Kolonisterne

By Vivian Stuart

Fjerde bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.
Kampen fortsætter i den nye britiske koloni, Australien: kampen om magt såvel som overlevelse. De korrupte militærofficerer gør alt, hvad de kan for at få juridisk og politisk magt, mens guvernøren har svært ved at udføre sine pligter.
Og Jenny Taggart, der nu er befriet fra sin status som straffefange, kæmper hårdt for sin familie, sin forløsning og sit nye land.

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Sep 28, 2022
• ISBN: 9789979642978

Book preview

Kolonisterne - Australierne 4

Kolonisterne

Vivian Stuart

Australierne 4

Originalens titel: The Settlers 2

© Vivian Stuart, 1980

©Jentas ehf, 2022

Oversætter: Natascha Peticzka

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-297-8

www.jentas.dk

www.must-read.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

1

Timothy Dawson var i et usædvanlig dårligt humør, da han standsede sin hest ved Taggarts hytte. Det var i slutningen af juni, vejret var behageligt køligt, men hans vrede var vokset til raseri på sin femogtyve kilometer tur fra Sydney, og da lille Justin ivrigt løb ud for at tage imod ham, fik han knubs for sin ulejlighed.

Watt Sparrow sad inde i hytten, hvor de havde spist deres frokost, og så ud på deres ny­ankomne gæsts skulende ansigt med en blanding af ængstelse og overraskelse. Lige inden han gik ud for at tage imod hans hest, sagde den lille mand stille og advarende til Jenny:

„Tim Dawson ser ud til at være i dårligt humør, min pige ... han har lige givet stakkels Justin en på kassen; det ligner ham da ikke, vel? Du må hellere give ham et glas spiritus og vær stille, indtil du finder ud af, hvad har gjort ham så vred."

Jenny tog imod hans kloge råd. Hun vidste at Watt kunne lide Timothy Dawson, og han kritiserede ham sjældent. Hun blev selv udsat for skarpe bemærkninger fra Justins adopterede bedstefar, fordi hun nægtede ‚at spille sine kort rigtigt‘, som han kaldte det. Ifølge Watt var det hendes skyld, at hun var ugift, og ikke Timothys. Hun sukkede og rejste sig fra bordet, hvor hun satte et krus ved siden af den lille tønde Jamaicarom, idet Timothy trampede ind i hytten.

„Vær venlig at tage for dig, sagde hun inviterende, da han kort sagde ‚hej‘. „Det ligner, du kunne bruge det.

„Det ved gud, jeg gør! Han hældte rom i kruset og drak det som om det var vand. „Det ved gud jeg gør, Jenny! Og hvis jeg kunne forlade denne helvedes koloni med det næste skib, der sejler herfra, så havde jeg gjort det. Desværre har jeg ikke råd.

Han lød lige så vred og fortørnet, som han så ud, og Jenny, som tænkte på Watts råd, satte sig og ventede i stilhed, på at han åbnede op for sine problemer.

Tønden med rom havde været næsten fuld, men Timothy havde næsten tømt den, inden han sagde noget igen. Så udbrød han med en halvkvalt stemme: „Den nye guvernør har været her siden sidste september ... det er over ni måneder! Han lovede at genoprette den civile administration, at indskrænke de forbandede slyngler til korpsofficerers handelsaktiviteter og sørge for at udøve retfærdighed over for nybyggerne, gjorde han ikke? Og hvad har han gjort ved det? Fortæl mig det!"

Jenny begyndte uklogt at forsvare guvernøren ved at huske ham på, at de civile fredsdommere nu forvaltede loven i forening med de militære. „Og, tilføjede hun, „guvernøren har besøgt alle bosættelserne personligt. Han...

„Ja, når han ikke er væk for at fange de vilde kvæg eller er på ‚opdagelsesrejse‘ i flere uger," svarede Timothy uimponeret. Han stirrede tvært ned i rommen i sit krus. „Okay så, han er en søofficer, og måske er søen gået ham i blodet. Måske vil nogle af hans opdagelser endda være værdifulde ... det vil det vilde kvæg sikkert være. Måske er der kul i den flod, som de skibbrudne fra Sydney Cove påstår at have fundet, og den unge læge, Bass, fra Reliance finder måske en måde at passere Blue Mountains på. Fanden tage det, måske kommer guvernøren endda selv til at passere dem, men hvad vil de opdagelser nytte, så længe at korpsofficererne får fortjenesten? Og når guvernøren, på trods af alle sine løfter, faktisk hjælper mænd som Macarthur!"

