Det fremmede og det kendte: Rejser 1990-2019

By Ole Ditlev Nielsen

En ung mand rejser ud i verden. Gennem tre årtier pendler han mellem det fremmede og det kendte. Hvad opdager han på sine rejser?

Ole Ditlev Nielsen ankommer med firetoget til København en eftermiddag i august 1990. Det er den første af en lang række rejser, der i de følgende år fører ham fra Amager over Italien til Himalayas bjerge og Asiens pulserende millionbyer. Undervejs møder han indiske tennistrænere, tidligere amerikanske krigsfanger, gode venner og mystiske kvinder.

Han ser det svære og det groteske i verden og hylder i denne bog gennem en række korte tekster det melankolske, det smukke og det underlige i tilværelsen. Bogen er en rejse rundt i verden, men det er også en tur ind i det menneskelige sind og en fortælling om rejsen ind i det voksne liv.

"Det fremmede og det kendte" er den anmelderroste Ole Ditlev Nielsens syvende bog, men den første hvor han lukker op for hemmelighederne bag sine rejser. Bogen er med sin mosaik af impressionistiske iagttagelser, betragtninger om livet og smukke illustrationer en bog, der efterlader et stort og blivende indtryk hos sin læser.

Læs "Det fremmede og det kendte" i dag og opdag hvordan rejsen ud også kan være en rejse ind i den menneskelige sjæl.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 20, 2019
• ISBN: 9788743099611

Ole Ditlev Nielsen

Ole D (f. 1975) er forfatter, konsulent og foredragsholder. Siden 2014 har han levet et frit og kreativt liv med tid til at skrive, rejse og være mere sammen med familien. Han har skrevet syv anmelderroste bøger om undervisning, stresshåndtering og slow living. Oles mest populære bog er "Slow living - sænk tempoet og lev et liv med mening", og han driver online-fællesskabet Slow Club.

Book preview

AF SAMME FORFATTER:

Om at undervise –

20 skridt til at blive en bedre lærer (2013)

Om at leve –

20 skridt til mere overskud og mindre stress (2014)

Forandringspædagogik (2014)

Undervisningsdifferentiering –

20 skridt til at møde dine elever (2015)

20 skridt til bedre lærersamarbejde

(2016 – med Martin Lasse Hansen Sieben)

Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening (2018)

Ole Ditlev Nielsen skriver også Søndagslisten, der

er en ugentlig tekst, der kredser om at leve et langsomt,

men meningsfuldt liv. Hvis du vil modtage sådan en tekst

på din mail hver søndag morgen, kan du tilmelde dig på

www.20skridt.dk.

