Mord og Minespil: Lendorph & la Cour

By Freya Anduin

Mord og Minespil

Der er gode miner og dårlige miner, og miner der burde være fulde af guld. Der er onde mord, og blodige mord og selvmord, som kunne have været forhindret.

Christian la Cour fortsætter sin uovertrufne indsats på Opdagerkontoret, Helena får uventede gæster, Strømmen opdager, han kan selv, og Anna Lendorph vælger en helt ny karriere, som bringer hende tættere på politiets arbejde. Og så er der familien... Ah, den kære familie. Med de helt forkerte venner de helt forkerte steder. Det er kun et spørgsmål om tid...

Anna Lendorph og Christian la Cour fortsætter samarbejdet i jagten på mordere og svindlere, som huserede ikke bare i København men så langt væk som Melbourne, Australien.

En historisk hyggekrimi med virkelige forbrydelser... og lidt til.

Bog 1: Guld og Diamanter
Bog 2: Løgnere og Levemænd

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 10, 2021
• ISBN: 9788743030164

Freya Anduin

Freya Anduin er uddannet cand.comm. med historie samt i psykologi og dramaturgi – formidler, historiker, kommunikatør og journalist - og har skrevet og holdt foredrag i adskillige år. Skriverierne er blevet til mange forskellige ting i årenes løb: artikler, kronikker, portrætter, lærebøger, digte, engelske short stories, håndbøger, tv-koncepter, filmmanuskripter, by- og museumsquizzer m.v. Serien om Lendorph & la Cour fylder mest: Historiske hyggekrimier, som foregår i 1910 og har basis i virkelige kriminalsager. Det er en spændende tid – starten på vores moderne verden – og det har krævet omfattende research, bl.a. på Rigsarkivet, at skrive serien.

Book preview

1.

Christian havde ikke diskuteret det med Madsen, chefen på Opdagerkontoret, men Madsen havde set skyggen i hans øjne og vidste, der var et eller andet. Han vidste ikke, hvad han skulle spørge til – årsagen lå tilsyneladende langt tilbage, mens la Cour stadig var på Nørrebro, så Madsen besluttede at spørge Hakon Jørgensen om forbindelsen mellem la Cour og Jørgen Hansen. Som svar fik han historien om frk. Helena Wittgens.

Jørgensen forklarede, hvordan la Cour havde fundet Hansen med hænderne om frk. Wittgens hals, og hvordan hun i øvrigt havde været voldsomt maltrakteret. Og at la Cour havde taget sig af hende, så hun var kommet på hospitalet og vistnok også bagefter, men han havde ikke været øhm – involveret – med frk. Wittgens, som hverken før eller siden havde figureret i politiets arkiver i øvrigt. Madsen forstod. Det måtte have været en forfærdelig oplevelse. Men la Cour var kommet over det og var nu politiets suverænt bedste opdager, og så var denne Hansen så dukket op igen og havde nærmest givet la Cour skylden for, at han have skåret halsen over på en prostitueret. Det forklarede skyggen. Og det forklarede så i øvrigt også en del om, hvor la Cour fik sin viden om Københavns underverden fra – inkl. den i de øverste samfundslag. Frk. Wittgens havde et etablissement, som nu havde byens førende herrer som kunder. Det var ikke noget, han ville blande sig i – bl.a. fordi frk. Wittgens også importerede visse artikler til personligt brug, som – f.eks. via dr. Lendorphs klinik – bidrog til at mindske befolkningstilvæksten og ikke mindst antallet af uønskede børn blandt det kvindelige tyende. Madsen havde stor sympati for den indsats, og da artiklerne ikke på nogen måde var ulovlige – hverken import, salg, vejledning eller brug – så var hun i hans øjne en af byens betydningsfulde og indflydelsesrige kvinder. En af dem hvis indsats virkelig var nødvendig til forskel fra hovedparten af hæren af hattedamer med mere præk end praksis, han ikke havde meget til overs for. Men hvad med la Cour?

