Tvillingemord

By Bøje Aagaard Kristensen

Advokaten Daniel Danielsen, bliver tilkaldt af en mangeårig klient i advokatfirmaet:
Dietrich Monrad ejer elektronik virksomheden SKIBODAN. Familiens tvillingesønner arbejder begge i virksomheden. Dietrich vil overdrage virksomheden til sønnerne og gå på pension. Hvem af tvillingerne skal styre virksomheden?
Monrad beder Daniel Danielsen om assistance i forbindelse med generationsskiftet.

Det bliver starten på et handlingsforløb med misundelse, svig, vold, løgn, bedrag, hævn, forfølgelse, mord, nærdød, klatring, kærlighed, opofrelse, tro, horoskoper, humor, sexisme, håb, savn, opklaring?
Rivalisering mellem brødrene har ulmet. Indbyrdes konkurrence har altid været en del af deres hverdag. Har de begge rent mel i posen eller forsøger de at få fordele på den andens bekostning?
En fræk aftale på et motel udvikler sig, så en ung pige kommer i livsfare og ender i koma. Den ene tvilling flygter og efterlyses af Interpol.
Monrad beder Daniel om hjælp til at finde ham og til at rede trådene ud i virksomheden.
Skibodans unge revisor Hallman, der har en tilgang til kvinder, som mange vil synes er både sexistisk og grænseoverskridende - også selvom handlingen foregår længe før "me-too". Han har sin egen plan for, hvem der skal styre Skibodan..
Daniels ægtefælle, Ulla, har taget en uddannelse som fysioterapeut og glæder sig til at bruge den. Hun får uventet brug for alt hvad hun har lært og det kommer til at ændre hele familiens dagligdag dramatisk.
I 2006 var to af Daniels venner, med hans hjælp, hovedårsagen til, at en kriminel gruppe ledet af "Ålen", blev optrevlet. Ålen selv omkom i forbindelse med et trafikuheld. Men af de andre i gruppen blev dømt og fængslet. I fængslet vest for Horsens sidder Ålens højre hånd, Bosse. Han arbejder hårdt på at blive resocialiseret. Men han ved, hvem han synes, bærer ansvaret for, at han kom i fængsel og at gruppen gik i opløsning. Han vil have hævn. Han venter bare på prøveløsladelse.
Det bliver starten på et handlingsforløb med bedrag, forfølgelse, horoskoper, humor, hævn, håb, klatring, kærlighed, løgn, misundelse, mord, nærdød, opklaring? opofrelse, savn, sexisme, svig, vold og tro.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2021
• ISBN: 9788743019787

Bøje Aagaard Kristensen

Efter udgivelsen af spændingsromanerne "Hvem slukkede lyset?" og "Den retmæssige arving" i 2018, lavede Bøje Aagaard Kristensen i 2020 en afstikker og udgav den humoristiske bog "Selvtægt - så ka' de lære det!". Spændingsromanerne har udviklet sig til en serie. I 2021 udkom således den tredje spændingsroman med advokaten Daniel i hovedrollen, "Tvillingemord". Den fjerde udkom i 2022: "SKAKMAT", og i 2023 den femte: "FRIGJORT". I 2024 er den sjette udkommet: "DOMMER OG MESTERMAND". I 2023 er de to første romaner udgivet som e-bøger på engelsk med titler på henholdsvis: Justified Punishment og Alive or Dead - whatever happened to Jakob.

Book preview

Af samme forfatter er tidligere udgivet:

Spændingsroman:

Hvem slukkede lyset? (2018)

Den retmæssige arving (2018)

Humor:

Selvtægt - så ka' de lære det! (2020)

Indholdsfortegnelse

DEL ET

December 2010

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

DEL TO - før den 10. december 2010

Oktober 2009

Kapitel 5

Kapitel 6

Februar 2010

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Marts 2010

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

April 2010

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapitel 18

Juni 2010

Kapitel 19

Kapitel 20

August 2010

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

September 2010

Kapitel 24

Kapitel 25

Oktober 2010

Kapitel 26

Kapitel 27

December 2010

Kapitel 28

DEL 3. - efter den 10. december 2010

Februar 2011

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Kapitel 37

Kapitel 38

Kapitel 39

Kapitel 40

Kapitel 41

Kapitel 42

Kapitel 43

Kapitel 44

Kapitel 45

Kapitel 46

Kapitel 47

Marts 2011

Kapitel 48

Kapitel 49

Kapitel 50

Kapitel 51

Kapitel 52

Kapitel 53

Kapitel 54

Kapitel 55

Kapitel 56

Kapitel 57

Kapitel 58

Kapitel 59

Kapitel 60

Kapitel 61

Kapitel 62

Kapitel 63

Kapitel 64

Kapitel 65

Kapitel 66

Kapitel 67

Kapitel 68

EPILOG

Juni 2011

DEL ET

December 2010

1

Skive, fredag den 10. december 2010.

Cathrine åbnede øjnene. Havde hun hørt en dør, som smækkede? Hun følte sig svimmel. Liggende på sengen, uden dyne på, kiggede hun sig omkring. Hun frøs. Huskede med ét.

Fuck, fuck, fuck. Motellet! Hvor meget mon jeg har drukket? Jeg ka' ikke huske en skid! Isabelle! Hvor the fuck er du, Isabelle?

Hun rejste sig halvt op i sengen. Tog sig til hovedet.

Det giver garanteret hangover, det her! Hvad fuck er klokken? Vi skulle garanteret have været hjemme for længe siden. Far og mor bliver stiktossede!

Hun så, der var lys på badeværelset, hvor døren stod på klem.

- Isabelle, kaldte hun.

Intet svar.

- Isabe-elle, hvad laver du? kaldte hun igen. - Hvorfor svarer du ik'?

Stadig intet svar.

Cathrine rejste sig og gik halvsvimmel ud på badeværelset. Ingen Isabelle.

Hun missede med øjnene på grund af det skarpe lys og kiggede i spejlet.

Hendes hår var i en rodet bunke. Det møjsommeligt glattede lange sorte hår var igen i naturlige krøller.

Hendes mascara var løbet ud. Med det sorte hår, de brune øjne og hendes lyse hud lignede hun nærmes en panda i hovedet.

