En efter en

By Linwood Barclay and Henrik Hartvig Jørgensen

Techmillionæren Miles Cookson har flere penge, end han kan nå at bruge, og alt, hvad han kan ønske sig, bortset fra tid. Han er for nylig blevet diagnosticeret med en uhelbredelig sygdom, og der er halvtreds procents risiko for, at han har givet den videre til næste generation. For Miles er det ensbetydende med at kigge fortiden grundigt efter i sømmene ...

To årtier tidligere manglede Miles penge og blev sæddonor. Et sted derude har han børn – ni styks. Og måske står de over for at skulle arve ham på både godt og ondt. Måske hans formue, eller måske noget langt værre.

Samtidig med at Miles begynder at lede efter de børn, han aldrig har kendt, begiver Chloe Swanson, som gerne vil være dokumentarist, sig ud på en søgen efter sin biologiske far. Hun er rustet med en viden om, at hendes mor toogtyve år tidligere opsøgte en fertilitetsklinik i New York for at blive gravid.

Da Miles og Chloe endelig får kontakt, bliver deres glæde over at finde hinanden overskygget af en række mystiske og rædselsvækkende begivenheder. Miles' andre arvinger forsvinder en for en, og alle spor af dem bliver slettet, som om de aldrig har eksisteret.

Hvem er den brutale morder – en anden arving, som systematisk fjerner sine rivaler? Eller foregår der noget endnu mere dystert?


"Et energibundt af en thriller med fuld tryk på speederen."
T.M. LOGAN

"Barclay holder kløgtigt motoren kørende."
THE TIMES

"Videnskab møder storhedsvanvid i dette tidssvarende og fikse stykke underholdning."
Washington Post

"En efter en er ikke kun Barclays bedste bog til dato, men helt afgjort sommerens bedste thriller. Den har en herligt vanvittig slutning, der ville være skøn at se i en filmudgave."
Florida Times-Union

"En efter en er en fornøjelig, spændstig thriller, der aldrig slipper spændingen, mens den ræser derudad for at binde det hele sammen. Hvad mere kan man ønske sig?"
Mystery & Suspense

"Barclay vender og drejer behændigt alle sine karakterer i en skarp og spændende thriller, der vil fængsle læserne helt til slut."
Library Journal


Linwood Barclay er en international bestsellerforfatter med over tyve anmelderroste thrillere og krimier bag sig. Han er født i USA, men hans forældre flyttede til Canada, da han var fire år, og dér har han boet siden. Han bor i Toronto med sin kone, Neetha. De har to voksne børn.
Hver bog af Linwood Barclay er en suveræn opvisning i personkarakteristik, plot og uventede drejninger. Hans bøger udkommer i over 39 lande og er solgt i mere end otte millioner eksemplarer på verdensplan.

• Language: Dansk
• Publisher: Jentas
• Release date: Apr 5, 2023
• ISBN: 9788771079685

Book preview

En-efter-en_ebook

En efter en

Linwood Barclay

En efter en

Originalens titel: Find You First

© Linwood Barclay 2021

Copyright © Jentas A/S, 2022

Oversættelse: Eva Birklund © Jentas A/S

ISBN 9788771079678

www.jentas.dk

www.mustread.dk

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas A/S.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Published by agreement with The Helen Heller Agency and The Marsh Agency Ltd.

–––

Til Neetha

Også af Linwood Barclay

Ulykken

Klik

Dybt at falde

En efter en

Promise Falls-serien:

Begravede hemmeligheder

Slørede sandheder

De 23

Sidste skud

Prolog

Uden for Springfield, MA

Todd lyttede til ringetonen og ventede på, at telefonen skulle blive taget. To ring, tre. Man måtte give de her gamle mennesker tid til at komme hen til telefonen. Måske var de nødt til at bruge en rollator, eller måske sad de i kørestol. Selv hvis de havde en trådløs ved siden af sig, var den tit stukket ned i siden af lænestolen, og når den begyndte at ringe, anede de ikke, hvor den var.

„Hallo?"

Okay, godt. En kvinde, og hun lød helt sikkert gammel. Man var nødt til at være forsigtig. Nogle gange var der voksne børn på besøg, når Todd foretog sine opringninger, og hvis de tog den, var det bedst bare at lægge på. De ville vide, at der var noget lusket ved det, med det samme.

Todd sagde: „Bedstemor?"

Det var altid et skud i blinde. Havde hun overhovedet børnebørn? Og hvis hun havde, var der så nogen drenge mellem dem?

Den gamle kvinde sagde: „Eddy?"

Bingo.

„Ja, ja, det er Eddy, sagde Todd. „Åh, bedstemor, jeg er så glad for, at jeg fik fat i dig.

„Hvordan har du det? sagde hun. „Vent lidt, vent lidt, lad mig lige skrue ned for Jeopardy! Det er så længe siden, jeg har hørt fra dig. Din far skulle være kommet forbi forleden dag, og jeg ventede og ventede, men –

„Bedstemor, jeg er i problemer."

„Hvad?"

„Jeg er i problemer, og du er den eneste, der kan hjælpe mig."

