Charles Quint og Christian II

By Per Ullidtz

Karl herskede over det første rige, hvor solen aldrig gik ned, og hans svoger Christian over Norden, fra Grønland til Finland. Karl huskes mest for sine krige, mod franskmænd, protestanter og muslimer, Christian for det besynderlige blodbad i Stockholm, hvor hans bedste svenske venner blev henrettet som de første. Begge fyrster blev ramt af reformationen, som ødelagde kejserens (og pavens) drøm om at lade nationerne forsvinde, og som fik Christian til at konvertere, frem og tilbage. Karls ærkefjende, Frans I, bragte renæssancen til Frankrig, og allierede sig med tyrkere og tyske protestanter, mens Gustav Vasa allierede sig med svenske bønder og med Christians farbror, Frederik I, der først forjog den af Gud udvalgte konge, og derefter satte ham i fængsel. Spanske eventyrere erobrede riger i den nye verden, på Karls vegne, mens hans tyske tropper tog sig af 'il saco di Roma'. Det lykkedes ikke for Karl at give kejsertitlen videre til sin søn, og Christians døtre genvandt aldrig Norden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 13, 2018
• ISBN: 9788743005285

Per Ullidtz

Tidligere af samme forfatter: Dronning Edels Familie, BoD, 2010 Absalons Europa, BoD, 2011 Opløsningstid - Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012 Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013 1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014 Hertugerne af Bourgogne 1363 - 1477, BoD, 2016 Medici, Columbus og kong Hans, BoD, 2017 Charles Quint og Christian II, BoD, 2018 Heliocentri og Religionskrig, BoD, 2019

Book preview

I samme serie:

1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014

Dronning Edels Familie, BoD, 2010

Absalons Europa, BoD, 2011

Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012

Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013

Hertugerne af Bourgogne 1363 – 1477, BoD, 2016

Medici, Columbus og kong Hans, BoD, 2017

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING

KAREL VAN LUXEMBURG

Hertug af Bourgogne

CHRISTIAN II

Vicekonge i Norge

Oprørske bønder og Bondefred

Knud Alfsens forræderi

Mordet på Knud Alfsen

Christian bliver fuldmægtig herre over Norges rige

Mødet med Sigbrit og Dyveke i Bergen

Fængsling af bisp Karl af Hammer

Indfald i Sverige

Konge af Danmark og Norge

Elisabet af Habsburg

Bryllup i København 1515

Import af hollændere

FRANS I

Louise af Savoyen

Ludvig XII

Claude de France

Slaget ved Marignano 1515

Konkordatet i Bologna 1516

CARLOS I AF CASTILIEN OG ARAGONIEN

Romernes konge

Comuneros revolten

REFORMATIONEN

Martin Luther

Rigsdagen i Worms 1521

Reformationen smitter af på Danmark

Smitten breder sig

Bondeoprør i Tyskland

Ulrik Zwingli

Reformforsøg i Frankrig

DEN SIDSTE UNIONSKONGE

Sigbrit, en torn i øjet på rigsrådet

Dyvekes død

Krigen mod Sten Stures parti

Edsbrevet i Stockholm 1517

Felttog i Sverige

Blodbadet i Stockholm 1520

Ærkebisp Gustav Trolles klageskrift

Sentensen (ekspertisen)

Hvorfor blev Christian II’s trofaste støtter henrettet?

Blodbadet i dansk og svensk propaganda

Proklamationen

Relationen

Christian II’s lovgivning

Stavnsbåndet

Christian II besøger Karl V

Gustav Vasa

Biskop Hans Brask bekender kulør

Ærkebiskop Didrik Slagheck henrettes

Hertug Frederik

Lybæk går i krig mod Danmark 1522

Det jydske adelsoprør

DEN STORE TYRK

Selim I

Selims krig mod Persien

Erobring af Egypten

Selim Søfareren

Suleiman den Prægtige

Erobring af Beograd 1521

Erobring af Rhodos 1522

Malta

DEN ITALIENSKE KRIG 1521 TIL 1526

Hadrian VI

Slaget ved Bicocca 1522

Karl rejser tilbage til Spanien

Clemens VII

Slaget ved Pavia 1525

NUEVA ESPAÑA

Yucatan

Juan de Grijalva

Mexico

Hernán Cortés

Gudebilleder ødelægges

Slag ved Tabasco floden

Montezuma

Villa Rica de la Vera Cruz

Cempoala

Tlascala

Cholula

Tenochtitlan

Et angreb i ryggen

Aztecisk oprør

La noche triste

Erobringen af Mexico

Rundt om jorden

Magellan i spansk tjeneste

Var Magellan strædet allerede kendt?

Filipinerne

FRANSK-TYRKISK ALLIANCE

Madrid traktaten 1526

Slaget ved Mohács 1526

IL SACCO DI ROMA 1527

Damernes fred 1529

TYRKISK BELEJRING AF WIEN 1529

CHRISTIAN II I LANDFLYGTIGHED

Dronning Elisabet dør, 24 år gammel

Søren Norbys endeligt ved Firenze

Christian bliver atter katolik

CHRISTIAN II’S FÆNGSLING

Lejdebrevet

Christian når til København

Christian bliver sejlet til Sønderborg

GREVENS FEJDE

Borgere i Lybæks råd

Traktaten i Gent september 1533

Danmark uden konge

Hans Tausen

Lybæk angriber Holsten 1534

København og Malmø på grevens hånd

Hertug Christian hyldes som konge af jyderne

Den nordjyske bondeopstand 1534

Hertug Albrecht vil også have en krone

Peder Skram vinder magten til søs

Endnu en tronprætendent

Wullenwever på pinebænken

Freden i Hamburg mellem Lybæk og Christian III

København kapitulerer 1536

Bisperne fængsles

SALIGE JAKOB AF DANMARK

Gråbrødrenes uddrivelse

Missionær i Mexico

BARBAROSSA

Admiral for den tyrkiske flåde

Karl V’s erobring af Tunis 1535

DEN ITALIENSKE KRIG 1536 TIL 1538

Christina af Danmark, hertuginde af Milano

Frans I angriber Savoyen 1536

Freden i Nice 1538

REVOLTEN I GENT 1539 TIL 1540

Karl rejser gennem Frankrig

DEN ITALIENSKE KRIG 1542 TIL 1546

Freden i Speyer 1544

Den fransk-tyrkiske belejring af Nice 1543

Karl V og Henrik VIII invaderer Frankrig

DEN SCHMALKALDISKE KRIG 1546 TIL 1547

Martin Luther dør 1546

Koncilet i Trient åbner

Det Schmalkaldiske Forbund erklærer krig

Hertug Moritz indvaderer kurlandet

Slaget ved Mühlberg 1547

Interimet i Augsburg 1548

JESUITER OG MODREFORMATION

Ignatius Loyola

Den romerske inkvisition

CHRISTIAN III

DEN ITALIENSKE KRIG 1551 TIL 1559

Kejserens flugt

Christina af Danmark mister Lorraine

Forliget i Passau 1552

Ægteskab mellem Karls søn og kusine

Karl abdicerer 1555

Freden i Cateau-Cambrésis 1559

AFSLUTNING

LITTERATUR

REGISTER

STAMTAVLER

FIGURER

Indledning

Der er ingen tvivl om at Charles Quint og Christian II levede under reformationen, men levede de også i middelalderen? under renæssancen? og i tidlig moderne tid? Det bedste svar er nok Ja! og der er ikke noget rigtigt svar. Med den betydelige rolle som aristokratiet fortsat spillede, er det vel også tvivlsomt om man var nået ud af feudalismen, selv om den royale magt blomstrede var den endnu ikke absolut. Men Romerriget var definitivt slut i 1453, da Konstantinopel blev erobret af tyrkerne, og bogtrykkerkunsten indvarslede uimodsigeligt en ny, moderne æra på samme tid, i endnu højere grad end renæssancens æstetiske udfoldelser inden for malerier, skulpturer, arkitektur og humanisternes genoplivning af antikkens tankeverden. At Columbus var stødt på en ny verden, og Vasco da Gama havde fundet en vej til Østens krydderier, bag om muslimernes ryg, var også med til at ændre Europa, og flytte det økonomiske tyngdepunkt mod vest. Europa fortsatte den hastige udvikling som var begyndt omkring år 1000.

