Krigerne

By Vivian Stuart

 Niende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme. 
 
 Justin Broome, søn af to af de mest legendariske fanger i New South Wales, lærer, at dygtighed og mod ikke har en chance mod fordomme.
Bitterhed og skuffelse blandes med hans hverdags hårde arbejde, alt imens skibsladninger af elendige fanger og frie nybyggere fortsætter med at ankomme fra en  krigstræt  England. 

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Mar 1, 2023
• ISBN: 9789979643029

Book preview

Krigerne - Australierne 9

Krigerne

Vivian Stuart

Australierne 9

Originalens titel: The Adventurers 1

© Vivian Stuart, 1983

©Jentas ehf, 2022

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-302-9

www.jentas.dk

www.must-read.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

PROLOG

„Murdoch Henry Maclaine, i betragtning af din unge alder og juryens henstilling om at udvise barmhjertighed, havde den gamle dommer sagt, mens han med en formanende knoklet pegefinger understregede sine ord, „vil jeg omstøde den dødsdom, som du har modtaget. I stedet vil du blive transporteret til straffekolonien New South Wales på livstid. Og må Gud være dig nådig! havde han tilføjet med spotsk fromhed.

Mens Murdo nu sad i den skrumplende, overdækkede vogn på række med andre lænkede fanger fra fængselet i Winchester, genkaldte han sig med bitterhed scenen i retssalen.

Ganske vist havde man skænket ham livet. Han skulle ikke hænges som den stakkels gamle Sep Todd og Dickie Farmer, to af hans medsammensvorne i det fatale overfald på postvognen til London. Men alligevel... De mørke bryn mødtes i en sorgfuld rynke. Hvad var det for et liv, han var blevet dømt til? Nogle af de indsatte i fængslet havde fortalt ham, at Botany Bay var et helvede på jorden for dem, der blev sendt dertil som straffefanger.

Det ville selvfølgelig være anderledes for hans mor, Jessica og de to småpiger. De var draget af sted med 73. Højlænderregiment og oberst Lachlan Macquarie, da han for fem år siden var blevet udnævnt til koloniens guvernør. Så vidt han vidste, boede de alle fire i Sydney, hvortil de var blevet tvunget af det brutale svin til hans stedfar, oversergent Duncan Campbell fra 73., efter at han selv var stukket af.

Han havde haft i sinde at tage ned til dem før eller senere, tænkte han, men ved Gud ikke som livsfange, som en ussel straffefange i lænker! Denne nedværdigelse ville ganske bestemt få hans mors hjerte til at briste. Hun havde altid været en stolt kvinde, og han og Jessica var blevet opdraget i overensstemmelse med hendes faste, gudfrygtige opfattelse af hæderlighed. Hun ville blive chokeret og forfærdet, hvis hun fik at vide, at hendes eneste søn var blevet slæbt for retten og dømt for landevejsrøveri.

Murdo flyttede sig uroligt på det smalle træsæde. Hans karriere som landevejsrøver i Nick Vincents bande havde været udbytterig, og han fortrød ikke, at han havde sluttet sig til banden. Nick var blevet hans ven, havde givet ham et hjem og et arbejde – i begyndelsen som staldkarl og hestepasser til fem shillings om ugen. Selv det havde været bedre end det usselt betalte slæb, han var blevet tvunget til at påtage sig som knap femtenårig, da han var flygtet fra stedfaderens brutale hundsen og ud i Glasgows iskolde gader midt om vinteren.

Han havde tigget i disse gader, havde en kort tid arbejdet på kvægmarkedet og var til sidst blevet antaget som altmuligmand af en grovkæftet gammel sigøjnerbisse-kræmmer, med hvem han var draget sydpå til Guildford. Og der havde den gamle fedtsyl efterladt ham uden penge, mindedes Murdo med bitterhed, og var stukket af med det eneste anstændige tøj, han ejede, hans oilskinsjakke. Da han således havde været helt uden penge og ved at dø af sult, havde Nick Vincent overladt ham sin hest ude for en kro, hvor han havde gjort holdt for at spise og drikke. Nick havde fået medlidenhed med ham og tilbudt ham arbejde.

