Mod vækkeure kæmper selv tåber forgæves

By Henrik Neergaard

En samling blandede tekster om en række forskellige emner. men alle er vel på sin vis skildringer af samtiden, bortset fra et fremtidsscenario om Danmark i 2040, der hverken er en utopi eller en dystopi som sådan, men en blanding af begge dele.

De hovedpersoner, der skildres, er bl. a. en bibliotekar, der nok helst vil leve i bøgernes verden, indtil der sker noget der sætter hende på en prøve - en nyhavnspige, der volder sin mor sorg, fordi hun ikke vil blive i hjembyen og gifte sig med købmandens søn - to tvillingesøstre, der er godt på vej til at opklare en forbrydelse - og en gammel dame, der forsøger at trodse vintervejret og skrive sine erindringer, selv om der også er visse ting, som hun udelader. Samt flere andre personer, der er sværere at sætte på en formel.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 26, 2023
• ISBN: 9788743067528

Henrik Neergaard

Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.

Book preview

Andre udgivelser af samme forfatter på Forlaget Books-on-Demand:

Den digitale litteraturs velsignelser

Dovne Kenneth – eller troen på utroskab (roman)

Dalredage (diesel-haiku)

Natvilje (roman)

Jagten på en far (roman)

På kontoret for glemte sager (noveller)

Vera og Bjarnes heftige forår (roman)

Salatspiserens hemmelighed (roman)

Flyve-Havre 1 – 2 – 3 – 4

Sjælehandleren (noveller)

Den fantastiske pinsefrokost (noveller)

Tanker om forår og tøvejr

Connies Bog (roman)

Kun 550 kvinder pr. mand – og andre tvivlsomme historier (fortællinger)

Jamen, det er så svært at gå på vandet om sommeren, sagde hun (digte og prosa)

Tragedien om Ofelia (Føljeton – hæfte 1)

Lad ikke solen gå ned over din vrede (noveller)

I ly af Tinas tunge taarer spillede han kirken væk (noveller)

Indholdsfortegnelse

Bibliotekaren

DEN FORTABTE DATTER

HAR VI DET IKKE HERLIGT

HAR FAR FÅET DET BEDRE?

LUKKET UDE

ROOM SERVICE

LUKKET IND

YVONNES TILFLUGT

DEN SIDSTE UDVEJ

EN GAMMEL, GRÅ VAREVOGN

KASTET FOR HUNDENE

JUL I SPEJDERHYTTEN

Manden i den lyse frakke

Alm. stikord

vejnavne

NETOP UDKOMMET

Bibliotekaren

(Fra begyndelsen – starten i den oprindelige

maskinskrevne version)

Bente Petersen var en kvinde i sin bedste alder. Sådan tænkte hun tit. Hvis der overhovedet var noget, der hed sådan. Man talte altid om en mand i sin bedste alder. Ikke så meget om kvinder. Nej, kvinder skulle helst være unge og smukke for at blive regnet for noget. Det var egentlig uretfærdigt, tænkte hun. Selv var hun lige fyldt 28, og hun følte, at nu havde hun fået styr på sin tilværelse. Det hele kørte som en velsmurt maskine. Hun havde sin lille hyggelige lejlighed og sit gode job som bibliotekar. Hun boede alene. Hun var ikke gift og havde heller ikke nogen fast kæreste. Heller ikke nogen løse forbindelser. Den slags var ikke noget for hende. Hun var ikke sådan en, der føjtede omkring og flirtede med alle mulige tilfældige mænd. Men heldigvis havde hun nok af andre ting at fylde sin tilværelse med. Man kunne ikke stole på mænd. De var kun ude på én ting. De fleste var slet ikke værd at samle på.

Hun havde da haft kærester, da hun var yngre, og været så forelsket, at det var det eneste, der betød noget for hende. Men hver gang var det endt med en skuffelse. Nu havde hun faktisk lagt alt det hurlumhej bag sig. Hun var ikke længere så naiv eller godtroende, som hun måske havde været, da hun var yngre. Et par af hendes veninder spurgte, om det måske var hende, der stillede for høje krav. Men det syntes hun nu ikke. Det var da kun naturligt at være lidt kritisk og ikke hoppe på hvad som helst. Der var altså en hel del mænd, der nærmest opførte sig som svin, for nu at sige det rent ud.