„Jeg ved det ikke," indrømmede Jenny. Hun fornemmede, at han endnu ikke havde fortalt den egentlige årsag til sit raseri, så hun gik over til ildstedet, hvor hun tog krukken med hjemmedyrket tobak og satte det, sammen med hans pibe, ved siden af rommen.

„Håber du på at berolige mig, Jenny? spurgte han uden at smile. „Nå, men det kommer du ikke til at lykkes med. Jeg har god grund til at være vred, og ved gud, det har de andre nybyggere, der har slidt og slæbt her for en ringe belønning, også!

Var han stadig vred, tænkte Jenny, mens han trods sine protester og med vanens magt begyndte at stoppe sin pibe, vred fordi guvernøren havde beordret nybyggerne at afgive nogle af deres fangearbejdere, så de kunne hjælpe med det påtrængende offentlige arbejde? At losse skibe var en hastesag, det var der ingen, der kunne benægte, og det var det også at få bygget et domhus og et udvidet fængsel i Sydney. Både korpsofficererne og nybyggerne havde måtte adlyde guvernørens dekret. Det var sandt, at de, som ejede jord, forsøgte at omkomme den formindskede arbejdskraft ved at tvinge syge fra Parramatta-hospitalet til at arbejde på deres gårde, men det var ikke gået i længden. Da først dr. Balmain og mr. Atkins havde hørt om det, var det blevet standset, og...

Timothy afbrød hendes tanker brutalt. „Der er kommet tre skibe i denne måned, Jenny ... Britannia og Ganges med fanger fra Irland og HMS Reliance fra Kaplandet. Supply kom for nogle uger siden, i maj, efter at være blevet sendt til Kapstaden af guvernøren for at hente kvæg. Priserne har været gunstige der, siden vores tropper tog kolonien fra hollænderne, og Reliance blev sendt af sted på samme ærinde ... men til hvis fortjeneste, tror du?"

Jenny så forvirret på ham. „Jamen, hvis guvernøren sendte dem, går jeg ud fra, at det er til det fælles bedste ... for at forsyne koloniens gårde. Jeg..."

„Åh nej!" afbrød Timothy og satte sin pibe fra sig så voldsomt at spidsen knækkede. „Ene og alene til kaptajn Macarthurs fortjeneste! Reliances kaptajn, kaptajn Waterhouse af den kongelige flåde, har leveret en flok merinofår, som han har købt for ham på en vis oberst Gordons gård. Tres af dem, inklusive to avlsvæddere af højeste kvalitet! Officielt har han selvfølgelig kun fået tyve, men resten står i korpsofficerers navne ... Foveaux, Brace, Cummings. Det fandt jeg ud af, da jeg selv prøvede at købe nogle."

„Og du fik ikke nogen? spurgte Jenny chokeret. Han rystede på hovedet. „Men guvernøren ... nogle af dyrene vil da helt sikkert gå til koloniens gårde, ikke?

„Kvæget, ja ... seksogtyve kvier af dårlig kvalitet fra Kaplandet og tre tyre. De får, som Supply bragte, var i så dårlig stand, at de kun kunne anvendes til slagtning for at få noget kød, og de gik til forsyningstjenesten. Supply havde en hård overfart og mistede halvdelen af dyrene i lasten, og ..." Timothy trak utålmodigt på skuldrene, „de siger, at skibet er dømt til ophugning, og at dets tovværk og sejl skal bruges til andre skib. Så vi står tilbage med kun to skibe i det offentliges tjeneste – Reliance og Francis. Under krigen i Europa får vi ikke sendt flere skibe, bortset fra fangetransporter og forrådsskibe, og de er hyret af Macarthur og hans kompagnoner til privat handel, så snart de er blevet losset. Kaptajn Ravens Brittania er permanent hyret af korpset, og det sejler mellem Bengalen og her. Undrer det dig, at jeg er vred, eller at jeg er fortvivlet over den retfærdighed, der bliver udøvet overfor nybyggerne, Jenny?"

