Donor ukendt

By Tess Gerritsen

Fremtiden tegner sig lys for Abby DiMatteo.
Hun er reservelæge på det ansete Bayside Hospital i Boston og har fået tilbudt en plads på transplantationsholdet. Men hun bryder sig ikke om den uskrevne regel, at læger altid skal støtte hinanden, lige meget hvad der foregår.
Og snart bliver hun sat på en moralsk prøve: Hun "kidnapper" et hjerte til sin patient, den fattige teenager Josh O'Day, i stedet for at lade det gå til Nina Voss, hustru til en rig forretningsmand. Det falder hun i unåde på, men redder sin stilling ved hjælp af sin kæreste, kirurgen Mark Hodell. Da et nyt hjerte, som passer Nina, dukker op, opdager Abby, at journalerne, der følger med, er falske.
Samtidig finder hun ud af, at tre kirurger fra transplantationsholdet er døde under mystiske omstændigheder. Og da hun dykker ned i baggrunden for dette, bliver hun selv udsat for mordforsøg…

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Jan 19, 2023
• ISBN: 9789979644323

Book preview

Donor ukendt

Donor ukendt

Tess Gerritsen

Donor ukendt

Originalens titel: Harvest

Copyright © Tess Gerritsen, 1996

Copyright © Jentas ehf., 2022

ISBN 978-9979-64-432-3

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas ehf.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark on behalf of Jane Rotrosen Agency, LLC.

–

Til Jacob, min ægtemand

og min allerbedste ven

1. kapitel

Han var lille af sin alder, mindre end de andre drenge, der tiggede i fodgængertunnelen ved Arbats-Kaja, men i en alder af bare elleve havde han allerede prøvet det hele. Han havde røget cigaretter i fire år, stjålet i tre og et halvt og trukket i to. Det sidste var Jakov ikke særlig glad for, men det var noget, onkel Misja forlangte. Hvordan skulle de ellers kunne købe brød og cigaretter? Jakov, som var den mindste og mest lyshårede af onkel Misjas drenge, var den, der måtte tage den hårdeste tørn. Kunderne foretrak altid de yngste og lyseste. Jakovs manglende venstrehånd generede dem tilsyneladende ikke, faktisk lagde de fleste af dem knap nok mærke til hans visne stump. De var alt for betaget af hans spinkelhed, hans blondhed, hans blå øjne.

Jakov længtes bare efter at vokse sig for stor til den profession; at tjene til livets ophold som lommetyv ligesom de større drenge. Hver morgen når han vågnede op i Misjas lejlighed, og hver aften inden han faldt i søvn, rakte han sin ene raske hånd op og greb fat om tværstangen ved hovedgærdet af sin feltseng. Og så rakte og strakte han sig i håb om at lægge endnu en brøkdel af en centimeter til sin vækst. En nytteløs øvelse, havde onkel Misja fortalt ham. Jakov var lille, fordi han kom fra en familie, der var lille af vækst. Den kvinde, der havde efterladt ham i Moskva for otte år siden, havde også været lille af vækst. Jakov kunne knap nok huske den kvinde, og han kunne heller ikke huske meget om noget andet fra sit liv før den store by. Han vidste kun, hvad onkel Misja havde fortalt ham, og han troede ikke på halvdelen af det. Som elleveårig var Jakov både diminutiv og klog.

Så det var med sin medfødte skepsis, han nu betragtede den mand og kvinde, som talte forretninger med onkel Misja over spisebordet.

Parret var ankommet til lejligheden i en stor sort bil med mørke vinduer. Manden, som hed Gregor, var i jakkesæt og slips og sko af rigtigt læder. Kvinden, Nadija, var lyshåret og klædt i nederdel og jakke af tynd uld, og hun medbragte en stor solid rejsetaske. Hun var ikke russer – så meget stod straks klart for alle fire drenge i lejligheden. Hun var amerikaner måske, eller englænder. Hun talte flydende russisk, men med accent.

Mens de to mænd snakkede forretninger over vodka, vandrede kvindens blik rundt i den lille bitte lejlighed og noterede sig de gamle militærfeltsenge, der var skubbet ind mod væggen, stakken af snavset sengetøj og de fire drenge, der krøb sammen i frygtsom tavshed. Hun havde lysegrå øjne, kønne øjne, og hun studerede drengene nøje efter tur. Først så hun på Pjotr, den ældste på femten. Derefter så hun på Stepan på tretten, og Aleksej på ti.

Og til sidst så hun på Jakov.

Jakov var vant til den slags undersøgende blikke fra voksne, og han så roligt igen. Hvad han ikke var vant til var at blive så hurtigt forbigået. Normalt ignorerede de voksne de andre drenge. Denne gang var det den ranglede, filipensede Pjotr, som tiltrak kvindens opmærksomhed.

Nadija sagde til Misja: „Du gør det helt rigtige, Mikhail Isajevitj. Disse børn har ingen fremtid her. Vi tilbyder dem en fantastisk chance!" Hun smilede til drengene.

Stepan, den torsk, smilede tilbage som en forelsket idiot.

„De må forstå, at de ikke taler engelsk, sagde onkel Misja. „Kun et enkelt ord hist og pist.

