Den retmæssige arving

By Bøje Aagaard Kristensen

En roman om krig og terror. Forfølgelse og hjælpsomhed. Seksuelle overgreb og kærlighed. Hævn og mord. Ret og uret.

Wien 1919: Den jødiske familie, Nathan, mærker det voksende jødehad og forfølgelse i landet, kulminerende med Østrigs indlemmelse i Tyskland i 1938 og Anden Verdenskrig. Er deres skæbne beseglet?

Danmark 2006: Advokaten Daniel Danielsen fra Skive får foræret et gammelt skab. Han finder en pakke med et brev under en skuffe. Gemt og glemt i mere end 60 år. Hvad er der i pakken? Hvem har efterladt den? Hvor er brevskriveren?

Daniel beslutter sig for at lede efter ham. Det fører ham bl.a. til Wien. Her søger han efter spor. Det fører ham videre til den bestialske kz-lejr i Mauthausen. Lever nazismen også i Wien i 2006? I Israel søger Daniel oplysninger i registrene på Yad Vashem holocaustmuseet. Tilsyneladende en blindgyde. Og dog ...

I Wien igen nærmer Daniel sig opklaringen af et drama, som har udspillet sig før og under krigen. Et drama med jalousi, hævn, misundelse og seksuelle overgreb. Angivelse af jøder, som medførte undertrykkelse, tvangsarbejde og død i KZ-lejren Mauthausen. Her brugtes en ganske særlig henrettelsesmetode. Billigere end skydning og gaskammeret. Og glimrende underholdning, syntes vagterne. Nogen mener, Daniel finder ud af for meget. Han føres ufrivilligt på en "sightseeing tur" til Mauthausen. Til faldskærmsklippen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 12, 2019
• ISBN: 9788743016892

Bøje Aagaard Kristensen

Efter udgivelsen af spændingsromanerne "Hvem slukkede lyset?" og "Den retmæssige arving" i 2018, lavede Bøje Aagaard Kristensen i 2020 en afstikker og udgav den humoristiske bog "Selvtægt - så ka' de lære det!". Spændingsromanerne har udviklet sig til en serie. I 2021 udkom således den tredje spændingsroman med advokaten Daniel i hovedrollen, "Tvillingemord". Den fjerde udkom i 2022: "SKAKMAT", og i 2023 den femte: "FRIGJORT". I 2024 er den sjette udkommet: "DOMMER OG MESTERMAND". I 2023 er de to første romaner udgivet som e-bøger på engelsk med titler på henholdsvis: Justified Punishment og Alive or Dead - whatever happened to Jakob.

Book preview

sort.

Kapitel 1.

Wien, Østrig, 1919.

Sporvognen kørte over gadekrydset og det gnistrede fra køreledningerne oppe over vognen. Den stoppede ved stoppestedet. Isach Nathan stod af på Passauer Platz. Han kunne stå af nærmere på sit hjem. Men når vejret var godt, som i dag, stod han som regel af her for at gå det sidste stykke hjem.

Vinden greb fat i hans høje sorte hat og han satte automatisk en hånd på hatten. Hans buskede skæg blafrede let i vinden. Med den ene hånd på hatten og den anden i et fast greb om violinkassen gik han over i læ af husmuren, mens han kiggede op ad gaden.

Hvor er Wien dog en smuk by, tænkte han. Selvom meget er nedslidt efter krigens år. Så kan man se, at Wien er en stolt gammel by. Med majestætiske bygninger og store pladser.

Sådan en dag som i dag syntes byen ham endnu smukkere end ellers - på trods af den fønvind, der havde været ved at berøve ham hatten.

Netop sådan en dag som i dag. Han følte trang til at hoppe som en balletdanser og slå hælene sammen i luften. Men han beherskede sig.

Isach glædede sig voldsomt til at komme hjem til Rachel og Bruno og fortælle dem om hans dag i orkestret.

Med et lille stik af dårlig samvittighed glædede han sig over, at den gamle violinist og første koncertmester havde trukket sig fra orkestret. Han havde i flere år haft større og større problemer med gigt i fingrene.

Det må vist være den ultimativt værste straf for en violinist - hvis man ser bort fra lemlæstelser, tænkte han.

