Turneringen

By Henrik Kamstrup-Nielsen

I en nær fremtid har reality-tv taget overhånd og er gået fra at handle om unge, der drikker sig fulde og går i seng med hinanden, til voldsporno med dødelig udgang for de fleste af deltagerne. Den, der vinder, går til gengæld fra det hele med lommerne fuld af alt, hvad han drømmer om.

Turneringen er det mest voldelige af alle disse realityshows, og Nick Williams, far og ægtemand, tvinges til at deltage i netop dette show. Vil det lykkedes ham at blive Turneringens næste mester, eller vil han, ligesom de fleste andre, dø i kampen om alt, hvad han tør drømme om?

---

Det siger anmelderne:
"Bogen er i den grad fangende, og siderne vender sig selv (...) Bogen er barsk og ikke for alle. Men historien holder hele vejen."
4/5 stjerner fra Bogrummet.dk

• Language: Dansk
• Publisher: Henrik Kamstrup-Nielsen
• Release date: Nov 8, 2015
• ISBN: 9781311538277

Henrik Kamstrup-Nielsen

Born and raised in the sleepy town of Sorø, Denmark, I grew up living in my own fantasy worlds. It turned out, however, that most of these places were quite horrible and to control my nightmares and started to write stories in which I conquered the evil.Now I believe my writing has matured to a level, where I would very much love to share what I write. Some is horrible, some violent and some might be disturbing. My primary genres are SciFi and horror but I sometimes run off to other places.My first novella, "One Too Many" is out now, soon to be followed by my first novel, "The Tournament". "One Too Many" is a noir detective story with a twist of something else, while "The Tournament" is SciFi.

Book preview

Jeg har haft en længere diskussion med mig selv, om jeg skulle skrive et forord eller ej. Og jeg kom frem til, at jeg burde skrive et lille et. Om ikke andet, så for min egen skyld.

Turneringen har været længe undervejs. Den første rå skitse til den historie, du i dag sidder med, blev skrevet færdig i begyndelsen af 2008.

Tilbage i tiden mellem 1993 og 1996 var min fantasi dog allerede ved at løbe af med mig, og inspireret af computerspillene Doom, Quake og Duke Nukem 3D, forsøgte jeg mig med en historie, omhandlende rumsoldater og lignende (ikke særlig originalt når man tager kildematerialet i betragtning). Det blev til cirka 15 sider, inden jeg faldt tilbage i computerspillenes verden.

Frøet til historien blev liggende i mit baghoved uden at spire indtil 1998, hvor jeg nu gik i gymnasiet. Her læste jeg for første gang Stephen Kings Den lange vandring og Den løbende mand. Begge historier er skrevet under pseudonymet, Richard Bachman. De handlede om reality-tv taget til ekstremenerne – og det var inden, det ord rigtig var opfundet. Den løbende mand er fra 1982, året hvor jeg blev født, og Den lange vandring er fra 1979. Begge historier var utroligt stemningsfulde og tidsløse, og jeg blev fuldstændig grebet af tanken om, hvordan reality-tv måske kunne udvikle sig fremover. I 1998, da jeg begyndte at tænke over en ny historie, havde Robinson ekspeditionen kun været vist én gang, men jeg havde allerede dengang en fornemmelse, at reality-bølgen kun lige var begyndt.

Min hjerne og jeg var dengang ikke moden nok til at få skrevet den historie, jeg gerne ville have, Turneringen skulle være. Jeg vidste, at hovedpersonen på et tidspunkt skulle deltage i Turneringen, jeg vidste, at Turneringen skulle være en form for computerspillenes deathmatch med levende mennesker, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skulle få ført læserne dertil. Og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg kunne få skabt en hovedperson, som man rent faktisk gad at heppe på.

Det håber jeg nu er lykkedes. Det tror jeg i hvert fald, og jeg er uendelig tilfreds med, at jeg endelig har fået sat det sidste punktum for, og udgivet, Turneringen her 20 år efter, jeg første gang tænkte på den. Jeg er desværre nået at blive overhalet indenom af Hunger Games, men jeg er overbevist om, at der er plads til mere end én historie til, der handler om ekstrem reality-tv (der er i forvejen mere end en god håndfuld).

Alle forsøgene på at skrive historien har altid haft én ting til den fælles: Turneringen – det har den heddet helt fra begyndelsen.