Men ikke Erik. Han var den eneste, der ikke havde været et svin. Og alligevel var de gledet fra hinanden. Hvorfor var det gået sådan, spurgte hun sig selv, om og om igen, og uden at finde noget svar, der tilfredsstillede hende. Erik havde været hendes livs store kærlighed. Tre lykkelige år havde de haft sammen, før skæbnen ville, at deres veje skulle skilles. Hun havde været ganske ung dengang, kun 21, og han havde været tre år ældre. Indimellem drømte hun stadig om ham om natten. Der var ikke nogen af de andre mænd, hun havde mødt, der kunne måle sig med Erik. De faldt alle sammen igennem. Hun havde efterhånden været nødt til at indse, at hun nok aldrig ville møde en som ham igen.

Men så var det jo godt, at hun havde andre interesser i tilværelsen. På mange måder havde hun faktisk været heldig. Det var hun godt klar over. Hun elskede sit arbejde som bibliotekar, og hun gik meget op i at gøre det så godt og omhyggeligt som overhovedet muligt. Det gav hende en særlig form for tilfredsstillelse altid at have orden i sagerne. Så hun vidste, at der ikke var nogen, der kunne sige hende noget på. det var noget af det, der virkelig betød noget for hende. Og så elskede hun bøger. Hun havde altid været en læsehest. Hun følte, at hun var kommet på sin rette hylde som bibliotekar.

Hun så måske ikke særlig smart eller flot ud. Men hun var heller ikke direkte grim. Hun gik bare ikke særlig meget op i sit udseende, ud over at være pænt og fornuftigt klædt på, så der heller ikke var noget at kritisere der. Hun var ikke en af dem, mændene vendte sig om efter på gaden. Men det var hun faktisk også helst fri for. Til gengæld var hun flittig og respektabel, solid og ærbar, og værdsat på sit arbejde. Hun var ikke sådan en tøjte som mange af de unge piger nu om dage. Især her i de senere år var de da gået helt amok med alle deres piercinger og tatoveringer og udfordrende påklædning. Tænk engang, hvis man ikke havde andre interesser i tilværelsen end den slags overfladisk tant og fjæs. Når der nu fandtes så mange andre ting, der var langt vigtigere og større og dybere og mere værdifulde. Alting kunne jo ikke bare være fornøjelser.

Hun gik meget op i sund levevis. Hun røg ikke, havde aldrig villet ødelægge sit helbred med den slags, og alkohol drak hun ikke til daglig. Hun motionerede hver dag og cyklede til og fra sit arbejde, og når hun ellers skulle nogen steder, medmindre vejret var helt forfærdeligt. Hun havde ganske vist en bil, en gammel Nissan Micra, men hun kørte ikke ret meget i den. Men den var rar at have, hvis hun skulle køre over længere afstande eller skulle transportere tunge ting, hvad hun faktisk havde haft god brug for i en periode for et års tid siden, hvor hun hjælp en af sine veninder med at rydde op og køre ting væk fra det store gamle hus, som veninden havde arvet efter en moster. Bentes bil havde været hendes mors i mange år, inden hun overtog den, og der var efterhånden et par småting, der trængte til at blive repareret. Men i øvrigt foretrak hun faktisk at køre med toget, når det drejede sig om længere afstande.

Hun gik meget op i at spise sundt. Hun købte altid økologisk og var næsten helt vegetar. I hvert fald til daglig. Men en gang imellem faldt hun i vandet og købte en stor rød bøf, eller spiste en solid tatarmad. Bagefter bebrejdede hun sig selv, at hun ikke havde kunnet modstå fristelsen. Men det hjalp ikke noget. Der gik som regel ikke mere end 4-5 uger, før det alligevel gentog sig. Hun havde faktisk for flere år siden besluttet, at hun ville være vegetar, og det var hun også det meste af tiden.

