Vestlandets hvide sne: Hvem er ven - hvem er fjende?

By Peter Beck

Handlingen foregår i 1983, hvor turistbuschaufføren Martin Berg er i gang med sin syvende Skandinavientur med overvejende amerikanske gæster.

Følg Martin Berg gennem hæsblæsende 10 dage på Vestlandet, hvor han bliver viklet ind i narkogangsternes omfattende smuglerier og hensynsløse adfærd.
En japansk turist træder til og sammen tager de kampen op. En kamp der igen og igen ser ud til at være omsonst og hvor kollegaer, personale på destinationerne, og ikke mindst en velorganiseret narkotikaorganisation, ikke skyer nogen midler for at stoppe Martin og hans japanske ven.

Hvem er ven - hvem er fjende?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2016
• ISBN: 9788771706444

Peter Beck

Peter Beck (f. 1950) Debuterede som forfatter i 2016 med spændingsromanen Vestlandets Hvide Sne. I 2018 udkom Gevinstens Pris, der er første bog i krimi-trilogien om politiets afd.-N. I 2019 udkom Tvillingernes Kollaps, der er anden bog i trilogien. Smuglernes Fald er tredje og sidste bog i trilogien.

Book preview

Efterord

Kapitel 1

Dag 1 - Hornindal, Norge 1983

Anna kigger på mig i smug fra rejselederstolen, mens jeg fører den tolv meter lange og seksten tons tunge luksus Volvo turistbus ned af fjeldet mod byen Hornindal. Med sine knap firehundrede hestekræfter, ti fremadgående gear og elektriske retarder, er Volvoen en drøm at føre ad det til tider vanskelige vejnet i Norge, der ofte er dårlige landeveje, mægtige stigninger og nedkørsler.

Vort næste stop på turen er Hornindal, en mindre by i Vestlandet og på breddegrad med Færøerne. Her bor omkring ellevehundrede indbyggere i selve byen og det samme i det omkringliggende opland.

I bakspejlet, hvori jeg har kontrol med vore gæster, ser jeg, at det er på tide at næste stop snart, meget snart, dukker op. Et enkelt blik og et medfølende smil til Rejselederen Anna Flåt.

»Du, jeg tror det er tid for lidt praktiske bemærkninger til vore gæster, det tager omkring femten minutter herfra og til hotellet.«

»Javel hr. chauffør.« Smiler Anna.

Vi taler dansk indbyrdes. Vores gæster er engelsktalende og overvejende fra Amerika.

Anna starter på sin fortælling om Hornindal, den idylliske Bygd hvor vi skal overnatte, før turen går videre til Bergen via Stalheim. Nu er det min tur til at kigge lidt i smug på Anna, Club Travel Skandinaviens dygtigste og ikke mindst kønneste rejseleder.

Anna er norsk og en charmerende kvinde omkring de fyrre år, med en udstråling af myndighed og absolut venlighed. Hun er født i byen Fagernes, lidt nord for Oslo og datter af byens største Supermarkedsejer og rigeste mand i byen. Anna havde udlængsel allerede som ganske ung og havde ingen interesse i hendes forældres ønske om at gå ind i Supermarkedsbranchen. Hun ville ud i verden, og med rigtig gode kundskaber i engelsk, fransk, matematik og samfundsfag fik hun overtalt sine forældre til, at hun kunne rejse til USA og læse på et af de store og anerkendte universiteter, og valget blev Stanford. Stanford University er et af verdens førende universiteter. Det er kendt for sit iværksætterpotentiale karakter, hentet fra arven af dets grundlæggere, Jane og Leland Stanford, og dets forhold til Silicon Valley. Områder for ekspertise spænder fra humaniora til samfundsvidenskab, teknik og videnskab. Stanford ligger i Californiens Bay Area, en af de mest intellektuelt dynamiske og kulturelt mangfoldige områder af nationen.

Her uddannede hun sig ad den merkantile vej og startede som marketingsassistent i CTS, Club Travel Skandinaviens kontor i Los Angeles. Senere blev hun opslugt af de spændende rejsemål, som hun skulle formidle via brochurer og på rejsemesser. Hun ville være rejseleder og det blev hun i den grad.

Hun var aldrig blevet gift og ej heller havde hun fået børn. Der var ikke tid, affærdigede hun dem der spurgte til hendes privatliv. Jeg syntes nu, at hun fik et lidt bedrøvet blik når vi en sjælden gang talte om vores respektive privatliv.

Anna havde de sidste atten år boet i Los Angeles og var sektionsleder for CTS. Hun har været stort set alle steder i verden, enten som rejseleder eller som supervisor for CTS afdelinger eller agenter.

De seneste tre år har hun været chefrejseleder på CTS nok største succes Holiday Skandinavien, og vi har kørt turen sammen tre gange og var nu på vores fjerde tur. Første gang for et år siden, hvor jeg i starten af turen fandt hende lidt vel meget styrende og lidt nedladende over for mig. Jeg er den lidt ligefremme type og jeg konfronterede hende med min opfattelse af hende. Det slog hende helt ud, for det var absolut ikke hendes mening, men hun havde igennem mange år tillagt sig en attitude, for ikke at virke for interesseret i andre mennesker, udover rent professionelt.

Hun havde haft flere mandlige bekendtskaber, men ingen havde været nogen udpræget succes, hvilket betød at hun gik ind i sig selv og viste ingen interesse eller åbenhed for det modsatte køn.

Vi blev meget gode venner og talte godt sammen resten af den tur og da vi sagde farvel på den sidste dag, havde vi kysset hinanden på munden.

De efterfølgende to ture sidste år, blev vi så mere end venner og tilbragte fritiden sammen, dag og nat.

