Patrioterne

By Vivian Stuart

Den femtende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.  
 
I Australien i det 19. århundrede befinder ireren Michael Wexford sig i straffekolonierne efter at have trodset retssystmet. Her er han i færd med at genoverveje sin eksistens og de beslutninger, som har ført ham til denne skæbne. I mellemtiden har søskendeparret Kitty og Patrick Cadogan begivet sig afsted til Norfolk Island for at finde deres bror. Michaels ry er plettet, og han begynder at planlægge sig hævn, alt imens Kitty og Patrick beder til, at deres bror ikke er den forbryder, alle gør ham til.

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Feb 22, 2024
• ISBN: 9789979645399

Book preview

Patrioterne - Australierne 15

Patrioterne

Vivian Stuart

Australierne 15

Originalens titel: The Patriots 1

© Vivian Stuart, 1986

© Jentas ehf, 2024

Oversætter: Natascha Peticzka

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-539-9

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Prolog

September 1828.

S. S. Pyramus, der skulle sejle fra Liverpool til Sydney, New South Wales, rullede trægt fra side til side på de høje bølger, den hylende, stærke vind drev det ubarmhjertigt ud af kurs mod den irske kyst.

Selvom det var godt skalket, og der kun var hejst stormsejl, lod det til, for den eneste passager på dækket, at det skulle til at synke. Henry Osborne klamrede sig til rælingen på vindsiden af det øverste dæk og fortrød den impuls, der havde fået ham til at forlade den forholdsvis sikre kahyt. Dets røgfyldte indelukkethed og den stærke stank af den spiritus, som nogle af hans medpassagerer havde drukket, havde givet ham kvalme, og da han var bange for, at den ville overmande ham, var han gået op for at få noget frisk luft.

Det havde kureret hans søsyge. Men nu, tænkte han dystert, ville han være nødt til at blive, hvor han var, indtil vinden tog af, eller indtil det forbandede skib sank, for det ville være livsfarligt at forsøge at gå tilbage over dækket, hvor han var kommet fra.

Da han havde bestilt sin rejse ombord på Pyramus, var han blevet forsikret om, at skibet var et sikkert tomastet skib på næsten fem hundrede tons, ført af en dygtig kaptajn, og han havde ikke tvivlet på disse påstande, før stormen var begyndt. Henry fattede sig, og holdt endnu bedre fast i rælingen, idet skibet pludselig krængede, for så at kaste sig gennem en imponerende høj bølge, mens dets brede bov og det meste af forstavnen et øjeblik forsvandt under vand.

Flere tons iskoldt vand blev kastet op på dækket og gennemblødte ham og truede med at berøve ham fodfæstet. Da vandet langsomt forsvandt, hørte han kaptajnen brøle en ordre i sin råber til de to mænd ved roret. Det lød for Henry, som om hans ord blev båret væk med vinden, men de to mænd forstod tilsyneladende meningen, for sammen snurrede de roret rundt og fik vendt skibet om. Boven hævede sig skælvende, og han mærkede dækket hæve sig under sine fødder, som om skibet knirkende lagde sig på toppen af den efterfølgende bølge.

Gud i himlen, tænkte Henry, og mærkede kvalmen stige op på ny, hvorfor var han draget ud på denne tur halvvejs rundt om jorden? Hvilken skør, ambitiøs drøm havde fået ham til at sælge sin gård i Dromore, i County Tyrone i Irland, for at tage til Australien som nybygger? Hans to storebrødre, Alick og John, var rejst dertil som skibslæger og havde opfordret ham på det kraftigste til at rejse sammen med dem. De havde fortalt om de muligheder, der var i kolonien for unge mænd, der havde penge og viljen til at arbejde.

De havde fået tildelt noget jord – John i Garden Hill, næsten hundrede kilometer fra Sydney og Alick lige i nærheden på et sted, han kaldte Daisy Bank ... og han havde pengene, der skulle bruges til at starte op. Han havde et tusind pund, som han havde tjent på salget af sin gård, men – endnu en gang krængede Pyramus faretruende, og det virkede som en uendelighed, før den igen rettede sig op, og fortsatte sin rute.