„Hvad er det? spurgte hun med en stemme fuld af bedstemoderlig bekymring. „Hvad er der sket?

„Jeg er blevet anholdt."

Den gamle kvinde gispede. „Åh nej, Eddy, hvor er du?"

„På politistationen," sagde han. Hvilket selvfølgelig ikke var rigtigt. Todd sad ved spisebordet i sin husvogn. Foran ham stod en bærbar computer flankeret af en Bud Light og et halvspist stykke pizza.

„Hvad har du gjort?" spurgte den gamle kvinde.

„Det var ikke min skyld. Ham den anden trak direkte ind foran mig, og jeg veg til siden. Jeg prøvede at undgå at ramme den her kvinde, der gik med en klapvogn, du ved? Med en baby i?"

„Du gode gud –"

„Og jeg ramte et træ, men politiet fandt noget i bilen, der helt sikkert ikke var mit, det var noget, en af mine venner havde efterladt, og det var kun 30 gram, ikke? Men fordi det lå i min bil ... så beholder de mig, medmindre jeg lægger en kaution. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."

„Du må ringe til din far. Han vil –"

„Nej, det ... det kan jeg bare ikke. Han slår mig ihjel. Jeg har brug for tid til at forklare, hvad der er sket, og du ved, hvordan han er. Han vil måske endda lade mig blive her for at give mig en lærestreg, hvilket ikke er fair, for jeg sværger på, at det ikke var min fejl, og i mellemtiden bliver jeg nødt til at betale den her kaution."

„Hvor meget er det?" spurgte hun.

Todd smilede for sig selv. Han havde hende på krogen. Nu skulle han bare trække hende ind og få hende op i båden.

„Det er femogtyve hundrede, sagde han. „Så mange penge har jeg bare ikke. Jeg tænkte på ... jeg hader at skulle spørge ...

„Hvis du ikke betaler, hvor længe vil de så lade dig blive i fængslet?" Hendes stemme lød mere og mere bekymret.

„Jeg ved det ikke. Sikkert et par dage. De sætter mig ind til de andre. Nogle af fyrene derinde er virkelig store, og virkelig ondskabsfulde og sikkert ... Jeg håber bare ikke, at nogen prøver på at ... Jeg mener, du ved, hvad der kan ske med en dreng i fængslet."

Smurte han for tykt på? Man kunne godt gøre for meget ud af det. De første par gange Todd havde kørt det her spil, var han gået lidt for vidt og havde fået det til at lyde, som om han stod over for at blive massevoldtaget af Det Ariske Broderskab. Det var bedre at lade offeret bruge sin fantasi lidt.

Det gode var, at de fleste gamlinge stadig brugte fastnettelefoner. Man fik adressen på et plejehjem gennem en online-troll, brugte en telefon til at få navnene på alle beboerne, og så havde man en lang liste med potentielle ofre. Hvis de alle havde haft mobiltelefoner, ville det her være en hel del sværere. Todd selv brugte selvfølgelig mobiltelefoner. Altid billige taletidstelefoner, når han lavede det her. Skiftede til en ny hver uge. Han ønskede ikke, at de her opkald kunne spores, for før eller siden ville bedstemor diskret spørge et familiemedlem, om stakkels lille Eddy, Timmy eller Walter fik løst sine problemer med politiet, hvorpå en eller anden ville sige: „Åh nej, hvor mange penge overførte du?"

Todd bad altid om 2500 dollars. Et pænt rundt, troværdigt beløb, tænkte han. Man skulle ikke sætte det så højt, at de gamle blev skræmt væk, men heller ikke så lavt, at det ikke kunne betale sig.

Han havde tænkt på, at det her måske skulle være hans sidste svindelnummer. Han tjente fint med penge i computerbutikken. Kun deltid, men det så ud til, at de ville sætte ham op fra tre til fire vagter om ugen. Og lige siden han havde mødt Chloe – det var noget af en overraskelse at få kontakt til en halvsøster, man ikke vidste, man havde – havde han haft lidt dårlig samvittighed over, hvordan han havde suppleret sin indkomst. Så ja, måske var det her sidste gang.

Måske.

Næste gang hun kom på besøg fra Providence i sin ældgamle Pacer, ville det være rart at fortælle hende, at han ikke ville gøre det her mere. Selvfølgelig ville det betyde, at han så skulle tilstå over for hende, at han overhovedet havde gjort det. Det var sjovt, hvordan han følte et behov for at gå til bekendelse over for hende. Den virkning havde hun på ham. Han troede, at hun havde en mistanke om, at han havde gang i noget ulovligt. Hun tilbragte meget tid sammen med gamle mennesker – hendes bedstefar boede på et plejehjem, og hun besøgte ham tit – og hun ville ikke se med milde øjne på, at han havde udnyttet dem.

„Jeg ... jeg kunne godt give dig pengene," sagde den gamle kvinde i den anden ende.

Todd var ved at blive tør i munden. Han tog en tår øl.

„Bedstemor, hvis du gjorde det, ville du, ligesom, redde mit liv."