William Robertson, som skrev kejser Karl V’s historie midt under den skotske oplysningstid, i midten af 1700-tallet, mener at der var 2 store begivenheder, i slutningen af 1400-tallet, som kom til at sætte deres præg på 1500-tallet og på Karls virke. Den ene var ægteskabet mellem Marie af Bourgogne og Maximilian (I). Efter Karl den Dristiges død, var Marie den mest eftertragtede arving i hele Europa, og Ludvig XI gjorde sit bedste for at sikre hende for Frankrig. Ludvigs far, Karl VII, havde i høj grad styrket kongemagten i Frankrig, på bekostning af adelen, blandt andet ved at oprette den første stående hær i Europa, og hans søn Ludvig XI havde fortsat den udvikling. Ludvig XI var af natur en tyran, følelsesløs og grusom, fremmed for enhver form for retskaffenhed, blottet for hensynsfølelse, og med foragt for enhver følelse af ære, eller ønske om berømmelse, som normalt kan sætte begrænsninger for ærgerrige mænd, ifølge Robertson.

Ludvig XI havde 2 muligheder, Marie kunne blive gift med dauphinen (som var 8 år, mens Marie var 20) eller med grev Charles af Angoulême. Den første mulighed ville have sikret Maries store arvelande for den franske krone, men forslaget var helt uspiseligt for rådsherrerne i Flandern, og også for Marie. Den anden mulighed, som Marie ikke var afvisende over for, ifølge Comines havde hun en faible for Charles, ville, i det mindste, have forhindret at Maries arv tilfaldt habsburgerne, men det ville have gjort Charles af Angoulême til en magtfaktor, så istedet beslaglagde Ludvig hvad han kunne af hertugerne af Bourgognes områder, Maries arv, med militær magt. Charles sørgede han for at få gift med den fattige Louise af Savoyen. De blev forældre til Frans I, der brugte en stor del af sit liv på krige mod Maries barnebarn Karl V.

Den anden skelsættende begivenhed, ifølge Robertson, var Karl VIII’s felttog til Italien i 1494, som blæste italiensk indenrigspolitik omkuld, og som gav startskuddet til den lange række af ’Italienske krige’, og medvirkede til de omvæltninger der førte Europa ud af den feudale middelalder. Det var også indledningen til den lange periode, hvor europæisk politik gik ud på at forhindre at et enkelt land blev for magtfuldt, og fik imperiale tilbøjeligheder.

Fra et nutidigt synspunkt er reconquistaen, den spanske inkvisition og opdagelsesrejserne måske nok så iøjenfaldende, men det er sikkert rigtigt at de 2 begivenheder, som Robertson nævner, havde den største umiddelbare indflydelse på første halvdel af 1500-tallet. Begge begivenheder hang sammen med Frankrigs stadige trang til at udvide sit territorium, eller måske mere korrekt, de franske kongers og aristokraters trang. Den ’romerske’ kejsers territorium var nok større end Frankrigs, men det var usammenhængende og kejserens autoritet var stærkt begrænset, Frankrig var klart den største og mægtigste magt i Vesteuropa (selv om det meste at østgrænsen lå noget vestligere end idag). Men Charlemagnes rige havde været endnu større og stærkere, og hvor italienere drømte om en genfødsel af Romerriget, drømte franskmænd (og tildels tyskere) om at se Charlemagnes rige genskabt (en drøm der næppe er ganske slukket idag, omend den manifesterer sig lidt anderledes).

Den første af de 2 begivenheder, Marie af Bourgognes ægteskab med Maximilian, blev fulgt op af yderligere et ægteskab, af lige så stor betydning, nemlig mellem Marie og Maximilians søn, Filip den Smukke, og Juana af Castilien (la Loca), datter af Isabella af Castilien og Ferdinand II af Aragonien, i 1496 (smukke eksempler på ’Bella gerant alii, tu felix Austria nube’. Ægteskabet mellem Elisabet og Christian II, havde iøvrigt også potentiale til at udvide habsburgernes territorier med de 3 nordiske riger).

Karel van Luxemburg

Karl blev født i Gent, i Flandern, den 24nde februar 1500, som søn af Juana af Castilien (eller la Loca, den Gale) og Filip den Smukke, ærkehertug af Bourgogne. Filips titel er lidt misvisende, fordi Ludvig XI havde bemægtiget sig hertugdømmet Bourgogne efter Karl den Dristiges død i 1477, og det var kun grevskabet Bourgogne (Franche-Comté) der stadig tilhørte Filip, som et len under kejserriget.

Iøvrigt havde betegnelsen hertug af Bourgogne været noget misvisende lige siden 1384, da grev Ludvig II af Flandern døde, og efterlod Flandern og Artois til sin datter Margrete (foruden grevskaberne Bourgogne, Nevers og Rethel). Hendes ægtemand, Filip den Dristige, forblev, naturligvis, hertug af Bourgogne, som han havde fået af sin far, men tyngdepunktet for hans rige, både økonomisk og kulturelt, blev Flandern og de øvrige dele af Nederlandene som Valois-hertugerne efterhånden tilegnede sig, ved køb, ægteskab eller sejrherrens ret (’Hertugerne af Bourgogne 1363 – 1477’). Mod slutningen af Karl den Dristiges tid bidrog selve hertugdømmet Bourgogne kun med 10% af den samlede økonomi, så egentlig burde Karl den Dristiges rige, som omtrent nåede at blive til et selvstændigt kongerige mellem Frankrig og Tyskland, omtales som Flandern eller Nederlandene.

Men selvom hertugdømmet Bourgogne var reduceret til en mindre provins uden den store betydning økonomisk eller kulturelt, så var den symbolske betydning enorm. Bourgogne blev stadig opfattet som rigets hjerte, også af Karl V, som aldrig tilgav Frankrig at det havde frarøvet ham hans retmæssige arv. Og så er der naturligvis vinene, der havde været elsket allerede fra før romerne, og som havde været en væsentlig årsag til at kardinalerne gjorde hvad de kunne for at forblive i Avignon, i slutningen af 1300-tallet. Karls forfædre, de 4 Valois-hertuger, havde arbejdet hårdt på at gøre dem endnu bedre: Chambertin, Clos-Vougeot, Romanée, Corton, Pommard, Volnay, Montrachet, Meursault m.v..

Titlen som hertug af Luxemburg fik Karl, fra fødslen, gennem sin farmor Marie af Bourgogne, datter af Charles le Téméraire, den sidste ’rigtige’ hertug af Bourgogne, fra hvem han også havde sit fornavn. Det var et navn der gik langt tilbage i tid. Legenden fortæller at Pipin II af Herstal, ’maior domus’ hos Merovingerkongen, i 686 fik en søn med en elskerinde. Da buddet kom for at overbringe den glædelige nyhed, så han at Pipins ægteviede hustru sad i salen, så for ikke at afsløre for meget råbte han: Længe leve kongen. Det er en karl. Hvortil Pipin svarede: Er det en karl. Så kald ham det.

Stamtavle 1 Karl V’s familie.

Karlen blev berømt, som Charles Martel, der i 732 standsede den muslimske erobringshær ved Poitiers, og hans navn gik i arv til sønnesønnen Karl den Store, der selv gav navn til det karolingiske dynasti, så det var et navn der forpligtede. Danmark kunne også have fået en kong Karl, hvis ikke Knud den Hellige var blevet myrdet. Knud var gift med Edel af Flandern, som var karolinger, og deres søn blev døbt Karl. Efter mordet på Knud flygtede hun til Flandern, og Karl blev istedet greve af Flandern, som Karl den Gode. Det lyder måske ikke af så meget, men greven af Flandern var mere magtfuld end kongen af Frankrig, faktisk slog Karls morfar, Robert Friseren, den franske konge Filip I i et slag i 1071, og fik Edels halvsøster Bertha gjort til fransk dronning. Karl den Gode blev iøvrigt myrdet i en kirke, ligesom sin far (’Dronning Edels familie’).

Figur 1 Karl V, 2 år og 6 måneder.

Gennem sin farfar, kejser Maximilian I, var Karl arving til det habsburgske Østrig, ’de østrigske arvelande’, og blev fra fødslen også kaldt ærkehertug af Østrig. Titlen af kejser var meget ærværdig, men medførte ikke den store magt, den lå hos den tyske Reichtag, og hos de mest magtfulde fyrster, verdslige som gejtslige. Maximilian var altid i pengeforlegenhed, italienerne kaldte ham Massimiliano poco danari, og han var til fals for alle former for bestikkelse, hvad blandt andre Hansestæderne udnyttede sig flittigt af i forbindelse med stridighederne med den danske krone.

