Dovne Kenneth: Roman

By Henrik Neergaard

En letlæst og humoristisk skrevet roman om nogle temaer vil være kendt af mange, men forhåbentlig i en mere afdæmpet form.

Bogens to hovedpersoner er et ægtepar i 60erne, og man følger en del af deres større og mindre genvordigheder med hinanden og nogle af de almindelige tendenser i tiden. Ikke uden små overraskelser og groteske episoder, der nok vil få de fleste til at trække på smilebåndet.

En feel-good bog for læserne, men ikke nødvendigvis for to hovedpersoner, der dog kommer ud af det med skindet på næsen til sidst.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 15, 2019
• ISBN: 9788743099338

Henrik Neergaard

Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.

Book preview

40

Kapitel 1

De sad ude i haven og drak sen eftermiddagskaffe. Birgitte lod sig for en gangs skyld opvarte af Kenneth. Men det var han nu ikke ret god til, selv om han prøvede at gøre sit bedste.

Og så var det endda kun eftermiddagskaffe. Det kunne da ikke være så svært. Et ret lille og enkelt måltid. Der var kaffe, der skulle brygges og boller, der skulle smøres, og kage, der skulle skæres. Og så skulle der dækkes bord. Det kunne da ikke være så vanskeligt. I hvert fald noget nemmere end aftensmaden, som han også stod for i dag. For om tirsdagen var det hans maddag. Det var en ordning, de havde indført for nylig, og Kenneth havde ikke vænnet sig helt til det endnu.

Han syntes selv, at han anstrengte sig for at gøre det godt. Han syntes ganske ofte, at det var en voldsomt stor opgave, han havde påtaget sig. Men trods vanskelighederne så gjorde han dog en indsats. Det syntes han i hvert fald selv.

Birgitte havde i årtier udført de samme opgaver i husholdningen – og mange andre – med betydelig mindre anstrengelse og betydelig større dygtighed. Og på en mere velsmagende måde, kunne man tilføje. Især hvad aftensmaden angik. Men det havde hun foreløbig besluttet at affinde sig med, i hvert fald for en overgangsperiode. Han skulle jo lige have lidt tid til at lære det. Og foreløbig var det kun en enkelt dag om ugen.

Al begyndelse er jo svær, som man siger, og dette gamle ordsprog levede Kenneth i høj grad op til. En af konsekvenserne af dette var, at måltiderne om tirsdagen ofte rykkede lidt rent tidsmæssigt. I stedet for klokken tre, blev eftermiddagskaffen ofte først sat på bordet kl. fire eller halv fem, undertiden endda først klokken fem. Det betød så, at aftensmaden også tit rykkede fra halv syv til hen imod otte, eller nogle gange halv ni. Men det var ikke hver gang, hun skældte ud over det. Hun var godt klar over, at det var svært for ham og ville ikke gøre det endnu sværere for ham ved at være over ham hele tiden. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spekulere på, om hendes udstrakte tålmodighed måske i virkeligheden var med til at forsinke processen og trække den i langdrag i stedet for at fremskynde den. Men hun var jo vant til ham gennem mange års ægteskab. Så hun kunne ikke helt beslutte sig for, om tidspunktet var kommet til at stramme lidt op på tingene, eller om det på sigt ville være bedre, hvis han lærte at bemestre opgaven ved egen hjælp og der i gennem også udviklede en større ansvarlighed over for opgaven og forhåbentlig også et ægte engagement i det, så han ikke kun gjorde det, fordi han nu engang skulle.

Det havde hun tænkt en del over på det seneste, uden dog at nå til en konklusion. Foreløbig var hun afventende. Hun sad og løste den svære krydsord i avisens weekendudgave, mens hun ventede på, at han skulle blive færdig med eftermiddagskaffen. Endelig kom den. Men endnu senere, end det plejede. I dag var klokken blevet kvart over fem. Han måtte simpelthen været gået alt for sent i gang med opgaven. Han havde sikkert siddet og surfet rundt på nettet alt for længe, inden han startede på det. Det var altså ikke acceptabelt.

Og han havde sjusket med det. Havde skyndt sig at få det færdigt i en fart. Resultatet var ikke godt. Kaffen var noget tyndt sjask. Kagestykkerne var af uens størrelse. Hvor svært kunne det lige være at skære en hindbærroulade i skiver. Alle bollerne var skåret skævt over. Og han havde stadig ikke lært, hvordan han skulle smøre dem ordentligt, så smørret blev jævnt fordelt i et pænt og lige tykt lag over det hele. Der var også et par andre småting, der langt fra var, som de skulle være. Hun sukkede dybt. Det her var endnu dårligere end det plejede at være. Det duede altså ikke.

