Yin-yang maskinens genvordigheder

By Henrik Neergaard

Uddrag af en gammel dames erindringer. Filosofiske betragtninger, barndomserindringer og ikke mindst hendes fascination af teknik og maskiner og hendes forsøg på at genskabe en særlig effektiv energimaskine, krydret med punktnedslag i hendes øvrige tilværelse og de vanskeligheder, hun har måttet kæmpe med.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 4, 2024
• ISBN: 9788743086420

Henrik Neergaard

Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.

Book preview

Andre udgivelser af samme forfatter på Forlaget Books-on-Demand:

Den digitale litteraturs velsignelser

Dovne Kenneth – eller troen på utroskab (roman)

Dalredage (diesel-haiku)

Natvilje (roman)

Jagten på en far (roman)

På kontoret for glemte sager (noveller)

Vera og Bjarnes heftige forår (roman)

Salatspiserens hemmelighed (roman)

Flyve-Havre 1 – 2 – 3 - 4

Sjælehandleren (noveller)

Den fantastiske pinsefrokost (noveller)

Tanker om forår og tøvejr (digte)

Connies Bog (roman)

Tragedien om Ofelia, hæfte 1

Indholdsfortegnelse

FORORD

14. januar

15. januar

16. januar

19. januar

20. januar

21. januar

22. januar

23. januar

26. januar

27. januar

28. januar

29. januar

30. januar

31. januar

3. februar

4. februar

5. februar

6. februar

11. februar

18. februar

22. februar

2. marts

5. marts

9. marts

12. marts

15. marts

21. marts

23. marts

25. marts

28. marts

2. april

5. april

NOTE FRA SUSAN

FORORD

Beretningen på de følgende sider er nogle uddrag af en gammel dames erindringer, sådan som hun selv har fortalt dem til en stenograf ved navn Susan, der med omhu har nedfældet hvert ord, nøjagtigt som det blev sagt, i overensstemmelse med den gamle dames ønske. Hun er født i 1902, og har således her i 1986 nået en alder af 84 år. Hun ønsker i øvrigt ikke sit navn frem, hvilket vi naturligvis respekterer.

Hermed videregivet til tryk uden ændringer eller tilføjelser.

H. N.

14. januar

Jeg tror, dette skal være en historie om efteråret. Det er den stemning, jeg er i. Lige nu, i hvert fald. Også lige nu. For det har jeg snart været i et stykke tid. Nogle uger, faktisk. Mindst. Måske er det på grund af vejret. Det er vinter nu, hvor jeg skriver dette. Men vejret er ikke særlig vinteragtigt. Det er gråt og blæsende. Masser af regn og blæst, men ingen sne. Jo, for resten, der kom lidt for en måneds tid siden. Kun en lille smule. Og det smeltede hurtigt igen. siden har det bare været gråt og trist hele tiden. Sådan som efteråret er, når det er værst. Det er jo koldt, sådan lige omkring frysepunktet, og det blæser gennem marv og ben, hvis man går ud. Det er ikke som dengang, da jeg var barn. Dengang lå der sne det meste af vinteren. I et par måneder, mindst. Ofte mere. Undertiden næsten konstant fra engang midt i november og hen til begyndelsen af april. Altså i mere end fire måneder. Sådan var det dengang.

Helt så voldsomt var det naturligvis ikke hver vinter. Men der var meget mere sne end nu. Det var rigtigt vintervejr, hvor man kunne kælke og stå på skøjter. Et år kørte vi i kane, fordi det var hvid jul, og vi skulle holde jul hos min morbror og tante Sofie, fordi min mor var kommet på hospitalet. Dengang var der meget mere sne og frost. Det var meget mere rigtig vinter. Ikke bare et forlænget efterår. Sådan husker jeg det. Og jeg tror ikke, jeg husker forkert, selv om det er mange år siden. Nu skriver vi 1992, og det er i begyndelsen af februar. Min barndom ligger helt tilbage i begyndelsen af århundredet. Jeg synes tit, det er utroligt, så hurtigt tiden går.

Men det her skal være en historie om efteråret. Det skal handle om efteråret og den stemning, der indhyller det. Det har jeg bestemt. Uden hensyn til, at det er vinter nu, hvor jeg skriver dette. Det vil jeg ikke lade mig tyrannisere af. Jeg hylder forfatterens frihed.

15. januar

Det er aften, eller rettere sagt, det er ved at blive aften. Med andre ord, det er sen eftermiddag. Jeg må prøve at være så præcis som muligt. Det har jeg aftalt med hende, der hjælper mig med at skrive mine erindringer, eller i hvert fald nogle optegnelser om noget af alt det, jeg har oplevet. Noget af det, jeg selv synes er det vigtigste, eller det, der har gjort størst indtryk på mig, eller som jeg lige kommer i tanker om.

Jeg vil ikke være bundet af at skulle fortælle det hele kronologisk. Det ville være alt for kedeligt. Selv om det var det, som Susan startede med at foreslå, at jeg skulle. Det er hende, der hjælper mig med at få det her ned på papiret og få det udgivet som en bog. Men det ville være alt for besværligt, hvis det alt sammen skulle tages med, bare fordi det er sket engang. Når det er mine oplevelser, så skal jeg nok selv bestemme, hvad der skal med og hvad der ikke skal med. Det manglede da bare.

