Rejsen på den uendelige cirkel

By Salman Parvez Dar

Hvad gør man, når man ikke vil være klassens klovn, men alligevel bliver det? Hvad gør man, når man ikke vil have opmærksomhed, men alligevel får den? Hvad gør man, når nogen skriger efter hjælp, og man forsøger at hjælpe, men det ingen effekt har? Hvad gør man, når man elsker nogen, men ikke tør sige det?

Peter og Kaiser begynder på gymnasiet og bygger en poesiportal for at folk skal poste deres digte og battle mod hinanden. Hvad de troede kun ville blive brugt som et værested for kreativitet og lyrik, viser sig at have andre anvendelsesformer og stor indvirkning på deres og kammeraternes liv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 28, 2020
• ISBN: 9788743018452

Salman Parvez Dar

Salman Parvez Dar arbejder indenfor IT-branchen, hvor han til dagligt har ansvar for leverance af software. Vægten ligger på samarbejde og processer i teams, henover afdelinger og endda på tværs af landegrænser. "Rejsen på den uendelige cirkel" er hans debutroman.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Sea of Sin (Sensoria)

Ma Baker

Supersede

Higher Love (Devotional)

La Petite Fille de la Mer

So Wat'cha Want

Full Moon

I Feel You (Throb)

Ambient Galaxy (Disco Valley)

World in My Eyes (Oil Tank)

Loverboy

Personal Jesus (Holier Than Thou Approach)

Mad World

Aankhon Mein Raho

Come to Me

Snappy (The Spice Has Risen)

You Made Me the Thief of Your Heart

Movement X (Epilogue)

Stripped (Devotional)

Waiting for the Night

Kharayaan Dey Naal

Enjoy the Silence (Ecstatic)

Efterord

SEA OF SIN

(SENSORIA)

Årets sidste terminsprøver nærmede sig. Sommerferien nærmede sig. Alligevel var det ikke det, Peter havde på sinde. I morgen ville hans mor blive begravet.

Han sad alene på sit værelse. Alene i hele lejligheden. Et par gange om dagen kom hans naboer, Kaiser og hans mor, forbi med mad. Kaiser havde arrangeret alt til begravelsen. Peter behøvede kun at møde op i kirken en enkel gang til et personligt møde. Alt andet var ordnet af Kaiser.

Peter tørrede øjnene for tårer, tændte sin computerskærm og loggede på sin portal – ipvg.dk. Øjnene vibrerede et øjeblik. Musen bevægede han hen over knappen Opret indlæg og klikkede. I tekstboksen begyndte han at skrive:

Vanen tro

Det regner. Dråberne falder som lange, spidse diamanter fra den mørke, glimtende himmel. Lynet brager og brøler i tide og utide. Med begge hænder og arme løfter han øksen så højt som muligt. Han står næsten i bar overkrop.

Hans krop er tildækket med få klæder. En læderhætte, der dækker hele hovedet, ansigtet og halsen. Han kan kun lige se ud af to huller ved øjnene og trække vejret igennem et andet ved munden. Seler holder hans mørke, brune ruskindsbukser. Hans høje, sorte læderstøvler. Han har en sølvring på hver finger på højre hånd. Hans venstre hånd og arm er fuldstændig tatoveret.

Han svinger øksen. Med åben mund, hvor alle de hvide tænder tydeligt ses i det glitrende mørke, trækker han kraftfuldt øksen nærmest lodret nedad. Inden den rammer træblokken skal den passere en menneskehals. Manden med fødder og knæ på jorden, hænder bundet på ryggen, og panden på træet er med sin krumme ryg klar til at blive splittet.

Hovedet og kroppen falder. Blodet fosser ud, ned ad den høje bakke, hvor eksekveringen finder sted. Bedemanden med den sorte kåbe bliver ved med at læse højt. Et par betjente står og betragter liget. De står i deres uniform, en rustning af solidt metal og metalhjelme, der dækker hovedet og dele af ansigtet. Spyd og skjold i hænderne. Blodet flyder ned og blandes med de mange vandpytter, som findes på den golde, ujævne bakkeskråning.

