Tilbage til Vildmarken: 2.000 kilometer i kano gennem pelsjægernes Nordvestpassage

By Flemming Orneborg

Bogen omhandler 2 kanoekspeditioner i Canadas vildmark og Rocky Mountains.

Rejser foretaget af 2 mand som op gennem1990'erne søger at følge pelsjægeren Alexander Mackenzie's 1793-jagt på en Nordvestpassage.

To mand der, som medlem af Eventyrernes Klub, følger deres eventyrlyst i en verden med rovdyr, vilde floder og sære eneboere.

Og begge rejser foretaget som en direkte forlængelse af bøgerne Gennem Vildmarken og Videre mod Vest .

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 1, 2022
• ISBN: 9788743065944

Flemming Orneborg

Det fulde navn: Flemming de la Roi Orneborg. Er født på Vesterbro i 1941, og udlært som Fotograf/Retouchør. Har arbejdet på Gutenberghus, Berlingske og Aller. Er gift med Birgit Orneborg, og har to sønner født i 70'erne. Hen ad vejen skrevet en del rejseartikler til dag- og ugeblade. Samt siden år 2000 genoptaget interessen for atletik, og nu som veteran bl.a."høstet" En sølvmedalje ved VM i Californien, og en bronze ved VM i Brasilien. Begge i 10-kamp. Samt erhvervet 114 danske mesterskaber, og undervejs sat en snes danske rekorder. Er som 80-årig stadig aktiv.

Book preview

I mindet om

Carsten Lehrmann og Hans Ter-bork

som begge tog plads i eventyret

Af samme forfatter:

Gennem Vildmarken

Videre mod Vest

Indhold

Klippen

Forord

På et gyldent spor

Skriften på klippevæggen

Gennem ukendt pas

Manden i vildmarken

Vildmarksvrinsk

Til fods over bjergene

Frem til forlisstedet

Skyggen af en dæmning

På Peacefloden

Indianerguides og strømfald

En kostbar mønt

Orkan-ø og flad kano

Genfødes som ulv

Mod strømmen

Fort Chipewyan

Hverken hest eller høvding

Med vildmarken i blodet

Epilog

Klippen

- Det her vejr er sgu ikke for almindelige dødelige! lød det fra kanoens agterende efterfulgt af et par kraftige støn og forbandelser. - Nej ... og heller ikke for alle de andre, råbte jeg retur over skulderen, og bandede ligeledes, da en bølge ramte hårdt og sendte kaskader indenbords.

Vi befandt os på en kanal nord for Vancouver Island. Et sted hvor tidevand og nordvestenvind ude fra Canadas Stillehavskyst tæskede hårdt insisterende ind mod vores lille kanoekspedition.

Skarpe støn og ukvemsord føg fra for til agter, mens vores padler svarede metodisk igen med intense hug, som søgte vi at likvidere hver en bølge - ja, de nærmest svajede i en forlængelse af krop og arme - mens knæ og fødder trykkede anstrengt mod fartøjets indre, som skulle de sikre mod ekspeditionens kollaps.

Flodvand sejlede fra hår og skæg, og det blafrede lydeligt i tøj og presenning under den udmarvende sejlads.

I den lave sol sendte vi missende blikke ind mod land, hvor intet levende havde været at øjne i dagevis under vores jagt på en ensom, ydmyg klippe, der tidligere udgjorde et historisk markskel for Canadas grænseland - og nærmest på tur søgte vi at holde fokus mod den tætte vildmark, hvor glatslebne klippepartier brød det grønne mod den urolige vandlinje, som flød de på denne. Den ene efter den anden havde haft vores bevågenhed, da vi nærmede os det kryds, der var afsat på kortet.

Jo, vi var helt sikkert tæt på det kryds, eller rettere, den cirkel vi havde indtegnet, og styrede uvilkårligt nærmere land, hvor spredt buskads nemt kunne skjule det søgte.

En del væltede træer var lagt bag, da vi nærmede os et næs, hvor flere meter høje stenblokke syntes at række ud fra skoven, som var det kløer fra pelsen af en grizzly bjørn.

Kanoen skurede mod drivtømmer og ramte sideværts en klippe, der gik stejlt i dybet. Oprørt vand hamrede fortsat løs på fartøjet, og al opmærksomhed var rettet mod ikke at ryge i baljen eller at miste den sparsomme udrustning.

