Medici, Columbus og kong Hans

By Per Ullidtz

Kong Hans' regeringstid var så begivenhedsrig, at det kun kan blive til nogle stikord: Unionskonge, Sten Sture, gode indfødte mænd, Ditmarsken, landsknægte, Poul Laxmand, hertugdømmerne, Firenze, Cosimo de' Medici, Lorenzo il Magnifico, Pazzi sammensværgelsen, Portinari, renæssance, trykte bøger, humanister, fyrster, slaveri, tortur, Botticelli, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Savonarola, Guicciardini, Milano, Ludovico Sforza (il Moro), Venedig, osmanner, Kirkestaten, Napoli, Alonso Borgia (Calixtus III), Rodrigo Borgia (Alexander VI), Cesare, Lucrezia, jubelår, Francesco della Rovere (Sixtus IV), Giuliano della Rovere (Julius II, il papa terribile), de italienske krige, syfilis, Karl VIII, Ludvig XII, Maximilian I, de katolske konger Isabella og Ferdinand, reconquistaen, den spanske inkvisition, conversos, autodafé, Behaims globus, opdagelsesrejser, Columbus, den nye verden, 'indianere', Amerigo Vespucci, Indien, krydderier, prester Jon, Malindi, Mekka, mamelukker, Calicut, skørbug, karaveller, kanoner, Vasco da Gama, Albuquerque, terra do bacalhao, John Cabot, nordboer, Machiavellis 'Fyrsten', Erasmus af Rotterdams 'Dårskabens pris' og Thomas Mores 'Utopia'.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 17, 2017
• ISBN: 9788771880175

Per Ullidtz

Tidligere af samme forfatter: Dronning Edels Familie, BoD, 2010 Absalons Europa, BoD, 2011 Opløsningstid - Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012 Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013 1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014 Hertugerne af Bourgogne 1363 - 1477, BoD, 2016 Medici, Columbus og kong Hans, BoD, 2017 Charles Quint og Christian II, BoD, 2018 Heliocentri og Religionskrig, BoD, 2019

Book preview

I samme serie:

1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014

Dronning Edels Familie, BoD, 2010

Absalons Europa, BoD, 2011

Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012

Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013

Hertugerne af Bourgogne 1363 – 1477, BoD, 2016

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING

HUSET MEDICI

En komfortabel indtægt

Firenzes styre

Giovanni di Bicci de’ Medici

Giovannis venskab med Johannes XXIII

Cosimo de’ Medici

Slaver fra Sortehavets kyster

Firenze forsøger at erobre Lucca 1429

Humanister i Firenze under Cosimo

Medicierne i eksil 1433

Cosimo reél magthaver i Firenze 1434

Francesco Guicciardini

Fred med Milano

Den helligste Liga i Lodi 1454

Cosimo som bygherre

Cosimo som kunstmæcen

Piero il Gottoso

Lorenzo il Magnifico

Lorenzo efterfølger sin far 1469

Opstanden i Volterra 1471

Konflikt med Sixtus IV og hans nevøer

Mordet på Galeazzo Maria Sforza 1476

Pazzi sammensværgelsen 1478

Lorenzo på fredsmission til Napoli

Medici bankens problemer

En urolig fred i Lorenzos sidste 10 år

DE KATOLSKE KONGER

Traktaten i Alcaçovas 1479

Bandos og La Santa Hermandad

Den spanske inkvisition

Reconquistaen fuldbringes

Alhambra dekretet 1492

COLUMBUS

Behaims globus

Afslag fra Portugal

Afslag fra Castilien

Admiral over Oceanet

Udforskning af ’Indien’