⁂

Christian fik omsider den stærkt ophidsede frk. Inger Jørgensen til at sidde ned, mens et kontorbud kom med vand og kaffe. Strømmen satte sig diskret i baggrunden for at tage notater. Justitsråd Jørgensen havde ringet til Madsen, som han kendte, og Madsen havde set det som en kærkommen lejlighed til at engagere la Cour i noget, som ikke var det mindste blodigt, men som kunne blive en besværlig sag – opklaringsprocenten på røverier var modsat den på mord ikke just imponerende. Men måske den kunne blive det. La Cour og Strømmen var derfor straks sendt afsted til justitsrådens advokatkontor i Nørregade for at tale med hans datter, frk. Jørgensen.

De sad nu i justitsrådens eget kontor med mahognimøbler, tykke tæpper og malerier på de panelbeklædte vægge, mens han selv var til møde andetsteds i byen. Hendes bror, stud.jur. Hjalmar Jørgensen, som også arbejdede på kontoret, havde forsøgt at blande sig men var venligt men bestemt blevet bedt om at gå ud og passe sit arbejde, indtil han blev kaldt ind. Frk. Jørgensen, som var en ellers robust udseende ung dame med blondt hår sat i en stram chignon i nakken og iført en skræddersyet tweeddragt med fløjlsbesætning, drak lidt vand og derefter lidt kaffe og fik efterhånden sundet sig nok til at begynde sin forklaring.

- Min far havde bedt mig gå i Landmandsbanken for at hente penge. Det gør jeg jævnligt, fordi ingen forventer, at en ung pige har et stort pengebeløb på sig, og jeg er heller ikke nervøst anlagt. Jeg gik i banken, og jeg fik sedlerne i en mappe, som jeg bar under armen, og gik tilbage til kontoret. Der var ingen, der fulgte efter mig fra banken og heller ikke på gaden. Der er jo også kun et lille stykke op til Nørrevold.

Frk. Jørgensen viftede med hånden i retning mod banken.

- Da jeg kom tilbage, var der en ung mand, der gik foran mig ind i opgangen. Jeg tænkte ikke over det, her er jo flere kontorer. Da jeg nåede rundt om første afsats, ventede han på mig, hvor jeg ikke kunne se ham, før han skubbede mig ned ad trappen. Og så rev han mappen til sig og løb ud. Jeg faldt og kunne høre gadedøren smække, inden jeg fik rejst mig op. Jeg råbte på hjælp, og min bror kom løbende ned ad trappen. Jeg orkede kun at sige 'efter tyven', og så løb han ud på gaden og efter ham.

Christian så nærmere på frk. Jørgensen, som især så ud til at have meget ondt i ryggen. Han tænkte, hun var ufattelig heldig at være faldet på afsatsen og ikke skubbet ned ad trappen, som havde messingbeslag på kanten af trinene for at beskytte træet.

- Hvor mange penge drejer det sig om – og hvilke sedler?

- 20.000 kr.

Strømmen kiggede op og var lige ved at fløjte. Det var mange penge at lade nogen gå alene med.

- 15.000 i 500-kr. sedler, 450 kr. i 100-kr. og 50-kr. sedler og 50 kr. i 10-kr. sedler.

- Hvor meget fylder de? Hvor stor var mappen?

Frk. Jørgensen viste med hænderne.

- Ikke ret meget. De lå i en helt almindelig sort sagførermappe.

- Kan De beskrive den unge mands udseende?

- Nej. Kun at han havde hat og frakke på.

Frk. Jørgensen rystede fortvivlet på hovedet og vred sit efterhånden temmeligt våde lommetørklæde i hænderne. Christian rakte hende et tørt, som hun straks tog i brug.

- Mange tak, frk. Jørgensen. Lad os tale sammen igen, når De har fået talt med Deres læge og er kommet lidt til hægterne.

Frk. Jørgensen nikkede, og Christian og Strømmen rejste sig, smilede venligt og gik ud. Christian gik hen til broderen og oplyste, at frøkenen kunne køre hjem og blive tilset af sin læge, og at han gerne måtte komme ind.

