Karla med K

By Connie Friis-Holst

Karla er i begyndelsen af 40’erne. Hun er arbejdsløs. Hun er trist og grå. Tilværelsen er imod hende. Selv vejret er imod hende, synes hun. Men en dag ringer overboen Victor på døren. Han har ved en fejl fået et brev, der er adresseret til Karla. Dette brev ændrer tilværelsen fra den ene dag til den anden. Karla får sig en sød veninde i overboen Charlotte, en god ven i Victor og hun får sig et job. Selvværdet begynder så småt at blomstre op. Så møder hun den flotte og charmerende Martin. Men ikke alt er som det ser ud til at være, og snart bliver drømmen til et mareridt.

En nutidig roman om kærlighed, venskab, (u)ærlighed og ikke mindst om at turde stole på sig selv og sin egen intuition.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 26, 2016
• ISBN: 9788771709308

Connie Friis-Holst

Connie Friis-Holst, f. 1967, arbejder til dagligt som administrativ assistent i medico industrien, er indehaver af PowerPoint Design og forfatter i fritiden. Det er ikke kun manuskriptdelen af en roman, der har forfatterens interesse - det er hele skriveprocessen, med alt hvad det indebærer af utallige timers research, design af bogomslag osv. For at få så realistisk en beskrivelse af hovedpersonernes karakterer som muligt, har forfatteren haft sparring med en psykolog undervejs i tilblivelsen af, I ly af mørket.

Book preview

februar

26. september

Karla gav lille spjæt og så sig forvirret omkring. Havde det ikke lige banket på døren? Hun havde ikke sovet, det var hun helt sikker på. Der kunne højst være tale om, at hun havde lukket øjnene to sekunder! Halvsvimmel rejste hun sig fra lænestolen. Det bankede på døren igen. Hun gik ud i entreen, strakte sig op til dørspionen, og så en mand, på nogenlunde samme alder som hende selv, stå ude i opgangen. Karla lod for en sikkerheds skyld kæden sidde på døren, da hun åbnede den.

"Ja? sagde hun lidt skarpt, mens hun studerede ham. Han var høj og slank – nok nogle år ældre end ved første øjekast. Hans ansigt nærmest krakelerede, da han smilede til hende.

Jeg har vist fået dit brev, sagde han muntert. Og jeg hedder for resten Victor! Han lettede på en imaginær hat, og bukkede høfligt for hende, da han rakte hende kuverten.

Hun tog sikkerhedskæden af, rakte ud efter kuverten, kiggede på dens forside og sukkede højlydt. At de dog ikke kunne lære det.

Er der noget galt? Han så bekymret på Karla.

Ikke andet end, at jeg hedder Karla med K og ikke med C, vrissede hun lidt mere irriteret end tiltænkt.

Karla sagde hurtigt tak, og lukkede døren med et lille smæld. Hun gik ud i køkkenet og lagde kuverten på køkkenbordet, tog elkedlen og fyldte lidt vand i den, tændte på kontakten og tog derefter sit kaffekrus. To hele mål Nescafé skulle der i, og så ventede hun på, at vandet kogte. Imens stirrede hun på kuverten, som om den var befængt med en eller anden smitsom sygdom. Hun plejede ikke sådan at få breve. Jo altså fra banken, Betalingsservice og den slags, men denne kuvert var brun, og ikke en hun umiddelbart kendte. Hun følte et stik af angst, da hun kiggede på kuverten. Var det godt eller skidt dette her?

Vandet kogte i elkedlen og hun hældte det straks i kaffekruset. Tørrede omhyggeligt kedlen af med karkluden, selvom der ikke var løbet en eneste vanddråbe ned af den. Hun hældte en sjat mælk i koppen, tog den med ind i stuen og satte sig i lænestolen med benene trukket op under sig. Fortrød straks og gik ud i køkkenet efter kuverten. Hun tog den med ind i stuen, lagde den på sofabordet og satte sig til rette i lænestolen igen. Karla skævede til kuverten. Hvad kunne der egentlig ske ved at åbne den? Hun lukkede øjnene lidt og nød kaffen. Hun havde egentlig altid været god til at tage sorgerne på forskud, og til at male Fanden på væggen, men havde hun nogensinde haft grund til andet? Du er født pessimist, havde familien altid sagt. Måske, men der var sgu ikke rigtig noget at gå og være lalleglad over. Vejret var næsten altid dårligt. Hvis solen endelig skinnede, så var det som regel alt for varmt, eller også blæste det. Hvis ikke solen skinnede, så regnede det. Sådan var det bare. Hun var arbejdsløs efter mange år på samme fabrik. Nedskæringer kaldte de det, og så stod hun en dag udenfor porten og vidste, at det var sidste gang, at hun havde stemplet ud. Heldigvis boede hun relativt billigt, men det var saftsuseme ikke sjovt at være arbejdsløs. Hun var selvfølgelig en af de første, der var røget pga. omstruktureringer og nedskæringer, så det kom såmænd ikke bag på hende.

