Besat af Mord: Astro-krimiserien Stjernehimmel 3

By Marian Hanson

Morderen stod i skjul bag nogle træer på det vidtstrakte campusområde og ventede på sit offer.
Hætten var trukket godt frem i panden, og et stort uldent tørklæde skjulte næsten resten af ansigtet.
Og dér kom hun... Nu var det på tide at sætte scenen til velkomst.

Emma Johnson har sagt ja til at undervise i astrologi på et aftenkursus i City.
Derfor er hun og hendes kat, Stella, midlertidigt flyttet ind hos Emmas kæreste, kriminalassistent Dwayne Miller og dennes ven og kollega, Hank Morrison.
Hun ser imidlertid ikke meget til de to. De er på konstant overarbejde i forbindelse med, at en seriemorder hærger byen.

På kurset oplever Emma en følelse af uro i forbindelse med én af sine elever. I hans horoskop finder hun en hel del karaktertræk, der matcher FBI's profil for en seriemorder.
Da en anden elev bliver myrdet, vokser Emmas mistanke.

Men - Kan man afsløre en seriemorder, simpelthen ved at studere hans horoskop?
Måske. Med en smule held - og en kat, der véd nøjagtigt hvilke knapper, der skal trykkes på.

Så nu er spørgsmålet: Kan hun det i tide til at forhindre det næste mord?

"Besat af Mord" er tredje bog i serien "Stjernehimmel" med astrolog Emma Johnson.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 13, 2022
• ISBN: 9788743066385

Marian Hanson

Marian Hanson er bosiddende i Danmark, er uddannet journalist og har virket som sådan hele sit liv. En årelang interesse for astrologi - og krimier - resulterede i "Stjernehimmel-serien" med astrolog Emma Johnson som gennemgående figur.

Book preview

AF SAMME FORFATTER

STJERNEHIMMEL 1 - ASPEKT FOR MORD

STJERNEHIMMEL 2 - MORDETS FILOSOFI

STJERNEHIMMEL 4 - UVENTET MORD

STJERNEHIMMEL 5 - ISCENESAT MORD

STJERNEHIMMEL 6 - BEDRAGERISK MORD

Til mine elskede og fantastiske døtre,

Signe og Sarah.

Og til mine kære, udholdende svigersønner,

Jens og John.

...i kærlighed til jer alle.

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1

KAPITEL 2

KAPITEL 3

KAPITEL 4

KAPITEL 5

KAPITEL 6

KAPITEL 7

KAPITEL 8

KAPITEL 9

KAPITEL 10

KAPITEL 11

KAPITEL 12

KAPITEL 13

KAPITEL 14

KAPITEL 15

KAPITEL 16

KAPITEL 17

KAPITEL 18

KAPITEL 19

KAPITEL 20

KAPITEL 21

KAPITEL 22

KAPITEL 23

KAPITEL 24

KAPITEL 25

KAPITEL 26

KAPITEL 27

KAPITEL 28

KAPITEL I

Emma nåede telefonen, allerede da den ringede anden gang. Som forventet var det Dwaynes varme stemme, der svarede hende.

Skulle du ikke være på vej herud? spurgte hun og mærkede på forhånd en let skuffelse i forventningen om svaret.

Jo, skat. Og du har ganske ret: Jeg er forhindret. Dwaynes stemme matchede Emmas skuffelse. Han havde glædet sig meget til de par dage, de skulle tilbringe sammen.

Der er kommet nye aspekter ind i sagen om de to drab, vi undersøger. Nye vidner er fundet, og der er et par suspekte imellem. Det betyder yderligere intense afhøringer, og alle fridage er inddraget, indtil vi får hul på sagen.

Emma sendte et resigneret blik ud af vinduet i sit lille blokhus, der lå omgivet af store natur- og skovområder. Januarblæsten, der jævnligt lod heftige snebyger feje henover landskabet, havde berøvet træerne alle blade, alt så en smule gråt og dødt ud ‒ når det da ikke lige var dækket af hvide snemasser.

Hun og Dwayne havde kendt hinanden i kun et halvt årstid. De mødtes i forbindelse med en drabssag, Emma som astrolog havde været involveret i, og der havde straks været en gensidig tiltrækning, selvom forholdet havde fået en stormfuld indledning. Emma mente ikke, kriminalpolitiet var deres opgave voksen, og den indstilling havde hun ikke lagt skjul på overfor Dwayne, der - ikke overraskende ‒ blev en smule knotten over hendes holdning.

