Discover millions of ebooks, audiobooks, and so much more with a free trial

Only $11.99/month after trial. Cancel anytime.

De opdagelsesrejsende
De opdagelsesrejsende
De opdagelsesrejsende
Ebook281 pages4 hours

De opdagelsesrejsende

Rating: 0 out of 5 stars

()

Read preview

About this ebook

 Ottende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme. 
 
 Den nye guvernør leder kolonien med stor effektivitet, men livet er hårdt og krævende. Endnu en gang skal der gøres et forsøg på at erobre Blue Mountains - for bagved de store bjerge siges det, at der ligger frugtbare sletter og umådelige græsgange.
Dette havde været Jennys livslange drøm, og nu var hendes søn Justin på vej dertil. Var drømmen endelig ved at gå i opfyldelse? 
LanguageDansk
PublisherSkinnbok
Release dateJan 31, 2023
ISBN9789979643012

Related to De opdagelsesrejsende

Titles in the series (16)

View More

Related ebooks

Related categories

Reviews for De opdagelsesrejsende

Rating: 0 out of 5 stars
0 ratings

0 ratings0 reviews

What did you think?

Tap to rate

Review must be at least 10 words

    Book preview

    De opdagelsesrejsende - Vivian Stuart

    De opdagelsesrejsende - Australierne 8

    De opdagelsesrejsende

    Vivian Stuart

    Australierne 8

    Originalens titel: The Explorers 2

    © Vivian Stuart, 1982

    ©Jentas ehf, 2022

    Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

    ISBN: 978-9979-64-301-2

    www.jentas.dk

    www.must-read.dk

    Alle rettigheder forbeholdes.

    Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

    Kapitel 1

    Den tolvte maj 1810 havde folk samlet sig på alle udkigspunkter mellem Sydney og South Head for at overvære afsejlingen af kommandør Blighs tre skibe. Officerer, underofficerer og menige fra det regiment, der - selv om det nu blev kaldt 102. Regiment - længe var gået under betegnelsen Romkorpset, var fordelt på Hindostan og Dromedary. Med dem fulgte over to hundrede kvinder og børn, hvoraf de fleste havde fældet bitre tårer, da ordren til at gå om bord var blevet givet. Deres dæmpede skrig og viftende lommetørklæder fremkaldte en hektisk reaktion hos dem, der stod tilbage på kysten, og Jenny, der stod sammen med Frances Spence midt i mylderet af tilskuere, mærkede tårerne stige op i øjnene.

    H.M.S. Hindostan, fra hvis stormast kommandørens stander viftede, sejlede først. Hendes signalkanoner bragede som svar på den salut, der blev affyret fra Dawes batteri, og matroserne mandede ræer. Det var umuligt at få øje på Justin blandt de mange mænd på dækket, men da fregatten begyndte at sætte sejl, var hun næsten sikker på, at det var ham, der skyndte sig op i fokkemasten med hånden løftet til hilsen.

    „Efter sigende skulle rejsen ikke tage så lang tid, Jenny," bemærkede Frances Spence for at aflede hendes tanker. „Mindre end fem måneder. Det sagde kaptajn Pasco til min mand. Men jeg tvivler på, at selv det vil være hurtigt nok for oberst Paterson. Jeg så ham, da han gik om bord på Dromedary. Han var en skygge af sig selv og så svag, at hans kone måtte støtte ham. Jeg må indrømme, at jeg fik ondt af ham og ønskede, at han kunne få lov til at blive og leve sine sidste dage i fred her. Han deltog trods alt ikke i Romkorpsets oprør, vel?"

    Jenny vendte sig om og så på hende. Frances talte så godt som aldrig ondt om nogen, og ligesom så mange af sine landsmænd var hun venligheden og storsindetheden selv.

    „Andrew har altid godt kunnet lide oberst Paterson, sagde hun eftertænksomt. „Men han var en knækket mand efter den duel, han udkæmpede med mr. Macarthur. Det var derfor, han begyndte at drikke ... Andrew siger, at han aldrig er fri for smerter.

    „Gud give, at han må nå velbeholden til England. Selv om det går over min forstand, hvilken rolle han skulle kunne spille i oberst Johnstones retssag. Frances sukkede. „Og jeg fatter lige så lidt, hvorfor kun oberst Johnstone skal stilles for retten, mens Macarthur, der anstiftede oprøret, slipper for straf.