„Skal jeg aflevere dem på politistationen? Jeg kunne få en af medarbejderne her til at køre mig. Jeg kunne spørge Sylvia. Hun er virkelig flink og –"

„Nej, nej! sagde Todd hurtigt. „Det er der ingen grund til. Politiet her siger, at det eneste, du skal gøre, er at ringe til Western Union. Du kan gøre det over telefonen. Så snart de har pengene, giver de dem til politiet, og så lukker de mig ud herfra. Har du pen og papir? Jeg kan give dig alle oplysningerne.

„Lige et øjeblik."

Todd hørte hende lægge røret og en knitren af papir. Hendes stemme, fjern: „Jeg tror, kuglepennen er røget ned mellem puderne. Nej, vent, jeg tror ..."

Gud, de kunne være så ynkelige. Todd trøstede sig ved den tanke, at de her mennesker alligevel ikke havde så lang tid igen. Gjorde det virkelig den store forskel, hvis de blev franarret nogle dollars? Hvis de løb tør for penge en måned, kunne de altid bede deres børn om –

Nogen bankede så hårdt på døren til husvognen, at det fik ham til at fare sammen. Tre gange. BANK. BANK. BANK.

„Mr. Cox! Todd Cox!"

En mand, der råbte. Hvad fanden var det for noget? Særligt på det her tidspunkt. Klokken var over ni om aftenen. Todd havde ikke mange besøgende her. Hans husvogn stod lige i nærheden af vejen, men var skærmet af en række træer. Der var ret stille, bortset fra når der en gang imellem lød en hylende sirene fra brandstationen på den anden side af skellet.

Todd kiggede ud ad vinduet og kneb øjnene sammen. Der stod to mennesker på de trappetrin, han havde lavet af nogle cementblokke, svagt oplyst af lyset udenfor. En mand og en kvinde, sidst i trediverne eller først i fyrrerne. Hvad var det, der var fastgjort til bælterne i deres jeans? Skilte? Skide politiskilte?

„Todd Cox, er du derinde?" råbte manden.

„Hvem er det?" råbte han tilbage, som om han ikke allerede vidste det.

„Politiet."

Shit shit shit shit.

„Jeg har pen og papir!" sagde bedstemor, nu med klokkeklar stemme.

Todd klappede den taletidstelefon sammen, som han havde købt online for tyve dollars. Ved siden af den bærbare lå der en udprintet liste over plejehjem i hele landet, såvel som en for længst forfalden Visa-regning og et Verizon-udtog til hans personlige iPhone. Han snuppede udprintene og proppede dem ned i bestikskuffen, da han gik hen mod døren.

Hvordan havde de fundet ud af det? Hvordan havde de fundet frem til ham? Han havde været så forsigtig. Nye telefoner hele tiden, forskellige Western Union-konti, så han altid sørgede for at skjule sine spor. Eftersom de ikke havde uniform på, regnede Todd med, at de var kriminalassistenter.

„Mr. Cox, vær venlig at åbne døren." Den kvindelige betjent denne gang. Hun virkede som en hård negl. Dyb stemme, kommanderende.

Hvor fanden kunne han gemme sig? Husvognens bagdør sad i samme side som indgangsdøren, så han kunne ikke snige sig væk. Han gik hen til døren, mens han prøvede at se ud, som om han var skideligeglad med det hele, og åbnede den. Da han gjorde det, kunne han se en varevogn med tonede ruder parkeret ved siden af sin ti år gamle Hyundai.

De viste deres skilte.

„Kriminalassistent Kendra Collins," sagde kvinden.

Manden sagde: „Kriminalassistent Rhys Mills."

„Nå, hvad sker der?" sagde Todd.

„Vi vil gerne ind og tale med dig," sagde Mills.

„Om hvad?"

„Det kan vi tale om, når vi kommer indenfor."

Todd flyttede nervøst vægten fra fod til fod.

„Har I en ransagningskendelse?" spurgte han.

Kendra Collins rynkede brynene. „Hvorfor skulle vi have brug for en ransagningskendelse, mr. Cox? Har du gjort noget, du ikke burde?"

„Nej, shit, det er slet ikke på den måde, sagde han hurtigt og fremtvang et smil. „Jeg troede bare, at det var det, man skulle sige, når politiet ville ind i ens hjem.

Todd bakkede væk fra døren, så der blev plads til, at de kunne komme ind. De sendte begge husvognen et misbilligende blik, da de trådte ind i det, der var køkkenområdet. Der var en lille stue, hvis man kunne kalde den det, i den ene side, og en smal gang, der førte hen til to soveværelser og et badeværelse, i den anden. Vasken var fyldt med service, og køkkenbordet var begravet i øldåser og tomme takeaway-beholdere.

Todd sagde: „Hør her, jeg ved ikke, hvorfor I er her, men jeg er clean, så hvis I leder efter stoffer, har jeg ikke nogen. Jeg tager ikke sådan noget. Seriøst."

Rhys Mills kiggede på rodet i vasken. „Er du Todd Cox? Enogtyve år gammel? Født i New Haven, 10. september 2000?"

„Ja, et år før alt det lort skete."