Men orkesterlederen havde afsluttet dagens prøver tidligt med at fortælle, at den mangeårige første koncertmester ikke længere så sig i stand til at spille på det høje niveau, som orkestret krævede.

Der skulle derfor findes en ny første koncertmester.

Der var flere emner i orkestret.

En efter en havde orkesterlederen kaldt dem i enrum til en samtale.

Isach Nathan gik ud fra, at proceduren havde været ens for alle.

Orkesterlederen havde talt med ham, om ansvaret ved at være første koncertmester. Drøftet med ham, om han var klar til at påtage sig ansvaret.

Og så havde han bedt ham spille en kort solo efter eget valg.

Isach havde hurtigt truffet sit valg. Det var vel knap nok noget valg. For musikstykket stod for ham som noget helt specielt. Helt specielt godt.

Mendelssohns violinkoncert. Orkesterlederen havde stoppet ham efter allegroen.

Isach syntes selv, det var gået godt. Næsten fejlfrit. Altså tilfredsstillende, når det var helt uforberedt og uden noder.

Orkesterlederen havde også set tilfreds ud.

Isach var den sidste, som havde været kaldt ind.

De andre i orkestret var gået hjem. De andre, som var blevet kaldt ind, var også gået hjem, efterhånden som de havde været til samtale.

Orkesterlederen havde betroet ham, at han - Isach - var den bedste til jobbet. Et indlysende valg, havde han sagt. Naturligvis skulle bestyrelsen høres. Men det var endnu aldrig sket, at de ikke havde fulgt orkesterlederens indstilling. Og med den lille usikkerhed ønskede han Isach tillykke med udsigten til jobbet.

Isach Nathan gik på gaden og smilte bredt. En tilfældig forbipasserende ung kvinde troede, smilet var møntet på hende og hun smilte genert tilbage. Isach Nathan lettede elegant på hatten, som kvittering.

Han stod ud for en forretning og kunne se sit eget spejlbillede i udstillingsvinduet. Han så en yngre mand. I mørk tøj. De runde briller, skægget og hatten fik ham til at se ældre ud end han var. En moden mand.

Han rankede sig selvtilfreds.

Og vi præsenterer vores nye uforlignelige første koncertmester. Isach Nathan.

Isach forestillede sig præsentationen ved den første koncert, når hans udnævnelse var på plads. Han smilte til sit eget spejlbillede og bukkede svagt.

Han gik videre hjemad. Disse gamle smukke huse. Deres grandiositet mindede ham om musikken. Tagenes forskellige udformning og højder, med kviste, gesimser og spir var som en fin symfoni, hvor tonerne steg og faldt i højde og styrke fra andante og pianissimo ved de tynde spir til forte og forte fortissimo ved de større og større kviste omkranset af murede søjler.

Han boede selv med sin familie i et af disse huse. I en stor femværelses lejlighed.

----------

Det havde ellers ikke ligget i kortene, at han skulle komme til at bo så godt.

Siden hans familie for et par generationer siden var kommet østfra til byen, havde de boet i forskellige små lejligheder. Økonomien havde altid været stram. Det og boligforholdene bar nok en stor del af skylden for, at så mange af hans familie var bukket under for sygdom.

Hans egen far var kun blevet 43 år gammel. Og der var så kun hans mor til at forsørge ham og lillesøsteren. Kun han og lillesøsteren havde overlevet sygdommene. De andre søskende var døde. En efter en. Og begravet på den jødiske kirkegård.

Den lokale købmand havde kendt familien i mange år. Han tilbød Isach et job som bud og stik-i-rend dreng.

Til gengæld fik han lidt løn og nogen købmandsvarer til indkøbspris.

Det var imidlertid ikke arbejdet og lønnen Isach kom til at holde mest af ved jobbet. Lønnen og varerne afleverede han til sin mor.

Men når han bragte varer ud, fik han som regel et eller andet. Det kunne være en småkage. Et stykke brød med pølse. Han spiste det, ligeglad med om det var kosher. Eller nogen gange fik han en lille skilling.

En af dem, han hver uge bragte varer ud til, var en gammel mand, som boede alene og som var gangbesværet. Han bad Isach bringe varerne helt ind og fordele dem i skuffer og skabe efter den gamle mands anvisninger. Det gav lidt ekstra i belønning.