    „Hans excellence sagde til Andrew, at Macarthur vil blive stillet for retten, hvis han vender tilbage hertil," sagde Jenny med et glædesløst smil. „Og under sit tvungne ophold på Long Wrekin gjorde kommandør Bligh det helt klart, at han har i sinde at slæbe alle de oprørske officerer for retten, når han er kommet hjem til England. Jeg tror nok, han rådførte sig med den nye auditør, mr. Bent, om sin juridiske stilling - især med hensyn til mr. Macarthur - og fik at vide, at det er et anliggende, som hører ind under koloniministeriet."

    „Har du truffet mr. og mrs. Bent?" spurgte Frances nysgerrigt.

    „Jeg har kun set dem ved guvernørens bal. Jeg har ikke talt med nogen af dem." Jenny vendte sig igen mod de bortsejlende skibe og så, at først det lille Porpoise så det store Dromedary lettede anker. På kajen spillede 73. Regiments trommer og piber, og æresvagten præsenterede gevær. Andrew var tjenstgørende hos guvernøren, og hun genkendte hans høje skikkelse blandt den gruppe officerer, der stod omkring guvernørparret, mrs. Macquarie stod og talte med Mars Bent, og ... ja, hendes øjne bedrog hende ikke. Henrietta Dawson stod et par meter bag hende og snurrede rundt med en flæsebesat parasol, tilsyneladende fordybet i samtale med en af guvernørens unge adjudanter.

    „Henrietta kommer vældig godt ud af det med mrs. Bent, sagde Frances, der fulgte retningen af hendes blik. „Jeg tror, de er to alen af et stykke ... de er i hvert fald enige om at fordømme guvernørparrets holdning til dem, der ikke kom hertil af egen fri vilje.

    „Så kan guvernørens bal næppe være faldet i deres smag," bemærkede Jenny.

    „Det gjorde det heller ikke, bemærkede Frances. „Men jeg må indrømme, at jeg morede mig pragtfuldt.

    „Det gjorde jeg også ... og udelukkende takket være dig, Frances. Jeg ville aldrig have turdet gå med, hvis du ikke havde syet den smukke kjole til mig."

    „Kæreste Jenny. Frances lagde kærligt armen om Jennys smalle liv og gav hende et klem. „Det glæder mig kun så inderligt, at jeg gjorde det. Du tilbringer alt for megen tid og arbejder alt for hårdt på den gård ... hvorfor lader du ikke Tim købe den? Du kunne komme og bo her. Jeg lover dig, at tilværelsen i Sydney fra nu af bliver munter .... og frigivne som os vil få lov til at nyde den på lige fod med embedsmændene og de fri kolonister. Det har guvernøren erklæret offentligt.

    „Det ved jeg, han har. Men ..." Jenny sukkede.

    Frances overhørte afbrydelsen. „ Der bliver en masse bryllupper. Mænd som i tyve år har levet sammen med de arme sjæle, som pastor Marsden har benævnt konkubiner, vil for den usle sum af tre pund gøre dem respektable. Og det siges, at Hans Excellence vil udnævne Simeon Lord til civildommer. Vent bare og se, Jenny, det er kun begyndelsen, selv de stakkels irere vil snart få deres egen præst og kirke."

    „Det ville du blive meget lykkelig for, ikke?"

    Frances nikkede. „Det ville gengive mig troen på Gud og hele menneskeheden, indrømmede hun alvorligt. Så tilføjede hun med et stramt lille smil: „Ikke fordi jeg vil forsvare Simeon Lord. Kilden til hans rigdom ville ikke kunne stå for en nærmere undersøgelse, som vi alle ved, men han har brugt sine penge godt og til gavn for kolonien. Jeg misunder ham ikke, at han bliver belønnet for det.

    Jenny sagde ingenting. Justin havde fortalt hende om Simeon Lord og havde kaldt ham en romsmugler, men ... hvor mange af koloniens respektable indbyggere kunne sige sig fri for på en eller anden måde at være indblandet i romsmugleriet? Selv mr. Campbell og kommissær Palmer skulle efter sigende lejlighedsvis have importeret kontrabande; Francesʼ egen mand havde også haft part i korpsofficerernes syndikat, og havde Tim Dawson måske ikke engang ejet og drevet et whiskybrænderi?

    Under sig så hun de tre skibe glide hurtigt af sted, nu da vestenvinden fyldte deres sejl. Snart ville Justin være forsvundet, og ...

