Det langsomme forår: 15 noveller om ældre ægtepar
()
About this ebook
Henrik Neergaard
Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.
Read more from Henrik Neergaard
Natvilje: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDen fortabte datter: Og andre barske hulehistorier Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSalatspiserens hemmelighed: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsJagten på en far: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsKun 550 kvinder pr. mand: Og andre tvivlsomme historier Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDalredage: Diesel-Haiku Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDovne Kenneth: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsYin-yang maskinens genvordigheder Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDen Digitale Litteraturs Velsignelser: Novellesamling Rating: 0 out of 5 stars0 ratings
Related to Det langsomme forår
Related ebooks
Vera og Bjarnes hektiske forår: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMod vækkeure kæmper selv tåber forgæves Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsYin-yang maskinens genvordigheder Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDovne Kenneth: Roman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsI ly af mørket Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsFri af voldens greb: En rejse fra smerte til styrke Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsForfald Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsRamt af Nemesis Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsPappi og Djævlemærket: Sommerfuglens kalden Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsForsvundet: En Pia Holm Krimi Rating: 5 out of 5 stars5/5Bjærgtagen - træk af nordisk alfetro Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsNisserne på Søbygård: En kalenderhistorie Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsArvingen Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsNelly: Socialrealistisk slægtsroman Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsIscenesat Mord: Astro-krimiserien Stjernehimmel 5 Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsEn skuffe fuld: noveller Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsHævn, healing og Hovlykke Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsForrådt Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsDancing on the Doorstep Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsClaire og julemiraklet Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsTre Uger Før Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsAlva og Vindheksen Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsKamals Sange - Storskrift Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSaras hemmelige liv: En læse-let bog for unge og voksne Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsHuset Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsHemmeligheden: En historie om søgende unge Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsMarie Gadekær: Bolthøj historier - en sogne-krønike. Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSkamferet: En Pia Holm krimi Rating: 5 out of 5 stars5/5Mellem linjerne Rating: 0 out of 5 stars0 ratingsSortebogspræstens Datter: En Lofoten-fortælling Rating: 0 out of 5 stars0 ratings
Reviews for Det langsomme forår
0 ratings0 reviews
Book preview
Det langsomme forår - Henrik Neergaard
Andre udgivelser af samme forfatter på Forlaget Books-on-Demand:
Den digitale litteraturs velsignelser
Dovne Kenneth – eller troen på utroskab (roman)
Dalredage (diesel-haiku)
Natvilje (roman)
Jagten på en far (roman)
På kontoret for glemte sager (noveller)
Vera og Bjarnes heftige forår (roman)
Salatspiserens hemmelighed (roman)
Flyve-Havre 1 – 2 – 3 – 4 - 5
Sjælehandleren (noveller)
Den fantastiske pinsefrokost (noveller)
Tanker om forår og tøvejr (digte)
Connies Bog (roman)
Kun 550 kvinder pr. mand (noveller)
Jamen, det er så svært at gå på vandet om sommeren, sagde hun (noveller, kortprosa)
Tragedien om Ofelia (Hæfte 1)
Indholdsfortegnelse
Sneens lethed
Julegløgg er hårdt arbejde
Hemmelige tricks til et vaklende julehumør
December er et puslespil
Nytårsforsætter
Sparegris eller luksus
En lang morgen
Vinterglæder
Et lidt klodset kaffemåltid
Ørepropper og papegøjesnak
De små søndagsvaners søde syndighed
I allerhøjeste grad
Impulskøbernes ulidelige besvær
Sommeren skal planlægges omhyggeligt
Det rigtige forår
Sneens lethed
Klokken var lidt over fire. Altså om eftermiddagen. Det var i den begyndende mørkningstime. Ja, okay, det var stadig lyst udenfor, hvis man havde lyst til at kalde det det. Men det var november. Og der er mange, der mener, at det slet ikke bliver rigtig lyst i november, ikke en gang om dagen. Ikke sådan rigtig lyst, i hvert fald. Sådan som det er om sommeren. Eller i hvert fald forventes at være. Men i november er det halvmørkt hele dagen. Mørkt og dystert gråvejr med tunge, lavthængende skyer. Det er så mørkt i vejret, at man ofte må tænde lys indendørs, inde i sin egen stue, hvis man for eksempel vil læse avisen. Måske på nær et par enkelte dage i månedens løb, hvor et blegt solskin gør sig gældende en del af dagen. Man skal jo heller ikke være uretfærdig. Men det er altså kun et fåtal af novembers dage.