Og hvem ved, hvor vi mon ender med reality-bølgen?

Jeg håber ikke, at jeg får ret …

Henrik Kamstrup-Nielsen

Hellerup, oktober 2015

Til Maja og drengene.

Altid.

"This is your life and it’s ending one minute at a time."

Tyler Durden, Fight Club

1. Del: Begyndelse

1.

Klokken nærmede sig 19:30, da Nick, med hænderne i lommen og regnjakken trukket godt op om nakken, langsomt gik ud ad hoveddøren og ud på den regnvåde gade. En dis havde lagt sig som en tung dyne over det hele, og det støvregnede. Så længe det ikke pisser ned, er det vel okay, tænkte Nick. Han skuttede sig og trak frakken endnu højere op i nakken, mens han kiggede rundt på de neonoplyste reklamer, der med sine skarpe lys prøvede at virke indbydende. Men i det lumre halvmørke var de kun en irritation for øjnene.

Det var midt i juni, og vejret opførte sig, som en sen efterårsdag ville have gjort for nogle år tilbage. Er verden da gået helt ad helvede til? tænkte han, da han drejede til højre ad den første sidegade. Faktisk kunne Nick ikke huske, hvornår han sidst havde set noget til solen udover på fjernsynet. Der dukkede den altid frem i reklamerne til eksotiske rejsemål eller på naturprogrammer optaget for et halvt århundrede siden. Jo, verden var gået helt ad helvede til.

Nick krydsede vejen uden at se sig for og trådte ind ad døren til sit stamsted, Nora. En tyk tåge af røg kom ham i møde, og lyset nærmest flimrede for hans øjne. Flere mænd vendte sig om for at se den nyankomne, men de vendte snart tilbage til deres samtaler. På Nora interesserede man sig generelt ikke for andre end sig selv og sine ledsagere. Nick havde aldrig haft en ledsager med. Han gik hen og satte sig ved baren, aske lå spredt ud over bardiskens sorte overflade, og fugtringe fra tidligere øl viste sig tydeligt. Hans øjne vandrede hen til det store fjernsyn, som hang i den fjerneste del af rummet. Nyhederne fra Kanal 1 kørte, og en uengageret nyhedsoplæser fortalte om den stigende forurening verden over. Det var det samme hver eneste dag. Nyhederne var absolut ikke lige så spændende som førhen.

Hvad kan jeg gøre for dig i aften, Nick?

Han vendte sig om og så ind i øjnene på en behageligt udseende bedstefar. Det eneste, der adskilte ham fra den almindelige bedstefar, var et langt rødt modermærke, som strakte sig fra halsen hen over venstre kind og halvt ind på øret. Alfred hed han, stedets ejer. Nick kunne huske, at han flere gange havde tænkt stakkels mand, men det virkede ikke, som om Alfred lod sig gå på af det.

Det sædvanlige, sagde Nick. Alfred vendte sig om og råbte et eller andet ud i køkkenet, men Nick havde allerede vendt sig om igen for at følge med i nyhederne. Miljøet var blevet afløst af krig. Tænk, hvis man nu holdt op med at føre krig, så kunne det være, at miljøet ville tage sig bedre ud, tænkte Nick. Hans øjne vandrede ned til hans armbåndsur. 10 minutter igen. Alfred vendte tilbage med en ginger ale, og Nick nippede tilfreds af den. Kølig og frisk som den burde. En mand stillede sig ved siden af Nick, kiggede misbilligende på ham og bestilte to enorme krus med porter.

Dagens ret: Bankekød med flødesovs og kartoffelmos. Bon appetit, sagde Alfred.

Tak, Nick gik i gang med sin kartoffelmos, ved du, hvem der kæmper i aften?

Alfred rystede på hovedet og gik sin vej. Nick vidste godt, at Alfred ikke brød sig om at vise Turneringen. Men hver fredag var Nora stuvende fuld af mænd, der kun kom for at se Turneringen, Nick inklusive, så det kunne ikke betale sig for Alfred at have en samvittighed.

Vælg dine kampe med omhu, havde hans mor altid sagt, og denne kamp var ikke værd at kæmpe.