„Børn lærer hurtigt. For dem vil det ikke være noget problem."

„De vil behøve tid til at lære. Sproget, maden –"

„Vores agentur ved alt om overgangsproblemer. Vi arbejder med så mange russiske børn. Forældreløse børn som de her. Det første stykke tid vil de opholde sig på en skole, så de kan få tid til at tilpasse sig."

„Og hvis de ikke kan det?"

Nadija tøvede. „Det hænder, at der er undtagelser. Dem med følelsesmæssige problemer. Hendes blik gled hen over de fire drenge. „Er der én specielt her, som bekymrer Dem?

Jakov var helt klar over, at han var den ene med de problemer, de talte om. Den, der sjældent lo og aldrig græd, den, onkel Misja kaldte sin „lille stendreng". Jakov vidste ikke, hvorfor han aldrig græd. De andre drenge græd store og våde tårer, når de blev gjort fortræd. Jakov gjorde simpelt hen bare sin hjerne tom, ligesom fjernsynsskærmen bliver tom sent om aftenen, når udsendelserne er forbi. Ingen transmission, intet billede, bare det der beroligende hvide snevejr.

„De er alle gode drenge, sagde onkel Misja. „Fremragende drenge.

Jakov så på de tre andre drenge. Pjotr havde fremspringende pande og skuldre, der altid ludede forover ligesom en gorillas. Stepan havde underlige ører, små og krøllede, og mellem dem flød en valnød af en hjerne. Aleksej suttede på tommelfinger.

Og jeg, tænkte Jakov og så ned på sin stumpede underarm, jeg har kun én hånd. Hvorfor siger de, at vi er fremragende? Alligevel var det lige netop, hvad onkel Misja blev ved med at påstå. Og kvinden blev ved med at nikke. Det var gode drenge, sunde drenge.

„Selv deres tænder er gode! påpegede Misja. „Ikke spor rådne. Og se, hvor høj Pjotr er.

„Ham dér ser underernæret ud. Gregor pegede på Jakov. „Og hvad er der sket med hans hånd?

„Han er født uden."

„Stråleskadet?"

„Det påvirker ham ikke på anden måde. Det er kun den manglende hånd."

„Det burde ikke være noget problem, sagde Nadija. Hun rejste sig op. „Vi må af sted. Det er på høje tid.

„Allerede?"

„Vi har en tidsplan, der skal overholdes."

„Jamen – deres tøj –"

„Agenturet vil sørge for tøj. Bedre end det, de har på nu."

„Behøver det at gå så stærkt? Har vi slet ikke tid til at sige farvel?"

Der kom et flygtigt glimt af irritation i kvindens grå øjne. „Så et øjeblik da. Vi kan ikke risikere at komme for sent til vores skib."

Onkel Misja så på sine drenge, sine fire drenge, der hverken var bundet til ham af slægtskab eller bare kærlighed, kun af gensidig afhængighed. Gensidigt behov. Han omfavnede de fire drenge efter tur. Da han kom til Jakov, holdt han om ham lidt længere, lidt fastere. Onkel Misja lugtede af løg og cigaretter, velkendte lugte. Gode lugte. Men Jakov veg instinktivt tilbage fra fysisk nærhed. Han hadede at blive omfavnet eller berørt, lige meget af hvem.

„Husk din onkel, hviskede Misja. „Når du er blevet rig i Amerika. Husk, hvordan jeg passede på dig.

„Jeg vil ikke til Amerika," sagde Jakov.

„Det er det bedste. For jer alle sammen."

„Jeg vil blive hos dig, onkel! Jeg vil blive her."

„Du er nødt til at tage af sted."

„Hvorfor?"

„Fordi jeg har bestemt det. Onkel Misja greb ham om skuldrene og ruskede ham hårdt. „Jeg har bestemt det.

Jakov så på de andre drenge, som stod og grinede til hinanden, og han tænkte: De er glade over det her. Hvorfor er jeg den eneste, der er i tvivl?

Kvinden tog Jakov i hånden. „Jeg tager dem med ud til bilen. Gregor kan blive her og gøre papirerne færdig."

„Onkel?" kaldte Jakov.

Men Misja havde allerede vendt sig væk og stod og stirrede ud ad vinduet.

Nadija gennede de fire drenge ud på gangen og ned ad trapperne. Der var tre etager ned til gaden. Det var, som om alle de tunge klodsede sko, al den larmende drengeenergi gav genlyd op gennem den tomme trappeskakt.

De var allerede nået ned i stueetagen, da Aleksej pludselig stoppede op. „Vent! Jeg glemte Sju-Sju!" råbte han og styrtede op ad trappen igen.

„Kom tilbage! råbte Nadija. „Du kan ikke gå derop!

„Jeg kan ikke lade ham blive her!" råbte Aleksej.

„Kom herned nu!"

Aleksej fortsatte bare op ad trinene. Kvinden skulle lige til at løbe efter ham, da Pjotr sagde: „Han tager ikke med uden Sju-Sju."

„Hvem djævelen er Sju-Sju?" hvæsede hun.

„Hans tøjhund. Han har haft den altid."

Hun så op gennem trappeskakten mod fjerde etage, og i det øjeblik så Jakov noget i hendes øjne, som han ikke forstod.