Men netop derfor var det ekstra irriterende, at hun stadig faldt for disse fristelser. Men når hun havde levet vegetarisk en måneds tid, så kunne hun pludselig få en næsten uimodståelig trang til noget saftigt rødt oksekød. Hun plejede som regel at gå og kæmpe imod i flere dage. Hun blev ved med at sige til sig selv, at det var noget pjat, og nu måtte hun være standhaftig. Men det endte altid med, at hun alligevel gav efter og købte en rigtig stor og saftig bøf eller mindst 200 gram tatar – mindre kunne ikke gøre det – og så smovsede hun i oksekød den aften. Det var næsten som om hun blev helt høj af det. Men næste dag var hun irriteret og vred på sig selv over, at hun endnu en gang var plumpet i.

Det var næsten ligesom at have tømmermænd, tænkte hun nogle gange – eller bondeanger, kaldte man det vist. Måske var det sådan det føltes, hvis man var alkoholiker. Kvartalsdranker, var der noget, der hed.

Nå, men det havde hun nu heldigvis ikke nogen problemer med. Det var faktisk sjældent, hun drak alkohol. Ikke fordi hun var afholdskvinde, men det sagde hende bare ikke rigtig noget. Hun syntes, hun blev så dum og fjollet, når hun blev fuld, de gange hun havde prøvet det, for eksempel til festerne i gymnasiet.

Der var hun nogle gange kommet til at gøre nogle rigtig dumme ting. Hun brød sig i det hele taget ikke om fulde mennesker. De virkede så frastødende, syntes hun. Og så var det jo også sundere ikke at drikke ret meget.

Ud over sund levevis havde hun også mange interesser.

En af dem var musik. Det var noget, hun gik meget op i. det var mest klassisk musik for hendes vedkommende. Eller faktisk udelukkende klassisk musik. Ja, hun havde ganske vist en lille, fjollet svaghed for Hawaii-musik, af den rigtig sentimentale slags. Hun havde efterhånden fået anskaffet sig en pæn lille samling – det vil sige en 7-8 stykker – af cd’er med drivende sentimental Hawaii-musik. Men hun gemte dem inde bag de andre cd’er, for hun syntes selv, at det var en fjollet ting at kunne lide den slags. En totalt billig og underlødig smag, som hun ellers absolut ikke dyrkede. Engang imellem tog hun dem frem, når hun var i det specielle humør, men bagefter lagde hun dem omhyggeligt på plads igen, gemt af vejen inde bag de meget mere seriøse musik, som ellers var det, hun plejede at lytte til. Men lige bortset fra den lille parentes, så var det udelukkende klassisk musik, som hun syntes, det var værd at lytte til. Popmusik interesserede hende ikke.

Men hun havde en stor samling af cd’er med de store klassiske mesterværker. Hun elskede især Mozart og Beethoven. Men hendes favoritter var nu alligevel Bachs fantastiske orgelmusik, og også gregoriansk kirkesang. Det lød så rent og smukt, næsten overjordisk. Hun sang også i kirkekoret. Hun havde altid haft en god sangstemme, og havde også sunget i skolens kor i sin tid. Det var dejligt at kunne dyrke den interesse igen. og så gik hun tit til kirkekoncerter. Med disse pragtfulde, storladne orgelværker, først og fremmest af Johan Sebastian Bach, som hun betragtede som mesteren over dem alle, men også af andre af de store, klassiske orgelkomponister. Man kunne jo ikke forlange, at det skulle være Bach hver gang. Hun boede på Østerbro i København, men hun tog gerne af sted til kirkekoncerter i andre byer.

Hun havde ikke så meget familie tilbage. Det var nok en af de mest negative ting ved hendes tilværelse, tænkte hun tit. Hendes største traume havde været, da hendes far og mor blev dræbt ved en frygtelig bilulykke for 7 år siden. Det smertede hende stadig, når hun kom til at tænke på det.

Side 95 i 1. del

DEN STORE INDKØBSTUR (1. ÅR)

Dagene gik som de plejede. Og dog. Hun kunne ikke lade være med at tænke på sin store bytur, som hun kaldte det. Ind imellem syntes hun, at dagene gik lidt langsommere end ellers. Men det var måske bare, fordi hun var utålmodig – hun som ellers var tålmodigheden selv. Eller forventningsfuld, tænkte hun. Det var måske et bedre ord for det. Så det var nok det, hun var.

