Danske Og Norske Sø-Heltes Bedrifter Fra Aar 1797 til 1813

By Søren Nørby

I 1807 ranede Storbritannien, efter et bombardement af København, hele Danmark-Norges flåde. Da Danmark-Norge efterfølgende skulle i krig med Storbritannien og dets mægtige Royal Navy måtte kampen kæmpes med kanonbåde, kapere og ikke mindst stort personligt mod.

Umiddelbart efter krigens afslutning 1814 samlede daværende Auditeur ved Sø-Etatens kombinerede Ret J. P. With en perlerække at beretninger fra de, der under krigen deltog i de mange hårde kampe, der ofte foregik på tætteste hold. Beretningerne, der fortæller mangt og meget om krigen og livet til søs i de første år af 1800-tallet, blev udgivet i 1819, men er her genudgivet i en ny og illustreret udgave.

• Language: Dansk
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Nov 18, 2021
• ISBN: 9788793560246

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

I slutningen af det 18. århundrede blev kongeriget Danmark-Norge involveret i det der skulle blive overgangen mellem revolutionskrigene og Napoleonskrigene. Det skete meget mod kongemagtens vilje og var meget imod Danmarks kort- og langsigtede interesser. Bortset fra den meget korte tyttebærkrig mod Sverige i 1788 havde Danmark-Norge i slutningen af det 18. århundrede nydt godt af en fred, der havde varet siden afslutningen på Store Nordiske Krig i 1720.

De dansk-norske handelsinteresser og evnen til at handle med begge parter under de krige som foregik i Europa og i Nordamerika i perioden, handlen fra og imellem kolonierne, og den deraf voksende handelsflåde, gjorde at kongeriget i den sidste del af 1700-tallet oplevede en stor økonomisk fremgang under den såkaldte florissante periode.

Flåden havde og har til stadighed som en af sine vigtigste opgaver opgave at beskytte handel og søfart, hvilket den i perioden blandt andet gjorde mod pirater og lokale fyrster i Nordafrika og i Middelhavet. Det er blandt andet beskrevet i Søren Nørbys bog Hverken ubesindig eller frygtsom. En ting var de lokale fyrster eller pirater og deres røveri eller kapringer for at få løsepenge, men stater har igennem århundreder søgt at ramme sine modstanderne på deres evne til at besejle havet med varer med handelsformål eller med forsyninger til sine eller allieredes tropper.

Den dansk-norske flåde beskyttede de danske handelsskibe, hvor det var nødvendigt, og da regeringen under kronprins Frederik i år 1800 ikke vilde anerkende Storbritanniens krav på at visitere dansk-norske skibe, indgik man et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, Prøjsen og Sverige. Det ville briterne ikke acceptere. Storbritannien måtte søge at neutralisere dette forbund ved at sætte modstandernes flåder ud af spillet, så de ikke kunne beskytte deres handelsskibe. Det førte til slaget på Reden 2. april 1801, hvor Storbritannien satte den mægtige britiske flåde ind mod den dansk-norske flåde ved København samtidigt med at de danske kolonier i Øst- og Vestindien blev besat. Slaget på Reden 2. april 1801 er blot et af de mange slag, som er vel beskrevet i dette værk.

Efter Slaget på Reden fortsatte den florissante periode for Danmark-Norge endnu en række år. I 1807 var det dog slut på grund af en række forhold som kongeriget og kronprins Frederik reelt var uden indflydelse på. I 1803 starter den 3. koalitionskrig mellem Østrig og Rusland støtte af Storbritannien på den ene side mod Frankrig på den anden side. Det lykkedes Napoleon at slå østrigerne ved Austerlitz i 1805 forinden det lykkedes ham at nedkæmpe den prøjsiske hær ved Jena og endeligt den russiske hær ved Eylau og Friedland i 1807 i den 4. koalitionskrig. I 1807 står Napoleon ved et vendepunkt og har slået alle sine kontinentale fjender. I samme periode er det dog gået væsentligt dårligere for den franske og spanske flåde, der har lidt et stort nederlag til Royal Navy ved Trafalgar i 1805.