Indholdsfortegnelse

FORORD

KØBENHAVN

WEYMOUTH

NØRREPORT

SOMMERSTED

DRAGØR

HELLERUP

DRAGØR

KØBENHAVN

KASTRUPVEJ

VERONA

PIAZZA NAVONA

TOSCANA

CHRISTIANSBORG

STADSGRAVEN

STEPHANSPLATZ, WIEN

AMAGER STRAND

AMAGERBROGADE

KNIPPELSBRO

KRAKOW

AUSCHWITZ

HELLERUP

KATHMANDU

POKHARA

ANNAPURNA SANCTUARY

KATHMANDU

VARANASI CENTRAL

GANGES

BENAULIM

VAGATOR

PERIYAR

KOLLAM

VARKALA

AGRA

JAISALMER

THAR-ØRKENEN

NEW DELHI

KATHMANDU

AMAGERBROGADE

MADEIRA

AMAGER

PRAG

SØNDERBORG

AMAGERBROGADE

STADSGRAVEN

SHIMLA

DHARAMSALA

CHAMBA

AMRITSAR

NEW DELHI

MUMBAI

BENAULIM

BENAULIM

MYSORE-BANGALORE

BANGKOK

VIENTIANE

KANCHANABURI

SIEM REAP

PHNOM PENH

TRAT

BANGKOK

RÅDHUSPLADSEN

AMAGERBROGADE

CHRISTIANSHAVN

BERLIN ZOO

KASTRUP

GEORGETOWN

AO THONG NAI PAN YAI

RISHIKESH

AGRA

FATEHPUR SIKRI

ORCHA

BENAULIM

ILKAL

SPLIT

HVAR

SAVANNAKHET

HANOI

TOSCANA

VALBY

VALBY

FUERTEVENTURA

CAPE PANWA

CHANIA

ØSTERPORT

OSLO

VALBY

VESTAMAGER

BANGKOK

LAMAI

LOVINA

SINGAPORE

VESTAMAGER

VESTAMAGER

VESTAMAGER

ISLANDS BRYGGE

KAMALA

KAMALA

KAMALA

RAWAI

VESTAMAGER

BEIJING

XIAN

SHANGHAI

KHAO SOK

BANGKOK

VESTAMAGER

HADERSLEV

KØBENHAVNS LUFTHAVN

DALAT

HUA HIN

SAPA

HOI AN

HANOI

VESTAMAGER

PHNOM PENH

KHAO LAK

VESTAMAGER

FORORD

Denne bog består af en række bearbejdede dagbogsoptegnelser fra årene 1990-2019. Der er ikke noget opfundet, og der er ikke tale om fiktion. Jeg har befundet mig på de pågældende steder på de pågældende tidspunkter, og teksterne afspejler de iagttagelser og tanker, jeg gjorde mig i øjeblikket. Det gælder uanset, om øjeblikket var en regnvåd decemberdag på Amagerbrogade, eller en solrig formiddag ved en af Indiens seværdigheder. Derimod er teksterne bearbejdede sprogligt, så de lidt stærkere kommer til at understrege bogens temaer og kontrasterne mellem at rejse i det fremmede og leve i det kendte. Enkelte navne er anonymiserede af private hensyn.

Teksterne forsøger ikke at forklare, hvordan verden hænger sammen. Det lader jeg andre om. De fortæller ikke, hvad der er rigtigt og forkert. De fortæller heller ikke, hvordan livet skal leves, hverken i det fremmede eller i det kendte. Snarere er de øjebliksbilleder, små snapshots af hvordan livet kan se ud på et givent tidspunkt et givent sted i verden. Det er det hele.

Til sammen er teksterne også blevet til en fortælling om en tid og et liv. Ligesom det ikke var intentionen at udgive teksterne, var det ikke tanken, at de skulle udgøre en fortælling om tre årtier, men jeg accepterer, at sådan kan bogen også læses. Det er mit håb, at andre vil nikke genkendende til magien ved at rejse i det fremmede og bevidstheden om at den magi måske netop opstår gennem kontrasten til livet i det kendte.

Afslutningsvis vil jeg gerne rette en tak til Rene Svensson for arbejdet med tegninger og bogens grafiske udtryk. Det har gjort Det fremmede og det kendte til en bedre bog. Endvidere en stor tak til Anders Lundt Hansen og Martin Lasse Hansen Sieben for gennemlæsning af manuskriptet, værdifuld sparring i den redaktionelle proces og evnen til at stille gode spørgsmål. Det har gjort bogen til en bedre bog.

Den største tak går dog til mine børn Cecilie og Mikkel og min hustru Kirstine. For at spise havregryn med mig om morgenen, for at sidde ved siden af mig i flyvemaskiner og for at have været med på rejserne. På dem, der har været. På dem, der skal komme.

Ørestad, februar 2019

Ole Ditlev Nielsen

KØBENHAVN

August, 1990

Jeg ankommer med firetoget. Det er et kapitel i mit liv, der begynder. Jeg er 15 år, og jeg har selv besluttet at flytte til København. Om tre dage begynder jeg på et gymnasium, der ligger ved Nørreport. Om halsen har jeg en sølvkæde, jeg fik en aften i Sydengland, og i min rygsæk ligger nye cowboybukser, en deodorant og nogle tegneserier. Tanken om at starte forfra. Begynde igen. Hvor mange gange vil jeg ikke tænke sådan i de kommende år?