Endelig blev det onsdag. Hun stod tidligt op, selv om det var hendes fridag. Efter morgenmaden klædte hun sig pænt på og gjorde sig parat til ar tage af sted. Hun kunne ikke lade være med at kigge et par gange på det Dankort, som sagfører Munk havde givet hende til at købe ind for. 25.000 gode danske kroner, havde sagføreren sagt, at der stod på det. Det var faktisk mange penge. Rigtig mange penge, bare til at bruge på sig selv. Til at købe tøj for. Nyt smart tøj. Hun havde svært ved at vænne sig til tanken. Var det ikke lige lovlig ødselt? Men det var altså nu engang det, der var månedens opgave, hvad enten hun kunne lide det eller ej. Men når hun skulle være helt ærlig, kunne hun nu faktisk godt lide det. Hun skulle bare lige vænne sig til det.

Aftenen før havde hun siddet og kigget tilbudsaviser.

Både den fra Føtex og fra Bilka og Kvickly. Og der var også en fra Lidl. Der var faktisk et par rigtig gode tilbud. En sød bluse hos Føtex og et par lange bukser, der passede til. Sagføreren havde ganske vist sagt, at hun skulle klæde sig lidt mere feminint og vænne sig til at gå i nederdel i det mindste to gange om ugen, i stedet for altid at gå i lange bukser. Men hun var lidt sur over, at han skulle bestemme den slags. Det stod vel ikke ligefrem i testamentet, hvordan hun skulle gå klædt.

Det var nu engang mere praktisk med lange bukser, syntes hun. Det skulle hun nok selv bestemme.

Hun tjekkede tilbudsaviserne igen. Der var ikke et eneste tilbud på lange bukser i denne uge. Derimod havde de fleste et eller flere tilbud på nederdele i flere længder og udformninger. Og det skulle være i denne uge, havde han sagt. Mon han havde siddet og kigget tilbudsaviserne igennem og bevidst valgt en uge, hvor der ikke var nogen tilbud på lange bukser, men masser af tilbud på både kjoler og nederdele. Men der var da et par pæne bluser, som hun godt kunne købe. Og så var der for resten også tilbud på Sloggi-trusser. Dem kunne man jo altid bruge nogle ekstra af.

Så startede hun sin lille Nissan Micra og kørte afsted mod den nærmeste Føtex. Det var den, der lå tættest på, hvor hun boede, så hun kunne lige så godt starte der. hun havde i forvejen planlagt en rute, så hun kunne komme fra den ene butik til den anden af de forskellige butikker på den nemmeste og hurtigste måde og samtidig spare lidt benzin ved at undgå alt for meget køkørsel på de mest befærdede veje.

Men da hun kom hen til sin sædvanlige Føtex, var der ikke nogen ledige parkeringspladser. Kun de to handicappladser var tomme. Men der ville hun ikke holde. Det syntes hun var forkert. Så hun kørte videre til den næste Føtex-butik, hvor hun også en gang havde været, så hun fandt den uden det helt store besvær. Og der var der heldigvis flere tomme p-pladser, hvor hun kunne holde.

Hun følte sig lidt spændt, da hun havde parkeret bilen og gik hen til forretningen. Selv om hun godt vidste, at det var noget pjat, så følte hun det faktisk en lille smule, som om det var et eventyr, hun skulle til at starte på.

Hun fandt hurtigt den bluse, hun havde set i tilbudsavisen, men den farve, hun gerne ville have, var der ikke. Der var kun en farve tilbage af de tre, blusen havde været vist i i kataloget, og den brød hun sig ikke om. Hun så sig lidt om i butikken, om der måske var noget andet, der kunne bruges. Der var faktisk et par andre ting, der så lidt spændende ud. Nogle, som hun ikke kunne huske fra tilbudsavisen, så de var nok slet ikke nedsat. Men det var måske heller ikke lige hendes stil. Men hun gik alligevel hen og kiggede på dem, nu hun var her. Hun havde hjemmefra besluttet, at hun skulle købe mindst en ting hvert af stederne, så hun ikke endte med at komme tomhændet hjem. Så hun måtte hellere se at komme i gang.