Det kommer samlet til at få stor betydning for Danmark-Norge. Kronprinsen har i 1805 for at sikre den danske neutralitet samlet størstedelen af den danske hær i Holsten, hvor den dermed reelt kun sikrer neutraliteten mod de lande der fører krig på det europæiske kontinent, nemlig primært Prøjsen, Østrig og Rusland samt Frankrig. Hvad kronprinsen ikke har gjort, er at sætte flåden på krigsfod for at beskytte neutraliteten mod den eneste magt der reelt kunne true ad søvejen, Storbritannien. Selv efter Napoleons endelige sejr i juni 1807 fortsætter kronprinsen med at beholde tropperne i hertugdømmerne i stedet for enten at sætte hæren på fredsfod eller at sende de sjællandske regimenter tilbage til København. Man tager heller ikke skridt til at udruste flåden.

Det får fatale konsekvenser for briterne er urolige for at den relativt stærke dansk-norske flåde skal falde i hænderne på Napoleon og derfor afsender en styrke for at bemægtige sig denne enten ved forhandling eller igennem kamphandlinger. Den britiske landstyrke på mere end 29.000 mand under Generalløjtnant Cathcart landsættes ved Vedbæk fra den 16. august og indeslutter derefter København i en operation støttet af Royal Navy. Belejringen ender med et bombardement af København og til sidst udleveringen af flåden til briterne. Herefter starter det der kendes som kanonbådskrigen og værket beskriver en lang række af disse træfninger – små som store – såvel som kampe tæt på land, hvor flåden støttet af hæren og kystmilitsen beskytter havne, dansk-norske handelsskibe og kapere.

Dette værk bør fange alle med interesse for dansk flådehistorie. Det beskriver både de store søslag som f.eks. Prinds Christian Frederiks kamp ved Sjællands Odde i marts 1808 og de mange små kampe. Beretningerne er baseret bl.a. på interviews, som J. P. With, i sin egenskab af auditør ved Sø-Etatens kombinerede Ret havde mulighed for at gennemføre med de danskere, der bogstaveligt talt havde været i ilden.

Bogen indeholder en perlerække af smukke bedrifter og små og store heltegerninger. Den fortæller en vigtig del af den dansk-norske flådes historie som netop en fælles dansk-norsk flåde, hvor skibene og deres gaster og officerer var fælles i deres kamp mod fjenden – uafhængigt af deres fødested.

Dette er væsentligt forskelligt fra hæren, der var næsten helt adskilt i en dansk og en norsk hær selv om en del af officererne flyttede mellem stillinger i de to lande og en mindre del norske soldater gjorde tjeneste i København. Sidst men ikke mindst fortæller Withs bog de mange historier om flådens, hæren og kystmilitsens tætte samarbejde om forsvaret af de dansk-norske kyster. En form for værnsfælles operationer med et moderne begreb, som man dengang ikke havde oplevet før i den udstrækning.

Søren Nørby har gjort et stort arbejde med at forberede bogen til genudgivelse - herunder ikke mindst at finde en lang række illustrationer, der giver værket liv og er med til at øge forståelsen for indsatsen af den dansk-norske flåde og dens officerer og mandskab såvel som de involverede fra kystmilitsen og hæren i perioden fra 1797 til 1813.

Hans Tino Hansen, administrerende Direktør, Risk Intelligence A/S. Tidl. Redaktør i Dansk Militærhistorisk Selskab.