En dag, hvor han kom med varer, sad den gamle mand og spillede på violin. Isach var målløs. Det var den skønneste lyd, han nogensinde havde hørt.

Han stod helt stille og lyttede indtil den gamle stoppede med at spille. Som fortryllet over, at noget kunne lyde så smukt.

Kunne du lide det? spurgte den gamle mand.

Isach nikkede.

Kunne du tænke dig at prøve? spurgte han smilende Isach.

Isach takkede ja og fik lidt anvisninger. Det lød sikkert forfærdeligt, men den gamle mand sagde, at han helt sikkert havde anlæg for det.

Efter et par uger, hvor han havde klimpret lidt på violinen, hver gang han kom med varer, spurgte den gamle mand, om han kunne tænke sig at lære det. Så ville han give ham gratis lektioner.

Isach var optændt ved tanken. Men han tænkte på jobbet hos købmanden og sin mor. Mon det gik an?

Den gamle mand foreslog ham, at han skulle komme forbi med sine forældre, så de kunne tale om det.

Glad spurtede Isach tilbage til købmanden og fortalte om tilbuddet.

Købmanden stak ham en syngende lussing.

Det er fordi, du har brugt kostbar arbejdstid på at spille på violin i stedet for at komme tilbage til arbejdet. Jeg burde trække dig i løn, sagde han.

Isach fik tårer i øjnene og mærkede med hånden på kinden, hvor det føltes som om købmandens hånd stadig sad fast.

Undskyld, herr Stern, stammede Isach. D-det skal ikke ske igen.

Mener gamle Moshe virkelig, du har talent? spurgte købmanden og virkede ikke længere gal.

D-d-det siger han, fremstammede Isach, han vil undervise mig gratis.

Så må du have talent, sagde købmanden. Talent har jeg respekt for. Og også for Moshes evne til at se det. Ved du, at han er en af byens fineste violinister?

Det vidste Isach naturligvis ikke.

Altså SKAL du gå til ham, bestemte købmanden. Men du skal passe dit job her, hvis du vil beholde det.

Jamen, hvordan? spurgte Isach.

Det må du aftale med din mor og Moshe, sagde købmanden. Men hvis du gør dit arbejde færdig her og f. eks. leverer varer til Moshe som den sidste, når du er færdig her, kan du jo øve bagefter. Men det skal du altså aftale sammen med din mor.

Tak for det herr Stern, sagde Isach. De er meget venlig.

Haha, sagde købmanden. Kom her knægt.

Han tog fat i Isach og ruskede ham i skuldrene.

"Din far var alle tiders fyr. Hans søn fortjener de chancer, som byder sig, hvis jeg kan gøre noget til det.

Hvem ved? Måske bliver du en dag berømt og så kan jeg prale af, at jeg, Wolfgang Stern, hjalp den kendte Isach Nathan på vej."

Isach lo glad ved tanken.

Stik nu hjem med dig, sagde købmanden og få snakket med din mor. Men sig at jeg synes, hun skal sige ja. Og til dig, Isach, vil jeg sige, at du skal gøre dig umage. Din far ville have været meget stolt over den mulighed, du har fået.

Sådan var det gået til, at Isach kom i gang med at spille på violin. Det blev, som købmanden havde foreslået. De fleste dage, når Isach var færdig med at bringe varer ud, gik han hen til Moshe og øvede sig på violinen.

Moshe ejede ejendommen, hvor han selv boede i den største lejlighed og da der på et tidspunkt blev en lille lejlighed ledig, tilbød han den til Isachs mor. Lejen skulle være den samme, som de havde betalt i deres hidtidige bolig. Til gengæld for den billige leje, skulle Isachs mor holde det rent i opgangen og gøre rent for Moshe.

Det betød, at Isach nu kunne øve hver dag. Og han lånte en violin af Moshe og skulle så også øve sig hjemme. Det betød også, at familien flyttede til en meget bedre bolig.

De boede i den samme lejlighed i flere år.

Isachs søster blev gift og flyttede hjemmefra. Isach fandt sin Rachel og de delte lejligheden med hans mor.

