Løgnere og Levemænd: Lendorph & la Cour

By Freya Anduin

Nogle gange tror man, noget er overstået og tager fejl. Nogle gange er detektiver specialister på en helt speciel måde. Nogle gange dukker kurerer ikke op, når de skal. Nogle gange blander naboerne sig. Nogle gange må man se fortiden i øjnene. Nogle gange er der en slange i paradiset. Nogle gange ...

Journalist Anna Lendorph og opdager Christian la Cour fortsætter samarbejdet i jagten på mordere og tyveknægte, som huserede ikke bare i København men også i Oslo, Stockholm, Hamborg, London og New York i 1910. De var frække, opportunistiske, opfindsomme ...

Mød Skonnert-Larsen, Arthur Conan Doyle, søstrene Carstens, H.C. Andersen, detektiverne i Skyggestræde...

En historisk hyggekrimi baseret på virkelige forbrydelser, hvor du lettere kommer til at grine end gyse. Med illustrationer. Sidste kapitel handler om, hvad der er fakta og hvad fiktion.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 21, 2020
• ISBN: 9788743015482

Freya Anduin

Freya Anduin er uddannet cand.comm. med historie samt i psykologi og dramaturgi – formidler, historiker, kommunikatør og journalist - og har skrevet og holdt foredrag i adskillige år. Skriverierne er blevet til mange forskellige ting i årenes løb: artikler, kronikker, portrætter, lærebøger, digte, engelske short stories, håndbøger, tv-koncepter, filmmanuskripter, by- og museumsquizzer m.v. Serien om Lendorph & la Cour fylder mest: Historiske hyggekrimier, som foregår i 1910 og har basis i virkelige kriminalsager. Det er en spændende tid – starten på vores moderne verden – og det har krævet omfattende research, bl.a. på Rigsarkivet, at skrive serien.

Book preview

1.

Christian gik ned ad Kattesundet på vej hjem til sit pensionat på hjørnet af Vestergade, mens han spekulerede på et vigtigt problem, han skulle have løst. Han gik med sine lette, næsten dansende skridt, fedoraen trukket godt ned i panden og inverness-frakken knappet helt op; lukket om sig selv og sine tanker. Han havde afsluttet en stor sag, hvor de havde fanget et par internationale juveltyve, og nu var der så nogle konsekvenser af den opklaring, han var nødt til at forholde sig til. Pga. sagen havde han mødt journalist Anna Lendorph, som havde udvist et imponerende sæt af talenter – inkl. at redde ham fra en kidnapning – og hun fyldte en hel del i hans bevidsthed. Lige nu den hele. Han genkaldte sig duften af Jicky, og med duften fulgte billedet af rødt hår, blå trilby, blink i øjet og mange timer tilbragt i hendes værelse med te, sandwich og opklaringsarbejde. Hun havde endda købt Gross' håndbog i efterforskning. Den store tyske ...

Normalt var han opmærksom på alt omkring sig – mennesker, lyde, lugte – men lige præcis nu – forårsaget af ovenstående spekulationer – foregik turen helt mod sædvane på autopilot, og huse og mennesker blev tågede, utydelige kulisser, hvor han navigerede forbi forhindringer uden rigtigt at se dem. Det betød bl.a., at han ikke havde lagt mærke til en person, som fulgte efter ham, og som – da han rent refleksmæssigt stoppede for at give plads til en mand, der bar varer ud fra en butik – slog ham i hovedet og derefter forsvandt, mens Christian kollapsede på fortovet. 

Christian var ikke alene på gaden, så nogle forbipasserende sørgede for at finde ud af, hvem han var, og hvor han boede, og hjalp ham hjem til sit pensionat, hvor hans værtinde, enkefru Berg, blev meget forskrækket. Hun fik langt ham ind i seng og ringede så først efter sin læge og derefter til chefen for opdagerpolitiet, Henrik Madsen, for at give besked.

Madsen sendte straks Strømmen, som blev instrueret i at finde ud af, hvordan la Cour havde det, og så i øvrigt få et signalement af den person, som havde haft det usædvanlige held at kunne overfalde ham. Det sidste kunne Christian ikke give, udover en vurdering af hans størrelse, for slaget var kommet bagfra. Han havde heller ikke noget godt gæt på, hvem det var – eller hvorfor for den sag skyld, for personen havde ikke forsøgt at stjæle noget. Årsagen til hans egen uopmærksomhed havde han ikke tænkt sig at diskutere med nogen. Episoden var pinlig nok i sig selv. Det var kun anden gang i Christians voksenliv, det var lykkedes nogen at slå ham.