Nu var vi så på tur igen, på en af disse såkaldte Pakke-Ferier, hvor gæsterne starter med fly fra Los Angeles til Chicago, derfra videre til New York og derfra til Wonderful Copenhagen, hvor gæsterne indlogeres på det fine Hotel Sheraton i tre dage. I disse tre dage bliver de slæbt rundt til alle seværdighederne, som den Lille Havfrue, Amalienborg Slot, Christiansborg og naturligvis den gamle have Tivoli.

Fra Wonderful Copenhagen går turen videre mod Stokholm via Frederiksborg Slot i Hillerød og Kronborg Slot i Helsingør, som udlændingene ynder at kalde Hamlet Castle.

Vi overnatter på Hotel Scandic i Jönköping, der er omtrent halvvejen til Stockholm. Næste morgen fortsætter vi så til Stockholm, hvor vi er fremme midt på eftermiddagen.

Stockholm, denne Ø-hovedstad i Sverige, hvor om amerikanerne udtaler sig: Tro mig, du kan ikke købe sprut i denne storby. Jeg vil ikke være svensker om jeg så fik en million dollars. Bedre bliver det ikke når man forklarer dem, at det samme gør sig gældende i Norge, hvor de skal tilbringe tolv dage ud af deres fire uger lange ophold i Skandinavien. Helt galt bliver det, når de bliver præsenteret for en pris på halvtreds norske kroner for en drink, der blot indeholder en fjerdedel af det de er vant til.

»Derfor beklager vi,« Annas klare stemme lyder i bussens højtaleranlæg »denne misforståelse med de enkelte værelser uden bad, men som sagt vil jeg prøve at få alle værelserne med bad - og husk middag kl. 19.30. Spørgsmål?« Anna er nødt til at rejse sig op for at se gæsterne, som følge af niveauforskellen i gulvet mellem os og gæsterne.

Der bliver stillet flere spørgsmål, som Anna med sit søde smil og klare stemme besvarer til alles tilfredshed.

»Husk middag kl. 19.30 - om tre timer, ses vi inden?« hvisker hun til mig.

Jeg nikker diskret og undlader at se på hende, men kigger i stedet ud på søen til højre, som vi nu følger de sidste kilometer før Hornindal.

Hornindalsøen er Vestlandets største og Europas dybeste indsø. Vandet ligger tooghalvtreds meter over havet og er op til femhundredeogfjorten meter dybt. Den dybeste del ligger omtrent firehundredeogtres meter under havoverfladen. Vandet er aldrig grønt, som de mange andre søer på Vestlandet, men er helt klart og blåt. Dette hænger sammen med, at der ingen bræer er i området og derfor ikke aflejrer nogen mineraler. Isen har gennem årtusinder udgravet og formet dalene, søerne og fjordene. Man mener at fjorden gik helt op til Hornindalsøen før sidste istid. Geologiske undersøgelser viser, at havoverfladen gik femten meter højere end Hornindalsøen ligger i dag (femoghalvtreds meter over dagens havoverflade).

Jeg falder lidt i tankespind, mens jeg fører bussen videre gennem den smukke norske natur. Jeg havde nu været turistbuschauffør i syv år og kørt mange ture rundt i Europa og Skandinavien, og var ved at være mæt af indtryk og oplevelser, der mere og mere lignede hinanden. I en alder af otteogtredive år, var jeg begyndt at overveje min videre karriere. Måske skulle jeg vende tilbage til min gamle profession som sælger og få mig et normalt liv.

Jeg havde været gift i knapt ti år, men blev skilt ligesom jeg bestemte mig for at blive turistbuschauffør. Vores børn, to drenge, har jeg rigtig god samkvem med, men det var svært i sommermånederne, at få det passet ind med de mange udenlandsture og jeg har uden tvivl skuffet dem nogle gange. De fortjener bedre. Jeg må sgu se at komme videre i mit liv.

Jeg svingede ind foran hotellet. »Så er det fyraften frk. Flåt« sagde jeg til Anna, aktiverede håndbremsen og åbnede dørene.

Mens gæsterne samlede sig sammen til at forlade bussen, var min opgave nu at tage alle deres kufferter ud af bussens bagagerum.

De fleste kufferter er meget store og hvad vi turistbuschauffører kalder etværelseslejligheder - og så vejer de et ton, føltes det. De bliver bakset ud alle seksogtredive og stillet op på række, så gæsterne selv kan tage dem med ind på hotellet, hvor de som regel bliver transporteret videre til deres respektive værelser af hoteldrengene, der med kridt skriver værelsesnumrene på. Jeg sørger selv for Annas og min, som under turen opbevares i mit private bagagerum, der også indeholder øl og vand, lidt spiritus, kaffe og chokolade.

Hotel Raftevolds i Hornindal er et traditionelt norsk hotel opført i træ, der for nylig er restaureret, således at det i dag består af en gammel og en ny og meget moderne afdeling. Hotellet er og har altid været et familiehotel, og i dag varetages det af Knut Kristensen, hans datter Veronica og dennes mand Leif Holtz. Knut Kristensen er enkemand, hans kone Ydia, omkom ved en trafikulykke for et par år siden.

Under anden verdenskrig blev Knut, hans mor og far, samt hans tre mindre søskende smidt på gaden af tyskerne, der skulle bruge hotellet som hovedkvarter for det tyske søværn. Beliggenheden var ideel for de tyske tropper på grund af den dybe fjord, der blot hundrede meter fra land er mere end femoghalvfjerds meter dyb. I 1944 siges det, at der på et tidspunkt lå tre store Ubåde neddykket, kun halvtreds meter fra land.

Det kunne også ses på de omkringliggende veje, at tyskerne havde haft store aktiviteter i dette område. Vejene var næsten dobbelt så brede som normalt, efter norske forhold, ligesom de var lavet af beton, hvor selv i dag mange af de norske veje stadig er af jord og grus.

Knut og hans familie boede hos venner i byen i de sidste to år af krigen og måtte stiltiende se til, at hotellet mere og mere gik i forfald under tyskernes belejring. Tyskerne forlod Hornindal den 20. marts 1945 og det skulle tage næsten et år, at få det gamle hotel til igen at ligne det oprindelige Hornindal Hotel.