Med øksen over højre skulder går han hjem. De dunkle gader og snævre veje hører til den mørkere del af den store og ellers livlige by. Her findes mindre hytter og huse, hvis vinduer er trælåger og ikke af glas. Alligevel undslipper lys inde fra olielamperne. Der er trods alt varme og liv indendørs. Han er den eneste, der færdes på disse gader på dette tidspunkt af natten. Hvert skridt, han tager, kan høres fjernt. Kun regn og til tider torden giver lyd fra sig.

Han åbner døren til sit hjem. To af hans små drenge kommer løbende og omfavner hans ben. De har også læderhætter, bar overkrop, seler og ruskindsbukser på. Dog uden sko. Hans kone er iført en lang kjole. Deres datter kommer også til syne i stuen. Hun ligner sin mor på en prik. Samme kjole, samme frisure, endda samme ansigtstræk. Han sætter sig til bords, hvor maden står klar. Han bliver fulgt af resten af familien.

De to drenge spørger deres far: Far ... er du oppe på 1000? Er du oppe på 1000?

Manden tager en ordentlig slurk af suppen med hvide linser. Det ligner aflange, ubevægelige mider. Han svarer: Nej, ikke endnu. Der var kun én i dag. Næste uge runder jeg den tusinde.

Børnene jubler, og det gør moren også.

De går hurtigt i seng, da det er blevet sent. Manden tager skoene af som det eneste og lægger sig til at sove. Moren trækker dynen op til børnenes hals. To læderhætter og et pigeansigt er det eneste, man ser i den brede seng. Moren kysser alle tre godnat. Hun lægger sig ved siden af sin mand, som for længst er faldet i søvn. Hun falder også i søvn.

Peter trykkede Opret, og hans korte historie blev postet på hans portal.

Et øjeblik senere drejede nøglen omkring i hoveddøren, og Kaiser trådte ind i lejligheden. Han gik ind på Peters værelse og satte sig i stolen overfor.

Hey, Peter. Alt skulle være klart – kl. 10 i morgen.

Tak, Kaiser. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig og din mor.

Kaiser hævede hånden og signalerede stop. For helvede, Peter. Der er ikke noget at takke for. Du er min ven. Hvornår skulle jeg ellers være der for dig, hvis ikke nu?

Kaiser holdt en kort pause. Peter, den historie, du lige har postet på portalen … du har ikke tænkt dig at løbe ud på gaden i en syret killing spree og kappe hovedet af folk, vel? Jeg har ikke rigtig … fået spurgt dig, hvordan du har det? Jeg håber, at du trods det hele er ved nogenlunde mod? Du ved, du kan dele alt med mig!

Peter smilte. Kaiser, jeg har det fint. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige skrev den historie. Den dukkede bare op. Han holdt en pause. Lige nu er jeg rigtig nervøs. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det kommer til at gå i morgen. Omvendt, det bliver mit sidste farvel til min mor. Jeg håber, at det går godt. Jeg håber, at vi får sendt mor godt afsted.

Kaiser rejste sig og lagde hånden på Peters skulder. Vi er her, Peter. Og selvfølgelig får vi sendt din mor godt afsted!

MA BAKER

Sommeren, året før. Flyttevognen standsede foran opgangen. To chauffører og en dame stod ud. Fru Sultan og Kaiser kiggede ned fra tredje sal.

Det er vores nye naboer, Kaiser. Lad os gå ned og byde dem velkommen, sagde fru Sultan på urdu.

Behøver vi virkelig, ammi? Så skal jeg garanteret hjælpe dem med at bære ting op.

Ja, sagde fru Sultan og så på Kaiser.

Kaiser gik ind på sit værelse for at skifte til joggingbukser. Han var hurtigt tilbage. Lad os komme ned.

***

Nede på gaden åbnede den ene af chaufførerne den store bagklap. Den anden tog arbejdshandsker på. Da fru Sultan og Kaiser kom ud af opgangen, hilste hun på en dame, som stod og betragtede chaufførerne: Goddag, kære nabo.

Damen vendte sig overrasket om. Goddag.

Mit navn er Beenish Sultan, og dette er min søn, Kaiser, fortsatte fru Sultan.