Frygt.

Hun stod, som om hun vaklede mellem at forfølge eller efterlade Aleksej. Da drengen kom løbende ned ad trapperne igen, med den lasede Sju-Sju knuget i favnen, var det, som om kvinden sank lettet ind mod gelænderet.

„Jeg har ham!" råbte Aleksej og krammede hårdt om tøjdyret.

„Nu går vi," sagde kvinden og gennede dem udenfor.

De fire drenge myldrede ind på bilens bagsæde. Pladsen var trang, og Jakov måtte sidde halvvejs på skødet af Pjotr.

„Kan du ikke anbringe din spidse røv et andet sted?" brokkede Pjotr sig.

„Hvor skal jeg anbringe den? I fjæset på dig?"

Pjotr skubbede til ham. Jakov skubbede igen.

„Hold så op! kommanderede kvinden omme fra forsædet. „Opfør jer ordentligt.

„Jamen, der er ikke plads nok heromme bagved," sagde Pjotr klagende.

„Så gør plads. Og ti stille!" Kvinden så op på huset, op mod fjerde sal. Mod Misjas lejlighed.

„Hvad venter vi på?" spurgte Aleksej.

„Gregor. Han er ved at underskrive papirerne."

„Hvor længe varer det?"

Kvinden lænede sig tilbage og stirrede stift frem for sig. „Ikke længe."

Det var tæt på, tænkte Gregor, da drengen Aleksej forlod lejligheden for anden gang og smækkede døren hårdt i efter sig. Var den lille skiderik kommet bare ét minut senere, ville der være blevet en helvedes ballade. Hvad i alverden bildte den åndssvage Nadija sig ind at lade ungen løbe op i lejligheden igen? Han havde været imod at bruge Nadija lige fra starten. Men Reuben havde insisteret på en kvinde. Folk ville føle tillid til en kvinde.

Drengens skridt forsvandt ned ad trappen, høje tramp fulgt af braget fra husets gadedør.

Gregor vendte sig om mod alfonsen.

Misja stod stadig henne ved vinduet og så ned på gaden, på den bil, som hans drenge sad i. Han pressede hånden mod ruden, med de tykke fingre spredt til et farvel. Da han vendte sig om mod Gregor, var hans øjne faktisk slørede af tårer.

Men hans første ord drejede sig om pengene. „Er de i tasken?"

„Ja," svarede Gregor.

„Alle sammen?"

„Tyve tusind amerikanske dollars. Fem tusind pr. barn. Det var den pris, De gik med til."

„Ja. Misja sukkede og strøg sig over ansigtet. Et ansigt, hvis furer tydeligt afslørede virkningen af for megen vodka, for mange cigaretter. „Og de vil blive adopteret af ordentlige familier?

„Det skal Nadija nok sørge for. Hun elsker børn. Det er derfor, hun har valgt dette job."

Misja fremtvang et blegt smil. „Måske kunne hun finde en amerikansk familie til mig."

Gregor måtte have ham væk fra det vindue. Han pegede på rejsetasken, som stod på et lille bord. „Værsgo. Kig selv efter, hvis De har lyst."

Misja gik hen til tasken og åbnede den. Inde i den lå stakke vis af amerikanske pengesedler, bundet sammen i sirlige bundter. Tyve tusind dollars, nok til al den vodka, en mand behøvede til at ødelægge sin lever. Hvor er det dog billigt at købe en mands sjæl nu om dage, tænkte Gregor. På gaderne i dette nye Rusland kunne man lave tuskhandel med alt. En kasse israelske appelsiner, et amerikansk fjernsyn, en kvindes krop. Der var muligheder overalt, for dem, der havde evnen til at udnytte dem.

Misja stod og stirrede ned på alle de penge, hans penge, men ikke med et triumferende udtryk. Det var snarere et udtryk af væmmelse. Han lukkede tasken igen og blev stående med bøjet hoved og hænderne hvilende på den hårde, sorte plastic.

Gregor gik lige hen bag Misjas halvskaldede hoved, hævede sit lyddæmpede automatvåben og affyrede to kugler lige ind i mandens hjerne.

Blod og grå hjernemasse oversprøjtede væggen overfor. Misja sank forover og væltede bordet med i faldet. Tasken med pengene faldt ned på gulvtæppet ved siden af ham.

Gregor snuppede den hurtigt, inden den stadig større blodpøl kunne nå den. Der var klatter af menneskevæv på den ene side. Han gik ud i badeværelset og brugte noget toiletpapir til at tørre tasken af og skyllede papiret ud i toilettet. Derefter gik han tilbage til stuen, hvor Misja lå. Blodpølen havde allerede bredt sig tværs over gulvet og var ved at trænge ned i et andet tæppe.

Gregor så sig om i stuen for at sikre sig, at hans arbejde her var gjort, og at han ikke havde efterladt nogen beviser. Han følte sig fristet til at tage vodkaflasken med, men lod være. Det ville kræve forklaringer, hvorfor han havde Misjas dyrebare flaske, og Gregor havde ingen tålmodighed med børns spørgsmål. Det var Nadijas afdeling.

Han forlod lejligheden og gik ned ad trapperne.