Efter at jeg havde sat gæsterne og deres bagage af, kørte jeg bussen hen til den store parkeringsplads som ligger lidt skråt over for hotellet. Pladsen er ejet af Stryn-Busserne, det lokale busselskab i området, men firmaet har indvilget i at også turistbusser med ærinde til Hornindal Hotel kan anvende pladsen.

På grund af de alt for dårlige veje på turen til Hornindal, var jeg nødt til vaske bussen udvendig som indvendig. Det tog næsten en time og herefter trænger man selv gevaldigt til et brusebad.

Anna har klaret det sådan, at alle vore gæster bor i den nye afdeling, hvor alle værelser er med bad. Til stor glæde for gæsterne.

Værelserne som Anna og jeg er tildelt, er i den gamle afdeling over for hinanden, og for enden af gangen ligger badeværelset. Mit værelse er et dobbeltværelse med en stor bred gammel seng, og et spejl over en lille håndvask. I værelset er der også placeret to gamle lænestole. Nu skulle det blive rart med et bad.

Det lune vand var en skøn fornemmelse, desværre opdagede jeg til min ærgrelse at jeg ikke havde noget shampoo med. Jeg lukkede for vandet, tog min morgenkåbe på og listede hen til Annas dør og bankede på. Der løb vand derinde og tanken strejfede mig om hun havde fået et værelse med bad, det viste sig ikke at være tilfældet.

»Hvis det er nogen jeg kender, så kom ind!« Råbte hun.

Jeg gik ind og der stod hun i bar overkrop og et håndklæde om hovedet og livet og vaskede sine fødder i håndvasken. »Hvorfor tager du ikke bare et bad, i stedet for det der etagevaskeri?« spurgte jeg.

Hun smilte til mig og trak håndklædet op over sine bryster. »Jeg trængte bare til at få kølet mine fødder ned, efter en hel dag i høje hæle.«

Hun gik hen og låste døren, lod håndklædet falde til gulvet og smøg sine trusser af.

Bag efter den traditionelle smøg, vi delte en af mine.

Anna hostede fælt. »Hvad fanden skal du ryge de sindssyge stærke cigaretter for,« og i samme åndedrag, »det var pragtfuldt, skat.«

Hun rejste sig på den ene albue og kyssede mig. »Hvad ville du for resten? - jeg mener hvordan kan du tillade dig, at komme her i morgenkåbe uden en trævl indenunder, og forskrække en lille uskyldig rejseleder?« Hvorfor elskede hun altid at spille uskyldig?

Jeg fortalte hende om den manglende shampoo. Leende stod hun ud af sengen, strakte sine arme op over hovedet og vendte sig om mod mig, så jeg kunne betragte hendes perfekte nøgne og indtagne krop. Jeg rakte ud efter hende, lukkede øjnene og mærkede hun gav mig et eller andet i hånden. Det var en flaske shampoo.

»Du må nøjes med Elida min ven, klokken er mange og vi spiser middag om en halv time,« sagde hun med sit uimodståelige smil. Jeg klaskede hende let i numsen.

»Martin det gør du ikke!« Råbte hun, da jeg demonstrativt vandrede ud af hendes dør, splitternøgen med morgenkåben i den ene hånd og min E1ida i den anden. Jeg lod døren stå åben efter mig, så hun kunne betragte min bagdel hele vejen ned til badeværelset. Hun må have glemt at hun selv stod som vorherre havde skabt hende i døren.

Det var dejligt igen at stå under bruserens varme vand, tilfreds og dejligt afslappet. Jeg brugte rigeligt af Elida, men det ville ikke rigtigt skumme. Efter fem gange at have skyllet håret og igen sæbet håret ind, fik jeg den ide at se på Elida. Det var hårbalsam.

*****

Middagssalen var propfuld af engelsktalende gæster. Der var ankommet et selskab mere, flere af dem var jøder, bemærkede jeg på min vej hen til bordet hvor Anna havde sat sig.

Ved bordet sidder også en nydelig ung pige fra vores gruppe, Suzan hedder hun og kommer fra Australien. Jeg kunne huske, at hun tidligere på turen havde fortalt, at hun også skulle til Island. Jeg nikkede pænt til vore gæster, flere af dem kom med mere eller mindre smigrende tilråb til mit hår, der i bogstaveligt forstand stod ud til alle sidder. Hun kunne bare vente sig, den lille satan.

»Martin, hej – herover!« En velkendt og behagelig mandestemme kaldte på mig og jeg så mig søgende om og fik øje på Henrik. Henrik er chauffør i et andet dansk busselskab, PAW Busserne, og vi har flere gange gennem årene mødtes på disse skandinaviensture. Trods sine femogfyrre år, har han en udstråling som en fyr på femogtyve, et kraftigt hår som selv en teenager vil misunde ham, som jeg gjorde det, der selv er blevet lidt tynd i toppen.

Vi ryster hænder et stykke tid og Henrik præsenterer mig for en meget nydelig kvinde; »Betty, min fantastiske dygtige og yndige rejseleder,« meddelte han.

Jeg sagde goddag til Betty og betragtede hendes fine ansigt med de bløde, lidt smalle læber og de små fregner over næseryggen. Hun havde smilehul i den venstre kind og et skønheds mærke på den højre. Betty er amerikaner, men taler et fint skandinavisk, nærmest svensk og hun fortalte mig, at det glædede hende endelig at møde mig, for som hun udtrykte det;

»Man har jo hørt lidt af hvert om dig, Martin.« Hun grinte frækt og ignorerede mit spørgende udtryk. Netop som jeg ville til at fritte hende for hendes udtale blev vi forstyrret af Anna, der høfligt trak mig i ærmet.

»Vil du præsentere mig for dine venner, Martin.«

Det gjorde jeg, og trods Anna og Henrik hilste på hinanden, som om de aldrig tidligere var mødtes, mente jeg at se noget genkendelse i begge deres øjne.