Problemerne var imidlertid blevet løst gennem et dramatisk hændelsesforløb, og siden havde de tilbragt så meget tid sammen, som det overhovedet var dem muligt.

Der var imidlertid to omstændigheder, som ofte greb forstyrrende ind i deres forhold. Først og fremmest Dwaynes arbejde som kriminalassistent ved drabsafdelingen i City, hvor han meget tit havde været nødt til at aflyse deres aftaler, fordi han blev kaldt ud til en sag, altid af akut karakter.

Den anden hindring var den geografiske afstand mellem dem: Dwayne boede i en lille etværelses lejlighed i City, mens Emma havde opfyldt sin ønskedrøm, da hun for nogle år siden købte og indrettede det lille blokhus midt ude i naturen, næsten ioo kilometer vest for City. Her boede hun alene sammen med sin lille kat, Stella, og praktiserede som astrolog.

Dwayne sukkede. Jeg savner dig mere end jeg kan beskrive, sagde han tungt.

Osse mig. Og så lige midt i flytningen. Jeg går ud fra, Hank er lige så ophængt så? Emma hentydede til den omstændighed, at Dwayne havde slået sig sammen med en kollega i drabsafdelingen, der samtidig var hans nære ven, om at leje et hus sammen i udkanten af City for at spare penge og samtidig få bedre plads. Det sikrede, at der var plads til overnattende gæster, og ville i høj grad være et plus ved de lejligheder, hvor Emma overnattede i byen, ligesom det ville være et stort fremskridt for Hank. Denne storcharmør og damernes ven havde, til alles overraskelse, indledt et forhold, der så ud til at blive permanent - og af alle, med Emmas nære veninde, Abby.

Der var langt at køre fra City og ud til Emmas lille blokhus i det vidtstrakte skovområde, og når det var Emma, der besøgte Dwayne, var hun ikke glad for at overnatte og lade sin lille kat, Stella, alene i et døgn ad gangen. Katten var mere end bare et kæledyr. Den var et familiemedlem, som havde krav på ordentlige forhold. Og ifølge Stella selv hørte det med til ’ordentlige forhold’ at der var nogen hjemme til at lukke hende ind og ud, fordi hun afskyede sin kattelem, der kun blev brugt i nødstilfælde. Samtidig var Stella fra lille killing vant til de store skovområder og enge, der var hendes vante jagtterritorium. Man kunne ikke byde hende en lille étværelses lejlighed i City uden mulighed for at komme ud i det fri, selv ikke som gæst.

Det havde Dwayne indset, fordi han hurtigt var blevet lige så indtaget i den lille kat, som Emma selv var. Så overnattende gæster’ omfattede også Stella og hendes behov.

Det spirende forhold mellem Emmas veninde Abby og Hank havde osse været medvirkende til de to kriminalassistenters beslutning om at leje noget større sammen. For selvom Abby, ligesom Hank, boede i City, ville han gerne have bedre rammer til at kunne invitere hende på besøg.

Vennerne var i færd med at flytte ind i det lejede hus, men som så ofte før greb deres arbejde forstyrrende ind i alle gode planer ‒ og for Dwaynes og Emmas muligheder for at være sammen.

Jeg tænkte... Dwayne tøvede et øjeblik.

Har du mulighed for at komme ind til mig i stedet? Ja, altså dig og Stella, naturligvis? Det sidste blev tilføjet med smil i stemmen.

Det er jo ikke ligefrem et velindrettet hjem endnu, men vi kan da hurtigt sørge for en seng og et bord. Så, selvom det bliver lidt interimistisk i første omgang, såe...?

Det er faktisk slet ikke nogen dårlig idé, svarede hun.

Ser du, jeg har netop sagt ja til at undervise på et kursus i astrologi for begyndere, og det foregår i City. Der er tale om et aftenkursus, så jeg var faktisk begyndt at spekulere på, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen ‒ ja, med Stella, du véd. Det er ikke så sjovt at skulle køre langt, når det er blevet mørkt, og da slet ikke på denne årstid, hvor vejret ikke er pålideligt. Så ja - jeg siger tak på Stellas og egne vegne. Emma lo glad ned i telefonen.