Nadija og drengene ventede i bilen. Hun så på ham, da han satte sig ind bag rattet, med tydelige spørgsmål i øjnene.

„Fik du underskrevet alle papirerne?" spurgte hun.

„Ja. Dem alle sammen."

Nadija lænede sig tilbage, og der undslap hende et hørligt suk af lettelse. Hun havde ikke nerver til det her, tænkte Gregor, idet han startede bilen. Hvad Reuben så end sagde, var den kvinde en hemsko.

Der hørtes lyde af håndgemæng omme fra bagsædet. Gregor kastede et blik i bakspejlet og så, at drengene sad og puffede hinanden frem og tilbage. Alle undtagen den mindste af dem, Jakov, som stirrede stift frem for sig. Deres øjne mødtes i spejlet, og Gregor fik en uhyggelig fornemmelse af, at det var en voksens øjne, der stirrede ud af barnets ansigt.

Så vendte drengen sig om og hamrede sin knytnæve i sin sidemands skulder. Og i næste nu var bagsædet ét virvar af sprællende kroppe og lemmer.

„Opfør jer ordentligt! sagde Nadija. „Kan I dog ikke sidde stille? Vi har en lang køretur til Riga for os.

Drengene faldt til ro. Et øjeblik var der stille omme på bagsædet. Men så så Gregor i bakspejlet, hvordan den lille, ham med de voksne øjne, stak en albue i siden på sin sidemand.

Det fik Gregor til at smile. Ingen grund til bekymring, tænkte han. De var, trods alt, bare børn.

2. kapitel

Det var midnat, og Karen Terrio kæmpede for at holde øjnene åbne. Kæmpede for at holde sig på vejen.

Hun havde efterhånden kørt det meste af to døgn, var taget af sted lige efter tante Georginas begravelse, og hun havde ikke stoppet undtagen for at køre ind til siden og tage sig en hurtig lur eller en hamburger og kaffe. Masser af kaffe. Hendes tantes begravelse var efterhånden svundet ind til et to døgn gammelt sløret minde. Visnende gladiolus. Navnløse slægtninge. Tørre fingersandwiches. Forpligtelser, så forbandet mange forpligtelser.

Nu ønskede hun bare at komme hjem.

Hun var godt klar over, at hun burde køre ind til siden igen, burde prøve at snuppe sig endnu en hurtig lille lur, inden hun kørte videre, men hun var så tæt på nu, kun et hundrede og halvtreds kilometer fra Boston. Ved den sidste Dunkin Donuts havde hun tanket op med endnu tre kopper kaffe. Det havde hjulpet, en smule. Det havde givet hende lige akkurat speed nok til at nå fra Springfield til Sturbridge. Nu var virkningen af koffeinen begyndt at fortage sig, og selv om hun troede, hun var vågen, gav hendes hoved jævnligt et brat nik, og hun forstod, at hun havde været faldet i søvn, om end kun for et kort sekund.

Et Burger King-skilt vinkede i mørket forude. Hun drejede af fra motorvejen.

Da hun kom ind, bestilte hun kaffe og en blåbærmuffin og satte sig ned ved et bord. På denne tid af natten var der kun få gæster i lokalet, alle med de samme bleggrå masker af udmattelse. Motorvejsspøgelser, tænkte Karen. De samme trætte sjæle, som syntes at hjemsøge hver eneste motorvejsrestaurant. Der var uhyggeligt stille i restauranten. Alle var koncentreret om at prøve at holde sig vågne og komme tilbage på landevejen.

Ved det nærmeste bord sad en deprimeret udseende kvinde med to små børn, som begge gumlede tavse på småkager. De børn, så velopdragne, så lyshårede, fik Karen til at tænke på sine egne døtre. Det var deres fødselsdag i morgen. I nat, hvor de lå og sov i deres senge, tænkte hun, var de kun én dag fra at blive tretten. Én dag længere væk fra deres barndom.

Når I vågner op, vil jeg være hjemme, tænkte hun.

Hun fyldte sin kaffekop igen, satte et plasticlåg på og gik ud til sin bil.

Hun følte sig helt klar i hovedet nu. Hun kunne klare det. To timer, et hundrede og halvtreds kilometer, og hun ville spadsere ind ad sin entrédør. Hun startede motoren og kørte ud fra parkeringspladsen.

Et hundrede og halvtreds kilometer, tænkte hun. Kun et hundrede og halvtreds kilometer.

Lige godt tredive kilometer derfra, parkeret bag en 7-Eleven, blev Vince Lawry og Chuck Servis færdig med deres sidste seksstyks karton. De havde været i gang i fire stive timer, bare en lille venskabelig kappestrid for at se, hvem der kunne hælde flest Budweisers i sig uden at brække det hele op igen. Chuck havde et forspring på en enkelt. De havde ikke længere rede på det totale antal. Det måtte de finde ud af i morgen tidlig, når de talte de tomme øldåser op, som lå i en bunke omme på bagsædet.

Men Chuck var helt sikkert én forud, og han brystede sig rigtigt over det, hvad der gjorde Vince skidesur, fordi Chuck var bedre til simpelt hen alt. Og det her var ikke en fair konkurrence. Vince kunne godt have klaret en omgang mere, men øllerne var sluppet op, og nu sad Chuck der med det åndssvage grin på, selv om han vidste, det ikke var en fair konkurrence.