»Nå, I er måske mødtes før?« spurgte jeg.

»Nej, det mener jeg ikke. Er vi det Henrik?« Anna så undersøgende på ham.

»Helt sikkert ikke, en så smuk kvinde ville jeg altid kunne huske.« Henrik så væk fra Anna og slog hånden ud, »sæt jer nu ned!« Vi satte os ved deres bord og glemte at Suzan fra Australien sad og ventede ved det andet bord.

Vi fik en dejlig middag bestående af salat blanding og varmt brød, en halv Rødding - en lakse fisk- og to stykker blandet is til dessert. Under middagen talte vi om gæsterne og Henrik talte ikke særligt smigrende om deres, der var jøder og mere end normalt kritiske med alt på turen.

»De tror sgu, de har købt både bussen og os, sammen med deres rejse.« Han grinte selv højt af sine kommentarer.

»Åh, så slemme er de nu heller ikke og du er fyldt med fordomme, din dumme dreng.« Betty slog Henrik på skulderen.

»Gu er jeg ej, de er så nærige, at de græder når de skider.«

»Nu er du altså ulækker.« Betty så forlegent på os.

»Jeg kan huske,« fortalte jeg, »fra en bytur i København, at jeg havde et stort glasaskebæger med nogle mønter i, stående i frontruden, hvorpå der var skrevet ’Tips’. Så kunne gæsterne lægge lidt småpenge til chauffør og guide. Når vi så havde jøder med, så lagde de en Femmer og to en tier – så joh, Betty, Henrik har ret, de er nogle sataner.« Jeg blinkede til Henrik.

»Hold nu op med jeres jødesnak.« Anna skubbede stolen fra bordet, »ses vi i baren senere?«

Vi aftalte at mødes i baren klokken enogtyve.

Der var god stemning i baren. Trods de tårnhøje priser, manglede der ikke flasker og glas på bordene. I hjørnet sad Gregers, der er dansk, og spillede på orgel. Gregers flyttede til Norge i starten af 1950’erne og har ikke været i Danmark siden og som han udtrykker det. »Der er sgu ingen der savner mig, bortset fra skattevæsenet og min fraskilte kone.« Der var noget med, at Gregers skyldte over ethundredeogtres tusinde kroner i skat og små halvtredstusinde i hustrubidrag. Selv klarede han sig fint i Norge.

Gregers lever af at spille på de lidt bedre hoteller og gør det virkelig godt, ligesom han, blot efter at en gæst har nynnet eller fløjtet en melodi, kan spille den med akkorder og rytmeboks til alles tilfredshed. Jeg bemærkede at han allerede havde fået en fan i en af vore gæster, Jessie De Montre, en meget sød og nydelig ældre dame, omkring de halvfjerds år. Hun smilte og slog takten i hænderne, ikke den samme takt som Gregers førte, mens hendes øjne var rettet med fryd til Gregers. Jeg vinkede til Gregers der slog en trille på orglet og spillede så ’On the Road Again’ mens han smilede bredt til mig.

Hotelværten Knut Kristensen, og hans datter Veronica gik rundt og talte med gæsterne og tog imod bestillinger på sjusser, snacks og hvad gæsterne ellers måtte ønske.

»Mojn Knut,« jeg gav ham min hånd, som han tog og rystede.

»Mojn, Mojn Martin, meget søde folk du har med. Anna kommer lidt senere bad hun mig sige til dig.«

»Okay. Dejligt at være her igen Knut, og I har det godt alle sammen?«

»Ja, det går fint og vi får rigtig mange gæster i år, forudbestillingerne flyder ind på telexen.« Han så nu ikke speciel tilfreds ud med det hele.

»Hvor er din håbefulde svigersøn Leif? - jeg har et par flasker Cognac med til ham.«

En mørk skygge gled hen over Knuts ansigt. »Han er taget til Oslo, hans gamle mor ligger for døden. Jeg har aldrig hørt ham tale om sin mor før, men Veronica har mødt hende sidste sommer.«

»Det var da trist. Jeg giver dem til Veronica, så kan jeg få pengene næste gang jeg kommer.«

»Hun kan tage dem fra kassen, så lægger jeg ud indtil Leif kommer tilbage.«

»Så siger vi det.« Det passede også mig bedre, jeg havde ingen anelse om hvornår jeg kom hertil igen.

»Undskyld mig Martin, gæsterne venter.« Knut gik hen til et andet bord hvor nogle af vores gæster sad.

Jeg blev stående i baren og kiggede diskret ud over gæsterne, der overvejende tilhørte vores gruppe. Det var tydeligt nu, hvor gruppen havde været sammen i otte dage, at de havde fundet hinanden og hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. Det er jo den absolutte fordel ved busrejser, hvor gæsterne er sammen mange timer hver dag, og får de samme oplevelser, som de sikkert alle har en opfattelse af, og kan tale om ved bordene under deres måltider.

Jeg havde talt mere eller mindre med dem alle sammen, og var fortrolig med deres navne og hvor de kom fra. Der var naturligvis også nogle enkelte, der ikke gjorde sig bemærket, eller på anden måde lod mig mærke, at de ikke var interesseret i det store sociale samvær. De fik lov til at passe sig selv.

Mit blik faldt på Fritz Lee, en middelaldrene stor og varm fyr, forretningsmand med eget vognmandsfirma i Ohio med halvtreds store lastvogne. Fritz har sin kone Greta og hendes mor Oliva med på denne tur, og jeg havde noteret mig, at Fritz havde et misundelsesværdigt godt forhold til sin svigermor.

Fritz var meget snaksalig og talte om sin vognmandsforretning, så snart han kunne komme til det. De sad til bords med Barbara og Reynold Roberts, et par fra Chicago der begge var pensionerede bankfolk.