Så vil jeg se frem til at være sammen med jer begge to, svarede Dwayne varmt.

De aftalte de praktiske omstændigheder i forbindelse med besøget og sluttede samtalen med kærlige bemærkninger.

Emma smilede kærligt, idet hun afbrød forbindelsen. Så så hun sig omkring for at få et hurtigt overblik over, hvad der skulle pakkes til et længerevarende ophold i City.

Morderen stod i skjul bag nogle træer på det vidtstrakte campus-område. Hætten var trukket godt frem i panden, og et stort uldent tørklæde skjulte næsten resten af ansigtet. Det var en udmærket camouflage, eftersom vejret gjorde det til en naturlig påklædning. Og så undgik man samtidig at blive stiv af kulde. Det ville være uhensigtsmæssigt i forhold til bevægeligheden, og den var nødvendig.

Vældig praktisk at offeret havde så regelmæssige vaner, ikke mindst med hensyn til den daglige løbetur, der var henlagt til om aftenen. Man kunne næsten stille sit ur efter hende.

Nu var det begyndt at sne her til aften, og vinden blæste isnende kold. Forhåbentlig ville det ikke få hende til at fravige sine faste tider. Nu var det hele planlagt nøje.

Og måtte det ikke lykkes hende at lokke sin lille fede veninde med. Det ville komplicere tingene. I bedste fald krævede det improvisation. Det kunne lade sig gøre, men en fast plan var at foretrække. Det var mere sikkert.

Åh, dér kom hun, den mær! Og helt alene.

Hun stod og skuttede sig et øjeblik, før hun begyndte at jogge på stedet.

Et koldt smil forvred et øjeblik ansigtstrækkene under iagttagerens uldne tørklæde. Udåndingsluften sendte en lille hvid sky ud i den isnende luft.

På tide at komme tilbage til bilen og starte, bringe sig i position

Charlotte Wright lukkede omhyggeligt døren bag sig, mens hun ignorerede sin kollegiekammerat, Lizas, himmelvendte øjne.

Ja, okay, så var det måske ikke det mest indbydende vejr til en løbetur. Mørket var faldet på tidligt, som det jo nu engang gjorde på denne årstid. Her i slutningen af januar var det koldt, og der stod en strid blæst ind fra Bugten. Så selvom kollegiet ikke lå ud til vandet, kunne den isnende blæst sagtens mærkes. Faktisk gik den gennem marv og ben, konstaterede Charlotte, da hun kom ud på stien foran kollegiet.

Nå, men det var jo simpelthen et spørgsmål om at røre sig. En rask løbetur på de sædvanlige fem kilometer skulle nok få blodomløbet i gang og holde kulden væk.

Charlotte rettede på sit pandebånd, der holdt det lyse hår væk fra ansigtet, og tænkte allerede med længsel på den kande varm te, Liza havde lovet at have klar, når hun kom hjem.

Hun smilede for sig selv, mens hun så veninden for sig: En køn, lille og let buttet brunette med blå øjne og et let drys fregner over en lille opstoppernæse.

Liza havde skuttet sig og talt om elementernes rasen', da hun forsøgte at overtale Charlotte til for en gangs skyld at springe løbeturen over, bare denne aften, hvor det var så koldt.

Hun brokkede sig temmelig tit over sin figur, som hun selv fandt lovlig frodig.

Men derfra og så til at gøre noget ved det, sådan rigtigt, var der for langt for den glade 22-årige, som holdt meget af god mad, og som fandt, at sådan noget som regelmæssig motion var at plage sig selv unødigt.

Jaja, buttet eller ej, Liza manglede bestemt ikke opvartning fra de mandlige studerende. Tværtimod så det ud, som om hun kunne vælge og vrage. Hendes aftalekalender var altid booket, og mange stod i kø.

Hun var nu osse et virkelig sødt menneske, sjov at være sammen med, aldrig ond eller sarkastisk. Det var, som om livets mørkere aspekter simpelthen ikke bed på Liza. Hun afviste dem med en glad latter.