Isach var blevet en habil violinist og med Moshes anbefaling blev han optaget i orkestret. Det samme orkester, som Moshe selv i mange år havde spillet i.

Da Moshe døde, arvede hans søn ejendommen. Det var en blandt flere ejendomme. Sønnen drev forretning et andet sted i byen og havde ikke selv brug for farens lejlighed.

Det havde været Moshes ønske, at lejligheden skulle tilbydes Isach.

Så der stadig kan høres fint violinspil i disse rum, havde Moshe sagt.

Sådan gik det til, at Isach og hans familie flyttede ind i en fem værelses lejlighed i en velbeliggende ejendom. En herskabslejlighed.

Der var nu god plads til ham, Rachel, hans mor og lille Bruno, som kom til kort tid efter.

Og nu, flere år senere - tydede det på - skulle Isach altså være første koncertmester. Ligesom Moshe havde været det.

Han glædede sig usigeligt. Ærgerligt, at hans mor ikke nåede at opleve det. Og hans far. Og herr Stern. Og ikke mindst Moshe. Hans protegé.

Isach var nu næsten fremme ved sin gade. Han stoppede ved købmanden.

Skulle han forkæle Bruno lidt?

Deres økonomi var stram. Den løn han fik fra orkestret rakte ikke til. Rachel supplerede deres indtægt med rengøringsjobs. De var vant til at vende hver en mønt. Men nu var der jo udsigt til en lønforhøjelse.

Isach gik ind til købmanden og købte en lille pose kandis. Bruno elskede kandis.

På vej op ad trappen til deres lejlighed på tredje havde Isach stadig tonerne til Mendelssohns violinkoncert i hovedet og han nynnede, mens han tog trinnene to af gangen.

På anden sal mødte han genboen, Strauss. Han nikkede surt til Isach. Han havde vel egentlig ingen grund til at være sur på Isach. Men han var altid sur. Han fandt det helt urimeligt, at Isachs familie boede tre personer i en femværelses - mens han måtte nøjes med en treværelses til ham, konen og deres 4 børn og nr. 5 på vej.

Strauss var på vej ned sammen med sin lille datter Erika. Isach bød hende et stykke kandis fra posen.

Jeg må ikke tage imod slik fra fremmede, sagde Erika, idet hun undlod at tage noget fra posen. Det så ud, som om hun nok havde lyst, men hun skævede op til sin far.

Jamen, jeg er da ikke fremmed, svarede Isach.

Jo, for far siger, du er jøde, svarede Erika.

Herr Strauss trak hende hårdt videre, idet han hvæsede ironisk: Ellers tak herr Nathan, det er alt for venligt af Dem.

Isach trak på skulderen. Den reaktion mødte man oftere for tiden. Men det skulle nu ikke spolere hans gode humør i dag.

Har du købt kandis til barnet? spurgte Rachel. På en almindelig tirsdag.

Ja, kæreste Rachel, svarede Isach, for det er ingen almindelig tirsdag, der er sket noget væsentligt, som nok er værd at fejre.

Han fortalte om dagen i orkestret og Rachel og Bruno lyttede spændte med stigende begejstring.

De fejrede det også ved til aftensmaden at drikke et par glas rødvin - dog fortyndet med lidt vand.

Hvad siger du så Bruno? spurgte Isach, Din far som første koncertmester!

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det betyder, svarede den 9 årige Bruno. Men hvis du og mor er glade for det, er jeg det også.

Det kan du også roligt være, Bruno, svarede Rachel. Når det går på plads, får vi helt sikkert lidt flere penge. Så får vi bedre råd til alting.

Isach var helt på toppen. Den fortyndede vin gjorde også sin virkning.

Hvem ved, sagde han drømmende. En dag får jeg måske lov til at spille hele violinkoncerten som solist.

Hvornår får du endelig besked? spurgte Rachel.

Der går nok højest et par uger, svarede Isach. Men med orkesterlederens ord - hvad skulle der kunne komme i vejen?

I opløftet stemning gik familien til ro.

Isach kunne slet ikke falde i søvn.

Lille kære Rachel, sagde han. Dette er, hvad jeg har drømt om. Så du kan arbejde lidt mindre og passe lidt bedre på dig selv.