Han stønnede højt og var ligeglad med, hvem der hørte ham. Det værste af det hele, tænkte han, var at han havde været nødt til at forlade sin forlovede, den skønne Sarah Marshall, fordi hendes forældre ikke havde støttet hans beslutning om at emigrere.

„Din fremtid er for usikker, min dreng, havde den gamle præst i Dromore sagt, da han havde forsøgt at fremlægge sin plan. „Vores datter er opvokset i et trygt og roligt hjem. Sarah egner sig ikke til det hårde liv som nybygger i et vildt og ukendt land, som det ville være tilfældet, hvis hun giftede sig med dig. Det er aldeles udelukket, og jeg forbyder det.

„Men, sir, vi elsker hinanden," havde Henry protesteret. Han havde også tilføjet, selvom det ikke nyttede noget, at han aldrig ville have overvejet at forlade Ulster, hvis han et øjeblik havde troet, at Sarah ikke ville få lov til at rejse med ham.

„Det skulle du have tænkt på noget før, havde pastor Benjamin Marshall svaret kompromisløst, „inden du solgte din jord, min kære unge mand ... og inden du tog beslutningen om at emigrere til verdens ende.

Sikke et fjols, tænkte Henry bittert og huskede Sarahs tårer og ulykkelige mine, da han havde besøgt hende for sidste gang for at sige farvel. De havde klamret sig til hinanden, begge for ulykkelige til at sige noget, og til sidst, da han blev nødt til at gå for at nå båden til Liverpool, havde hun hvisket, at hun ville vente på ham. Han kunne høre hendes stemme over vinden nu.

„Kæreste Henry, når du har bosat dig og klarer dig godt i New South Wales, må du skrive til mig, så kommer jeg, det sværger jeg på ... uanset hvad mine forældre siger, eller hvor længe det varer!"

Han ville gerne tro hende, men Sarah Marshall var en smuk og indtagende pige. Når først han var væk, ville der være masser af bejlere – mænd med bedre fremtidsudsigter, end han nogensinde havde haft. Der var advokaten, Patrick Hare, og en skare af rige landmænd, hans tidligere venner – Damien Hamilton, som Sarahs mor godt kunne lide, og fanden tage ham, Guy O’Reagan, som ville få frit spil nu, hvor hans rival var rejst fra Dromore, og ikke havde mulighed for at vende tilbage i den nærmeste fremtid, eller ...

Et øredøvende brag over ham afbrød hans tanker og bragte ham med et tilbage til nuet. Han så rædselsslagent til, da sejlet blev flået af den forreste mast, der rejste sig som en mørk silhuet mod den grå, stormfyldte himmel, hvorefter den knækkede og væltede ned på fordækket i en kaskade af iturevet rigning og træstumper.

Besætningen reagerede hurtigt på kaptajnens kommandoer, og Henry stod pludselig midt blandt alle mændene. En af dem stak ham en økse, og han hakkede løs på vragdelene sammen med de andre, kun guidet af sit instinkt, mens skibet endnu en gang krængede faretruende, så hele dækket blev oversvømmet.

Deres hektiske forsøg lykkedes til sidst. Den ødelagte mast blev kastet overbord, og da Pyramus ikke længere led under dens vægt, hævede den sig, og pumperne fik langsomt tømt dækket for vand.

Henry stod tilbage, udmattet og med ondt i hele kroppen. Hans hænder havde vabler, som blødte. Kaptajnen stoppede kort op ved siden af ham, hans rynkede, slidte ansigt blev formet til et glædesløst, men anerkendende smil.

„Godt arbejde, sir, sagde han. „Tak for hjælpen. Han tilføjede, og smilet forsvandt, „Vi bliver nødt til at stoppe i Belfast for at få en ny mast. Jeg er bange for, at det kommer til at tage en uge eller ti dage mere ... men der er ikke nogen af os, der har så travlt, vel?"