Konsekvensen af overfaldet blev, at Christian på lægens ordre og Madsens opfordring måtte have ro nogle dage til hovedet og derfor blive hjemme i sin seng. Enkefru Berg benyttede lejligheden til at hygge ekstra om sin yndlingspensionær.

Christian var en venlig, stille og høflig mand med absolut pletfri vandel, og hun tillod derfor i anledning af hans sengeleje undtagelsesvist besøg af en dame på værelset. Hans mor. Et besøg lægen ikke ville have billiget, hvis han havde hørt om det. Fru Ida la Cour var ikke just et sindbillede på ro; hun var generelt årsag til megen moro og latter og fik også denne gang sin søn til at grine uhæmmet, hvilket gjorde ret ondt. Ikke i hovedet ganske vist, men han havde slået sig på en trappe i faldet, og hans ribben protesterede voldsomt. Om besøgsundtagelsen også ville have omfattet Anna, vidste Christian ikke – hun var vistnok stadig i England med familien. Hans seneste sag havde været rent lokal, og hun var kun på det udenlandske og dermed ikke involveret, så spørgsmålet var ikke aktuelt. Desværre.

⁂

Da Christian mødte igen på Opdagerkontoret, blev han standset af skrankebetjenten.

- Ved du, hvad det er?

Christian fik rakt noget, der mindede om et lille nøglebundt. Han genkendte det øjeblikkeligt – det var Annas dirkesæt. Han havde kopier af et par af dirkene, som han havde lavet til sig selv, efter at have være taget gidsel.

- Det ligner et manicuresæt til vikinger,

forsøgte han for at dække over, at han godt vidste, ikke bare hvad det var, men også hvis.

- Hæ, ja. Det gør det.

- Hvor kommer det fra? Fundet et eller andet sted?

spurgte han henkastet.

- Det var en rendestensunge, der kom med det – sagde det var fundet, men ikke hvor. Og som sagde, du skulle have det. Han kendte dit navn.

Christian blev iskold indeni. Ingen tvivl om, at det var en besked til ham, og at det var en trussel hvis ikke noget værre. Og ingen tvivl om, at Anna måtte være i fare på en eller anden måde. Sættet var et levn fra hendes kostskoletid i Schweiz og havde vist sig at være nyttigt – specielt for ham selv. Det var udelukket, hun havde tabt det. Det var ikke sandsynligt, nogen havde taget det ved indbrud, og hun havde helt sikkert ikke været ude at bruge det. Og ingen af de årsager ville i øvrigt forklare, hvorfor nogen af egen fri vilje afleverede noget så praktisk som et udvalg af låsedirke til politiet – eller bad om at lige præcis han fik dem.

Der var kun én mulighed, og det var at skræmme ham og måske få ham til at gøre noget – men hvad? Skulle han vente på et brev om løsepenge? Skulle han skynde sig til hendes adresse eller til redaktionen, for at se om hun var der? Hvad var meningen? Var det for at give ham forklaringsproblemer på Opdagerkontoret? Hvad gik det ud på? Han turde ikke bare ringe, for hjemme stod telefonen hos Annas forældre, som han ikke ville skræmme, og på kontoret var den nok hendes, men den kunne besvares af andre, som så skulle have en forklaring. Og lige præcis den her forklaring, ville han ikke dele med andre end Anna selv.

Han tog sættet og gik ind på sit kontor og lukkede døren, så han kunne tænke, mens skrankebetjenten kiggede efter ham. La Cour måtte have kendt nogle sjove typer derude på Nørrebro, mens han var betjent der, tænkte han. Den gadeunge, der var kommet med sættet, var i hvert fald speciel. Og tyv, konstaterede han. Blyanten, der havde ligget på skranken, var væk.

⁂

Anna kom hjem og kunne mærke, der var noget galt. Der så normalt ud, men der var forkert. Et eller andet forkert. Hun kiggede rundt i værelset – klædeskabet, den store seng, de fyldte reoler, klapbordet, det gigantiske skrivebord, lænestolen, malerierne på væggene ... alt så umiddelbart helt normalt ud.

Hun tjekkede låsen med en stærk lommelygte og et forstørrelsesglas. Der var de tegn, hun ledte efter. Nogen havde haft held til at bryde låsen op og havde været inde. Hun var glad for, at hendes Webley lå i håndtasken, og at Schouboen var låst inde på skydebanen. Hvad kunne de have taget her?