Sådan noget billigt lort! Vandfast?! Pah!

Hun blev opmærksom på, at hun havde bar overkrop. Et kort øjeblik kiggede hun veltilfreds på sin krop i spejlet. Nok var hun ung. Under udvikling. Ikke det barn, som hendes far og mor syntes. Hun kunne sagtens gå for at være 18.

Den korte nederdel havde hun stadig på.

Hvad mon der skete?

Febrilsk mærkede hun med hænderne under nederdelen.

Pyha. Trusserne har jeg da stadig på.

Lettelse. Der var vist ikke sket noget med den lækre lærer, før hun var gået ud som et lys. Men hvad med bagefter? Havde han måske givet hende trusserne på igen? Hvad havde han gjort, da hun var gået ud som et lys?

Hun gik tilbage på værelset. Rod overalt. Dynen lå på gulvet.

Cathrine skuttede sig. Hun frøs.

Hun kiggede sig omkring. Der var ingen spor af Isabelle.

- Du er vel ikke smuttet med din sexede lærer? hvæsede hun. - Og har efterladt mig her alene. Du lovede at dele ham med mig! Isabelle! Dit sexdyr!

Hun besluttede sig for at gå i seng igen og sove rusen ud i forventning om, at Isabelle så ville dukke op igen.

Hun gik om på den anden side af sengen og ville samle dynen op. Idet hun bukkede sig fik hun øje på foden, som stak ud under dynen. Foden med den lille sommerfugle-tatoo på anklen, som havde pisset hendes forældre så voldsomt af.

Isabelles fod.

Cathrine trak dynen væk. Isabelle var nøgen.

- Hvad har du gang i Isabelle? Hvorfor ligger du på gulvet?

Hun puffede med sin fod til Isabelles fod. Den med tatoveringen.

Så fik hun øje på blodet på gulvtæppet ved siden af Isabelles hoved.

- Isabelle for helvede! Hvad er der sket?

Hun satte sig og ruskede i Isabelle. Men hun var helt slap. Ingen reaktion. Hun klappede hende på kinderne og kiggede sig forvirret omkring.

- Isabelle, skat. Hvad er der sket? Hvad har han gjort? Åh nej, åh nej.

Hun fik øje på Isabelles mobil, tog den og trykkede 112.

Opkaldet blev straks besvaret.

- Hvor jeg er? På motellet, svarede hun.

- Motellet ved ringvejen? Hvilket værelsesnummer?

- Det ved jeg sgu' da ikke. I må komme med det samme. Hun ligger på gulvet.

- Tag det helt roligt. Der er en vogn på vej. Kan du fortælle mig, hvad der er sket?

- Det er min søster, Isabelle. Hun ligger på gulvet. Jeg tror, hun er død.

Hendes stemme knækkede over.

- Kan du gå hen til døren og se efter værelsesnummeret udenfor?

Cathrine gik hen og åbnede døren. I den svage udendørs belysning kunne hun lige netop skelne tallene.

- Der står 209, svarede hun. - Skal jeg få fat i receptionen?

- Det klarer vi. Bliv du hos din søster. Vi er fremme om et øjeblik. Kan du gå hen til hende igen?

Hun gik hen og satte på knæ ved siden af hendes afklædte søster.

- Jeg sidder ved siden af hende nu.

- Godt. Behold endelig telefonen og bliv ved med at tale med mig. Vil du gøre noget for mig?

- Kommer I snart? Hvad skal jeg gøre? Der er blod over det hele.

- Hvis du holder med to fingre på siden af hendes hals. Lige under hagen. Kan du gøre det?

- Ja.

- Kan du mærke noget? Hendes puls?

- Det tror jeg. Betyder det, hun lever?

- Det er gode tegn. Ambulancen er fremme om to minutter. Så tag den blot med ro nu. Bliv ved telefonen.

Døren til værelset blev åbnet og to ambulancefolk kom ind. Den ene førte Cathrine væk fra Isabelle og gav hende et tæppe om skuldrene, mens den anden satte sig på gulvet og undersøgte Isabelle.

- Svag puls. Hun lever!

Cathrine sank sammen på knæ og hulkede. Hotelreceptionisten stod i døren og kiggede forvirret ind i værelset.

Derefter stod det som i en tåge for Cathrine. Ambulancefolkene bar Isabelle ud i ambulancen og førte Cathrine med.

- Lås værelset af indtil politiet kommer, sagde en af redderne til receptionisten.

Cathrine fik lov at sidde bag i ambulancen ved siden af Isabelle.

Hun havde altid drømt om at drøne gennem byen i en ambulance med fuld udrykning.

Men sgu' da ikke på den måde! tænkte hun.

Hun havde stadig Isabelles mobil i hånden. Hun tastede. Søgte i Beskeder.

- Der er du, dit svin, mumlede hun og begyndte at taste.

"HVAD FANDEN HAR DU GJORT JEG SLÅR DIG IHJEL HVIS HUN DØR DIT SVIN."

Hun sendte beskeden.

2

Erik Kamber gik ind på motelværelset.

Han og to af hans unge medarbejdere havde gjort turen fra Holstebro på under en halv time.

- Gik mig lige et øjeblik alene, sagde han til de to politibetjente, som var med ham.

Sko og tøj lå spredt i rummet. Et par briller. Han kiggede sig omkring.

På gulvet ved siden af sengen var der blod. Også på radiatoren.

- Niels, Louise. Vi skal have taget prøver af de blodpletter. Få også undersøgt sengen for spor. Og brillerne.

Han kiggede ud på badeværelset. Der var ikke noget usædvanligt.

- Vær også omhyggelige med badeværelset. Afløb osv. I kender det.

Men sig det alligevel til teknikerne. Jeg kører ind på hospitalet.

Han standsede i døren og kiggede sig tilbage.

- To piger alene på et motel! Der må have været en anden!

Han gik til receptionsskranken på motellet.

- Erik Kamber, Politiet, sagde han og viste sin legitimation. - Hvem har lejet værelse 209?

- Det var Monrad, svarede receptionisten straks nervøst. - Han sagde ikke noget om de to piger. Jeg så ikke, han tog dem med ind.

- Monrad? Det lyder, som om du kender ham.

- Ja, Monrad fra Skibodan. Han kommer tit på motellet, svarede receptionisten og smilte hemmelighedsfuldt.