Han gik videre med råberen for munden, idet han brølede nogle uforståelige ordrer. Henry stirrede efter ham uden helt at forstå, hvad han lige havde fået at vide; da det gik op for ham, mærkede han sit hjerte synge.

En uge i Belfast, måske ti dage ... hvis gud ville det, var det tid nok til at ride tilbage til Dromore og bønfalde Sarahs forældre igen. Og hvis de stadig nægtede at give deres velsignelse, var der tid nok til, at de kunne gifte sig uden den.

Det var Gud, der havde bragt ham tilbage, og pastor Benjamin Marshall kunne vel ikke benægte, at det også var Gud, der havde holdt hånden over ham og Pyramus’ passagerer og besætning i stormen.

Den irske kyst var i sigte, og vinden var aftaget, da Henry Osborne haltede tilbage til sin kahyt for at finde noget tørt tøj og få et tiltrængt glas cognac i messen.

Der gik seksten timer mere, inden Pyramus sejlede ind i Belfast Lough, og han igen så byens velkendte grå bygninger. Han spildte ikke tiden i land, men skyndte sig at leje en hest, så han kunne begynde turen mod Dromore. Han red gennem Lisburn og Lurgan, uden om Lough Neagh, og han skyndede på sin udmattede lejesvend med både stemmen og hælene, så den galoperede vildt af sted. Da de nåede til Dungannon, kunne dyret ikke mere, og da det øsede ned, stoppede han våd og træt i mørket ved en kro i udkanten af byen.

Kroejeren, en glad og gæstfri fyr, bød ham velkommen og sørgede for god mad og et behageligt værelse, og for første gang siden han havde forladt skibet, tillod Henry sig at slappe af. Hans tøj var blevet gennemblødt igen, men han havde været klog nok til at pakke en vadsæk til turen, så han afleverede det våde tøj, så det kunne blive tørret, ganske tilfreds med at han ville kunne møde præsten næste dag iført pænt tøj, hvis det altså ikke begyndte at regne igen.

Heldet var med ham, og næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel. Han tog sit pæneste tøj på, og efter en solid morgenmad, red han ivrigt de sidste femogtredive kilometer, nu på en mere villig hest. Han havde efterladt sit våde tøj foran ilden i køkkenet, efter kroejeren havde lovet ham, at han kunne hente det på vejen tilbage til Belfast.

Henry nåede frem til Dromore tidligt på eftermiddagen, og efter at have fået opstaldet sin lånte hest, gik han hen for at møde præsten. Til sin store glæde var det Sarah, der lukkede op, og da hun halvvejs besvimede i hans arme, kunne han slet ikke styre sin glæde.

„Åh Henry ... kæreste Henry, du er kommet tilbage! græd Sarah, da han holdt hende tæt ind til sig. „Jeg er så lykkelig, at jeg ikke aner, hvad jeg skal sige.

Henry kunne heller ikke selv finde ord til at udtrykke sine følelser, men da Sarah tog ham i hånden og førte ham ind i stuen til sine forældre, indså han, at de, ligesom Sarah, gik ud fra, at han var vendt tilbage for at blive.

„Så du er kommet på andre tanker end at emigrere til New South Wales, sagde den gamle præst og smilede stort. „Min kære dreng, det er jeg ovenud glad for.

Henry så på ham uden at smile. „Nej, sir, svarede han, „Det er jeg ikke. Rejsen er udsat, og mit skib ligger i Belfast og er ved at blive repareret for nogle skader fra stormen i Det Irske Hav. Det er Guds skyld, at jeg stadig er her, mr. Marshall, og ... Han tøvede, men valgte så at tale frit. „Sir, jeg sværger, at det er Gud, der har ført mig tilbage til Irland, for ... for at bede Dem om en ekstra gang at lade mig gifte mig med Sarah. Jeg elsker hende, sir, højere end livet selv."

Præsten så på ham med rynkede bryn. Han udvekslede et spørgende blik med sin kone, da Henry stammende fortalte om stormen, og om hvordan Pyramus havde mistet masten.