Hjalmar Jørgensen forklarede det samme som sin søster; han havde hørt hende råbe på hjælp og var løbet ned ad trappen. Hun havde sagt 'løb efter ham' eller sådan noget, og så var han løbet ud på gaden, hvor en tyk mand pegede mod Krystalgade, og nogle begyndte at råbe 'stop tyven'. Det fik flere til at løbe, selvom de vist ikke alle sammen vidste, hvorfor de løb eller efter hvem. Der stod en fattigt udseendet mand på hjørnet af Fiolstræde, som han fik en lokalbetjent til at anholde, før han gik tilbage til kontoret. Det sidste forstod Christian ikke logikken i. Hvis manden havde stjålet noget, var han vel ikke blevet stående?

⁂

Anna sad på sin pind på redaktionen og ledte som altid efter en historie, som ville falde i Aftenbladets læseres smag. Noget fra udlandet, som var sjovt, anderledes, mystisk… måske et godt mord. Men det var igen noget, der svarede til Annas egen interesse, som fangede hendes opmærksomhed:

Væddeløb i Luft og paa Jord.

Det er ovre i Kalifornien i Byen Los Angeles, at man har arrangeret Væddeløb mellem et Automobil og en Flyvemaskine. Automobilet var et af disse amerikanske Staaluhyrer, der farer hurtigere afsted end et lynsnart Iltog, mens Flyvemaskinen var en almindelig Todækker med en ekstra god Motor. Løbet skulle foregaa paa og over Landevejene over 100 engelske Mil, og der startedes på samme Tid. Til en Begyndelse formede Løbet sig som et baade storslaaet og pudsigt Syn. Flyvemaskinen styredes lige hen over Bilen. Man saa hvorledes Chaufføren uvilkaarligt dukkede Hovedet, som Flyvemaskinen kom farende hen over ham. Et Øjeblik saa det ogsaa ud som de to Maskiner skulde ramle sammen. Men Aviatøren holdt støt sin Luftkurs lige over Automobilet, og fløj saa lidt efter lidt foran denne og kom til sidst langt foran. Løbet blev da ogsaa en storslaaet Sejr for Luftmanden.

Anna var tilfreds og kunne gå en tur i byen efter kamerakataloger, før hun senere drak eftermiddagste hjemme med sin mor. Dette sjældne øjeblik blev forstyrret af larm og skramlen fra gården, hvor ting blev båret ned og læsset på en vogn; nogle af dem med høje bump ledsaget af højrøstet svovlen og banden fra mindst to personer. Heldigvis var postyret mest ved Annas trappeopgang i sidebygningen, som ikke var tæt på stuen, men det var nok til at få indflydelse på indholdet af konversationen, som ellers havde handlet om de seneste møder i Dansk Kvindesamfund.

- Hvem flytter?

- Petersen. Han vil udvide forretningen, og han kan ikke få mere værkstedsplads her.

-  Hvad så med hans?

- Janssen, kunstsmeden, overtager hans værksted, så han kan udvide lidt. Men Sørensen siger, der ikke er nogen til lejligheden endnu. Den er for upraktisk – det var oprindeligt et kunstneratelier.

Anna så pludselig meget begejstret ud. Agnes kendte det udtryk og så ekstra opmærksomt på sin datter.

- Hvad har du nu fundet på?

- Jeg lejer den. Det er præcis, hvad jeg har brug for. Jeg har besluttet at blive fotograf.

Agnes fik et lidt træt udtryk i ansigtet. Endnu en ny ide. Nr. 1000 ca. Men i det mindste gav det mening, og måske det kunne sætte flyveriet på pause. Hun havde frygtet, Anna ville være taget til Paris for at købe en Bleriot i samme øjeblik, hun fik arven fra sin mormor. Det nye initiativ kunne være værd at støtte. Årsagen var ikke svær at gætte: Politiet i Paris var begyndt at fotografere gerningssteder som standardprocedure, havde Anna selv fortalt, så det ville nok også blive sædvane i København, hvor man også var på forkant og gerne vendte blikket mod Paris, som var førende i Europa. Hun smilede til sin datter.

- Med speciale i mobil indendørsfotografering?

Anna grinede bredt.

- Netop. Jeg går ned til Sørensen og får en nøgle, så jeg kan se lejligheden.