Kamber gik tilbage til værelse 209 og kiggede ind.

- Prøv om I kan få fat i en eh.. Monrad fra Skibodan. Jeg tager til hospitalet nu.

----------

Kamber gik direkte til intensiv. Viste sit skilt ved informationen.

- To unge piger er lige blevet bragt ind. Den ene bevidstløs. Hvor er de?

- Ja. Isabelle og Cathrine. Nede for enden af gangen. Du kan ikke undgå at se dem.

Kamber gik hen ad gangen.

På en stol sad en ung pige med et tæppe om skuldrene og hulkede, mens en sygeplejerske holdt om hende.

- Hvor er den anden? spurgte Kamber, idet han viste sin legitimation.

- De er ved at undersøge hende derinde, svarede sygeplejersken og pegede mod en operationsstue.

- Ved vi noget om hendes tilstand?

Sygeplejersken rystede umærkeligt på hovedet og kastede et sigende blik på den unge pige på stolen.

Kamber forstod.

Han satte sig på hug foran den unge pige.

- Hej min ven. Jeg hedder Erik Kamber. Jeg er politimand. Hvad hedder du? Er du I-sa-bel-le eller Ca-thri-ne?

- Cathrine, svarede pigen, idet hun udtalte navnet som Cathrin med tryk på anden stavelse og stumt e.

Det lyder fransk, tænkte Kamber.

- Godt Cathrin, svarede Kamber og forsøgte at udtale navnet på samme måde. - Hvad hedder din veninde?

- Det er Isabell, svarede Cathrine, idet hun også udtalte Isabelle med det sidste e stumt. - Hun er min søster. Klarer hun sig?

- Jeg ved ikke mere end dig endnu, svarede Kamber. - Jeres forældre? Har nogen kontaktet dem?

- De er på vej, svarede sygeplejersken.

Cathrine begyndte at ryste over hele kroppen.

Sygeplejersken trak tæppet sammen om hende og holdt hende om skuldrene.

- De sku' ik' vid' noget, sagde hun med hakkende stemme. - De bliver sindssyge.

- Cathrine, begyndte Kamber. - Kan du fortælle mig, hvad der er sket?

- Jeg tror, vi er nødt til at vente, sagde sygeplejersken. - Hun er jo nærmest i chok.

- OK, sagde Kamber. - Bare lige en enkelt ting.

Han tog fat i Cathrines hånd og holdt fast i den.

- Du er en stærk pige, Cathrine. Du gjorde det helt rigtige ved at ringe 112. Din søster er i de bedste hænder. Lægerne gør alt, hvad de kan. Men hvis du kan klare det, er der et par ting, jeg meget gerne vil spørge om.

Cathrine kiggede på ham. Hendes tårevædede øjne havde fået mascaraen til at løbe i striber ned ad kinderne.

Kamber kiggede hende dybt i de store brune øjne. Hun havde næsten unaturligt lange øjenvipper. Rouge på kinderne. Næsten et dukkeansigt. Et grædende dukkeansigt.

- Hvor gammel er du Cathrine?

- Jeg er 15 næste gang, svarede hun.

- Monrad. Siger det navn dig noget?

Cathrine bed tænderne sammen.

- Det er det svin, der har gjort det. Vi sku' aldrig være taget med ham.

- Ved du, hvad han hedder mere end Monrad?

- Isabelle kaldte ham Hans Jørn. Det er hendes lærer.

- Bliv her hos din søster, Cathrine. Dine forældre kommer om et øjeblik. Jeg vil forsøge at få fat i Monrad.

----------

På vej ud fra hospitalet ringede Kamber med mobilen.

Hvad fanden laver en fjortenårig pige med sin søster på et motelværelse? Sammen med en lærer? tænkte han. Og så al den makeup! Det får dem til at se ældre ud. Et barn klædt ud som en voksen.

Kamber havde selv en datter på 13. Han havde forsøgt adskillige gange at overbevise Jose om, at hun ikke er gammel nok til at gå med makeup. Men alle andre gjorde det. Så han havde talt for døve øren.

- Hej Louise. Har I fundet noget på denne Monrad?

- Der er flere af dem.

- Hans Jørn. Har du ham?

- Ja, han er en af dem.

- Giv mig adressen, så mødes vi derude.

Kamber satte sig ind i bilen og kørte hurtigt. Adressen var et rækkehuskvarter. Kühls Alle. Kamber kendte godt området. Et kvarter med en del fraskilte og singler, så vidt han vidste.

Få minutter senere var han fremme. Louise og Niels var der allerede.

- Han er ikke hjemme. Eller han åbner ikke, oplyste hun.

Kamber kiggede ind af vinduerne. Der var helt mørkt derinde.

- Bilen er væk, konstaterede han, idet han pegede på den integrerede carport, hvor spor med efterladt sand fra dækkene viste, at en bil havde været der.

- Ved vi, om han bor alene?

- Der er ikke registreret andre på adressen, svarede Niels.

- Bilen kan have været væk længe, sagde Louise.

Kamber kiggede sig omkring. Der var ikke lys i nogen af de omkringliggende rækkehuse.

- Vi må vække naboerne og spørge, om de skulle have bemærket noget. Har du telefonnumre på Monrad'erne? spurgte han Louise.

Hun gav ham en liste.

Kamber ringede til Hans Jørn Monrads mobilnummer. Der blev ikke svaret. Han lod den ringe og gik hen og kiggede ind af vinduerne imens.

Han kunne se ind i et kombineret køkkenalrum og stue. På et bord så han et blinkende lys.

- Hans mobil er derinde. Vi må der ind.

Han gik hen til døren og kiggede sig omkring. Der stod en potteplante ved siden af trappen.

- Det er sgu' næsten for banalt, sagde han, idet han bukkede sig og flyttede potteplanten. Der lå en nøgle.

- Det er det første sted alle vil kigge, sagde han og låste døren op.

- Hallo, det er politiet! råbte han.

Ingen svarede.

Med Niels og Louise i hælene gik han indenfor og tændte lyset. Han dirigerede dem i hver sin retning og gik selv ind i stuen.

En mobiltelefon lå på sofabordet. Men der var ingen i rækkehuset.

