Ama Dablam: En bestigning af verdens smukkeste bjerg

By Bo Belvedere Christensen

Dansk Himalaya Ekspedition gennemførte den første rent danske Himalaya ekspedition i 1988. Bogen "Ama Dablam", som udkom umiddelbart efter, beskriver oplevelserne på denne fantastisk succesfulde ekspedition, som blev starten på en Himalayakarriere for flere af deltagerne.

Ekspeditionen havde stor betydning for udviklingen af bjergbestigningen i de højeste bjerge i verden. Derfor står bogen som et manifest over det enorme arbejde, som krævedes for at gennemføre en ekspedition, samt ikke mindst den udfordring der lå i at tackle et teknisk svært bjerg, som for de fleste af deltagerne var væsentligt højere end noget andet, de tidligere havde forsøgt.

Denne udgave er en genudgivelse af den oprindelige bog fra Gyldendals forlag.

Bo Belvedere Christensen, som har genudgivet bogen, indgik et samarbejde med Gyldendal omkring bl.a. "Mont Blanc - vejen til toppen af Europa" og fik i den sammenhæng overdraget rettighederne. Bo havde fået mange forespørgsler på den oprindelige Ama Dablam bog, men da restoplaget, som han havde opkøbt, var fordelt, blev løsningen en genudgivelse på BoDs forlag.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 13, 2017
• ISBN: 9788771452884

Bo Belvedere Christensen

The author is a mountaineer, climber guide, and photographer who has spent more than 45 years climbing in the Himalayas, Africa, The Alps, The Andes and many other places. He has summited 3 peaks above 8000 meter, 3 above 7000 meter and more than 20 above 6000 meter. He guides both mountaineering expeditions and trekking trips. Beeing a keen and capable photographer he always documents his trips in both images and video and have so far published 20 books on climbing, trekking and mountaineering and had all his larger movie projects shown on national television.

Book preview

basislejr

FORORD TIL FØRSTEUDGAVEN FRA 1988

Da jeg i 1967 meldte mig ind i Dansk Bjergklub for at begynde at dyrke bjergbestigning, introduceredes jeg af en af datidens erfarne rotter, som også fortalte mig om frustrationen ved at være bjergbestiger i fladlandet Danmark. Han mente, at afstanden til bjergene var så stor fra København, at det hele blev noget unaturligt noget og, hvad der egentlig var værre, at vi danskere aldrig ville kunne opnå samme standard, som den de har i alpelandene, da vi ikke kan lave bjergture flere gange om ugen året rundt. På mange måder havde han ret. Der kræves stor begejstring og rejselyst af den, der med Danmark som udgangspunkt vil realisere en ambition om at klatre svære ture på store bjerge. Skal sikkerheden være acceptabel, må man ret ofte være i bjergene for at opnå og vedligeholde fysisk form, erfaring, klatrefærdighed, psyke og rutine. Det er ikke nok at gymnastisere på småklipper i Sydsverige og mure i nabolaget, selv om dette også skal til.

Ikke desto mindre har vi haft en del dygtige bjergbestigere i tiden løb, som har klatret svære ruter i f. eks. Alperne, og det er også blevet til en række ekspeditioner, af hvilke jeg kort vil nævne nogle, hvis medlemmer oftest var medlemmer af Dansk Bjergklub, som stiftedes i 1951. I 1960, 1964, 1968, 1973 og 1987 var der ekspeditioner på Grønland, hvor talløse, ubestegne tinder udgør et eldorado. Det foregik bl. a. i områderne nord for Angmagssalik, omkring Evighedsfjord nord for Sukkertoppen og Blossevillekysten ved Ejnar Mikkelsens Fjeld. Ekspeditionen til Ingolf Fjeld i 1973 var Danmarks skridt ind i moderne ekspeditionsklatring med en over 1600 meter høj, meget vanskelig væg som mål. Dårligt vejr stillede sig i vejen for succes lige som i 1987, hvor en mindre gruppe med Michael Hjorth og Søren Smidt måtte vende om på den vældige granitvæg på Ketil Pingasut. I 1976 besteg en dansk gruppe Alpamayo i Peru, og der har været aktivitet i mange andre dele af verden.

Før der var noget, der hed Dansk Bjergklub, gjorde en dansker, Bekker Larsen, i 1950 et heroisk forsøg på at nå toppen af det endnu ubestegne Mount Everest. Han havde tjent penge ved skotøjshandel i Afrika og drog siden på falske papirer ind i det borgerkrigshærgede og lukkede Nepal. Han var uden bjergbestigererfaring og -udstyr og reddede sikkert livet ved, at hans to sherpabærere i ret stor højde nægtede at fortsætte, da de ikke havde noget reb med. Der blev ved denne lejlighed sat en dansk højderekord, som fik lov at stå uanfægtet i over 20 år.

