Jens Langknivs erindringer: Erfaringer fra 4 år på havet. Med Marinen, ØK, Windjammer og Mærsks Dybhavs borerigge. Og livet som kirurg i krig of fred.

By Jens Langer Andersen

Erfaringer fra 4 år på havet, med Marinen, ØK, Windjammer og Mærsk Dybhavs-borerigge.
Livet som kirurg i krig og fred.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 8, 2023
• ISBN: 9788743068075

Jens Langer Andersen

Født i Struer i 1943. cand.med. Århus Universitet i 1971. Dr. med. Lunds Universitet i 1980. Overlæge i Esbjerg fra 1989 - 2008 med ansvar for rygkirurgi og børneortopædi. Krigskirurg i Cambodia, Libanon, Bosnien og Afghanistan.

Book preview

Indhold

Forord

Lidt familiebaggrund, Harboøre og Struer

Min opvækst, skole, roklub og kæreste

Så til søs i Marinen

En afstikker

Oceanerne og Østens mystik

Et studievalg. Medicin på Aarhus Universitet

Afrika kalder

Dissektion, psykiatri, gynækologi, hjerte-kar-kirurgi og så er det slut..

Vikariat i Luleå

Ortopædkirurg i Lund

Vikariat i Godthåb

På tur som skibslæge på Christian Radich

En tur over USA

Tilbage i Lund

Et smut til Grønland

Et brud

En ny begyndelse og job på Bispebejerg

Tilbage til Lund igen

Tilbage på Skoleskibet Christian Radich

Hjem til Jylland, Randers kalder

En fortsættelse i Århus

Til Thailand med kniv i lommen

Med Røde Kors til Libanon

Vikar på Gotland

Ålborg, vejen til godkendelse som speciallæge i Danmark

En måned på Avestas Lazaret

Medicinsk konsulent i Grønland

Ortopædkirurg i Saudi Arabien

Tilbage til Jylland igen, Esbjerg kalder

Lidt om Det danske Sygehusvæsen

Lidt generelt om behandlinger

Til Afghanistan med kniv i lommen

Med ny titel hos UN-styrkerne i Bosnien

På vagt i Varde

Et par ord om efteruddannelse

Ryglidelse, en folkesygdom

Sig nærmer tiden

Lidt pengesnak

En pensionisttilværelse

På Friklinik i Give

Med Maersk på dybt vand igen

Polarområdet igen, nu Scoresbysund

En forstokket kirurgs Nytårstale

Et hundeliv og dermed slut

Postscriptum

Forord

Ethvert menneske er centrum i sit eget univers og rummer en historie på godt og ondt. Når venner og familie dør, og ens åndelige og fysiske evner svinder, giver det anledning til eftertanke og man mærker, at det er sidste chance for at få fortalt historien. Inden de ireciprokke forandringer af hjernens proteiner, der udgør ens selektive hukommelse, når for vidt.

Livsforløbet afhænger af gener og miljø, pokkers meget held og tilfældigheder i rigt mål.

Fortællingen skulle gerne tjene til at skabe orden i det personlige kaos og gerne give eventuelle læsere genkendelige erfaringer i krydsfeltet mellem tid og menneske.

For en vestjyde er intet mere pinligt end at føre sig frem. Skulle nogen del at min beretning kunne opfattes sådan, er det absolut utilsigtet.

Jens Langkniv er en mytisk figur fra 1600-tallet, da Jylland var pantsat til tyske långivere, efter tabet af de tre svenske provinser og en katastrofal deltagelse i 30-årskrigen. Han var som navnet antyder kvik med kniven.

Da jeg erfarede, at jeg blandt kolleger gik under dette øgenavn og erkender, at jeg med kniven gik til de yderste grænser mine evner tillod, lå det til højrebenet at vælge det som titel for min historie. Alliken på træstubben er en ætsning af Heiner Peter Norberg. Den er lettere forpjusket efter livets storme, men er en individualist og klar til nye udfordringer.

Chienes, Italien, februar 2023.

En dybtfølt tak til min ægtefælle Luise Pörnbacher, der har hjulpet mig når computeren gik i sort. Og til min ven Finn Ekman Jørgensen, der læste korrektur og muliggjorde publicering.