- Hvis han har været her siden, er han fløjet, konstaterede Niels.

Kamber kiggede på listen over Monrad-personer.

- Ved vi, hvordan de hænger sammen?

- Dietrich er faren. Hans Peter er broren, gift med Gitte, svarede Louise. - Det er dem, der har Skibodan.

Kamber kendte godt navnet Skibodan. Det var noget med højteknologi. Men præcist hvad firmaet lavede, vidste han ikke.

Han ringede til Dietrich Monrad.

En søvndrukken stemme svarede myndigt: - Monrad. Hvem fanden ringer midt om natten?

- Kamber. Det er Politiet, herr Monrad. Undskyld tidspunktet. Men det er vigtigt, angående Deres søn.

- Er det sket Hans Jørn noget? spurgte Dietrich Monrad.

- Vi kan ikke finde ham, svarede Kamber. - Noget tyder på, at han har været involveret i et voldeligt... eh.. træf. Så vi ved ikke, om han er kommet til skade. Ved De, hvor han er?

Dietrich Monrad var nu helt vågen.

- Nøh. Det er fredag aften. Måske i byen. Har I ringet på hans mobil?

- Vi har hans mobil her. Vi fandt den på hans bopæl. Der er han ikke og der er ingen bil.

- Spørg HP. Måske er han der.

- HP? Er det Hans Peter Monrad?

- Ja. Det er Hans Jørns tvillingebror.

Kamber afbrød forbindelsen og ringede til HP.

- Find ud af hvilken bil han kører og få den efterlyst, sagde han til Niels.

De lytter til Voice mail. De har ringet til HP Monrad. Jeg kan ikke tage telefonen for øjeblikket. Indtal venligst en besked efter klartonen, så ringer jeg tilbage.

- Telefonsvarer. Han gider nok ikke tale i telefon om natten.

Kamber indtalte en besked på telefonsvareren.

- Kom Louise. Vi kører ud og banker ham op, hvis han er hjemme. Niels. Find den bil!

----------

Ti minuter senere havde de fundet frem til villaen i Frugtparkenkvarteret.

En sensor tændte udendørsbelysningen, da Kamber gik hen mod hoveddøren. Han trykkede på ringeklokken. BIM BAM BIM BAM. Han kunne høre ringelyden. Der holdt en Audi i carporten, som antydede, at der var nogen hjemme, så han trykkede adskillige gange.

Et blik rundt viste ham en relativt nybygget villa. HPs villa lignede ikke de omkringliggende huse. De var i øvrigt alle forskellige.

Et af de fine kvarterer i Skive. Arkitekttegnede, tænkte han.

Et lys blev tændt indenfor.

HP Monrad åbnede døren. Han var iført morgenkåbe og gabte, mens han kløede sig i håret.

- Hvem fanden ringer på midt om natten? spurgte han brysk, som en tro kopi af sin far.

- Politiet? Er der sket noget? spurgte han, da han så Kambers politiskilt.

- Vi leder efter Deres bror, forklarede Kamber. - Er han her eller ved De, hvor han er?

- Her er han ikke. Jeg aner ikke, hvor han er.

- Må vi komme indenfor?

HP åbnede døren helt og gik foran ind i stuen, hvor han tændte lyset.

- Hvad drejer det sig om? Han har for helvede vel ikke kørt spritkørsel?

Jeg har advaret ham mange gange.

- Jeg er bange for, det drejer sig om noget alvorligere.

- Alvorligere? Hvordan det?

- Vi har grund til tro, at han, her i aften, har været involveret i et.. eh..

håndgemæng. Som har fået alvorlige følger. Så vi vil gerne tale med ham. Måske er han selv kommet til skade.

- Jeg har ingen anelse om, hvor han er. Har I ringet til ham?

- Vi fandt hans mobil på hans bopæl. Hans bil er væk. Hvor kan han være kørt hen?

- Er jeg min lillebrors vogter? Vi arbejder sammen hver eneste dag.

Men i fritiden har vi hver vores liv.

- Hvor kan han finde på at tage hen en fredag aften og nat?

- En fest. Natklub. Måske til Herning. Eller Aarhus. Hans Jørn er familiens playboy. Han kommer nok hjem i løbet af natten. Jeg håber sgu', han er klog nok til at tage en taxa.

- Okay. Deres telefon er på telefonsvarer. Vil De godt slå den fra, hvis han nu skulle forsøge at kontakte Dem?

- Selvfølgelig, svarede HP.

- Og så giv os omgående besked, hvis han ringer.

- Selvklart. Jeg håber, der ikke er sket ham noget. Han har ikke rigtigt været sig selv, siden mor døde. Jeg savner hende selvfølgelig også.

Men Hans Jørn var meget tæt knyttet til hende. Vil I give mig besked, når I får fat i ham? Og far. Har I talt med far? Kan han være kørt ud til ham?

- Ja. Vi har talt med Deres far. Vi skal nok holde jer underrettet.

-----------

Kamber ringede til hospitalet.

Louise kiggede spørgende på ham, da han havde afsluttet samtalen.

- Pigen, Isabelle, er i koma, forklarede han. - Lægen tilråder, at vi giver lillesøsteren fred til i morgen.

Han kiggede på klokken. 03.15.

- Lad os få noget søvn. Måske finder vi bilen. Måske dukker han op af sig selv. Vi skal også se om motellet har kameraer, som kan give nogen svar.

3

Midt- og Vestjyllands Politi, Holstebro

Erik Kamber gik ind på politistationen. De tre timers søvn havde gjort underværker. En barbering og et bad og han følte sig frisk. Hans gråsprængte manke var endnu fugtigt efter badet. Louise sad ved sit skrivebord.

- Louise Jespersen! kaldte han. - Gav jeg dig ikke ordre på at få noget søvn?

- Er sket, chef. Men jeg ku' ikke sove længere. Så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne tage ind og se på sagen.

I det samme kom Niels ind ad døren.

- Godmorgen Niels, sagde Kamber spydigt. - Vi andre har været i gang længe.

- Hm, svarede Niels. - Jeg så godt, du parkerede lige før.

- Ha ha, afsløret, indrømmede Kamber. - Godt. Lad os komme ajour.

Niels - mistænkte. Louise - facts. Jeg ringer til hospitalet. Vi mødes om ti minutter.