Figur 2 Isabella (Elisabet), 1 år og 3 måneder.

Karls mor, Juana, var Isabellas og Ferdinands tredje barn, men hun rykkede op i arvefølgen da don Juan døde i 1497, kort efter ægteskabet med Margrete af Østrig, der var nået at blive gravid, men nedkom med et dødfødt barn. Juanas ældre søster, Isabella, der var gift med Manuel I af Portugal, blev anerkendt som tronfølger af cortes i Castilien, der ikke havde problemer med kvindelig arvefølge, mens Aragonien var tilbagholdende, og ville vente og se om hun fødte en søn. Det gjorde hun i Zaragoza, i august 1498, men hun døde selv få timer efter fødslen. Sønnen Miguel blev anerkendt som tronarving til Castilien, Aragonien og Portugal, men døde 2 år gammel, i juli 1500, hvorefter Juana var nærmeste arving til Castilien, og hendes 5 måneder gamle søn Karl til Aragonien (medmindre Ferdinand II, efter Isabellas død, skulle få en søn i et nyt ægteskab, med franske Germaine de Foix).

Før Karl var et år gammel, udnævnte hans far ham til medlem af den Gyldne Vlies orden, som man kan se på billedet af den godt 2-årige. Da han var knapt halvandet år gammel, fik han lillesøsteren Isabella, født i Bruxelles og fremtidig dansk dronning.

I 1502 rejste Juana, med Filip og en stor del af det burgundiske hof, til Castilien for at modtage cortes troskabsed og titlen af prinsesse af Asturien, tronfølgerens traditionelle titel. Her blev Karls lillebror, Ferdinand, født i marts 1503. Filip den Smukke var noget af en skørtejæger, og kom ikke godt ud af det med svigerforældrene Isabella og Ferdinand, så han havde forinden forladt den gravide, og meget jaloux, Juana, og var, med en stor del af det burgundiske hof, selv vendt tilbage til Flandern. Det tog hårdt på Juanas i forvejen noget skrøbelige mentale tilstand.

Der er næppe tvivl om at Juana havde psykiske problemer, men det er svært ikke at nære mistanke om at de blev forstørret, og brugt som en undskyldning, af hendes mand og af hendes far, for at holde hende væk fra magten. Juana var meget veluddannet, men ikke særlig religiøs og hun var skeptisk over for overnaturlige fænomener, hvad der bekymrede hendes mor meget. Mangel på religiøsitet var en farlig forbrydelse, men kunne undskyldes med manglende forstand, og det kan måske, sammen med hendes sygelige jalousi, havde ført til de første beskyldninger om galskab.

Isabella af Castilien var så utilfreds med sin svigersøn, at hun i sit testamente, kort inden sin død i 1504, indsatte Ferdinand II som regent for Juana, istedet for Filip, indtil Karl fyldte 20 år. Filip protesterede energisk og fik støtte af det castilianske cortes, som ikke var begejstrede for aragonske Ferdinand, så det endte med et kompromis. Da Filip igen kom til Spanien, lykkedes det ham at få titel af konge, fordi Juana føjede ham i alt, men 3 måneder senere døde han. Det slog benene væk under Juana, og det fortælles at hun nægtede at lade Filip begrave, i håb om at han, efter 14 år, atter ville komme til live. Herefter overtog Ferdinand regentskabet i Castilien, dog ikke uden protester fra Juana, som blev spærret inde i Santa Clara klostret i Tordesillas. Også en del af adelen protesterede, og nogle af dem måtte flygte til Nederlandene.

Karl og 3 af hans søstre, Eleonora, Isabella og Marie (der var født i Bruxelles i september 1505) blev opdraget hos deres faster Margrete af Østrig, medens Ferdinand og Catherina blev opdraget i Spanien. Efter don Juan af Castiliens død i 1497, efter sigende overanstrengt af det unge pars heftige kærlighedsforhold, var Margrete blevet gift med hertug Philibert af Savoyen, i 1501, men han døde i 1504. Philibert var bror til Louise af Savoyen, mor til Frans I. Da Filip den Smukke døde i 1506, blev Margrete regent for de burgundiske Nederlande og, som nævnt, fostermor for de 4 af Filips 6 børn. Hun førte regeringen fra sit nybyggede palads i Mechelen (Malines).

Figur 3 Margrete af Østrigs palads i Mechelen, Belgien.

Karl voksede op som tosproget, med flamsk og fransk som sine modersmål. Margrete var selv vokset op ved det franske hof fra hun var 2 til 13 år gammel, som forlovet med Ludvig XI’s søn Karl (VIII), med Franche-Comté og Artois som sin medgift. Det skete efter at de flamske byer havde allieret sig med Frankrig, for at begrænse Maximilians magt, gennem den anden Arras traktat i 1482. Som en del af aftalen, blev Maximilian tvunget til at sende sin lille datter til det franske hof. Margrete havde, sammen med Louise af Savoyen, hendes senere svigerinde, haft Anne af Beaujeu, Karl VIII’s ældre søster og regent, som sin formynder. Såsnart hendes forlovede Karl blev myndig, hævede han skamløst forlovelsen, for istedet at gifte sig med Anne af Bretagne, der allerede, pr. stedfortræder, var gift med Maximilian. Det var en voldsom ydmygelse for den 13-årige Margrete, der allerede så sig selv som dronning af Frankrig. Det tilgav hun aldrig Karl VIII, eller Frankrig, og det bidrog markant til uforsonligheden mellem Valois og Habsburg, men det sikrede Frankrig kontrollen over Bretagne.

I Mechelen havde Karl en række lærere, hvoraf Adrian af Utrecht, den senere pave Hadrian VI, var den vigtigste. Adrian var under påvirkning af ’Brødrene af Fælleslivet’ (Fratres Vitae Communis), der var en asketisk og pietistisk katolsk bevægelse, som mindede om en klosterorden, uden at være det, og som var en slags fortsættelse af beguiner og begharder, og som Robertson skriver, var han ’en ikke ubetydelig ekspert i de frivole videnskaber, som gennem flere århundreder antog navn af filosofi’.

En af Adrians vigtigste opgaver var at lære Karl latin, diplomatiets sprog og uundværligt for alle med officielle opgaver, men det lykkedes ikke særlig godt. Karl lærte aldrig at tale latin, dårligt nok at forstå det, en stor ulempe under forhandlinger. Spanieren Luis de Vaca var ikke meget heldigere med at undervise ham i spansk, og Guillaume de Croy, herre til Chièvres, oplærte ham i de burgundiske hertugers traditioner. Karl læste flittigt de burgundiske krønikeskriveres noget farvede fremstilling af historien, Chastellain og især Olivier de La Marches Mémoires, mest om krige og turneringer, og La Marches allegoriske digt Le Chevalier délibéré (Den bevidste ridder), om dødens uundgåelighed og om hvordan en kristen ridder bedst forbereder sig. Sidstnævnte begejstrede Karl i den grad, at han havde et eksemplar med sig (blandt sine ikke særlig talrige bøger) da han gik i kloster i Yuste.

Olivier de La Marche var vokset op ved Filip den Godes hof, først som page, så staldknægt, brødmester, hustjener og videre op ad rangstigen til kriger, ambassadør og poet, og han var gennemsyret af det gamle Bourgognes kultur og idealer. Han var berømt i hele Europa, oversat til spansk, engelsk og flamsk, og skrev en vejledning i hofetikette til den engelske konge, med titlen L’État de la Maison du duc Charles de Bourgogne. Der var regler for alt, fra hvem der rakte fyrsten hans skjorte om morgenen, og hvem der skulle give ham den tunge guldkæde med den Gyldne Vlies orden, til hvordan tjenere skulle holde på en serviet eller skære og servere brød.

Modsat så mange andre, var Olivier forblevet trofast over for Karl den Dristige til det sidste, han blev selv taget til fange i slaget ved Nancy i 1477. Kun få vers i ’Le Chevalier délibéré’ handler om Karl den Dristige, et af dem (238) lyder:

D’aultre part sault ung Bourgignon,

Charles, qui fut prince doubté,

Et resembloit bien compaignon

Qui vouloit avoir sa raison

Au plus pret de sa voulenté.

Son cheval s’appelloit Fierté

Et fut armé entierement

D’un harnas fait par Hardement.