Kendra, der stod bag ham, spurgte: „Er din mor Madeline Cox?"

„Ja, det er rigtigt, sagde han og vendte sig for at se på hende, med ryggen til kriminalassistent Mills. „Har det her noget at gøre med hende?

Kendra tog sin telefon frem, åbnede fotoappen og sagde: „Der er noget, jeg gerne vil have dig til at se på."

Hun rakte armen frem, men holdt telefonen så lavt, at Todd måtte bøje sig frem for at se på den.

„Jeg kan ikke rigtig se –"

„Kig lidt nærmere efter," sagde hun.

Todd forsøgte at fokusere og lænede sig frem. Det var her, Rhys gik op bag ham og jog nålen ind i hans hals.

„Hvad fanden –"

Todd vendte sig brat og slog hånden ind mod halsen, som om han var blevet stukket af en bi. Men Rhys var hurtig og havde ikke bare givet ham injektionen, men også trukket kanylen ud, før Todd kunne slå ham væk.

Næsten øjeblikkeligt blev Todd usikker på benene. „For sjatan ... hva‘ fa‘n var ..."

Han så spørgende på Rhys, der stod og smilede dystert. „Jeg er ked af det, mr. Cox."

Kendra sagde: „Jeg er tilbage om et øjeblik, Rhys." Hun gik ud af husvognen.

„Hvor gik din pardner hen ..." sagde Todd og lagde en hånd ind mod væggen for at støtte sig.

„Det burde ikke tage så lang tid, så mærker du ikke nogen smerte, sagde Rhys med et strejf af medfølelse i stemmen. „Det hele er snart overstået. Han havde taget et par plastikhandsker op af lommen og trak dem på med en svirpende bevægelse.

Todd begyndte langsomt at glide ned langs væggen. Da hans bagdel ramte husvognens gulv, lagde han hovedet ind mod væggen og så rummet snurre rundt.

Døren til husvognen blev åbnet, og Kendra, der også havde taget handsker på, kom ind med to store kanvastasker. Hun smed dem på gulvet, lynede den første op og fremdrog noget skinnende og sort, der var blevet foldet adskillige gange. Hun lynede den op og foldede den ud.

En ligpose.

„Det er bedst at få ham herned, før han skider i buk­serne, sagde hun. „Jeg har ikke lyst til at gøre mere rent end højst nødvendigt.

Rhys nikkede.

Todd var ikke død endnu, men havde ikke nok liv tilbage i sig til at kæmpe imod. Rhys stak hænderne ind under Todds arme og trak ham hen på posen, trak siderne op og rundt om ham og begyndte så at lyne den, startende ved den døende mands fødder.

Han holdt inde, før han lukkede posen over Todds ansigt og så ind i den døende mands slørede øjne, hans omtågede udtryk.

„Det her er altid den interessante del, sagde han. „Det øjeblik de forsvinder.

Han lynede posen til. Inde fra den hørte de et dæmpet ord fra Todd: „Mørkt."

„Hvor meget længere?" spurgte Kendra Rhys.

Han trak på skuldrene. „Minutter, højst."

Der var en let rumsteren inden i posen i et par sekunder, så ikke noget. Kendra så på den ubevægelige pose et øjeblik og åbnede så den anden taske og gav sig til at tage afløbsrens, skurebørster, sprayflasker med rengøringsmiddel, klude, køkkenruller og affaldssække ud.

Rhys sagde: „Badeværelset er dit."

Kendra rynkede brynene. „Ej, kom nu."

Rhys rystede stålsat på hovedet. „Du ved, at jeg ikke kan klare det. Hvis badeværelset bare er halvt så slemt som køkkenet, vil det være ligesom en latrin bag fjendens linjer."

I guder, tænkte Kendra, Rhys var så hysterisk med bakterier. Han kunne godt slå en mand ihjel, men hvis man bad ham om at gøre rent på et toilet, så han ud, som om han var ved at kaste op.

Hun sagde: „Hvad tror du, ham her fyren havde gang i? Han var skidebange for, at vi var rigtige politifolk."

Mills så på telefonen, der lå på den bærbare. „Taletids. Stoffer, måske. Han tav lidt. „Det betyder ikke noget.

Kendra sagde: „Det ville være en hel del lettere, hvis vi bare kunne sætte ild til stedet ligesom med det sidste."

„Hvis der ikke lå en skide brandstation på den anden side af de træer, ville jeg sige ja. Men de ville være her på et øjeblik. Stedet ville aldrig få en chance for at brænde ned."

De var metodiske. Kendra, der gav efter for sin makkers sarthed, fandt badeværelset bagerst i husvognen og gik i krig med det. Hun rengjorde vasken og brusebadet og hældte så afløbsrens i afløbene og sikrede sig, at alt, hvad der måtte være i vandlåsene, ville blive opløst. Det blev fulgt af en grundig afrensning af alle overflader med sprayflaskerne. Toilettet, væggene i brusebadet, selv nede i skuffer og i skabe.