Vi greb fat i nogle nedhængende rødder, og så op. Kanoen bankede atter hårdt mod sten og drivgods. Men vi var ved den rigtige klippe, for længere oppe befandt sig nogle få håndskrevne ord, der midt i denne uendelige vildmark fyldte mindre end en kvadratmeter på det store klippeparti. En ydmyg tekst, ja, nærmest et stykke grafitti, der fortalte:

Alex Mackenzie

from Canada

by land

22 d. july 1793

Vi mærkede historiens vingesus, som var det selve kystfolkets Thunderbird, der svang sin ørnevinge med styrefjer og hele balladen, og det affødte en sej grimasse hos os begge.

For bag denne meddelelse, der oprindelig blev afsat med dyrefedt iblandet et rødt cinnober pigment, gemte sig den første krydsning af Nordamerika under jagten på en Nordvestpassage.

Herunder den første passage af Rocky Mountains som blev foretaget i en skrøbelig barkkano af en håndfuld pelsjægere, der under ledelse af skotten Alexander Mackenzie var med til at gøre Canada til en fuldgyldig nation.

Et land, der gik fra kyst til kyst.

De få ord var i sin oprindelse sat i hast, inden den lille gruppe under angreb fra lokale indianere måtte søge retur over bjergeneog dybere ind i vildmarken for at nå tilbage til deres udgangspunkt: Fort Chipewyan ved Athabascasøens bred.

Klippen, der kendes som Mackenzie Rock, bryder anonymt regnskovens tætte løv godt et halvt hundrede kilometer fra selve Stillehavet, hvor den ligger på et næs næsten omgivet af lige brede øer og kanaler - som var de brikker i et puslespil, der lige er hægtet fra hinanden.

For den sjældne rejsende på disse kanter kan stedet nemt passeres ubeset. Og vi var selv kun en lille brik der i en tomands kano og med klippen som udgangspunkt, nu søgte at følge pelsjægernes episke hjemrejse ind i vildmarken til Fort Chipewyan 2.000 kilometer borte.

Flemming Orneborg og Carsten Lehrmann. Et sted i Canadas vildmark.

Ruten gik i starten nord for Mackenzies tur over bjergene.

Forord

Vildmarken kaldte på os.

Nej, den nærmest skreg, som var det selveste Odysseus sirener, der ville lokke os i fordærv.

Og vi lod os gerne lokke.

Lod gerne de dybe skoves vellyde og dissonanser ramme os i øre og tanke – til vi reagerede med et højlydt YES!

Så for 5. gang trykkede min gamle kollega og rejsekammerat Carsten Lehrmann og jeg de hårdtprøvede filthatte på hovedet, tog ladegreb på eventyret og vinkede farvel til familie og job - for at padle i kano blandt ulve og bjørne og på rivende floder med farlige klippeskær og alt-opslugende vandfald.

Hyggeligt? Vi elskede sgu det liv, uden bevidst at ville sætte det på spil. Men på vildmarkens store scene kunne alting ske – og gjorde det ofte, hvad enten man gebærdede sig velovervejet eller efter tilfældige indfald.

Som tidligere lod vi os styre af et historisk/geografisk drive tilknyttet det Nordamerikanske kontinent. I dette tilfælde den evige søgen efter en Nordvestpassage, som for det meste var foregået via arktiske farvande. Kun sjældent ad flodvejene over land.

Med den totale frihed i lasten var vi konger i eget fartøj, men ikke uden respekt for de væsner der måtte krydse vores vandløb.

Vi havde efterhånden roet i kølvandet på en del eventyrere, opdagelsesrejsende og guldgravere – samt på os selv. Havde færdes gennem det meste af Canada og Alaska – aldrig haft kølen i vejretog kun været i livsfare få gange, som da en storm ved Holy Cross på Yukonfloden nær havde blæst os til de evige jagtmarker. Eller da en indianer syntes, vi var for lyse i huden, og smed en spandfuld benzin på vores bål.

Nåh, jo - så var der også de gange, vi havde bjørnebesøg og riflen kun kunne affyre et par skud på grund af grus i maskineriet. Men ellers er vildmarken en fredelig verden. Og den elsker os - ikke mindst moskitoerne.

Så ... ja, vi var atter på vej ud i det uvisse.

To mand og en kano, medbringende lidt lejrudstyr, en kasse proviant og en god portion eventyrlyst. Ti år tidligere havde vi rejst i kølvandet på Mackenzie på dennes 1. rejse, hvor han udforskede Canadas største vandsystem. Og vi var, som han, endt ved Ishavet.