Fra anden side sprang en bourgignon,

Karl, den formidable fyrste,

Som ligned vel en kammerat

Der kunne få sin ret

Tæt på sin vilje.

Hans hest hed Stolthed

Dækket helt af harnisk

Af Dristighed smedet.

For en kort periode fungerede Erasmus af Rotterdam (født Gerhard Gerhardsen) også som den unge Karls rådgiver, efter at han havde skrevet ’En kristen fyrstes oplæring’, som en slags jobansøgning, og måske som en modgift mod Machiavellis ’Fyrsten’.

Den fysiske uddannelse, sammen med adelige sønner fra Nederlandene og kejserriget, blev naturligvis ikke forsømt, og Karl blev snart berømmet som en dygtig rytter og fremragende i turneringer. Han deltog også i alle former for jagt, hans farfar var meget tilfreds da Margrete skrev til ham at ’vor søn glædes meget ved jagt’.

Med den opdragelse kan det ikke undre, at den unge Karls højeste ønske var at generobre det oprindelige hertugdømme Bourgogne, Valoishertugernes første landområde og arvestykke, der havde givet navn til hele deres lille imperium. Det drejede sig om det vigtigste af alt, hele familiens, dynastiets, ære. Her adskilte Karl sig vel ikke fra tidens øvrige fyrster.

Tæt efter forsvaret af dynastiets ære, fulgte ønsket om at forsvare kristenheden mod dens fjender (i hvert fald formelt). Johan den Frygtløse havde ført korstog mod tyrkerne (uheldigvis med det resultat at han var endt i tyrkisk fangenskab), og Filip den Gode havde taget korset ved Le Voeu du faisan, hvor Olivier de La Marche havde proklameret til alle riddere: Kære søn, drag nu dit sværd, for Guds og for din egen ære. Efter at alle riddere havde taget korset, kom en smuk jomfru, kaldet ’Guds nåde’, ind, med 12 Dyder, takkede ridderne og besvor dem at holde deres ord. Umiddelbart efter begyndte dansen, og de 12 Dyder blev for at deltage. Der var noget af en afgrund mellem denne drømmeverden, og virkelighedens barske realiteter, hvor tyrkerne året før, i 1453, havde erobret Konstantinopel. Uheldigvis tillod ’omstændighederne’ ikke Filip at komme afsted på korstog. Da Karl V arvede Aragonien, og dermed Napoli, blev han også konge af Jerusalem, og det forpligtede naturligvis yderligere.

Som bosat i Nederlandene blev Karl også påvirket af byernes borgere og deres ’humanistiske’ apologeter, som Erasmus, selv om byerne havde mistet deres tidligere demokratiske magt, helt som det var sket i Nordfrankrig og Norditalien. Byerne havde dog stadig en meget betydelig økonomisk magt, som var svær at komme uden om, og for fyrsterne var der prestige i at være mæcen for kløgtige humanister og habile kunstnere, men det var unægtelig andre interesser der var afgørende, når det kom til fundamentale spørgsmål, som verdslig og sacral ære, især det første. Så havde de ædle riddere intet problem med at nedbrænde byer og landsbyer, drukne krigsfanger i hundredevis, hugge hænderne af tvivlsomme personager, eller give frit løb for deres lyster, på måder der ikke kan sættes på papir.

I 1501, da det allerede var kendt at Karl var arving til de spanske troner, forhandlede Chièvres, i Lyon, en ægteskabskontrakt mellem Karl og Claude, Ludvig XII’s datter og arving (dog ikke til Frankrig, grundet salisk lov). Hun skulle have Bretagne, Milano og Napoli som medgift, hvormed de fransk-spanske stridigheder i Italien burde være løst. I 1505 ændrede Ludvig XII, officielt, mening og den 21nde maj 1506 blev Claude istedet forlovet med Frans, hertug af Angoulême, og tronfølger. Regeringen i Nederlandene forsøgte straks at få en alliance med England istedet. En ny traktat blev indgået til erstatning for den 10 år gamle Intercursus Magnus (store traktat, den omfattede også Venedig, Firenze og Hansestæderne), men den blev af flemmingerne kaldt for Intercursus Malus (onde traktat), fordi den gjorde den engelske uldeksport toldfri, uden nogen form for kompensation. Desuden indebar den at Henrik VII skulle giftes med Margrete af Østrig, hvad hun på det bestemteste modsatte sig, så traktaten blev aldrig ratificeret, istedet gik man tilbage til den gamle.

I 1508 var der forhandlinger om et ægteskab mellem Karl og Mary Rose Tudor, Henrik VII’s datter og søster til Henrik VIII, der blev konge året efter (Mary blev mormor til lady Jane Grey, der var engelsk dronning i 9 dage, efter Edward VI’s død). Imens forhandlede Maximilian om ægteskab mellem Karl og en ungarnsk arving, og da det kom englænderne for øre, og da de iøvrigt følte sig snydt af Maximilian i forbindelsen med den fælles invasion af Frankrig i 1513, blev den giftefærdige Mary istedet gift med den godt 30 år ældre Ludvig XII, der nylig var blevet enkemand (1514).

Hertug af Bourgogne

Knapt 15 år gammel blev Karl erklæret for myndig i Nederlandene som hertug af Bourgogne, den 5te januar 1515, medens hans morfar Ferdinand fortsat skulle være regent i Castilien til slutningen af Karls 25nde år (5 år længere end Isabella havde angivet i sit testamente). Det skete i forbindelse med at Maximilian havde bedt de flamske råder om en større bevilling, angiveligt for at bekæmpe tyrkerne. Han fik bevillingen, men på betingelse af at den unge prins skulle overtage al hans magt i Nederlandene. Karl holdt en kort tale til sine undersåtter i hertugpaladset i Bruxelles, og rejste gennem sine lande for at blive hyldet. Margrete blev, meget mod sin vilje, sat fra bestillingen, og i virkeligheden var det adelen, med Chièvres (Guillaume de Croy) i spidsen, der overtog magten, assisteret af Jean Sauvage og Adrian af Utrecht.

Lige forinden, den 1ste januar 1515, var Ludvig XII død, og den franske krone var blevet overtaget af den 20-årige Frans I. Henrik VIII var 23 år på dette tidspunkt. Det borgede ikke godt for freden i Europa. Som hertug af Bourgogne, Frankrigs fornemmeste vassal, blev Karl inviteret til Frans’ kroning, men undskyldte sig og sendte Henrik af Nassau og andre fornemme adelsmænd. De skulle diskret forhøre sig om holdningen til Karls len i Flandern og Artois, om hans rettigheder til det tabte Bourgogne (gennem invitationen anerkendte Frankrig ham jo som hertug af Bourgogne, selv om hertugdømmet var hjemfaldent til riget), og om muligheden for et ægteskab mellem Karl og Ludvig XII’s næstældste datter Renée, forhåbentlig med Milano som medgift. Ambassaden kom for sent til kroningen, og der kom ikke meget ud af forhandlingerne, dog blev muligheden for ægteskab holdt åben.

Ferdinand II’s helbred skrantede, og Adrian af Utrecht blev sendt til Spanien, for at sikre at Ferdinand ikke testamenterede sit rige til sit yndlingsbarnebarn, Karls lillebror, ’spanske’ Ferdinand, og for, i tilfælde af Ferdinand II’s død, at sikre sig regeringsmagten i Karls spanske riger, en formidabel opgave for en udlænding. Flandern søgte samtidig et tættere forhold til England, altid en flamsk mærkesag, og i forhandlingerne deltog ingen mindre end Thomas More, der fandt tid til at genbesøge Erasmus af Rotterdam, og til at skrive en stor del af sin bog ’Utopia’.

Den 23nde januar 1516 døde Ferdinand II, og i foråret 1517 rejste Karl til Spanien for at overtage sine troner i Castilien og Aragonien, som Carlos I. Hermed var det i realiteten slut på det gamle ’Bourgogne’, Nederlandene var nu kun en mindre del af Karls rige, som snart skulle blive endnu større. Men arven fra Bourgogne levede længe videre i Karls sind, og blev årsag til flere krige.