Jeg har det da godt nu, svarede hun. Du passer jo på mig.

Isach tog om hende og mærkede hendes varme krop mod sin.

Kom her, sagde han. Så skal du se, jeg også har noget godt til dig - ganske vist ikke kandis - men meget bedre.

Isach... svarede hun. Vi skal tidligt op i morgen. Men hendes protest var kun på skrømt. De slukkede lyset, men der gik lang tid før de faldt i søvn.

Kapitel 2.

Dagene gik uden Isach fik bekræftet forfremmelsen. Efter den første uge havde han indtryk af, at orkesterlederen undgik direkte øjenkontakt med ham.

Måske var det indbildning, men Isach forsøgte alligevel at få orkesterlederen på tomandshånd. Det lykkedes ikke.

Da han mødte på arbejde i koncerthuset den 10. dag, var bestyrelsesformanden til stede.

Det var yderst sjældent og var kun tidligere forekommet før vigtige begivenheder.

Isach glædede sig.

Nu sker det, tænkte han.

Orkesterlederen kaldte orkesteret til orden.

Hrhmm, sagde han for at klare stemmen. "Som I jo alle ved, har vi måttet tage afsked med vores sublime første koncertmester gennem mange år. Gigt i fingrene har fået ham til at opsige sin stilling.

Vi har derfor skullet finde en ny første koncertmester."

Isach smilede hemmelighedsfuldt for sig selv.

Det er mig en glæde at meddele, at bestyrelsen nu har truffet endelig beslutning og jeg vil derfor give ordet til vores bestyrelsesformand.

Bestyrelsesformanden gik hen ved siden af orkesterlederen og kiggede henover brille kanten udover orkestret.

Ja, sagde han. "Det har jo ikke været noget let valg. Vi har jo dygtige violinister i orkestret. Naturligvis har vi kun dygtige violinister. Men vi har fokuseret på, hvem der vil være bedst til at løfte arven som første koncertmester og være med til at lede orkestret igennem 1920'erne. Det nye årti, som starter til nytår.

Det er mig derfor en fornøjelse at præsentere jer for vores nye første koncertmester."

Isach havde nok forventet, at blive varslet på forhånd, men han gjorde sig klar til at rejse sig.

Jeg vil bede herr Walter om at komme herop.

Walter, som sad ved siden af Isach, rejste sig smilende og bukkende.

Bestyrelsesformanden gav ham hånden. Tillykke med stillingen sagde han. Må det blive til glæde for os alle.

Isach sank tilbage i stolen. Som forstenet. Kunne dårligt tro sine øjne og ører. Han kiggede undrende på orkesterlederen. Men også han havde travlt med at lykønske Walter.

Alle i orkestret klappede og Isach klappede automatisk med - selvom det nærmest svimlede for ham.

Hans drøm var brast.

Det blev en lang dag i koncerthuset.

Isach havde svært ved at få hjertet med.

Walter var en udmærket violinist. Det anerkendte Isach. Men han kunne ikke med sin bedste vilje se, at han, Isach, ikke var suverænt den bedste violinist i orkestret.

Da dagens øvelser var afsluttet, var Isach meget langsom til at pakke sine noder og violinen sammen.

Orkesterlederen skævede til ham.

Da næsten alle andre var gået, tog han fat i Isach.

Jeg beklager Isach. Jeg kender jo dine forventninger. Men som jeg sagde, har bestyrelsen truffet sit valg.

Jamen, hvorfor? spurgte Isach. Jeg troede jo.... efter vores samtale... han kunne ikke få ordene frem.

Ja, sagde orkesterlederen. Tro mig. Jeg prøvede til det sidste. Men som tiderne er, har bestyrelsen altså ønsket at fremme det østrigske islæt i orkestret. Det kommer formentlig ikke som en total overraskelse.

Joeh.. vævede Isach, jeg opfatter da mig selv som ligeså østrigsk som herr Walter.

Bestyrelsen har ønsket en første koncertmester med et - skal vi sige - rent østrigsk islæt.

Er han da renere end jeg? Hvad så nu med mig?

Hvad mener du? spurgte orkesterlederen, idet han overhørte Isachs første spørgsmål.