Hovedbanegården tårner sig op over mig, med hvælvinger og danmarkshistorie. Et øjeblik ved jeg ikke, hvor jeg skal gå hen. Så ser jeg en pige i kjole gå forbi, og jeg beslutter, at København kan jeg godt klare.

Der er mange mennesker, ansigter. Det er som om, at de alle sammen er på vej et sted hen, på flugt. Fra hvad? Hvorfor? Det går hurtigt her. Italienske turister med kufferter på vej ned til aftentoget til München, 19.05. Børn på vej hjem fra Tivoli, ballonfigurer. To grønlændere med guldøl i hænderne. En mand med overskæg i DSB-uniform. Lugten fra grillen, hvor de sælger pølser og bøfsandwich. En dame med afbleget hår, for gammel til sin stramme kjole. Teenagere som mig. En butik, der sælger plader. Ekspedienten, der gaber. Tre indvandrere. De er alle på vej et sted hen.

Og mig? Hvor er jeg på vej hen? Er det her, jeg skal slå mig ned? Blive en mand, lære at elske? Eller er der omveje, jeg kommer til at tage?

Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er, at jeg skal gøre, som de har fortalt. Finde spor ni og ti. Det er der, S-togene kører. Tænde for min walkman, lytte til Del Amitris Waking Hours og tage et tog, der stopper ved Ryparken Station. Stå af og mærke den lune augustaften i næseborene. Se en pige forsvinde ned ad stationens stejle, sorte trappe. Lytte til Lyngbyvejens brølende trafik. Gå op i retning af Hellerup og villakvartererne. Begynde mit nye liv.

WEYMOUTH

To uger tidligere, 1990

Det er den sidste aften. Sådan er det altid. Man er væk i fire uger, det er fint, en god rejse, og man har fået nye venner, men magien – det helt særlige, som man vil huske resten af sit liv – det opstår først til sidst. Det er det samme her, hvor man mødes til en barbecue på den sidste aften, inden man sætter sig ind i en bus til Harwich og går ombord på Dana Anglia. Skibet, der sejler en i retning af det nye liv, der begynder om lige om lidt.

Det er sommeraften, Sydengland, sidst i juli, og alle er samlet på toppen af bakken. Længere nede er havet, stranden hvor der gror palmer langs promenaden, og længere oppe er der den blå himmel, der snart bliver mørkere, sort.

Dem, der står for de her sprogrejser, har arrangeret festen. De begyndte med at vise os London, og siden kom vi her til Weymouth, hvor vi i tre uger har boet hos engelske familier, der har serveret mærkelig mad for os. På nær det med maden, har de været venlige nok og sørget for, at vi kom af sted til engelskundervisningen seks formiddage om ugen. Vi har været på udflugter, på stranden, set Stonehenge, på diskotek mandag, onsdag og søndag. Til klokken 23, uden alkohol. Det har været fint, og jeg er blevet gode venner med fodboldmålmanden fra en lille by syd for Roskilde, og der var også hende pigen fra Silkeborg.

Det blev ikke til noget med hende.

Men nu, i aften, giver målmanden og jeg det et sidste skud. Vi kigger på italienerne og spanierne, der er med heroppe i aften. Det er svært med dem. De taler ikke så meget engelsk. Jeg ved det, for de sidste tre uger har jeg delt værelse med en af spanierne, og han har været vældig flink, men jeg tror ikke, at han har sagt to sammenhængende sætninger på engelsk. Jeg ved, han hedder Carlos og kommer fra Valencia, ellers ingenting. De er svære, spanierne.

Til gengæld er deres piger kønne med det sorte hår og brune øjne, og målmanden går til angreb. Der er to piger, der sidder i græsset, med coladåser og paptallerkener foran sig. Nogle spanske fyre står omkring dem, men målmanden er ligeglad. Han sætter sig ned foran de to piger og begynder at tale og får dem til at grine. Jeg følger med. Den ene af dem har en lyserød poloskjorte og stramme jeans på, en sølvkæde med to hjerter om halsen. Det er hende, det drejer sig om.