Karla kiggede på kuverten igen. Dagen var begyndt skidt. Midt under morgenbadet var det varme vand blevet til iskoldt vand, så hun havde bestemt ikke lyst til at føje flere ulykker til en endnu kun halv brugt dag. Resolut tog hun kuverten mellem pege- og tommelfinger, og bar den ind i soveværelset, hvor hun puttede den ind under et Alt for Damerne på kommoden. Ude af øje ude af sind, tænkte hun, gik ind i stuen efter sin kaffekop, tog den med ud i køkkenet og stillede sig ved køkkenvinduet. Det blæste. Nede i gården kunne hun se efterårsbladene danse rundt i cirkler. Det lignede små tornadoer. Hun lænede panden mod den kolde rude og sukkede.

Lortevejr, sagde hun højt. Drak kaffen i et par lange slurke. Der var ingen vej udenom, hun var nødt til at gå ned og handle. Det havde regnet og blæst siden dagen før, og der var ingen udsigt til opholdsvejr, så hvad nyttede det at vente på bedre vejr? – Jo til næste år, tænkte hun. Men det var jo bare så hamrende typisk, at netop hun som ingen bil havde, og var nødt til at handle på gåben, altid skulle rammes af møgvejr! Hun sukkede højlydt. Det hjalp jo ikke noget at trække den længere, hun var nødt til at få fyldt lidt i køleskabet. Selvom der ikke var mange penge at gøre godt med, så skulle der købes ind til lidt aftensmad, noget brød, ost og mælk.

Hun skuttede sig, da døren i opgangen smækkede i bag hende. Hun slog paraplyen op, men det kunne hun godt have sparet sig, for vinden tog fat i den, så den vendte vrangen ud. Det var så den paraply!

For pokker altså! Hun bandede højt.

Hej Karla med K! Hop ind under min paraply, vi kan sagtens være her begge to, sagde en glad stemme ved siden af hende.

Karla lettede nærmest en halv meter! Hvor i alverden kom han fra? Det var ham med brevet. Hvad var det nu han hed? Hun havde glemt det. Det var også ligegyldigt!

Undskyld, at jeg forskrækkede dig, det var ikke min mening, sagde han og så oprigtig ked ud af det.

Det er i orden, mumlede Karla, slog hætten på jakken op og skyndte sig ned ad gaden.

Egentlig var han vel flink nok, hun havde bare ikke behov for at lære de andre i opgangen at kende. Hun vidste, hvem de var, fra de gange de mødtes på trappen, og så stod deres navne jo på postkasserne. Der var rimelig lydt i ejendommen, men det generede hende ikke, så længe der ikke blev larmet og festet om natten. Lige hvad dét angik, så var hun rimelig tolerant - ellers ikke en egenskab andre mente hun var i besiddelse af. Selv mente hun ikke, at hun hverken var intolerant eller fordømmende, det var bare andre mennesker, der havde så forbandet travlt med bl.a. hende. Hun blandede sig ikke i andre menneskers gøren og laden, og hun forventede det samme den anden vej rundt.

Hun nåede Fakta, slog hætten ned og rystede vandet af sig, så godt det lod sig gøre, og kørte højre hånd gennem håret. Øv, hvor var hun gennemblødt! Inde i butikken var der dejligt lunt. En skam hun ikke skulle have så meget, så glæden ved at være indendørs kunne vare lidt længere. Hun snuppede en indkøbskurv og stak hånden ned i lommen efter indkøbssedlen, men den var tom. Hvor pokker var den nu henne? Den anden lomme var også tom. Hun hev pungen frem, men der var kun penge og sygesikringskort.

Pis! Jeg skulle være blevet i min seng i dag, mumlede hun halvhøjt. Et øjeblik stod hun tom for tanker, men bevægede sig så ind gennem grøntafdelingen. Hun ville lave lasagne, og hun vidste, at hun manglede både løg, peberfrugt og gulerødder. Så gik hun videre ned gennem butikken til køledisken med kød. Hun bøjede sig lidt frem for bedre at kunne se ned, og i det samme lød en munter stemme overfor hende.

Vi kan ikke blive ved med at mødes sådan her Karla! Det var overboen igen. Han smilede over hele hovedet.