Hun var ikke helt tilfreds med de to bluser, hun så købte, for hun syntes det var lidt for vulgære, men noget skulle hun jo købe, og så tog hun også en af nederdelene med, når nu sagføreren så gerne ville have det. Der var jo penge nok at købe for, og selv om hun købte den og viste den frem for sagføreren, så behøvede hun jo ikke at gå med den, så hun gjorde sig ikke så stor umage med at vælge, hvad for en, det skulle være.

(side 95 i kladden til 2. del).

Det var en mandag formiddag på det lille filialbibliotek. Bente havde trodset vintervejret og var mødt ind på sit arbejde til tiden. Selvfølgelig. Selv om der nok ikke kom særlig mange for at låne bøger i sådan et vejr. Det var januar og vinteren havde skruet bissen på. 10 graders frost og hylende snestorm.

Det var nu ikke noget, der gik Bente særlig meget på. hun var jo ung og frisk. Det var værre for et par af de ældre medarbejdere, der ovenikøbet boede længere væk. Bente boede lige i nærheden. Hun plejede at cykle derhen på 15-20 minutter. Men i dag var hun taget med bussen. Den var overfyldt i det her vejr, men det var da lykkedes hende at mase sig op og komme med, lige før chaufføren smækkede dørene i og efterlod 12-15 ventende passagerer ved busstoppestedet. Blandt dem en ældre dame, der med besvær støttede sig til en krykkestok.

Bente fik pludselig dårlig samvittighed over, at hun havde haft så travlt med at mase sig frem og komme med. Burde hun ikke have ladet den gamle dame komme med i stedet for, og så selv have ventet på den næste bus. Også selv om hun så ville være kommet lidt for sent på arbejde. Hun var opdraget til at vise hensyn og ikke kun tænke på sig selv. Men det var også vigtigt for hende at møde til tiden. Det var kun sket en gang tidligere i de fire år, hun havde været ansat, at hun var kommet for sent. Men måske burde hun alligevel have tænkt på den gamle dame med krykkestokken i stedet for selv at ville være perfekt. Den slags dilemmaer optog hende en hel del.

Men hun var hun altså mødt ind på arbejde – til tiden – og så koncentrerede hun naturligvis om det. Der var nu specielt meget at lave lige nu, så hun snakkede lidt med kollegerne om vejret. Klokken elleve var der stadig kun kommet en enkelt låner, der skulle aflevere nogle bøger, der havde overskredet fristen med en uge og snart ville udløse nogle rigtig store bøger på grund af for sen aflevering.

Ellers holdt folk sig hjemme. Men da de kom lidt op ad dagen, var der jo alligevel arbejde, der skulle gøres.

Bøger, der skulle sættes på plads. Tidsskrifthylden skulle ordnes. Og avishylden. De havde kun aviser fra de seneste 14 dage, mens alligevel syntes hun altid de rodede. Hvorfor kunne folk ikke finde ud af at sætte dem ordentligt på plads i den rigtige rækkefølge, når de havde læst i dem. Hvis folk ville have aviserne ældre end de 14 dage, så måtte de ind på hovedbiblioteket.

Hun ordnede hurtigt og kompetent aviserne, så de stod, som de skulle. Men der var også andre ting.

Kopimaskinen skulle have noget mere tonerpulver. Der skulle ryddes op omkring computerne. Det halvårlige salg af kasserede bøger skulle forberedes. Og det var hendes tur til at brygge kaffe til de andre. Der var altid noget at gøre for en bibliotekar.

Bente var særlig ked af det med digtene. De skulle helt væk fra hylderne. Ordre fra højeste sted. Fra stadsbibliotekaren himself. Deres egen chef, afdelingsbibliotekaren for det lille filialbibliotek, havde ikke nogen indflydelse på det. Men fra centralt hold syntes man ikke, at digtsamlingerne blev udlånt tit nok.