„Jeg kan bruge en kraftig knøs, som ved, hvordan man behandler heste, havde han sagt og med et stramt smil tilføjet: „Så længe han bare ikke stiller for mange spørgsmål og forstår at holde tand for tunge. Tror du, du kan opfylde de krav, hvad?

Han havde uden tøven taget mod stillingen; han havde ikke stillet spørgsmål og holdt tand for tunge. Selv da han fandt ud af sin nye herres virkelige profession, var han blevet ved med at arbejde for ham hårdt og villigt, og et år senere, da han var fyldt sytten, havde Nick optaget ham som fuldgyldigt medlem af banden.

Det var en stor og velorganiseret bande. Overfaldene var altid omhyggeligt planlagt og blev udført hurtigt og effektivt; men den aften, da han og Todd og Farmer havde udplyndret postvognen til London uden for Winchester, havde Sep Todd været uforsigtig. Mens han samme aften sad og drak, var han kommet til at tale over sig. En politispion havde hørt hans fordrukne pral, og resultatet var, at loven omsider havde indhentet dem... og hans to kammerater havde endt deres liv for bødlens hånd.

Mens han... Murdo sukkede ulykkeligt. Han var lænket som et vildt dyr, på vej til Portsmouth eller Southampton og en seks måneder lang rejse til det ukendte. Han havde ganske vist en pæn lille sum i Nicks forvaring. Nick havde lovet, at den ville blive afleveret til ham, inden det transportskib, han skulle om bord på, lettede anker – eller hvis han først blev sendt til et af de opankrede fængselsskibe, hvad der somme tider hændte, ville han modtage pengene, inden han gik om bord på transportskibet. Murdo sukkede igen.

I et øjebliks uro bad han til, at Nick ville holde sit løfte men så skød han tvivlen fra sig. Nick Vincent var en ordholden mand og havde altid været fair over for de mænd der arbejdede for ham. Han havde taget sig af enker og børn, når nogen blev hængt, og sørget for forsvarere til dem, der var blevet bragt for retten eller tilbageholdt på mistanke.

Og et par gange havde han iværksat en redningsaktion – den ene gang fra et faldefærdigt provinsfængsel, hvad der havde været nemt, og den anden gang under udfoldelse af stort mod fra en retsbygning lige for næsen af de rædselsslagne betjente som ikke havde sat sig til modværge.

Murdo blev i bedre humør ved tanken. Han havde selv deltaget i den anden redningsaktion, og den var gået glat, fordi Nick havde planlagt den og anført den, og ingen havde snakket over sig. Den gamle fede overbetjent havde med en pistol mod tindingen givet ordre til fangernes løsladelse, og de havde taget retsformanden som gidsel for at sikre sig, at de ikke blev forfulgt.

Så måske... Murdo kiggede ud gennem det lille, tilgitrede vindue på den anden side af vognens smalle midtergang og strakte sig så langt, som fodlænkerne tillod.

Under det korte besøg, Nick havde aflagt i fængslet i Winchester, inden Todds og Farmers hængning, var han kommet med en hentydning om, at han ville forsøge et overfald på fængselsvognen, hvis han med sikkerhed kunne finde ud af, om Murdo var i den. Den lille gnom af en fængselsbetjent havde modtaget bestikkelse for at forsyne ham med denne oplysning, men det var desværre umuligt at finde ud af, om fyren havde holdt aftalen eller, som det så ofte skete med hans slags, simpelt hen havde stukket Nicks half-guinea til sig og glemt alt om aftalen. Men hvis han havde holdt den, så …

Murdo lænede sig frem ved lyden af galoperende hove i det fjerne. Hans håb flammede pludselig op igen. Manden ved siden af ham bandede stygt og bad ham sidde stille, men hovslagene kom nærmere, og Murdo ignorerede hans vrantne bemærkninger.

Et pistolskud lød, og hjertet slog en kolbøtte i hans bryst, da han hørte Nicks rungende kommando.

„Hænderne op! Fangerne eller livet. Stands vognen eller vi gennemhuller jer som en si!"

Vognen standsede med hvinende bremser. Kusken og de to fængselsbetjente, der ledsagede ham, sad udsatte og sårbare på kuskesædet. Kuskens stemme dirrede på grænsen til panik, da han besvarede den uventede ordre.

