Guld og Diamanter: Lendoroph & la Cour

By Freya Anduin

Der er ægte forbrydelser og ægte forbrydere i et lige så ægte København anno 1910. Københavns politi havde lige fået en opdagerenhed, der gav Sherlock Holmes baghjul, og byen er befolket af ludere og lommetyve - brodne kar og bedsteborgere - og nogle gange er det de samme mennesker. Hør om Skæve-Inger, grevinden af Chambord, brødrene Carstens, Skonnert-Larsen og ham, der vandt en konkurrence i pengeskabsåbning med dynamit i Chicago.

Nybagt journalist Anna Lendorph og lige så nybagt opdager Christian la Cour kører parløb i jagten på mordere og tyveknægte, som huserer ikke bare i København men også i Oslo, Stockholm, Hamborg, London og New York i 1910. De er frække, opportunistiske, opfindsomme - og det er forbryderne også.

En historisk hyggekrimi baseret på virkelige forbrydelser, hvor du lettere kommer til at grine end gyse. Med illustrationer. Sidste kapitel handler om, hvad der er fakta og hvad fiktion. Hvis du ikke helt kan beslutte dig, om du er til krimi eller ej, så er den lige noget for dig.

Serien fortsætter med 'Løgnere og Levemænd' og 'Mord og Minespil med flere mord og højere tempo.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 1, 2020
• ISBN: 9788743026372

Freya Anduin

Freya Anduin er uddannet cand.comm. med historie samt i psykologi og dramaturgi – formidler, historiker, kommunikatør og journalist - og har skrevet og holdt foredrag i adskillige år. Skriverierne er blevet til mange forskellige ting i årenes løb: artikler, kronikker, portrætter, lærebøger, digte, engelske short stories, håndbøger, tv-koncepter, filmmanuskripter, by- og museumsquizzer m.v. Serien om Lendorph & la Cour fylder mest: Historiske hyggekrimier, som foregår i 1910 og har basis i virkelige kriminalsager. Det er en spændende tid – starten på vores moderne verden – og det har krævet omfattende research, bl.a. på Rigsarkivet, at skrive serien.

Book preview

1.

Anna sad ved sit nye skrivebord på redaktionen – stadig ikke helt vant til situationen – og pløjede sig gennem diverse udenlandske aviser for at finde historier, der kunne interessere Aftenbladets læsere.

Cambriolage de Bijoux à Bordeaux.

Tiare célèbre et autres Diamants volés à MM. Roux & Calmette. La police n'a pas de pistes.

Det lød interessant – i hvert fald interessant nok til en lignende plads i Aftenbladet, som generelt interesserede sig for kriminalstof og kendte – inklusive deres tiaraer og andre diamanter. Her var det hele, men desværre ikke med alle detaljer. Det var nødvendigt at telegrafere til Bordeaux. Hvorfor var tiaraen berømt? Hvem ejede den – eller havde ejet den? Det var udelukket at skrive noget uden et navn og helst et med nogle titler, hvis det skulle vække genklang i København. Måske den lokale grevinde havde råd til en tiara til 20.000 francs? Politiet på bar bund? Det kunne vel ikke vare længe – tiaraen måtte jo kunne genkendes.

Så – spørgsmål klar til Bordeaux – og sidste hånd på dagens udenlandske forsidehistorie:

En Træstub som Hus.

Gartner Jones staar i Døren til sin Bolig og hans Hest er paa vej ud af Stalden.

Hosstående Billede, fotograferet af John William Gardner, stammer fra Gibbsland i British Columbia, Canada, og forklarer paa en Maade sig selv. Kun skal vi meddele, at det er en Gartner, Mr. Jones, som har udhulet den vældige Træstub og i dens Hulning indrettet sig en bekvem Bolig

samt en Stald, hvor der er Plads til en Hest og to Køer.

Noget sjovt skulle der være ved siden af forbryderhistorierne og krigsrumlen, som ellers fyldte meget i aviserne. Alle aviser. Også Aftenbladet, som var en lille eftermiddagsavis, hvor krig ikke fyldte helt så meget som i de store dagblade, selvom den ellers var lige så international som de øvrige.

Det københavnske publikum fulgte med i alt fra kejserkroningen i Indien til en ung dames flugt fra Gl. Kongevej. Der var drama og underholdning, krimi og sensationer og masser af annoncer. Som i andre aviser var der også en føljeton om søndagen. Avisen havde haft en periode med fokus på social indignation, men efter et ejer- og redaktørskifte var der nu mest fokus på det underholdende. Det hjalp på omsætningen. Redaktør Bærentzen var tidligere freelance kriminalreporter og havde stadig en svaghed for kriminalhistorier. Heldigvis havde hans læsere det også.