I dag var det jo udlånstallene, der var det helt afgørende. Og digtsamlinger hørte til de bøger med færrest udlån. Så nu skulle de væk. Selv de mest kendte som Pia Tafdrup, F. P. Jac, Dan Turell, Henrik Nordbrandt og ……………. Bente syntes, at de skulle have lov til at blive. Herregud, de fyldte jo kun en enkelt hylde. Fremover var det kun muligt at låne digtsamlinger på hovedbiblioteket. Eller også skulle de bestilles hjem. Det havde kommunens centrale biblioteksledelse besluttet i deres uendelige visdom. Så blev der plads til lidt flere krimier og oversatte bestsellere. Men hun var jo nødt til at være loyal overfor ledelsens beslutninger.

Efter frokost begyndte der dog efterhånden at komme lidt flere biblioteksbrugere, som det hed i den officielle sprogbrug. Eller lånere, som Bente stadig foretrak at kalde dem. Selv om biblioteket efterhånden handlede om meget andet end at udlåne bøger. Nu var der jo mange andre medier, der var kommet til, og mere og mere foregik digitalt i hele samfundet. Men Bente syntes stadig, at det var bøgerne, der var det vigtigste her på biblioteket. Det, at man kunne gå på biblioteket og låne bøger, som det kunne være svært at få fat på andre steder, det syntes hun var en stor værdi, og faktisk en af bibliotekets vigtigste opgaver. Også selv om nogle af de bøger måske ikke blev udlånt særlig tit.

Men efterhånden var et bibliotek jo ved at blive et sted, hvor man kunne gå hen for at læse de samme krimier og de samme bestsellere som dem, der blev solgt i Kvickly og Bilka, bare uden art skulle betale for det, og det havde hun svært ved at se ideen med – især hvis det var det eneste, der blev tilbage af bibliotekernes rolle.

Da det var blevet besluttet, at der ikke længere skulle udlånes digtsamlinger på filialbibliotekerne, så kunne man jo lige så godt skille sig af med dem, mente ledelsen. Så de blev lagt frem til salg sammen med de andre kasserede bøger, der ikke havde bestået den årlige udlånseksamen og derfor blev sat til salg for 5 kr. pr. stk, så biblioteksgæsterne kunne købe dem. Det var ikke velset, at personalet selv købte de kasserede bøger.

Så hun fik to af sine veninder til at komme over og købe dem. Digtsamlingerne altså. Først kom Hanne om formiddagen og købte en ordentlig stak af dem, og senere på dagen kom så Marianne og købte resten, for at det ikke skulle virke alt for påfaldende.

Men det gjorde det jo nok alligevel, når der pludselig var så stor interesse for at købe de kasserede digte, og de var nogle af de første kasserede bøger, der blev solgt. En så pludselig og voldsom interesse for digte kunne ikke undgå at virke mistænkelig på en garvet bibliotekschef som afdelingsbibliotekaren.

Bente havde jo selvfølgelig haft en plan med det. Hvorfor ikke lave Bentes lille bibliotek for digte i et hjørne af disken. Eller under disken, i et af de tomme rum, der var der. Dem, der ville låne en digtsamling, kunne så komme hen og låne den af hende i stedet for at låne den af biblioteket.

Men den gik ikke. Hun kunne ikke bare lave sit eget lille bibliotek i biblioteket, sagde afdelingsbibliotekaren, så den plan måtte hun opgive.

Men det var der jo ikke noget at gøre ved. Det lå ikke til hende at gøre oprør og lave rav i den. Hun så ud ad vinduet. Det var begyndt at sne igen. ikke snestorm, bare ganske stille. Hun elskede dem form for snevejr.

Hvis det også sneede på den måde på tirsdag, når hun skulle hen til sagfører Munk, så ville hun måske gå derhen ad de stille snedækkede sidegader og stien gennem parken.

BESØG HOS KARL-ERIK

En dag kom der pludselig et brev fra hendes onkel Karl-Erik, ham der boede i Dianalund på et hjem for handicappede. Han var nu den eneste af de tre brødre, der var tilbage efter at både hendes far og onkel Georg var borte. Bente havde nu aldrig haft særlig meget med Karl-Erik at gøre.