Vince skubbede bildøren op og kravlede ud fra førersædet.

„Hvor skal du hen?" spurgte Chuck.

„Jeg henter lige nogen flere."

„Du kan ikke klare flere."

„Gå ad helvede til," sagde Vince og slingrede tværs over parkeringspladsen mod 7-Eleven’s indgang.

Chuck grinede højt. „Du kan jo ikke engang gå!" råbte han ud ad vinduet.

Røvhul, tænkte Vince. Gu’ fanden kunne han gå. Se selv, han gik sgu da helt fint. Han ville bare lige daske ind i 7-Eleven og hente to seksstyks mere. Måske tre. Ork ja, han kunne godt klare tre, sagtens. Hans mave var af stål, og bortset fra at være nødt til at pisse hvert andet øjeblik kunne han overhovedet ikke mærke noget.

Han snublede på vej ind ad døren – skide høje dørtrin, de kunne blive sagsøgt for den slags – men det lykkedes ham at genvinde balancen. Han hentede tre seksstyks fra køleskabet og slentrede over til kasseapparatet. Han smed en tyvedollarseddel på bordet.

Ekspedienten så på pengene og rystede på hovedet. „Dem kan jeg ikke tage imod," sagde han.

„Hvad mener du med det?"

„Jeg må ikke sælge øl til en beruset kunde."

„Siger du, at jeg er fuld?"

„Ja."

„Hør nu her, det er jo penge, ikke? Vil du ikke have mine skide penge?"

„Jeg vil ikke risikere en retssag. Sæt nu bare de øller tilbage igen, ikke? Og hvorfor køber du dig ikke hellere en kop kaffe i stedet? Eller en hotdog?"

„Jeg skal ikke have nogen skide hotdog."

„Så bare forsvind, min dreng. Farvel."

Vince skubbede den ene seksstyks tværs over disken. Den røg ud over kanten og faldt på gulvet med et brag. Han skulle lige til at sende den næste af sted, da ekspedienten hev en skyder frem. Vince stivnede midt i skubbet og stod bare og gloede på den.

„Skrub så af," sagde ekspedienten.

„Okay. Vince trak sig et par skridt baglæns, med begge hænder opgivende i vejret. „Okay, jeg har forstået.

Han snublede over det forbandede dørtrin igen, da han gik ud ad døren.

„Hvor er de så?" spurgte Chuck, da Vince satte sig ind i bilen igen.

„De er udgået for øl."

„De kan ikke være udgået for øl."

„Gu’ fanden er de udgået, er du med?" Vince startede bilen og pressede foden mod speederen. De strøg ud fra parkeringspladsen med hvinende dæk.

„Hvor skal vi nu hen?" spurgte Chuck.

„Finde en anden butik. Han skelede ud i mørket forude. „Hvor er opkørslen? Den må være her et sted.

„Mand, giv nu op. Du klarer alligevel aldrig en omgang til uden at brække dig."

„Hvor er den skide opkørsel?"

„Jeg tror, du er kørt forbi den."

„Nej, dér er den." Vince svingede brat til venstre, så dækkene skreg mod asfalten.

„Hov, sagde Chuck. „Hov, jeg tror ikke –

„Vi har stadig tyve skide dollars. De skal nok tage dem. Nogen skal nok tage dem."

„Vince, du kører den forkerte vej!"

„Hva’?"

Chuck råbte: „Du kører den forkerte vej!"

Vince rystede energisk på hovedet og prøvede at fokusere på vejen. Men lysene var alt for skarpe, og de skinnede ham lige ind i øjnene. Det virkede, som om de blev skarpere og skarpere.

„Træk til højre! skreg Chuck. „Det er en bil! Træk til højre!

Vince slog et sving til højre.

Det gjorde lysene også.

Han hørte et skrig, ukendt, uhyggeligt.

Ikke Chucks, men sit eget.

Dr. Abby DiMatteo var træt, mere træt, end hun nogen sinde før i sit liv havde været. Hun havde været vågen i tredive stive timer, hvis man ikke talte hendes ti minutters lur ovre på røntgenafdelingen med, og hun var klar over, at hendes udmattelse kunne ses. Mens hun vaskede hænder, havde hun set et glimt af sig selv i spejlet og var blevet forfærdet over skyggerne af træthed under sine mørke øjne og det forpjuskede hår, der nu hang i en filtret sort manke. Klokken var allerede ti, og hun havde endnu ikke fået brusebad eller bare børstet tænder. Morgenmaden havde været et hårdkogt æg og en kop meget sød kaffe, som en betænksom operationssygeplejerske havde givet hende for en time siden. Abby skulle være heldig, hvis hun fik tid til at spise frokost, og endnu heldigere, hvis hun kunne forlade hospitalet klokken fem og være hjemme klokken seks. Bare det at synke ned i en stol lige nu ville være ren luksus.