Anna bladrede videre i de udenlandske aviser på sit skrivebord – le Figaro, The Times, Berliner Morgenpost... fint nok at man kunne få penge for at læse avis, men... så var der mere gang i den på fægtebanen. Måske sådan et sidde-stille job alligevel ikke var sagen. Anna læste videre. Hun havde haft lidt større forventninger til arbejdet som journalist end at 'skrive af' siddende på sin pind. Det var reelt kun almindeligt kontorarbejde, selvom hun forsøgte at få mest muligt ud af historierne – bl.a. ved at vælge nogle, der krævede kontakt ud af huset. Måske hendes popo var mindre end aftrykket i den arvede kontorstol, men hendes intellekt havde det trangt i det lille redaktionslokale efter bare nogle få dage. I det mindste var det kun deltids.  Det var ikke pengene, der trak, men at komme ud og opleve noget.

⁂

Christian havde fundet sig nogenlunde til rette ved sit skrivebord, som nu var rodet til med diverse papirer og sagsmapper, så han kunne sætte sig ind i, hvordan Opdagerkontoret fungerede. Han havde været med Schou ude at hilse på Bugge, chefen for Centralbureauet for Identifikation – det havde været et godt møde, og de havde straks fundet hinanden. Også besøget på laboratoriet havde været nyttigt – der kunne han hente nogle af forsyningerne til indholdet i opdagertasken, og det var rart at tale med nogle, der havde faglige kompetencer med de materialer, han brugte – og som han til sin store undren var ene om. Det havde været anderledes på Retsmedicinsk Institut, men det var også mere hospital end politi, og lå i det helt nybyggede Kommunehospital med nye faciliteter, som de næsten heller ikke selv havde vænnet sig til endnu.

Han sammenlignede sagerne med det, han havde set, og dem han havde mødt, til han kunne genkende sammenhængen, og Schous forklaringer både ude og på kontoret var præcise og gav mening. Han kunne Gross forfra og bagfra, så han følte sig rimelig forberedt til at blive involveret i en ny sag.

Christian sad uroligt i den ret umagelige træstol, som ikke helt passede i højden, og så ud over lokalet, hvor hans nye kolleger sad – mange og fremmede. Han var vant til mange mennesker men ikke så mange nye på én gang. Han kunne huske nogle af navnene men langt fra dem alle sammen. Stemningen var arbejdsom, selvom der tydeligvis var venskaber mellem nogle af mændene. Der var bare ikke megen tid til at lære nogen at kende, og han følte sig fremmed og anderledes og kigget på uden helt at vide hvorfor.

Der blev ikke mere tid til filosofi. Madsen kom ud fra sit kontor og gik direkte hen til Christians skrivebord:

- La Cour?

- Ja?

- Du skal en tur til Kronprinsensgade 11. Og jeg tror, du får brug for alt, hvad Jørgensen har lært dig.

Det lød bedre end at læse gamle sager, og Christian sad nærmest ret på stolen og lignede opmærksomheden selv.

- Indbrud i Møinichens juvelforretning – ovenfra.  Du skal undersøge gerningsstedet – begge etager. Fru Jensen, viceværtens kone, opdagede indbruddet ved halvsekstiden i morges. Sørg for, ingen piller ved noget. Jeg tager mig af Møinichen. Han er på landet. Hans kommis kommer kl. 9 og må ikke komme ind, før vi er færdige.

- Javel. Er straks afsted.

Endelig en chance for at teste talenterne – og ikke mindst den nye opdagertaske, som Jørgensen havde forklaret om i over en time på et af de nye politikurser, og som nu indeholdt alt det, Jørgensen havde skrevet på tavlen samt forskelligt, Christian selv havde tilføjet efter at have læst Gross' bog: Kodak Pocket fotoapparat, hvidt, rapport-, koncept- og stregpapir, klatpapir, specialkort, blyanter, pen og blæk, meterstok, skridttæller, fodsporsmåler, en æske med voks, en flaske med tørt billedhuggergips, en dåse vaseline, en lille børste, lak, kompas, lommelygte, lup, en lille flaske med gummi med pensel i låget, en lille flaske lim med pensel i låget, en mårhårspensel, en lille dåse kulstøv, silkepapir, kalkerpapir, sejlgarn, kridt, små glas med korkpropper, lommetørklæder, pincet, små kuverter, små brune papirsposer, større papirsposer, en stor stofpose, et par tynde silkehandsker og et par tynde gedeskindshandsker.