Senere, da arrangementet er ved at gå i opløsning, går vi alle fire ned ad bakken, i retning mod stranden. Arm i arm, og resten af festen kunne for vores skyld lige så godt befinde sig på månen. Det er lunt i luften, lysene langs strandpromenaden er blevet tændt og mørket faldet på. På et tidspunkt er der en bevægelse, som jeg mærker med det samme. Jeg spørger målmanden:

Tager hun også dig på røven?

Da han svarer nej, mærker jeg noget inde i mig vokse. Det er ikke nødvendigt at tale så meget sammen. Hun siger, hun hedder Marta og kommer fra Madrid, men det behøver jeg ikke at vide. Det er nok for mig at røre ved hende og mærke, at luften over Weymouth er elektrisk. Det hele er fysisk. På et tidspunkt er målmanden, og den anden pige forsvundet. Jeg ved ikke, hvorhen eller hvordan.

Vi ligger i sandet. Måske er det få minutter, måske mange timer, men da jeg til sidst er tilbage ved huset, hvor jeg deler værelse med Carlos, er min værtsfar i slåbrok og ser meget træt ud. Jeg undskylder, men inderst inde er jeg ligeglad. Jeg har rørt steder, jeg aldrig har rørt før. Set ting for første gang. Der er sand i mine underbukser. Til sidst gav hun mig sølvkæden med de to hjerter om halsen.

Næste morgen er det pakning og afsked. Vi skal med bussen og køre de fire timer til færgen. Jeg sidder ved vinduet. Har tændt for min walkman, hører Roxette og deres hit fra filmen om luderen og rigmanden. Jeg rører ved de to hjerter om min hals, vinker fraværende til de mange værtsfamilier, der står for at tage afsked. Hun er der ikke. Det var sommeren 1990. Weymouth, England, Marta. Da bussen med et suk, sætter i gang og svinger ud på den travle hovedvej, veksler jeg et blik med fodboldmålmanden. Sådan noget kommer vi aldrig til at opleve igen. Vi behøver ikke at sige noget, for vi ved godt, hvad det er, der er sket.

NØRREPORT

April, 1991

Forårskoncerten er noget, de holder hvert år. Der er vist ikke længere nogen, der kan huske præcis, hvor længe, den koncert har været afholdt, og måske betyder det heller ikke noget. Alle lærerne har jo forklaret, at det er en tradition. Det er noget, man gør. Der, den sidste tirsdag i april, hvor aftenerne er begyndt at blive længere, der er knopper på træerne, og noget er bristefærdigt.

Det er 1.g’erne, der skal på scenen, og alle forældre er inviteret. De kommer, i jakkesæt, enkelte uden slips, og kjoler. Mødrene dufter af parfume, og eleverne er blevet bedt om at klæde sig i hvidt eller mørkeblåt. Ved indgangen til festsalen er der blomsterdekorationer. Den to meter høje, ranglede rektor, som de har været bange for, siden de kom til at skrive hans rigtige mellemnavn i skolebladet, byder velkommen. Man aner et smil i hans mundvig, men det kan også bare være en trækning. Musiktimerne har de sidste tre måneder ikke handlet om andet end denne koncert.

Først er alle eleverne på scenen. De synger Kom maj du søde milde akkompagneret af den tykke musiklærer med det grå fuldskæg. Det ser ud som om, at flygelet er blevet poleret, men gør man det? Polerer et flygel? Derefter følger den egentlige koncert. Der, hvor de elever, der faktisk kan noget, er på scenen. De fire piger, der har dannet en strygekvartet. Saxofonisten fra b-klassen, som står for aftenens moderne indslag. Tenoren fra en af de matematiske klasser er længst tid på scenen. Han synger meget smukt, og den kongelige opera nede på Kongens Nytorv er allerede på tale. Mens han får aftenens største bifald, mumler en af hans klassekammerater, at han er unaturlig, fordi han ikke går med bælte. Hvad det så end skal betyde.