Han følger sgu efter mig, tænkte hun irriteret. Det var da utroligt! Tre gange på én dag, og hun havde aldrig set ham tidligere. Hun havde i hvert fald aldrig hæftet sig ved ham før i dag. Han virkede totalt overskudsagtig, og det irriterede hende faktisk, at han stod der og smilede til hende over køledisken.

Og gudhjælpemig om ikke han fortsatte.

Jeg skal lave braiserede svinekæber! Har du prøvet det?

Nej det kan jeg ikke ligefrem påstå! hun forsøgte at være så afvisende som muligt, men han lod tilsyneladende slet ikke til at mærke hendes dårlige humør.

Det er lige vejr til simremad ikk´?, spurgte han og blinkede til hende.

Hold fast hvor var han dog irriterende. At han tilligemed så godt ud, det hjalp ikke ligefrem på hendes humør.

Tja, svarede hun og trak på skuldrene og skyndte sig at hive en pakke oksefars op af køledisken, og nærmest smed den ned i kurven, hvorefter hun satte kursen mod kolonialafdelingen. Hun havde allermest lyst til at styrte op til kassen og betale, så hun kunne komme ud af butikken, men hun manglede både hakkede tomater og lasagneplader. Det skulle bare gå stærkt nu, for hun gad ikke, at han skulle henvende sig til hende igen. Det var muligt, at han tolkede det, som at hun flygtede fra ham, og det gjorde hun vel ret beset også! Det var utroligt, at han ikke, ud fra hendes kropssprog og hendes væren kort for hovedet kunne forstå, at han skulle holde sig på afstand!

Karla betalte og skyndte sig ud på gaden. I det samme kom linje 5A kørende, og den pløjede lige gennem en gigantisk vandpyt ved kantstenen. Vandet stod i en kaskade op over fortovet. Op over Karla! Det var simpelthen dråben.

Idiot! råbte hun og truede med en knyttet hånd efter bussen.

Hun kunne mærke at tårerne pressede på. Fandens til skide trafikanter. Kunne de dog ikke tage hensyn til fodgængerne? Havde hun været våd af regnen for et kvarter siden, så var det intet at regne for, hvad hun var nu. Hun var gennemblødt. Sko, bukser og jakke. Hun rystede af kulde. Nu gjaldt det bare om at komme hjem i tørvejr og få skiftet tøj. Især inden ham overboen kom ud af butikken og skulle spille helt!

Hun småløb hjem, selvom hun i en eller anden TV udsendelse havde set, at man ikke blev mindre våd af at løbe i regnvejr, end hvis man gik. Hun var jo også gennemblødt allerede, så det var nærmere for at få lidt varme i kroppen, at hun satte farten op. Hun nåede netop ind i opgangen, da nogen deroppe ligesom skruede endnu mere op for vandtrykket udenfor. Det stod ned fra himlen som fra en kolossal bruser. Uden for hoveddøren greb hun ned i højre lomme på frakken, for at fiske nøglen op. Ingen nøgle. Hun prøvede venstre lomme. Heller ingen nøgle. Hjertet skød op i halsen på hende, og pulsen røg op. Hun huskede, at hun havde haft hænderne i lommerne i Fakta, da hun skulle have sin indkøbsseddel op. Den indkøbsseddel som hun havde glemt på køkkenbordet. Den indkøbsseddel som lå sammen med nøglerne.

Aj, men for filan altså, hvæsede hun, og stampede i jorden som en 5 årig. Så kom tårerne. Drivende våd og kold stod hun der, uden at kunne komme ind i sin lejlighed, fordi hun havde smækket sig ude, for første gang i sit liv. Fandeme flot! Sikke en dag! Snot og tårer blandet med regnvand løb ned ad hendes ansigt.

Hun hørte ikke fodtrinene bag sig, men mærkede bare en hånd på sin skulder. Victor! Af alle mennesker, og den sidste hun gad se på lige nu. Han kunne se, at hun græd, og der var ikke antydningen af smil på hans ansigt - han så alvorligt på hende.

Jamen herregud dog! Hvad er der sket?

Hun tørrede snot og tårer væk med håndryggen.

Jeg har smækket mig ude af lejligheden, fik hun fremstammet.

Nåh, ikke andet, svarede han lettet. Jeg troede, der var sket noget alvorligt!

Det er vel også alvorligt nok, sagde hun. Jeg hundefryser og er drivende våd, så det er virkelig et dårligt tidspunkt at være låst ude.

Er der egentligt noget godt tidspunkt at låse sig ude? Nej vel! Kom, sagde han, tog let om hendes albue, og førte hende med op ad trapperne. Jeg laver en kop varm te til dig, og så får vi ordnet det med den lås.