De hilste på hinanden.

Dejligt, jeg er Freja Veje Gammelgaard, og dér kommer min søn, Peter. Hun pegede mod en dreng, som kom gående længere nede ad gaden. Kaiser trådte et kort skridt tilbage og kiggede nysgerrigt. En jævnaldrende dreng. Temmelig bleg og spinkel så han ud. Han bar en hvid T-shirt og havde sorte, tætsiddende jeans på. Da drengen nåede op til dem, stillede han sig ved sin mors side. Han kiggede på fru Sultan og Kaiser og rakte hånden frem. Goddag, jeg hedder Peter.

Goddag, Peter. Jeg er fru Sultan, og dét er min søn.

Hej. Kaiser, som i 'kejser', svarede Kaiser tørt og rakte også hånden frem.

Peters store, bølgede hår er ikke langt fra en afro, tænkte Kaiser.

Han betragtede Peters mor. Hun havde glat, gråt hår og en masse rynker i ansigtet, specielt panden viste tydelige streger i huden. Hun var spinkel som Peter, man kunne se hendes spidse ribben under den tætsiddende T-shirt og gamacherne. Huden på hendes hænder og arme rynkede ved de mindste bevægelser. Kaiser så på sin mor og tænkte: Ser hun også så gammel ud, eller er det bare mig, der ikke opfatter hende som gammel? Hun er mindst dobbelt så stor som Peters mor. Men hendes tøj! Hvor pinligt er det, at hun kommer ned på gaden med sit pakistanske tøj, shalwaar kameez. Tøj, mønstret med enten abstrakte motiver eller elementer fra naturen, skrigende farver, løsthængende.

Chaufførerne begyndte at læsse af.

Skal vi gå i gang? spurgte Peter.

Ja, Kaiser hjælper til, svarede fru Sultan.

Det lyder dejligt, Kaiser, sagde Peters mor.

Yes, lad os få det overstået. Kaiser forsøgte at smile.

Fru Sultan gik lettere haltende op til sig selv, og Kaiser, Peter og hans mor begyndte at bære tingene op, som flyttemændene stillede på fortovet ved opgangen.

***

Tag fat i den anden ende. Kaiser stod på den ene side af sofaen. De havde allerede gået op med hjørnelamper, madrasser samt en masse flyttekasser. Peter bukkede sig ned for at tage fat i de små ben.

Vil du gå først, eller skal jeg? spurgte Kaiser.

Peter trak på skuldrene. Begge rejste sig samtidigt og holdt sofaen.

Ved du hvad, Peter? Jeg går først.

Sofaen vejede mere, end hvad Kaiser havde regnet med. Siderne og ryglænet var gjort af træ. Peter, som stod tættest på opgangen, begyndte at gå baglæns væk fra opgangen, så Kaiser kunne gå ind først.

Så får han den tunge ende, tænkte Kaiser og smilte indeni.

Mellem etagerne var Kaiser udfordret, han måtte styre sofaen, mens den blev ført op. Kun få gange gav han lyd fra sig. Flere gange spurgte han: Går det, Peter? Klarer du den?

Kaiser gjorde sig umage med ikke at lyde som en, der kun havde én lunge.

Da de nåede 3. sal, tog Kaiser lydløst nogle dybe indåndinger for ikke at virke forpustet, når de stillede sofaen ned. Sveden trillede ned ad panden og langs kinderne på dem begge.

Det var da ikke så galt, sagde Kaiser.

Du er stærk! sagde Peter og prustede. Han grinte samtidig med, at han hev efter vejret. Kaiser smilte, som var det ingenting.

Ja, jeg har hjulpet stort set hele blokken med at flytte ind. I går var det opgangen ved siden af. I forgårs var det længere nede ad gaden. Men lad os gå ind med sofaen og tage resten.

Peter nikkede. Peters mor kiggede ud til dem og sagde: Hvor godt. Det har I styr på drenge. Stil den gerne ind i stuen.

Døren fra modsatte side blev åbnet, og fru Sultan kom ud. En brise med duft af krydderier blæste ud i opgangen. Peter vendte sig om.

Nøj, hvor dufter her godt! sagde han.