„Nej. Nej, det gør det ikke," svarede Jenny. Men hvornår var der nogensinde blevet udøvet retfærdighed over dem, der var blevet dømt til eksil her, tænkte hun, hvis fange-status stadig klyngede sig til dem, selv efter de havde udtjent deres straf og var blevet benådet? Timothy havde i det mindste penge, han kunne bruge til at købe dyr for og til at købe rom, som han kunne betale sin arbejdskraft med ... de frie fanger blev nødt til at handle med deres afgrøder for alt, de havde brug for, mens de måtte acceptere korpsets fordoblede og tredoblede priser for alle importerede varer. Og, ligesom hende selv, hvis de ikke kunne få det til at hænge sammen, var de tvunget til at sælge deres jord og arbejde for en ny ejer. Hun var heldig at have en mand som Timothy Dawson som arbejdsgiver; han var redelig og ærlig og havde altid behandlet hende godt, men ... hun bed sig i underlæben, da hun mærkede den ryste. Trods alle de år, hun havde slidt og slæbt i den hårde, ugæstfri jord, var hun stadig ikke fri.

Timothys ansigt var stadig rødt og han lød irriteret, da han talte videre, men hun hørte ham knap nok. Pludselig, i tankerne, var hun tilbage på Charlottes dæk sammen med Tom og Olwyn Jenkins og ... Andrew Hawley. Kære Andrew, så rank og flot i sin uniform, mens han stolt gik ved siden af hende, mens de talte om det liv, de ville opbygge sammen, når de nåede til Botany Bay, og hun skulle blive hans kone. De havde drømt om en blomstrende gård og børn ... allermest børn, for hvis arv de gladelig ville have slidt og slæbt.

Hun havde et barn, tænkte Jenny ... en flot, velopdragen, kærlig søn, som var hendes livs kærlighed, men Justin måtte også lide under fangeracens mærker. Og han, den stakkels dreng, havde aldrig kendt, og ville sikkert heller ikke komme til det, sin far ... selvom han kunne være stolt af ham. En dag, meget snart måske, ville hun fortælle Justin om hans far. Hendes anspændthed forsvandt, og hun begyndte at smile, da hun tog denne beslutning. Johnny Butcher, John Broome, var en helt blandt New South Wales’ fanger, fordi han havde nægtet at lade sig styre af tyranniet, han havde foretaget en storslået rejse mod friheden med et mod og en dygtighed, få sømænd havde overgået.

Nu hvor han var benådet, havde han hengivet sig til det liv og hav, han elskede. Han havde udkæmpet en af sit lands krige ombord på et af Hans Majestæts krigsskibe; det havde Andrew fortalt i sit brev. Jennys øjne sløredes. Den historie skulle være Justins arv. Han ...

„Kaptajn Collins fratræder sit arbejde som anklager," sagde Timothy. „Han rejser hjem ombord Britannia, og han vil være et stort tab. Guvernøren har udnævnt mr. Atkins til at efterfølge ham ... efter min mening, er han et godt valg, eftersom han er en af de eneste, der siger noget til korpsofficererne, og især til Macarthur. Mr. Spence skal erstatte ham i krigsretten."

„Mr. Spence, Tim? Nu var Jenny opmærksom. „Mener du mr. Jasper Spence?

Hans ansigt blev endnu mere rødt. „Ja. Og det er ikke det hele. Jeg så ham i går aftes på kajen, og han fortalte mig, at hans datter skal giftes med løjtnant Brace."

Så dette var den sande grund til Timothys raseri, tænkte Jenny, mens hun forsøgte at finde ord, der kunne udtrykke sympati, selvom han selvfølgelig ikke havde indrømmet det.

„Det er jeg ked af, Tim, sagde hun alvorligt. „På dine vegne. Jeg ved godt, hvad du følte for miss Henrietta, og at du håbede...

Han afbrød hende skarpt. „Jeg er stoppet med at håbe. Desværre lånte jeg penge af mr. Spence i den tro, at jeg kunne gifte mig med den unge dame. Og eftersom det ikke længere er en mulighed, bliver jeg nødt til at betale ham tilbage."

„Forlanger han det?"