Lidt familiebaggrund, Harboøre og Struer

DNA og miljøpåvirkning

Ifølge min dåbsattest, hvis ægthed jeg ikke har grund til at betvivle, så jeg dagens lys efter en ukompliceret hjemmefødsel i Søndergade 2 i købstaden Struer den 25. juni 1943. Trods tysk besættelse af fædrelandet var jeg længe ønsket. Ikke et dårligt udgangspunkt. Og da der hersker enighed om, at man intet husker fra de første par leveår, har kradsuldsbleerne ikke medført varige psykiske skader.

Da gener og miljø spiller en betydelig rolle, må det være rimeligt at kigge på familien.

Harboøre

Min far, Viggo Frederik var den næstyngste af en børneflok på 12 i Harboøre. Det er svært at forestille sig en fattigere egn. En klart nummer 1 i den rådne banan.

Harboøre ligger på en sandet landtange mellem Nissum Bredning og Vesterhavet. Nok var der om vinteren fisk at fange i Vesterhavet, men ringe muligheder for at bringe dem til et købedygtigt marked.

Min oldefar var som de fleste fisker og prøvede efter bedst evne at forsørge sin store familie. Det var ikke nogen let opgave.

Strandingen af Alexander Nevskij, med den russiske tronfølger Alexej om bord, i en septemberstorm i 1868 var en kærkommen aflastning. Den russiske fregat var på grund af admiralens indblanding i navigationen og imod kaptajnens ønske kommet for tæt på land og strandede på den yderste revle. Befolkningen vækkedes af kanonskud fra fregatten. Mange troede at krigen var brudt ud, eller dommedag var oprunden. Snart var alt hvad der kunne krybe og gå på stranden. Kaptajnen, der frygtede at skibet med beskadiget bund skulle glide af revlen og synke, beordrede ankret kastet ud, kappede masterne og smed alle kanoner på havsiden overbord. En båd med matroser forsøgte at få en redningsline i land, men kæntrede i brændingen. Redningsbåden måtte derfor trods fuld storm sendes ud med en besætning af frivillige fiskere, men knustes i brændingen. Først 12 timer senere, da stormen løjede af, lykkedes det for de første kystfiskerbåde at nå havaristen. Alle 724 russere kunne i de følgende timer våde og forkomne, men med livet i behold bringes ind til stranden.

Tronfølger Alexej sov i pastor Vaupels seng og fik om morgenen en stor skål havregrød med smørklat, men rejste trods dette samme dag videre til København.

I de følgende uger kunne fiskerne bjerge alle fregattens herligheder. I generationer efter talte man med ærefrygt om denne rigdom og pragt.

Min oldefar og navnebror Jens Møller fik både et pengebeløb og en fortjenestemedalje for med livet som indsats at have reddet russere fra druknedøden. Tapperhedsmedaljen havde jeg først gang i hænderne i syv-års alderen og tænkte, at her var noget at leve optil, og at jeg gerne ville lære havet at kende.

Min bedstefar havde indset at fiskeriet ikke var løsningen, og ernærede sig som skomager og klokker. Rengøring af kirken og luftforsyning af orglet hørte til embedet, men blev i vidt omfang uddelegeret til familien. Faldt min far i staver, når han trådte orglets luftforsyning, var der kontant afregning. Men når tæskene føltes berettigede, var de på den tid ikke traumatiserende for barnesindet.

Når der var hav vejr for fiskerne, var hele min familie beskæftigede med at esse de 12.000 kroge, der hørte til hver båd. En kop erstatningskaffe og bevidstheden om, at det var nødvendigt at ofre nattesøvnen for det daglige brød, gjorde diskussioner om børnearbejdets skadevirkninger overflødige. ADLS og børns mistrivsel, var endnu ikke opfundet.

Fra 10-årsalderen blev børnene fæstet af bønderne i Vandborg, hvor jorden var federe end på Tangen. En sommer blev betalt med kosten og et par træsko. For denne fyrstelige betaling forventede man en ordentlig arbejdsindsats og ingen klynk. Ingen af dem blev socialister, men deltog heller ikke i lovsangen om de stovte frie bønder.