Den tur var gået os i blodet - skønt det stikkende insektliv havde taget det meste. Så på følgende rejser fortsatte vi over McDougall-passet i den nordlige ende af Rocky Mountains – sled en kano papirtynd i bunden ved passagen ind i Yukonterritoriet, og nåede via Yukonfloden og kølvandet på en anden opdagelsesrejsende: 1800-tallets Frederic Schwatka - tværs gennem Alaska til nær Beringshavet.

Hvilket atter havde bragt os tæt på en nådeløs natur, dens indianere, eneboerne og andet godtfolk – til sne og isnende efterårsstorme tvang os til at hive teltpløkkene og søge ud af skovene.

Efter 5.500 kilometer sejlads på det store kontinent troede vi således alle vores drengedrømme indfriet. Men vildmarken var, sin permafrost til trods, ikke sådan at lægge på is.

Og nu nærmede 200-året for Mackenzies 2. rejse sig: Den, hvor han og hans lille gruppe pelsjægere under rejse i en barkkano var de første til at krydse Rocky Mountains og nå ud til Stillehavet; søgende en Nordvestpassage.

Det måtte markeres, syntes vi. Og fandt, at ruten var en passende udfordring for et par halvgamle vildmarksrotter, som os. Hvilket vi nok var de eneste, der gik op i. For hvad angik den forestående tur, med dens historiske kvaliteter og fysiske udfordringer,begrænsede omgivelsernes interesse sig til et konstaterende: Nå, skal I af sted igen?

Og vel handlede det mest om at returnere til vildmarken, for på ny at svinge padlerne og se eventyret stift i øjnene. Men også for at mærke vingesuset fra den tid, hvor de sidste store opdagelsesrejser blev gjort. Hvor det helt store emne, som allerede den gang havde huseret i 300 år – gik på at finde en kortere sejl- eller handelsrute vestover fra Europa til Orienten. Hvilket man, efter en række skæbnesvangre forsøg gennem arktiske farvande, nu håbede her i slutningen af det 17. århundrede, kunne ske via en flodvej tværs over det Nordamerikanske kontinent.

Officielt agtede Mackenzie med sin ekspedition at udvide de engelske besiddelser i de ukendte egne nær Canadas Rocky Mountains og Stillehavskysten, samt at etablere en pelshandel med indfødte stammer i disse områder, og ikke mindst med kystrusserne og deres havodderskind i det nedre Alaska.

Portræt af Sir Alexander Mackenzie, malet 1801 af hofmaler Sir Thomas Lawrence.

Men det store håb var, at netop kontakten med russerne ville give adgang til en udvidet pelshandel med Kina, Japan og Indien. En handel, som på det tidspunkt kun kunne ske via russiske forbindelser. Og ud over pelshandelen var det stadig som tilbage på Columbus tid, te, silke, krydderier og porcelæn, der var målet for handelen, skønt East India Compagny allerede sad på det meste i Indien.

Mackenzie havde store planer, der i den sidste ende bl.a. skulle udkonkurrere pelsgiganten Hudson Bay Co. Hvilket var Davids kamp mod Goliat, og som David tabte.

Kort over Mackenzies to rejser

For kun de færreste ekspeditioner når de mål, de sætter sig i udsigt. Og Mackenzies ekspedition skulle da heller ikke møde russere, som han nærmede sig vestkysten. Disse befandt sig stadig 500 kilometer længere mod nord i Alaska.

Men han havde, som den første, krydset det store kontinent. Og en kortvarig udvidelse af pelshandel med indianerne fandt da også sted, skønt hans firma, NorthWest Compagny med denne ekspedition gabte over et stykke vildmark, der ikke bare lå ekstremt afsides, men som også bød på nogle af Nordamerikas mest rivende floder og vandløb. Hvilket Mackenzie havde fået at føle.

Deres kano var således blevet smadret undervejs i et sideløb til Fraserfloden, og det sidste stykke ud til klippen nær havet blev derfor tilbagelagt i en lånt indianerkano ved Bella Coola - Og først efter at de havde gået 400 kilometer over kystbjergene ad et såkaldt fiskeolie-spor, som kystindianernes mokkasiner havde tillempet gennem generationer under handel med indlandsstammer.

Og Mackenzies pelshandel med Orienten? Den forblev en drøm, som hurtigt fortabte sig i de svært fremkommelige skove.