„Nej, han er en god ven ... det ville han aldrig forlange, svarede Timothy. „Det er mig, der insisterer på, at gælden skal betales tilbage. Jeg må sælge nogle af mine heste for at tjene pengene. Jenny, han lænede sig ind over bordet og rakte ud efter hendes hånd, „rid med mig ud til græsgangene ved floden, og hjælp mig med at udvælge de dyr, jeg bedst kan undvære. Der er den unge hingst, Lucifer, selvom jeg helst ikke vil af med ham ... Jeg ville kunne sælge ham for en høj pris, men Sinbad bliver ikke yngre. Eller de to kastanjebrune vallakker, som jeg kastrerede sidste måned, de to, jeg havde tænkt mig at ride til og sælge som trænede køreheste ved udgangen af året. Men ... for helvede, jeg kan ikke beslutte mig! Vil du ride ud med mig?"

„Nu? spurgte Jenny. „Det haster vel ikke, hvis mr. Spence ikke presser dig.

„Jeg vil have sagen i orden, sagde Timothy stædigt. „Det var derfor, jeg red herud, selvom du måske ikke tror det, ud fra hvor lang tid det tog mig at nå til pointen. Jeg ... åh, jeg er skammer mig vel, og jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme, at en korpsofficer har overvundet mig. Han rankede sine brede skuldre, og det lykkedes ham at smile fåret. „Kan du komme nu, i eftermiddag? Nancy Jardine eller Watt kan tage sig af Justin, kan de ikke? Og der er ingen hopper, der snart skal fole ... vær sød at hjælpe mig, Jenny."

„Jo, selvfølgelig. Men ... Jenny rejste sig og pegede på resterne af maden på bordet. „Vil du ikke have noget mad, inden vi rider? Der er frisk brød og ost og bacon, hvis du vil have det, og...

„Jeg er ikke sulten, forsikrede han hende. „Jeg sadler en hest til dig, mens du siger farvel til Justin. Jeg bruger unge Jackie Scrope som kok nu ... han kan sørge for noget mad til os, inden vi rider tilbage.

Han var stille under det meste af turen og virkede optaget af sine egne tanker, og Jenny forsøgte ikke at bryde stilheden. Det havde ikke regnet i kolonien i lang tid, og det støv, der kom efter deres heste, var tykt og kvalmende og afskar samtale. Det meste af jorden på begge sider af den vej, de red på, var blevet ryddet og dyrket, men efter høsten var den blevet samlet ind, og den nye afgrøde, bortset fra majsen, kunne endnu ikke ses, markerne var tomme, og der var intet tegn på liv, før de nåede regeringens forrådsgård ved Toongabbie.

To hyrder, der hvilede i skyggen under en samling sølvstammede gummitræer, holdt øje med en broget, men sundt udseende, flok Kap-kvæg. Da de genkendte Timothy, pegede den ene mand på en gruppe kvier og fortalte, at dyrenes tilstand var forbedret.

„De kunne næsten ikke gå, da de kom i land fra Supply ... men se, hvordan de bevæger sig nu, mr. Dawson! Man kan næsten ikke genkende dem, hva‘, sir?"

„Nej, svarede Timothy. „Du har passet dem godt, Jem.

„Det var jeg nødt til med den pris, de er oppe på," svarede hyrden og trak på skuldrene. Han rejste sig og så anerkendende på Jennys hoppe. „Halvfjerds og firs pund per hoved, den sidste flok Britannia havde med fra Bengalen. Det er i hvert fald det, de bliver solgt for ... jeg ville ikke have fået nær så meget for dem derhjemme. Og et par hopper fra Kaplandet ... lidt for gamle til avl, og intet imod Deres hoppe, frue ... de gik for et hundrede per hoved!"

Timothy udvekslede et tørt blik med Jenny og sagde udtryksløst, „Nå, jeg sælger nogle af mine snart, Jem. Fortæl det til din overordnede ... de er gode dyr. Og jeres græs er det bedste i området."

„Javel. Manden, der blev kaldt Jem, lignede, at han ville sige noget mere omkring priserne for dyr, men han tænkte sig om en ekstra gang og sparkede så lidt til jorden. „Det er godt, men vi kunne godt bruge noget regn ... det tyder på regn, tror jeg. Han pegede på nogle sorte skyer mod syd. „Pas på, hvis I er på vej ud mod floden, mr. Dawson, for når der går hul på det der, kommer det til at stå ned i stænger, og jorden er for tør og hård til, at det kan sive ned. De kan risikere at få oversvømmelse på Deres område, ligesom De havde i sidste januar."