Ved bordet ved siden af sad Chris og Ingrid Dahl der kom fra Chicago. Ingrid Dahl havde aner tilbage til Norge, vist nok en oldemor fra Lillehammer. Ved siden af dem sad Sylvia Forsyth og Jessie de Montre, et ældre venindepar fra Idaho, der var i snak med Conny og James Earl Rothwood fra Florida. Suzan sad der også og lyttede opmærksomt til de andres samtaler. Vore blikke mødtes et kort øjeblik, så kiggede hun væk.

Veronica, der nu stod i baren og betjente gæsterne, sendte mig et hadefuldt blik idet jeg nikkede venligt til hende. Jeg lod som ingenting. Jeg havde haft en enkelt affære med hende, umiddelbart før hun giftede sig med Leif Holtz.

Betty sad alene ved den lille bardisk, som vi havde aftalt vi alle fire skulle invadere senere på aftenen. Hun hilste med et frisk, »Hej Martin, By me a drink, darling.«

»Du kan få et glas mælk, og så skal jeg putte dig i seng og hvis du er rigtig sød, skal jeg læse et frækt lille eventyr for dig,« svarede jeg hende. Hun fniste. »Sig mig,« forsatte jeg, »tror du Anna og Henrik har valgt et andet sted, den er næsten kvart over ni?«

»Nej, men lille Martin, er du ved at blive jaloux på gamle Henrik,« drillede hun, »du skal se de ligger nok nede på stranden og nyder stilheden og det friske vejr.« Hun må have glemt at det var midt i maj måned, og at det ikke var en grad varmere end i Grønland i højsommeren, altså omkring de ti grader.

»Jeg tror nok de ligger, men det er nok tvivlsomt om det er uden for min tøs, du skal se de li…,« længere nåede jeg ikke, for i det samme slog Henrik mig med et ordentligt slag ned af barstolen, mens han grinene replicerede.

»Nå, du er nok ved at forføre den lille uskyldige pige, hvis beskytter er blevet lidt forsinket på grund af de sindssyge gæster, der ikke kan finde ud af hvad der er koldt og varmt vand i deres badekar. Altså i hanerne,« tilføjede han fjoget, »nå, lad os få et par øl Villo,« henvendte han sig til bartjeneren. Veronika var gået.

Villo Sigurdsson, tjeneren, natportieren, altmuligmanden gloede surt på Henrik og så så smilende på Betty.

»Hvad ønsker fruen, eller er det frøkenen?«

»Frøkenen, tak.« Betty smilede forførende til ham.

»Jeg går ud fra at De har en bedre smag end denne grove mandsperson,« han kiggede endnu mere foragteligt på Henrik. »Må jeg anbefale en Gin og Tonic og i aftenens anledning på husets regning?«

Betty sagde ja tak og grinte frækt til mig og Henrik, der åbenbart måtte vente på vores øl. Jeg tænkte over hvad der var for en speciel anledning ved denne aften.

Anna arriverede, og der blev næsten helt stille i restauranten da hun langsomt, og meget bevidst skred imellem de små borde og smilte sødt til alle, selv Veronika smilede igen. Flere af vore gæster bad hende tage plads hos dem, men hun afslog venligt. I stedet tog hun plads ved siden af Gregers, der slog nogle akkorder an, smilte til Anna, der begyndte at synge – ’As times go By’, hun sang vidunderligt og jublen kendte ingen grænser, da hun sluttede sangen og højtideligt nejede dybt for sit publikum. Anna indvilgede i at synge et par numre mere, oveni købet nogle som gæsterne havde valgt. Hun kunne virkelig underholde.

Jeg fortsatte med at kigge lidt på gæsterne, der var helt opslugt af Annas performance, fuldt fortjent. Vi havde en gruppe i gruppen, der bestod af seks jævnaldrende ægtepar, der alle kom fra Seattle. De var sammen om alting, i bussen, når der var pause og fotostop, ved frokosten og middagen, samt som nu, når der var underholdning på hotellet. De stillede aldrig spørgsmål eller henvendte sig hverken til Anna eller mig. Vi havde så til gengæld heller ingen klager fra dem.

Så var der den lidt atypiske kinesiske familie fra New York, et yngre ægtepar omkring de tredive år og deres to drengebørn Shin og Shan på henholdsvis syv og ni år. Kønne drenge og ekstrem velopdragene, på intet tidspunkt indtil nu, havde de ikke på nogen måde været irriterende for hverken de øvrige gæster eller os. De sad sammen med den lidt indadvendte og tavse Hr. Wiang og, tror jeg, hans far.

Ved et bord, helt ude i siden af restauranten sad Jasper og Kenn der var homoseksuelle, hvilket de tidligere havde fortalt mig i fortrolighed, da vi var mødtes på en bar under vort ophold i Oslo.

Det lod ikke til at genere nogen af vore gæster, egentlig tænkte jeg, at de to fyre på ingen måde udstillede deres seksualitet, men opførte sig som helt almindelige kammerater, der var på tur. Jeg havde ikke involveret Anna eller andre om deres fortrolighed.

Vi blev i baren til klokken var næsten et om natten, og som den første af os fire brød jeg op.

»Nå, skal du ud og kysse bussen godnat?« spurgte Henrik.

Jeg smilte til ham, sagde godnat til Betty og Anna, blinkede til sidstnævnte og gjorde som Henrik havde antydet.

Veronica stod uden for hotellet og røg en cigaret, som hun smed på jorden og trådte ud, da jeg trådte ud af døren.

»Hej Veronica, hvordan har du det?«

Hun samlede skoddet op i hånden. »Hvorfor interesserer du dig for mig, jeg har ikke glemt at du udnyttede mig engang.«

»Udnyttede dig?« jeg så oprigtig forundret på hende.

»Ja, typisk jer turistbuschauffører. I skal bare lige have os lagt ned og så kaster I os væk som et krøllet stykke papir.« Hun så vredt på mig.