Agnes så tænksom ud et øjeblik.

- Har du talt med Johanne?

Anna så spørgende på sin mor.

- Johanne Hesbeck. Hos Elfelt. Kan du ikke huske hende fra Kvindesamfundet?

- Selvfølgelig. Johanne. Hun er virkelig dygtig.

Anna havde set nogle af Johannes billeder blandt dem, hun havde ledt igennem på jagten efter stjålne juveler, og de var fantastiske. Nogle af dem næsten som malerier af Tuxen. Hun rejste sig med et målrettet udtryk i ansigtet, sendte et strålende smil til Marie, som kom for at tage af bordet, og valsede ned til Sørensens.

Agnes kiggede efter hende. Det var formentlig en rigtig god ide. Det var ikke sikkert, hun kunne blive på avisen, når hun blev gift – og nu var der omsider udsigt til, at det faktisk kunne ske – og som fotograf kunne hun have sin egen virksomhed, som ingen kunne blande sig i eller forklare, hun ikke måtte eller kunne, fordi hun var kvinde eller gift. Der var allerede kendte, kvindelige fotografer – endda hoffotografer. Og Christian ville ikke tage det som en underkendelse af hans forsørgerevner eller på nogen måde stille sig i vejen. Tværtimod. Agnes tillod sig et øjeblik at kontemplere over sin forventeligt kommende svigersøn. Den ubetinget mest sympatiske mand hun kendte bortset fra sin egen ægtemand. Dygtig, intelligent, empatisk, smuk, forelsket og som opdager og søn af en snedker, nu fabrikant, og en varietédanserinde flere socialklasser under Anna, hvilket absolut ikke bekymrede Agnes. Hun havde selv giftet sig under sin stand og endda i udlandet, og havde derfor haft et yderst behageligt ægteskabeligt samliv med en fysikprofessor, som også havde det fint med, at hans kone arbejdede, fordi det var det, hun ville. Tankerækken med sympatiske mænd førte til, at hun kom i tanke om Pontoppidan, som hun besluttede at invitere til middag. Han var glad for Anna og kunne måske vise sig nyttig. Igen.

⁂

Udenfor porten i Nørregade blev Christian og Strømmen enige om, at de lige så godt kunne spørge de handlende i gaden, om de havde set nogen eller noget nu med det samme. I morgen ville de næppe kunne huske det, hvis der var noget som helst at huske fra det sædvanlige mylder, som fyldte godt op i gadebilledet. Det blev en lang og nytteløs tur op og ned ad gaden. En løbende mand var ikke noget, der i sig selv vakte opsigt eller fik nogen til at kigge en ekstra gang. De handlende havde nok at gøre med at ekspedere, og kunderne var gået for længst. De måtte vente på, at aviserne skrev om det og bede om, at eventuelle vidner henvendte sig.

Tilbage på kontoret, skrev Strømmen rapport, mens Christian funderede over taktikken for den videre efterforskning.

- Hvad ved vi ellers om frk. Inger Jørgensen?

- 19 år, arbejder hos sin far for at lære jura i praksis, har lige afsluttet filosofikum og regner med at tage embedseksamen som jurist. Bor hos sine forældre ligesom broderen – også stud.jur. – Hjalmar Jørgensen.

- Og faderen?

- Sagfører, justitsråd, rig, ejer en del ejendomme i indre by, administrerer flere andre. Højt respekteret. Bor privat i en stor villa ude på Lindegårdsvej i Charlottenlund.

- Vi må tale med ham i morgen, men først skal vi lige have et stikbrev ud med oplysninger, og jeg ringer til Bærentzen. Og så må vi se, hvem vi hører fra.

Hjemme på sit værelse kunne Christian ikke lade være med at tænke på overfaldet på frk. Jørgensen, selv mens han lavede sine balletøvelser, som han var fortsat med, selvom det nu var flere år siden, han forlod balletten med en skade. Ét uheldigt spring, og han ville være invalid, så han stoppede og valgte politiet for at blive detektiv. Det var lykkedes på rekordtid. Øvelserne holdt ham i god fysisk form, selvom han havde overvejet, om han burde gå over til den Müllerske metode eller måske ro ligesom Strømmen eller fægte som Anna. Foreløbigt var det bare lettest at fortsætte. Han kiggede i spejlene med øjnene på uendeligt og så – ikke sig selv, men Nørregade.