    Som om hun havde læst hendes tanker, sagde Frances: „Skal vi tage vognen og køre ud til South Head og se dem sejle bort, Jenny. Guvernørens nye vej er glimrende, vi kan være der før dem."

    „Jeg ... ville det ikke bare forlænge hendes smerte, tænkte Jenny, eller ville synet af hende på klippetoppen indgive hendes søn mod og et minde, som han kunne dvæle ved under rejsen? Hun mærkede en stikkende smerte i siden, idet hun vendte sig om og så på Frances; smerterne kom kun med mellemrum, men hun havde vendt sig om for hastigt, og en køretur bag Jasper Spences livlige heste ville sikkert gøre dem værre, men ... „Det ville jeg meget gerne, sagde hun. „Hvis det ikke er til for stor ulejlighed."

    „Vi har tjenestefolk til at spare os ulejligheden, svarede Frances tørt. „Kom, kære Jenny.

    Siddende ved siden af Jenny i den elegante vogn vendte Frances tilbage til emnet med salget af Long Wrekin. Hun tog Jennys hånd og sagde indtrængende: „Du har det ikke godt, vel? Åh, fortsatte hun, inden Jenny kunne nå at afbryde hende, „jeg ved det, jeg har holdt øje med dig. De ribben er ikke groet ordentligt sammen, vel?

    „Det tager sin tid," sagde Jenny spagt.

    „Har du tænkt på at sælge gården - tænkt alvorligt over det, mener jeg?"

    „Ja, det har jeg virkelig, Frances. Og jeg har snakket med Tom og Nancy Jardine om muligheden."

    „Tim ville købe den den dag i morgen, forsikrede Frances hende. „Og han ville beholde Jardines, det har han altid lovet. Og William kunne blive, hvis han ønsker det. Rachel kan gå i skole her sammen med Julia og Doodie. Jenny, Andrew ønsker dig ved sin side, ikke? Hvis han bliver overført til veterankompagniet er du nødt til at opgive gården.

    Andrew ønskede, at hun skulle opgive Long Wrekin tænkte Jenny - lige så meget for hendes skyld som for hans. Han kunne godt lide den nye guvernør og var opsat på at gøre tjeneste under ham; Justin havde også søgt at overtale hende, inden han tog af sted. Hvorfor var hun så så usikker, spurgte hun sig selv? William var den eneste af familien, som ville have noget imod det, og hans indvendinger kunne nemt ryddes af vejen, hvis han fik lov til at blive på gården. Hun vidste, at Tom og Nancy Jardine nok skulle passe godt på ham.

    Hun vendte sig om mod Frances, og det var, som om hun igen udtalte Jennys tanker højt, da hun sagde: „Jenny, jeg tænker ikke på Tim Dawsons interesser kun på dine. Jeg skal ikke nægte, at jeg ville nyde dit selskab hvis du boede her i Sydney, for det ville jeg - og så meget desto mere efter at Abigail er vendt tilbage til Yarramundie. Jeg savner hende og den lille Dickon meget. Men du, Jenny, du er min ældste ven. Ja, du var min eneste ven, da jeg kom hertil, og jeg kan ikke holde ud at se dig så tynd og træt. Hvad har Long Wrekin at tilbyde, siden du så nødig forlader den?"

    Jenny sukkede. „Jo ... uafhængigheden, den tilværelse jeg kender."

    „Tilværelsen i Sydney har meget at byde på nu," mindede Frances hende om. Jenny rødmede ulykkelig.

    „Jeg er ikke vant til selskabslivet. Jeg ville ikke føle mig hjemme. Hvad har jeg tilfælles med damer som mrs. Macquarie og mrs. Bent? Middagsselskaber, baller ... Frances, det er noget andet med dig. Du er opdraget til det liv, det er jeg ikke. Vidste du, at guvernørens bal var det første bal, jeg nogen sinde har været til? Og den kjole, du syede til mig, den første balkjole, jeg nogen sinde har set, endsige ejet og båret."

    „Du har mere tilfælles med mrs. Macquarie, end du tror, sagde Frances. „Hun er virkelig et charmerende, venligt og varmhjertet menneske, og ligesom du er hun vokset op på landet. Tænk over det, Jenny. Sydney byder ikke kun på middagsselskaber og baller, guvernøren har planer om at opfordre folk til at opdrætte heste ved at lave en væddeløbsbane. Han har også planer om skoler for de indfødte, markedspladser, nye bebyggelser, veje ... et nyt hospital, selv en botanisk have, der er åben for alle.