Charlotte følte en svag misundelse. Selv var hun slank og velproportioneret, og hun vidste, at hun så godt ud. Men hun var samtidig overbevist om, at hvis hun gav slip på sine discipliner, den daglige træning og løbeturene ‒ så ville kilo efter kilo lejre sig på hendes krop og ende med at gøre hende til en fed, utiltrækkende skabning. Hun havde ikke Lizas lyse, ubekymrede sind. Selvom hun da heller ikke ligefrem var nogen hængemule.

’Og så var der jo...’ et glad smil brød frem på hendes ansigt, mens hun joggede på stedet for at varme musklerne op til løbeturen. ’Dylan! Ja, der var jo Dylan, som var kommet ind i hendes liv for en månedstid siden.

Hun havde mødt ham ved en fest på kollegiet, og da den høje, flotte 25-årige helt uomtvisteligt havde vist hende en særlig interesse hele aftenen igennem, havde hun dårligt kunnet tro sit held. Hun havde naturligvis set ham på afstand adskillige gange, og ligesom så mange andre piger fandt hun ham meget tiltrækkende: Han var så høj, så veltrænet, så...’

Han havde fulgt hende hjem den aften, og siden havde de set hinanden jævnligt. Dylan havde inviteret hende ud en del gange, og på det sidste var det begyndt at blive mere alvorligt mellem dem.

Han var ikke overfladisk som så mange andre fyre med et godt udseende. Han tog hende ikke som en selvfølge, ligesom han ikke tog let på livets tilskikkelser i øvrigt. De talte fantastisk godt sammen om alt muligt, og Dylan havde på et tidspunkt præsenteret hende for sin bror.

Det skete, da han en aften inviterede hende ud på middag, og det til hendes forbløffelse viste sig, at restauranten, hvor middagen fandt sted, tilhørte Dylan, der ejede stedet sammen med sin bror.

Charlotte rynkede brynene et øjeblik, besluttede, at musklerne nu var tilstrækkeligt opvarmede af et par minutters jogging på stedet. Hun satte i løb.

Alex, som Dylans storebror hed, var helt anderledes end Dylan, tænkte hun videre. Han så godt ud, men havde et helt andet væsen end sin to år yngre bror. Alex var tilsyneladende helt utroligt venlig og forekommende, enhver svigermors drøm.

Men Charlotte fornemmede en mørkere understrøm bag det glatte, hjertelige ydre, en understrøm, som af og til kom frem i sarkastiske, ofte ligefrem ondskabsfulde betragtninger.

Alex var stærkt fordomsfuld, ingen tvivl om det. Fordommene gik på mennesker, der var anderledes end ham selv, tænkte anderledes, så anderledes ud... især de medmennesker, som naturen ikke havde været helt så venlige imod med hensyn til udseende og social position.

Alex var af den bestemte mening, at disse mennesker på en ene eller den anden måde selv havde været ude om det, og hans spydigheder ville ingen ende tage, når han lod sin verbale pisk hudflette ’den slags’.

Hans opfattelse af fattige mennesker var, at ’de ikke gad bestille noget.’ Se nu bare hvordan han selv knoklede, og ja, det var på den måde, man fik noget ud af tingene.

Ved disse udfald mod de dovne, de grimme og de pengeløse, glemte Alex at fortælle, hvordan han selv havde fået mulighed for at komme i gang som selvstændig. Det var ikke hårdt arbejde, der havde gjort ham til ejer af egen restaurant, men derimod hans fars penge.

Det havde Dylan fortalt hende efter et af storebrorens særligt skarpe udfald mod den mindre heldigt stillede del af menneskeheden. Dylan havde stilfærdigt undskyldt det brud på en ellers så lovende og hyggelig aften, Alex havde gjort sig skyld i.

Det var vores far, som gav os et lån til at starte op for. Ja, lån og lån, jeg tror ikke, han regner med at se pengene igen. Det er sådan en slags skjult gave for at gøre bod. Dylan havde set ned i den rød- og hvidternede dug.

Gøre bod? For hvad dog? havde hun nysgerrigt spurgt.