***

Til Læserne

I min Subskriptionsplan til denne Bog har jeg allerede angivet de Grunde, som tilskyndte mig at paatage mig dette Arbeide; deels nemlig Taknemmelighed mod de Mænd, der værnede om vort dyrebare, inderlig elskede Fædreneland, der ved deres Daad saa ofte henrev mig til den høieste Beundring, og gjorde mig stolt af at torde nævnes deres Landsmand; deels Lyst til at udbrede, saavidt det staaer i min Magt, den sande, for ethvert Land nødvendige Nationalaand — ikke Nationalstolthed; thi denne, der gjør os blind for egne Ufuldkommenheder og Fremmedes Fortrin, og nedværdiger os som Mennesker og Verdensborgere, i det vi med Kulde beskue Fremmedes Nød er lige saa skadelig og strafværdig, som hiin, der, uden at medføre disse Ufuldkommenheder og Feil, sammenknytter os til et selvstændigt Heelt, fordobler vor Kraft, styrker vort Mod i Farens Nu, og forbyder os allevegne og til alle Tider at handle uædelt — er god og anpriselig.

Naar jeg tænker mig tilbage i min Barndom, hvor ofte vor værdige og fortjenstfulde Ove Malling, ved sit Skrivt om Store og gode Handlinger af Danske og Norske, har rørt mig, og hvor uudsletteligt det Indtryk var, dets Læsning bibragte mig, da drister jeg mig til at troe — dog uden iøvrigt, i Henseende til Sprog og Behandling, at ville sætte dette mit første Forsøg i Litteraturen i Sammenligning med hiint Værk — at denne min Bog ei blot kunde blive en behagelig Underholdning for den danske Sø-Etats Medlemmer og Beslægtede af de Mænd, som her omtales, men at den ogsaa med Nytte kunde læses, især af Ynglingen, hvis livfulde Sjæl og aabne Hjerte let dannes ved de Indtryk, man bibringer ham.

Hvorvidt mit Forsøg er lykkedes, tør jeg ei selv bedømme, men at jeg har gjort mig al mulig Umage, saavel ved at samle Materialier, som ved disses Ordning og Behandling — det kan jeg forsikre, ligesom og, at intet er anført, hvortil jeg ei har havt gyldig Hjemmel, enten i originale Rapporter, eller ved flere troværdige Øjenvidner. Da Beskedenhed — en af de Danskes Hoveddyder — altid ledsager den sande Helt, er det høist rimeligt, at jeg stundom ei engang har fremsat de Bedrifter, jeg skildrede efter Heltens egenhændige Rapport, i sin fulde Glands.

Hvor sligt skulde være Tilfældet, tør jeg altsaa vente mig undskyldt. Ligeledes, haaber jeg, man ei vil lægge mig til Last, at kun paa nogle Steder de subalterne Commanderende ere nævnede. Aarsagen er, at kun i de færreste Rapporter findes Officererne, hver for sig, omtalte. Hvor dette imidlertid har fundet Sted, har jeg aldrig undladt at anføre dem.

Dersom man skulde finde min Samling ufuldstændig, hvilket let, for endeel med Hensyn til Norge, men i Særdeleshed betreffende Kaperfarten i Almindelighed, kan være Tilfældet, da jeg har manglet de fornødne Kilder, saa vil jeg takke Enhver, der vil berige mig med Bidrag til en Fortsættelse, der af mig skal blive udgivet, som et Anhang til denne Bog.

Endelig beder jeg mine Læsere bedømme mit Arbeide med Skaansel, som enhver begyndende Forfatter, der ei er forblindet af taabelig Selvtillid, vistnok maa føle, han behøver, og uden hvilken han neppe havde vovet at træde offentlig frem.

Forfatteren.

***

Første Afdeling. Fra 1797 til 1801.

Tapperhed! Din Vælde bryder

Aarhundreders Nat, og rovsyg Glemsels Skjul;

end bruser Kjøgebugt dit Navn, o Juul!

og Wessels Torden end fra Dynekil gjenlyder.

Ad Stjernebanen frem du træder

Det skjælvende Olymp for Herkul aabner sig.

Din Throne staaer blandt Guders Straalesæder,

og Skjæbnen, Skjæbnen kun du øiner over dig.

Svar Belt! Du mørke Nordhav svar!