    „Den slags planer kan jeg kun bifalde, sagde Jenny. „Men ... Hun holdt vejret ved tanken om Long Wrekin, om avlsdyrene og de frodige græsninger, hvor hun kunne vandre omkring, som det passede hende, den store flod, hun var kommet til at kende så godt, den indfødte befolkning, der levede ved dens bredder, og hvoraf mange var blevet hendes venner.

    Nok var arbejdet med jorden hårdt, men det var lønnende; nok kunne Hawkesbury stige over sine bredder og sprede ødelæggelse efter sig; høsten kunne slå fejl, priserne falde, besætningen dø, ligesom Sirius var død, og et års slid og slæb kun give ringe eller slet intet udbytte. Men det var hendes liv, tænkte hun stædigt; det eneste liv, hun havde kendt i over tyve år, og det havde givet hende tilfredsstillelse og frihed i rigt mål. Og desuden var den drøm, hun havde næret, endnu ikke gået i opfyldelse ... drømmen om de umådelige græsgange, som måtte ligge bag Blue Mountains, hvis blot man kunne finde vej over deres umådelige, ukortlagte tinder.

    „En dag ønsker jeg at drive mine flokke og hjorde over bjergene," sagde hun. Da Frances så forbavset på hende gik det op for hende, at hun havde udtalt ønsket højt.

    „Der findes ingen vej over Blue Mountains, Jenny. Måske finder man den aldrig."

    „Guvernør Macquarie bygger veje, sagde Jenny. „Han vil ikke slå sig til tåls med kolonien, som den er, indelukket mellem bjergene og havet. Han vil sende folk ud for at finde en vej.

    „Ja, det vil han givetvis, indrømmede Frances. „Men tænk på dem, der forsøgte, og som det ikke lykkedes for. Guvernør Phillip, dr. Bass - selv den stakkels oberst Paterson i sin ungdom - dr. White og jeg ved ikke hvor mange officerer og menige fra marineinfanteriet og korpset. Kaptajn Tench, oberst Collins, løjtnant Dawes, den unge ingeniør, hvad var det nu han hed? Bunyan? Banner?

    „Løjtnant Barailler," sagde Jenny. Frances havde ret, tænkte hun; der havde virkelig været mange tapre forsøg på at overskride den træklædte, ufremkommelige bjergkæde, og alle havde måttet se nederlaget i øjnene. Tim Dawson havde fulgt den ene ekspedition et stykke af vejen, efter at Henry Hacking, tidligere underofficer på H.M.S. Sirius havde opdaget guvernør Phillips forsvundne vildkvæg. Det var lykkedes Hacking at trænge længere frem end de fleste, indtil han også havde opbrugt sin proviant og var blevet tvunget til at vende om. Men den frugtbare dal, hvor han havde sporet hjorden af vildkvæg, havde han døbt Cow Pasture.

    „Jeg tror ikke, at nogen vil nå over bjergene i vores levetid, Jenny, sagde Frances. „Og du burde tænke på dig selv - selv nogle få måneders hvile ville være gavnligt for dit helbred. Du skylder Andrew at tage mere hensyn til dig selv ... og Justin.

    Jenny vidste det godt. De var ved at nærme sig enden af den nybyggede vej, og kusken holdt hestene an. På klippetoppen havde en lille skare mennesker allerede forsamlet sig, og adskillige hestevogne holdt i vejkanten, mens deres passagerer steg ned for at slutte sig til dem, der var kommet til fods eller hest. Jenny smilede.

    „Jeg skal tænke alvorligt over at sælge Long Wrekin til Tim, sagde hun til Frances, idet de steg ud. „Men selv om jeg sælger, ønsker jeg virkelig ikke at bo i Sydney, uanset hvor meget jeg kunne ønske at se mere til dig, kære Frances.

    Frances var klog nok til ikke at presse hende yderligere. Med hinanden under armen gik de hen til udkanten af tilskuerskaren, der så snart konvojen kom til syne, blev en skov af viftende lommetørklæder. Det var en broget skare, der var kommet for at se de tre skibe afsejle, lagde Jenny mærke til. Nogle af dem var korpssoldater, der nu bar veterankompagniets mørkeblå uniform i stedet for den gamle gule. De havde kvinder og børn med, og mange af kvinderne græd. Synet af dem fik Frances til medlidende at sige: Flere af mr. Marsdens konkubiner, er jeg bange for, de hvis mænd ikke søgte kirkens velsignelse.