Min bedstefar Jens var en ordensmand og førte kassebog over indkomsterne. Et år lagde han bogen på køkkenbordet foran sin hustru Kristine. 1000 kr. har jeg tjent i år, hvor er de blevet af?. De himmelvendte øjne og de tolv børn bidrog ikke til opklaringen af dette mysterium. Kristine var en stærk kvinde og havde ikke problemer med at hendes ægtemand troede, at han var familiens overhoved. Trælske kvinder er ikke nogen moderne opfindelse.

Kystfiskeriet var det eneste økonomiske grundlag for menneskene på denne forblæste sandtange. Skulle der mad på bordet, måtte man til havs, når vejret tillod, og håbe det holdt, så man kom i land med livet i behold. Tab af forsørger var en alvorlig sag med 1800tallets beskedne socialvæsen.

Kirkegården på Harboøre viser tydeligt hvor ofte havet tog liv. Under disse vilkår er det forståeligt, at befolkninger var stærkt troende og fandt trøst i, at alt lå i Vorherres hånd. Brændevin mod kulde og modgang var socialt accepteret for mænd. Også af præsten, indtil den indremissionske præst Carl Moe i 1877 fik kaldet.

Hans prædikener mod brændevinsdjævelen medførte en dyb splittelse i samfundet. Bedre blev det ikke, da han holdt ligprædiken over de 26 fiskere, der druknede under vinterstormen i november 1893. De, der ikke havde afsvoret brændevinsdjævlen og tilsluttet sig de frelste i tide, fik nu deres velfortjente straf i helvede. En ringe trøst for de sørgende efterladte. Halvfjerds havde mistet deres forsørger. Erik Bertelsen skriver dog i Mænd på havet udgivet i 1938, at de frelste og flertallet af de ikke -frelste, som var mindre sikre på Guds forsyn, mente at pastor Moes advarsel var på sin plads.

Talen, der refereredes af københavnske journalister, vakte national opmærksomhed og fordømmelse. Også i 1890-erne var der enorm forskel på, hvordan den københavnske elite og befolkningen i den rådne banan opfattede virkeligheden.

Det store antal omkomne medførte, efter at en kommission havde undersøgt mulighederne for forbedring at sikkerheden, at redningsskibet Vestkysten blev bygget og kunne assistere kystfiskerne, når vejret viste sig fra vrangsiden og landing var livsfarlig.

1.juni 1916 vækkedes harboøreboerne af voldsom kanontorden i vest, Jyllandsslaget mellem de engelske og tyske højsø flåder. Englænderne havde de største tab, men de tyske tab var tilstrækkelige til at de valgte at blive i havn resten af krigen. En tysk ubåds torpedering af den amerikanske passagerliner Lucitania viste sig at være en rigtig dårlig ide, da det bragte Amerika ind i krigen på allieret side. De øgede forsyninger af mænd og kanoner fra Amerika bidrog afgørende til den endelige sejr.

De sidste krigsår var gyldne år for de danske gullaschbaroner og gav appetit på nye initiativer. Det mærkede man også i den rådne banan. Jernbanen blev bygget fra Vemb til Thyborøn, hvor den nye havn og begyndende motorisering af fiskeflåden forvandlede flækken Harboøre til en soveby.

De nye tider med afvandring fra landbrug og større effektive fiskefartøjer krævede nytænkning. Hvad gør man som 13-årig med 7 års vinterskolegang, med bibel og salmevers som hovedingrediens?

Stamtræ Harboøre

Min far, der sikkert ikke var upåvirket af sine ældre søskendes erfaringer, valgte handelslivet og kom i lære hos en købmand i Lemvig. Fire søskende havde valgte samme bane og kunne være til gensidig støtte.

Struer i de onde år

Sarpsborgs-pigen, en gave fra venskabsbyen, i baggrunden det smukke hus med tårnet, hvor jeg boede til konfirmationsalderen, med udsigt til havn og fjord.