Naar var er Tapperhed vort Nordens Skytsgudinde!

Hvo faae en Dansk, og faae ei den! Hvor var

den Bugt, der Danske veeg? Kan Uvind selv den finde?

(Af Slaget ved Tripolis, ved M. C. Bruun.)

Fregatten Nayaden command: af kammerherre S. Bille og briggen Sarpen af captein Holk i trefning med sex tripolitanske skibe i sigte af staden Tripolis, den XVIde May MDCCLXXXXVII. Samtidigt billede af C.C. Parnemann. (Nationalmuseet)

Capitain Steen Bille ved Tripolis med Fregatten Najaden

I henved 80 Aar havde Dannemark nydt Fredens livsalige Frugter. Kun enkelte Gange havde Krigens Dæmon truet at afbryde vor Ro; men var atter vegen af Ærefrygt for Kongernes retfærdige Scepter.

Desuagtet var hiin modige Aand, som besjælede Nationens fordums Helte, en Skram, Cort Adler, Hvidtfeldt, Juelerne og Tordenskjold, ei forsvunden af Norden. End staaer den Helt iblandt os, som saa herligt gjenkaldte os Mindet om hine Henfarne, som, efter den lange Fred, saa djervt svang Krigens Fakkel mod de graadige Barbaresker, som viste det studsende Europa, at Velstand og Ro ei havde svækket vor gamle Kraft, at ingen Stat er svag, hvor Klogskab styrer Modet — og Steen Andersen Bille er Hans Navn.

Maurisk Troløshed havde i Aaret 1797 tvunget vor Konge, Christian den Syvende, til at erklære Tripolis Krig. En lille Eskadre krydsede i Middelhavet for at beskytte vor Handel mod disse privilegerede Sørøvere, hvis Lænker nu i flere Aarhundreder alle Europas Folkeslag have baaret. Capitain Steen Bille blev sendt til Middelhavet med Fregatten Najaden, paa 36 Kanoner, for at tvinge Fienden til en billig Fred, og efter at han af Capitain Fischer havde modtaget Briggen Sarpen paa 20 Kanoner, ført af Capitain-Lieutenant Holk, og en fragtet Chebeqve, ført af Lieutenant Munck, styrede han med denne lille Magt lige mod Tripolis.

Den 15de Maj saae han Staden, lod de smaae Skibe sætte sig i Najadens Kjølvande, og seilede ind for at undersøge Havnen og Fjendens Styrke. Han fandt Tripolis Sømagt langt større, end den for ham var angiven; den bestod nemlig af 10 Sejlere, deels Fregatter, deels Brigger og Chebeqver.

Fortets Kanoner tordnede ham imøde, men rolig udkastede han sin Plan, og stod derpaa tilsøes. Næste Dag holdt han atter ind mod Byen, og bemærkede da, at den fjendtlige Flode var under Seil for at møde ham. Vindstille nødte begge Partier at ankre; men henimod Middag blæste det op, og nu lod Bille ei sin Fjende vente. Han styrede lige ind i Havnen og angreb Fiendens sluttede Linie. Tyrkerne besvarede Hans Ild, og Kampen var heftig. To Timer havde allerede Slaget varet, da Bille bemærkede, at to af de fjendtlige Skibe styrede ind paa Briggen. Med dragne Sabler, under vild Hujen, nærmede Maurerne sig opstillede paa Bogsprydet, rede til Entring. Hurtig ilede han sine betrængte Brødre til Hjelp; men pludseligt sank det fjendtlige Bogspryd, nedskudt fra Sarpen, i Havet. Mangen Maurer fandt der sin Grav.