Nick hørte døren gå, og han hørte en større gruppe mænd komme ind ad døren. Mænd som Nick selv. Mænd med kone og børn, som egentlig godt kunne se Turneringen hjemme, men som valgte at gå på Nora eller lignende steder for at se den. Enten fordi de havde fået besked på det af deres koner eller af egen fri vilje for at skåne kone og børn. Nick hørte til den sidste gruppe. Julie, hans kone, og hans seks år gamle datter, Christine, sad derhjemme og var i gang med at se Disneysjov, da han gik.

Hvorfor var det lige, han valgte at sætte sig herned fredag aften frem for at nyde den med familien? Den dårlige samvittighed nåede kun at plage ham et øjeblik. Selvfølgelig havde han lov til at sætte sig herned en enkelt gang om ugen. Han var hjemme hver eneste aften i ugen alligevel. Nick koncentrerede sig om at få spist sin mad, inden Turneringen startede. Af erfaring vidste han, at han alligevel ikke ville få spist op i løbet af programmet. Han plejede gerne at miste appetitten cirka fem minutter inde i matchen. Alligevel fandt han det underligt fascinerende.

Hvor er vi dog kommet langt, tænkte han spydigt. For 70 år siden spillede vi amerikansk fodbold eller fulgte med i NHL, nu ser vi voksne mænd eller kvinder rende rundt og skyde hinanden i turneringer, hvor blodet sprøjter til alle sider. Imens sidder alverdens mænd og føler sig ubehageligt til mode. Samtidig sidder de fascineret klistret til skærmen hver fredag og hepper på deres yndlingskæmper. Lovlig, arrangeret krig er det eneste, det er. Moralske skrupler havde det altid med at dukke op, lige inden Turneringen startede. Nick slog det hen med, at der i det mindste var en lille rationel del tilbage i ham, som grundlæggende godt vidste, at Turneringen var ubehagelig og frastødende, ligesom krig, men alle sad jo også klistret til nyhederne hver dag for bare at få et lille glimt af andres grusomme hverdag. Under alle omstændigheder kunne man da i det mindste bruge det til at føle sig bedre tilpas med sit eget liv.

Forventningens stilhed sænkede sig over Nora, da den sidste reklame inden Turneringen kørte hen over skærmen. Nick holdt øjnene og tankerne fokuseret på maden. Hver fredag var det det samme ritual. Mænd der kommer i sidste øjeblik inden matchen, mænd der bestiller den sidste omgang øl inden start, Nick der sidder bøjet over sin mad, venter og koncentrerer sig om at få spist op. Sidst, men ikke mindst værten, der byder velkommen og forklarer spillets regler til dem, som skulle være nytilkomne til Turneringen.

Jesus, tænkte Nick og sukkede, Turneringen har snart kørt i seks år, og alligevel føler de, at de er nødt til at forklare spillet hver evig eneste gang.

Turneringen startede seks år tidligere som kulminationen på, at sport og underholdning siden årtusindeskiftet gradvist var blevet mere og mere voldelig. Den første af disse sportsgrene var Death Ball, som var en videreudvikling af amerikansk fodbold. Flere voldelige tiltag kom til senere, det værende sig realityshows eller konkurrencer med en broget blanding af almindelige mennesker og andre specielt udvalgte personer, hvor vinderen ville vinde guld og grønne skove resten af livet. Som regel var der altid denne ultimative præmie. Og det ultimative nederlag? Det var aldrig blevet nævnt, men Nick gættede på døden. Turneringen var den seneste udvikling heraf. På 70 år var man kommet så langt, at teknologi ikke blev udviklet menneskets bedste. Teknologien blev heller ikke udviklet for at hjælpe soldater i krig. Nej, nu kom ny teknologi som en følge af, hvad der ville være god underholdning. En eller anden klog person havde udviklet et system til Turneringen, som gjorde, at hver gang en person døde, forvandledes dennes krop til atomer, og få sekunder senere stod selv samme person et nyt sted i arenaen klar til kamp igen. Og jo, våbnene var rigtige våben, standardpistoler, geværer eller til lejligheden nyudviklede prototyper.

Alle de kloge hoveder, tænkte Nick, og så sætter de sig ned og udvikler mærkelige genoplivningsapperater til en ultravoldelig sportsgren frem for at finde en kur mod kræft. Han rystede på hovedet, vinkede til Alfred, pegede på sin tomme ginger ale og vendte opmærksomheden mod fjernsynet i samme øjeblik, som værten gjorde klar til at præsentere aftenens setup og kombattanter.