En del andre toppe i Himalaya har haft dansk besøg, men det første rigtig kendte af dem blev Ama Dablam i 1988. Ama Dablam er ikke så imponerende ved sin højde, da Everest jo ligger lige ved siden af, men bjergets skønhed har gjort, at alle de mange, som kommer forbi på vejen til Everest, betages af det. Derudover er alle ruter på Ama Dablam temmelig vanskelige.

Denne beskrivelse af Den Danske Ama Dablam Ekspedition 1988 er historien om en lykkelig ekspedition. De fleste deltagere nåede toppen, og der var ikke alvorlige ulykkestilfælde. Turen forløb i harmoni og under udfoldelse af godt kammeratskab, hvilket ikke er nogen selvfølge - desværre - under det pres, man udsættes for i højden. Ruten var tilfredsstillende svær og flot. Hvad kan en bjergbestiger ønske sig mere? Ikke ret meget.

Med præstationer som denne behøver man ikke have alpin mindreværdsfølelse p.g.a. fødested, og jeg vil lykønske alle ekspeditionens deltagere med en meget flot tur. Denne bogs læsere kan i øvrigt glæde sig over at sidde med den første danske beretning fra en bjergbestigerekspedition udkommet i bogform.

Peter Søndergaard,

daværende formand for Dansk Bjergklub.

FORORD TIL GENUDGIVELSEN

Siden vi tog på ekspedition til Ama Dablam i 1988, min første tur til Himalaya, er der sket meget indenfor dansk klatring og bjergbestigning. En del af gruppen som tog til Ama Dablam har været med til at forårsage denne udvikling ved at gennemføre en række ekspeditioner til f.eks. Dhaulagiri i 1991, hvor Jan Mathorne og undertegnede første gang prøvede at bestige en 8-tusinder, og hvor Søren Smidt nåede toppen og dermed blev den første dansker, som dette lykkedes for.

Andre eksempler er de to ekspeditioner i 1994 og 1998, som jeg deltog i og nåede toppen under, til hhv. Broad Peak, 8047 meter, og Gasherbrum 1, 8068 meter og de tre ekspeditioner til Everest, som jeg har deltaget i stadig uden at have nået toppen. Udfordringen var der at blive de første danskere på toppen uden iltflasker. De tre Everest ekspeditioner fandt sted i 1996, det store ulykkesår, 2000, hvor Mads Granlien og Asmus Nørreslet undervejs i vores ekspedition nåede toppen, samt for ganske nylig i foråret 2013, hvor jeg første gang besøgte den Tibetanske nordside af verdens højeste bjerg.

Udviklingen i bjergbestigningen og antallet af klatrere, som er aktive i Danmark, er sket gradvis, men med den store vækst i antallet af kunstige klatrevægge indenfor de senere år er antallet vokset betydeligt. Det betyder øget interesse for bøger om klatring og bjergbestigning.

Jeg har mærket denne interesse, når jeg har holdt foredrag, og besluttede at prøve at få lov til at genudgive vores bog om den første rent danske ekspedition i Himalaya. Ekspeditionen repræsenterede et nyt tiltag i dansk bjergbestigning, selv om der havde været anløb til ekspeditioner i årene op til, og flere enkeltpersoner havde deltaget i Himalayaekspeditioner. I lyset af bogens historiske værdi synes jeg det er synd, hvis denne bog ikke stadig skal kunne findes på markedet og gik derfor i gang med at undersøge mulighederne for en genudgivelse.

Da jeg samtidigt indgik et samarbejde om andre bøger med Gyldendal, som havde rettighederne til den oprindelige udgave, var det relativt enkelt for mig at få overdraget rettighederne.

At det blev på Books on Demand (BoD) at genudgivelsen skete skyldes det faktum, at jeg i forvejen har 9 bøger udgivet på dette forlag, og derfor har en god aftale med dem, som betyder, at jeg har meget små udgifter ved udgivelsen af denne bog. Samtidig kan bogen gennem BoD udkomme som e-bog, hvilket jeg synes er fint for denne bogs videre liv.

Jeg håber rigtig mange vil nyde at bogen genudgives. Teksten er stort set den samme, men er delvist rekonstrueret ud fra trykte udgave af den tidligere bog, da ingen lå inde med det fulde, færdigredigerede manuskript til den oprindelige udgave. Billederne er dog ændret en del og er fra min egen kollektion med tilføjelse af mange billeder fra Michael Hjorths samling. Sidstnævnte billeder findes også i stort omfang i den oprindelige udgave.