Rædselslagne vege Fjenderne, og, da i det samme Najadens Lag traf Fjenderne bagfra langskibs, medens Granater haglede ned over dem fra Messet, var Nederlaget fuldkomment. En Raae blev nedskudt og hele Agterspejlet reent sammenskudt; Linien var brudt, og Flugten den eneste Redning. Med angstanstrængte Kræfter ilede Fjenden til Land, og den indbrydende Nat hindrede Bille i at forfølge sin Seier. I dette Slag faldt paa vor Side kun een Mand, Constabel Frederik Tygesen, og en anden blev let saaret; thi Tyrkerne stillede deres Kanoner for høit. Fiendernes Folketab var derimod særdeles betydeligt. De have selv forsikkret, at een eneste Granat qvæstede 18 Mand; thi de kjendte ei Granaters Virkning. Skibene vare meget forskudte. Et havde for sin Part alene 8 Grund skud.

Tre Dage derefter blev Freden ved den engelske Consuls Mægling sluttet. Najaden ankrede paa Tripolis Reed og blev hilset med 21 Kanonskud. Næste Dag havde Bille Audients hos Pachaen og modtog af ham 22 danske Slaver, som bleve frigivne. Ved Afskeden forærede Pachaen ham en tyrkisk Sabel, ledsaget med smigrende Complimenter.

Da Steen Andersen Bille efter slaget ved Tripoli kom i audiens hos Pachaen, overrakte denne ham denne smukke sabel som minde om den danske sejr. Sablen kan i dag ses på Nationalmuseet i København. (Pia Hansen, Nationalmuseet)

Lieutenant Middelboe i Vestindien med en Skonnert

Da Capitain Wessel Brown i Aaret 1799 var stationeret med Fregatten Freja og to Skonnerter, hver paa 12 Kanoner: Aarvaagenhed, ført af Lieutenant Middelboe, og Iresine, ført af Lieutenant Lilienskjold, i de vestindiske Farvande, for der at beskytte vore Handelsskibe mod engelske Kapere, fandt følgende Begivenheder Sted:

Dansk Vestindien, St. Thomas og St. Jan. Det Kongelige Søkortarkiv 1914.

Den 1ste Maj convojerede Lieutenant Middelboe med Skonnerten Aarvaagenhed et dansk Skib fra Vestenden af St. Croix til St. Thomas. Da han var kommen 3½ Miil fra Land, mødte ham en engelsk Kaper paa 18 Kanoner, Experiment, der skjød efter det convojerede Skib.

Middelboe lagde sig strax paa Siden af ham og gav ham et Skud, med Befaling, at han skulde sende Fartøi ombord og forevise sine Papirer. Kaperen nægtede dette paa en temmelig uhøflig Maade, og tilføiede, at, vilde man ham noget, kunde man komme ombord til ham, han var ligesaa god Orlogsmand som Middelboe. Da Kaperen, efter gjentagen Paamindelse og efter at have faaet et Skud agten og et for om, alligevel nægtede at vise sine Papirer, gav Middelboe den det glatte Lag. Nu flygtede den alt hvad den kunde, og Middelboe forfulgte den i 2½ Time under idelig Skyden baade med Kugler og Skraa, indtil han ikke havde mere end 20 Skud Krudt tilbage. Derpaa vendte han om til det Skib, han skulde convojere, og førte det lykkelig og uforstyrret til St. Thomas.

Lieutenant Lilienskjold sammesteds med en Ditto

Den 29de Maj, om Middagen Kl. 1, bemærkede Lieutenant Lilienskjold, der commanderede Skonnerten Iresine, at et dansk Skib, 5 à 6 Mile fra St. Croix, blev anholdt af en engelsk Kaper, som siden befandtes at være den samme tremastede Skonnert Experiment, paa 18 Kanoner, ført af Capitain Parker Koppelmann, som Middelboe havde havt fat paa.

Lilienskjold holdt strax ned paa Kaperen og gav den et skarpt Skud; men i det samme kom en engelsk sloop of war til og holdt ind mod Iresine, og lod spørge, hvorfor man skjød. Lilienskjold, som ansaae denne for en Orlogsmand, svarede høfligen, at Skuddet ikke havde været stilet efter ham, men efter Kaperen, som havde anholdt det danske Skik, og