"Tja, han forlod familien, da vi var meget yngre. Ja, jeg var faktisk så lille, så jeg dårligt kan huske, han boede sammen med os, men Alex er jo det par år ældre, så han har altid været meget bitter over det. Han mener, at hvis vores mor havde gjort noget mere ud af sig selv, havde forsøgt at være lidt klogere, følge lidt mere med ‒ ja, så havde vores fædrene ophav nok ikke forladt os for en yngre model. Og nu syntes vores den gamle åbenbart, at han måtte råde bod på nogle af sine forsømmelser ‒ i hvert fald overfor sit afkom. Det gav stødet til Alex’ tanker om at gå ind i restaurationsbranchen, så han startede på kokkeskole. Jeg tror såmænd, det oprindeligt var vores fars idé. Hvorom alting er, så foreslog Alex sidenhen, at vi købte stedet her sammen.

Selv er jeg ikke så sikker på, hvilken levevej, jeg vælger, når jeg er færdig på universitetet. Men jeg er her og arbejder med, så meget som mine studier giver mulighed for. Det var aftalen fra start."

Charlotte tænkte tilbage på den lille hyggelige restaurant inde i midtbyen: Små runde borde med duge og levende lys. Et virkelig dejligt lille sted, og maden kunne der bestemt heller ikke klages på. Restauranten var osse velbesøgt, så indtjeningen måtte være rimeligt god. Men selvfølgelig skulle der knokles, når man havde valgt restaurationsbranchen som levevej.

Stemningen på stedet var hyggelig og intim, og Alex holdt meget af selv at vise sig ved bordene for at modtage gæsternes komplimenter. Her kom hans tilsyneladende så venlige og imødekommende sindelag virkelig til sin ret. Det var kun, når han i et øjebliks iver forløb sig og tabte masken, at han blev mindre hyggelig.

Charlotte havde fornemmet en slags adskillelse mellem de to brødre. Dylan havde ikke kunnet skjule sit ubehag ved sin brors indstilling og den omstændighed, at han valgte at underholde Dylans gæst med sine meget firkantede synspunkter.

Han fortalte senere, at langt de fleste årsager til uenighed brødrene imellem havde deres mor som udgangspunkt. Alex kunne virke meget overbeskyttende overfor moderen, men følte samtidig en dyb foragt for hende, som han havde svært ved at skjule. Han mente stadig, det var hendes skyld, at faderen havde forladt dem, og at hans barndom og ungdom kunne have været så meget mere glamourøs, hvis hun havde taget sig sammen, mens tid var.

Indimellem virker det nærmest, som om han foragter kvinder sådan helt generelt, bemærkede han.

Han virker jo ellers vældigt varm og charmerende, mente Charlotte. Jeg ville have troet, han var en kvinde-magnet. Har han ingen kæreste?

Åh, Alex har skam haft mange kærester, alle sammen unge og billedskønne. Men af én eller anden grund har det altid været kortvarige forhold. Om det nu er fordi de flygter, eller fordi han jager dem væk, er lidt uklart. Måske lidt af begge dele. I hvert fald virker det, som om Alex efter kort tid begynder at se mindre heldige sider hos sine kærester, og så kommer hans sarkastiske og kritiske side frem: Så er de ikke kloge nok, eller han mener, de er begyndt at lægge sig ud ‒ eller noget helt tredje. Som jeg sagde, det virker, som om han generelt har en noget nedladende indstilling til kvinder. Jeg gætter på, det kommer sig af hans tidlige skuffelse her i livet med vores forældres skilsmisse.

Dylan havde set eftertænksomt frem for sig, før han rystede den ubehagelige stemning af sig, skålede med hende henover stearinlysets rolige flamme og tilføjede:

Nå, men normalt er det jo hans monumentale charme, folk ser, og han lider bestemt ingen nød, hvad angår feminin interesse. Han kan faktisk være umådeligt festlig og underholdende - helst som midtpunkt i ethvert selskab. Dylan havde fået let ironisk trækning ved munden.

Så nippede han til vinen i sit glas.

En udmærket rødvin ‒ eller hvad synes du? spurgte han så, tydeligvis for at skifte emne. Og hun havde bekræftet, som sandt var, at det var en aldeles fortræffelig vin.

Charlotte havde fundet ind i sin sædvanlige løberytme med et roligt, stadigt tempo. Håret, som var sat op i en hestehale, svingede rytmisk fra side til side under løbet. De sidste irriterende løse totter blev holdt på plads af pandebåndet, og de spredte lamper på campus-området fik det lyse hår til at glimte, når hun passerede under dem.