Holte september 2013.

Bo Belvedere Christensen

PÅ EN STØVET STI

Caspar: Efteråret 1986 var fint i Nepal, høj klar himmel, sol og hvide bjergtoppe. Sommeren havde jeg brugt til at planlægge nye trekkingruter, arbejdet lidt i Indien, været på ferie i Kina og Tibet, og skulle nu møde efterårets første trekkinggruppe for at guide dem rundt om Annapurna. Jeg var taget til Bangkok for at modtage dem, og det var en usædvanlig varm og fugtig morgen. Jeg stod ved gaten da gruppen kom trætte og smilende, undtagen en; han var på min alder iført hvide sko og de største tømmermænd der længe har været set i Bangkok. Han smilede venligt goddag og styrede direkte op mod baren for at købe to guldøl. Mit humør sank lige så hurtigt som øllet i flaskerne, da jeg fandt ud af, at jeg skulle dele telt med ham i en måned.

Peter og jeg kom imidlertid til at planlægge store oplevelser mens vi var i Nepal.

På en sådan trekkingtur er der mange lange aftener der forløber bedst med rakshi og god snak. Da vi havde krydset Thorung La passet faldt snakken på ekspeditioner og eventyr. Peter var den første klatrer, som jeg rigtig havde talt med, og det var da naturligt at spørge hvilket bjerg han helst ville bestige Ama Dablam var svaret, og der var ingen tvivl i hans sind.

En aften da rakshi’en var specielt god, begyndte vi uden rigtigt at vide af det, så småt at planlægge en ekspedition til netop det bjerg. Det faldt så heldigt, at jeg måneden efter skulle lede en trekkingtur til Mount Everest base camp og Ama Dablam.

Peter og resten af gruppen rejste hjem, og jeg tog over til Mount Everest og så nu Ama Dablam det var kærlighed ved første blik, og det stod lysende klart for mig, at jeg ville sætte en ekspedition i værk. På denne tur havde jeg det held at have Mølle og Bent Røddik med. De havde stort kendskab til dansk erhvervsliv, og mente at det nok ville være muligt at rejse midler til et sådant projekt. Alle disse ting kørte rundt i hovedet på mig, da jeg kom ned til Kathmandu igen. Men selv om jeg brændte efter at gå i gang med at planlægge en dansk ekspedition til det smukkeste bjerg jeg nogensinde havde set, så holdt en generthed mig tilbage. Det var en helt ny boldgade, forbundet med risici af en helt anden karakter end jeg var vant til på mine bjergvandreture.

Men heldigvis var lysten større end genertheden.

For at bestige bjerge i Nepal, skal man søge om tilladelse, og på de mest populære bjerge vil der ofte være mange års ventetid, da der kun må være tre ekspeditioner pr.bjerg pr.sæson. Ama Dablams skønhed og store klatreudfordring har givet bjerget et magisk navn. Da det blev besteget første gang i 1961 af Hillary’s videnskabelige ekspedition var det ulovligt. Ekspeditionen tilbragte flere måneder i nærheden, og bjergets tiltrækning var for stor for holdets klatrere. Flere af dem besteg senere Mt. Everest. Andenbestigningen var i 1979 og i firserne har en del ekspeditioner haft succes, men af de sidste ni ekspeditioner inden vor har kun én haft succes.

På vej ud til lufthavnen den dag jeg skulle tilbage til Danmark, spurgte jeg en god ven af mig der kender turist ministeriet ud og ind, om han ville lægge en ansøgning ind for mig på Ama Dablam efteråret 1988. Han var dog i tvivl om, hvor nemt det ville gå, da bjerget er et af de mest populære i Nepal, men heldet skulle tilsmile os.

Jeg havde en dejlig fornemmelse på vej hjem i flyveren. Det er ellers altid trist at forlade Nepal, men tanken om Ama Dablam varmede, og på det tidspunkt gjorde jeg mig intet begreb om, hvilket kæmpe arbejde det skulle blive at få os derud i efteråret 1988.

Det første jeg gjorde efter at være komme hjem i december 86, var at ringe til Peter for at fortælle ham, at hvis han havde lyst, så var der en ekspedition til Ama Dablam.

Peter: Selv om jeg blev taget på ordet, var jeg straks med på ideen. For da jeg fattede interesse for klatring, begyndte jeg samtidig at læse bøger om bjergbestigning. Derfra var der ikke langt til ekspeditionsberetningerne. Jeg blev lige fra starten fascineret af disse beretninger om lande og steder ekspeditionerne drog igennem. Navne som Namche Bazar, Klostret i Tengpoche blev synonymer for ekspeditioner og eventyr. De har alle gået ad de samme stier: Chris Bonnington, Reinhold Messner, Peter Habeler, Doug Scott, alle bjergbestigningens koryfæer.