Men netop den ensomme klippe nær havet, hvor hans ekspedition endte, havde vi udset os som værende vores startsted. Det var hans hjemrejse til Fort Chipewyan ved Athabascasøen, vi agtede at følge. En rute på omkring de 2.000 kilometer.

Da jeg i 1976 fandt interesse for Mackenzies to kanorejser, og opsporede hans journal fra 1801 – var det, efter sigende, kun seks år efter at canadierne fastslog, at mere end 80% af hans to ruter endnu henlå som de gjorde i 1700-tallet.

Og efter at have fulgt i kølvandet på hans første rejse til Ishavet, (beskrevet i Gennem Vildmarken) kan jeg konstatere, at netop denne stort set henligger uændret, mens en dæmning og dens følger på den øvre del af Peacefloden udgør det meste af de 10-15% som Mackenzie ikke stødte på under hans 2. rejse.

På et gyldent spor

Vi var ankommet til Vancouver ved Canadas sydvestlige hjørne i delstaten British Columbia – medbringende en stor industritønde udover den vanlige udrustning til kano langfart.

- Denne her tønde er en dårlig ide, sagde jeg, mens vi på skift slæbte den rundt mellem hoteller og busstationer under forberedelserne til at nå frem til vores udgangspunkt længere mod nord.

- De bruger den, alle sammen, lød Carstens argument for, at vi nu også skulle belemres med dette uhåndterlige pvc monstrum, der skulle sikre, at visse udvalgte genstande såsom papirer, fotoudstyr og fødevarer, samt lidt ekstra tøj – ikke gik hen og fik vandskade i et strømfald. Eller et hvilken som helst andet sted, hvor vi måtte ende med røven i vandskorpen.

Hvilket vi ... bank under kano-bordet, som sagt havde undgået på de forudgående vildmarksrejser.

Carsten havde for en tid vinket farvel til sine fire børn fra 13 år og nedefter, samt fået fri i længere tid fra sin arbejdsplads - mens jeg med opsigelse i samme firma lagde 36 år i bladbranchen bag mig som udlært kemigraf, herunder fotograf-retouchør. Men værende af den gamle skole, hvor vi f.eks. lærte at veje og opløse en række kemikalier til brug for fremkalder og fixer, eller at vurdere farver, og se hvor mange procent gul, rød, blå og sort, et foto indeholdt, og at redigere disse ved hjælp af retouchefarve. Lidt af en kunst. Men hele tiden som værende et teknisk bindeled mellem redaktionen og trykkeriet, hvad enten det var på Gutenberghus, Berlingske eller hos Aller, jeg svang mine pensler.

Men nu havde jeg givet afkald på det hele, da der alligevel skulle tyndes ud i bemandingen. Og en spændende frihedsfølelse fulgte mig ud af døren sammen med det pæne aftrædelsesbeløb.

Året var 1992. Og med mine 51 år og to drenge der var ved at forlade reden – var jeg nu atter på vej ud i vildmarken, hvor man virkelig kunne baske med vingerne. Indtil videre var vi dog lidt hæmmede af den føromtalte tønde plus af andet udrustning, som dog holdt sig på de 18-20 kg pr. mand. En udrustning der trods en vis primitivitet havde bestået sin prøve med en blanding af engangsudstyr og nogle uopslidelige militærprodukter.

- Har du husket dåseåbneren? spurgte Carsten, med hvem jeg udover rejserne i vildmarken, havde foretaget nogle strejfture i jeep gennem USA’s sydvestlige stater. Spørgsmålet kom ved hver tur. Ikke at vi skulle leve af dåsemad, men mere som et synonym for at alt var husket og gennemtænkt. Også den traditionelle flaske Jim Beam whisky.

Byen Vancouver ligger ganske smukt placeret med udsigt til den store ø af samme navn. Og den gamle kartograf, George Vancouver havde da også for alvor sat dette område på kortet med sine opmålinger af kysten tilbage i 1793-94.

Alligevel var det nok verdens største opdagelsesrejsende kaptajn James Cook, der faldt i hu, da vi efter to overnatninger i byen fortsatte nordpå i en bus, der skulle føre os nærmere til Bella Coola ved Stillehavskysten.

Kaptajn Cook skulle være den første europæer til at sætte fødderne på Canadas Stillehavskyst. Hvilket skete, da han i 1778 med skibene Discovery og Resolution gik ind i jagten på en Nordvestpassage.