Og denne her dag var i hvert fald ikke en af dem. Det havde været halvmørkt hele dagen, og nu var det ved at blive rigtig mørkt. Det var sandsynligvis det, der fik Vera til at sukke så dybt. Hun var nogle gange lidt stædig, var der nogle, der syntes. Eller sagt på en lidt pænere måde: hun havde sine principper. Et af dem var, at hun gerne ville bevare den gode gamle illusion om, at det var lyst om dagen og mørkt om natten.
Det betød, at det KUN skulle være mørkt om natten. Om dagen skulle det være lyst. Derfor vægrede hun sig ved at tænde lyset før klokken fire om eftermiddagen, også om vinteren. Og vinter var det jo nu, her lidt over midten af november, konstaterede hun med endnu et suk. Ganske vist regnes november officielt som en efterårsmåned, men hun vidste jo godt, at de officielle forklaringer tit forskønnede tingene lidt vel rigeligt. Personligt havde hun altid regnet november som en vintermåned. Og det princip havde hun ikke tænkt sig at fravige.
Så derfor havde hun truffet den beslutning, at selv i de mørkeste vintermåneder ville hun ikke tænde lyset før klokken fire. Uanset, hvor mørkt og dystert vejret så end måtte finde på at arte sig. Men det betød jo så desværre også, at hun ikke kunne sidde og læse sin avis inde i sin yndlingslænestol, der ellers altid stod parat på en central plads inde i dagligstuen i deres hus. Hendes og Bjarnes hus.
Hun var ikke gammel. Sådan følte hun sig i hvert fald ikke. Men hun var kommet op i den alder, hvor hun havde en decideret yndlingslænestol, som var den, hun befandt sig allerbedst i. Det betød noget for hende at have en rigtig god stol at sidde i, for at kunne føle sig rigtig veltilpas. Hendes mand Bjarne havde det i øvrigt på samme måde. Han var et par år ældre end hende og brystede sig tit af, at han skam ikke var plaget af alderen, men kunne klare det samme som da han var yngre. Vera vidste godt, at der i hvert fald var nogle områder, hvor det ikke holdt stik, og det gjaldt ikke kun spørgsmålet om at have en magelig stol at sidde i.
Til alt held var det dog ikke den samme af husets lænestole, de havde forelsket sig i. det er tidligere set, at netop den slags kan være den lille gnist, der antænder de ulmende, men omhyggeligt neddæmpede uoverensstemmelser mellem to mangeårige ægtefæller, hvor de begge er gået på pension, eller i hvert fald ihærdigt overvejer at gøre det, især en grå og regnfuld mandag morgen i november, hvor de har sovet elendigt, fordi de spiste lidt for meget af søndagsmiddagen og tog et par glas vin eller tre ekstra og et eller flere glas cognac til kaffen.
Deres respektive favoritlænestole var endda helt forskellige. De var af forskellige model og med betræk i helt forskellige farver, så der ikke var nogen risiko for, at de ved en fejltagelse skulle komme til at sætte sig i den andens foretrukne stol. Det var privat område, adgang forbudt. Selv de faste gæster, der jævnligt kom på besøg hos dem, havde for længst forstået, at der skulle de i hvert fald IKKE sætte sig.
Men det her var altså en mørk og grå vintereftermiddag lidt over midten af november.