Aftenens kamp var en indledende runde, alle mod alle, med 12 deltagere, hvor de fire bedste ville gå videre til næste runde. Vinderen var den, der først nåede at få 20 drab registreret. Fordelingen af de følgende pladser var afhængig af antallet af drab under 20. Hver gang spekulerede Nick på, hvordan det mon føltes først at dø og dernæst blive genoplivet.

Værten var ved at nå til den sidste deltager på listen. De første 11 havde været ganske almindelige mænd, der havde meldt sig til Turneringen i håb om at opnå det efterhånden så eftertragtede guld og grønne skove.

Overgearet og med en næsten hysterisk begejstring begav værten sig ud i aftenens sidste præsentation: "Og aftenens sidste deltager er Turneringens ubesejrede mester gennem alle seks sæsoner. Han har over 400 turneringsdrab på samvittigheden, han er 49 år gammel, har kæmpet i adskillige krige ved fronten og er kun selv blevet dræbt 8 gange i Turneringen. Mine damer og herrer:" En begejstret brølen steg til vejrs i lokalet, da den sidste deltager dukkede op på skærmen.

Generalen. Manden var dukket frem på skærmen. Hans grå karseklippede hår kunne lige skimtes under hans røde baret. Et ar strakte sig fra højre øjenbryn og stoppede midt på næsen. Han smilede til kameraet, og billedet skiftede til en stor rund scene, hvor høj musik gjaldede ud af nogle gigantiske højtalere. Idet Generalen trådte ind på scenen, stod det op fra scenegulvet med flammer og fyrværkeri. Generalen stoppede op, kiggede rundt på de hysterisk jublende publikummer, mens han smilede til folk. Med præcise, afmålte skridt gik han langsomt hen til de resterende 11 deltagere, som stod i en cirkel rundt om værten og ventede på Turneringens helt store stjerne.

Stakkels mennesker. Tænk at skulle møde Generalen i sin første kamp i Turneringen. Det kunne sgu da kun tage modet fra en.

Vi skal til at have valgt en arena for aftenens match, sagde værten.

Og aftenens arena bliver:

Generalen trådte frem, kiggede rundt på den samlede menneskemængde, som holdt vejret af spænding, og trykkede med et par fingre på en lille trykfølsom skærm midt på scenen. Tre ord dukkede frem på en enorm storskærm.

"House of Hope!"

Folk jublede af begejstring, Generalen trådte med et glimt i øjet tilbage på sin plads, og i samme øjeblik begyndte lilla lyn at slå ned fra loftet omkring deltagerne. Få sekunder senere var de forsvundet, og kun værten stod tilbage. Menneskemængden var ude af sig selv af begejstring.

Vi er tilbage med dagens match i House of Hope efter en kort pause.

Reklamerne tonede frem på skærmen.

2.

Den sidste reklame gik over i en forkortet udgave af Turneringens intro. Samtalen i Nora stilnede hen, og folks opmærksomhed vendte atter tilbage til skærmen. At filme Turneringen var noget af en kunst, eftersom der til hver en tid rendte 12 mennesker rundt i arenaer af varierende størrelse. Men Selskabet havde valgt en teknik til at filme Turneringen, der mindede om fordums tiders motorsportsløb. Der var kameraer opstillet overalt på arenaen, og producerne var som regel rigtig gode til at finde de spændende steder at filme. Skulle det glippe, så var langsom gengivelse heldigvis opfundet for længe siden. En sidste feature var et lille kort i hjørnet af skærmen, hvor hver deltagers position i arenaen hele tiden blev opdateret. Hver deltager repræsenteret af en unik farvekode. Og i den gule hjelmfarve i dag … tænkte Nick.

Arenaen House of Hope var en nedlagt atomreaktor, hvor kampene bredte sig over trange korridorer, større kontorlandskaber og endelig store åbne områder, hvor deltagere med snigskyttefærdigheder hurtigt kunne finde plads at boltre sig på.

Kameraet panorerede hen over House of Hope. Tog en hurtig tur rundt i interiøret, hvor deltagerne var blevet teleporteret til en tilfældig startplads. Dog var der aldrig to, der startede lige ved siden af hinanden. Et stort 10-tal dukkede op på skærmen og talte ned til kampstart. Kameraet fangede deltagernes øjne, nogle kolde, nogle tågede og andre fulde af skræk. Fortrydelsen over deltagelsen stod malet over deres ansigter.