Ja, hvad skal jeg så spille nu?

Bestyrelsen er gået med på min anbefaling om, at lade dig beholde din nuværende stilling i orkestret. Naturligvis er du frit stillet. Jeg skal bemærke, at herr Walter også har anbefalet, at du forbliver i orkestret. Kan vi regne med dig?

Jaeh.. naturligvis, svarede Isach.

Som om det ikke var nok, var vejret også dårligt. Så han besluttede at tage sporvognen helt hjem.

Han stod op på bagperronen. Måtte anstrenge sig for ikke at give de pressende tårer frit løb. Han tog de duggede briller af og pudsede dem.

Alt for hurtigt var han hjemme. Han måtte tage sig sammen.

Der var langt op til tredje i dag. Heldigvis undgik han herr Strauss.

Rachel forsøgte at trøste ham.

Du skal se, det går alligevel. Vi har da haft det fint ind til nu, trøstede hun. Jeg fortsætter bare med at arbejde som hidtil.

Det var værre med Bruno.

Han kunne slet ikke forstå det.

Hvorfor er herr Walter mere østriger end dig? spurgte han.

Det er han heller ikke, svarede Rachel. Men nogen gange træffer dem der bestemmer dumme beslutninger, som det kan være umuligt at forstå.

----------

Isach passede sit job i orkestret, men skulle tage sig sammen for at få hjertet med.

Nogen uger senere sad de hjemme og spiste sabbat i køkkenet. De kunne - som de så ofte havde gjort - have inviteret nogen venner fra deres gamle kvarter, men lysten var der ikke.

Isach, begyndte Rachel. Der er noget, vi er nødt til at tale om.

Ja? svarede Isach.

Du må gerne gøre dig klar til natten, sagde hun henvendt til Bruno.

Jaja, mor, det skal jeg nok. Jeg skal vel lige hjælpe med at rydde af bordet først?

Nej, Bruno. Du må gerne slippe i dag.

Bruno var ikke sen til at tage imod tilbuddet og han gik ud af køkkenet.

Det virker som noget alvorligt, sagde Isach. Er der sket noget?

Ja og nej... ikke for nylig, svarede Rachel. Men for nogen uger siden.

Jamen sig dog frem, sagde Isach.

Rachel begyndte at græde.

Isach flyttede sin stol hen til Rachels og lagde armen om skuldrene på hende.

Hvad kan dog være så slemt, at du er nødt til at græde, lille Rachel? spurgte han.

Bruno skal have en bror eller søster. Rachel nærmest hulkede ordene i hovedet på Isach.

Jamen, det er da en dejlig nyhed, sagde Isach. Det har vi jo gerne villet i flere år.

Jamen nu, sagde Rachel, hvor du ikke fik jobbet. Hvordan skal vi så få råd? Jeg kan jo ikke fortsætte med alle mine rengøringsjobs. Og på et tidspunkt bliver jeg jo nødt til at stoppe helt. Og se på Bruno. Han er vokset ud af sit tøj og han bliver så tynd. Jeg er nervøs for, om han får nok god mad.

Vi finder ud af det, beroligede Isach. Der skal nok vise sig noget. Nu skal vi først og fremmest takke Gud for den velsignelse, han har givet os. Så viser han os nok også en vej fremad.

Isach vænnede sig efterhånden til dagligdagen med den samme plads i orkestret, som han havde haft i efterhånden en del år. Han forsøgte at glemme den glippede forfremmelse.

Værre var det med Rachel. For hver uge der gik, blev hun mere og mere bekymret. En dag, hvor Bruno kom hjem med hul i bukserne - igen, blev det for meget for hende. Hun kommanderede ham i seng og skældte ham huden fuld og råbte så højt, at det kunne høres helt ud på opgangen.

Da Isach kom hjem sad hun fortvivlet og reparerede bukserne.

Se, hvor tyndslidte de er, sagde hun og holdt dem op mod lyset. Det var forkert af mig at blive så gal på Bruno. Han ér jo en dreng. Drenge er jo vildere end piger.

Var du meget hård ved ham, lille Rachel? spurgte Isach Hvor er han nu?