Via Sandwich-øerne (Hawaii) var de i martsmåned søgt ind til det Nordamerikanske kontinent, nær det nuværende Oregon. Her passerede han udløbet af en stor flod, der senere blev omtalt som Cooks River; et passende stort vandløb, der meget vel kunne udgøre en del af den søgte Nordvestpassage.

At en sådan passage over land måske kunne ske via floderne, i dette tilfælde Columbiafloden, har næppe strejfet Cook, idet han som så mange andre handels- og opdagelsesrejsende så havet som den eneste større landevej.

Men Columbiafloden skulle 11 år efter Mackenzies færd faktisk udgøre en del af den rute Lewis og Clarks fulgte, da de af Præsident Thomas Jefferson blev udset til at gennemrejse og udforske et gigantisk stykke vildmark; et ukendt område af Nordamerika der gik fra den nordlige del af Mississippifloden og ud til Stillehavet.

Som ledere af ekspeditionens 31 mand tog Lewis og Clark udgangspunkt ved byen St.Louis, hvorfra man i et passende skib bærende køl fulgte bifloden Missouris flere tusinde kilometer lange løb mod vest - til man grundstødte ved foden af Rocky Mountains.

Derfra søgte man til hest og på egne fødder at kæmpe sig videre over bjergene, men blev fanget af vinteren og måtte afvente, at floderne Snake og Columbia det følgende forår kunne bære dem i nye udhulede træbåde det sidste stykke vej ud til havet.

Da selvsamme område havde skabt sne og tåge for Cook, og vanskeliggjort hans fortsatte fremdrift nordover langs kysten, valgte han at kaste anker i en bugt på vestsiden af Vancouver Island ved den lille ø, Bligh Island: Opkaldt efter den øverstbefalende på Resolution; en hårdfør og principfast kaptajn, der senere blev udødeliggjort som værende årsag til mytteriet på det knap så gode skib Bounty.

Her brugte man den følgende måned til reparation af lækager på de øvre dæk, og man handlede med Nootkaindianere fra landsbyer i Friendly Cove, som Cook kaldte stedet. Han beskrev disse indianere som værende de mest venlige og åbenhjertige naturfolk, han havde mødt på sine rejser.

I slutningen af april satte man så atter sejl for at genoptage jagten på en passage mod nord. Men ud for Alaska tvang isen ekspeditionen til flere gange at vende næsen sydover. Skuffet re turnerede han til Sandwich-øerne, hvor han et lille år senere blev dræbt af oprørte indfødte under et tumult-lignende sammenstød på stranden.

Kystlinjen fra Vancouver Island og nordpå op til Alaska henligger stort set lige så øde, som da Cook og hans landsmand George Vancouver, som de første, beså den.

Mens Cook kun sporadisk ankrede op, gik Vancouvers robåde fra moderskibet ind i de mange fjorde og kanaler for at opmåle disse under opgaven med at kortlægge kystlinjen. Indtil da havde de tætte skove på de våde kystbjerge helt og holdent været indianernes domæne. Og skulle være det en god tid endnu. For de to englænderes kontakt med de indfødte havde nærmest været at sammenligne med franske visitter. For Vancouvers vedkommende var det endda et par gange endt med affyring af flintebøsserne, som svar på de spyd og pile der blev sendt mod dem fra det tætte bladhang.

Gennem årene havde russere og spaniere søgt at etablere sig i områder langs kysten. Men et egentlig land, fra hav til hav – skyldes skotten Mackenzie, som med sin krydsning af landet satte de endelige politiske grænser under krav på den nordvestlige halvdel af kontinentet.

I store dele af hans kølvand opførtes forter, og der blev udlagt hvad man kaldte brigade-spor. Spor, som pelsjægerne fulgte ad vandvejenes floder og vandløb, såvel som på stier i skov- og klippeterræn.

Enkelte af dem krydsene vi nu i vores bus, hvor endemålet var Bella Coola ved Stillehavskysten, hvorfra vi skulle padle ud til Mackenzie Rock.

I starten kørte vi ad Trans-Canadian Highway langs Fraserfloden, der med sit ca. 1.000 km. lange løb betegnes som Nordamerikas vildeste flod.

Flere steder, hvor vejen skar denne flod, der i volumen tåler sammenligning med Mackenzie og Yukon, gav den prøver på sin vildskab, skønt den i modsætning til de to andre nu er som en frådende tiger bag tremmer, der må rase ud mellem dæmninger.