Brevet var ganske kort. Der stod blot, at han havde nogle af hendes fars ting stående, som jo egentlig tilkom hende, og så inviterede han hende til eftermiddagskaffe, hvor hun så kunne få dem med hjem.

Bente ringede til ham nogle gange, men uden at få fat på ham. Så til sidst lagde hun blot en besked på hans telefonsvarer om at hun takkede ja til invitationen og gerne ville komme på den foreslåede dag.

Det var stadig vinter. Det vekslede mellem barfrost, sne og slud. Men den dag, da hun skulle ned at besøge Karl-Erik i Dianalund, så vejret ganske pænt ud. Det var et par graders frost med solskin. Der lå hverken sne eller is. Så hun besluttede at køre derned i bil i stedet for at tage toget. Der var jo de der ting af hendes fars, som hun skulle have med hjem. Hun vidste ikke, hvor meget de fyldte.

Turen derned gik fint. Hendes lille Nissan Micra drillede undertiden lidt. Men den dag opførte den sig pænt. Den havde efterhånden nogle år på bagen. Det var faktisk hendes mors, som hun havde arvet efter hende. Den var omkring 15 år gammel.

Hun fandt stedet uden besvær og parkerede næsten lige uden for bostedet. Hun var i god tid. Ti minutter for tidligt. Hun gik indenfor og spurgte efter Karl-Erik.

Han sad ved et bord i det hyggelige cafeteria sammen med en kvinde på Bentes alder. Men en helt anden type. Hold da op for en dulle, tænkte Bente.

Stramtsiddende sorte læderbukser, leopardmønstrede knæstøvler og en matchende bluse. Store dinglende øreringe med en masse tingeltangel, ringe på alle fingrene mindst ti smalle klirrende armbånd om hvert håndled. Og en meget kraftig makeup. Helt overdrevet, syntes Bente. Det eneste brud på stilen var, at hun hverken var ægte blondine eller afbleget. Hun havde mellembrune hårfarve som Bente.

Det er min datter, sagde Karl-Erik med et lidt skævt smil, som Bente var lidt usikker på, hvordan hun skulle tolke – var det stolthed eller forlegenhed?

De to kvinder gav hånd og præsenterede sig.

Bente Andersen

Sussi Starlight

Du må hellere få mit visitkort også, sagde dullen, der altså hed Sussi – eller hvordan hun nu stavede det. Susy, måske?"

Hun fiskede en lille blank metal-tingest op af sine røde laktaske, der var påtrykt et mønster, der ledte tanken hen på sorte netstrømper. Metaltingesten lignede en mini-udgave af en af de der brødristere, hvor brødet selv popper op, når det er færdigristet. Nede i den lå der nogle visitkort, viste det sig. Susy trykkede på en knap, og et visitkort poppede op, ligesom en færdigristet skive brød. Hun overrakte kortet til Bente med en elegant håndbevægelse, der skulle understrege, hvor lange og røde hendes negle var.

Daddy og jeg har lige været igennem den helt store forsoningskomsammen her for et par måneder siden, og nu forærer han mig alt muligt, sagde hun og blinkede overdrevent til ham.

Dente tog imod visitkortet og læste, hvad der stod. Suzzie Starlait. Stavede hun det virkelig sådan, tænkte hun. Nå, det måtte hun selvfølgelig selv om. Og så stod der naturligvis adresse, telefonnummer og e-mail.

Jeg har selv designet det. Er det ikke flot? sagde Suzzie.

Det var i hvert fald særpræget – et, man lagde mærke til, tænkte Bente. S’et i Starlait var meget større end de andre bogstaver og formet som en neongrøn slange. De andre bogstaver i navnet stod i en bue med cirka en centimeter høje og ret smalle bogstaver. Hvert andet bogstav var trykt med en sort farve med lidt guldstænk i, og hvert andet med en kraftig neonpink. Ud over det hele var der med rund hånd drysset en masse småbitte gyldne stjerner.

Men nu rejste Suzzie sig og sagde, at det havde været hyggeligt at møde Bente, og at de måtte snakke sammen igen snart, for de havde sikkert en masse at snakke om, men desværre var hun nødt til at gå nu, fordi hun havde en aftale og allerede var sent på den.