Tyveriet kunne ikke være sket som et pludseligt indfald men måtte være forberedt på en eller anden måde. Tyven måtte have kendt kontoret eller rutinerne eller huset eller det alt sammen. Hans tanker rodede rundt i et håbløst virvar, så han endte med at tage sin danske Gross fra reolen i håb om at få mere styr på dem. Han vidste, der stod noget. Side 364, Den forudgående udspejden: 'Enhver person, som ukaldet indfinder sig i et hus, kan være en tyvs spejder; kolportøren, betleren, krøblingen, den (tilsyneladende) blinde, som ledes af et barn, det grædende barn, som fortæller om sine forældres nød, den frække knægt, som med et polisk smil spørger den fremmede på hotellet, om denne ikke vil tage imod et besøg af hans søster eller kusine, den undselige unge pige, som beder om beskæftigelse med linnedsyning eller vask, for at hun kan hjælpe sin gamle moder, kommissionæren, der tilbyder sig som mellemmand i forretninger, lejetjeneren, der tilbyder sin tjeneste, den gamle kone, som får en pengeseddel vekslet hos vekselereren, den handelsrejsende, som foreviser prøver, den ulykkelige officersenke, som beder den gamle vellystning om råd – alle disse og mange andre er ofte ikke andet end spejdere. Denne udspejden går i mange forskellige retninger…'

Det hjalp. I det hele taget. Han havde ringet til Anna for at sige, han ikke kom i dag – han havde troet, der ville gå mere tid med afhøringer. Gad vide, hvad Anna lavede. Han følte et sug i maven af savn. To døgn uden Anna og han fik nærmest abstinenser. Han håbede, det kun ville være hende, han drømte om i nat.

⁂

Anna havde set på det ledige lejemål. Det var perfekt. Der skulle ikke meget til for at få det forandret tilbage fra bolig til atelier. Der skulle fjernes nogle tynde loftsplader og plader foran tagvinduerne, som skulle efterses og nogle repareres, og paptynde skillevægge, som havde delt det store atelier i tre mere normale stuer, skulle væk igen. Der var passet pænt på det hele, og der var god plads til udstyr og mørkekammer. Der var hverken brug for et moderne køkken eller badeværelse – hun skulle jo ikke bo der – så det måtte kunne klares hurtigt. Hun havde allerede fået en lejekontrakt og skrevet den under. I morgen var det bare en tur i banken, og så havde hun sit eget fotostudie.

Lige nu sad hun ved skrivebordet med en stak kataloger med fotoapparater, som hun dels havde hentet i byens forretninger dels haft med hjem fra England for hvis nu. Tanken var ikke helt ny. Hun havde også bestilt kataloger fra Tyskland. Hun havde allerede et Linhof Ganzmetall, og både Linhof og Rietzschel havde flere interessante kameraer, bl.a. stereokameraer, og objektiver til svagt lys. Der ville også komme et par kataloger fra USA, men de ville næppe være bedre end de tyske. Hun havde også fået en aftale med Johanne Hesbeck.

Og så var der kunstskoler, hvor man kunne lære noget om lys. Endnu en tur gennem avisernes annoncer. Der var kun et par stykker, som havde kvindelige elever. Underligt nok – der var mange unge kvinder, som lærte at male, mens de ventede på at blive gift. Nogle gik hos mænd som Vilhelm Klein, som havde sagt, at 'At kvinder har samme Ævner som Mændene, vil næppe nogen paastaa'. Men det afholdt ham ikke fra at tjene penge på dem. Nu kunne kvinder i det mindste komme på Kunstakademiet, men det var ikke det, hun havde behov for. Johanne havde også nævnt, at Anna Knudstrup underviste på Teknologisk Institut i kul- og gummitryk. Det måtte hun også vide mere om. I morgen ville blive en travl dag. Hun sendte en kærlig tanke til Christian, som formentlig stadig var på arbejde. Det føltes allerede forkert, han ikke bare var der. Det måtte de råde bod på i morgen.