------------

Niels og Louise kom ind på Kambers kontor.

Han kiggede op.

- Pigen, Isabell, er stadig i koma. Og ja. Det udtales sådan. Uden det sidste e. Det er vel fransk, eller hva'? Lægerne er skeptiske. Lillesøsteren sover. Begge forældre er på hospitalet. Jeg har bedt sygeplejersken forberede dem på, at vi kommer og taler med dem kl. 08.00.

Hvad har I fundet ud af?

- Vores eftersøgning af bilen har givet bonus. Den er kørt igennem betalingsanlægget på Storebæltsbroen i nat kl. 00.13. Hans Jørn Monrad steg på et fly med afgang kl. 02.05 med kurs mod Madrid.

- Er det muligt? Tiden? spurgte Louise.

- Han må have haft fart på, svarede Kamber.

- Bilen efterlod han, hvor man læsser passagerer af. Parkeringsvagter blev opmærksom på den her til morgen.

- Han må have taget det første, det bedste fly. Eller hvad kan hans plan være? spurgte Kamber. - Hvornår landede han så i Madrid?

- Det er et tyrkisk fly med mellemlanding i Istanbul. Det landede iflg.

planen i Istanbul kl. 06.20 lokal tid. Forsinket. Flyver videre kl. 09.55 og lander i Madrid kl. 13.35.

- Så er han i lufthavnen i Istanbul nu, konstaterede Kamber. - Kontakt myndighederne og få dem til at pågribe ham.

- Er sat i gang. Jeg kontakter også Madrid. Hvis tyrkerne udviser deres sædvanlige samarbejdsvilje, kommer beskeden nok ikke til lufthavnspersonalet før fuglen er fløjet. Men så står de til gengæld klar i Madrid til at tage imod ham.

- Godt Niels. Så har vi ham. Louise. Facts?

- Tja. Hvor skal jeg begynde? Skibodan. Faren og de to brødre. Alle arbejder i familiefirmaet. Faren enkemand. Simone Monrad døde her i efteråret. Mistænkte er single. Bror til Hans Peter - åbenbart kaldet HP. De er født med en dags mellemrum. Samme år. De må være tvillinger.

- Det er de. Det oplyste faren til mig i telefonen, indskød Kamber.

- HP er gift. To børn. Drenge. Tvillinger - også. Hans Jørn underviser også på teknisk skole.

- Det vrimler åbenbart med tvillinger i den familie, sagde Niels.

- Ofret, ofrene. Hvad ved vi om dem? spurgte Kamber.

- Isabelle og Cathrine Bouchard. Cathrine er 14 år. Går måske på privatskole. 9. klasse. Isabelle er 18. Afsluttede på teknisk skole i sommers.

- En flot pige, indskød Niels. - Isabelle.

- Hvor ved du det fra? spurgte Louise.

- Jeg har tilfældigvis en nevø.

- Har du tilfældigvis en nevø? spurgte Louise.

- Om igen. Jeg har en nevø. Han gik i klasse med Isabelle. Jeg var med til hans fest. Drengene i klassen kårede Isabelle til pigen med de flotteste tekniske egenskaber på skolen, som de sagde. Og det kan jeg godt forstå. Velproportioneret, smilende, venlig og glad.

- Du har nok rigtigt kigget hende ud, hva' Niels? spurgte Louise drillende.

- Nej. Jeg kunne bare ikke undgå at bemærke hende. Jeg syntes jo også, hun så godt ud.

- Jeg vidste ikke, du gik og kiggede efter de unge piger, sagde Louise stadig drillende.

Niels rødmede.

- Det jeg mener er, at nogen piger klæder sig udfordrende for at blive bemærket. Isabelle virker som en type og har et udseende som gør, at det behøver hun ikke. Og hun gjorde det heller ikke til festen.

- Er det den type piger, du jagter? spurgte Louise stadig drillende. - Så vi andre kedelige ikke har en chance?

- Børn, sagde Kamber mildt irettesættende.

- Jeg synes da ikke, du er kedelig, hviskede Niels. - Jeg ku' da måske godt finde på at jagte dig, hvis vi ikke var kolleger. Ku´ du tænke dig det?

Nu var det Louises tur til at rødme.

- I hvert fald ikke ret kedelig! grinede han.

- Børn, gentog Kamber. - Vi står med en alvorlig sag. Men jeg må give Niels ret. Hvis Isabelle bare i det mindste ligner sin lillesøster, så har hun et fortræffeligt udseende. Et dukkebarn. Har vi mere?

Han kiggede på dem. De rystede på hovedet.

- Niels. Du følger op på Istanbul. Få fyret op under dem. Og bilen. Vi må have den til tekniske undersøgelser. Louise. Vi tager til hospitalet.

Vi kører til Skive. Du kører.

----------

Faren og moren sad på hospitalsgangen udenfor værelset.

- Herr og fru Bouchard? spurgte Kamber.

De nikkede.

Richard Bouchard havde for længst vænnet sig til at folk udtalte hans navn på tysk som Rikard Bukart og ikke korrekt det franske Risjar Busjard.

Han rejste sig og gav hånd. - Richard Bouchard, sagde han med den franske udtale. - Min kone Eloise.

Kamber præsenterede sig selv og Louise.

- Det gør mig ondt, sagde Kamber. - Vi er på sporet af den mistænkte.

- Mistænkte? Cathrine siger jo, det var ham. Sjuften, sagde moren.

- Vi ved jo ikke præcist, hvad der sket, så for øjeblikket er vi nødt til at betragte ham som mistænkt. Hvor er Cathrine?

- De var så venlige, at stille en seng ind ved siden af Isabelle. Der sover hun endnu.

- Vi vil meget gerne tale med hende. Ved I hvor den telefon er, som Cathrine benyttede, da hun ringede 112?

- Den har jeg lige her, svarede moren og tog en Iphone frem.

- Vi vil meget gerne låne den. Måske har der været kontakt mellem dem.

- Jeg kan slet ikke forstå det, sagde faren. - Isabelle og lille Cathrine med den halvgamle lærer. Hvorfor det? Isabelle kan da få hvem som helst. På sin egen alder. Hvorfor være på motel med ham? Tror I, han har givet dem et eller andet? Bedøvet dem? Det hører man så tit om.