Der var tilsyneladende ikke rodet i noget, og intet så ud til at mangle – heller ikke i smykkeskrinet. Hun gik alt igennem og fandt intet, der lå forkert. Indtil hun kiggede på klapbordet, hvor en stor krystalskål på fod med alt løst fra lommerne, stod på midten. Nogen havde haft fingrene i den. Hun tjekkede indholdet. Kun én ting var væk – hendes dirkesæt, som havde ligget i rodet af mønter, huskesedler og brugte billetter, så synligt, hun ikke lagde mærke til det. Ringen med dirke var forsvundet, og det var ikke noget godt tegn. Den kunne bruges til lidt for meget og ville være alt for nyttig i de forkerte hænder, og eftersom den var stjålet, var det mere end sandsynligt, at den befandt sig netop der.

Kun én anden person udover hende selv kendte den i detaljer – Christian. Og hvor pinligt, det end var, var hun nødt til at fortælle ham, at den var væk. Hun gik ind i salonen i forældrenes lejlighed, tog telefonen og bad om Christians nummer.

- Christian la Cour.

- Christian, det er Anna.

Han var lige ved at råbe af lettelse og så bekymring. Havde nogen tvunget hende til at ringe?

- Hvor er du?

- Hjemme. Hvad er der – du lyder helt forkert?

- Der har lige været nogen her og aflevere dit dirkesæt. Og specifikt bedt om, at jeg fik det.

- Kommer du over?

Ja, jeg kommer med det samme.

Christian lagde på med enorm lettelse. Anna var uskadt, og hun var hjemme. Så formentlig ingen umiddelbar fare, men der var stadig noget helt galt, og han måtte hellere selv se at være på vagt. Aldrig mere ukoncentreret på gaden.

⁂

Da Christian kom, rakte han Anna dirkesættet med det samme. Mens han fik hat og frakke af, satte Anna sig ved skrivebordet og tog lygten og forstørrelsesglasset, hun havde undersøgt låsen med, og gav sig til at se nærmere på sættet.

- Hvad kigger du efter?

- Ridser, spor af voks for at se, om nogen har forsøgt at kopiere det. Om samlingen i ringen har været brudt. … Det ser ikke sådan ud. Det er bare taget og er ellers uskadt. Men nogen har brudt min dørlås op, og det burde man ikke lige kunne.

- Men nogen har. Som også forbinder os to, siden det er leveret til mig uden nogen besked i øvrigt. Skrankebetjenten sagde, det var en gadeunge, der kom med den, som forsvandt igen øjeblikkeligt.

- Den letteste måde, hvis man ikke vil identificeres.

- Carstens?

- Eller den falske grevinde? En slags tak for sidst, vi ved, hvem du er?

- De har haft tid nok men har valgt først at aflevere sættet nu. Hvor du er tilbage.

- Det kan være et tilfælde – eller den sædvanlige sans for drama, hvis det er Carstens eller grevinden.

De tænkte begge to på juvelsagen og brdr. Carstens og den falske grevindes baller og deres ekstreme arrogance. At finde på dette ville passe fint til deres stil: 'Se hvad vi kan, og du kan intet stille op. Politiet er nogle tosser.' Men de plejede, så vidt de vidste, ikke at gøre noget uden grund – heller ikke demonstrere deres overlegenhed.

Anna og Christian udvekslede bekymrede blikke. Det var et par uger siden, de sidst havde set hinanden. Anna havde været med sine forældre i England for at besøge hendes mormor, der var alvorligt syg, men juvelsagen stod stadig indprentet i hukommelsen.

- Det eneste sandsynlige er en forbindelse til de juveltyve, vi kender – grevinden, Carstens, Romeo og Julio... De havde tilsyneladende ingen kontakt til andre her dengang, så de behøver det heller ikke nu.

- Men nogen må have holdt øje længe. Og flere steder.

- Én person er nok.

- Carstens?

- Han kunne være fræk nok, men han er nok mere en, der trækker i trådene. Spørgsmålet er snarere, hvem der er dukken.

- Uanset hvem bliver han svær at finde, hvis han – eller hun – arbejder alene. Er du sikker på, det var en mand, der overfaldt dig?

- Det troede vidnerne. Men der var mange mennesker på gaden, så ingen så præcis, hvad der skete. Det gik for hurtigt. Jeg kan ikke huske andet end effekten og så at blive hjulpet op og fulgt hjem.

Christian forsøgte, om han kunne spole tilbage til overfaldets begyndelse. Han lukkede øjnene og lod sin krop huske.

- Jeg tror, personen spændte ben for mig først. Før jeg fik et slag i hovedet.