Hun tog en affaldssæk til Todds hårbørste, barberskraber, tandbørste, halvbrugte sæber og enhver anden toiletartikel, han kunne have benyttet. Hun tømte ikke kun den lille affaldsspand. Hun smed hele beholderen ud. Plus håndklæder og vaskeklude.

„Hvordan går det hos dig?" råbte hun.

Længere nede ad gangen, i køkkenet, sagde Rhys: „Det skrider fremad."

Kendra, der havde brug for en pause, gik ned ad den smalle gang til det sted, hvor den åbnede op til køkkenet. Køkkenbordet var ryddet og rent, den tomme vask af rustfrit stål skinnede, og der var ikke en eneste synlig fedtplet på køleskabslågen.

Hun fløjtede. „Stedet her ser næsten godt nok ud til, at man kunne flytte ind, hvis det ikke var en skide husvogn."

Det tog det meste af fire timer. Det sidste, de gjorde, var at gå tilbage til varevognen efter en støvsuger med kraftig sugeevne for at give stedet en sidste overhaling.

Henne ved døren lå ligposen og ti fyldte affaldssække, der blandt andet indeholdt alt tøjet fra skabet og skufferne i Todds soveværelse, den bærbare, regningerne, nogle lister over plejehjem fundet i bestikskuffen, alt bestikket, affald, der havde været under håndvasken, den halvspiste pizza.

„Kiggede du under sengen?" spurgte Rhys hende.

„Jeg er ikke idiot, sagde Kendra. „Og det var godt. Jeg fandt en tom øldåse. Jeg går en runde udenfor, hvis nu han har smidt nogen på grunden.

Rhys lod et nøglebundt dingle fra pegefingeren. „Jeg tager Hyundaien. Lad os læsse så meget som muligt ind i bilen. Det, der ikke er plads til, smider vi ind i varevognen. Tager forbi bedemanden først, så lossepladsen."

Hun så på sit ur. „Næsten to."

„Med lidt held kan vi være helt færdige ved daggry. Jeg kommer til at sove et døgn bagefter."

„Ja, det ville du ønske."

De tog i hver sin ende af ligposen og smed den ned i bagagerummet på Hyundaien. Det lykkedes dem også at få nogle affaldssække derned, og dernæst fyldte de bagsædet op. De resterende sække røg ind bagi varevognen.

De brugte begge et øjeblik på at få vejret igen.

„Jeg stinker af rengøringsmiddel, sagde Kendra. „Det er meningen, det skal være en eufemisme, når de siger om os, at vi rydder op.

„Vil du følge efter mig, eller vil du køre først?"

„Jeg følger efter dig. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske, hvor vi skal dreje."

„Shit. Telefonen."

„Jeg smed telefonen ud. Den lå ved den bærbare."

„Nej, det var en taletidstelefon. En billig en, der kunne klappes sammen. Han må have haft en personlig telefon. Der lå en regning fra Verizon ved den bærbare."

Kendra sagde: „Den er sikkert i hans lomme, i ligposen."

„Vi leder efter den senere."

De var begge tavse et øjeblik. Rhys vippede hovedet tilbage og lagde højre hånd mod panden, mens han kiggede op på stjernerne.

Så tog han hånden ned, sukkede dybt og sagde: „Det var to. Så mangler vi syv."

Tre uger tidligere

Et

New Haven, CT

„Du er døende."

Dr. Alexandra Nyman forventede en eller anden reaktion, da hun kom med sin diagnose, men Miles Cookson havde travlt med at se på sin telefon.

„Hørte du mig? spurgte Alexandra. „Jeg ved godt, at det er meget direkte, men du har altid bedt mig om at være ærlig over for dig. Der er ikke nogen måde at pakke det her ind på.

Hun var gået rundt om sit bord og sad i læderstolen ved siden af Miles, en anelse på skrå, så hendes højre knæ var få centimeter væk fra hans venstre. Hun holdt en tyk journalmappe i hånden.

Miles, der stadig stirrede på sin telefon, mens begge tommelfingre tastede løs, sagde: „Jeg er ved at slå det op."

„Du behøver ikke at slå det op, sagde hun. „Jeg sidder lige her. Spørg mig om alt det, du vil.

Han kiggede på hende. „Du tager fejl, Alex. Jeg kan ikke være døende. Jeg er for fanden kun toogfyrre. Det er noget andet. Det må det være. Se på mig, for pokker."

Det gjorde hun. Miles lignede en mand i god form. 1,72 høj og slank med sine 70 kilo. Hun vidste, at han havde løbet maraton, da han var i trediverne, og stadig løb et par gange om ugen. Næsten skaldet, men han fik det til at fungere på en Patrick Stewart-agtig måde.

„Miles, vi har taget prøverne, og de –"

„Skide være med prøverne, sagde han, lagde telefonen fra sig og så hende ind i øjnene. „Alle mine såkaldte symptomer kan henføres til stress. Vil du påstå, at du aldrig har haft en kort lunte eller været rastløs, eller har glemt noget indimellem? Og ja, jeg har været lidt klodset. Snubler over mine egne fødder. Men det kan ikke være det, du siger.

Hun besluttede at lade ham afreagere og sagde ikke noget.