»Hvad fanden er det for noget vrøvl, du ved da selv, at vi ikke kunne føre det videre og som jeg husker det, så var vi enige om det dengang.«

»Var vi det? - sjovt, jeg husker det ikke sådan, du smigrede dig ind hos mig og da jeg gav efter og lod dig tage mig, var jeg ikke interessant mere. Da du rejste næste dag sagde du ikke engang farvel.«

»Din hukommelse er som en si,« jeg var lidt vred nu, »du lagde an på mig, fra det øjeblik jeg parkerede bussen, og du var mere end villig til at modtage mig i din seng, som du havde gjort med andre turistbuschauffører og som du underholdte mig detaljeret med.«

»Du er en lort Martin og havde Leif været her, havde jeg fået ham til at give dig et ordentligt lag tæsk.« Hun ville ind ad døren.

»Veronica for fanden, slap nu af. Du har det godt her på jeres hotel og en dag bliver det dig og Leif der tager over. I får børn og lever et dejligt liv i verdens skønneste natur.« Jeg tog hende blidt i armen.

»Slip mig, og spar mig for alt dit romantiske pis. Jeg har det ikke godt og jeg får det heller aldrig. Jeg hader dette lortested, jeg hader Leif og jeg hader min far.« Hun faldt hulkende sammen på trappen.

»Hej, rejs dig, du kan ikke ligge her foran døren, kom nu her.« Jeg tog fat og løftede hende op i armene.

Hun pressede sin krop imod min og hviskede, »jeg elsker dig Martin, jeg kan ikke gøre for det.« Hun rev sig løs og gik ind.

Det var måske ikke så idyllisk her på Hornindal Hotel, som jeg havde indtryk af. Veronica var tydeligvis ikke tilfreds med sit liv, gud ved, hvad der var årsagen til dette. Leif kunne godt skyde en hvid pil efter de to flasker cognac jeg havde med til ham, så hellere skylle dem ud i lokummet.

Kapitel 2

Dag 2 - Hornindal 01:20

I de syv år jeg havde kørt turistbus, havde jeg altid før jeg gik til ro, gået en runde omkring bussen. Det ville ligesom være nemmere, at skulle skifte et hjul eller en pære om aftenen, end om morgenen hvor der i forvejen som regel var for lidt tid. Jeg ville altså, ved at gå disse ture om aftenen, opdage eventuelle punkteringer, oliespild og lignende. Men selvfølgelig siger jeg også godnat til bussen.

Jeg stod stille uden for hoveddøren til hotellet, og nød stilheden den friske bjergluft og brisen fra fjorden. Fjeldenes silhuetter mod himmelen, der var dybsort og hvor et væld af stjerner blinkede lystigt, og fascinerede mig i nogle minutter.

På parkeringspladsen, hvor min bus holdt parkeret, havde den nu fået selskab af Henriks store Neoplan bus, samt en fem seks stykker af de lokale Stryhn busser. Pladsen lå øde og stille hen.

Først troede jeg, at Henrik havde glemt at slukke sin kortlampe over instrumentbordet i venstre side, og jeg havde næsten vendt mig for at gå ind og fortælle ham det, da lyset pludselig bevægede sig en smule, som om lyset skulle følge en linje eller rettere flere linjer, for lyskeglen bevægede sig i små korte ryk fra venstre mod højre.

For ikke at stå lige foran hoveddøren til hotellet, var jeg trådt lidt til højre da jeg kom ud fra hotellet, og stod faktisk nu dækket af en bjergbirk plantet i en kumme. Der var placeret sådan én på hver side af hovedindgangen til hotellet. En bil nærmede sig, jeg kunne ikke se den, men hørte den svagt. Så var den der. Det var en stor sort amerikaner bil, hvor kun parkeringslyset var tændt. Den stoppede hundrede meter fra parkeringspladsen hvor busserne holdt.

Jeg overvejede at gå ind og hente Henrik, det var jo trods alt hans bus, men et eller andet trak i mig for at se, hvad det så end var der skete derovre.

Jeg skubbede døren til hotellet op og gik med raske skridt over imod busserne. På vejen over skævede jeg til den sorte bil, noterede mig ubevidst dens nummerplade, og konstaterede, at der sad to personer på forsæderne, de bagerste ruder var sorte.

Da jeg var halvt over gaden, skete der to ting. Lygten i Henriks bus blev slukket og den sorte bil fór frem imod mig. Jeg sprang for livet og landede i nogle buske på den modsatte side af vejen. Buskenes grene var fulde af små væmmelige torne, der rev mine hænder til blods.

Den sorte bil var vendt om og kom nu ned ad gaden mod mig. En skikkelse med en stor sort sportstaske løb fra parkeringspladsen og sprang ind i bilen, der hurtigt forsvandt i stærk fart ud af byen mod Stryhn. Jeg blev liggende i nogle minutter og affandt mig med, at de forbandede torne stak ind i min krop alle vegne. Der var åbenbart ingen der havde set eller hørt noget til episoden, for alt var igen stille og idyllisk.

Jeg rejste mig fra buskene og flere af de små torne borede sig ind i mig, jeg måtte nærmest rulle mig ud af buskene. Mine hænder var blodige og skjorten beskidt. Jeg kiggede hen mod busserne, døren til Henriks bus stod åben. Jeg gik over til busserne og kiggede ind af døren til Henriks bus. Køleskabet stod åbent og alt var rodet, det samme gjaldt skabet ved rejselederstolen. Jeg besluttede mig for at hente Henrik.

I receptionen spurgte jeg portieren Villo efter Henriks værelsesnummer, og med et sigende blik på mine hænder, ansigt og mit tøj fik jeg det oplyst. Jeg undskyldte mit udseende med forklaringen om, at jeg havde trådt forkert på vej ud af bussen. Villos ansigtsudtryk fortalte mig, at det troede han overhovedet ikke på, hvilket jeg dog var bedøvende ligeglad med.

