Folk

By Mette Walther

Folk er en samling af noveller der alle udspringer af undren.

Undrer du dig nogen gange over oplevelser eller mennesker du møder tilfældigt? Folk du ikke kender, men genkender i gadebilledet. Hvordan foregår tingene hjemme hos dem? Spiser de aftensmad på samme tid som du gør? Hvad arbejder de med? Hvad laver de mon, når de holder fri?
Hvorfor bliver den tykke mand så glad når skraldebilen kommer? Hvor blev lærerinden i de høje hæle af? Kan man blive ven med sin drage?

I Folk finder du svarene.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 30, 2021
• ISBN: 9788743019442

Mette Walther

Mette Walther Jeg skriver i flere genre. Skønlitteratur: Jeg har ingen politisk eller religiøs agenda med mine tekster. Mine noveller udspringer ofte af undren. Oplevelser, eller mennesker som jeg ikke helt forstår, bliver nogen gange til en novelle. Mine tekster foregår som regel i Danmark og afspejler den tid vi lever i. Strikkebøger: Mine strikkebøger har en klar mission. Strik skal være nemt. Mine opskrifter og vejledninger, er nemme at forstå. De er skrevet så de kan læses og følges af både begyndere og øvede strikkere. I tidernes morgen har jeg taget en fin uddannelse på Nordjyllands Håndarbejdsseminarium. Jeg er også uddannet skolelærer. Jeg har skrevet fiktionstekster siden jeg lærte at læse og jeg har nørdet med alle former for håndarbejde, lige så længe.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Tumpen

Michelle

Dragen

Lærerinde

Sorg

Egern

Fødsel

Tyran

Frida

Kolonisten

Ufoer og andre gerninger

Tumpen

Hans liv var trist og slidsomt. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget at sammenligne med.

Gråt lys trængte ind ad det aflange vindue over hans seng. Han stod op hver dag klokken 6. Uanset om det var hverdag, weekend eller ferie. Dagenes kaldenavne havde ingen genklang. Han kendte dem fra hinanden på, hvornår de andre stod op. De fleste dage stod de andre op mellem klokken 6.30 og 8.

Han stod op og gik ud og tissede. Han skulle tisse rigtig meget. En tyk, gul stråle, der spilede urinrøret helt ud. Samtidig med at strålen blev tyndere, slappede alle muskler af. En tilfreds varmebølge gik gennem hans krop. Han viftede lidt med tissemanden for at få de sidste dråber til at falde af. Så aede han den lidt. Varmebølgen rullede stadig i ham. Han fumlede lidt med den. Nogle gange blev den lidt tykkere og længere. Han kom til at sige en kluklyd. En art latter. Han slap sin tissemand med et sæt. Han skulle være stille, det vidste han godt. Og det med tissemanden, det måtte han heller ikke, det vidste han også godt.

Han tog det rene tøj på, som han selv havde lagt frem aftenen før. Så vaskede han hænder. Meget grundigt, ikke snyde. Sæbe på begge sider og ind mellem fingrene. Neglebørsten til neglene. Skylle meget grundigt, så al sæben kom af.

Gennem bryggerset og ind i det lune køkken. Det grå lys var blevet tyndere og kom fra mange vinduer. Han tændte det elektriske lys, men kun det over spisebordet. Det lysegrå og det gyldne blandede sig og blev til hygge. Tømme opvaskemaskinen. Musestille. Uden at klanke med tallerknerne. Dækservietter. Dække bord. Sætte kaffe over. 1, 2, 3, 4 mål, der kun gik til kanten, op i filtret, uden at drysse ved siden af. Vand fra hanen, nøjagtigt til stregen, ud for nummer 8. Trykke på knappen, der skulle lyse rødt.

Så kogte han en liter vand i elkedlen. Han lavede te til sig selv med masser af sukker i. Te var nemt. Kogt vand i kruset, tebrev ned i vandet, skefulde af sukker med høj top, røre rundt. Resten af vandet lod han stå i elkedlen. Melanie drak også te om morgenen. Når vandet lige havde kogt, tog det ikke ret lang tid for det at komme i kog igen. Han hørte nogen rumstere ovenpå. Det var hans signal. Han kiggede på bordet. Tjekkede, at han havde husket det hele.

Tilbage gennem bryggerset. Ind på hans eget værelse. Huske at lukke begge døre. Han satte sig på sengen og drak sin te. Den var stadig dejligt varm og meget sød. Varme og sødme mindede om glæde. Han redte sin seng. Trak vækkeuret op, ganske langsomt, lige til det sagde klik. Kun ét klik. Hvis der kom flere klik, kunne det godt gå i stykker, det vidste han. Børstede tænder. Han bissede ad sig selv i spejlet og sagde den lille kluklyd. Så var der ikke mere at lave. Han stirrede på gulvtæppet, mens han ventede. Det havde engang ligget inde i stuen. Nu var det hans. Det havde sjove mønstre, som man kunne følge hele vejen rundt. Eller næsten hele vejen. De forsvandt ind under sengen. Han kunne godt finde på at lægge sig ned og følge et af mønstrene med en finger. Men han blev altid stoppet af sengen. Da han var lille, havde han haft små legetøjsbiler. Det huskede han tydeligt. Dem havde han kørt rundt på hele tæppet. Det var dengang, tæppet lå i stuen. Dengang boede han inde i huset. Sammen med de andre.