Da jeg traf min far første gang, var vi midt i 2. verdenskrig med rationering, vareknaphed og bilkørsel umulig for almindelige dødelige. Kunsten var at få fat i hvad som helst og sælge det med cyklen som transportmiddel, hvis det var muligt at få cykeldæk. Da jeg levede af brystmælk og havde flere kradsuldsbleer til rådighed led jeg ingen nød.

Som sand patriot var jeg naturligvis oprørt over den tyske besættelse og gav ifølge familiekrøniken utvetydigt udtryk for det, da jeg

Familiens første bil

så en tysk soldat hos bageren. Måske forstod han ikke min vestjyske dialekt eller vidste, at det var fra børn og fulde folk man hører sandheden.

Mens jeg stadig nød blealderens ansvarsløshed, var min mor Elna i en længere periode isoleret på byens epidemihus. Antageligt med difteritis, der før penicillinen var en fuldt legal dødsårsag. Det forstyrrede ikke min nattesøvn, selvom det krævede en brat omlægning af min kost. Min far og jeg var dagligt på trækonstruktionen udenfor epidemihusets lukkede vinduer, hvor min mor græd bitre tårer af savn. I vore mere oplyste tider ville en sådan oplevelse have ført til varige psykiske skader og en curling mor. Men så vidt var civilisationen ikke nået i Danmark i 40-erne.

De moderlige aner

Min viden om min moders familie, er på grund af manglende rettidig omhu, til min store ærgrelse fragmentarisk.

Min oldefar var skovløber på Frijsenborg gods, der også omfattede Favrskov hovedgård ved Hadsten. Min bedstefar, Jens Jakob, var opvokset med jagt, våbenbrug og heste. Han var en af conseilspræsident Estrups dragoner, der i København på Fælleden forsøgte at sætte en skræk i livet på bønder og andet ros, der tilsyneladende ikke kendte deres plads. Det lykkedes jo som bekendt kun til 1896, hvor parlamentarismen nåede til Danmark.

Hvorfor han opgav ryttersablen som arbejdsredskab og af alle steder valgte at slå sig ned i småstaden Struer, fik jeg ikke spurgt om i tide. Måske var det et godt tilbud, i hvert fald købte han Struer mineralvands fabrik i år 1900. Da lokalbefolkningen, måske også af økonomiske grunde, foretrak egnens produkter frem for de mere moderigtige fra storbyerne, kunne den meget beskedne virksomhed ernære en 7-hovedet familie.

Ifølge historikeren Gunnar Sandfelds grundige beskrivelse af Struers historie var min bedstefar en populær og respekteret borger. Og en flot fyr var han efter tidens idealer.

Stedet hvor man mødtes, var konditori- og traktørstedet Hollerises Have, min kommende bedstemor Marie var her servitrice. En meget smuk sorthåret ung kvinde, der nok kunne trække husarerne til. Yderligere talte til hendes fordel, at hun som husmandsdatter fra Holstebro var vant til dyrehold, da Holleris holdt svin i baghaven. Eneste handicap var en næsten katolsk opdragelse.

Hvordan det lykkedes Jens Jakob at forføre sin Marie, må vi overlade til fantasien, men de fik i 1914 en datter, der blev døbt Elna og 29 år senere gav mig liv.

Mine bedsteforældre blev, da jeg kom til verden, bevidste om beskedenheden ved at bo i en 3-værelses lejlighed med toilet, men uden bad. Opvarmningen var med kakkelovn, der gav en salig strålevarme. Jens Jakob sad altid i den samme stol ved vinduet og fik opfyldt sine behov ved diskrete håndbevægelser. Kønnenes ligeberettigelse havde han ikke hørt om. Når vi ankom til søndagskaffen, blev jeg placeret på hans skød og måtte vælge en mønt fra hans pung. Ingen informerede mig om, at femører, selvom de var størst, ikke var det klogeste valg. Jeg var meget fascineret af han hår, der var kort plysset og kunne gøre et pindsvin misundelig. Rigtige mænd røg langpibe, det var en salig duft og kan være en rimelig forklaring på, at jeg valgte at videreføre denne gode tradition. Marie havde ikke glemt, hvad hun havde lært hos Holleris: Hvedebrød med rigeligt kanel og hvid glasur ad libitum gjorde hver søndag til en festdag. Ingen havde en anelse om, at umådeholden indtagelse af kanel var livsfarlig.