Henriks værelse var i samme afdeling som mit. Han svarede ikke på min banken, så jeg tog i døren, den var låst.

Jeg ærgrede mig over ikke at have kigget ind i baren, inden jeg var gået op efter ham på værelset, og skulle til at begive mig derned, da jeg hørte hans høje klare latter og en piges fnisen fra værelset overfor.

Jeg stillede mig op foran døren og lyttede, men nu var de tavse. Jeg vendte mig om ved lyden af lette fodtrin og så Anna komme hen ad gangen.

»Hvad i al verden bestiller du ud foran Bettys dør på denne tid af natten?« og forsatte hun, »jeg har været nede og kigge efter dig, det tog lidt langt tid at kysse bussen godnat.« Hun kiggede undersøgende på mig og udbrød et lille skrig. »Hvad er der sket med dig, du er jo fuld af blade og jord i hovedet. Og se dine hænder.« Hun så virkelig forskrækket ud.

»Jeg øh,« begyndte jeg, men blev heldigvis afbrudt af Henrik, der stod i døren til Bettys værelse, kun iført underbukser. »Kan man monstro snart få lidt nattero, her ligger anstændige mennesker og prøver på at få lidt søvn, og så står sådant et middelaldrene ægtepar og diskutere deres livsindhold klokken to om natten, man skulle egentlig ringe til politiet og få jer indespærret i et par årtier.« Så bukkede han og fejede med hånden, som de gjorde under Cristian d. 4. tid.

Anna grinte og nejede. »Takker ydmygt Deres excellence,« og henvendt til Betty der lå i en gennemsigtig natkjole på sengen. »Pas på min kære, du får nu selskab af en lesbisk pige og en alfons, så tag dynen op om dig eller skal jeg komme ned i sengen til dig.«

Efter hendes udtryk i øjnene, troede jeg mest på, at hun virkelig havde lyst til at krybbe under dynen til Betty. Det havde jeg faktisk også selv, hun så dejlig ud i sin Ole Lukøje. Henrik kom os begge i forkøbet og han sprang elegant op i sengen, pegede på sofaen overfor. »Sid ned og lad som om I er hjemme.«

Betty så på mig med et bekymret udtryk. »Hvad er der sket?« Hendes stemme fik Henrik til at se over på mig og først nu gik det op for ham, at mit ansigt og hænder var revet til blods.

»Jeg sagde jo til dig at du skal holde dig fra de norske stuepiger,« formanede han, og slog så om da han forstod alvoren i mine øjne.

»Kom gamle dreng lad os gå ud på badeværelset og ordne din makeup.«

Vi gik hen ad gangen til badeværelset, jeg blev svimmel og begyndte at fryse og ryste. Greb Henrik i armen da svimmelheden tvang mig i knæ.

En våd klud blev tørret rundt i mit ansigt, den var dejlig kølig. Da jeg slog øjnene op, sad Henrik på knæ ved min seng, som han havde lagt mig i.

»Er der gået lang tid?« spurgte jeg.

»To minutter. Det er kun nogle ganske få overfladiske sår du har fået, du ser faktisk allerede helt normal ud, bortset fra dit lidt blege ansigt.« Han rejste sig og åbnede min kuffert, fremtog min lommelærke, hældte op i låget til flasken og rakte mig det.

»Du trænger til sådan en,« smilte han og forsatte, »ræk mig dine hænder, så jeg kan ordne dem og fortæl mig så hvad du har lavet, siden du kan komme til at se sådan ud.«

Jeg fortalte ham hele historien og at dømme efter hans ansigtsudtryk troede han på mig.

»Du, giv mig et stykke papir og en kuglepen,« sagde jeg.

Han kiggede undrende på mig, rejste sig og kiggede i min uniforms jakke, der hang over en stol. »I den højre inderlomme,« sagde jeg.

Henrik rakte mig papir og kuglepen og jeg skrev: DD 45.987, sort Ford Customline. Dækfabrikat Firestone, skrevet med hvidt på dæksiderne.

Jeg rakte ham sedlen, »Det er alligevel fantastisk at jeg kan huske det ik?« sagde jeg og smilte. Jeg kunne mærke at det ene glas Pernod fra lommelærken havde givet mig varmen i ansigtet tilbage, faktisk følte jeg mig helt frisk.

»Bliv her, jeg kommer om lidt,« sagde han og var i samme øjeblik ude af døren.

Jeg lukkede øjnene og lå uden at tænke en tanke. Det bankede let på døren.

Jeg mente ikke Henrik ville banke på når han kom igen, det måtte være Anna. Jeg skubbede vandfadet, som Henrik havde brugt da han vaskede mig, ind under sengen. »Kom ind!«

Det var natportieren Villo.

»Undskyld det sene tidspunkt, men der er kommet denne telex til dig fra Danmark.« Jeg så på mit armbåndsur, klokken var præcis to. Villo forsatte, »der står at det er vigtigt du får beskeden med det samme selvom det er nat, og så var det jeg mødte Henrik på vej herop og så… tænkte jeg I nok sad og fik en lille én.«

Jeg afbrød ham, »Giv mig telexet og så fis af igen, vi får ikke nogen lille en, vi hælder nogle ordentlig pokaler i os for at kunne holde ud at sove i de rædselsfulde senge I byder jeres bedste kunder, tak Villo.« Jeg så bydende på ham, og han valgte klogelig ikke at diskutere standarden af værelserne, men forlod værelset, uden at sige godnat.

#Vigtigt. Gør stop på OK tanken i Stryn og ring 2 86 866. # Telexet var stillet til mig, Martin Berg, men der var ingen afsenderadresse, blot det normale røde fem ciffrede nummer, der fortalte at det var afsendt fra et offentligt sted eller andet sted i Norden. Klokkeslettet fra Telexet ankomst var 01.55.

Det bankede igen på døren og Henrik trådte ind, lidt bleg syntes jeg. Han rakte mig sin kalenderbog der var slået op og på den højre side stod: SORT BIL, DD 45.987 Stryn fjeldet d. 18. maj d.å.