Men man sad ikke ned under stuegangen mandag morgen. Og da slet ikke, når stuegangen blev ledet af dr. Colin Wettig, chef for Bayside Hospitals kirurgiske efteruddannelsesprogram. Dr. Wettig var tidligere general i hæren og var berygtet for sine skarpe og ubønhørlige spørgsmål. Abby var skræmt fra vid og sans af Generalen, og det samme var alle de andre kirurgiske reservelæger.

Elleve af dem stod nu på Kirurgisk Intensivafdeling i en halvcirkel af hvide kitler og grønne operationsdragter. Alles blikke var rettet mod overlægen. De vidste, at enhver af dem kunne blive overfaldet med et spørgsmål. At blive grebet i at mangle svar var ensbetydende med at blive udsat for en langvarig omgang meget personlig ydmygelse.

Gruppen havde allerede aflagt besøg hos fire nyopererede patienter og havde diskuteret behandlingsplaner og prognoser. Nu stod de samlet ved Seng 11. Abbys nye patient. Det var hendes tur til at fremstille tilfældet.

Selv om hun holdt et clipboard i armene, kiggede hun ikke i sine notater. Hun forelagde tilfældet efter hukommelsen, med blikket stift rettet mod Generalens usmilende ansigt.

„Patienten er en 34 år gammel hvid kvinde, indlagt klokken et i nat via skadestuen efter et frontalt sammenstød på Motorvej 90. Hun blev ventileret og stabiliseret på stedet og derefter bragt med helikopter hertil. Ved ankomsten viste hun tydelige tegn på utallige læsioner. Der var åbne og lukkede kraniebrud, brud på venstre kraveben og overarmsben og alvorlige ansigtslæsioner. Ved min indledende undersøgelse konstaterede jeg, at hun er en velnæret hvid kvinde af middel bygning. Hun viste ingen reaktion på nogen form for påvirkning bortset fra nogle tvivlsomme strækmuskelreaktioner –"

„Tvivlsomme? sagde dr. Wettig spørgende. „Hvad vil det sige? Havde hun eller havde hun ingen strækmuskelreaktioner?

Abby mærkede sit hjerte hamre. Shit, han var allerede efter hende. Hun sank en ekstra gang og forklarede: „Somme tider strakte patientens lemmer sig ved smertefuld påvirkning. Somme tider gjorde de ikke."

„Hvordan tolker De det? Efter Glasgow Comaskalaen for motorisk reaktion?"

„Ja, eftersom ingen reaktion vurderes til et og strækmuskelreaktioner til to, formoder jeg, at patienten må vurderes til halvanden."

Der lød usikker latter fra de andre reservelæger.

„Der er ikke noget, der hedder halvanden," sagde dr. Wettig.

„Det er jeg godt klar over, sagde Abby. „Men denne patient passer tilsyneladende ikke helt ind i –

„Bare fortsæt med Deres gennemgang, afbrød han hende. Havde hun allerede dummet sig? Det var hun ikke helt sikker på. Hun trak vejret dybt og fortsatte. „Livstegn var blodtryk på halvfems over tres og puls på et hundrede. Hun var allerede ventileret. Hun havde ingen spontan vejrtrækning. Den blev støttet hundrede procent af mekanisk respiration på femogtyve åndedrag i minuttet.

„Hvorfor valgte man en hastighed på femogtyve?"

„For at holde hende hyperventileret."

„Hvorfor?"

„For at sænke hendes kuldioxyd. Det ville begrænse hjerneødemer."

„Fortsæt."

„Hovedundersøgelser afslørede, som allerede nævnt, både indvendige og åbne kraniebrud på venstre isse– og tindingeben. Alvorlige hævelser og flænger i ansigtet gjorde det svært at vurdere ansigtsbrud. Hendes pupiller var midtstillede og uden reaktion. Hendes næse og hals–"

„Okulocefaliske reflekser?"

„Dem prøvede jeg ikke."

„Gjorde De ikke?"

„Nej, sir. Jeg ønskede ikke at manipulere med halsen. Jeg var nervøs for eventuel rygradsforvridning."

Hun forstod af hans næsten umærkelige nik, at hendes svar havde været acceptabelt.

Hun beskrev de fysiske undersøgelser. De normale åndedrætslyde. Det næsten umærkelige hjerte. Det godartede mellemgulv. Dr. Wettig afbrød ikke. Da hun endelig var færdig med at beskrive de neurologiske undersøgelser, følte hun sig mere selvsikker. Næsten kry. Og hvorfor skulle hun ikke det? Hun vidste jo, hvad fanden det var, hun havde lavet.

„Og hvad var så Deres indtryk? spurgte dr. Wettig. „Før De så nogen røntgenresultater?

„Baseret på de midtstillede og ureaktive pupiller, sagde Abby, „mente jeg, at der formentlig var tale om en sammentrykning af midterhjernen. Højst sandsynlig en blodansamling inden eller uden for den hårde hjernehinde. Hun tav og tilføjede så med et stilfærdigt anstrøg af selvsikkerhed: „Det blev bekræftet af CT-scanningen. En stor venstresidet indvendig blodansamling med meget kraftig forskydning mod midten. Neurokirurgisk blev indkaldt. De foretog en hastedræning af ansamlingen."

„De siger altså, at Deres første indtryk var fuldkommen korrekt, dr. DiMatteo?"

Abby nikkede.