„For fanden, hviskede Miles. „Hvordan kunne jeg ... Det er spændinger, stress, ikke andet end det. I skide læger leder altid efter problemer, hvor der ikke er nogen. Prøver at retfærdiggøre alle de år, I har læst medicin.

Alexandra rynkede brynene, men ikke kritisk. Hun forstod vreden.

„Undskyld, sagde Miles. „Det var tarveligt.

„Det er okay."

„Det ... det er meget at skulle forholde sig til."

„Det ved jeg."

„Det er ikke stress, vel?"

„Hvis det eneste, du led af, var rastløshed, lidt glemsomhed, endda humørsvingninger indimellem, ville jeg være enig med dig. Men stress forklarer ikke de ufrivillige bevægelser, trækningerne og den nervesitren, du har –"

„Pis, sagde han. „Pis pis pis.

„Og jeg bør præcisere det, jeg sagde om, at du var døende. Der er ikke nogen behandling, ikke noget, vi kan gøre. Jeg kan udskrive tetrabenazin, som vil lindre dine symptomer, når de bliver mere udtalte, men det er ikke en kur."

Miles lo sardonisk. „Hvorfor kunne det ikke have været kræft? Man kan gøre noget mod kræft. Skære den ud, ramme den med kemo. Men det her?"

„Der er ikke nogen vej udenom, sagde Alexandra. „Huntingtons ... det er lidt som at tage Alzheimers, ALS og Parkinsons og putte dem alle sammen i en blender. Dine symptomer minder meget om alle de tre.

„Men værre."

Hun sagde ikke noget.

„Forleden dag, sagde han, „ville jeg sætte min ene fod foran den anden, noget så simpelt som det, og min hjerne nægtede pure. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Og så, et øjeblik senere, var alt i orden igen. Dorian, min assistent, havde arrangeret et møde og fortalt mig alle detaljerne. Fem minutter senere kunne jeg knap nok huske noget af det.

„Jeg ved det."

„Og jeg har de her perioder, hvor jeg føler mig rastløs, som om det kribler i min hud, og jeg er nødt til at lave noget, jeg kan ikke slappe af. Han tav. „Hvor slemt bliver det?

„Det er en sygdom i hjernen, sagde hun nøgternt. „Du vil miste mere og mere af din motorik. I modsætning til ALS, hvor man kan bevare sin mentale klarhed, mens ens kropslige kontrol forværres, vil Huntington påvirke dine kognitive evner.

„Demens," sagde Miles.

Lægen nikkede. „Der vil komme et tidspunkt, hvor du får brug for konstant pleje. Der er ikke nogen kur. De arbejder på den, og det har de gjort i noget tid. En eller anden dag vil det ske."

„Men ikke hurtigt nok til at hjælpe mig," sagde han.

Alexandra sagde ikke noget.

„Hvem står bag forskningen? Hvor mange penge har de brug for? Jeg skriver en check til dem, så de kan få lettet røven og udrette noget. Hvad har de brug for? En million? Ti millioner? Sig det. Jeg skriver en check til dem i morgen."

Lægen lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. „Det her er ikke noget, du kan købe dig ud af, Miles. Ikke denne gang. Alverdens penge vil ikke gøre en kur tilgængelig fra den ene dag til den anden. Der er nogle meget dedikerede mennesker, der arbejder på det her."

Miles vendte hovedet og så ud ad vinduet, mens han fordøjede det.

„Hvor længe?"

„Ja, det er spørgsmålet. Hvad enten det er Huntingtons, eller kræft eller hjertet, så er det svært at forudsige. Se på Stephen Hawking. Da han blev diagnosticeret med ALS – du ved, Lou Gehrigs sygdom – gav de ham to år. Han levede i flere årtier til. Sidste år havde jeg en patient inde til et helbredstjek og erklærede ham sund og rask. To dage senere faldt han død om af et hjerteanfald."

„Det her hjælper ikke," sagde Miles.

„Det ved jeg. For dig kan det være fire eller fem år, måske mindre, eller måske har du tyve år igen. Da vi foretog din genetiske test, kiggede vi efter en høj nukleotid gentagelse. Under seksogtredive er sandsynligheden for Huntingtons lav, men når man kommer op omkring de niogtredive, så er man –"

„Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Apps, dem forstår jeg. Ikke dna-halløj."

Alexandra nikkede forstående. „Undskyld. Det er for teknisk. Hør her, vi vil gerne have dig ind til regelmæssige undersøgelser for at se, hvordan du har det. Det kan måske give os en bedre forståelse af din langsigtede prognose."

„Jeg kommer måske til at leve i lang tid, men det kunne blive et helvede," sagde han.

„Ja. Det korte af det lange er, at du ved, hvad du har med at gøre. Hvis der er nogle ting, du gerne vil, ting, du vil opnå, noget, du vil rette op på, så er det et godt tidspunkt nu. Måske ender du med at få masser af tid tilovers. Men en diagnose som den her skærper ens fokus. Hjælper med at få ens prioriteter i orden. Hun sukkede. „Jeg er ked af det, Miles. Jeg vil være med dig hvert skridt på vejen. Hun tav. „Der er noget andet, vi bør tale om."