⁂

Morgenaviserne bragte historien om røveriet i Nørregade og politiets bøn om oplysninger, og det var som sædvanligt de erhvervsdrivende, som først læste avis. Christian modtog de første opkald, før Bærentzen stod ved skranken, og det var ret godt gået.

Den første, som henvendte sig, var vaskeriejer Jensen fra vaskeriet Svanen i Nikolajgade. Han var gående i Nørregade på tidspunktet for røveriet og havde set røveren komme farende i færd med at stoppe en mappe under frakken. Røveren var forsvundet, før han havde fået tænkt over oplevelsen, og at det måske var suspekt. Christian bad ham komme ind på kontoret.

Den næste i telefonen var melkusken Lauritz Larsen, som havde været kørende i Nørregade, og som først troede, manden løb for at nå en sporvogn. Han blev derfor forbavset, da manden drejede om hjørnet ved Krystalgade, hvor der ikke kørte sporvogne, indtil folk begyndte at råbe 'stop tyven'. Han havde straks vendt vognen og var kørt efter manden, men da han nåede hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde, var tyven allerede ved Kannikestræde, hvor han forsvandt. Larsen havde derefter opgivet forfølgelsen. Han beklagede sin manglende vagtsomhed. Christian svarede, at han havde reageret hurtigere end de fleste.

Flere telefonopkald gav ikke flere oplysninger. Tilsyneladende havde tyven sat farten ned eller var gået ind i en gård et sted omkring Kannikestræde, så han ikke længere var synlig i gadebilledet. Der kom intet frem, som reelt kunne bruges til noget. Der blev sendt betjente ud at kigge i skraldespande ved Kannikestræde for at se, om han havde smidt tøj og taske i en af dem, men de havde ikke meget håb om at finde noget, og et sådant blev heller ikke indfriet. Det eneste, de fik ud af det, var en aroma, der blev hængende i uniformen i næsten en uge, og som indbød deres sædvanlige klienter til at udfolde en veludviklet humoristisk sans, indtil duften var forsvundet.

Christian ringede til justitsråden og fik bekræftet, at frk. Jørgensen nu var kommet så meget til hægterne, at hun kunne tale med ham. Han tog derfor Strømmen med til Charlottenlund i håb om at få et brugbart signalement.

De blev taget venligt imod af stuepigen, som viste dem ind i en lille, gammeldags indrettet salon, hvor frk. Jørgensen hvilede på en purpurrød chaiselong omgivet af viftepalmer. Christian og Strømmen fik anvist hver sin lænestol og blev budt te. Frøkenen så ud til at tage sig sammen og nikkede imødekommende, da Christian bad hende om at huske gårsdagens strabadser – helst med flere detaljer som f.eks. mandens udseende. Hun så frem for sig, mens hun forsøgte at beskrive:

- Han var ung, måske 26, middelhøj – som min bror – spinkel, nærmest tynd, lyshåret og vistnok med et lille overskæg. Han havde sådan et underligt, blegt, abeagtigt ansigt. … Frakken var grå med sorte striber på langs, og han havde hat på – en gammeldags, stiv, sort hat.

De drak teen, spiste en småkage og udvekslede nogle høfligheder, hvorefter Christian og Strømmen forlod villaen, mens de diskuterede signalementet. Det var unægtelig en forbedring fra dagen før, hvor hun intet kunne huske. Det var der for så vidt ikke noget usædvanligt i.

- Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad hun mente med abeagtigt.

- Næh. Men resten stemmer overens med de øvrige vidners forklaringer, så vi skal have et nyt signalement ud med det samme.

De sendte omgående et nyt stikbrev ud. Christian ringede til Bærentzen; han vidste, deadline var tæt på, og han ville gerne have signalementet med i Aftenbladet allerede om eftermiddagen. Så vendte Christian og Strømmen tilbage til justitsråd Jørgensens kontor for at tale med ham selv. Der var ingen tvivl om, at