Et horn gjaldede ud af fjernsynets højtalere og ud over House of Hope. Dagens kamp var i gang. Prikkerne på det lille kort satte sig i bevægelse. Produceren fandt frem til Generalen, der som altid var kameraernes og seernes favorit. Dels fordi han var den regerende mester, men også fordi han altid var god for nogle maleriske drab. Generalen havde fundet sit første offer, en forsigtig mand, der sneg sig frem langs væggene i håb om at kunne overraske folk, der intetanende kom farende rundt om hjørnerne. Det var tydeligt at se, at han ikke var klar over, at han havde Turneringens farligste deltager lige i ryggen. Generalen hævede sit gevær, en standardmilitærriffel, tog sigte og sendte to hurtige salver ind i hvert knæ på offeret, som skrigende faldt om på jorden. Inden han nåede at vende sig om for at få øje på sin banemand, dukkede der yderligere fire udgangshuller op midt mellem øjnene på manden, hvis hoved et millisekund senere eksploderede i en sky af hjerne og blod. Første drab i dagens runde, og jublen ville ingen ende tage på Nora. Kameraet zoomede ind på offeret, der i næste øjeblik forsvandt mellem gnisterne og dukkede levende op et nyt sted på arenaen. Kommentatoren snublede næsten over ordene af begejstring over Generalens overlegne opvisning, mens han forsøgte at følge med i begivenhederne over hele arenaen.

Man kunne se, at der var sammenstød flere steder på arenaen, nogle steder op til fire personer på en gang. Enkelte personer fik ram på nogle af de andre, men eftersom de fleste var nye i Turneringen, skulle der ofte pinligt mange skud til før et drab blev sat ind. Anderledes effektiv var Generalen, som gang på gang dukkede op, hvor folk mindst ventede det, og fik sat en effektiv stopper for de andre deltageres fremfærden. Flere gange stødte han på ildkampe, hvor der var flere involveret, og uden de store problemer fik han gjort det af med deltagerne. Generalens score steg stødt mod 20, uden han var blevet ramt en eneste gang. Da Generalen var nået op på 19 drab og skulle til at udføre sit sidste, var nummer 2 på fem drab og nummer 3 og 4 på tre drab hver.

Ud fra en platform ti meter oppe i hovedreaktorens rum havde Generalen udset sig sit sidste offer. Offeret, en stor muskuløs mand, der kom spurtende gennem rummet på jagt efter en anden deltager, havde slet ikke tid til at kigge op. Generalen trak en 20 centimeter lang machete fra dens skede, tog tilløb og sprang ned på den intetanende mand. Idet Generalen landede på manden, stak han manchetten dybt ind i mandens kraveben, og så let som ingenting trak han den ned over højre side af mandens brystkasse og lod den sidde begravet i mandens hjerte. Generalen rejste sig, og arenaen blev badet i et rødt lys. De lilla gnister omsluttede Generalen en sidste gang og sendte ham tilbage til studiet. Skærmen blev sort.

3.

Jublen brød atter ud i Nora. Mændene snakkede højrøstet sammen og lovpriste Generalen. Matchen var overstået på 32 minutter, sjældent var der blevet gjort rent bord på så kort tid i Turneringens historie. Nick sad og stirrede med tomme øjne på reklamerne, der atter gled over skærmen, inden de ville vende tilbage med kommentarer fra dagens vinder. Reklamer for eksotiske rejsemål var hovedingrediensen, men der var også reklamer for Selskabets andre fantastiske lege, som søgte deltagere. Den ene leg mere voldelig end den anden.

Nick sad og tænkte på de otte deltagere, som ikke gik videre. Hvad havde været deres grund til at deltage? Og hvad var der gået gennem deres hoveder i det sidste øjeblik, inden Generalen havde boret sin machete ind i brystkassen på den store mand. Som altid fik han det dårligt på disse deltageres vegne, og igen tænkte han på, hvorfor han udsatte sig selv for det her hver fredag. Det må være et eller andet mandligt urinstinkt, tænkte Nick, som om det var forklaring nok. Han rejste sig og gik ud på toilettet. Han stillede sig foran en af håndvaskene, kom koldt vand mellem hænderne og kastede vandet i ansigtet. Han kiggede på sig selv i spejlet, mens det kolde vand langsomt drev ned af hans ansigt og klarede hans hjerne lidt op. Verden er virkelig gået helt ad helvede til, tænkte han.

