Min hastighed er over det tilladte og i hvert fald over det tilrådelige. Jeg har travlt. Ikke fordi jeg skal nå noget, men forventningsniveauet er nået til snurrende niveau, og jeg vil, sammen med flokken på bagsædet og i de andre lejebiler, bare frem til målet. Nu! Vi trænger til brunello. Korsfarerne må have haft samme fornemmelse. Pilgrimsvandrere på Caminoen eller Peterskirkefarende. Nu kommer den. Nu kan vi se den på den anden side af næste bakketop. Montalcino. En landskabsrejsning i ødeland. Groteske plovfurer i umulig lerjord, stubmarker med hvede, sporadiske cypresblærealléer til bakketopgårde bygget om til agriturismoer i Le Crete, alluviallandskabet syd for Siena. En kontrast til Montalcino, der hæver sig over landskabet og helt klart ser ned på omgivelserne. Ser ned endda på Toscanas andre appellationer. Ét er landskabsformer og tydelighed i områdets geniale forudsætninger for storvinsskabelse, noget andet er 50 års lynsucces på markedsvilkår.