Der er sket en hel del, siden hun kom i går og begyndte at skrive ned, hvad jeg fortalte. Jeg har sagt, at hun skal tage det hele med, nøjagtigt som jeg siger det. Ikke noget med at udelade noget, fordi hun ikke synes, det er så væsentligt. Jeg har naturligvis sikret mig, at hun er dygtig til at stenografere, så hun kan få det hele med. Det skal ikke bare være et referat af det, jeg fortæller, det skal være det hele.

Men som sagt, det har ændret sig lidt siden i går, da hun kom. I nat begyndte det nemlig at sne. For første gang i denne vinter, bortset fra lidt pjatværk, der alligevel ikke rigtig var noget. Det begyndte allerede kort efter, at jeg havde spist aftensmad. Det sneede tæt hele aftenen, og det fortsatte hele natten. Om morgenen lå der et kæmpetykt lag sne. 20-30 centimeter mange steder. Altså her i nærheden. Det fortalte en af mine naboer mig. I radioen sagde de, at der er totalt snekaos mange steder i landet. Politiet fraråder al unødvendig udkørsel, og mange steder ude omkring er busruter og togafgange aflyst.

Og de lover endda meget mere sne de kommende dage. Det fortsatte med at sne hele dagen igennem, men mere stille og roligt, ikke sådan helt vild snestorm, som det var i aftes og i nat. Men heldigvis kunne Susan godt komme alligevel. Jeg bor jo inde i byen, og hun bor vist ikke så langt væk. Så må vi se, hvordan det går i den kommende tid.

Men det ændrer ikke noget ved min beslutning. Det her skal være en historie om efteråret. Mange af de vigtige ting i mit liv er sket om efteråret. Men det er ikke kun derfor. Der er et eller specielt ved efteråret. Eller rettere sagt efterårets stemning. Ikke så meget de mere konkrete ting, der vedrører efteråret. Det er stemningen, jeg er ude efter. Det er den, der fascinerer mig. Måske er det bare fordi jeg er ved at blive gammel? Det ved jeg ikke. Det siger man jo om så mange ting. Men jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at lave en slags destillat af efterårets stemning. Jeg vil i hvert fald gøre et forsøg.

Det er lige blevet mørkt. Klokken er lidt over fem. I betragtning af årstiden blev det ved med at være lyst usædvanlig længe, fordi solen lige kiggede frem i et par timer, hvor der var pause i snevejret. Nu begynder det vist snart at sne igen. Sneen ligger allerede tæt overalt, som en beskyttende dyne. Nogle steder har sneen endda samlet sig sammen i store snedriver. I fjernsynet siger de, at det er det værste snevejr i mindst 10 år. Skyerne på himlen er næsten helt hvide. De er næsten lige så lyse som den sne, der ligger overalt, på husenes tage og vejene og haverne og græsset og overalt. Måske er det sneen, der spejler sig i skyerne. Det tror jeg.

Men det her skal være en historie om efteråret. Det må jeg holde fast i. Den skal handle om efterårets tristhed. Nej, melankoli er et bedre ord. Den melankolske stemning. Træerne, der taber deres blade. Regnen, blæsten. Oktober, november. Efterårets nattehimmel, overskyet, som den ofte er. Eller nogle gange stjerneklar. Når det er koldt og klart vejr, så er der flere stjerner at se på himlen end på andre årstider. Det er også der, der er flest stjerneskud.

Afklaringens øjeblik, kunne man sige. Der sent på aftenen, eller ud på natten. Efterårsstemningen i en vinterlukket forlystelsespark med tomme gynger og karruseller, der står stille, og mennesketomme, forblæste gange uden blomster eller lysende lamper. Ikke Tivoli i København. Men en lille nedslidt forlystelsespark et sted i en afsidesliggende, mindre provinsby. Tomme bænke i parken. Visne blade i græsset. Gammelt ispapir, der blæser formålsløst af sted. Forfaldets stemning. Det skal være forfaldets stemning. Det er den, der skal indfanges. Forfaldets blomster. Det udtryk kan jeg godt lide. Det melankolske. Det blomstrende forfald. Den bittersøde, næsten berusende melankoli lige inden vinterens komme. Det er efteråret, som det er i november. Ikke oktober, der er det stadig alt for pænt og hyggeligt. For smukt, for flot med alle de røde og gule farver på bladene, der drysser ned fra træerne. I november er de blevet brune og ligger trampet sammen på jorden.

Så det er november, vi snakker om her. Det grå, trøstesløse, tilregnede efterår. Der hvor skyerne hænger rigtig lavt. Det grimme, mørke, skumle, nøgne efterår. Det grimme, afklædte efterår. Der, hvor man pludselig ser, hvor rynket og furet, den gamle cirkusprinsesse er, når hun efter forestillingen i en lille, forfalden pavillon, tager kostumet af for at klæde om til sit hverdagstøj, og tager hjem med sporvognen i sin slidte, brune frakke, og sidder der i mængden som en lille, grå mus, som ingen lægger mærke til.

Det er ikke det smukke nøgne, jeg taler om. Det findes jo også. Men her er det det grimme nøgne. Det afklædte, det afslørede, den pinlige, grimme nøgenhed, når illusionerne er taget væk. Denne specielle