Tasken var på størrelse med en jordemodertaske og af brunt læder med flere store rum og adskillige små. Det havde taget noget tid at finde en, der passede til brugen – stor nok og med rum nok, men den måtte alligevel tilpasses. Måske det var den, de andre gloede sådan på. Der var i hvert fald ingen andre, der havde sådan en, selvom nogle af dem havde været på samme kursus på Politiforeningens aftenskole.

Gross' vejledning – og Jørgensens lektioner – stod skarpt i erindringen, så han næsten kunne bladre i dem med index og det hele i sin hukommelse. At lære og at huske. Nogle ting skærpes ved træning, og som scenekunstner er evnen til at lære og huske livsnødvendig. Du er god, eller du er ude, og ingen er i tvivl, hvis du ikke kan dine ting. Han havde nået at bladre mange sider igennem i hovedet, da han drejede om hjørnet til Kronprinsensgade.

⁂

Møinichens forretning lå for enden af gaden i en stor hjørneejendom til Pilestræde. Den var kendt for elegante smykker i et imponerende stort udvalg, hvor man også kunne få fikset arvesmykkerne op, så de fulgte tidens mode. 

Både Møinichen og hans kommis havde sans for kundebetjening, og man kunne være sikker på god vejledning i forhold til, hvad der kunne passe til hvad i både frisurer, gallarober og diverse ordener. Eller venligt blive indført i de diskrete regler for, hvornår på dagen man bærer hvad, hvis man var nyrig og klog nok til at spørge. Der var en hel del kvinder – og nogle mænd – i det københavnske selskabsliv, som havde undgået pinlige fadæser takket være Møinichens venlige ekspertise.

Christian gik først over på det modsatte fortov for at få et indtryk af stedet. Ældre men velholdt treetagers bygning i røde mursten med sandstensgesimser og indgang til hovedtrappen i en port stor nok til en hestevogn, så herskaberne kunne komme ind og ud i tørvejr. Der var butikker i stueplan og i kælderen, kontorer og lejligheder på første sal og lejligheder øverst.

Umiddelbart var der ikke noget at se. Der var stadig gitter for Møinichens vindue og dør, men på etagen over, hvor der burde have været gardiner, var der stablet papkasser foran vinduerne, så man ikke kunne se ind. Christian gik tilbage over gaden til butikken, hvor et nærmere eftersyn afslørede, at vinduet var tømt for smykker. Der var ikke så meget som en ridse på dør eller gitter, så intet forsøg på indbrud den vej. Christian slog næsten panden i gitteret for at se ind.

På gulvet inde i butikken stod en trappestige midt i det hele, og ved siden af den lå en udslået paraply fyldt med noget, der lignede byggeaffald. Han kiggede op. Præcis over trappestigen var der et hul i loftet, stort nok til at en mindre person kunne komme igennem. Ingen tvivl om, hvordan tyvene var kommet ind. Og heller ingen tvivl om, at de havde taget alt af værdi. Butikken var ryddet for varer – kun én montre var tilsyneladende urørt og glitrede i spraglet ensomhed i det grå morgenlys.

Christian gik ind ad porten, hvor en lokalbetjent stod vagt ved døren til trappen.

- Opdagerbetjent la Cour – har der været nogen siden tyvene og fru Jensen?

- Nielsen her. Nej.

- Godt.

Trappeopgangen lignede de øvrige trappeopgange i kvarteret – bred, med træpaneler og malet puds med efterligninger af vægdekorationer fra Pompeji, smedejernsgelænder med håndliste i poleret, mørkt træ; velholdt og uden brugbare spor på trinene. Der lugtede svagt af brun sæbe med et strejf af cigarrøg. Døren til butikken var stadig låst, og der var ingen tegn på forsøg på indbrud, så Christian gik videre op til førstesalen, hvor døren stod på klem. Et messingskilt bekendtgjorde, at de nuværende lejere hed Rasmussen & Dahl.

Der lå nogle små træspåner på måtten fra arbejdet med at udbore låsen. De kunne ikke bruges til meget andet end at bekræfte metoden, så de fik lov at blive liggende. Christian åbnede døren helt ved at skubbe til den med en finger.

Lokalet var halvmørkt og støvet, men man kunne skimte fodspor i støvet på gulvet.

Christian blev stående i døren, satte tasken fra sig og tog handsker på. Han lænede sig forsigtigt ind for at se, om der var lyskontakter ved karmen. Det var der. 

Christian tændte loftslamperne som var skarpe, så der måtte have været lys nok til arbejdet, hvis de havde været tændt.  Det havde de sandsynligvis, for der var stablet kasser og æsker tæt op ad vinduerne som afskærmning for lyset. Det ville have været svært at se noget udefra, hvis det var faldet nogen ind at kigge op.

Først fotos – dør, ind, fodspor… kameraet tilbage igen og fat i det ternede papir og ned på hug for at måle og tegne. 