Han smed en håndfuld vand mere i ansigtet, og han fik det bedre. Han trak et papirhåndklæde, duppede sit ansigt og gik hen mod døren. Da han skulle til at åbne døren, bemærkede han et eller andet i periferien af sit syn. Han vendte ansigtet mod dét, der havde fanget hans opmærksomhed. På væggen ved siden af den første toiletbås havde nogen skrevet et eller andet med små og usikre barnebogstaver. Nick bøjede sig ned for at kunne læse det.

Der er ingen vej tilbage, stod der.

Selvom det var tydeligt, at det bare var noget, der var blevet skrevet på væggen, mens en eller anden havde siddet og skidt, syntes Nick alligevel, at det virkede underligt ildevarslende. Det løb ham koldt ned ad ryggen, og han begyndte at blive svimmel. Han skyndte sig at åbne døren ind til ølstuen og begyndte at bane sig vej mellem flokken af mænd, der igen havde rettet blikkene mod fjernsynet for at høre, hvad deres store helt, Generalen, havde at sige til dagens match. Og nu hvor de tre andre vindere havde vist sig værdige til videre deltagelse i Turneringen, var de pludselig en del mere interessante. De blev set an, mens Generalen snakkede. Hvem kunne vide, om der ikke var nye potentielle vindere iblandt og dermed mulighed for at score sig en markant økonomisk gevinst ved at spille på dem som outsidere hos en af de utallige bookmakere.

Nick hørte slet ikke efter, han fokuserede kun på at komme gennem mængden og ud på gaden. Det var, som om lokalet trak sig sammen omkring ham og prøvede at kvæle ham. Han fik skubbet til et par store mænd, der gryntede utilfreds. Han mumlede en undskyldning og skyndte sig videre. Nick fik øje på døren, den så ud, som om den var flere hundrede meter væk og for enden af en lang mørk tunnel, hvor væggene ikke kunne ses, men kun fornemmes. Som han troede, han ikke længere kunne klare det og ville besvime midt på gulvet foran alle de andre mænd, lukkede Nick hånden omkring dørhåndtaget, rev døren op og var endelig ude i det fri igen.

4.

Regnens kolde dråber tog åbent imod ham, og Nicks verden syntes at blive klarere og klarere for hver dråbe. Hvad var det lige, der var sket derinde? Aldrig nogensinde havde han reageret sådan. Altid havde der været et ubehag ved det, han så på skærmen, men aldrig nogensinde sådan en reaktion. Han så sig om, gaden var stille. De regntunge skyer lå stadig som en dyne over byen. Nick begyndte langsomt at gå hen ad gaden i modsat retning af sit hjem. Han syntes ikke lige, det var i denne tilstand, hans kone og datter skulle se ham i. Tankerne for rundt i hovedet på ham. Han tænkte på alt og på intet. Hvad var det, der var sket med ham? Han huskede ubehag ved dagens kamp, han huskede toilettet, og at han fået det bedre. Derfra kunne han ikke huske mere, før han stod ude på gaden og regnen havde vækket ham. Gad vide, om de andre havde lagt mærke til det. Nick drejede rundt om et hjørne og dernæst et til. Et luftskib gled lydløst og i lav højde hen over ham. Levende reklamer kørte på skibets enorme sider. Reklamer for et bedre liv, reklamer for Viagra og reklamer for øl med vitamintilskud.

Han satte sig på en våd bænk over for byens park og lagde ikke mærke til, at vandet hurtigt gennemblødte hans bukser. De kunstige farver fra neonreklamerne stod stadig i skarp kontrast til den mørkegrå himmel. Farverne blev forstærket i skyerne og fik nærmest deres eget liv. Et kort øjeblik følte Nick sig, som Harrison Fords figur måtte have gjort det i Bladerunner. Det eneste, der manglede, var tillægsmusikken af Vangelis. Hvor ville det dog have været passende. Hans tanker blev afbrudt af endnu et luftskib med en reklame. Selskabets logo dukkede frem på den enorme skærm efterfulgt af Turneringens logo og kendingsmelodi, der hurtigt gled i baggrunden samtidig med, at skærmen flimrede af hurtige klip med stilbilleder fra turneringen. Reklamen afsluttedes med Generalens ansigt, som kiggede muntert og alligevel bestemt ind i kameratet. Det var, som om han så på Nick, kun Nick og talte direkte til ham.