Kulden var allerede arbejdet ud af kroppen, konstaterede hun tilfreds, da hun nærmede sig udkanten af universitetsområdet med dets stier og plæner, omkranset af buske og træer. Nu skulle hun bare lige over vejen, der løb parallelt med områdets bygninger, før hun kunne begive sig ud på den etape, der førte ned til stien langs med vandet. Hun fulgte altid den samme rute, altid på samme tid. Det var sådan, hun opretholdt disciplinen, selv når hun, som her til aften, var fristet til at blive inde i varmen, fordi vejret føltes meget lidt indbydende til udendørs motion.

Idet stien svingede før det afsluttende stykke, konstaterede hun til sin ærgrelse, at en varevogn holdt ved udmundingen, så den næsten blokerede stiens fortsættelse ud på offentlig vej.

Hvis han ikke flyttede sig før hun nåede frem, måtte hun sætte farten ned og ændre sin rytme. Pokkers!

På afstand kunne hun se en person i hættetrøje, som yderligere havde ansigtet indsvøbt i et stort halstørklæde som værn mod kulden. Vedkommende stod og rodede med noget ved vognen. Formentlig føreren af bilen, tænkte Charlotte. Staklen var måske gået i stå.

Denne antagelse blev bekræftet, da hun nåede helt hen til vognen, og personen vendte sig mod hende.

Ja, undskyld jeg holder her og spærrer. Men jeg er simpelthen gået i stå, og jeg forsøger at finde ud af, hvad pokker der er galt. Den indhyllede person sendte hende, hvad der gennem det store tørklæde, lød som et smil og tilføjede:

Jeg kan vel ikke få dig til at skubbe bagpå - det kan være, jeg så kan få gang i den igen?

Charlotte tøvede et øjeblik. Der var noget vagt bekendt ved skikkelsen, men ansigtet var så formummet bag det store tørklæde, at følelsen af genkendelse var flygtig. Stemmen var osse ulden bag vinterpåklædningen. Nå, det kunne jo være lige meget. Her var brug for hjælp, og dette var ikke stedet - og slet ikke klimaet - til ’hør-har-vi-ikke-truffethinanden-før? -samtaler’.

Jo, naturligvis, svarede hun. Hvis du sætter dig ind og forsøger at starte, så skubber jeg bagpå imens.

Herligt. Det er virkelig pænt af dig. Vent lige et øjeblik, jeg skal lige... Den hætteklædte åbnede bagdørene til kassevognen og bøjede sig ind. Charlotte gik nysgerrigt nærmere, mens bilens fører fik fat i, hvad det nu var, der var så vigtigt, rettede sig op og hurtigt så sig omkring på den forblæste, øde vej.

Hvad skal du... Charlotte nåede ikke at gøre sætningen færdig. I et glimt så hun personen foran sig løfte noget i vejret med begge hænder. Ved bevægelsen ind i vognen var det store uldne tørklæde gledet lidt ned og hun stod, lammet af forbløffelse ved synet af den hjælptrængende chauffør, som nu pludselig, helt ud af det blå, frembød et billede på voldsomt raseri: Tænderne var blottet i en hadefuld grimasse. Øjnene glimtede uforsonligt.

"Din forbandede mær!" Den ene sætning lød som en hvæsen, og samtidig blev begge hænder, der holdt om ét eller andet aflangt, ført bagover skuldrene.

Angsten nåede kun at komme i et glimt, da Charlotte registrerede det tunge våben i galningens hænder. I næste øjeblik blev det hamret ned mod hende.

Hun opfattede knap nok, da hun med voldsom kraft blev ramt i tindingen ‒ et slag, der effektivt slukkede for yderligere tanker.

KAPITEL 2

Emma skyndte sig op ad trapperne til førstesalen, hvor kursuslokalerne lå.

Klokken var 18.45, og det kursus, hun skulle undervise i, startede om 15 minutter.

Så dumt at være sent på den. Men hun havde været nødt til at installere Stella, før hun tog afsted. Katten havde ikke været i Dwaynes og Hanks nye bolig før i dag, så det krævede en del overtalelse at få hende til at føle sig hjemme.

Heldigvis var det lykkedes Dwayne at rive nogle timer ud af kalenderen fra efterforskningsarbejdet. Han havde skyndt sig ud til huset på Elm Wood Street, som han