„Prrr! sagde han til de to skælvende arbejdsheste og tilføjede bønfaldende: „For Guds skyld, skyd ikke, Mister! Vi er ikke bevæbnede, og vi skal ikke volde Dem vanskeligheder!

„Så skrub ned af sædet, beordrede Nick. „Alle tre – sådan skal det være. Og løft så hænderne op over hovedet og vend jer om. Undersøg dem lige for en sikkerheds skyld, Joss.

„De taler sandt," lød en dybere stemme, som Murdo genkendte som Joss Giffords, Nicks højre hånd. Han prøvede at banke på ruden, men lænkerne strakte ikke så vidt, og manden ved siden af ham lagde hånden over hans mund for at forhindre ham i at råbe op.

„Kæft, dit kvaj, hvæsede manden. „Hold din kæft, indtil vi ser, hvad de er ude efter!

„Du der! Nicks stemme kom nærmere, åbenbart henvendt til en af fangevogterne. „Skynd dig ind og luk dem alle sammen ud! Hvor mange har du med?

„Fireogtyve, sir. Men de ..."

„Se så at få lidt fart på! afbrød Nick ham. „Jeg vil have hver eneste mand ud af den vogn og stillet op på række foran mig, forstået? Men lad dem beholde lænkerne på, indtil jeg siger til.

Fængselsbetjenten svarede ikke, men et øjeblik efter skrabede en nøgle i låsen, og vognens bagdør blev åbnet. Murdos medfanger, som hidtil havde været tavse af forbløffelse, forstod pludselig, at de skulle slippes løs og begyndte at juble.

„Klap i, I fordømte slyngler! bandede Nick. „Stille, siger jeg! I får chancen for at stikke af, hvis I gør, som jeg siger. Ud med jer, så snart fodlænkerne er gjort fri, og lad mig se på jer. Murdo, min dreng. Hans stemme slog om. „Er du der?"

„Ja, det er jeg, kan du tro!" svarede Murdo ivrigt. Manden ved siden af ham var allerede på benene, og Murdo, der stadig var vred over hans forsøg på at få ham til at tie, skubbede ham til side og humpede hen til døren.

Store Joss Gifford stod neden for trinnene og holdt to heste. Bag ham, med pistolerne rettet mod vognens besætning, sad tre maskerede mænd til hest. Trods maskerne genkendte han dem og grinede glædestrålende til Nick.

„Gud velsigne dig! Det skal jeg aldrig glemme dig, så længe jeg lever, Nick."

Nick nikkede. „Sørg for at holde det løfte, knægt. Han gjorde et kast med hovedet mod den anden fængselsbetjent, der skummende af raseri stod ved siden af kusken. Så pegede han på Murdo og sagde utålmodigt: „Det er ham dér, vi vil have. Slå lænkerne af ham i en vis fart.

Murdo holdt de lænkede håndled frem, og fængselsbetjenten befriede ham med fumlende hastværk for de tunge håndjern. Fodlænkerne, som måtte slås af med en hammer, tog længere tid, men tilskyndet af Nick lykkedes det manden med bemærkelsesværdig hast. Lænkerne faldt af, og Store Joss, der grinede under masken, tog en sammenfoldet kappe op af sadeltasken på en af hestene og kastede den behændigt hen til Murdo.

„Tag den på, knægt, sagde han. „Og sæt dig op på hoppen. Nick har skiftetøj parat til dig, men vi bryder os ikke om at blive her på vejen længere end højst nødvendigt. Du kan skille dig af med det fængselskluns, når vi er sluppet væk.

Da de andre fanger forstod, at de ville blive ladt i stikken, begyndte de at hyle op i protest.

Nick bragte dem barsk til tavshed. „Slip dem alle sammen løs, beordrede han fangevogterne. „Kom, skynd jer, hvis I ikke vil have hovedet smadret! Den yngste af de to fangevogtere tøvede, og Nick understregede sin trussel ved at ride frem til manden og slå ham med pistolskæftet. Slaget var ikke hårdt. Fangevogteren vaklede, men skyndte sig at adlyde befalingen.

Murdo, der nu sad på hoppen, så den sidste af sine tidligere ledsagere komme tumlende ud af vognen. De var vrantne, men føjelige og strakte de forkrampede benmuskler da fodlænkerne var blevet slået af, og de omsider kunne bevæge sig frit.