Men nu havde hun til gengæld fået svar på sit spørgsmål. Det gik altså ikke længere at fortsætte på den her måde. Hun blev hun nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det her gik bare ikke. Og tænk, hvis han helt havde mistet lysten til at gøre det ordentligt og nu sjuskede lige så meget med det øvrige. Hun gruede for, hvordan aftensmaden ville blive, hvis det var en af de dage, hvor han var i det humør. Det troede hun ellers var et overstået stadium. Der måtte strammes op på det. Helt sikkert. Der var ikke andet at gøre.

Kapitel 2

Der var gået to uger siden den dag med den ekstra mislykkede eftermiddagskaffe og aftensmaden, der var endnu mere mislykket. Hun havde også fundet ud af hvorfor. Der havde været reprise af sæsonens vigtigste fodboldkampe på en af sportskanalerne på TV, og det havde åbenbart grebet Kenneth så voldsomt, så han havde svært ved at engagere sig i noget andet.

Det var nu to søndage siden. De havde talt om og fået det snakket igennem. For en uge siden var det allerede gået meget bedre, både med eftermiddagskaffen og med aftensmaden. Nu her i dag havde han virkelig gjort sig umage med eftermiddagskaffen. Den blev serveret næsten til tiden, mindre end et kvarter forsinket, kaffen var god og stærk, kagestykkerne var skåret næsten perfekt og selv bollerne var næsten til ug. Han havde virkelig taget sig sammen. Det her tegnede godt og fremgangsrigt. Hun var spændt på, hvordan han ville løse aftensmaden i dag. Foreløbig havde han lige ryddet af og vasket op efter eftermiddagskaffen. Og klokken var stadig ikke fire. Det tegnede godt for aftensmaden. Hun var spændt på, hvordan han ville gribe det an. Om han ville fortsætte med de gode takter.

Det var klaret op og blevet solskinsvejr. Blå himmel med nogle få og små hvide skyer, der fuldstændig lignede små hvide vattotter. Det havde hun da også nævnt for ham, i lutter glæde over, at det gode vejr nu åbenbart var kommet. Men han havde nærmest virket lidt sur over hendes bemærkning og mumlet nogle om gamle, forslidte klicheer om vejret, og at der nok var andre ting, der var vigtigere. Og hun fremturede med sådan noget i tide og utide. Han virkede næsten lidt sur, som om der var noget, der trykkede ham. Det var først noget senere, hun fandt ud af, hvad det var.

Det viste sig, at det hang sammen med hans planer for aftensmaden. Som han åbenbart havde villet gøre noget særligt ud af. Sådan som han opfattede det. Han havde set i avisen at slagteren i den anden ende af hovedgaden havde hestebøffer på tilbud. Det havde de engang i mellem. Ikke særlig tit, men sådan cirka med et par måneders mellemrum. Han var helt vild med de der hestebøffer. For ham var det noget af det lækreste og møreste kød. Og det var en af de ting, han faktisk var ret god til at lave. Så han havde besluttet sig for hestebøffer til aftensmaden i aften.

Han tog altid cyklen hen til slagteren, der lå et stykke væk, men ikke for langt. Faktisk lige i den rigtige afstand til en rask lille cykeltur. Så det passede jo egentlig udmærket. Han plejede faktisk at nyde den cykeltur. Men så let gik det ikke. For han opdagede at cyklen var punkteret. Han gik i gang med at få den lappet. Det var han nødt til, hvis han ville holde fast ved sin plan om hestebøfferne. For Birgitte havde taget bilen og var kørt over til en af sine veninder. Så han kunne nørkle med aftensmaden i fred og ro.

Men han fik den altså lappet. Nu var han jo allerede blevet forsinket i forhold til sin oprindelige tidsplan for aftensmaden. Det var jo heller ikke sådan en helt fast tidsplan, bare sådan løseligt skitseret. Men han var allerede kommet bagud. Så han sprang på cyklen og moslede hen til slagteren. Der var kø. Det var der tit, når der var hestebøffer på tilbud. Han parkerede cyklen uden butikken og stillede sig op i køen. Der var usædvanlig lang kø i dag, længere end den plejede at være, selv når der var hestebøffer var på tilbud. Denne gang var det oven i købet til en særlig lav pris. Under det halve af, hvad en engelsk bøf af oksekød ellers plejede at koste. Så det var jo ikke så mærkeligt. Han måtte væbne sig med tålmodighed og så bare håbe på, at der stadig var flere tilbage, når han nåede frem til disken og det omsider blev hans tur.

Han stod og tænkte på den lækre middag, han ville tilberede af de møre hestebøffer. De skulle selvfølgelig steges som engelsk bøf og serveres med en bagt kartoffel. Så slap han for det besværlige med at lave sovs. Det var en af hans knap så stærke sider, det var han godt selv klar over. Endelig blev det hans tur. Og så alligevel ikke rigtig. For damen foran ham havde købt hele ti hestebøffer, og det viste sig, at det var de sidste, der