En treværelses lejlighed i hjertet af Østerbro. Hun nød at alting var tilgængeligt og at byen altid var vågen. Hun havde oplevet en snert af det i Århus, men København var bare større og mere indbydende.

Hun var blevet ansat på Direkte, et månedligt magasin med vægt på dybdegående journalistik og reportager. Hun havde været til en enkelt samtale, hvor der havde været umiddelbar kemi mellem hende og chefredaktøren, og hun var blevet ansat ved selve samtalen. Direkte havde til huse i Københavns nordvestkvarter i ældre lokaler beliggende på 2. sal i en gammel kontorbygning, som blev delt med et reklamebureau og et trykkeri. Hendes løn var ikke prangende, men den var bedre end SU og et fritidsjob som tjener på en italiensk restaurant i Århus. Hun havde allerede skrevet to reportager, en om den stigende migration i Danmark og en om præstationsfremmende medikamenter i den danske bodybuilderverden. Dette ville blive hendes tredje artikelserie, og hun var fast besluttet på at imponere Antonsen. Han var ikke så let at imponere, og hun havde aldrig fået nogen særlig anerkendelse for sit arbejde. Måske var han bare sådan? Hun kunne mærke, at hun havde lyst til at imponere ham. Hun var ikke helt klar over hvorfor. Og så måske alligevel. Hun havde et godt øje til Antonsen og hun var faldet for hans umiddelbarhed og charme. Han så godt ud for 45-årig, han havde brede skulde, men var ikke alt for muskuløs. Han havde altid daggamle skægstubbe og gik afslappet klædt. Hun havde altid været lidt tilbageholdende når det kom til at tage initiativet overfor en mand, og hun turde på ingen møde tage initiativet med Mikael Antonsen. Han var garanteret ikke interesseret i hende, så det måtte nok blive ved den slags fascination som en skoleelev har af sin lærer. Han var også meget ældre end hende. Men hvad nu hvis? Hun havde ikke den store vennekreds. De få nære veninder hun havde, havde hun efterladt i Århus. Hun værnede dog om de få nye veninder hun havde i København, og plejede dem med cafébeøg og middage, selvom hun egentlig bedst foretrak sit eget selskab. Hun havde ikke rigtig nogen barndomsvender fra sin opvækst i Ølstykke og det pinte hende en smule, for når hun loggede på Facebook, kunne hun se, at den gruppe i folkeskolen og gymnasiet, som hun havde været en del af, stadig hang sammen. Hun havde altid følt sig som lidt af outsider, men nu boede hun i København som uddannet journalist og havde et godt job og en lækker lejlighed. Og nu sad hun i toget på vej mod Ravnsbæk og læste om Adriels Børn. Hun havde besluttet sig for at læse både om byen og om bevægelsen. Hun havde fundet en række artikler fra biblioteket og hun havde gjort rigeligt brug af Google.

Hun åbnede den første artikel fra Esbjerg Lokalavis som havde overskriften Sekt eller kristendom? Hun skimmede artiklen igennem, for det forekom hende, at den var ret overfladisk og forudindtaget. Den var tre måneder gammel.

Det har ikke været muligt at fremfinde sektens regnskaber, og derfor kan det ikke fastlægges, hvorledes den har været i stand til at opkøbe næsten halvdelen af den lille by.

Det var netop det, som havde gjort Rikke nysgerrig, for bevægelsen havde tilsyneladende opkøbt en række ejendomme og virksomheder i Ravnsbæk. Rikke ville endnu ikke kalde Adriels Børn for en sekt, selv om de fleste andre gjorde, for hun var endnu ikke kommet til bunds i sagen. Hun ville tage tingbogsoplysninger, når hun selv havde fået syn for sagen. Men det måtte hun nok have hjælp til, for hun havde ingen idé om hvordan hun skulle gøre det. Domstol.dk måtte være et godt sted at starte, men hun anede ikke, om man skulle have abonnement, eller om oplysningerne lå frit tilgængeligt for alle. Hun var god til at lave research, men hun var blevet mere og mere glad for at være i marken og tale med folk. Det var ikke den vej hun havde regnet med at gå da hun blev uddannet, men nu var det blevet sådan. Hun åbnede den anden artikel, et kort notat fra Vestjysk Tidende med titlen "Vorherres tjenere – dydens smalle sti"

På trods af sektens åbenlyse tilhørsforhold til den kristne gud billiger sekten tilsyneladende sex før ægteskabet. Desuden er flere af medlemmerne homoseksuelle. På billedet ses et af sektmedlemmerne i et hedt kys med en jævnaldrende pige. Laila Dinesen, som regnes som værende leder af sekten, ses smilende i baggrunden. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hende.