Til sidst skal det store kor, alle fem 1.g-klasser, på scenen igen. De synger morgensangen fra Elverskud, den gamle, den rigtige, melodi, og det lyder helt flot. På bageste række står der en, der er lidt for høj til at dukke sig bag de andre. Han ser ikke publikum, men der er et øjeblik, hvor han veksler et blik med hende, der står lidt nede til højre, blandt de forreste. Det varer så kort, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden er sket. Hun har allerede drejet sit ansigt igen og tager fat på andet vers.

SOMMERSTED

December, 1991

En stille dag. Som om man lige får lov at trække vejret nu, hvor julen er overstået, og det ikke er blevet nytår endnu. En velkommen pause. Vejret er koldt, klart, vintersol. Jeg går en tur på markerne uden for byen. Der er en lille markvej, måske er den to meter bred, og jeg lytter til stilheden. Også den hilser jeg velkommen, som et besøg fra en gammel ven. Markerne, lige nu sorte og golde, fortsætter i kilometer efter kilometer på begge sider af vejen. Der er ikke noget sne, men frosten er gået i jorden. Den er mørkebrun, hår og knoldet at gå på. Her er stille, for første gange i måneder er der ikke nogen larm. Jeg standser, tørrer lidt snot væk, har ikke set et menneske. De har nok andet at tage sig til.

En dobbelt følelse mens jeg ser et par agerhøns stige op fra marken. En længsel og en frihed. Længsel efter hvad? Frihed fra hvad? Er det fordi, der ikke er nogen, der kan se mig, og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil? Synge en sang? Danse? Tisse i det fri? Fordi her er så stille, fordi at jeg nyder den blå himmel og fornemmelsen af, at tiden lige nu går langsomt?

Om lidt vil jeg gå tilbage igen, og så er der et spørgsmål, der vil trænge sig på. Hvorfor forlod jeg det her? Her kan jeg trække vejret, og hvor kloden drejer i et tempo, hvor jeg kan følge med. Sønderjylland er alt det København, og mit liv der, ikke er. Det er roen over for tempoet, ensomheden over for selskabet, naturen over for kulturen. Jeg tror ikke, at jeg fortryder. Der er mere for mig i de store byer. Det er også det, de alle sammen siger. I sidste ende gør det nok heller ingen forskel. I sidste ende er det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt, vi skal dø.

DRAGØR

Juni, 1992

Vi skulle egentlig læse til eksamen. I stedet er vi gået ned til stranden for at ryge Gauloises. Du køber dem på Hovedbanegården, og de giver en anderledes følelse end at ryge Prince. Det er som om, at man er en del af noget. Noget, der har været før, man selv var her, og noget som vil vare ved i længere tid. Det føles rigtigt, selv om jeg egentlig ikke bryder mig om smagen. Jeg har en gul plasticpose med ti øl med. Og en pose chips.

Vi sidder på en bænk og kigger ud over strandengene, der er bløde i aftenlyset. Det er Sankt Hans på tirsdag, og det er som om, at det ikke bliver mørkt for tiden. I flere dage har der ikke været en sky på himlen, og vi taler om den stemning, der er i Danmark. Om folkeafstemningen, fodboldkampene og det gode vejr. Der er en ny selvtillid, en trodsig stemning, selvom politikerne og kommentariatet alle har lagt ansigtet i de alvorligste folder. Vi tror på, at det godt kan lade sig gøre alligevel. Solen skinner.

Vi knapper to øl op, og jeg åbner posen med de saltede chips. Den giver et suk fra sig, og jeg fanger tre chips med højre hånd, mens jeg holder min Tuborg i venstre. Jeg læner mig tilbage og ser et tankskib ude i Øresund sejle mod syd.

Det var nu en god rejse til Firenze, siger jeg.

"Ja, svarer du.