„Så du vil stadig fortsætte rejsen, når skibet ... når Pyramus er blevet repareret?"

Henry nikkede sammenbidt.

„Ja, det vil jeg, sir. Det sejler inden for ti dage, og jeg ... mr. Marshall, jeg beder Dem om at lade mig tage Sarah med som min kone."

„Ti dage, siger du? Pastor Benjamin Marshall så igen på sin kone, som nikkede svagt som svar. Han sukkede dybt. „Det giver os ikke meget tid til at planlægge et bryllup, gør det vel, min dreng? Men ... Han sukkede igen, og da det gik op for Henry, at hans bønner var blevet hørt, lagde han armen rundt om Sarahs smalle skuldre.

„Jeg går ud fra, sagde præsten opgivende, „at det kan arrangeres, og at det under disse ... øh ... omstændigheder, vil være tilstrækkeligt at lyse én gang for jer. Jeg bliver lige nødt til at undersøge det. Jeg ... Hans ansigtsudtryk blev mere afslappet, og han rakte hånden frem mod Henry, som taknemmeligt og overvældet tog den.

„Tak, mr. Marshall ... tusind tak. Jeg lover, at jeg ikke kommer til at skuffe Dem, sir ... og mrs. Marshall."

Judith Marshall smilede til ham med tårer i øjnene.

„Det bliver ikke det smukke bryllup, som vi havde håbet, vores datter skulle have, Henry, sagde hun til ham. „Men hvis det er Guds vilje, som det lader til at være, så må det være sådan. Det er intet mindre end et mirakel, at han har ført dig tilbage hertil. Hun rejste sig fra sin stol og krammede både Henry og sin datter, mens hun gav tårerne frit løb.

Henry var dybt rørt. Mens de spiste frokost, beskrev han sine planer for familien.

„Jeg har pengene fra salget af min gård ... et tusind pund, som Alick og John har forsikret mig om vil være nok til at starte op som landmand i kolonien. Jeg får et stykke jord og fangearbejdere, der kan arbejde for mig. Pengene skal bruges til at bygge et hus og købe dyr. Jeg har pengene i form af en veksel, der kan indkasseres i Sydney, og ..." Han ville finde vekslen frem som bevis, men da han stak hånden i lommen, var den tom. Han kom chokeret i tanke om, at han havde haft det værdifulde papir i jakkelommen – ikke den jakke han havde på nu, men den store jakke ... han snappede efter vejret ... som han som det store fjog han var, havde efterladt hos kroejeren i Dungannon!

Hans strålende drøm forsvandt med et. Hvilken fremtid var der for ham og Sarah i New South Wales, hvis han ikke havde nogen penge? Han ville nærmest ende som en tigger, der var afhængig af sine brødre. Det lykkedes ham sært nok at snakke videre, som om intet var sket, og han skjulte sin frygt for, hvad der kunne være sket med hans veksel. Der blev snakket bryllupsplanlægning, og de blev enige om, at det skulle finde sted i Dromores kirke den ellevte september, to dage før Pyramus skulle sejle, forudsat at lysningen kunne ordnes. Sarah og hendes mor ville arbejde dag og nat for at sy hendes brudekjole, og hendes søstre måtte springe til og hjælpe, hvis det blev nødvendigt.

Da de endelig var færdige med at spise undskyldte Henry sig. Han sagde farvel til sin forlovede og sagde, at han ville tage den korte tur til Dernaseer for at besøge sine egne forældre og fortælle dem om det forestående bryllup. Så steg han op på sin hest og red så hurtigt, dyret kunne klare det, tilbage til Dungannon.

Det var for længst blevet mørkt, da han stiv og træt steg af hesten foran kroen. Som den foregående dag, bød kroejeren ham velkommen med et varmt smil og inviterede ham ind i krostuen, hvor han fik et glas whisky. Inden Henry kunne nå at fortælle, hvorfor han var vendt tilbage, lagde kroejeren et krøllet stykke papir på disken imellem dem.