Rikke kiggede på den smilende sorthårende kvinde. Hun kunne ikke danne sig et billede af kvinden, for billedet var ret kornet. Det havde heller ikke været muligt at få Laila Dinesen i tale, for Laila havde ladet det være op til de ældste i bevægelsen at tale med Rikke. Hun regnede dog med se Laila til mødet om søndagen, hvorefter hun ville forsøge at få Laila i tale. Hun lukkede låget til sin computer og kiggede ud i kupéen, som var næsten tom. Hun havde købt billet til første klasse, for hun havde brug for ro til at læse og ikke blive forstyrret af børnefamilier eller højrystede unge. Der sad en ældre herre og læste Berlingske Tidende. Der stod en plastickop på bordet foran ham, som var helt fyldt, selvom han havde hentet den på kaffebordet i kupéen for en time siden. Der sad også en forretningsmand i bordgruppen ved siden af hende. Han var iført en nålestribet habit og sad med hovedet nede i en tablet. Rikke åbnede sin computer igen og kiggede på et notat i Onenote, som hun havde lavet dagen før:

Torsdag

Rebekka Karstad

Middag hos Dahl

Fredag

Skole

Middag hos Linde

Lørdag

Middag hos Bonde

Søndag

Gudstjeneste

Forhåbentlig møde med Laila

Adriels Børn fremstod på ingen måde positivt i medierne. Rikke tillagde det ikke den store betydning, for hun mente, at man gerne måtte have sin egen mening og de fleste havde en tendens til at mærkeliggøre ting, som de ikke kunne forstå. Det gjorde det ikke bedre, at bevægelsen tilsyneladende havde adgang til betydelige mængder af økonomiske midler. Men hun ville undersøge tingene før hun dannede sig en mening. Der var blevet lavet middagsaftaler hos tre fremtrædende medlemmer. Bevægelsen kaldte disse personer for ældste. Rikke havde vurderet, at det at bevægelsen havde takket ja til at Rikke måtte skrive om dem nok skyldtes, at den ønskede at fremtræde mere positivt over for den almindelige dansker. Hun skulle med toget til Esbjerg og derefter med bussen til byen. Mille, Direktes sekretær, havde booket et værelse på Jensens Hotel, byens eneste. Rikke glædede sig til at gå en tur rundt i byen, og hun ville bruge resten af dagen på det inden middagen. Hun kiggede ud ad vinduet igen og så naturen flyve forbi. Hun havde en aftale med Rebekka Karstad, som var talsmand for beboerprojektet Nyt liv. Hun skulle være Rikkes vejviser, og hun ville vente ved stoppestedet når Rikke stod af bussen.

Kapitel 2

Esbjerg

Esbjerg station var en smuk station med den for provinsen så karakteristiske røde bygning med to spir og med skifereternittag. Stationen lå på Jernbanegade, inde i centrum af byen. Rikke var stået af toget, som kun var en smule forsinket, og hun nød solens stråler ramme hendes ansigt. Hun havde en sort jakke over armen og hun rullede sin tætpakkede kuffert bag sig. Hun skulle finde linje 44 mod Ravnsbæk, men hun havde svært ved at finde rundt på banegårdspladsen, så hun måtte spørge sig frem. Hendes blik faldt på en ældre dame, som Rikke forsøgte at stoppe.

Undskyld, må jeg spørge om noget? Den ældre game stoppede, tydelig ubehageligt til mode.

Jeg leder efter linje 44 mod Ravnsbæk. Den ældre dame kneb øjnene sammen og pegede over mod den fjerneste ende af pladsen.

"Det er derovre. Tag dig i agt for Adriels Børn."

Hvorfor skal jeg det?

Der foregår ting, som er bedst gemt væk for dagens lys. Hun vendte sig om og gik.

Rikke gik over mod busstoppestedet. Hvorfor havde den ældre dame sagt det? Hvad var det, som skulle gemmes væk? Hun følte pludselig ubehag ved sit projekt, men der var også et eller andet, som pirrede hendes nysgerrighed. Det var hendes første egentlige opgave væk fra tryghedszonen og hun havde lyst til at vide mere. Hun ærgrede sig over, at hun ikke måtte bruge kamera eller båndoptager til de aftalte middage, men så måtte hun bruge en god gammeldags notesbog. Hun var også en smule sulten, men hun havde besluttet sig for at vente til hun var kommet frem til Ravnsbæk. Hvad mon ventede hende?

Bussen kørte kun en gang i timen, og den var kørt for 10 minutter siden, da Rikke fandt stoppestedet. Hun skulle vente 50 minutter og det var lang tid efter hendes smag, selv om hun godt var klar over ventetiden, da hun havde lavet en rejseplan på rejseplanen.dk Hun var vant til at busserne kørte hele tiden i København. Hun havde i det hele taget vænnet sig til byens puls, så hun fandt det en smule mærkværdigt at stå i en provinsby, hvor bussen kun kørte en gang i timen. Hun kiggede sig omkring og henvendte sig til en midaldrende mand, som stod ved siden af hende. Han var klædt i slidt, men præsentabelt tøj. Hans grå hår bølgede i den lette brise.