Men da de nåede frem til Timothys område, var der ikke oversvømmet – der var ild. Jenny var den første, der kunne lugte røgen, inden de kunne se bygningerne, og da hun chokeret advarede Timothy, satte han sin hest i galop. Han stoppede ikke, før de nåede udkanten af floden, og han begyndte at bande, da han pegede på en halv snes indfødte i deres kanoer, som padlede som sindssyge mod den modsatte side, ottehundrede meter foran dem. De var alle bevæbnede med spyd og kastestænger, og da de så de to ryttere, vinkede de trodsigt med deres våben.

„Infernalske svin fra Bediagal!" udbrød Timothy. „De har sat ild til kornmagasinet, fanden tage dem! Det var heldigvis næsten tomt ... jeg sendte min majs til Sydney i sidste måned ombord Francis. Og, ifølge guvernørens dekret, fire mænd med det." Han bandede igen og satte sin hest fremad mod den ødelagte bygning.

„Jamen, hvor mange har du her?" spurgte Jenny bekymret. Hun snappede efter vejret, da hun så noget, der lignede en krop ligge udstrakt ved siden af beboelseshuset. „Hvor mange mænd burde du have, Timothy?"

„Tre og unge Jackie. Men de vilde ville da ikke... Timothy afbrød sig selv og mistede al farven i kinderne, da han også så den livsløse skikkelse. „Åh gud! Det er Jackie ... Gud i himlen, de har vel ikke dræbt den lille stakkel!

Men Jackie var død, et spyd var dybt begravet i hans bryst, og Timothys musket lå ladet, men ikke affyret, ved siden af. Jenny faldt på knæ og holdt om den døde dreng, mens hun forgæves kaldte hans navn, indtil Timothy hev hende op og stå. „Lad ham være, Jenny tøs ... du kan ikke gøre noget for ham," sagde han hæst.

„Men ..." Tårerne trillede ned af kinderne på hende, da hun dækkede kroppen med sit sjal. Han var så ung, tænkte hun bittert ... En hjemløs fra Londons gader, der var blevet deporteret for seks år siden, da han var syv eller otte år, med en dom på livstid for at have stjålet fra en bagerdisk. Og her, med alle odds imod sig, havde han klaret sig godt. Han havde arbejdet på både Timothys og hendes egen gård og havde fungeret som bud imellem dem, men Timothy havde en svaghed for ham, så på det seneste var han blevet forfremmet til kok, som var et job, han ville kunne tjene en ordentlig løn på.

Hendes strube snørede sig sammen, da hun satte sig på sin hoppe, og på Timothys tilskyndelse begyndte de at lede efter de andre mænd. To af dem var ligesom Jackie blevet spiddet og var blevet slået ihjel med køller, deres kroppe var blevet smidt ved siden af kornmagasinet, og de var blevet brændt til næsten uigenkendelighed. Den tredje, formanden Davie Leake, manglede. Hans kone, en kvindelig fange, der for nylig var kommet til gården, kom frem fra den hytte, hun havde gemt sig i, og gik grædende imod dem. Hun var højgravid og så chokeret, at hendes fortælling, af hvad der var sket, var uforståelig.

De havde spist deres frokost, slappet af og havde ikke regnet med nogle problemer, da de indfødte trådte frem, og selvom Jackie Scrope havde løbet hen til huset for at hente musketten, havde det været for sent.

„I starten troede jeg ikke, at de ville gøre os noget, hviskede den skræmte pige. Hun klamrede sig til Jenny og rystede, mens hun tænkte tilbage på den forfærdelige tragedie, hendes stemme knækkede næsten over. „De bad om mad, majs, og Davie fortalte dem, at vi ikke havde noget, vi kunne give dem. Så ... de må have set Jackie med musketten, mr. Dawson. Han affyrede eller truede dem ikke; han stod der bare. Men seks eller syv af dem løb hen til huset, og inden vi kunne nå at gøre noget for at ... at hjælpe ham, kastede de spyddet i ham. Davie sagde, at han blev dræbt, og han ... han fik mig til at skjule mig, så jeg ikke skulle se mere af det. Men jeg hørte ... jeg hørte skrigene, og jeg ... jeg var for bange til at bevæge mig. Jeg kunne ikke, jeg blev bare, hvor jeg var. Og så hørte jeg jer, og ...