- Der er taget blodprøver af begge piger. Vi får dem undersøgt for spor.

I vidste altså ikke, de skulle være sammen med Monrad?

- Nej, svarede faren forarget. - Så havde vi naturligvis forbudt det. Vi troede, de var til fest hos en veninde. Isabelles veninde. Cathrine plagede for at få lov til at gå med. Vi gav os. Se nu hvad det skete.

- Kom de aldrig til venindens fest?

- Jeg kørte dem selv derhen kl. otte. Det var planen, at jeg skulle hente dem, når de ringede i løbet af natten. Men så ringede hospitalet jo....

- Vi bliver nødt til at tale med Cathrine snarest.

- Mon ikke også hun snart har sovet længe nok, svarede faren. - Jeg vil også gerne tale med hende. Min lille pige. Hun må ikke tro, at vi er vrede.

- Louise, vil du tage dig af det?

Louise nikkede og gik ind på hospitalsstuen.

Hun kiggede på de to piger, som lå i hver sin seng. Cathrine sov fredeligt. Isabelle var koblet med slanger til maskiner. Hun lå med lukkede øjne. Hendes lange sorte hår lå pænt ordnet over begge skuldre. De lignede hinanden.

Niels har ret, tænkte hun. Du har et smukt ansigt.

Louise kunne ikke modstå fristelsen til at ae hende på kinden.

- Jeg håber, du klarer dig, smukke Isabelle, sagde hun lavmælt og vendte sig mod Cathrine.

- Cathrine, Cathrine. Jeg er fra Politiet. Jeg vil gerne tale lidt med dig, sagde hun og tog fat i pigens hånd.

-------------

- Lover du mig, at I fanger ham, det svin, så han kan blive straffet? spurgte moren udenfor stuen.

- Vi gør alt, hvad vi kan. Nu ved vi jo ikke præcist, hvad der er foregået.

Men vi skal nok holde jer underrettet. Jeg skal lige tale med lægen. Så I må have mig undskyldt, svarede Kamber.

-----------

Kamber og Louise Jespersen sad i bilen.

- Vi kører til Monrads rækkehus og bagefter til faren, sagde Kamber, mens han ringede op på mobilen.

- Niels, er der nyt om flygtningen?

- Nej. Kun at Istanbul ikke har fundet ham. Madrid står klar, når flyet lander. Det er lettet og vi har fået oplyst sædenummeret. Så la Policia burde have nemt ved at tage ham ved gaten. Bilen bliver bragt herover til analyse.

- Godt så. Vi tager til rækkehuset og bagefter til senior Monrad. Tag du til motellet og gennemgå værelset igen. Og se på videooptagelserne - hvis de har nogen.

- Tror du, han er smuttet fra os? spurgte Louise.

- Foreløbig tror jeg ingenting, svarede Kamber. - Hvad fik du ud af pigen?

- Det var lidt usammenhængende. Men. De var, som faren sagde, kommet til fest hos veninden. Så havde Isabelle fået en besked fra Monrad. Han ville gerne mødes med søstrene. De smuttede fra festen og Monrad samlede dem op udenfor. De ventede i bilen, mens han skaffede værelset. Så stod det mere uklart. Cathrine havde drukket en del til festen hos veninden allerede og Monrad hældte store drinks op til dem alle. Det sidste hun husker er, at hun blev træt og lagde sig på sengen. Resten kender vi nok. Hun vågnede op og fandt Isabelle på gulvet. Om Monrad har forbrudt sig mod hende selv, har hun ingen erindring om. Hun husker, hun tog brillerne af ham. Det er det sidste.

Ikke andet. Hvad sagde lægen?

- Well. Isabelle er i koma. Begge piger er undersøgt. Ingen tegn på seksuelle overgreb. Cathrine er ok. Men Isabelle. Det er kritisk. De har scannet hende. Hun er lagt i kunstigt koma. De tør ikke tage hende ud foreløbig. Risikoen for varige mén er for stor. Det kan ikke udelukkes, at det ender med, at vi står med et mord.

- Jeg håber spaniolerne tager ham, så han kan få sin straf, sagde Louise.

- Spanierne. Det hedder spanierne. Jeg håber også, de ikke klokker i det. Men vi ved jo endnu ikke, hvad han har gjort. Eller hvorfor han er rejst. Er han bare rejst eller er han stukket af? Hvad er han stukket af fra?

- En forbrydelse. Hvem skulle ellers have gjort det?

- Jeg håber motellets videooptagelser kan hjælpe med svar på det.

Men der er vel flere muligheder, svarede Kamber.

Louise rynkede panden.

- Jeg synes ellers, det virker oplagt. Men eh... Tænker du på portieren?

- Ja. Han er da en mulighed. Men der er andre.

Louise kiggede på ham.

- Jeg har svært ved at få øje på andre.

- Det kan jo være hvem som helst. En tilfældig, som har udnyttet situationen.

- Så må vi håbe, han har efterladt sig DNA.

- Eller at hun har efterladt sig DNA, svarede Kamber.

- Men Monrad er da absolut hovedmistænkt - eller hva'?

- Enig. Men vi ved jo f. eks. ikke hvordan forholdet er mellem de to søstre.

- Antyder du, at Cathrine skulle have banket sin søster? Jalousi? spurgte Louise.

- Jeg udelukker det ikke. Og vi bliver bare nødt til at have det med i overvejelserne.

- Jeg synes, det lyder sygt! svarede Louise. - Men OK. Selvfølgelig har du ret.

De standsede udenfor Hans Jørn Monrads rækkehus.

- Lad os starte med boligen. Så kan vi bagefter se, om nogen af naboerne er hjemme. Måske har de set noget. Hvis de ikke er hjemme, må du vende tilbage senere på dagen, sagde Kamber.

De gik en runde i rækkehuset og kiggede i skuffer og skabe.

- Det ser ud til, at han er rejst hurtigt, konkluderede Louise.

- Skabslågen står åben. Også to af skufferne. Der ligger en kuffert under sengen.

- Det samme på badeværelset. Barbergrej, tandbørste. Det hele ligger her. Stuen ser også ud til at være forladt i hast.

- Kom, lad os gå rundt til naboerne, fortsatte Kamber.