    Og nu ladt alene tilbage, tænkte Jenny, for at eksistere og opdrage deres børn så godt de kunne uden den støtte, som de bortdragende soldater havde givet dem ... ikke sært, at de arme kvinder græd. Hun så bedrøvet på dem, men hendes opmærksomhed blev afledt af et selskab af officerer, som kom galoperende og fik fodgængerne til at springe til side. En pige, der red damesadel, var sammen med dem, og det var hende, der uden hensyn til dem, der stod i vejen for hende, red i spidsen for optoget, der nærmest mindede om et kavaleriangreb. Hun lo højt, mens hun opmuntrede sine ledsagere til at følge lige så hensynsløst efter, og Frances snappede efter vejret.

    „Du altforbarmende! udbrød hun chokeret. „Det er Lucy Tempest! Hvad kan Henrietta dog have tænkt på, når hun tillader hende at komme herud med de unge mænd? Mens Jenny så på hende i tavs forvirring, tilføjede hun: „Efter at Abigail rejste, blev Lucy for meget for mig, og jeg må indrømme, at jeg var lettet, da Henrietta flyttede ind i det nye hus i Pitt Street og inviterede Lucy til at bo hos sig. Men hun ligner ikke Abigail det ringeste, og i den sidste tid er hun desværre blevet meget selvrådig og tænker kun på at more sig. Henrietta var fuld af klager over hendes opførsel ved guvernørens bal. Du lagde måske mærke til det? Hun var genstand for de unge officerers efterstræbelser og lavede ikke så lidt af en skandale."

    Som hun også gjorde nu, tænkte Jenny og spekulerede en smule kynisk på, hvor længe Henrietta Dawson ville finde sig i pigebarnet. Tim Dawsons kone havde sikkert troet, at hun fik en ulønnet barnepige til sine tre børn, ligesom hun havde gjort det, da Abigail OʼShea havde været hendes gæst på Upwey.

    „Kom, sagde Frances og greb hende i armen. „Skibene er her, vi får en glimrende udsigt til dem, hvis vi går derhen til venstre.

    Jenny gik med hende og glemte Lucy Tempest og de ulykkelige kvinder og børn, som Romkorpset lod alene tilbage. De tre skibe sås tydeligt i det blå vand under dem, hvor de med alle sejl sat strøg hen over den krusede overflade som hvidvingede havfugle. Med vinden agter satte de alle tre kursen mod det åbne hav.

    Mod det åbne hav og det umådelige Stillehav, mod den farefulde rejse rundt om Kap Horn til Rio de Janeiro og derfra til England ... Jenny vinkede og råbte med de andre, men hun følte det, som om de bortsejlende skibe bar hendes hjerte med sig, og hendes syn blev sløret af tårer.

    Hvad ville Justin finde, når han gik i land i England, tænkte hun fortvivlet. England var stadig i krig, og hvis Den Kongelige Flåde accepterede Justin, ville han komme i kamp på et af kongens skibe - ligesom hans far og Andrew havde gjort før ham. Havde det været forkert af hende at lade ham rejse - at opmuntre ham til det? Ville han nogen sinde komme tilbage, ville hun få ham at se igen, eller havde hun mistet ham, som hun havde mistet så mange andre?

    Signalflagene gled op i Hindostans mastetop og hilste med et brøl af tilskuerne på klippen. „Farvel! råbte de i kor. „Farvel og god rejse!

    Frances tog Jennys arm. „De er væk, sagde hun blidt. „De er væk, Jenny.

    Lucy Tempest sad tvær, tavs og oprørsk, mens Dawsons svajende hestevogn førte hende mod Hawkesbury og det hun betragtede som eksil på Yarramundie.

    Over for hende sad Henrietta Dawson lige så tavs og viftede sig voldsomt, mens hun med matte øjne så ud på landskabet. Guvernørens fine, nye vej var nået til Parramatta, men derfra gik der kun et ujævnt hjulspor, hvor selv den velaffjedrede, elegante vogn kun kunne komme frem i sneglefart. Den svajede og bumpede, så Lucy følte sig fysisk syg; hun brændte efter at bede Henrietta Dawson om at give ordre til et kort holdt, så hun kunne komme sig igen, men under de nuværende omstændigheder turde hun ikke bede om selv den mindste tjeneste.