Hun sagde hurtigt farvel til Karl-Erik, samlede sine ting sammen og styrtede ud ad døren som en stormvind.

Bente var lidt i tvivl om, hvor meget hun skulle spørge Karl-Erik ud om Suzzie. Hun kendte ham jo næsten slet ikke og ville helst undgå pinlige situationer. Var det virkelig hans datter? I stedet spurgte hun Karl-Erik om de der ting af hendes fars, som han havde nævnt i brevet. Det viste sig, at det såmænd blot drejede sig om en lille rygsæk med nogle få af hendes fars ting i. det var en, han havde haft med, da han besøgte en gammel studiekammerat på dennes ødegård et sted i Sverige, kort før den fatale bilulykke. Men besøget som vist i virkeligheden var en lille ferie, var blevet brat afbrudt, da hendes far var blevet kaldt hjem for at løse en hastesag i firmaet, og i skyndingen havde han ikke fået rygsækken med. Den var så blevet stående oppe på ødegården i Sverige lige indtil for nylig. Den var vist nærmest blevet glemt. Nu var den så kommet for en dag, og ødegårdens ejer havde fundet frem til Karl-Erik som en slægtning, han kunne sende den til.

Karl-Erik havde den faktisk stående ved siden af sin plads ved kaffebordet og overrakte den nu til Bente.

Han havde kigget ganske kort i den, og kunne berolige hende med, at der i hvert fald ikke var noget gammelt tøj eller andre halvfordærvede ting i den.

Bente tog imod den, og sagde, at hun ville tage den med hjem. Men i virkeligheden var hun lidt skuffet over, at det bare var det.

Det var første gang, Bente havde mødt Suzzie. Og nu dæmrede der lidt om, hvem hun var. De var jo faktisk lidt i familie med hinanden. De var jo kusiner. Eller halvkusiner, hvis man skulle være helt nøjagtig. Bentes far og Suzzies far (som jo så faktisk måtte være Karl-Erik), var jo kun halvbrødre. Familien havde altid været meget opdelt mellem de tre halvbrødre, der var opvokset hver for sig og først havde lært hinanden at kende, da de næsten var voksne. Det var ikke en familie, hvor man holdt store familiefester. De tre halvbrødre var meget forskellige og havde tit haft svært ved at være i stue sammen. Underligt at tænke på, at det nu kun var Karl-Erik, der var tilbage. Og så den der datter, Suzzie, som var det stik modsatte af alt, hvad hun selv havde kendt til, da hun voksede op. Den tredje af brødrene, Onkel Georg, var også borte nu og havde efterladt hende den der store arv med de mærkelige betingelser. Han havde vist aldrig stiftet familie og havde ikke selv nogen børn.

Bente havde i løbet af sin opvækst hørt et og andet om Suzzie. Men havde hun ikke heddet noget andet dengang? Hvad pokker var det, hun hed, hende som hendes mor altid havde advaret hende imod, da hun var barn, og faktisk også senere hen. Familiens sorte får, især da hun blev teenager og i modsætning til Bente selv begyndte at skeje ud med både det ene og det andet. Hvad var det nu hun hed? Anne? Anette? Anne-Mette? Annika? Anette, var det vist. Jo, nu dukkede det frem. Hun måtte åbenbart have taget navneforandring til Suzzie senere. Men Anette var hende, hun blev advaret imod, og det var Karl-Eriks datter, havde hun fået at vide. Men hun var vist vokset op hos sin mor, der var kommet i uføre og var kommet ulykkeligt af dage. Bente havde aldrig mødt hende som barn eller ung, fordi hendes forældre ville holde hende væk fra den dårlige del af familien.

Det havde især hendes mor altid lagt stor vægt på.

Frygtelige Anette, der engang midt i 80’erne var sprunget ud som punker med hanekam og mere eller mindre iturevet tøj, der var overmalet med alle de mest provokerende ord, hun kunne finde på, og ringe sikkerhedsnåle alle vegne. Som 15-årig var hun droppet ud af skolen og var vist også løbet hjemmefra og fået arbejde som servitrice på