- Kunne tyde på en, der ikke er ret stor. Så enten en mand så lille som Samuel Carstens eller en kvinde.

- Og det var mørkt – jeg var på vej hjem.

- Så helt sikkert muligt, det var en kvinde.

- Det ville måske også passe bedre med, at jeg ikke opfattede nogen fare. En kvindes fodtrin ville ikke have trængt igennem mine tanker, for jeg ville ikke have opfattet dem som noget, jeg skulle bekymre mig om – heller ikke en kvinde, der kom tæt på. Der var mange på gaden.

- Det må du hellere lave om på. Jeg tror, det var en kvinde – og sandsynligvis en, der vidste hvad dirkene var til, hvis samme person.

- En der har været på pigeskole i Schweiz?

Christian kunne ikke dy sig.

- Måske. … Sig mig, hvem fulgte dig hjem? Var der en kvinde med?

- Kunne have været. Jeg husker det ikke tydeligt. Der var flere. Men jeg husker ingen duft.

- Så hun kan være fulgt med – og har måske slået dig ned for at finde ud af, hvor du bor? Eftersom du ikke selv mistænkte en kvinde, har andre næppe heller – og hun kan være blevet og ladet som om, hun hjalp, uden at nogen fattede mistanke.

Christian stirrede på Anna. Det var faktisk en mulighed.

- Du har ret. Folk troede, jeg var faldet og havde slået hovedet på trappen, så de har ikke forventet at se nogen løbe væk, så det har der nok heller ikke været. Det ville have vakt opsigt.

Så var der i det mindste nogen mening i overfaldet. Carstens havde ikke kendt hans adresse.

- Du må også være på vagt. Hele tiden.

- Du kan være helt rolig.

- Har du andet at forsvare dig med end Webleyen?

- Min hattenål.

Anna rejste sig for at tage en hattenål ud af en af sine hatte. Den var 16 cm lang og sylespids.

- Du godeste. Noget af et mordvåben. Men du skal jo have den ud af hatten, før den kan bruges.

- Det går såmænd hurtigt nok.

Anna tog hatten på, satte nålen i og gik hen til Christian med en bevægelse, som om hun ville rette på sit hår. I stedet tog hun hattenålen ud og prikkede til Christians hals med den i én lynhurtig bevægelse, så han gav et hop. Så kiggede han nærmere på hatten.

- Men du går aldrig med den hat. Jeg har kun set dig med trilbyerne. Har du nål i dem?

- kun en lille og kun hvis det blæser.

Christian så tænksom ud og så ud til at træffe en beslutning.

- Måske du skal have et kursus.

Anna kiggede på ham.

- I hvad?

- Våbenløst selvforsvar. Måske Helena skulle med.

Han kiggede rundt i det ret overfyldte værelse.

- Har din mor et sted med plads på gulvet – måske på klinikken?

- Ved det ikke, men jeg kan spørge. Nu?

- Ja. Nu.

Anna gik ind til sin mor for at spørge til egnede lokaler og kom tilbage igen med besked om, at det kunne arrangeres på hendes klinik, hvor gulvet i et af rummene kunne ryddes nogenlunde og til i morgen om nødvendigt.

- Godt. jeg får fat i Helena, og så ses vi der i morgen kl. fire.

Da Christian var gået, besluttede Anna at få en slå på døren og få en bedre lås - måske en Yale, selvom de heller ikke var 100% dirkefri. Det var der ingen låse, der var. Hun brød sig ikke om at få demonstreret, at man kunne komme ind. Det var formentlig kun ment som en demonstration, siden de kun havde taget dirkene for at aflevere dem til Christian. Men det betød, nogen vidste, hvem hun var, og kendte hendes forbindelse til ham. Hun besluttede også, at Webleyen blev i håndtasken.

Hun lagde hatten tilbage og kiggede på sine trilbyer. Måske man kunne ændre i pynten, så den indeholdt noget, der mindede om en hattenål? Hun kom til at tænke på nogle af de hatte og kasketter, onkel Arthur havde samlet i London og vist hende. Nogle havde barberblade og skarptslebne mønter syet ind i skyggen. Måske man kunne lave en lidt mere professionel udgave end gadebandernes? Hun skulle også have fat i en magnet.