I 1552 sendte Karl, fra ’Inspruck’, sine erindringer til sin søn prins Filip af Spanien. De var skrevet på fransk, og nåede frem til september 1548, men har kun overlevet i en portugisisk oversættelse. Her fortæller han, med sig selv omtalt i tredje person (ofte som Hans Majestæt), om sine første år:

Efter kong Filips død, var der gennem en periode forskellige krige i de flamske stater, som vi kalder Nederlandene. En af disse krige blev ført af kejser Maximilian, sammen med kong Henrik af England, mod Ludvig konge af Frankrig. Med kejserens omhu, såvel som hans sædvanlige mod, blev de franske slået da de forsøgte at undsætte Thérouanne. Efter at den by var blevet erobret, blev Tournai belejret, og overgav sig også kort tid efter. Resultatet blev at ærkehertug Karl, barnebarn af kejseren, rejste til Tournai, som da var i kong Henriks besiddelse, og til Lille, hvor han havde sit første møde med nævnte konge, hvor, blandt andet, hans myndiggørelse blev diskuteret og fastlagt. Dette skete i året 1515, hvori han straks blev anerkendt som herre over de flamske lande. Kort efter sendte samme ærkehertug ambassadører til kong Frans af Frankrig, som på samme tid havde arvet det kongerige, efter kong Ludvigs død. Disse ambassadører forhandlede og afsluttede en fred. Samme år besøgte Hans Majestæt en del af de flamske stater, og under dette besøg, ankom M. de Vendôme til den Hague i Holland, sendt af kongen af Frankrig, for at ratificere freden. Den del af sine stater, som han ikke havde tid til at besøge i dette år, besøgte han det følgende år, 1516, og han holdt sit første kapitelmøde for den Gyldne Vlies orden i Bruxelles. Det var det år hvor den katolske konge døde, og fra det øjeblik, antog ærkehertugen titel af konge.

I samme periode genvandt han, ikke uden en del modstand, sine besiddelser i Friesland; så udtrykte kongen af Frankrig, i anledning af hans tronbestigelse, ønske om nye forhandlinger med Hans Majestæt, som fandt sted i Noyon, på samme tid og i det samme år. Kongen af Frankrig sendte herren til Orval for at ratificere hvad man nylig var blevet enige om. Hans Majestæt forblev i Nederlandene til den 8nde september 1517, på hvilken dag han gik ombord i Flushing, for at sejle til Spanien, og han efterlod, for første gang, i sit fravær, sin tante Margrete, som guvernør for sine stater.

Han fortæller ikke noget om at hans lillesøster Isabella rejste til Danmark, i 1515, for at blive gift med kong Christian II, som hun var blevet forlovet med året forinden.

Christian II

Christian var næsten 19 år ældre end Karl, født 1ste juli 1481, som den ældste af 5 søskende, hvoraf dog kun søsteren Elisabeth blev voksen (med mindre man medregner Jakob af Danmark, se senere). Han blev født i Nyborg på Fyn. Hans farfar, Christian I, var død få uger forinden, og varslerne ved hans fødsel lovede ikke godt. Man havde hørt ham græde højlydt i moders liv, og da han kom til verden, var hans ene hånd åben og den anden knyttet. Da den blev åbnet af jordmoderen, var den fuld af blod og slim. ’Betegnende, han skulle blive et blodgerrigt menneske, og en begrædelig tid under ham tilstunde, som siden skinbarlig påkende’. Hans moder Christina, sachsisk prinsesse, datter af kurfyrste Ernst af Sachsen og søster til Frederik den Vise og Johan den Bestandige, var 20 og hans far, kong Hans, var 26 år gammel. Christina af Sachsens 2 brødre efterfulgte faderen, og hinanden, som kurfyrster, med stor indflydelse på kejserriget, og blev blandt andet kendt som Luthers beskyttere.

Som noget ganske usædvanligt, og formentlig med mærkbare konsekvenser, blev Christian som lille sat i huset hos den velstående købmand Hans Meissenheim Bogbinder i København og voksede for en tid op med hans børn, Hans og Ambrosius, der blev hans nære venner. Han fik en simpel kannik som læremester. Ingen dansk konge, før eller efter ham, har haft et så nært forhold til den borgerlige stand.

Kong Hans var selv en flittig gæst hos Hans Bogbinder, og tog undertiden bad i den badstue der var indrettet i hans rummelige hus, medens følget gjorde sig tilgode med værtens fortræffelige øl. I 12 år blev Hans Bogbinder valgt til rådmand i København, og i 9 til borgmester. Han boede på hjørnet af Amager torv og Højbrostræde, og havde en have bag Østergade, nærved det daværende Østerport og den nærliggende store kongelige vingård, hvor man dyrkede druer til brug for hoffet.

Christian gjorde livet svært for sin lærer, kannik ved Vor Frue kirke Hr. Jørgen, kaldet Hindse, fordi han var fra Hindsholm på Fyn. Skolemesteren havde allehånde problemer med ham, som man gerne har med ungdommen, der ikke kan besinde sig, men er rasende og vild, og det hjalp ikke hvordan han så end straffede ham. Han var en vild elev, som ikke tog hensyn til sine fine fløjlsklæder når han kravlede på tage og gavle eller på hanebjælken på høloftet, for at lade sig dumpe ned på høet. Senere fik Christian en tysk lærer, mester Conrad fra Markbrandenburg, som var kendt for sin kyndighed i latin, som Christian kom til at mestre, bedre end nogen anden af den oldenborgske stamme (og i modsætning til sin fremtidige svoger Karl).

Som teenager var han forfalden til allehånde udskejelser. Huitfeldt skriver: Han bestak dem, som vagt holdt udi Kjøbenhavns Slots port, at de ofte hele nætter, og langt ud på nætterne, holdt porten åben for ham, ud og ind ad byen, hvor han sværmed, spøgede, tog sælsomt afsted, af det ene borgerhus i det andet, og fandtes helst der, hvor vinen smagede bedst og smukkeste folk var. – Over sådant byløb var folk meget underlige. – Hans herre fader fik det omsider at vide, og tog ham for sig en dag og læste ham et godt kapitel med ord og svøbe, indtil han faldt på knæ, bad sin herre fader om forladelse og lovede, sådant aldrig mere at skulle ske.

Huitfeldt er nu ikke meget pålidelig i sin krønike om Christian II. Huitfeldt var selv efterkommer af den adel, der havde gjort oprør mod Christian, og i dedikationen til Christian IV skriver han: Jeg har for stakket tid siden tilskrevet Eders Majestæt kong Christian III, Eders Nådes farfars krønike, hvilken som var en gudfrygtig, from, mild og dygdelig Herre. Nu dedicere jeg Eders Majestæt en anden historie, som er kong Christian II’s. Han har været en herre og fyrste, uden al Guds frygt, ond, ukysk, tyranisk, blodgerrig, ulidelig udi sit regimente, så at begge disse tvende herres natur, liv og levned, må vel sættes mod hverandre. I fortalen nævner Huitfeldt, at han ud over danske dokumenter, har baseret sig på ’svenske historier, Olao Petri, David Chytræo og andre’. Olavus Petri skrev en snes år efter begivenhederne, og var en ivrig svensk patriot, som også blev brugt som kilde af Hans Svaning, og David Chytræus var tysker, professor i Rostock til sin død i 1600. Hans interesse for Sverige skyldtes at han i sine unge dage i Wittenberg, i 1540’erne, var blevet ven med nogle adelige svenskere.

Da Huitfeldt skrev i 1596, levede desuden stadig nogle af Christian II’s børnebørn, som kunne gøre krav på den danske trone, blandt andre Renée af Lorraine, datter af Christina af Danmark. 30 år tidligere havde Christina forsøgt at få Renée gift med Erik XIV af Sverige, som så skulle forene de to riger ved at erobre Danmark, så kærligheden til Christian II og hans slægt var ikke stor. Huitfeldts mor var kusine til ærkebiskop Gustav Trolle, hvad der ikke stemte ham mildere over for Christian II, men nok kan have farvet hans fremstilling af Gustav Trolles andel i det Stockholmske blodbad.

Allerede som 6-årig blev Christian udvalgt som Danmarks tilkommende konge, hvilket egentlig var i strid med landets forfatning som valgrige, og snarere gjorde det til et arverige. Christian blev hyldet på tingene i Viborg, Odense, Ringsted og Lund. 2 år senere udstedte det norske rigsråd et valgog hyldningsbrev. Valgene var også et brud på de 3 rigers bestemmelser, som fastsatte at valget skulle ske i Halmstad og foretages i fællesskab af fuldmægtige fra alle 3 riger. Valget af Christian som tronfølger blev stadfæstet af rigsrådet i 1497, kort før Hans’ togt mod Sverige. Efter at Hans havde underlagt sig Sverige, blev Christian også dér valgt som hans efterfølger.