Middagen var uden slinger i valsen, klar suppe med boller/ aspargessuppe, grydestegt oksesteg og dessert med enten abrikoser eller svesker. Alt var såre godt, og jeg havde ingen anelse om, at det med svindende indkomster fra sodavandsfabrikken og en meget beskeden aldersrente var meget generøst.

Efter min bedstefars død var vi hver anden søndag hos os eller hos bedstemor.

Trods manglende bad var Marie med vaskeklude og køkkenvasken altid pinligt ren og duftede af sæbe og 4711. Det grå hår var flettet i en lang hestehale og fæstet i nakken. Kjolen var mørkeblå og brochen med en gul ametyst. På gaden hele året i sort frakke, hat med slør og handsker. Gangen værdig og med ret ryg. Det mest beskedne menneske jeg har kendt. Hendes valgsprog var det er dog alt for meget.

Tekniske fremskridt er ikke altid en velsignelse for ældre. Da det kommunale gasværk lukkede og elektriciteten gjorde sit indtog i køkkenet, gik det galt. De stadig røde kogeplader, når maden var færdigkogt, var efter min bedstemors opfattelse det rene frås. Tildækning af kogepladerne medførte så megen røg i køkkenet at overboeren måtte gribe ind. Da alle pædagogiske forsøg mislykkedes, blev løsningen alderdomshjem. Min mor besøgt hende dagligt og var klog nok til påstå at hun havde lavet mad til Jens Jakob og at der var både tobak og øl i huset.

Som det ofte sker, faldt min bedstemor og pådrog sig et brud på lårbenshalsen. I ambulancen på vej til sygehuset i Holstebro gav min mor udtryk for, hvor ked hun var over, at benet var brækket. Efter lidt eftertanke spurgte bedstemor, og hvem har så forvoldt det?

Ortopæderne, guds gave til menneskeligheden, skruede benet sammen og Marie levede let forvirret, men lykkelig til hun stille sov ind 97 år gammel.

Da vi var afkom af Elna, den eneste datter der var blevet i byen, fulgte hun min lillebror Eriks og mine meritter med stor interesse. Det var helt fint, at jeg ville være doktor. Da Erik skulle fortælle om sine fremtidsplaner, mærkede han, at historiestudiet på Århus Universitet ikke helt blev forstået, og sagde så, at han skulle være lærer. Efter en længere pause, sagde Marie, jamen det er jo også fint. Så var det sat på plads.

Min mor var, efter hvad bedstemor fortalte, velopdragen, læste sine lektier, var sportslig og føjtede ikke omkring. Det sidste er jeg ikke så sikker på, mødre ved jo ikke alt. Medaljer og pokaler blev vundet ved svømmestævner i Struers havn. Der var kloakudløb uden vandrensning, og det store svineslagteri bidrog til den tvivlsomme vandkvalitet.

På den første skoledag i første klasse blev hun sat ved samme pult som Edel, enebarn at en snedkermester og derfor noget forkælet. Det blev et livslangt tæt venskab, der ikke led skade, da de begge dannede familie.

Efter præliminær eksamen, der var det bedste, man kunne opnå i det lokale skolevæsen, sjovt nok i de samme klasseværelser hvor jeg modtog de første fem års lærdom, blev min mor ansat i en installationsforretning, der også indbefattede en benzintank.

Mineforældres bryllupsbillede

Amoriner i luften

Da min far havde en af byens få biler og jævnligt måtte tanke og fandt min mor tiltrækkende, ledte han desperat efter en anledning til at udvide bekendtskabet. Onde tunger påstår, at man bestilte rigeligt med tysk stål da den første Lillebælts bro blev bygget. Det tiloversblevne stål gjorde bygningen at Oddesund broen mulig. Indvielsen af broen - 15.maj 1938 - med deltagelse af Christian X blev den gyldne mulighed. Elna blev inviteret til i den nyvaskede Morris 8 at komme med til den festlige begivenhed. Jeg gætter på, at arrangementet indbefattede kaffe med lagkage på Oddesund Færgekro.