»Du har mødt den samme bil på Stryn fjeldet. Hvad fik dig til at skrive registreringsnummeret ned?«

Henrik tog sig en ordentlig slurk af lommelærken, »Jo- ser du, som du ved, ligger der dette faldefærdige kapel på toppen ved Stryn Højfjeldshotel. Nogle af vore gæster var tissetrængende, så derfor gjorde vi et kort ophold på stedet. Den sorte vogn er jo en amerikansk model og flere af de mandlige gæster var henne og kigge på vognen, Betty var der også. Pludselig kommer der en lille fyr farende ud fra hotellet, og på norsk beder han dem alle skrubbe af helvede til. Betty siger et eller andet til ham, han tager hende i armen og trækker hende hen til bussen, hvor jeg befinder mig, og beder mig om at holde mine forbandede turister for mig selv.« Henrik tog en tår mere af lommelærken. »Som du ved Martin, så er jeg jo en gemytlig fyr, men denne gut han irriterede mig grusomt, så jeg bad ham om at slippe Betty med det samme, eller han vil få et par på gummerne. Et øjeblik så han ud som om han ville tage imod invitationen, men i det samme kom en anden og særdeles velklædt herre ud fra hotellet hen til os, sagde undskyld til Betty, i øvrigt talte han engelsk, nikkede til mig og tog den aggressive makker i armen og førte ham tilbage til hotellet.«

»Lignede han en englænder?« afbrød jeg Henrik.

»Næh, nærmere en dansker, der gerne ville ligne en stor kanon, men det der undrede mig var, at den lille aggressive stod i døren, og jeg er sikker på han skrev noget ned på en blok han stod med i hånden, da vi kørte fra hotellet. Og, ja, så skrev jeg nummeret ned, du ved gammel vane, hvis nogen skulle klage til firmaet. Hvad fanden tror du de vil med min bus?« han så spørgende på mig og også en lille smule nervøst.

»Aner det ikke du, men jeg har tænk mig at finde ud af det. Lad os lige gå en runde nede ved busserne, inden vi går til ro.« Jeg tog min jakke på og Henrik meddelte han ville hente sin og så skulle vi mødes nede i receptionen.

Receptionen var lukket ned og den eneste lyd var en svag summen fra nattimeren. Henrik kom ned ad trapperne og vi nikkede kun kort til hinanden. Da vi var kommet udenfor stod vi stille og kiggede over på parkeringspladsen.

»Henrik, mødte eller så du Villo, da du var gået efter din lommebog?«

»Næh, ikke en sjæl. Hvorfor det?«

»Det var blot en tanke jeg fik.« Jeg så på ham, »det har ingen betydning, kom vi går derover.« Jeg tænkte, at jeg skulle huske lige at kigge ind på portierens kontor, inden jeg gik i seng.

Henriks bus var lukket og så ud, som da han havde forladt den om eftermiddagen. Der var intet spor af, der skulle have været nogen. Henrik skubbede til fordøren, men den var lukket og låst. Han tog sine nøgler frem og låste døren op, aktiverede den udvendige døråbner, bussens dør gik op og han gik ind. Han konstaterede hurtigt, at der ikke manglede noget, og at det ej heller så ud som om nogen havde været der, siden han selv havde forladt den for flere timer siden. Han gik ned til bagdøren og tjekkede låsen, den var som den skulle være. »Det er vel for fanden ikke noget du har drømt Martin?«

»Hold din kæft, for satan, selvfølgelig er det ikke det. Lad os lige kigge lidt på min bus.«

At dømme efter Henriks ansigtsudtryk, var han selv sikker på jeg ikke havde drømt, da han så døren til min bus var brækket op.

»Det var satans.« udbrød han og så på mig. »Skal vi ikke få fat i politiet? - jeg kan sgu ikke rigtig lide det her.« Han så sig omkring.

»Lad os nu lige se om der er noget der er stjålet og så lige tale med Knut i morgen tidlig.« Jeg gik op i bussen.

Det var tydeligt at der havde været nogen. Alting var gennemrodet i rejselederskabet og papirerne på instrumentbordet var revet ned på gulvet. En øl var væltet ud fra køleskabet, men var ikke gået itu da den havde ramt trappen i døren. Umiddelbart manglede der ikke noget. Uden at tale sammen ryddede vi op og lukkede døren til ved hjælp af trykluften og låste den indefra. Vi gik ud af bagdøren og låste den på normal vis. »Lad os gå rundt om busserne,« sagde jeg.

Da vi kom om til bagenden af min bus, fangede mit blik noget der glimtede omtrent fire meter bag ved bussen. Jeg bøjede mig ned og tog forsigtig en lille pose op. Det var en hvid og blå apotekerpose og i posen lå der en engangsampul. Plastikposen var uåbnet. »Se lige her Henrik, er der nogen af dine gæster der er på sprøjten?«

Henrik tog posen i sin hånd og kiggede på den, bøjede sig ned og strøg forsigtigt hånden hen over gruset. »Den er tabt efter du er kommet, for den ligger i dit højre forhjuls hjulspor.« Han så forbi mig og fik et helt forkert udtryk i hovedet. Hans blik var rettet mod et eller andet bag ved mig.

Jeg vendte mig om, men kunne ikke se noget.

»Hvad er det du kigger på?«

»Bøj dig ned og kig på vores bagerste stænklapper og fortæl mig om du ser det samme som mig.«

Jeg bøjede mig ned. På stænklappen til venstre var der malet to krydser i et hvidt fluorescerende materiale. På stænklappen af Henriks bus i den højre side var der kun malet et kryds. Krydset var vel en ti til femten centimeter på alle led.

»Hvis du mener de krydser der er malet på dem, ja - så ser vi det samme og det bliver mere og mere mystisk det hele.«

»Mystisk - mystisk siger du, det er skide hamrene