Christian blev præget af den intelligente og lærde Jens Andersen Beldenak (normalt udlagt som ’Skaldenakke’ men af andre som ’Stivnakke’), skomagersøn og biskop i Odense, ofte spydig og nærgående, og oppe at skændes med Christian, så kong Hans måtte lægge sig imellem. Han blev også præget af Niels Høg, veltalende jysk rigsråd, Vincents Lunge, en stor latiner og en praktisk mand ’stundom noget mere, end der var tjenligt for hans rygte’, Christoffer Ravensberg, en lærd mand der også skrev lystige komedier, Ove Bilde, kansler for kong Hans og senere biskop i Aarhus, Lage Urne, kansler hos Christian som udvalgt konge, søhelten Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge, den barske Otto Rud og Søren Norby, hvis heltery snart skulle fylde hele Norden og fordunkle alle andre.

Vicekonge i Norge

En del problemer i Norge bundede i fjendskabet mellem Knud Alfsen og Henrik Krummedige, de 2 mægtigste mænd i det søndenfjeldske Norge. De var egentlig kun ’halvt’ norske, Knuds far var svensk og Henriks dansk. Fjendskabet havde de arvet fra deres fædre.

Krummedigerne var oprindelig en holstensk slægt, hvoraf en gren havde forplantet sig til Slesvig, og havde været trofaste over for Erik af Pommern, og Henriks far, Hartvig, var blevet gift med en datter, og enearving, af en rig norsk adelsmand. Da hun døde, giftede han sig anden gang med en datter af en dansk adelsmand, Anders Hack til Mogenstrup i Skåne, hvilket bragte ham betydelige nye rigdomme. Hartvig støttede Christian I, der kunne takke ham for at han vandt kampen med Karl Knutsson Bonde om Norges krone. Det gjorde Hartvig til en bitter fjende af ærkebisp Aslak Bolt og hele det svenske parti i Norge, der ikke kunne tilgive at sådan en ’holstener’ skulle afgøre det norske kongevalg.

Af ukendte årsager faldt Hartvig i unåde hos kongen og mistede de fleste af sine ejendomme, til stor glæde for Alf Knudsen, som afviste ethvert forlig med ham. Alf Knudsen var af den svenske adelsslægt Tre Roser, som også giftede sig ind i den norske adel, af Rømerslægten, med store godser i Romerige og Hedemarken. På mødrene side nedstammede han fra den hellig Birgitte, der som bekendt ikke var nogen ynder af danskere.

Henrik Krummedige blev gift med en datter af Jørgen Rud til Vedbygård på Sjælland, mens Knud Alfsen ægtede Gyrild Eriksdatter Gyldenstjerne, datterdatter af kong Karl Knutsson Bonde. Det styrkede deres relationer til henholdsvis dansk og svensk side. Henrik Krummedige havde noget af løvens natur i sig, og ikke så lidt af rævens (således som Machiavelli anbefaler fyrster), mens Knud Alfsen nok var dristig og uforfærdet, men også noget enfoldig.

Oprørske bønder og Bondefred

I 1497 blev Knud Alfsens foged, Lasse Skjold, dræbt af bønderne i Romerige og samme år myrdedes en norsk rigsråd af bønderne på tinget i Søndmøre. Lasse Skjold blev anklaget for at have voldtaget pigen i et hus, hvor han var blevet godt beværtet. Han afpressede også bønderne bøder, for ting de ikke havde begået, og var voldelig. Det var ikke usædvanlige anklager mod fogeder. Senere gav bøndernes utilfredshed med skatterne sig udslag i oprør i 1518, 1522, 1532 og 1536, og i 1541 tilstod nogle karle, efter at de havde dræbt en foged, ’at det havde været deres agt og mening at ihjelslå alle fogeder og lensmænd, og siden rejse menig mand og gå al verden over for at udrydde fogederne’. Om Hedemarken skriver Peder Klaussøn (født 1545) i sin Norges beskrivelse at Indbyggerne er onde, ugudelige, hårde, vilde og oprørske folk.

Utilfredsheden var ikke mindre med andre fogeder i Romerige, så urolighederne bredte sig hurtigt på Knud Alfsens godser. I sin vånde bad Knud Alfsen Henrik Krummedige om hjælp til at dæmpe urolighederne, for ’det var et farligt regiment for dem begge, som bønderne nu havde begyndt’. Henrik ville gerne selv stå sig godt med almuen, og havde ikke specielt lyst til at hjælpe en uven. Desuden havde Knud for nyligt opbragt et af Henriks skibe, for at skaffe sig betaling for nogle penge som han påstod at han havde til gode.

Stormænd og fogeder mente måske nok at bønderne var onde, ugudelige, hårde, vilde og oprørske, men i grænseegnene var det almindeligt at slutte ’Bondefred’. Der blev sluttet Bondefred mellem Vigen og Dalsland, mellem Halland og Skåne på den ene side og Vestergøtaland på den anden, og mellem Skåne og Blekinge og på den anden side Småland. Det måtte ofte ske i hemmelighed, som følgende brev bevidner: Alle, som bygge i Skåne og i Halland til alle dannemænd (hædersmænd), som bygge og bo i Vestergøtaland: venskab og broderskab tilforn sendt med vor Herre Jesu Christo og Hr. Sante Knud! Kære dannemænd, må I vide, at vi skriver Eder lønligen til for den skyld, at vi tør ikke åbenbart, og beder vi Eder gerne for Guds skyld, at I vil vel gøre og skrive os til, hvad Eders mening er, om udbud kommer, om I enten vil sidde med ro eller stride på os, hvilket vi intet begærer. Sidder stille! vi skulle aldrig være på Eders værste; og skulle vi endelig ud, så bør enhver forstandig hindre sine, at de ikke oftere skulle udbyde den stakkels almue ... Mere tør vi ikke sige herom. Hermed byder vi Eder Gud og Sante Knud. Skrevet i Skåne dagen for Ste Luce dag.

9ende august 1510 samledes på Hjortsberga landsting i Småland de svenske bønder fra en række herreder i Småland, med de danske bønder fra Blekinge og begge Gønge herreder i Skåne, for at diskutere hvad de nu skulle gøre, da der var brudt krig ud mellem rigerne. De vedtog at hvert landskab skulle vedblive med at betale skat til den landsherre, som det fra gammel tid plejede at gøre (de gjorde med andre ord ikke oprør), men dersom den ene herre ville gøre indfald i den andens land, så skulle almuen advare hinanden, og ingen følge sin herre længere end til landemærket. Hver mand måtte frit fare fra det ene land til det andet, handle, købe og sælge efter behov. Men tyende måtte ikke drive herreløst omkring i herrederne, alt løst folk skulle tvinges til at tage fast tjeneste. Dersom ildesindede mennesker, benyttende sig af tidernes urolighed, ville samle sig for at drive stimandsværk, stjæle og røve fra det ene herred til det andet, skulle alle herreder stå imod sligt uvæsen, hindre og straffe det. I ethvert sogn skulle der tilskikkes en rodemester og en fjerdingsmand, som skulle påse, at hver mand havde sig våben og værge færdigt, og straffe de forsømmelige med en bøde på 3 mark.

Den slags Bondefred fortsatte langt op gennem tiden. Under krigen mellem Karl XI og Christian V, som især gik ud over Skåne og grænselandene i Småland, sluttede bønderne i Småland ’en almindelig, sikker og kraftig bondefred’, ’efter gammel sædvane’, med Gønge herred, og man forpligtede sig ikke blot til at holde fred, men også til, efter evne, at afvende fra hinanden al ulempe som disse tider kunne medføre. Det var naturligvis begrænset hvor meget held bønderne havde med deres fredsslutninger på tværs af fyrster og stormænd.

Knud Alfsens forræderi

Kong Hans var mistroisk over for Knud Alfsen, og bad Henrik Krummedige om at holde øje med ham. Knud Alfsen rejste til Sverige, med den undskyldning at hans første kones bror, Niels Gyldenstjerne, var død. Hans børn og anden hustru, Mette Iversdatter, fulgte med. I Sverige var stemningen løftet efter kong Hans’ nederlag i Ditmarsken. Knud blev modtaget med åbne arme af Hemming Gad og Sten Sture, og han var med på mødet i Vadstena den 1ste august 1501, hvor opstanden mod kong Hans besluttedes og forkyndtes.