Det var denne flod, Mackenzie havde troet ville løbe stik vest til havet, og ikke som det var tilfældet, først fulgte en ét tusind kilometer lang sydgående bue, inden den nåede Stillehavet. Det var undervejs mod Fraserfloden, som man troede var Cooks River, at man senere ville udlægge handelsposter ved strategiske steder. Poster, der kunne fremme handlen med de indfødte, hvis pelsværk så kunne transporteres i kano til udmundingen af Cooks næsten sagnomspundne flod.

Her kunne man så opføre en særlig post med udskibshavn til brug for yderligere avancement til bl.a. Kina og Japan.

- Skal I op og arbejde i skovene? spurgte chaufføren under et hvil i en landsby.

- Det kan man godt sige, for vi skal op og padle i kano gennem skovene, sagde jeg, og nævnte lidt om vores rute.

- Mackenzie Rock? Den kender jeg ikke. Heller ikke de floder og vandløb du nævner, men der er jo også flere tusinde af dem.

- Ja, flere hundrede tusinde, indskød Carsten, mens han gjorde et imaginært padletag i luften: – Og vi har været på en halv snes af de største, og en række af de mindste.

Chaufføren nikkede: - Så må I have mødt en masse bjørne, sagde han, og så forventningsfuld på os. Men det var der ikke tid til at uddybe, for tidsplanen gjorde sin skyldighed, og kort efter rullede vi videre nordover.

En række floder og vandløb passerede revy; alle som værende tilstødende vandløb til Fraserfloden, og hele tiden med udsigt til skovklædte bjerge og spredte, nøgne tinder.

Men dette bjergrige land ændrede sig brat i slutningen af 1850’erne fra at være et domæne af indianere og pelsjægere, til at blive en rig og hektisk guldgraver provins.

Man havde fundet det gyldne metal på lignende vis, som det var sketi Californien, og tusinder af guldsøgere søgte nu mod de nye felter i British Columbia.

Alle var de på jagt efter en mother lode: En ren guldåre, som fra den ene dag til den anden kunne indfri alle deres drømme.

Guldgravere der ankom fra vest, kæmpede sig gennem kystskovene ind til Anderson Lake, for via bæresteder, såkaldte portager, at nå videre frem til Seton Lake. Men den stigende trafik bevirkede, at myndighederne besluttede at bygge et par dampskibe til at hjælpe de håbefulde genmen søerne og op til landsbyen Lillooet.

Herfra fulgte mange i starten det såkaldte River Trail, som var et forræderisk pelsjægerspor, der bugtede sig videre nordpå nær floder og søer, samt langs Fraserfloden hvor det undertiden klyngede sig til bjergsiderne frem til Williams Lake.

Ingen kunne klare den flere hundrede kilometer lange tur uden at indhente forsyninger undervejs. Så en række handelsposter, eller Road Houses, skød op med ca. 30-40 kilometers mellemrum. Her kunne der købes diverse basisforsyninger af de mange, der generelt kom til fods med deres udstyr på ryggen. Mulighed for husly var der også, skønt stederne ofte var så belagte, at folk lå på bænke og borde og rundt om på gulvet.

Men så forbedrede man i 1862 sporet til også at kunne klare muldyr-ekspeditioner. Enkelte kameler blev også brugt, da de var særligt udholdende og kunne bære mere. Sporet blev fortløbende udbygget til forsyningsvogne med et forspand af okser, samt man indlagde en diligencerute for de mere velbeslåede.

Sporet kendes i dag som Cariboo Wagon Road. Udgifterne til vejen blev dækket af en told, der opkrævede guldgraverne en shilling pr. dyr og en penny for hvert et pund, de bar.

Med Hells Gates brusende strømfald i Fraser Canyon bagude, drejede bussen fra ved Lytton, og vi forlod dermed Trans-Canadian Highway for trofast at følge Frasers fortsat urolige vande nordover til byen Lillooet.

Det var herfra man havde brudt det legendariske spor til brug for guldgravere og pionerer. En varde inde i byen står endnu som Mile Post Zero, hvorfra afstanden til guldfelterne blev udmålt. En lang række af guldsøgerne kom fra det amerikanske vilde vesten, og langt de fleste brugte Lillooet som udgangspunkt for deres fortsatte rejse til guldfelterne ved øvre Fraser og Cariboo-området.