Kunne du også tænke dig at blive kendt? At leve et liv som du kun turde drømme om?, gjaldede det ud fra højtalerne, så meld dig til Turneringen, og det kan være dig, der får opfyldt alle dine drømme.

Generalens ansigt forsvandt, og larmen blev afløst af regnens dråber mod jorden. Aldrig i livet, tænkte Nick. Han havde set rigeligt med død og ødelæggelse på nært hold til, at han ville udsætte sig selv for det. Alligevel lød tilbudet fristende. Alt hvad man turde drømme om resten af livet. Men hvad med dem, som ikke klarede den? Generalen havde vundet Turneringen de sidste seks år, og efter hans forestilling i aften så det absolut ikke ud, som om han havde tænkt sig andet end at vinde endnu en gang og muligvis gøre det på en endnu mere brutal måde end de tidligere år. Nej, så hellere beholde sit job. Uanset hvor middelmådigt det var at arbejde som samlebåndsarbejder på en våbenfabrik. Men det var et job, det betalte regningerne, og han havde altid fri om aftenen og i weekenderne, så han kunne nyde sin fritid med Julie og Chris, sine to dejlige piger. Et smil bredte sig på Nicks læber. Han havde alt, hvad han havde brug for derhjemme.

Nick rejste sig og gik hjemad med oprejst pande. I morgen ville han tage Julie og Chris med på legepladsen, måske en tur på Dutten (Chris elskede at tage på McDonalds) og i biografen bagefter. Han vidste, der blev vist en tidlig eftermiddagsforestilling med Den lille havfrue. Tegnefilmen var over 100 år gammel, men Chris elskede den, og biografen var et hyggeligt sted, som mindede Nick om tider, hans forældre altid havde fortalt ham om, da han var barn. En tid hvor solen altid skinnede, og græsset altid var grønt. Sådan havde det sikkert ikke altid været, men det var det billede, Nick havde i tankerne, når verden syntes lidt for grå og trist. Som regel virkede det. Han vidste, at Julie havde det på samme måde. De havde ofte snakket sagte om det, når de havde siddet og nydt hinandens selskab i sofaen ud på de små nattetimer.

En larmende bil passerede ham og trak en tyk, sort røg efter sig.

Burde vi ikke have svævebiler, der ikke forurener? Burde det hele ikke køre på små atomreaktorer? Der er sgu ikke noget at sige til, at det altid regner, og at vi skal gå med operationsmasker for næsen, når det er varmt.

Nicks forældre havde altid fortalt ham, at i fremtiden, hans nutid, ville det hele være meget bedre. Alt ville være lysere, folkeslag ville samle sig, og alle ville leve i fred og fordragelighed med hinanden, mens menneskeheden erobrede verdensrummet. Biler ville køre på naturbrændsel, og det hele ville være så fantastisk – ligesom reklamerne lovede. Gad vide, hvor det gik galt?

Han mærkede den underlige fornemmelse af håbløshed komme over sig igen, men han skubbede den fra sig. Han løftede igen hovedet og opdagede, at han stod uden for hoveddøren til sin opgang. Idet han trådte ind ad døren, slukkedes alt lyset udenfor. Det kunne da ikke allerede være midnat. Bystyret havde for et par år tilbage vedtaget, at efter midnat skulle alt lys slukkes som et forsøg på at dæmpe strømforbruget. Hvad de ikke havde taget højde for var, at indbrudstyve fik frit lejde. Men eftersom de havde besluttet sig for at kappe strømmen efter midnat, var de for stolte til at tabe ansigt ved at indrømme deres fejl. Så hellere lade menigmand miste sine ejendele. Nick rystede på hovedet og lukkede sig ind i deres tre-værelses lejlighed på 6. etage. Julie og Chris var gået i seng, så han tog sit overtøj af, børstede tænder og listede ligeså stille ind for at se til Chris. Hun lå i en dyb søvn og rykkede kun en smule på sig, da Nick bøjede sig ned og kyssede hende blidt på kinden. Han lukkede døren forsigtigt og sneg sig ind i soveværelset, hvor Julie lå med ryggen mod døren. Nick lagde sig forsigtigt ind til hende og kyssede hende i nakken.