-----------

Forespørgsel hos de naboer, som var hjemme, gav ikke brugbare oplysninger.

Kamber ringede og lavede en aftale med Dietrich Monrad.

- Han kan tage imod os nu, sagde Kamber. - Har vi fået svar fra Teknisk om mobilen?

De satte sig ind i bilen med Kamber bag rattet.

Louise ringede op.

- Ja, det er mig, Louise. Angående den mobil I har fået ind. Har I noget til os? ................... Jaså............ Ouhkay....... Det er godt................ Så burde det være sikkert................Tak for det.

- Hvornår har du tænkt dig at fortælle mig noget? spurgte Kamber utålmodigt.

- Nu, medmindre du hellere vil vente, svarede Louise drillende.

- Vil du hellere være færdselsbetjent igen? Nå. Ikke? Kom så med det.

- Der er flere SMS'er og nogen MMS'er på Monrads mobil. MMS'erne er ...jaeh.... udfordrende. Fra Isabelle til Monrad. Men de er ikke fra i går. Hun er åbenbart ikke helt så kysk, som Niels tror.

- OK. Og SMS'erne?

- Der er flere, også nogen fra i går. Monrad har kontaktet Isabelle og opfordret hende til at tage sin lillesøster med til et... eh.. rendezvous.

De har aftalt, at Monrad skal hente dem på en anført adresse - venindens - og ... ja, der står ikke noget om, hvor de skal hen.

- Hvornår er den korrespondance fra?

- Mellem 21.30 og 22.00 i går, svarede Louise. - Nu har vi ham, fortsatte hun med et sammenbidt smil.

- På baggrund af de SMS'er, du har refereret? Det lyder ikke holdbart i mine ører.

- Der er en SMS mere.

Louise holdt en pause.

- OK, kom så med det. Tir mig ikke!

- Der er en fra Isabelle til Monrad. Sendt... lad mig se... hun kiggede i sin notesbog.

- Den er sendt kort efter Cathrines samtale med 112.

- Og.....?

- Der står: HVAD FANDEN HAR DU GJORT JEG SLÅR DIG IHJEL HVIS HUN DØR DIT SVIN.

- Det må jo så være lillesøsteren, som har sendt den, konstaterede Kamber.

De var nået frem til Dietrich Monrads bopæl lidt syd for Skive.

----------

En statelig linde allé førte op til direktør Monrads landsted på Bilstrupvej. Engang havde det nok været et husmandssted, som med sine få hektar jord kunne brødføde en hel familie. Men det var generationer siden.

Alléen førte frem til en gårdsplads, som var omkranset af bygninger på de tre sider. Et stuehus til venstre, mod syd, som var bygget sammen med en tidligere staldlænge via en glaskonstruktion, som kunne være et drivhus eller en udestue. Den tredje længe indeholdt bl. a. garager.

På den fjerde side sikrede en meterhøj mur privatlivets fred. En smedejernsport midt i muren stod åben.

Kamber bemærkede et kamera og elektronik. Porten kunne formentlig åbnes indefra huset, hvis den besøgende var godkendt af den, som betragtede kameraet.

Den åbne port kunne være et tegn på, at teknikken ikke blev benyttet - eller, at de var ventet og godkendt på forhånd.

Kamber parkerede lige midt på gårdspladsen, der var belagt med knust granit, og de stod ud af bilen.

En glad golden retriever tog imod dem. Den gøede et par gange.

Kamber satte sig på hug og rakte hånden frem. Hunden snuste til hans hånd og gøede en enkelt gang. Han blev vist klassificeret som ufarlig.

Han rejste sig og klappede hunden, som kvitterede ved at kigge på ham med logrende hale. Så løb den sin vej ind i glasbygningen. Kamber og Louise fulgte efter.

Et øjeblik senere kom hunden tilbage, fulgt af en ældre mand med en grøn kasket på hovedet. Grå benklæder og en strikket cardigan. Han var ved at tage en havehandske af sin højre hånd.

- Molly fortalte, at I er ankommet, sagde han og strakte hånden frem mod Louise. - Dietrich Monrad.

- Louise Jespersen, præsenterede Louise sig. - Og min chef, Kamber.

- Kom med indenfor, sagde Monrad. - Jeg forsøger, at holde orden i vores orangeri. Det var min kones projekt. Et af dem.

- Var? spurgte Kamber.

- Simone Monrad døde jo for kort tid siden, forklarede Louise. - Det glemte jeg vist at fortælle dig.

- Det gør mig ondt, sagde Kamber og kiggede sig omkring i orangeriet.

- Det må være et stort arbejde. Tilgiv mig min uvidenhed. Hvad døde Deres kone af?

- Cancer, svarede Monrad og fik en trækning ved det venstre øje.

- Kom og sæt jer.

Orangeriet fyldte hele det hjørne, der engang havde været mellem de to fritstående længer. Midt i orangeriet var der en bambus sofagruppe med et ovalt bord med glasplade.

På bordet stod der glas og forskellige slags vand og saft og en spand med isterninger.

- Vil I have noget at drikke? Der er en god varme herinde. På trods af årstiden. Vil I ikke tage selv?

- Jatak, svarede Kamber og tog frakken af. - Der er jo et rigt udvalg, ser jeg.

- Jah... Det er også min kones fortjeneste. Hun insisterede på, at der skulle være noget for enhver smag. Jeg forsøger nu at vedligeholde det også.

- Var det et langt forløb... Deres kones sygdomsforløb? spurgte Kamber og iagttog Dietrich Monrad. Slægtskabet med Hans Peter Monrad var ikke til at tage fejl af.

Dietrich Monrad havde taget kasketten af og satte sig og pustede tungt ud, mens han hældte hylde te i et glas.

Kamber bemærkede den slående lighed med sønnen HP. Alt håret var intakt. Blot var farven ikke sort, som sønnens, med nærmest stålgrå.

Monrad rystede langsomt på hovedet.

- Nej. Simone fejlede jo aldrig noget. Intet, som ikke kunne kureres med en sund livsstil og et krus varm te, som hun altid sagde. Gik aldrig til lægen. Så det blev opdaget sent. For sent. Måske havde det alligevel ikke ændret noget. Ekstrem aggressiv, kaldte lægen det.