For at virkeliggøre en drøm om selv at deltage i en sådan ekspedition, opleve de samme steder, ville det være nødvendigt at overskride grænsen mellem det mulige og det umulige, forekom det mig. Selv Caspars ukuelige optimisme kunne langt fra fjerne min skepsis. Der var økonomiske og praktiske problemer, orlov fra arbejde osv.

Hvis jeg tog ind til Bjergklubben og fremlagde den slags planer, ville jeg straks blive stemplet som en fusentast. Jeg tilhørte hverken Bjergklubbens gamle garde eller dens mere eller mindre sammenspiste inderkreds. Og dette ville måske blive et af de største projekter i klubbens hidtidige historie. Sandsynligheden for at gennemføre er realistisk meget lille, så jeg må fare med lempe.

Noget senere viser jeg billeder for Michael og Søren i forbindelse med deres forestående bestigning af Ketil i sydvest Grønland. Ved denne lejlighed nævner jeg at Caspar og jeg muligvis har en tilladelse til Ama Dablam. Jeg forstår deres forbavselse og undren. Men de er begge interesseret.

Det næste punkt i ansøgningsproceduren over for de nepalesiske myndigheder er fremsendelse af en liste over ekspeditionens medlemmer. Så nu er vi tvunget til at sammensætte et hold. Derfor beder jeg Søren og Michael om at komme med nogle forslag. Begge er enige om Henrik, der udover netop at have gennemført nogle imponerende ruter, også er læge. To uger senere mødes jeg med dem alle tre i Bjergklubben. Vi sidder for os selv og snakker om at spørge Bo og Jan Nicolaisen. Pludselig står Jan med ryggen til ikke langt fra, hvor vi sidder.

Hvad siger du til en ekspedition til Ama Dablam? Hvad?. Jeg kan ikke love noget som helst, men vi har muligvis en tilladelse efteråret 1988. Jeg vil med!

Så mangler vi så kun Bo. Den opgave var Michael ved at tage sig af. Bo ville have en noget længere betænkningstid end Jan.

Caspar Sutton: 33 år og fra Dragør, ekspeditionens leder. Magister i etnografi fra Københavns Universitet med speciale i Nepal. Har i forbindelse med sit studium besøgt Nepal og Østen mange gange, og i en årrække arbejdede Caspar som trekkingleder i Nepal og erhvervede sig herved en uvurderlig erfaring, der kom ekspeditionen tilgode igen og igen. Caspar er holdets ikke-klatrer.

Peter Voldstedlund: 28 år fra Farum, ekspeditionens koordinator. Er arkitekt m.a.a. og bor og arbejder i København. Har klatret i 6 år hovedsagligt i Skandinavien, men har også besøgt Alperne. Peter har utallige Grønlandsture incl. ekspeditioner ind på indlandsisen bag sig, hovedsaglig som leder af vandregrupper, der ønsker en mere spændende tur end sædvanligt. Peter fattede interesse for Himalaya og besøgte Nepal i 1986, hvor han mødte Caspar.

Bo Belvedere Christensen: 32 år og født i København. Cand. scient. i geologi fra K¢benhavns Universitet og er nu systemkonsulent. Bo har klatret i 11 år, både klippeklatring og bjergbestigning. I 1983 klatrede Bo sydvæggen på Grand Capucin nær Mont Blanc, en stejl og anstrengende rute, som på det tidspunkt var noget af det sværeste danskere havde lavet i Alperne. I 1984 besteg Bo Peru’s højeste bjerg, Huascaran, som med sine 6768m kun er få meter lavere end Ama Dablam.

Henrik Jessen Hansen: 28 år og læge fra Københavns Universitet og er under videreuddannelse til kirurg. Sidder i den internationale bjergmedicinske lægekommission. Foruden at være klatrer fungerede Henrik også som ekspeditionslæge. Henrik har samlet sig megen erfaring i alpinisme gennem 8 års klatring overalt i Alperne og Skandinavien, ofte ved at gemmenføre bestigninger under ekstreme forhold.

Michael Hjorth: 33 år født i København, hvor han læser geologi. Kom som 23-årig ind i Dansk Bjergklub og blev hurtigt meget facineret af bjerge og klatring. Langvarig træning kombineret med naturligt talent, har gjort Michael til en af Danmarks bedste klippeklatrere med bl.a. flere førstebestigninger til følge. Deltog i 1987 sammen med Søren på den dansk/svenske ekspedition til Ketilfjelds sydvæg