    Henrietta havde behandlet hende med den største uretfærdighed, tænkte hun bittert. Tidligere, da de begge havde nydt godt af Frances Spences gæstfrihed, var der ikke blevet mælet et ord om hendes opførsel eller venskab med guvernørens unge adjudant, John Maclaine, og hans medofficerer. Hun havde ganske vist været diskret - påpasselig var måske en bedre betegnelse - og den venlige, tolerante Frances havde hverken kritiseret hende eller forsøgt at præke moral for hende. Men ... Lucy sukkede irriteret. Eftersom Spences hus havde virket kedeligt efter Abigails afrejse, havde hun ivrigt taget imod Henriettas invitation til at flytte til det nye hus i Pitt Street.

    Det var et stort hus, som kun lå halvtreds meter fra det, hvori kommandør Bligh boede indtil sin afrejse, og Dawsons dyrkede megen selskabelighed - i det mindste når Timothy var til stede. Hun havde formodet, at Henrietta ville give hende al den frihed, som hun ønskede, men hun havde taget sørgelig fejl. En uge efter indflytningen i Pitt Street var Timothy Dawson taget tilbage til sin gård ved Upwey, og hans kone var gået i seng med en eller anden indbildt sygdom.

    Selskaberne var ophørt, og hun, Lucy, så giftigt på sin tidligere værtinde, hun havde fået til opgave at tage sig af husholdningen, fungere som guvernante for Dawsons tre forkælede børn. Hun havde bogstavelig talt måttet trække sig tilbage fra selskabslivet på et tidspunkt, hvor middagsselskaber, udflugter og baller pludselig var stærkt på mode.

    Når hun nu tænkte tilbage, måtte hun indrømme, at det havde været tåbeligt at tage imod Archie MacNaughtons invitation til at spise middag og spille kort i hans kvarter. Hun havde vidst, at hans bedste ven, Phillip Connor, ville være til stede, og Phillip var en fusentast, der havde en dårlig indflydelse på både Archie og John Maclaine. De havde alle tre fået en reprimande for at ride ind mellem folk på South Head, da de var redet ud for at overvære afsejlingen af kommandør Blighs konvoj ... en eller anden ondskabsfuld person havde anmeldt hændelsen, og Hans Excellence havde givet dem en ordentlig overhaling. De havde slet ikke villet nogen noget ondt. Hun havde i hvert fald ikke - det eneste, de havde villet, var at give den stakkels Jamie MacAlpine et ordentligt farvel, eftersom guvernøren havde sendt ham hjem i unåde på grund af de problemer han havde skaffet sig på halsen med mrs. Macquaries kammerpige. Men som altid havde en eller anden lyseslukker brokket sig over deres ungdommelige humør og indgivet en skriftlig klage, og ligesom Jamie havde de fået problemer. De var oven i købet blevet advaret om, at de ville komme til at dele Jamies skæbne og blive sendt hjem, og i betragtning af denne trussel burde Archie MacNaughton havde været klog nok til ikke at lade sit selskab ende i optøjer.

    Det var begyndt såre uskyldigt. De havde nydt et udsøgt måltid og spillet adskillige omgange whist - i godt humør, men uden at være berusede. Hun var den eneste pige, og ... Lucy så igen på Henrietta Dawsons tillukkede ansigt og sukkede atter. Hun havde forsøgt at forklare, men Henrietta havde nægtet at høre på hende.

    „Du er løgnagtig og letfærdig, Lucy, havde hun bebrejdende sagt, „og en skadelig indflydelse, som jeg må beskytte Julia og Doodie imod. Jeg følger dig til Upwey, og så kan din søster sende en eller anden fra Yarramundie, der kan ledsage dig dertil hurtigst muligt. Lad Abigail om at styre dig, for jeg kan ikke!

    Men hun var ikke løsagtig, tænkte Lucy bittert. Hun havde ikke vidst, for hvordan skulle hun kunne vide det? - at Phillip ville opføre sig, som han havde gjort. Han havde ganske rigtig drukket mere, end han plejede, og havde været beruset, da han havde foreslået Archie MacNaughton, at de skulle invitere to damer til til selskabet. Både hun og John Maclaine havde forsøgt at tale dem fra det, men ... måske havde de ikke anstrengt sig nok. Hovedsagelig fordi de havde formodet, at invitationen omfattede damer. Det havde sandsynligvis været hans oprindelige hensigt, men han havde ikke gjort sig klart, hvor sent det var, eller hvor mange damer der var oppe så sent efter mørkets frembrud.

    Bagefter, da chokket havde gjort ham

    Enjoying the preview?
    Page 1 of 1