„I guder, ikke mere dårligt nyt."

„Nej, men lad mig spørge dig om din familiebaggrund igen. Havde nogen af dine forældre Huntingtons?"

„Nej, sagde han. „Jeg mener, ikke, hvad jeg ved af. En af dem kunne vel godt have haft det, uden at det havde vist sig endnu. De døde i en bilulykke, da de begge var i fyrrerne. Min far var alkoholiker. Han kørte deres Ford Explorer ind i en bropille på Merritt Parkway.

„Du har en bror, ikke?"

Miles nikkede. „Gilbert."

„Sagen er, at Huntingtons i høj grad er arveligt betinget. Du har ret i, at en af dine forældre måske ville have udviklet sygdommen, hvis de ikke var døde i en så ung alder. Du kunne have arvet det fra en af dem. Hvis en forælder har Huntingtons, er der halvtreds procents risiko for, at et af deres børn også får det."

„Det er ret høje odds."

„Ja. Så der en høj sandsynlighed for, at din bror også har det. Jeg synes, han bør blive undersøgt. Hun tøvede. „Er I tæt på hinanden?

„Han arbejder for mig," sagde Miles.

„Det var ikke det, jeg spurgte om."

„Vi er ... tætte nok. Det hele blev lidt anstrengt, da han giftede sig med Cruella de Vil."

„Undskyld?"

„Caroline. Jeg er ikke ... fan af hende. Men jeg er heller ikke ligefrem hendes yndlingsperson. Han tænkte på, hvad lægen havde sagt. „Jeg snakker med Gilbert. Foreslår, at han bliver undersøgt. Eller måske ...

„Måske hvad?"

„Ikke noget," sagde han.

Alexandra ventede, i håb om at han ville åbne sig mere. Men da han ikke gjorde det, fremtvang hun et smil.

„Der er et lille lyspunkt," sagde hun.

„Det er ikke nu, du kommer med den joke, vel? spurgte Miles. „Den, hvor lægen siger: ‚Jeg har en dårlig nyhed og en god nyhed. Den dårlige er, at du er døende, men den gode er, at jeg går i seng med Brad Pitt‘?

Alexandra sagde: „Nej, sådan er det ikke."

„Okay. Fortæl, hvad det er."

„Jo, du er ikke gift, og du har ikke nogen børn. Hvis du havde, ville det her være en knusende nyhed for dem. Det ville være forfærdeligt nok for dem at få at vide, at du har fået den her diagnose. Men ud over det skulle de også forholde sig til, at de måske selv havde det. Risikoen er en ud af to. Det ville være en ekstra følelsesmæssig byrde for dig, som du ikke har brug for nu."

Miles stirrede udtryksløst på hende.

„Miles?" sagde hun.

„Undskyld, sagde han. „Jeg var lige væk lige et øjeblik.

Alexandra blev bekymret. „Har du børn, Miles?"

Og Miles tænkte: Det er for helvede det store spørgsmål.

To

Providence, RI

Chloe Swanson havde stillet den lille trefod op og var klar til at gå i gang.

Hun brugte ikke noget mere fancy end sin iPhone til det her. Det var det eneste, hun havde brug for til projektet. Havde Steven Soderbergh ikke optaget en hel film med en iPhone? Hvis han kunne gøre det, kunne hun så ikke også? Men hun ville ikke have, at billedet skulle være rystet under interviewet, så hun havde taget en minitrefod med til at fastgøre telefonen på. Købt brugt i en kameraforretning i Providence for en tredjedel af, hvad en ny ville have kostet hende.

Hun satte stativet på en stabel bøger på et sidebord, hun havde flyttet hen foran sin morfars kørestol, så det var rettet mod ham i øjenhøjde. Hun ønskede at indstille billedet, så man ikke kunne se hans seng i baggrunden. Værelset var så lille, at det ikke var nemt.

Oprindeligt ville Chloe have filmet det her i plejehjemmets opholdsrum, men hendes morfar ville ikke gå derned. Han havde haft noget kørende med en af de andre beboere, en kvinde midt i firserne, men de var raget uklar for nylig. Chloe havde forsøgt at få hold på, hvad der var sket, og forbløffende nok, i hvert fald for Chloe, havde det noget at gøre med sex. Den gamle kvinde var interesseret, Chloes morfar knap så meget.

Men Chloe havde alligevel ikke ønsket at optage videoen i opholdsrummet. Der var for meget baggrundsstøj. Der var en mand, der måtte være tæt på de halvfems, som altid kom med de mest ufattelige harkende lyde, som om han prøvede at hoste noget op helt nede fra sine sko. Chloe var ikke uden medfølelse. Hun havde ondt af mange af beboerne på Providence Valley Plejehjem, stedet, som hendes mor for det meste refererede til som Fairfield Valley Plejehjem for de Forvirrede.