„Lad os kaste et blik på, hvordan situationen er her til morgen, sagde dr. Wettig og gik hen til sengen. Han lyste ind i patientens øjne med en pencillygte. „Pupillerne uden reaktion, sagde han. Han pressede en kno, hårdt, mod brystbenet. Hun lå lige slap og ubevægelig. „Ingen reaktion på smerte. I strækmuskler eller andetsteds."

Alle de andre reservelæger havde lirket sig længere frem, men Abby blev stående ved fodenden af sengen med blikket rettet mod patientens indbundne hoved. Mens Wettig fortsatte sin undersøgelse, bankede på sener med en gummihammer, bøjede albuer og knæ, mærkede Abby sin opmærksomhed drive væk på en tidevandsbølge af træthed. Hun blev ved med at stirre på kvindens hoved, som nylig var blevet glatraget. Håret havde været tykt og brunt, huskede hun, filtret og fyldt med blod og glassplinter. Der havde også været glassplinter i hendes tøj. På skadestuen havde Abby hjulpet med til at klippe blusen af hende. Den var blå og hvid med et Donna Karan-mærke. Den sidste detalje var tilsyneladende den, der var blevet hængende i Abbys erindring. Ikke blodet eller de brækkede knogler eller det knuste ansigt. Det var det mærke. Donna Karan. Et mærke, hun selv havde købt en gang. Hun tænkte på, hvordan denne kvinde, et eller andet sted, engang måtte have stået i en forretning og kigget bluser igennem, hørt bøjlerne pibe, når de gled hen ad stativet

Dr. Wettig rettede sig op og så på operationssygeplejersken. „Hvornår blev blodansamlingen drænet?"

„Hun kom ud fra Opvågningen ved firetiden."

„For seks timer siden?"

„Ja, det vil sige seks timer."

Wettig vendte sig om mod Abby. „Hvorfor er der så ikke sket nogen ændringer?"

Abby rev sig ud af sin halvdøs og opdagede, at alle iagttog hende. Hun så ned på patienten. Så brystkassen hæve og sænke sig, hæve og sænke sig, for hver hvæsen fra respiratorbælgene.

„Der er måske tale om en vis postoperativ hævelse, sagde hun og så på monitoren. „Hjernetrykket er let forhøjet til tyve millimeter.

„Mener De, det er højt nok til at forårsage pupilændringer?"

„Nej. Men –"

„Undersøgte De hende umiddelbart efter operationen?"

„Nej, sir. Hun var blevet overført til Neurokirurgisk. Jeg talte med deres reservelæge efter operationen, og han fortalte mig –"

„Jeg spørger ikke den neurokirurgiske reservelæge. Jeg spørger Dem, dr. DiMatteo. De diagnosticerede en indvendig blodansamling. Den er blevet drænet. Hvorfor er hendes pupiller så stadig midtstillede og uden reaktioner seks timer efter operationen?"

Abby tøvede. Generalen iagttog hende. Det gjorde alle andre også. Den ydmygende stilhed blev kun brudt af lyden fra respiratoren.

Dr. Wettig så myndigt på rundkredsen af reservelæger. „Er der nogen her, der kan hjælpe dr. DiMatteo med at besvare spørgsmålet?"

Abbys rygrad rettede sig. „Jeg kan selv besvare spørgsmålet," sagde hun.

Dr. Wettig vendte sig om mod hende med hævede bryn. „Jaså?"

„Pupilforandringerne – lemmernes strækmuskelreaktioner – det var typisk midterhjernetegn. I nat gik jeg ud fra, at det var på grund af den indvendige blodansamling, der pressede nedad på midterhjernen. Men eftersom patienten ikke har fået det bedre, vil jeg tro, det viser, at jeg tog fejl."

„De tror?"

Hun åndede tungt ud. „Jeg tog fejl."

„Hvad er Deres diagnose nu?"

„En midterhjerneblødning. Den kan skyldes forskydninger. Eller resterende skade fra den indvendige blodansamling. Forandringerne vil muligvis ikke vise sig ved scanning endnu."

Dr. Wettig så på hende et øjeblik med et uudgrundeligt udtryk. Så vendte han sig om mod de andre reservelæger. „En midterhjerneblødning er en rimelig antagelse. Med en kombineret Glasgow Comaskala på tre „ Han skævede til Abby „ og en halv," rettede han sig selv, „er prognosen nul. Patienten har ingen spontan vejrtrækning, ingen spontane bevægelser, og hun har tilsyneladende mistet alle hjernestammereflekser. I øjeblikket har jeg ingen andre forslag end respirator. Og overvejelse af organudtagning." Han sendte Abby et studst nik. Derpå gik han videre til den næste patient.

En af de andre reservelæger gav Abbys arm et klem. „Hej, DiMatteo, hviskede han. „Flyvende faner.

Abby nikkede træt. „Tak."