„Skær skaglerne over, Joss! beordrede Nick og pegede på hestene foran fangevognen. „Og jag hestene bort. Og I slubberter, han vendte sig mod de befriede fanger. „Bind jeres fangevogtere, inden I stikker af, men gør dem ikke noget. Hvis I gør det, kan I være stensikre på at blive hængt, hvis I bliver pågrebet. Han afskar en af mændenes forsøg på at takke ham med et: „Held og lykke, gutter. Bliv nu ikke hængende. Dette er vejen til Portsmouth. Jeg håber, I klarer det. Da han så, at Joss havde gjort, som han havde bedt om, steg han til hest, slog ud med hånden i den retning, de var kommet fra, og sporede hesten. Med Murdo lige i hælene samlede den lille kolonne sig og galoperede af sted.

Hundrede meter længere henne ad vejen satte Nick over et lavt gærde og red i spidsen langs udkanten af en pløjemark og ind i en tæt lund af birke- og hasseltræer. Skjult fra vejen standsede de alle op, og Nick sagde kort: „Godt, af med fangeklunset, Murdo, og tag det her på."

Han smed et sammenrullet bundt for Murdos fødder og tilføjede, idet han kritisk betragtede hans kortklippede hoved. „Fandens, jeg skulle have taget en paryk med til dig, der passer til din overklasseudtale. Nå, du må klare dig med en hat. Træk den godt ned om hovedet, og skynd dig, for Guds skyld, knægt. Jeg vil gerne have lagt nogle kilometer mellem os og den fordømte fangevogn, før nogen får øje på os og melder det til myndighederne. De får nok at bestille med at indfange de andre, så vi får et par timers forspring, men ... han trak på skuldrene. „Begrav det beskidte tøj, Liam. Du behøver ikke at grave et hul. Det er nok at skjule det under de visne blade.

Den unge irer, Liam O‘Driscoll, klappede Murdo på skulderen, mens han afførte sig den groftvævede jakke og bukser, som var straffefangens kendemærke, og tog dem fra ham og skjulte dem under en bunke visne blade. De havde taget maskerne af nu. Mændene strålede af glæde over den vellykkede redningsaktion og kom med grove vittigheder, mens Murdo tog det tøj på, som Nick havde haft med til ham.

„Hvordan føles det at komme ud af brummen, gamle dreng?"

„Du er sikkert ikke ked af at vi frelste dig fra den sejltur, vel?"

„Så er det nok, gutter. Nick var ikke i humør til at fejre befrielsen endnu. „Vi får tid nok til at gale op, når vi er sikkert hjemme, formanede han dem. „Få lidt fart på, Murdo, og lad os komme videre. Vi har en pæn tur foran os."

Murdo spildte ikke tiden. Med uknappet jakke og den dårligt passende trekantede hat trukket ned om ørerne for at skjule det glatragede kranium, var han tilbage i sadlen, inden Liam var steget op.

„Hvor skal vi hen, Nick?" spurgte han, idet de igen red hen over åbent land.

„Til Buck‘s Oak, svarede Nick kort. „Og Alton Arms, hvor jeg har sørget for, at der er nogen, der kan tage sig af dig i et stykke tid.

Han faldt hen i tungsindig tavshed og red videre. Det var tydeligt, at yderligere spørgsmål var uvelkomne.

„Murdo! Joss Gifford gjorde tegn til ham om at holde hesten an. Da de red side om side bag de andre, sagde den ældre mand med dæmpet stemme: „Vi er på vej til Hinton Marsh, min dreng, og jeg tror, at Nick har i sinde at ride hele natten. Han er lidt nervøs for tiden, og det er der ikke noget at sige til, det har været tæt på et par gange i den sidste tid.

„Tæt på?" gentog Murdo med rynkede bryn.

„Ja, meget tæt på. Det var ikke kun dit overfald, der gik i fisk. Vi mistede Gamle Harry – Harry Lee – og Barney Deakin. De blev snuppet for ti dage siden, og de skal for retten næste mandag. Det er blevet hedt om ørerne for os i denne del af landet, Murdo. Nick overvejer at tage nordpå. Det gør han sikkert, hvis de hænger Harry og Barney."