Mor og mig

Min bedstemor Marie og Elna

Min mor indså, at hun havde fundet ridderen på den hvide hest, selvom bilen var racing green.

Hele denne lange sang om de varme lande skulle gerne tjene til at give mig og mulige læsere et grundlag for at vurdere hvilke genetiske fortræffeligheder eller problemer, jeg fik i fødselsgave.

Selv om kun 1,6 % af vore generne adskiller os fra vores nærmeste slægtninge gorillaerne, er det marginalerne der tæller.

Forfædrenes moralske normer og kulturelle særheder har efter adfærdspsykologers mening også betydning for udviklingen af en barnehjerne med initialt tom harddisk.

Min opvækst, skole, roklub og kæreste

Verden i børnehøjde

Som bekendt husker man intet fra de første leveår. Den første erindring er rideture på min fars skuldre, hvor jeg med hovedet kunne nå kuglen under lysekronen, det var rasende morsomt. Det næste jeg husker, var udsigten fra vinduet på 3. sal i Østergade 32. Efter mere end 1 år med alle de barneinfektioner man kendte, inklusive TB med tvungent sengeleje, var det løfterigt at se andre levende mennesker end mine forældre og Dr. Lund, der efter min lægmands vurdering ikke var til megen gavn, allerede da indså jeg sundhedsvæsenets begrænsninger. Togene på Thy banen og skibene på Fjorden havde også høj underholdningsværdi. Nils Finsen modtog i 1904 Nobel prisen i medicin for sin opdagelse af lysbehandlingens gunstige virkning på hudtuberkulose. På grund af min almene skranten blev jeg henvist til langvarig bestråling hos Massør Søgård. Indtil nu har det ikke ført til hudkræft, så lidt heldig har man da lov at være.

Da jeg gennem bønner og åndelig grusomhed kunne undvære bleerne, blev jeg sendt i børnehave hos Frk. Sommer, hun duftede godt, bar en nystrøget lyseblå kjole, hvid kappe og tilbød megen god underholdning. Selvkritik og æstetisk sans hørte ikke til mine kærnekompetencer, så min egen fabrikerede julepynt havde hæderspladserne på juletræet, til min lillebror gjorde mig rangen stridig.

Medens min mor arbejdede hos elinstallatøren, blev hun headhuntet af byens postmester, der mente at hendes sprogtalenter burde udnyttes. Hendes tidligere arbejdsgiver elinstallatøren bar ikke nag, så mine forældre fik senere en lejlighed i Digmanns hus, et imponerende kompleks efter byens beskedne størrelse. Uddannelsen ved post og telegrafvæsenet indbefattede skolegang i Århus. Lykkeligvis faldt min mor ikke for storbyens fristelser. Måske var det bedstemors fordømmelse af unge piger, som var ude at føjte, der holdt hende på dydens smalle sti. Så hun vendte uskadt tilbage til fødebyen. Det var med beklagelse, at etaten måtte meddele hende, at festen var forbi, da hun fyldte 70 og postmesteren måtte finde sig en ny sekretær. Lønnen var ikke uden betydning, men arbejdsglæden og visheden om at være dygtig til sit arbejde, var det der talte. Som barn er det utvivlsomt en fordel at have en mor, der hviler i sig selv og kan noget, men det medfører også automatisk en forventning om, at man tager sig sammen og udnytter de evner man har.

Den 3. marts 1948 afleverede storken, uden forudgående varsel, en lillebror, der efter nogle måneder under megen hylen, da han fik vand i hovedet, blev døbt Erik. Opkaldt efter min fars ældste broder, der havde været underofficer i hæren og til sin død var formand for Forsvarsbrødrene i Nordjyske kreds. Min lillebror udviklede sig til pacifist, så valget var ikke full match. Mine forældre virkede indforståede med familieforøgelsen. Jeg delte ikke umiddelbart deres begejstring.

Skibsted, der dagligt med sin hestetrukne mælkevogn bragte den bestilte mælk til køkkendøren tilbød en løsning på problemet. Hvis han kunne få den støjende baby, kunne jeg få en ged i bytte. Jeg slog straks til. Mine forældre mente, det var upraktisk med en ged på 3. sal. Jeg mente, at geden og jeg nok havde kunnet finde en løsning.