- Hvad med behandling?

- Det stod klart med det samme, at helbredelse ikke var en mulighed.

Kun livsforlængelse. Simone fravalgte behandling.

Kamber kiggede undrende på ham. - Hvorfor?

- Med behandling ville hun efter lægernes skøn måske kunne leve nogen måneder længere end ellers. Måske et halvt år. Til gengæld ville hun så skulle tilbringe meget af tiden på hospitalet. Når nu enden er nær, sagde hun, så vil jeg hellere bruge den sidste tid sammen med min familie og mine venner og i mit hjem. Det var også grunden til, at hun ikke ville tale om det. Børnene. Ingen måtte vide det.

- Det må have været hårdt. Fik hun så slet ingen behandling? spurgte Louise.

- Lindrende medicin. Men ikke ret længe... En eftermiddag, jeg kom hjem, fandt jeg hende i soveværelset. Hjertestop, skrev lægen.

De sad tavse et øjeblik.

- Det er et dejligt sted, I har her, sagde Kamber.

- Ja. Vi har haft det godt her, svarede Monrad. - Vi har forsøgt at køre det som et slags nulenergihus. Som I måske bemærkede, har vi solceller på den ene længe. Det producerer al vores strøm. Vores. Ja, jeg siger stadig vores. Her i orangeriet har vi druer og citrusfrugter og mange andre gode sager. Og der, fortsatte han og pegede mod den anden ende af orangeriet. - Det er drivhusafdelingen. Tomater, chili. I de senere år har vi ikke haft heste. Så græsmarken er lånt ud til en nabo, som dyrker økologiske grønsager. Vi har kunnet hente, hvad vi skulle bruge.

- Alt er så frodigt, bemærkede Kamber. - De må have en betydelig vandregning?

Monrad rystede på hovedet.

- Mindre end de fleste. Vi opsamler regnvand. Den gamle gylletank, som ikke er så gammel endda, opsamler regnvand fra alle længer. Og så vander vi overalt derfra. Så vi køber kun brugsvand.

- Det virker meget gennemført. Er det idealisme der driver Dem, eller...?

- Både og, svarede Monrad. - Men skal vi ikke droppe det formelle og sige du? Med baggrunden for jeres besøg, mener jeg... er det ikke nemmere at tale direkte? Har I fundet min søn?

Louise tog sin notesbog frem.

Kamber rystede på hovedet.

- Ikke endnu. Men der er nogen ting vil gerne vil have svar på. Svar, som måske kan hjælpe os til at finde ud af, hvad der er foregået.

- Spørg løs. Men jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan hjælpe, svarede Dietrich Monrad.

- Måske skulle jeg lige forklare... I går aftes, sent, blev der ringet 112 fra et værelse på motellet ude ved ringvejen. På værelset var der to piger. Søstre viste det sig. Den ene var ikke ved bevidsthed og ligger lige nu i koma på hospitalet. Hvad der er foregået på værelset ved vi ikke. Der var en del blod, som kan være resultatet af en kamp. Lillesøsteren, som ringede 112, faldt åbenbart i søvn og husker ikke meget.

Men angiveligt er de to piger tjekket ind sammen med din søn. Der har været sendt sms'er mellem storesøsteren og Hans Jørns mobil. Lillesøsteren er mindreårig....

Dietrich Monrad rystede langsomt på hovedet.

- Plejer din søn, om man så må sige, at date så unge piger? Den tilskadekomne har gået i hans klasse.

- Jeg ved ikke så meget om, hvad Hans Jørn laver i fritiden.

- Jeg forstår, at han er familiens playboy, sagde Kamber.

- Det må være HP, der har sagt det, svarede Monrad.

- Du er måske ikke enig?

- Ikke ubetinget, svarede Monrad. - Hans Jørn var ikke glad. Ikke rigtig glad. I mange år. Han havde en ulykkelig kærlighed som ung. Siden har han ledt efter en erstatning.

- Da jeg ringede i nat og nævnte din søn, spurgte du straks, hvad Hans Jørn havde lavet. Hvordan kunne du vide, at det ikke var Hans Peter?

- HP har jo familie. Hvis han var væk, ville min svigerdatter have ringet til mig. Og Hans Jørn... Siden Simone gik bort...., Dietrich Monrad trak vejret dybt og drak en slurk af sin hylde te. - Siden hans mor døde, har han været meget ulykkelig. De stod hinanden meget nær. Mere end HP.

- Var der rivalisering mellem de to brødre?

- Tja, det har der vel været. Men ikke mere end sund konkurrence.

- Har Hans Jørn tidligere udvist voldelig adfærd? spurgte Kamber.

Dietrich Monrads blik flakkede og han fæstnede det på hunden, som lå ved hans fødder.

- Nej. Det tror jeg i det mindste ikke.

- Hvorfor var Hans Jørn tættere med sin mor? spurgte Louise.

- Hans Jørn var svagere fra fødslen. Og så er han født med en defekt på det ene øje. Han skulle gå med briller. Så min kone passede vel ekstra godt på ham. Men i årenes løb har han indhentet det.

- Vi ved, at Hans Jørn er stået på et fly i Kastrup, med kurs mod Spanien, sagde Louise. - Har du en ide om, hvorfor han kan være rejst til Spanien?

- Nej, ikke umiddelbart. Men vi har nogen venner, som bor der. Vi har tit været der nede på besøg. Også Hans Jørn alene. Måske vil han opsøge dem.

- Vi forventer, at finde ham i lufthavnen, men må jeg bede om adressen på vennerne i Spanien?

Dietrich Monrad rejste sig og gik. Et øjeblik senere vendte han tilbage med en seddel, som han rakte til Louise.

- Der står også deres telefonnummer.

- Tak, sagde Kamber. - Så skal vi ikke forstyrre mere nu.

- Ved I med sikkerhed, at Hans Jørn er skyldig i pigens tilstand?

- Beviserne peger lige nu i den retning.

- Hvordan har pigen det? Hvad siger hun selv?

- Hun ligger som sagt i koma. Lægerne betragter hendes tilstand som kritisk. Lillesøsteren er stadig for rystet til at vi har kunnet foretage en fuldstændig afhøring. Men jeg beklager. Medmindre der dukker helt nye oplysninger op, så eh...