Kong Hans erklærede Knud Alfsen for forræder og beslaglagde alle hans ejendomme i Norge. I oktober havde Knud fået samlet en mindre hær i Sverige og faldt ind i Norge, hvor han plyndrede, brændte og slog ihjel med stor vildskab. Henrik Krummedige opbød almuen i Vigen, og sammen med andre dansksindede adelsmænd, fik han smidt Knud ud af Norge igen.

Den afdøde Niels Gyldenstjernes bror Erik havde arvet Karl Knutsson Bondes gård, Fogelvik, efter sin mor, men efter sin far, som hørte til de jyske Gyldenstjerner, havde han stadig ejendomme i Jylland. Han var befalingsmand på den svenske grænsefæstning Elfsborg, og længe var der tvivl om hvilket parti han ville tage. Den tredje bror, Abraham Eriksen Gyldenstjerne, var en af kong Hans’ mest betroede mænd, høvedsmand på Kalmar, og forlovet med en datter af den danske hofmester Poul Laxmand, så der var håb om at Erik ville tilslutte sig det danske parti, ikke mindst efter at Niels Klaussen Sparre, fra det svenske oprørsparti, havde bemægtiget sig hans gård Fogelvik og andre ejendomme. Men Erik fik, af det svenske rigsråd, lovning på at han ville få sine ejendomme tilbage, og ved nytårstide 1502 sendte han sit opsigelsesbrev til kong Hans.

Med Elfsborg på svensk side var Vigen truet, og Hans befalede almindeligt opbud af krigsfolk både nordenfjelds og søndenfjelds. I februar brød Knud Alfsen igen ind i Norge, denne gang med en betydelig krigsmagt, samlet i Sverige. På grund af vinteren kunne der ikke sendes forstærkninger fra Danmark, og de opbudte krigsfolk var endnu ikke samlet, så Knud Alfsen var istand til at trænge helt frem til Oslo og Agershus, som han indtog efter en kort belejring. Marstrand blev erobret, brændt ned og indbyggerne dræbt, og Sarpsborg blev belejret, og overgav sig for ikke at lide samme skæbne som Marstrand.

Herefter kom turen til Bohus og Henrik Krummedige. Belejringen begyndte i april 1502 og fortsatte ind på sommeren. Det var ikke muligt at sende forstærkninger fra Halland, fordi vejen blev spærret af Elfsborg. Hans bad sin bror Frederik om at komme sig til hjælp, og lovede ham det halve Norge, men Frederik var for påholdende og led stadig efter følgerne af slaget ved Dusenddüwelswarf i Ditmarsken, så han krævede yderligere halvdelen af de sidste 10 års indtægter fra Norge. Det var for meget for Hans.

Istedet blev det den 21-årige Christian der måtte ordne de norske problemer, medens Hans selv drog med en flåde til Stockholm, som bekendt så sent at slottet havde overgivet sig og dronningen var taget til fange. De kongelige krigsfolk blev samlet, adelens ledingsudbud blev kaldt under våben, fremmede tropper, skotske og tyske, blev hyret og søfolk og skibe blev udskrevet fra alle de danske købstæder.

Det første mål var undsætning af Henrik Krummedige på Bohus. Flåden landede ved Gøtaelvens munding, og tropperne blev ført mod Bohus, hvor den fordrev belejringshæren. Herefter blev Tønsberg og Agershus belejret, hvorefter Christian selv belejrede Elfsborg, som ligger højt på toppen af en klippe, 15 km syd for Bohus.

Christian kom torsdag den 14de juli og den følgende søndag kom Erik Gyldenstjerne ud og begyndte at forhandle. Resultatet blev at han overgav sig, på trods af at den svenske hær var lige i nærheden, og dagen efter blev Elfsborg besat af de danske tropper. 80 mand fra Elfsborgs befæstning gik straks i Christians tjeneste, medens de resterende 60 mand fik fri afgang, og sammen med Erik sluttede de sig til den svenske hær, under Aage Hansen Thott, som kun stod en snes kilometer derfra. Aage Hansen blev stærkt ophidset over den uforklarlige overgivelse, og gik straks til angreb på den danske lejr uden for borgen. Det skete i tæt tåge, og kom fuldstændig bag på de sovenede danskere. Mange blev hugget ned i første omgang, men efter det første chock fik de samlet sig sammen og gik til modangreb. Kanonerne blev bragt fra orlogsskibene og rettet mod svenskerne, som trak sig tilbage med store tab. De svenske tropper, som var overbeviste om at Elfsborg var blevet forrådt af Erik Gyldenstjerne, kastede sig over ham og slog ham ihjel, selv om Aage Hansen og Knud Alfsen prøvede på at forhindre det.

Hans Svaning fortæller en ganske anden historie: at Christian uden nåde lod besætningen på Elfsborg, og andre fæstninger han indtog, nedhugge. Den historie gik videre til Huitfeldt, og til andre senere forfattere, som forbedrede på den ved at tilføje at Christian først havde lokket besætningen ud med løfter om fri afrejse, og derefter svigefuldt huggede dem ned. Historien har intet på sig men er rent digt. Knud Alfsen var tilstede, ved den svenske hær, og fortæller tværtimod at hovedparten af besætningen straks gik i Christians tjeneste og resten fik fri afgang, med lov til at medtage alt deres gods. Svaning er meget forudindtaget mod Christian II og i det hele taget ikke meget pålidelig.

Mordet på Knud Alfsen

Ved udgangen af juli var Christian i Varberg og begyndte at give sine tropper hjemlov, de skotske og de tyske havde svært ved at enes. I august var han tilbage i København, så han var ikke i Norge da Knud Alfsen svigefuldt blev myrdet.

Knud Alfsen havde bedt om forhandlinger, og han fik et sikkert lejde af Jens Jepsen, bisp i Roskilde, Herluf, bisp i Oslo, Jon Poulsen, det norske riges kansler, Henrik Krummedige og flere norske og danske rigsråder. Mødet fandt sted på et af Henrik Krummediges skibe, den 18de august 1502, og udartede sig straks til et skænderi, der blev grebet til våben og Knud Alfsen og flere af hans mænd blev hugget ned. Det var en skammelig gerning, og samtiden så ikke med milde øjne på folk der brød deres løfte om frit lejde, det skulle holdes selv mod den grusomste tyrk, men Christian var, som sagt, ikke involveret.

Knud Alfsens enke, Mette Iversdatter, kom senere i strid med stedsønnen Sten Sture den Yngre, og medvirkede til det første åbne fredsbrud mellem Danmark og Sverige under Christian II. Hun var født i Danmark, datter af Iver Jensen Dyre og blev først gift med den norske rigsråd Anders von Bergen, og efter hans død med Knud Alfsen. Hun fulgte med sin husbond til Sverige, og mens Knud var tilbage for at føre krig i Norge, opholdt hun sig hos Svante Sture på Stækeborg, og der gik mange rygter om deres forhold.

Efter Knuds død ægtede hun sin elsker Svante Sture. På sine ældre dage, efter Svantes død, kom hun tilbage til Danmark, da hun ikke kunne forliges med sin stedsøn, Sten Sture den Yngre. I Danmark gjorde hun hvad hun kunne for at opildne til krig mod Sverige. I sine breve beskæftiger hun sig meget med gift, fare for gift og midler mod gift (den slags var meget moderne), og i Sverige mente man, at hun have forgivet Sten Sture den Ældre, for at Svante kunne få magten.

Henrik Krummediges svigefulde mord på Knud Alfsen vakte stor harme og nye oprør i Norge, og Sten Sture faldt ind i Halland og belejrede Varberg. Henrik Krummedige sendte bud til Christian, om hjælp, og fik forstærkninger fra Skåne, men kong Hans skrev til ham: Os tykkes ganske ilde, at så skulle ske, og vi beder Eder at betænke al lejlighed der i landet og forsøge, om I ikke kunne finde på nogen udvej eller noget middel, som igen kunne drage almuen til fred og stadighed, så både vi og I snart kunne komme til ende med den krig og uvilje som råder der i landet.