Pakistansk mad, Peter, sagde Kaiser.

Ja, og I spiser med os i dag. Skynd jer at blive færdige, afsluttede fru Sultan.

Peter og moren sagde 'tak' i munden på hinanden.

Nåh Peter, lad os gå ind med denne og tage det sidste, sagde Kaiser og bøjede sig for at løfte sofaen.

Peter gik ned i hug, tog fat i sofaens fødder igen. En, to, tre, kom så, løft!

Hvornår får I lagt gulvtæppe? spurgte Kaiser på vej ind.

Hvor, i stuen?

Nej, over det hele!

Hvem lægger gulvtæppe over det hele? spurgte Peter.

Vi har sgu da gulvtæppe over det hele, sagde Kaiser.

Også i gangen?

Ja, hvad mener du? Hvorfor skulle man ikke have gulvtæppe dér?

Jeg har aldrig set gulvtæppe i gangen hos nogen. Men, det går vel an. Peter trak på skuldrene.

Kom, lad os blive færdige, sagde Kaiser og rystede på hovedet.

Nu manglede spisebord, stole, reoler og senge, som var skilt ad. Det gik mere raskt end med den tunge sofa. Knap en time senere var dagens arbejde overstået. Peters mor så tilfreds på dem begge.

Det er godt gået drenge. Nu mangler vi bare at samle de to senge og reolerne. Det klarer vi senere. Tak for hjælpen, Kaiser.

Kaiser smilte: Men nu skal vi spise. Kom med ind.

Kaiser gik i forvejen og vinkede dem begge med. Peters mor låste døren bag sig. Peter og Kaiser trådte ind i gangen til Kaiser og fru Sultans lejlighed.

Kom ind, kom ind, sagde Kaiser og tog skoene af. Han stillede dem ved siden. Peter så ned. Han så et gråt gulvtæppe, som var lagt i hele gangen.

Hvilket værelse har du, Kaiser? Jeg har taget det for enden, sagde Peter.

Hæh! Det er det bedste værelse, selvfølgelig har jeg også det magen til.

Fru Sultan dukkede op med en gryde i hænderne. Hun skyndte sig ind i stuen. Hun sang nærmest: Kom så, kom så. Lad os spise, maden er varm.

Alle fulgte med til spisebordet. Der hang et par billeder af en mand, fru Sultan og sidst med Kaiser på væggen for enden. Sofaen virkede til at være overtrukket med et hjemmelavet betræk med røde og gule, store blomster. Peters mor hævede venstre øjenbryn, da hendes blik landede på sofaen. Peter så ned igen. Også i stuen var der lagt gulvtæppe – mørkeblåt, noget abstrakt mønster udført med utydelige, sorte streger. Aftenen var dårligt gået i gang, men fru Sultan havde tændt lyset alligevel. Det var to aflange lysstofrør i en ramme, der gav et skarpt, klinisk, hvidt lys.

Kom og sæt jer, sagde fru Sultan og tog grydeskeen og rørte rundt i gryden et par gange. Værsgo', tag for jer, Peter og Freja.

Peter, som sad tættest på, tog først. Hakket oksekød og kartofler i tern. Han hældte en ordentlig portion på den flade tallerken foran sig. Fru Sultan tog fat i grydens håndtag og løftede den tættere på fru Gammelgaard.

Nej, hvor dufter det dejligt, fru Sultan, sagde Peter.

Tak, svarede hun og placerede gryden tilbage. Hun kommanderede Kaiser: Del naan-brød ud.

Kaiser løftede låget af varmeboksen og holdt den frem for gæsterne. De tog hver især et enkelt naan-brød og lagde det på den mindre, flade tallerken ved siden af den store. Nu hældte Kaiser og fru Sultan op til sig selv.

Der er salat på fadet dér, og vand, saft og sodavand dér, sagde fru Sultan.

Hvad vil I have at drikke? Kaiser rejste sig igen, denne gang for at hælde op.

Jeg kunne godt tænke mig æblejuice, sagde Peter.

Fru Gammelgaard? spurgte Kaiser.

Bare noget vand, tak. Hun så forvirret ud og spurgte: Har I kniv og gaffel?