„Hvor er Davie? spurgte Timothy, som havde svært ved at skjule sin vrede. „For himlens skyld, Molly ... fortæl os det!

„Jeg ... jeg ved det ikke. Pigen så mere skræmt ud en nogensinde før over hans spørgsmål, og hun brød ud i en voldsom hulken, mens hun skjulte sit ansigt i sit forklæde. Hun var ude af sig selv af sorg, mens hun rokkede frem og tilbage i Jennys arme. „Sikkert død ... ligesom stakkel, unge Jackie! Hvad skal vi gøre, mr. Dawson? Hvad hvis de kommer tilbage ... åh, kære gud, hvad hvis de kommer tilbage? De dræber os alle!

„Pas på hende, Jenny. Timothy prøvede krudtet i den musket, han havde taget fra Jackie Scropes side, og svang sig op i sadlen. „Jeg leder efter Davie. Han ... Men i det øjeblik kom Davie snublende mod dem, til Jennys lettelse. Han svajede og trak vejret tungt, og hans skjorte var revet i stykker. Da hans kone kastede sig i armene på ham, mens hun græd hysterisk, holdt han om hende, fik hende til at tie og kastede så hovedet i den retning, han var kommet fra.

„Djævlene havde sat ild til bushen, mr. Dawson, sagde han gispende. „De satte ild til den, inden de tog af sted i deres kanoer, de morderiske sataner! Og vinden skifter, den blæser denne vej. Stille, Molly-pigen, for guds skyld ... jeg bliver nødt til at fortælle mr. Dawson det. Kan De se hvad de har gjort, sir? Mod Jackie, og ...

„Ja, jeg så det godt," svarede Timothy dystert.

Davie Leake fortsatte, mens han kæmpede for at få vejret. „De unge heste i den bageste indhegning ... er afskåret. Jeg gjorde mit bedste for at nå frem til dem, men ... jeg var alene, og de kastede spyd efter mig, så jeg tænkte, at det var bedre at søge efter hjælp. Det var den djævel, de kalder Pimelwi, der ledede dem. Det var ham, der startede ilden."

Timothy stirrede med lammet forfærdelse på ham.

Da han fattede sig, beordrede han kort: „De har ret ... tag til Toongabbie efter hjælp, Davie. De kan sadle en arbejdshest og lukke de andre ud. Kom i gang, mand! Så gør jeg, hvad jeg kan her. Og tag Deres kone med Dem ... De skal ikke efterlade hende her. Du må hellere tage med dem, Jenny, du ..."

„Nej, svarede Jenny. „Det kommer til at kræve to af os at få hestene i den bageste indhegning ud.

Hun sad på hoppens ryg og drev den i galop, inden han kunne nå at stoppe hende. Hun kunne huske, at de bedste af hans heste var i den indhegning, og Timothy havde brystet sig af styrken og stabiliteten på hegnet, han havde bygget af det kraftige tømmer på flodsiderne i stedet for det skøre gummitræ. De unge heste ville være fanget, hvis der blev sat ild til træet, og de ville være ude af stand til at nå ned til floden eller til at hoppe over det høje, alt for solide hegn.

Og der var ild i træet, så hun, da hoppen fik fart på. Lugten af røgen hang stadig i hendes næse, og hun havde troet, at det kom fra kornmagasinet, men den blev stærkere, og mere skarp, i takt med at flammerne spredte sig. De havde manglet regn så længe, at træerne og buskene var knastørre, og de manglede kun en gnist for at blive sat i lys lue. Og regnskyerne, som hyrden i Toongabbie havde advaret dem mod, viste intet tegn på at lække, selvom de stadig truede i sydvest.

Hoppen snublede, og Jenny gjorde alt for at holde hesten oppe, men hun turde ikke sætte farten ned. Vinden var ikke stærk, men det var nok, som Davie Leake havde sagt, til at blæse ilden i retning af Timothys hus og bygninger. Han kunne beskytte sin lille flok får og kvæg. Deres græsgange var på Toongabbie-siden af hans jord, og der var flere tønder ryddet jord, der kunne fungere som et naturligt brandbælte mellem dem og den forestående fare.