„Nå, er det det her, der har bragt dig så hurtigt tilbage, unge mand? spurgte han. „Du havde ikke behøvet at bekymre dig ... vi er hæderlige folk her. Det er en smule fugtigt, det må jeg indrømme, men det er stadig læseligt. Men ... Hans smil blev større, da Henry stak en rystende hånd ud efter det værdifulde papir. „Hvis det var mig, ville jeg ikke gå rundt med et så vigtigt papir på mig! Og De skal snart sejle til Botany Bay, hvis jeg husker korrekt. Jeg siger Dem, det er at bede om problemer."

Henry drak det sidste af sin whisky, og sagde lettet. „Det var dumt ... men hvor skal jeg ellers have det? Det er hele min formue, det, jeg skal bruge for at klare mig ... for at min kone og jeg kan få en gård derude."

Kroejeren fyldte hans glas op og skænkede med eftertænksom mine også et glas til sig selv. „De kunne købe handelsvarer, sir, foreslog han. „Inden De rejser fra Irland. Ud fra hvad jeg har hørt, mangler folk i Botany Bay sådan noget ... silke, satin og vævet stof ... ja, og også fint irsk lærred. En sømand fortalte mig for nogle uger siden, at det skal importeres, og at man kan sælge det for tre eller fire gange prisen, hvis man sælger det i Sydney. Jeg tror ikke Deres skibskaptajn ville tage ret meget for at have nogle ruller stof i lastrummet, og det holder godt under rejsen.

Henry stirrede imponeret på ham. Sikke en fantastisk ide, tænkte han, og med et tusind pund kunne man købe stort ind, men ...

„Det er kort varsel ... og jeg ville være nødt til at få det fragtet hen til skibet, begyndte han. „Det skal sejle om lidt over en uge.

„Fabrikken her kan sagtens levere varer til Dem, sir, forsikrede kroejeren ham. „Og jeg tror også, de ville sørge for at læsse det på skibet, hvis De forklarer dem omstændighederne. Fabrikkens direktør er en af mine venner. Jeg vil med glæde præsentere jer for hinanden i morgen tidlig, så kan De ordne alle forretningerne på et par timer.

Han holdt, hvad han lovede, og den næste dag var fabrikkens direktør yderst medgørlig i forhold til at få sendt Henrys indkøb til Belfast og ombord Pyramus, fordi han var glad for at gøre så stor en handel.

„De behøver ikke bekymre Dem mere om den sag, mr. Osborne, fastslog han. „Vi pakker alle rullerne og får det læsset ombord skibet i tide til Deres rejse. Fabrikken skal nok dække transportomkostningerne som en rabat på Deres hurtige betaling, hvis det passer Dem.

Henry svarede opløftet, at det passede ham fremragende. Han betalte med sin veksel, og med kroejerens lykønskninger ringende i ørerne, red han tilbage til Dromore og det hjem, han aldrig havde troet, han skulle se igen.

Selvom brylluppet var blevet planlagt i al hast, var det den lykkeligste dag i hans liv. Stort set alle byens indbyggere deltog sammen med hans og Sarahs familie og venner, og da han så sin brud gå op mod ham, fulgt op af sin bror, svulmede Henrys hjerte af stolthed.

Han tænkte, at Sarah aldrig havde været smukkere og mere tiltrækkende, og at hendes brudekjole med dens bølgende skørter og pufærmer gjorde hende endnu yndigere. Bag sløret, der dækkede hendes ansigt, sendte hun ham et genert smil, og hendes mørke øjne strålede, da han rakte sin hånd ud efter hendes, og præsten begyndte på vielsesritualet.

„Kære familie og venner, vi er i dag samlet for Guds åsyn for at binde denne mand og denne kvinde sammen i det hellige ægteskab, som er en ærefuld stand, indført af Gud dengang mennesket var ufordærvet for at betegne unionen mellem Kristus og hans kirke ..."

Henry Osborne bøjede hovedet, og da den gamle præsts dybe, rungende stemme gav ekko mellem den lille kirkes stenvægge, som han var kommet i siden sin barndom, bad han selv en stille bøn.