Kaiser grinte. Man skal spise det her med fingrene.

Det behøver man ikke, skyndte fru Sultan sig at sige. Jeg henter bestik.

Hurtigt var hun tilbage med knive og gafler. Kaiser brækkede et stykke af sit naan-brød og samlede en klump hakket oksekød i brødet. Han smilte til Peter, inden han kom det i munden.

Jeg spiser som Kaiser, fru Sultan, sagde Peter og skubbede sit bestik til side.

Fru Sultan så spørgende på Peter, og Kaiser forklarede på urdu, hvad Peter mente.

Det' ik' for stærkt? spurgte Kaiser med mad i munden. Fru Sultan så på Kaiser, og han tyggede undskyldende færdigt.

Mmm, suverænt, sagde Peter.

Det smager dejligt, sagde Peters mor, som først skar et stykke naanbrød på den ene tallerken, bar det med gaflen over på tallerkenen med hakket oksekød, førte en smule op på brødet med kniven, og spiste det. Sådan kom hun igennem sin del. Peter bad om mere, da han var færdig med sin portion.

Selvfølgelig! Tag mere, Peter. Fru Sultan hoppede nærmest op af stolen.

Da alle havde spist færdigt, sagde Peters mor: Tusind tak for mad. Det var ovenud skønt. I skal altså have os undskyldt, men vi skal have gjort sengene klar, så vi kan få en god nats søvn. Hun rejste sig for at gå ind til sig selv.

Freja, det er helt fint. Kaiser hjælper med at samle alt, hvad I har behov for, sagde fru Sultan.

Du behøver ikke, Kaiser. Vi kan sagtens klare det selv. Det skulle vi jo alligevel, sagde Peter.

Nej, nej, protesterede Kaiser, selv om han gabte og var ved at segne af træthed. Jeg både vil og kan.

Vi kan nå noget te og kaffe, sagde fru Sultan. Hvad kunne I tænke jer?

Nej tak, vi vil ikke være til besvær. Det er så fint, at Kaiser vil hjælpe, så vi går nu, sagde Peters mor.

Fru Sultan hævede sin hånd og signalerede stop. Freja, der er masser af tid. Sæt jer over i sofaen, så henter jeg kaffe og kage.

Hun gjorde tegn til Kaiser om at rydde spisebordet.

Må jeg hjælpe? spurgte Peter, men Kaiser gjorde ligesom sin mor tegn, at Peter skulle stoppe og tage plads.

Kaiser havde ryddet af bordet og båret alt ud i køkkenet. Fru Sultan kom ind i stuen med en bakke med to kander, en tallerken med drømmekage, fire kopper og små tallerkener med teskeer. Hun stillede bakken midt på bordet foran sofaen. Ligesom spisebordet, var dette bord dækket til med en plastikdug. Sort farve, slidt her og dér.

Hvad kunne I tænke jer? spurgte fru Sultan.

Kaffe, tak, sagde Freja.

Hun kiggede på Peter, som sagde det samme. Kaiser, som havde sat sig i lænestolen på den anden side af bordet, sagde: Du ved, hvad jeg drikker, ammi.

Fru Sultan hældte op og stillede tallerkenen med drømmekage tæt på gæsternes kopper. Værsgo'.

Peter og hans mor tog hver et stykke. Så skubbede han tallerkenen mod Kaiser. Fru Sultan hev en stol fra spisebordet til sig og satte sig. Hun hældte te op til sig selv.

Tak for gæstfriheden, fru Sultan, sagde Peters mor. Det er rart ikke at skulle tænke på at lave mad i dag.

Kaiser lænede sig tilbage i stolen med sin kop i hånden. Peters mor så på billederne, der hang på væggen. Er det din mand, fru Sultan?

Han er på arbejde? spurgte Peter.

De havde endnu ikke set ham. Peter forsøgte at regne ud, hvorfor Kaisers far ikke var tilstede. Fru Sultan blev stille. Hun fremtvang et smil, men hendes stemme var hæs af smerte.

Han er død.

Beklager virkelig, det er jeg ked af at høre, sagde Peters mor.