Chloe brød sig ikke om det, når hendes mor lavede sjov med de gamle. Hvad var det sjove ved at miste balancen, falde, være tvunget til at gå med ble og have glemt ens kære, når de kom på besøg? Hvad var morskaben i det? Selvfølgelig var Chloe kun toogtyve og behøvede ikke at bekymre sig om at blive gammel foreløbig, men det betød ikke, at hun så bare skulle være ligeglad. Hun havde været her så tit for at besøge sin morfar, at hun var blevet venner med flere af beboerne, og hun var begyndt at tænke på et mere ambitiøst projekt, der ville indbefatte interviews med en række af dem, ikke bare hendes mors far.

Alle havde en historie at fortælle.

Og det var Chloes håb, at hun, ved at interviewe sin morfar, kunne fylde nogle af hullerne i sin egen historie ud. Men selvfølgelig ikke dem alle sammen. Der var et kæmpe, manglende kapitel i hendes liv, som det var usandsynligt, at hun nogensinde ville få noget at vide om. Det var lidt ligesom et puslespil med fem hundrede brikker, hvor der manglede en brik. Problemet var, at den brik fyldte halvdelen af puslespillet.

Chloe ønskede at vide, hvem hun var.

Hendes morfar var tynd og rundskuldret, med et par enkelte totter af hår, der ikke gjorde meget for at skjule hans mange leverpletter. De fleste dage sad han i sin pyjamas og badekåbe, når Chloe kom, men i dag havde han taget jakke, hvid skjorte og slips på. Chloe tænkte, at der var plads til hele hendes hånd mellem kraven og den gamle mands læderagtige, rynkede hals.

„Er det virkelig et kamera?" hviskede han.

„Det er min telefon, sagde hun. „Du har set min telefon før. Den kan alle mulige ting.

Han fugtede sine tørre læber. „Men hvor er filmen?"

„Det er digitalt. Er du klar?"

„Skyd løs. Jeg får ikke brug for min advokat, vel?" Han lo, så man kunne se hans gebis.

„Det tror jeg ikke, sagde Chloe. „Medmindre du har tænkt dig at tilstå noget forfærdeligt, du har gjort i din fortid. Har du været lejemorder eller sådan noget? Arbejdet for mafiaen?

Han rystede på hovedet. „Bare Sears."

„Jeg vil fortsætte fra der, hvor vi slap sidste gang. Er det okay?"

Han nikkede.

„Lad være med at kigge ind i kameraet. Bare se på mig. Vi får os bare en snak, okay?"

„Jeg er med," sagde han svagt.

Chloe berørte skærmen på telefonen, satte sig i stolen over for sin morfar og sagde: „Hvordan tog du det, da mor sprang ud?"

„Sprang ud fra hvad?" svarede han og lo underfundigt.

Chloe klukkede. „Da hun fortalte dig, at hun var lesbisk."

„Nå, det, sagde han. „Ja, det skete jo ikke på én gang. Hun var kommet med hentydninger til det. Tegnene var der, hvis bare vi var opmærksomme. Din mormor, Lisa – gud velsigne hende – og jeg kunne ikke undgå at se tegnene, men nogle gange, selv når det er lige for øjnene af én, lader man, som om man ikke ser det. Det holdt ikke længe med de kærester, hun havde. Jeg tror, jeg tog det bedre, end Lisa gjorde, for at være ærlig. Jeg tror, at Lisa altid havde drømt om et stort bryllup, når Gillian en dag fandt den rette. Forstår du, hvad jeg mener?

„Selvfølgelig, det forstår jeg," sagde Chloe.

„For femogtyve-tredive år siden rendte folk ikke rundt og reklamerede med, at de var homoseksuelle, uden at tage sig af hvad folk mente om det. Det er anderledes i dag."

„Nok ikke så meget, som du måske tror. Fortæl mig mere om, hvordan mormor havde det med det."

Mandens ansigt blev trist. „Hun havde det svært med det. Folk spurgte hende om, hvornår Gillian ville slå sig til ro. Hun sagde altid, at hun ikke havde fundet den rigtige mand endnu, eller at hun var optaget af at gøre karriere, den slags ting. Men hun boede allerede sammen med Annette på det tidspunkt. Lisa sagde til alle, der spurgte, at de bare var bofæller, som sparede penge ved at dele bolig."

„Jeg kunne godt lide Annette, sagde Chloe. „Hun var en god mor.

„Det lyder stadig underligt i mine ører, sagde han. „Når man har to af dem. Hvor længe siden er det? Det er svært at holde rede på tiden nu om stunder.

„Jeg var ti år," sagde Chloe.

„Wauw."

„Nå, men kom der et tidspunkt, hvor mormor accep­terede det?"

„Det gjorde der vel. Hun var nødt til at følge med tiden."

„Hvordan håndterede hun det, da mor fortalte jer, at hun var gravid?"

Hendes morfar kom med et lille pift. „Ja, det kom godt nok som en overraskelse. Vendte op og ned på hendes verden. Men ikke så længe. Hun regnede med, at din mor endelig var begyndt at spille på det rigtige hold. At hun gik bag om ryggen på Annette og havde en rigtig heteroseksuel affære. Det må være første gang, hun bifaldt utroskab, kan jeg godt sige dig. Hun havde ingen idé om, at der ikke – jeg