Annas fantasi stod ikke tilbage for Christians, og det var mange scenarier, som udspillede sig i hendes hoved, før hun kunne falde til ro og bare overveje at gå i seng. Havde de vidst, der var et dirkesæt, eller var det helt tilfældigt, det var fundet? Måske de bare havde rodet i skålen for at finde noget, der var umiskendeligt Annas for at give det til Christian? Hendes øvrige ejendele var – bortset fra familiefotografierne – ikke anderledes end andres, og et fotografi ville man ikke kunne have 'fundet'. Efter endnu en omgang 'hvis'er, var det den forklaring, Anna endte med at finde mest sandsynlig. Men uanset hvad kendte de forbindelsen mellem hende og Christian. Hvilket så efterlod endnu et spørgsmål i familie med det, som havde gjort overfaldet på Christian muligt. Hvad var den forbindelse? De havde arbejdet sammen om opklaring af juveltyverierne. Anna havde leget detektiv sammen med Helena, og hun havde reddet Christian, men ellers? De var ikke kærester; de havde ikke så meget som kysset. Men der var... noget. Anna skyndte sig at tænke på noget andet, som hvordan det mon gik Helena. Courtisane extraordinaire og forretningskvinde med import af et specielt udvalg af produkter til meget personligt brug, solgt bl.a. via dr.med. Agnes Lendorphs kvindeklinik. Hun havde det garanteret fortrinligt. Anna glædede sig til at se Helena igen.

⁂

Både Anna og Helena fik en interessant og lærerig eftermiddag, hvor de begge blev instrueret i diverse teknikker. Christian havde insisteret på, at de beholdt frakken på af den simple grund, at hvis de blev overfaldet, ville det sikkert være på gaden, og de skulle kunne forsvare sig med alle de begrænsninger, tøjet gav. Det gav god mening. Hjemme var der våben nok i omgivelserne – som den 40 cm høje lampe af bronze og marmor, der stod på kommoden ved Annas seng. Det var et regulært mordvåben.

Det var måske ikke alt, der var lige lovligt, og nogle ting var decideret farlige, men hvem havde medlidenhed med en overfaldsmand?

Agnes kiggede ind for at se, hvad de lavede – det larmede en del – og tænkte, at det var da en fantastisk god idé, og måske det burde udbredes mere, så kvinder i det hele taget kunne lære at forsvare sig. Anna og Helena var enige. Christian bad om at det måtte blive med en anden lærer. De grinede – han stod i bukser og undertrøje og var gul og blå, fordi de blev så entusiastiske, de glemte kun at markere.

- Jeg tager fat i Karen Sofie fra Københavns Kvindelige Gymnastikforening og får hende til at lave hold. Og Marie. Tjenestepigerne kunne mildest talt også have glæde af lidt teknik.

- Måske du lige skal holde hestene.

- Hvorfor?

- Det er for tidligt. Du får problemer. Anstændige kvinder bør ikke befinde sig på steder, hvor de kan overfaldes og få brug for at kunne forsvare sig. Ingen vil på nogen måde acceptere, at det skulle være nødvendigt. Slet ikke for tjenestepigerne, som skal gøre, som de får befalet. Hvis de begynder at gøre sig ud til bens, bliver de fyret med en anmærkning i skudsmålsbogen om trods og opsætsighed og kan endda komme i fængsel, hvis de slår igen. Vi skal gøre, hvad vi kan for at de ikke bliver gravide af de overgreb, de udsættes for. Men lære dem at slås? Det slipper du ikke afsted med.

- Måske Karen Sofie kan flette noget ind i den almindelige gymnastik, som kan bruges? Og så holde nogle små hold for dem, der måtte have konkret brug for det? Når der kommer flere kvindelige journalister f.eks.?

Agnes grinede til sin datter, men gav sig.

- Du har nok ret. Men jeg mener stadig, det er nødvendigt.

- Det er vi helt enige om.

2.

Madsen kaldte la Cour ind på sit kontor for at se nærmere på ham.

- Hvordan går det?

- Jeg føler mig helt normal igen.

- Jeg går ud fra, du har haft tid til at tænke. Nogen ide om, hvem der har overfaldet dig – eller hvorfor?

- Jeg har forsøgt at tænke tilbage, og jeg tror, jeg kan huske, nogen spændte ben for mig, før jeg blev slået i hovedet. Jeg kan ikke huske at have følt mig truet, så måske det kan have været en kvinde. Jeg ville ikke have reageret på at høre en kvindes skridt bag mig – eller tæt på. Og ved at spænde ben, så jeg faldt, blev min højde ligegyldig.

- Lyder troværdigt men bekymrende. Nogen ide om hvem?

- Nej. Jeg har forhørt mig rundt, men ingen har hørt om, at nogen har villet mig noget – hverken skade eller advarsel.

- Så er der vel kun den falske grevinde og Carstens' kumpaner tilbage?

-