„Barmhjertige Fader i himlen, hvis medlidenhed var stor nok til at spare mit liv, så jeg kunne vende hjem til min elskede Sarah for at gifte mig med hende ... lad mig ikke fejle i dette fremmede land, som vi bliver nødt til at rejse til. Giv os jord, hvor vi kan så og høste og passe kvæg, så vi kan være til gavn for landet og gøre det frugtbart for vores børn, som med tiden skal arve det. Velsign vores rejse, hellige fader, og bring os sikkert frem ..." Præstens stemme afbrød hans tanker.

„Henry Archibald, vil du tage denne kvinde som din ægtehustru, og leve sammen som mand og kone som Gud har bestemt det? Vil du elske hende, trøste hende, ære og passe på hende i medgang og modgang, forsage enhver anden, og være hende tro, så længe I begge lever?"

Henry løftede sit hoved. Han svarede højt og klart, lige fra hjertet: „Ja!"

Otteogfyrre timer senere gik de ombord Pyramus som mr. og mrs. Henry Osborne. Der blev lettet anker, og da sejlene blev fyldt af vind, og skibet begyndte sin rejse, stod de på dækket og vinkede til deres familie og venner, som stod på kajen for at tage afsked.

***

Forår, 1856

Den tremastede klipper, White Star Line-klipper, S. S. Spartan, der var hyret af regeringens emigrationsministerium, og som skulle sejle til Melbourne og Sydney, lå for anker i Liverpools Water Street-kaj, mens en lang række passagerer ventede på at få tilladelse til at gå ombord.

Den første tilstrømning til de australske guldminer var overstået, men mere end halvdelen af de ventende i det dunkle pakhus havde kurs mod minerne i Victoria. Resten var fattige irske emigranter, hvoraf mange af dem var ankommet med damperen fra Dublin for flere uger siden. De var blevet tvunget til at søge arbejde på får- og kvæggårdene i den opblomstrende koloni på grund af hungersnøden i Irland.

De bar selv deres ejendele, mænd, kvinder og børn, der alle snublede blindt over tovværket og bunkerne af last, der fyldte pakhuset. De bar alle på tung bagage, og det var svært for dem at undgå at blive ramt af lasten, der konstant blev svinget hen over deres hoveder, og de blev skældt ud, hvis de snublede eller trådte uden for køen.

Skibet lå, så de kunne se det, og de stirrede imponerede på det. Spartan var det nyeste skib i Pilkington og Wilson White Star-flåden, og det var først blevet bygget året før ud fra et amerikansk design på skibsværftet i Aberdeen. Set i den slørede støvregn, med det karakteristiske spidse flag, med en hvid stjerne på rød baggrund i hovedmasten, var skibet et storslået syn. Siderne var malet grønne med forgyldt snirkelværk, og den skarpe skrånende bov var prydet med en pragtfuld galionsfigur, der lignede en spartansk kriger med hjelm og spyd.

Da det endelig lagde til i havnen, udbrød de forreste i køen begejstrede lyde, tilsyneladende upåvirkede af den tiltagende regn, som truede med at gennembløde dem, nu hvor de ikke længere var beskyttede af pakhusets tag.

„Man siger, at en af de her klippere rejste til Melbourne på lidt over tres dage, sagde en sortskægget mand med cockneyaccent uden at henvende sig til nogen i særdeleshed. „Men de er bygget i Amerika ... det er ærgerligt, at vi ikke kan bygge dem lige så godt her, er det ikke?

„Det kan vi, og det gør vi," sagde en ældre mand, der stod i nærheden med sin kone og en flok små børn. „Denne her er bygget her i landet, og det er Runnymede og James Baines også ... ja, og Marco Polo. De tog alle turen på omkring halvfjerds dage, og Marco Polo havde rekorden i lang tid. Vi begyndte at bygge klippere efter amerikanerne, men det var en skotte, der bor i Nova Scotia, ved navn McKay, der designede dem. Han var nødt til at bygge sine skibe i Boston ... sikkert fordi den britiske regering ikke ville give ham de midler og penge, han manglede. Det er typisk."