Undskyld, men skal du også til Ravnsbæk? Han kiggede overrasket på hende, tydeligvis ikke vant til at blive adresseret til af en smuk ung kvinde.

Nej, jeg skal af et par stop før. Hvad skal du dog i Ravnsbæk?

"Jeg er journalist og jeg skal tale med Adriels Børn. Kender du noget til dem?" Manden fortrak ikke en mine.

Ikke rigtig. Jeg ved, at de er ved at opkøbe hele Ravnsbæk, men jeg holder mig helst for mig selv. Han vendte sig, så han stod med ryggen til hende. Rikke gik tilbage mod banegården og spurgte en ung kvinde, som kom gående med sin hund.

Undskyld. Jeg er på vej til Ravnsbæk. Kan du fortælle mig noget om byen? Kvinden gik hurtigere og væk fra Rikke.

Ikke andet end at du burde holde dig væk. Der sker mærkelige ting derude.

Rikke var nu for alvor nysgerrig. Hvad var det der skete? Hvorfor ville de have, at hun holdt sig væk? Skulle hun alligevel ringe til Mikael for at få mere baggrund? Hun satte sig på bænken foran stoppestedet og ventede på bussen. Efter hvad der synes som en evighed, ankom bussen. Det var en rød turistbuslignende ting med mange trin op til chaufføren, som var en rødmosset herre med langt skæg. Han smilede til Rikke, da hun kom ind. Hun smilede tilbage.

Gider du sige til ved Ravnsbæk? Han grinede.

Ja, selvfølgelig. Det er længe siden nogen har stået af dér.

Rikke satte sig i midterste del af bussen, for hun havde læst, at det var der, hvor man blev mindst køresyg. Der var også ret varmt og der var tilsyneladende ikke nogen aircondition. Bussen transporterede hende fra Esbjerg, hvor der trods alt var nogen civilisation, ud til verdens ende, igennem flere små flækker indtil hun til sidst hørte chaufførens dybe røst, der fortalte at hun var fremme.

Rikkes stod af og hendes blik faldt øjeblikkeligt på en midaldrende dame, som stod ved stoppestedet. Hun var klædt helt i hvidt, et par bukser og en løsthængende bluse. Hun havde skulderlangt sort hår og brune øjne. Mon ikke håret var farvet? Hun havde en halskæde med et stort kors om halsen. Hun fik øjenkontakt med Rikke med det samme.

Hedder du Rikke? Rikke nikkede.

Så må du være Rebekka?

Det er jeg. Er du klar til en rundvisning?

Ja, jeg skal lige ryste støvet af mig først. Jeg skal finde hotellet. Kan du hjælpe mig med det? Rebekka smilede.

Det er ikke så svært. Du står og kigger på det. Rikke rettede blikket op og kiggede på et falmet skilt med teksten Jensens Hotel. Bygningen var opført i røde sten og var i to etager. Der var noget stålbeklædning hist og her på facaden og det hele så faldefærdigt ud.

Fald du lige på plads, skal vi mødes her om en halv time?

Ja, lad os det. Rikke løftede håndtaget på sin kuffert og gik over mod hotellet. Hun kiggede ned ad gaden og så faldefærdige bygninger så langt øjet rakte. Gad vide hvad der ventede hende? De første timer af hendes rejse gav anledning til en del spørgsmål.

Indgangen til hotellet lignede lidt en saloon. Der var en trærepos med bænke foran og vinduerne var små og højtsiddende. Rikke kunne ane en ung receptionist ved disken bag vinduet. Hun åbnede døren og fik øjenkontakt med receptionisten med det samme. Hun var i starten af tyverne. Hun havde kort blondt hår og havde bøjle på tænderne.

Jeg har bestilt et værelse til tre overnatninger. Pigen kiggede ned i ordrebogen. De brugte nok ikke computere. Gad vide om der var Wi-Fi?

Rikke Egelund? Rikke nikkede.

Her er din nøgle. Det er på første sal. Der er toilet og bad på værelset. Der er ikke morgenmad, selv om det står på hjemmesiden.

Nå. Hvorfor ikke?

Vores kok er blevet syg.

Få jeg så ikke nedslag i prisen?

Ikke umiddelbart. Rikke tog nøglen. Hun gad ikke spørge om mere, og havde besluttet sig for at bruge hotspot fra sin telefon. Det gik nok heller ikke, at hun lavede dybdegående journalistik med mistænkelige googlesøgninger fra hotellets Wi-Fi. Hun gik op ad trappen og ned ad gangen. Det hele så meget øde og forladt ud, og hun så ingen andre gæster på sin vej.

Værelset var egentlig meget pænt. Der var sparet på en del, men der var rent. Der var blot et skrivebord, to stole, en seng og et skab. Badeværelset var lige så spartansk. Hun satte sig ved skrivebordet, åbnede sin computer og tændte for