Der lugtede af indelukket, støv, pap og ... billig cigar? Ganske svagt, så der kunne ikke have været røget i lokalet, men måske lugten havde siddet i tøjet, eller den havde hængt der meget længe?

Christian puttede et par af de små æsker i en papirspose til Bugge. Han betragtede de store. Hvis jeg skal løfte sådan en, så ville jeg holde her og her. Pensling med kulstøv viste, at det havde tyvene gjort. Der var aftryk på hjørnerne, men ikke noget, der ville kunne bruges. Pap var ikke godt til fingeraftryk.

Et videre kig rundt i lokalet afslørede ikke meget og slet ikke varer eller kontorarbejde af nogen art – borde og hylder var tomme bortset fra en masse tom emballage. Rasmussen og Dahl kunne ikke have været forbi for nylig.  Men der var rodet i støvet på et af bordene – nogen måtte have lagt noget fra sig her. Noget stort – måske en taske, og noget der havde sat mærker i støvet – værktøj af en art? Det var ikke til at se.

Christian satte nogle af kasserne på gulvet, så der også kom dagslys i rummet. Han gik forsigtigt rundt og forsøgte at kigge på gulve og vægge fra forskellige vinkler. Der var ingenting brugbart – nogle havde gået rundt og flyttet ting – og alle spor krydsede hinanden i ét stort virvar. De eneste mærker, der skilte sig ud, var ved en væg og kunne være sat af trappestigen, som havde forhindret støvet i at lægge sig i længere tid.

Omkring hullet i gulvet var der spor af en masse aktivitet. Christian forsøgte at læse dem. De yderste kunne være lavet af værktøj, der var lagt bag ryggen. Han tog billeder og gik tættere på og satte sig på hug med frakken klemt mellem benene, så den ikke satte nye spor, og forsøgte at forestille sig, hvad der var foregået. Hvad gør man, hvis man skal bore huller i et gulv? Lægger sig på knæ. Det kunne godt passe. Måske tre personer, som havde bevæget sig sidelæns rundt om hullet. Det passede meget godt med borearbejdet, hvor hullerne ikke var ens. Streger i støvet kunne antyde, at de havde haft lange jakker på. Værktøj havde ligget så langt væk, man kan række bagud, hvis man ligger på knæ, sammen med en masse splinter og boreskiver fra hullerne hele vejen rundt – man kunne ikke have fået en sav direkte ned i mellemrummet, som havde været fyldt med ler.

Christian tog en serie fotos, for han ville være nødt til at komme tættere på hullet for at undersøge det ordentligt, og det ville uanset hvad betyde, at han fik rodet rundt i sporene.

Han gik helt hen til kanten og satte sig på hug igen.

Kanten var hakket og ru. Lommelygte og forstørrelsesglas afslørede stoftråde, der havde sat sig i træet. Christian tog sin pincet og fiskede forsigtigt trådene ud og lagde dem i en lille pose.

Hullet var mellem to af de bærende bjælker, så det var ikke ret stort – en af tyvene måtte have været meget lille.

Christian forsøgte at forestille sig, hvordan man kom ned. Men først måtte trappestigen ned og slås ud. Det kunne man nok godt oppefra. Men paraplyen? Den måtte være holdt opslået under hullet, mens de arbejdede. Formentlig for at det nedfaldende puds og ler ikke ville larme. Så en måtte have holdt paraplyen, mens de andre slog huller i fyldet mellem etagerne og i gipsen i loftet nedenunder. Her havde tyvene været heldige – strå og ler og nedenunder kun nogle brædder så tynde som pap til at pudse loftet op på.

Kunne de have firet paraplyen helt ned først? Der var ikke meget plads til både den og trappestigen.

Christian fortsatte med at forestille sig manøvren – hvis man træder baglæns og holder her og her, så passer det med… Han forsøgte at spille en film i fantasien med tre mænd, der kom ind ad døren, gik hen til vinduerne og stablede kasser op, tændte lyset, fandt værktøj frem og lagde sig på knæ, hvor de mente, hullet burde være. Måske de målte først, selvom det ikke kunne ses. Først gennem gulvbrædderne, så et hul gennem loftet – man skal have armen ned for at slå en paraply ud, så gennem fyldlag og loft, så paraplyen helt ned, så trappestige… og hvis man skal ned, så holder man her og går baglæns ned… han så dem for sig som skygger, han forsøgte at matche med sporene – ikke helt sådan, men måske sådan, hvis man rækker sådan…. Og tilbage igen.  Smykkerne med op – de måtte have haft en taske med selv, ud ad døren og pist væk. Stille og usynlige. Professionelt arbejde, ingen tvivl om