Otto Rud, Henrik Krummediges svoger, blev sendt til Bohus med ordre om at Henrik skulle overgive befalingen til ham, mens Henrik selv blev gjort til lensmand i Holbæk på Sjælland. Det bekom ikke Henrik, selv om han ved samme lejlighed fik noget af Svante Stures konfiskerede gods i Halland, og han beklagede sig højlydt, men efter hans afrejse så det ud til at der faldt ro over Vigen.

Christian bliver fuldmægtig herre over Norges rige

I 1506, kort efter sin 25 års fødselsdag, blev Christian betroet at styre hele det norske rige med kongelig myndighed, ’fuldmægtig herre over Norges rige, ligervis og i alle måder som om kongen selv personlig var tilstede’. Der var flere typer af problemer i Norge. Nok var de folkelig oprør tildels stilnet af, men utilfredsheden med fogeder og skatter ulmede stadig overalt, dels var den store by Bergen, med tusinder af tyske købmænd, håndværkere og søfolk, nærmest i Hansens vold, og forholdet mellem Hansen og Danmark var ikke godt i disse år, og endelig var der stadig en rest af norsk adel der med smerte så på hvordan danske adelsmænd og prælater efterhånden tilrev sig magten i landet.

Ærkebispen i Trondhjem, Gaute Ivarsen, havde ivrigt modarbejdet valget af Hans til konge af Norge, og havde sluttet sig til Sten Stures parti. Han fortsatte med at være fjendtligt stemt mod Danmark. I Hammer var bispestolen et par år forinden blevet overtaget af adelsmanden Karl Jonsen, som var halvt svensk, og stadig havde forbindelser til Sverige. Da Oslo bispesæde blev ledigt i 1505, valgte kapitlet en nordmand, Thorkel Jonsen, men ham havde kong Hans ikke tiltro til, og han indsatte istedet danskeren Anders Muus, provst i Viborg, og fik det, takket være sine gode forbindelser i Rom, konfirmeret af paven. Thorkel Jonsen flygtede til Sverige og gik i Sten Stures tjeneste.

De misfornøjede gejstlige fik støtte af den resterende norske adel, som Knud Knudsen Baad til Morland, som egentlig var af svensk afstamning og i familie med den myrdede Knud Alfsen. Han var høvedsmand på Agershus da Christian kom til Norge. Niels Henriksen Gyldenløve, en af Norges rigeste mænd, Oluf Galle og Oluf Ottesen Rømer, havde alle svigerfamilie i Sverige, med forbindelser til Niels Ragvaldsen, Stures gode ven som flere gange var faldet ind i Norge. De reagerede kraftigt da den unge og energiske Christian, uden uden at tage det store hensyn, begyndte at gribe ind i rigets styrelse.

Christian bragte sin egen kansler med sig til Norge, Erik Valkendorf, dansk adelsmand og provst ved domkirken i Roskilde. Han kom til at sætte sig spor i Norge, blandt andet gennem at restaurere domkirken i Trondhjem, starte minedrift og forsøge på at genopdage Norges gamle, og næsten glemte, skatteland, Grønland. I 1516 skrev Erik Valkendorf til Christian, at han, som lovet, har ladet søge efter malmbjerg i Norge, og i den anledning en tid lang har haft 2 svenske bjergmænd hos sig, der nylig har været så heldige at finde et kobberbjerg 8 store mil fra Trondhjem. Mod visse friheder, var de villige til at påtage sig driften i 3 år, og Erik Valkendorf havde lovet at forstrække dem med et par hundrede mark lybsk, og selv om han risikerede at miste sine penge, så ville han dog holde sit løfte for at Eders Nåde og riget kan have ære og gavn deraf, om det lykkes.

I 1519 blev der yderligere sendt 2 tyske bjergmænd til det søndenfjeldske Norge, for at undersøge om bjergene indeholdt malm, under tilsyn af Hans Mule, udvalgt biskop i Oslo og høvedsmand på Agershus, samt Erik Valkendorfs fjende og avindsmand.

På grund af Erik Valkendorfs ønske at genoptage den gamle sejlads på Grønland, fik kardinal Markus af Senigaglia, som repræsenterede Danmark ved kurien, udvirket et løfte fra Leo X om fuldstændig aflad og syndsforladelse for dem der ville sejle til øerne hinsides Ishavet. Der blev også udnævnt en biskop for Grønland, nederlænderen Vincentius Kampe, tidligere franciskanermunk og meget yndet af enkedronning Christina. Valkendorf lod gamle og forstandige mænd udspørge om landets beskaffenhed og sejladsen dertil, og undersøgte gamle, håndskrevne bøger for oplysninger om Grønland og rejsen dertil, og fandt en hel mængde kursforskrifter.

Den planlagte ekspedition til Grønland blev dog ikke til noget, efter sigende fordi kongen ikke ville give Erik Valkendorf eneret på landet i 10 år, men måske snarere fordi det blev forhindret af Sigbrit, der nærede et glødende had til ærkebispen, efter det brev han havde skrevet fra Nederlandene om Dyveke. Eller måske var årsagen krigen mod Sverige, som satte en stopper for så meget andet. Efter at have underkastet sig Sverige, tog Christian igen sagen op, og gav Søren Norby ordre til at gøre sine skibe klar til at sejle til Grønland til næste forår. Søren Norby svarede at han var rede, såsnart han havde fået en ny mast til sin karavel. På grund af oprøret i Sverige blev det heller ikke til noget.

Mødet med Sigbrit og Dyveke i Bergen

Der gik rygter (som senere viste sig at være stærkt overdrevne) om at de tyske købmænd i Bergen havde gjort opstand, dræbt den kongelige foged og plyndret kongsgården og sat ild på den. Efter freden med Lybæk i Nykøbing, og efter at Christian havde fået et passende antal orlogsskibe, sejlede han mod Bergen sidst i juli 1507. Allerede i september bekræftede han at købmændene fra Amsterdam kunne handle i byen, og overalt i det norske rige, om sommeren, dog måtte, som en særlig begunstigelse, 3-4 købmænd overvintre i Bergen.

Selv om allerede Erik af Pommern og Christoffer af Bayern havde forsøgt at bryde Hansens monopol, ved at give privilegier til hollændere og andre, så havde Hansen i stor udstrækning formået at bevare sit monopol i praksis, men nu gennemførte Christian sine forordninger med stor viljestyrke, trods hansekøbmændenes modstand. De fik lov at bevare deres gamle privilegier, men ikke alle de andre rettigheder som de efterhånden havde tiltaget sig. De måtte ikke drive småhandel eller handle direkte med bønder eller almue, og når der kom skotske eller engelske skibe, så havde byens borgere forret til handel i de første 2 uger.

Situationen i Oslo var iøvrigt endnu værre. Her havde rostockerne direkte kongeligt privilegium på småhandel, handel med bønder og ’gæst til gæst’, og ret til overvintring. Det blev rettet da Christian nåede tilbage til Oslo, privilegierne blev kaldt tilbage. En anden sag var det, hvis købmændene ville slå sig ned i byen, og skatte og skylde som andre borgere, så kunne de gøre det, men de måtte ikke forblive pebersvende, de skulle gifte sig inden 2 år.

Figur 4 Valkendorf, Sigbrit og Dyveke (Eilif Peterssen 1876).

Den mest afgørende begivenhed under Christians første ophold i Bergen, i sensommeren 1507, var dog hans møde med Dyveke og Sigbrit. Erik Valkendorf der var kommet til Bergen før kongen, havde konstateret at rygtet ikke talte sandt, der var ikke nogen uro i byen, ud over den livlige handel. Efter sigende havde han fået øje på 2 kvinder, der solgte vafler og bagværk fra en bod, en ældre og en yngre. Den ældre var et svært bygget fruentimmer, med nedhængende, røde kinder, mens den unge pige var af en vidunderlig skønhed, med fine ansigtstræk og et blidt udtryk. Den ældre, Sigbrit, var en enke fra Holland, som i dårlige tider var søgt til Bergen i håb om at gøre lidt småhandel, og pigen var hendes datter, Dyveke (lille due), som havde et uanfægtet rygte for ærbarhed og sædelighed.

Da der blev festet på rådhuset, i anledning af Christians ankomst til byen, blev Sigbrit og Dyveke inviteret. Kongen faldt pladask for den unge skønhed. Efter måltidet dansede han først med en anden af byens unge piger, for ikke at gøre opsigt, men derefter igen og igen med Dyveke. ’Men den dans voldte, at han siden danset fra disse tre riger, Danmark, Sverige og Norge’. Efter festen blev