Murdo var dybt chokeret. Denne del af landet – det dejlige landbrugsområde mellem Guildford og kysten – havde altid været Nicks tilholdssted. Han var født i Farnham og havde venner overalt – kroejere, småhåndværkere og husmænd og en masse andre mennesker. Selv et par af de lokale betjente var ham venligt stemt. Han kendte egnen som sin egen bukselomme, og i sit sold havde han kuske og postilloner, som kørte vogne mellem London og kysten, der var værd at udplyndre. Murdo vidste, at Nick på det sidste havde indgået en udbytterig alliance med to bander af brandy- og tobakssmuglere, som drev deres handel i små fiskerbåde over Kanalen. Under krigen med Frankrig havde det været et risikabelt foretagende, men nu, da der herskede fred mellem de to lande blomstrede handelen. Nick ville bestemt ikke opgive det fede udbytte ved at tage nordpå, medmindre han var tvunget til det.

Som om han havde læst hans tanker, sagde Joss med en resigneret skuldertrækning: „Du forstår nok, at han må være hårdt presset. Men han kan ikke tillade sig at løbe nogen risiko med dig, min dreng. Lige nu er du ret brandfarlig... flygtning fra et af Hans Majestæts fængsler. De vil lave klapjagt på dig."

„Ja, det er jeg klar over, tilstod Murdo uroligt. „Men Nick sagde til mig, at han havde sørget for, at nogen tog sig af mig – i et stykke tid, sagde han – i Alton Arms.

Joss nikkede bekræftende. „Sandt nok. Nick har sine planer med dig, men jeg tvivler på, at du vil synes om dem. Han har i sinde at sikre os alle og sørge for, at du ikke bliver pågrebet. Og jeg synes, du skylder ham at gøre, som han vil, Murdo. Han befriede dig fra Botany Bay, så synes du egentlig ikke selv, at du står i gæld til ham?"

„Jo, jeg skylder ham meget, indrømmede Murdo. Men han blev mere og mere urolig og vendte sig i sadlen og så på Joss. „Ved du, hvad han vil have mig til at gøre?

„Ja, det ved jeg, min dreng. Men det tilkommer ikke mig at fortælle dig det, det gør Nick. Jeg syntes bare, at jeg ville advare dig i al venskabelighed."

„Tak," sagde Murdo. Nick ønskede tydeligvis mere end at han blot skulle holde sig i baggrunden i en landsbykro. Måske ville han lade ham sejle sin egen sø eller sende ham op nordpå, indtil røret havde lagt sig. Men uanset hvad det var, ville han selvfølgelig gøre det, og han ville have sin lille opsparede sum og sin frihed. Og hvis Nick skulle beslutte sig til at tage nordpå med banden kunne han slutte sig til den igen.

Men den slags spekulationer førte ingen steder hen. Som Joss havde sagt, ville Nick selv fortælle ham det, når tiden var inde. Han havde holdt ord, han havde løbet en meget stor risiko ved at angribe fangevognen og befri ham. Murdo smilede til den ængstelige Joss.

„Jeg vil gøre alt, hvad Nick beder mig om, Joss."

„Godt, sagde Joss. „Det regnede jeg også med. Han nikkede venligt, så sporede han hesten til galop og red op ved siden af Nick.

Som han havde forudsagt, red de hele natten og gjorde kun en gang holdt ved en afsidesliggende kro for at hvile, vande hestene og få noget at spise. Nick førte dem uden om byer og hovedveje, og først ved middagstid holdt de hestene an uden for Alton Arms i Buck‘s Oak. Da Murdo sammen med Liam O‘Driscoll havde ført de trætte dyr i stald, ventede han uden større frygt på, at Nick skulle kalde ham til sig. Det skete mindre end en time efter deres ankomst, og han adlød villigt, men blev forbløffet og forfærdet stående i døren ind til skænkestuen, hvor Nick sad ved et bord sammen med to uniformerede fremmede.

De var iført kongens røde uniformer med vinkler på ærmerne. Det var sergenter, hvervesergenter, den ene i infanteriuniform og den anden i kavaleriets flotte dragonuniform. Murdo regnede ud, hvorfor de var der, inden Nick rejste sig, lagde armen venligt om hans skuldre og førte ham hen i den anden ende af skænkestuen.