Han smilede opmuntrende til hende.

Så fik hun lyst til at tude igen. Hun var ikke vant til, at nogen viste hende den slags omsorg.

Tak, svarede hun, og fremtvang et forsigtigt smil.

Victor boede på 3. sal i en hyggelig og meget ungkarleagtig lejlighed. Der var ikke en masse nips, men pæne møbler, der vidnede om god smag. Han boede minimalistisk, kunne man sige. Rene linjer. Der var også forbløffende ryddeligt og rent, i betragtning af, at det var en mand, der boede der. Det var ikke, fordi hun besøgte mange enlige mænd. Nok nærmere bare en fordom hun, og mange andre, sikkert havde. Karla kiggede sig nysgerrigt omkring, da de havde taget det våde fodtøj og overtøj af i entreen. Victor tog deres frakker med ud på badeværelset og hang dem på bøjler i brusenichen, så de kunne dryppe af på flisegulvet. Det overraskede hende lidt, at han som mand tænkte så praktisk. Igen en fordom. Hun smilede for sig selv.

Victor slog ud med armen og sagde.

Gå ind i stuen og sæt dig, så laver jeg noget varm te. Skal jeg lægge dine varer i køleskabet?

Og inden hun kunne nå at svare, fortsatte han:

Jeg finder lige et par tørre sokker frem til dig! Du skulle jo nødig gå hen og blive forkølet!

Tak til alle tre ting, Karla var meget taknemmelig, selvom hun havde det lidt stramt med at tage mod hjælp fra andre. Det var virkelig uvant for hende. Hun følte altid, at hun så stod i gæld til dem. Det var jo fjollet, for hun forventede jo ikke selv noget til gengæld, når hun havde hjulpet nogen. Men lige nu gjaldt det bare om at få varmen, og så få låst døren til lejligheden op, så hun kunne komme ind til sig selv. Victor kom ind med et par ragsokker til hende, og gik derefter ud i køkkenet, hvor hun kunne høre ham rumstere. Hun satte sig i en lækker lænestol og trak de våde strømper af, og de tørre sokker på i en fart. Hun bemærkede, at hun havde lavet fodaftryk på trægulvet med sine våde strømper. Pinligt!

Hun sad rigtig godt i lænestolen, og tillod sig at lukke øjnene et par sekunder.

Så er der varm te til fruen! Eller er det frøken? lød Victors stemme.

Hun åbnede øjnene og rødmede. Følte sig skyldig på en eller anden måde. Han troede sikkert, at hun var faldet i søvn!

Tak igen, svarede hun og fortsatte. Jeg ved ikke, om det hedder frue eller frøken! Det bruger man vel heller ikke i dagens Danmark?

Hun havde ikke lyst til at byde op til en dybere samtale, hvor hun skulle fortælle, at hun rent faktisk var single!

Vil du have et tæppe? spurgte han.

Nej tak, jeg skal snart ned til mig selv, svarede hun.

Han gik ud af stuen og kom tilbage med et tæppe.

Her, tag nu det om dig imens, du hundefryser jo!

Hun tog modvilligt tæppet om sig, men det var nu meget rart, for han havde jo ret. Han smilede tilfreds. Og hun så det! Han var irriterende. Men på en sød måde, det måtte hun lade ham. Han skulle bare aldrig have det at vide.

Der var tavshed et par minutter, så brød hun den.

Jeg mener, at viceværten har en ekstra nøgle.

Det troede jeg ellers ikke, at man måtte, svarede Victor og fortsatte. Altså viceværten! Jeg troede ikke, at han måtte opbevare vores ekstranøgler?

Det har jeg ingen anelse om, om han må eller ej, men jeg har ingen i nærheden, som kan opbevare en ekstra nøgle, så derfor bad jeg viceværten om det, da jeg flyttede ind. Jeg har aldrig haft behov for den før nu!, svarede hun.

Jamen, så må vi have fat i ham, inden han går for i dag. Det er da godt, at du slipper for regningen fra en låsesmed sagde Victor. Har du mobiltelefon på dig?

Øh, mobiltelefon? Nej, den ligger nede i lejligheden, måtte hun tilstå. Jeg har den ikke på mig altid. Det er en gammel Nokia, som ikke altid virker efter hensigten. Hun vidste ikke helt, hvad han skulle bruge den sidste oplysning til.

Nå, for pokker! Vi må vist se at få opdateret dig lidt, grinede han og tog sin egen telefon op af lommen.

Hun kiggede indigneret på ham. Opdatere