Hun så Timothy arbejde sig frem foran hende, og han hostede, da den bølgende røg satte sig i haslen på ham. Han gjorde tegn til hende, om at hun skulle stoppe, og råbte, at han ville tage alene af sted, men hun ignorerede ham; det var endda, som om hun ikke opfattede ham. Men hoppen var ved at være træt; hun snublede oftere og blev bange for den knækkende lyd af brændende buske og træ, som voksede sig højere og mere faretruende. Flammer lyste rødt under den stigende røg; en flok skrigende papegøjer gik på vingerne lige foran hende for at søge sikkerhed oppe i luften, og på hendes højre side blev et højt, smalstammet gummitræ til en søjle af ild; dets grene blev tilintetgjort i varmen. Hun hørte det isnende skrig fra en kænguru, der ikke nåede ud af ilden, og så et glimt af nogle andre, der bevægede sig med utrolig fart, mens de hoppede over den støvede jord ned til floden. Deres fælles hastværk og deres mærkelige hulkende lyde fik hoppen til ikke at ville fortsætte. Hun begyndte at satte farten ned, og Jenny blev nødt til at hoppe af hende for at lede hende frem med et stykke af sin kjole bundet om øjnene på dyret.

Hun mistede Timothy ud af syne, men hun var for urolig til at være bange for denne kendsgerning. Det var kun hestene, der betød noget, de var det eneste, hun lod sig selv tænke på, og hun blev revet tilbage til, dengang hendes far på heroisk vis havde reddet sine heste, da lord Braxtons mænd havde sat ild til stalden, de befandt sig i. De heste havde været stakkels Angus Taggarts levebrød, ligesom de unge heste i indhegningen var Timothys. Hvis de mistede dem, eller de blev skadet, ville han være tilbage, hvor han startede, med fem års hårdt og dedikeret arbejde spildt, hans kapital ville være tabt, og han ville stadig være i gæld til Jasper Spence.

Huset, bygningerne og hegnene kunne erstattes, hvis de blev ødelagt, men det kunne de unge heste ikke ... Hoppen var ude af sig selv af angst; hun rev sit hoved frit, og med et vildt spring, som skubbede Jenny til jorden, styrtede det ellers så rolige dyr af sted for hurtigt at forsvinde i røghvirvlerne. Jenny rejste sig, syg om hjertet og klar over smerten i sin højre ankel, da hun begyndte at snuble fremad. Hoppen ville ikke komme til skade ... hun ville galoppere væk fra ilden, ligesom kænguruerne, indtil hun var ude for fare, men ... Hun bed tænderne sammen, da smerten skød op i kende. Hendes ankel var slemt forvredet, hvis ikke den var brækket, og hun var stadig langt væk fra indhegningen og i tvivl om hvilken retning hun skulle gå for at komme hen til lågen. Men nu kunne hun se hegnet, solidt og oprejst godt, tyve meter foran hende ... og så så hun pludselig Timothy. Han havde åbnet lågen og havde trukket de to øverste tværstænger i hegnet på hver side af lågen ned, for at åbningen var stor nok til, at dyrene kunne slippe igennem.

Jenny tilbageholdt en hulken. Hun kunne høre hestene, deres hove og skrækslagne vrinsken, men hun kunne ikke se dem. Det lød, som om dyrene var paniske og galopperede i alle retninger, ude af dem selv af skræk. Hvis ikke de blev drevet sammen og ført ud gennem åbningen, det var lykkedes Timothy at lave, ville de blive tilintetgjort længe, før ilden nåede hegnet og ødelagde det også.

Hun kaldte på Timothy, men hendes mund og hals var for udtørret til, at hendes ord nåede ham. Heldigvis vendte han sig og så hende, pegede på hegnet, sprang op på sin egen hest, og så var han væk, som om han aldrig havde været der. Jenny vaklede over til hegnet, som hun klamrede sig til, indtil hun fik vejret igen. Hun kæmpede for at fortsætte det arbejde, hun var begyndt på. Flere år med det hårde arbejde i jorden havde gjort hende stærk, men alligevel var denne opgave for svær, og det havde kun lykkedes hende at hive en lille del af hegnet ned, da en torden af hovslag advarede hende om, at hestene kom imod hende.

På mirakuløs vis havde det lykkedes Timothy at drive dem sammen, og han havde fået nogle af dem sendt i den rigtige retning. Hun sprang væk fra åbningen og tog en