Og da Vera – principfast som hun var – kategorisk nægtede at tænde lyset, før klokken havde passeret fire på uret på væggen, så betød det også, at hun hele dagen igennem havde måttet give afkald på at hygge sig med at sidde og læse i avisen. Det var det for mørkt i vejret til. Men det gjorde nu heller ikke så meget, når det kom til stykket.
Hun roste sig af, at hun skam fulgte med tiden, og på dette punkt var det i hvert fald korrekt nok. Hun havde nemlig stort set droppet de gammeldags papiraviser – lige bortset fra den lokale ugeavis, som man jo fik gratis – og var næsten helt gået over til at følge nyhederne på nettet i stedet for. Der var to-tre nyhedssider, som hun klikkede ind på næsten hver dag. Og når hun læste dem på sin computerskærm, så var der jo lys nok til at læse, hvad pokker man ville, uden at behøve at tænde en eneste lampe i stuen.
Det var en af fordelene ved den nye smarte teknologi, syntes hun. Når hun nu havde det der princip med ikke at tænde lys om dagen, heller ikke i de mørkeste vintermåneder, for et princip er vel et princip. Men så var computerne og internettet og alt det der IT jo en rigtig god opfindelse. Det passede jo faktisk meget bedre til det danske klima end de gammeldags tryksager, hvad enten det nu var aviser, ugeblade, magasiner eller sågar bøger, der var tale om.
Og det var jo ikke bare i Danmark, det var sådan. Det var jo hele det nordiske vintermørke i det hele taget. Tænk, hvordan det måtte være længere nordpå. Oppe i Nordnorge, for eksempel, eller i det nordlige Finland. Eller i Island, Eller Grønland. Eller Svalbard. Der var jo ligefrem mørkeperioder på flere måneder, hvor solen slet ikke kom op over horisonten, så det var mørkt hele døgnet. Det måtte være frygteligt, syntes hun.
Så hun var faktisk heldig, at hun boede her i Danmark og ikke længere nordpå. Når det nu skulle være. Helst ville hun jo have boet længere sydpå, i Grækenland eller Spanien, for eksempel. Men hun klarede sig trods alt gennem det danske vintermørke. Med god hjælp fra sin computer. Og en lille smule opfindsomhed. Bjarne, derimod, holdt mere fast ved den gamle måde at gøre tingene på. I hvert fald på de fleste områder. Det var faktisk kun på grund af ham og hans stædighed, at de stadig abonnerede på den samme gamle papiravis, som de havde holdt gennem alle årene, helt tilbage fra dengang de blev gift og skulle sætte bo.
Men nu var klokken altså blevet lidt over fire på denne mere og mere mørkegrå november eftermiddag, og hun kunne efterhånden godt tillade sig at tænde lyset i stuen uden at bryde nogen af sine principper. I hvert fald standerlampen. Mere burde ikke være nødvendigt, i hvert fald ikke den første times tid. Nogle gange morede hun sig med at trække den lige lidt længere – og lige lidt længere – og lige lidt længere – og så lige en lille smule mere. Bare for sportens skyld og for at bevise sin viljestyrke.
I går havde hun således omhyggeligt ventet med at tænde lyset, til klokken var halv fem på det gamle ur på væggen i stuen. Så gavnede hun jo også miljøet, når hun sparede på elektriciteten. En lille smule, i hvert fald. Men lidt har jo også ret. Men det var nu også mest for at kunne begrunde det, når hun skulle forklare det over for Bjarne, hvad hun nogle gange skulle, hvis han pludselig kom brasede ind i stuen, hvor hun stadig sad i halvmørke ved halv fem-tiden. Det kunne han slet ikke forstå. Hvorfor tænder du dog ikke bare lyset, spurgte han, nærmest som om han syntes, hun var lidt underlig. Han forstod ikke sådan noget med at have principper. Det eneste