„Vil du have, at jeg skal melde mig til hæren, Nick?" brast det ud af ham med dirrende stemme.

Nick nikkede. „Ja, det var faktisk noget i den retning, jeg havde forestillet mig, knægt. Du må forstå, at du er en risiko for os alle nu; at hele omegnen her sikkert er på udkig efter dig om et par timer. De pågribe de fanger, der var sammen med dig, og de kvajpander vil givetvis lade munden løbe. Vi er nødt til at anbringe dig et sikkert sted, min dreng."

„Jamen hæren," begyndte Murdo bittert.

Nick afbrød ham. „Ingen vil lede efter dig i hæren. Gud skal være mit vidne på, at det er det eneste sted, de ikke vil lede! Hans stemme blev blidere og mere overtalende. „Du ved, hvor høje tanker, jeg har om dig, du er som en søn for mig, og det skærer mig i hjertet at skilles fra dig. Men det bliver ikke for altid, og krigen er forbi. Nu er det blevet en god tjans at være i hæren. Du kommer til kontinentet, hvor du kan leve et liv i lediggang i hertugens garnison i Brüssel.

„Hæren er ikke lediggang," indvendte Murdo. Han havde tilbragt sin barndom i hærens lejre og kendte alt for godt den strenge disciplin, som både menige og officerer var underkastet. Var han måske ikke stukket af hjemmefra, fordi Duncan Campbell havde forsøgt at behandle ham, som de menige soldater blev behandlet? Han forsøgte at forklare det, men Nick gjorde utålmodigt tegn til ham om at holde inde.

„Det er bedre end Botany Bay. Og du kommer ikke i kamp."

„Måske ikke, men alligevel ved jeg ikke, hvad jeg hellere ville end at lade mig indrullere. Nick, jeg ..."

„Murdo, Murdo, sagde Nick bebrejdende. „Hvor er din loyalitet, din taknemlighed? Vil du udsætte alle os andre for livsfare? Joss og mig, os alle sammen... for Guds skyld, det er dine venner. Vi løb en stor risiko ved at befri dig. Husk på det, knægt!

„Det gør jeg," sagde Murdo ulykkelig. Han kiggede hen på de to sergenter, men de sad med ryggen til og drak øl, tilsyneladende ligeglade med, hvad Nick og han sagde til hinanden. Den store kavalerist bakkede roligt på en lang kridtpibe og havde strakt de lange bestøvlede ben hen mod varmen fra det knitrende ildsted.

„Det bliver ikke så længe, sagde Nick og strammede grebet om Murdos skuldre. „Seks måneder, måske mindre, så er sagen glemt. Så kan du købe dig ud og vende tilbage til os. Se her, jeg har din del af byttet på mig, og det er en ganske pæn sum. Det ville være tåbeligt af dig at tage den med, men jeg opbevarer den her hos kromanden, Charley Finn, hvis du vil have det. Han skal nok passe på den, indtil du får brug for den, og jeg kan også beholde den, hvis du hellere vil det. For pokker, knægt, du stoler da på mig, ikke?

„Jo, selvfølgelig gør jeg det, Nick. Men alligevel... Murdo gjorde et sidste forsøg. „Kunne jeg ikke tage nordpå og skjule mig der? Måske i Glasgow? Jeg kunne rejse alene, jeg ...

„Uden dine venners hjælp ville du blive snuppet mindre end hundrede kilometer fra grænsen, svarede Nick i et tonefald, der ikke tålte yderligere modsigelser. Han mistede tålmodigheden og pegede på uret på væggen, der tikkede over hovedet på dem. „Vi har spildt tilstrækkelig megen tid. Hvad bliver det så til, Murdo? Gør du, som jeg vil? For ellers... Han lod truslen svæve i luften, og Murdo var klar over, at han måtte bøje sig. Nicks trusler var ikke noget, man tog så let på. Han vidste, at han aldrig ville se det udbytte, han havde arbejdet for, medmindre han fulgte de planer, som Nick havde lagt for ham. Gamle Joss havde haft ret, tænkte han sørgmodigt, han brød sig sandelig ikke om de planer. Men hæren var utvivlsomt at foretrække fremfor landsforvisning til straffekolonien New South Wales og uendelig meget bedre end at blive hængt, hvad han ville