Wrummmbrummmm wrummm. Det var signalet. John startede bilen lige på den anden side af hans rum. John var altid den sidste, der forlod huset. Gennem bryggerset ind i det lune køkken. Han samlede alle resterne foran sig. På Johns plads. Der var både toast og to halvspiste portioner morgenmad. Én med guldkorn og én med cornflakes. Dem spiste han først. Han elskede guldkorn. Honningsødme og lunken mælk. De var bedst, når de var sprøde. Det var de bare sjældent. Han måtte ikke selv tage flere. Det vidste han godt. Rydde op. Putte i opvaskemaskine. Tørre dækservietter af. På begge sider. Tørre bordet. Huske at skylle og vride kluden bagefter. Det lysegrå og det gyldne udlignede hinanden og blev til dagslys.

På køleskabet hang der billeder i to rækker. Dem til venstre var de brugte, dem til højre var dem, han skulle gøre samme dag.

Han skulle gøre det, han så på billedet. Melanie havde selv tegnet og lamineret billederne. Bodil og Melanie havde sammen forklaret ham, hvad de betød. Til at begynde med havde han fået mange skældud. Bodils øjne kunne lave en stor, hård kugle i hans mave. Det kunne han godt huske. Han kunne ikke lide at få skældud. Det var heller ikke så tit mere. Han var meget bedre til alle ting nu. Han vidste, hvad alle billederne betød, og han huskede på at gøre dem i den rækkefølge, de var hængt op. Oppefra og ned.

Det første billede var en vasketøjskurv. Han gik ud i bryggerset. Der var tre kurve. En rød, en blå og en hvid. Den røde var uld. Den skulle være halvt fuld, når han skulle vaske det, der var i den. Det var den ikke. Den blå skulle være fuld og vaskes på 40 grader med ét sæbemål, kun til kanten, ikke noget med top på, i rum 2. Den havde været svær til at begynde med, men nu kunne han det udenad. I dag var den blå kurv fuld, og han gjorde det, han skulle. Ind med tøjet, lukke lågen, presse lidt på den, til den sagde klik, måle sæben af, putte sæben i rum 2 og skubbe sæbeskuffen ind. Den hvide kurv var til 60 grader, men den var tom.

Det næste billede var en lille skraldespand og en stor skraldespand. Det betød, at han både skulle tømme skraldespanden fra køkkenet ud i den store skraldespand og trille den store skraldespand ned til vejen. Han lavede et lille hop på stedet. Det boblede i kroppen. Han klukkede. En art latter. Skraldebilen var sjov. Den larmede på sådan en herlig måde. Han blev glad indeni bare ved at huske på, hvordan det lød. Men måske gik han glip af det. Nogle gange lavede han selv noget, der larmede og overdøvede lyden. Han skyndte sig at kigge på det næste billede. Det var et billede af en støvsuger. Boblerne forsvandt. I dag ville han ikke nå hen og se skraldebilen. Den ville komme, tage skraldet og køre væk igen. Uden at han opdagede det.

Støvsugning var en svær én. Han skulle gøre det i rækkefølge. Rum for rum. Så han ikke kom til at springe nogen rum over. Han skulle støvsuge i lange baner, der overlappede hinanden. Lige som når han slog græs. På Melanies og Christians værelser var det ekstrasvært. Først skulle han samle alt det op, der lå på gulvet og lægge det i en bunke på sengen. Så kunne han støvsuge. Men der var så snævert og fuldt af ting, at det var svært at lave lige baner. Han støvsugede to gange. Én gang den ene vej i rummet, og så én til gang den anden vej. Hvert rum skulle også støvsuges langs paneler og rundt om møbler. Han lå på knæ og kravlede rundt. Vejret trak sig tungt og tørt ud af ham. Hans hud blev våd og varm. Da han var færdig med at støvsuge ovenpå, tjekkede han støvsugerposen. Lige som Bodil havde lært ham. Så fortsatte han nedenunder. Hans mave rumlede. Han håbede, at det næste billede var det med spegepølsemadden. Baner, der overlappede hinanden. Den ene vej i rummet, og bagefter den anden vej. Ned på knæ. Paneler og møbler.

Jubii. Han sagde kluklyden og lavede det lille hop. Boblerne kom tilbage. I køleskabet fandt han sin madkasse frem. Han havde sin egen mad. Rugbrød og to slags pålæg og somme tider en agurk eller nogle gulerødder.