Peter fik en klump i halsen og skyndte sig at tage en tår af sin kaffe. Kaiser stirrede ned i bordet foran sig. Han blev dræbt … i Pakistan. Sidste år. Røvere, der ville have hans penge … De må have tænkt, at han måtte være rig, siden han ikke boede i Pakistan. Vi nåede ikke engang til begravelsen.

Kaiser! Fru Sultan hang med hovedet, og hendes overkrop var også krummet sammen.

Peter rynkede panden, satte sig til rette og rystede på hovedet. Hvor er det ærgerligt!

Ja, sagde hans mor. Jeg kondolerer … Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige.

Fru Sultan fældede et par tårer. Livet! Sådan er dét!

Nej! protesterede Kaiser. Han så fortørnet på sin mor. Peter blev overrasket over at se Kaiser reagere så bestemt overfor sin mor. Han havde hele eftermiddagen og aftenen taget ordre på kommando, men nu vendte det hele sig.

"Livet er ikke sådan, mor. Verden er sådan! Fyldt med svin, der ikke fortjener at leve. Far fortjente at leve. Han holdt en pause og fortsatte med tårer i øjnene. Vi nåede ikke engang til begravelsen, fordi vi ikke havde råd til at rejse dertil. Vi så kun en tør grav måneder senere."

Kaiser!

Jamen, rejste han alene? spurgte Peter. Var I ikke med? Hvad med politiet? Fandt man ikke gerningsmændene?

Peter! Hans mor lagde sin hånd på hans skulder. Jeg tror ikke, vi skal tale mere om det. Kun hvis fru Sultan vil det. Hun vendte sit blik mod fru Sultan. Beklager, virkelig, fru Sultan. Det var ikke meningen at ødelægge en god aften.

Det er i orden, sagde Kaiser roligt. Hvor skulle I vide det fra.

Vi kan tale om det en anden dag, afsluttede fru Sultan.

***

Hey, der er da lys på alle værelserne, sagde Kaiser.

Peter og moren havde tændt lyset, så man kunne arbejde uden besvær. Ja, vi overtog jo lejligheden allerede i går og satte lamper op. Skal vi ikke starte inde på min mors værelse? spurgte Peter.

Det er dig, der bestemmer.

De gik ind på Frejas soveværelse. Sengedelene samt pladerne til tøjskabet lå på gulvet. Der var små poser med skruer og møtrikker, små svensknøgler og et par unbrakonøgler. Kaiser dirigerede Peter til at holde, række og balancere delene sammen med ham. Der gik femten minutter, og første seng var samlet.

Videre til næste, sagde Kaiser stolt.

De traskede hen til Peters værelse, hvor de gik i krig med den næste seng. Tyve minutter senere var den også samlet.

Skal vi lige tage skabene også? Det burde ikke tage så lang tid.

Peter så på sit ur. Klokken havde passeret 21:00. Det var ikke ligefrem sengetid, men Peter havde lyst til at ligge ned lige nu.

Lad os bygge tøjskabet i din mors værelse først, og så ser vi, om vi når dit også, sagde Kaiser.

Peter nikkede, og de gik ind på morens værelse. Igen førte Kaiser an, og det gik hurtigt.

Ræk mig døren, Peter. Kaiser ville skrue den sidste del på, så de kunne placere skabet, hvor moren ville have det. Da døren var skruet på, betragtede Kaiser den tredelte reol, som var hvid på overfladen, men havde en masse mærker. Den var noget slidt, og det var tydeligt, at den var nogle år gammel. Da Kaiser samlede den, kunne han mærke, at han ikke måtte stramme skruerne for meget. Ellers ville de dreje omkring og ødelægge gevindet i spånpladerne. Han kastede et blik på sengen. Rammen var lavet af træ. Den havde også mærker på sig. Som om den havde været igennem en del flytninger. Nu så han på Peter.

Du fortalte aldrig, hvilken skole du skulle gå på. Var det skole eller gymnasiet? spurgte Kaiser nysgerrigt.

Jeg har fået plads på Cirkelplads Gymnasium.

"Hey! Vi skal gå på samme gymnasium. Jeg troede seriøst, du skulle starte i niende eller