Var det en god kamp? mumlede hun i søvne.

Det samme som altid, sagde han. Sov godt, skat.

Han fik ikke noget svar, Julie sov allerede igen.

5.

Klokken 6.45 søndag morgen vågnede Nick. Han var i strålende humør. Det havde været en fantastisk lørdag. Chris havde nydt legepladsen, filmen og ikke mindst Dutten. Julie og Nick havde nydt at se på Chris, de havde nydt hinanden, og de havde dyrket lidenskabelig sex til langt ud på natten. Han var ikke kun i strålende humør, han var lykkelig.

Nick gik ud på badeværelset og tog sig et langt varmt bad. Han nød vandets blide kærtegn på sin krop, og han nynnede kendingsmelodien fra Den lille havfrue. Nick slog termostaten helt over på det kolde, og kort efter føltes det, som om istapper løb ned ad ryggen. Men det var skønt. Med det store håndklæde tørrede han kroppen foran spejlet og nød samtidig sit eget spejlbillede. Hans øjne hvilede et kort øjeblik på den ødelagte hud lige under det venstre bryst, men han ignorerede det hurtigt. Det var lidt nemmere at glemme den slags fejl og være glad for sig selv, når man havde dyrket sex aftenen i forvejen.

Da han havde taget tøj på, satte han kaffe over og satte sig ved køkkenbordet for at læse dagens nyheder. Der var en større artikel om fredagens match i Turneringen. Som altid var avisen fuld af lovprisende ord om Generalen og hans overlegenhed, men der var dog også gemt en smule spalteplads til de efterfølgende tre pladser. Til sin overraskelse så Nick, at den store mand, som Generalen på overlegen vis havde henrettet til sidst, var gået videre. Hans navn var Simon Johnson, 34 år, og tidligere værftsfører.

Gad vide, hvorfor man vælger at stoppe i sådan et erhverv for at skulle slå andre ihjel for underholdningens skyld!? Havde det været Nick, der skulle vælge, ville han give hvad som helst for at være værftsfører.

På midtersiderne var der en dobbeltsidet reklame for Turneringen. Igen var det Generalens ansigt, der prydede siden.

TURNERINGEN SØGER STADIG DELTAGERE TIL DE SIDSTE INDLEDENDE RUNDER! GRIB CHANCEN FOR ET LIV SOM ALLE VIL MISUNDE DIG. SEND DIN ANSØGNING NU!

I Nicks øjne lignede det en ordre, som alle bare havde at følge, ellers ville selveste Generalen komme efter dem. Nick grinede lidt ved tanken, rejste sig og gjorde de indledende forberedelser til morgenmaden. Æg blev rørt op til røræg, toastbrød skåret i skiver, engelske muffins udhulet til Eggs in a Basket (endnu en af Chris’ favoritter), friskpresset juice og endelig lidt mere kaffe. I dag skulle der ikke mangle noget. Det var en god weekend, det ville blive en god uge. Det var et godt liv.

6.

Klokken var 10.08 torsdag formiddag ugen senere, da det skete. Nick stod på sin plads ved samlebåndet, som altid i sine egne tanker, med et smil på læben. Han var kommet til at tænke på en gang, hvor han og hans bedste ven, Joe, havde leget ude i marken bag Joes forældres hus. De var begge forpustede, for de havde lige løbet 500 meter gennem kornet, som var højere end dem begge. Et sted ude i marken kunne de høre markens ejer råbe og skrige op om alle de ulykker, der ville falde over dem, hvis han fik fat i dem. Optagede af deres leg i marken var de havnet inde på en fremmed gårdsplads, hvor de betaget havde stået og set sig omkring. Pludselig havde de hørt en smuk ung pigestemme, der sang en gammel melodi. Det var en glad sang, og smilet havde bredt sig over Joes og Nicks læber. Sangen kom omme fra den side af huset, som vendte længst væk fra vejen. De havde kigget på hinanden og havde lydløst sneget sig hen mod hjørnet af huset. Der havde ikke været nogen at se, men de havde set et vindue stå åbent. Joe nikkede hen mod vinduet, og som listetyve i natten sneg de sig hen under vinduet. De sad der nogle minutter, før en af dem havde samlet mod til at rejse sig. Det havde været Joe.