Byen blev et metropol af lykkejægere med en deraf følgende lovløshed. Men loven fandt vej gennem vildmarken i skikkelse af dommer Matthew Begbie, om hvem man sagde, at han egenhændigt svang pisken over de værste ballademagere og sjældent tøvede med resolut at klynge mordere og voldsmænd op i det nærmeste træ. Et af disse træer står endnu i Lillooet centrum, i det nuværende Hangmans Park.

Hans dommerhus, som ligeledes har modstået tidens tand, skulle efter sigende ligge ved den lille flække Clinton, hvor vi gjorde holdt et par timer senere. Her entrede et par indianere i drejlstøj den mere end halvtomme bus for straks at lægge sig til at sove på et par dobbeltsæder. Bussen gik atter i gear og vi fortsatte den videre tur gennem den lyse nat med silhuetten af Cariboo Mountains bløde kurver glidende forbi i baggrunden.

Carsten hang også lidt med næbbet, skønt han jævnligt lod falde en bemærkning om det eventyr, han så frem til når vi nærmede os kysten; at han glædede sig til at komme på floden og få vand under kanoen.

Hastigt passerede skilte fortalte, at vi på et tidspunkt gled forbi 50 Mile House og 100 Mile House, hvor guldgraverne havde haft lignende stigende forventninger ved rejsen nordover. Omend i et helt andet tempo.

Vejen havde bevæget sig lidt bort fra Fraserfloden og tæt ved udkanten af et område der var navngivet Gang Ranch. En ranch som skylder sin tilblivelse guldfundene. Ikke direkte, men i forbindelse med levering af store bøffer til de sultende guldgravere.

- Ved du, hvad der ligger der inde bag træerne? sagde jeg, hvilket fik Carsten til at kaste et søvnigt blik ud af ruden:

- Næh ... der ligger vel flere træer.

- Ja, men der ligger også verdens største ranch.

- Skulle den ikke ligge i USA eller Australien?

Det ville jeg også have gættet på. Men den lå der bag træerne, og skulle efter sigende være verdens største, grundlagt i 1865.

Gang Ranch kunne være et passende navn for et sted, der var tilknyttet de lovøse Harper-brødre. Disse havde under flugt bragt en flok kvæg fra Oregon-territoriet op til guldbyen Barkerville, hvor de var blevet solgt for virkelig gode penge, og siden omsat i et stort stykke jord.

I starten havde de driftige brødre godt nok forsøgt sig med at holde bisonokser. Men de store muskelbundter respekterede ikke deres indhegninger. Så ud over landbrug slog de sig atter på kvæg, og skabte gennem årene et rent imperium, der voksede til at blive Nordamerikas største ranch, der med hele 32 millioner hektar jord kunne indbefatte lige så mange fodboldbaner. Eller syv gange Danmarks areal! Lidt af en succeshistorie må man sige, trods den uldne fortid.

Men det var øst for Fraserfloden, at langt de fleste havde søgt lykken. Det var her ved floden Quesnel og dens tilstødende vandløb, at den første håndfuld guldgravere i 1859 havde gjort deres fund. Og nær Quesnel Forks, at en lejr med hele 5.000 personer var blevet etableret på rekordtid.

Snart arbejdede dog lige så mange i flodbankerne ved Williams Creek og ved Richfield, hvor man skulle finde for over 10 millioner kr. i guld. Blandt de mange var også en del kinesere, der havde deltaget i jernbaneanlæggelse, og som nu stod uden job.

Jeg så ud mod bjergene og de tætte, omgivende skove, hvor folk østfra havde fristet skæbnen under deres krydsning af landet. Via Edmonton var de søgt over Yellowhead-passet, hvor både Athabasca- og Fraserfloden udspringer, for derfra at løbe mod hvert sit verdenshjørne. Og efter, at de havde passeret en række vilde strømfald i deres småbåde, var de, der ikke allerede var druknet eller på anden vis gået til i vildmarken, nået frem til handelsposten Tete Jaune Cache, hvor den flere hundrede meter brede Fraser løber frit nordvest over.

Her skulle de så vælge, om de ville hugge sig igennem 150 kilometer tæt skov frem til guldfelterne. Eller om den tre gange så lange sejlads ned ad Nordamerikas vildeste flod var at foretrække. Mange valgte det sidste, der som regel foregik på tømmerflåder eller i skindbåde og udhulede træstammer. Ikke underligt at stedets Shuswapindianere rystede