Jeg sendte ham i seng. Men se på ham, hvor tynd han er blevet. Han vokser jo i højden. Hvis vi ikke kan give ham ordentlig mad, er jeg nervøs for, at han bliver syg.

Jeg går ind og taler med ham, sagde Isach. Så kan du bagefter sige det, du mener, skal siges, hvis du har været for hård ved ham.

Isach gik ind på Brunos værelse. Gardinerne var trukket for, så der var helt mørkt.

Isach trak det ene gardin fra.

Bruno lå tavs under dynen og snøftede.

Undskyld far, sagde han. Det var ikke med vilje. Jeg faldt, fordi en af de andre drenge spændte ben for mig, da vi løb om kap.

Så kunne du jo ikke gøre for det min dreng, svarede Isach.

Nej. Men mor blev så gal. Det plejer hun aldrig. Undtagen i den sidste tid. Tror du, der er noget i vejen med hende?

Brunos bekymring rørte Isach dybt. Drengen havde fået et ordentligt møgfald, men han interesserede sig mest for, om hans mor var syg.

Nej, Bruno, svarede han. Mor er ikke syg. Kom med ud i stuen, så snakker vi med hende.

Bruno stod ud af sengen. Isach bemærkede, at han VAR temmelig tynd og ranglet.

Du bliver så lang, min søn, sagde Isach og tog om hans skuldre.

Og som du vokser. Han kiggede Bruno i øjnene.

Du har din mors smukke brune øjne, sagde han og aede ham på kinden. En dag... om nogen år, når vi alle er glade igen, vil de øjne gøre pigerne vilde. De fulgtes ud i stuen.

Rachel havde repareret bukserne og rejste sig og tog fat om Bruno.

Undskyld, lille Bruno. Jeg ved godt, det ikke var retfærdigt, sagde hun. Kan du tilgive mig?

Bruno så, at bukserne var repareret, så godt det kunne lade sig gøre.

Tak for det, mor. Jeg skal nok passe bedre på i morgen, sagde han og satte sig på skødet af sin mor.

Han kiggede sin mor i øjnene. Hans far havde ret. Hans mor havde smukke øjne. De udstrålede både varme og ømhed.

Tror du ikke, Rachel, sagde Isach, at vi skal fortælle Bruno, hvad det er, der bekymrer os lidt? Han er jo en fornuftig dreng. Skal han ikke vide, at der er noget at glæde sig over, selv om glæden kan give anledning til bekymring?

Rachel fortalte nu om graviditeten.

Så er du altså ked at det, mor, fordi du tror, vi ikke har mad nok til en til? spurgte Bruno.

Jeg ville ønske, at vi havde sparet lidt mere op, svarede Rachel. Men i den tid hvor jeg ikke kan arbejde, bliver det meget stramt.

Jeg håber, det bliver en dreng, sagde Bruno.

Hvorfor det? Piger er da også dejlige, spurgte Isach. Se bare din mor!

Ja, selvfølgelig, svarede Bruno. Men hvis det bliver en dreng, kan han da i det mindste bruge mit gamle tøj. Altså det jeg ikke har slidt helt op.

Rachel lo. Ja, Bruno. Du er altså en fornuftig dreng. Tøjet sparer vi da på, hvis det bliver en dreng. Og bliver det en pige, kan jeg vel sy det om.

Hvornår er det, du ikke kan arbejde, mor? spurgte Bruno.

Det er først om mange måneder. Men det skal du ikke tænke på, svarede Rachel. Din far har ret. Vi tror på Gud. Vi er Guds børn. Han vil helt sikkert hjælpe os. Der skal nok vise sig en løsning.

Måske er den der allerede, sagde Bruno.

Hvad mener du? spurgte Isach.

Nogle af børnene i skolen snakker om, at de skal på ferie i et andet land, forklarede Bruno.

Tja, vi får nok ikke råd til ferie, sagde Isach.

Jamen, det er sådan en ferie, hvor de ikke skal betale noget. De får en billet til toget og så skal de bo hos en familie i et andet land et stykke tid. Altså kun børnene.

Nej, Bruno, sagde Isach. Vi kunne aldrig drømme om at sende dig væk. Vi skal nok klare os.

Jamen, jeg vil gerne. Det lyder spændende,