„De har fuldstændig ret, svarede den sortskæggede mand. „Men hvordan kan det være, at De ved så meget om klippere? Er De sømand?

Manden smilede skævt. „Nej, jeg har arbejdet med shipping ... jeg har arbejdet i Liverpool hele mit liv, for Black Ball Line og mr. Baines indtil for et par år siden. Så arbejdede jeg for Pilkington og Wilson, ejerne af dette skib." Han pegede på Spartan. „Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altid gerne villet til søs."

„Jamen det kommer De så nu, ikke sandt? sagde manden med cockneyaccent. Han så på sin nye bekendte og bagefter en smule usikkert på den ældre mands kone og børn. „Men hvis De vil have mig undskyldt, så ville jeg have troet, at en mand med en familie som Deres ville have tænkt sig om en ekstra gang, før han sagde et godt job op for at søge lykken som guldgraver. De må endelig ikke tage det ilde op, tilføjede han hurtigt. „Jeg undrer mig bare."

Shippingsekretæren sukkede. „Det gør jeg skam heller ikke, svarede han smilende. „Jeg rejser, fordi jeg vil have bedre vilkår ... og det betyder ikke, at jeg skal være guldgraver, sir.

„Gør det ikke?"

Den lille mand rystede bestemt på hovedet. „Nej. Jeg rejser for at arbejde for en af de største landmænd i New South Wales. En mr. Henry Osborne af Marshall Mount ... en fin herre, som rejste for omkring ... åh, det må snart være tredive år siden. Det er en lang historie, men for at gøre det kort, så havde min far en kro i Dungannon, County Tyrone. Han gjorde mr. Osborne en tjeneste for alle de år siden, og de holdt kontakten. Da jeg blev ansat på Black Ball Line, gav han – altså mr. Osborne – mig ansvaret for at holde styr på hans fragtordrer. Og jeg må have udført tilfredsstillende, for han tilbød mig arbejde. Jeg takkede ikke ja i første omgang, men ... Hans smil blev større. „Vi sendte vores to ældste sønner til kolonien, og de har plaget os om at rejse ud til dem lige siden. De kan fortælle mange historier om mr. Osbornes ejendom ... hans store hus, hans kvæg og får, og også hans familie. Så en dag besluttede konen og jeg ... ja, at vi hellere måtte tage springet, inden vi blev for gamle. Man bliver ikke rig af at arbejde som sekretær i shippingbranchen og vi ...

Han blev afbrudt af en kærre, der ankom med et stort læs bagage, og få minutter senere blev den efterfuldt af en masse hestevogne. Bagerst kørte der en firehjulet kalechevogn, med Adelphi Hotels våbenmærke på dørene, en livréklædt kusk på taget, og to uniformerede hotelkarle på de udvendige sæder.

„Der har vi de passagererne, der har egen kahyt, sagde den tidligere shippingsekretær til sin nabo, som syrligt svarede: „Ja, det kan jeg se. Vi må håbe, at de vil lade os komme ombord og væk fra den forbistrede regn, når der er blevet sørget for det fine herskab.

En af skibets officerer kom ned af den stejle landgangsbro for med højtidelig mine at tage imod de nyankomne. Efter ham fulgte et par tjenere med paraplyer.

„De må endelig ikke blive våde, tilføjede den sortskæggede unge Cockney gnavent. „Nå, men når jeg får gevinst i Ballarat, så skal jeg også hyre et par spytslikkere, der kan følge efter mig med parasoller! Hans tonefald ændredes, og han formede sin mund til en lydløs fløjten, da en slank, elegant klædt ung kvinde trådte ud af hotellets vogn og yndefuldt tog imod den arm, som skibsofficeren skyndte sig at tilbyde hende.

Selv på afstand var det let at se, at hun var usædvanligt smuk. Hendes blomsterbeklædte hat kunne knap nok dække hendes store krøllede, mørke hår, og under det kunne man se det