Første reservelæge dr. Vivian Chao var en legende blandt de andre reservelæger på Bayside Hospital. Rygtet ville vide, at to dage efter at hun var begyndt som turnuskandidat, fik hendes medkandidat et psykotisk sammenbrud og måtte køres ubehersket hulkende til kolbøtteafdelingen. Vivian blev nødt til at påtage sig hendes arbejde også. I niogtyve dage i træk var hun den eneste ortopædiske reservelæge på vagt, døgnet rundt. Hun flyttede sine personlige ejendele ind i tilkalderummet og tabte omgående to kilo, fordi hun måtte leve udelukkende af cafeteriemad. I niogtyve dage i træk satte hun ikke sine ben uden for hospitalets hoveddøre. Den tredivte dag sluttede hendes turnusordning, og hun gik ud til sin bil, kun for at opdage, at den var blevet slæbt væk en uge tidligere. Parkeringsvagten var gået ud fra, at den var blevet efterladt.

Fire dage inde i den næste turnusordning, karkirurgi, blev Vivians medkandidat kørt ned af en bybus og indlagt på hospitalet med bækkenbrud. Igen måtte nogen påtage sig det ekstra arbejde.

Vivian Chao flyttede omgående tilbage til hospitalets tilkalderum.

I de andre reservelægers øjne havde hun derved opnået honorær manddom, en ophøjet status, som senere blev anerkendt ved den årlige diplommiddag, hvor hun fik overrakt en æske med et par stålnosser.

Da Abby første gang hørte historierne om Vivian Chao, havde hun haft meget svært ved at forene det stålnosseri med det, hun så: en lakonisk kinesisk kvinde, der var så lille, at hun var nødt til at stå på en skammel for at operere. Selv om Vivian sjældent sagde noget under stuegang, kunne hun altid findes stående frygtløs allerforrest i gruppen med køligt og udtryksløst ansigt.

Det var med sin sædvanlige lidenskabsløshed Vivian henvendte sig til Abby samme eftermiddag. På det tidspunkt bevægede Abby sig gennem et hav af udmattelse, hvert skridt var en kamp, hver beslutning en ren viljesakt. Hun opdagede ikke engang, at Vivian stod ved siden af hende, før den anden sagde: „Jeg hører, du har indlagt en AB+ hovedlæsion."

Abby så op fra den journal, hun havde været ved at gøre notater i. „Ja. Sidste nat."

„Er patienten stadig i live?"

Abby så hen mod Seng 11. „Det afhænger af, hvad du mener med i live?"

„Hjerte og lunger i god stand?"

„De fungerer."

„Hvor gammel?"

„Hun er fireogtredive. Hvorfor?"

„Jeg har fulgt en medicinsk patient. Blodtype AB positiv. Han har ventet på et nyt hjerte. Vivian gik over til stativet med journaler. „Hvilken seng?

„Elleve."

Vivian trak journalen ud og åbnede metalomslaget. Hendes ansigt røbede ingen følelser, mens hun hurtigt gennemgik siderne.

„Hun er ikke min patient mere, sagde Abby. „Jeg overførte hende til Neurokirurgisk. De drænede en indvendig blodansamling.

Vivian blev bare ved med at læse journalen.

„Der er kun gået ti timer siden operationen, sagde Abby. „Det forekommer mig lige tidligt nok at tale om organudtagning.

„Ingen neurologiske ændringer til nu ser jeg."

„Nej. Men der er en chance..."

„Med en Glasgowskala på tre? Det tror jeg ikke." Vivian satte journalen på plads igen og gik over til Seng 11.

Abby fulgte efter hende.

Fra døren ind til den lille enestue stod hun og så Vivian foretage en hurtig fysisk undersøgelse. Det var på samme måde Vivian foretog en operation, uden at spilde unødig tid eller anstrengelse. Under Abbys første år – hendes turnuskandidatår – havde hun tit iagttaget Vivian på operationsstuen, og hun havde beundret de små hurtige hænder, havde set til med ærefrygt, mens de spinkle fingre bandt perfekte knuder. Abby følte sig klodset i sammenligning. Hun brugte timer på at øve sig og i metervis af tråd for at lære at binde kirurgiske knuder på håndtagene af sine kommodeskuffer. Selv om hun udmærket var i stand til at gøre det godt nok, vidste hun, at hun aldrig ville få Vivian Chaos magiske hænder.

Men nu, da hun stod og så Vivian undersøge Karen Terrio, fandt Abby disse hænders dygtighed direkte uhyggelig.

„Ingen reaktion på smertefuld påvirkning," bemærkede Vivian.

„Det er stadig tidligt."

„Måske. Måske ikke. Vivian tog en reflekshammer op af lommen og begyndte at banke på sener. „Er hun AB positiv?

„Ja."

„Et lykketræf."

„Hvordan kan du sige det?"

„Min patient er AB positiv. Han har ventet et helt år på et hjerte. Det her er det bedste, vi hidtil har haft til ham."

Abby så på Karen Terrio, og hun kom igen til at tænke på den blå og hvide bluse. Hun spekulerede på, hvad kvinden mon havde tænkt, da hun sidst knappede den bluse. Jordbundne tanker måske. I hvert fald næppe tanker om døden. Ingen tanker om en hospitalsseng eller dropslanger eller maskiner, der pumpede luft ned i hendes lunger.

„Jeg vil meget gerne gå i gang med en sammenligning af lymfocytter. Sikre mig, at de er forligelige," sagde Vivian. „Og vi kan lige så godt gå i gang med at lede efter modtagere til