Nogle år senere da min bror åbnede for hanen i mælkebilen og 25 liter fuldfed mælk flød i rendestenen, tror jeg at Skibsted indså, at mine forældres stædighed havde redet ham fra en meget dårlig handel. Trods benægtelse af forbrydelsen var indicierne for stærke, da min brors bukser kunne stå af sig selv. Afbetalingen af den skete skade skete i ugentlige rater, personligt overrakt af skyldner til skadelidte. Det fandt jeg meget pædagogisk.

Det er sundt for børn at møde dyr udenfor tallerkenen. Akvarier med for mange fisk i et for lille akvarium viste, at de store fisk æder de små. I og for sig en nyttig lære, men ikke specielt livsbekræftende. Næste forsøg var med skildpadder, Sam og Mads. En klar forbedring, men svært at etablere en dybere gensidig relation.

En dag jeg kom hjem fra skole, så min mor meget alvorlig ud og antydede et sørgeligt dødsfald. Jeg var synligt lettet over at høre, at både min far og bedstemor var i live. Sam havde opgivet ånden, selvom han burde kunne blive 100 år, antageligt døde han af kedsomhed. Begravelsen blev arrangeret samme dag.

Edel, min mors livslange veninde, havde en kolonihave, Mogens hendes næstældste søn deltog i jordfæstelsen. Vi fastslog, at Sam som skildpadde havde ført et dadelfrit liv, og ønskede ham det bedste i det hinsidige. En sang hørte med til en ordentlig begravelse. Da det var kort efter jul valgte vi Højt fra træets grønne top. Heldigt at vi ikke kendte Den danske sang er en ung blond pige, man vil jo ikke krænke nogen.

Mine forældre levede yderst harmonisk sammen. Jeg har aldrig oplevet et skænderi eller misstemning. Formelt var min far chefen, selvom det ikke rigtigt svarede til realiteterne. Hvis jeg i løbet af dagen havde udvist uhensigtsmæssig adfærd, var omkvædet vent til far kommer hjem, men det medførte aldrig fysisk ubehag. Et pænt hjem havde høj prioritet, indtægterne blev brugt med omtanke, en beskeden opsparing gav tryghed. Min bror Erik havde svært ved at forstå, at de mange penge på skrivebordet ikke var overskuddet af ugens arbejde, men hovedsageligt betaling for den næste sending varer. Jeg må dog indrømme, at hans stadige påpegning af at det er for dårligt at vi ikke har et fjernsyn, nok har fremskyndet processen nogle år. Maden var fremragende husmandskost, to retter til aften, kartofler og sovs nok, ingen moderne pjank som spaghetti og grøntfoder. Efter søndagens Giro 413 med Hvide Måge og Texas gule Rose kom der kaffe i thermoflasken og bilen pakket, vi følte os meget privilegerede.

En søndag efter aftensmaden skulle jeg lære et nyt kortspil, når jeg var færdig med regnestykkerne. Det lød meget spændende, så for at fremskynde ekspeditionen tog jeg facitlisten til hjælp. Det var ingen god ide, da jeg havde startet afskriften en linje for lavt og alle resultater derfor forkerte. Bortforklaringer var ikke mulige. Jeg glemte aldrig disse ubehagelige sekunder og vidste, at det var sidst gang, jeg skulle prøve at spille Karl Smart. Har man tabt troværdigheden, er det hårdt arbejde at få den tilbage

Livets alvor begyndte 12. august 1950, min første skoledag på Østre Skole. Forsynet med skoletaske og pennalhus med spidsede blyanter var jeg velforberedt på de nye udfordringer. Klasselæreren for 1a var Børge Pedersen. Han var af tømrerslægt og havde også været i lære, men bestemte sig for seminariet.

En klassisk joke definerer pædagoger som nogen, der er meget trætte af børn, og pædofile som nogen, der elsker børn. Min klasselærer var pædofil i ordets bedste betydning. Dertil var han en fantastisk historie fortæller. Jeg husker stort set alle mine klassekammerater, ingen af os var upåvirkede af denne personligheds charme og udstråling. Spanskrøret var en del af