Santa Marias stranding

Gennem storm hjem til triumf

KONG HANS

Konge af Danmark

Hertugdømmerne deles

Norsk håndfæstning

Christian I’s urolige bror og nevøer

Klamarrecessen

Axelsønnerne

Vejen til den svenske trone

Dyrtid og oprør

Fribytterkrig

Sten Sture bandsættes påny

St. Knuds i Odense atter kloster

Fred med England

Traktat med Rusland

Kongens afsindighed

Svensk oprør mod Sten Sture

Konge af Sverige

LEONARDO DA VINCI

KARL VIII EROBRER NAPOLI

En farlig medicin

Piero de’ Medicis fald

Kardinal Giuliano della Roveres peptalk

Ild og pest invaderer Italien

Republikken bringes tilbage

Pisa gør sig fri

Karl VIII indtager Rom

Karl som konge af Napoli 1495

Milano stifter forbund mod Frankrig

Slaget ved Fornovo

Syfilis

SAVONAROLA

Savonarolas forfatning for Firenze

Religiøse og sædelige reformer

Kejser Maximilian kommer til Italien

Hunger, pest og farsot i Firenze

Forfængeligheder brændes

Svonarolas fald

BORGIA

Callixtus III

Rodrigo Borgia

Alexander VI

Mordet på Giovanni Borgia 1497

Cesare Borgia

Ludvig XII invaderer Italien 1499

Schweizerkrigen

Hertug af Romagna

Jubelår i Rom 1500

Mordet på Alfonso af Aragonien

Napolis deling mellem Frankrig og Spanien

Lucrezias 3die bryllup

Oprør i Arezzo

Urbino erobres af Cesare

Det smukke bedrag i Senigallia

Borgias fald

VASCO DA GAMA

Pero de Covilhan

Den lange vej til Calicut

Afsejling fra Lissabon, juli 1497

Swahili kysten

I Calicut, blandt snu hinduer og lumske arabere

NORDATLANTEN

Bryllup i Hvalsøfjord kirke 1408

Ulovlig engelsk sejlads på Island

John Cabot

AMERIGO VESPUCCI

Mundus Novus

Lettera al Soderini

Las Casas anklage

PORTUGISISKE ARMADAER

Den 2den armada, Cabral 1500

Den 3die armada, de Nova 1501

Den 4de armada, Vasco da Gama 1502

Mission i Congo

Albuquerque den Store

Den 2den belejring af Cochin

Krig mod mamelukker og venezianere

Ludovico di Varthema

Den 8nde armada, Tristão da Cunha, 1506

Første erobring af Hormuz

Slag ved Chaul og Diu

Vicekonge 1509 – 1515

UNIONSKONGEN YDMYGET AF DITMARSKENS BØNDER

Kejser Frederik III forærer Ditmarsken til Christian I

Slaget ved Dusenddüwelswarf 1500

Kong Hans mister Sverige

Dronning Christina belejres på Stockholm slot

Oprør i Norge

Mordet på Poul Laxmand

Krig mod Sverige, Norge og Lybæk

Appel til kejser Maximilian

Nykøbingrecessen 1507

Fred i København, og ny krig

Endelig fred 1512

JULIUS II (DELLA ROVERE)

Venedig, tyrkere og Den nye Verden

Kampen for Kirkestaten

Cambrai ligaen 1508

Fuori i barbari

Julius II som hærfører

Republikansk oprørsforsøg i Rom

Koncilet i Pisa

Den Hellige Liga 1511

Slaget ved Ravenna 1512

Kong Hans holder sig neutral

Medicierne genvinder magten

MACHIAVELLI

Valgt til vicekansler 1498

Machiavelli i unåde 1512

Fyrsten

Republikker og fyrstedømmer

Arvefyrster og nye fyrster

Erobrede områder

Ludvig XII’s eksempel i Italien

Riger med og uden adel

Erobring af republikker

Fortuna og virtú

Cesare Borgias eksempel

Genskab fred og velstand

Fyrstedømme vundet gennem en forbrydelse

Vigtigheden af militær styrke

Kirkelige fyrstedømmer

Militser, lejetropper og hjælpetropper

En fyrste må lære at handle umoralsk

Om at holde ord

Vigtigt at være en stor hykler

Største fare: mangelfuldt militær og fjendtlig befolkning

En ny fyrste der kan bringe ny orden på Italien

’En kristen fyrstes oplæring’ af Erasmus af Rotterdam

Dårskabens Pris

’Utopia’ af Thomas More

Bog I

Bog II

AFSLUTNING

Medici

Columbus

Kong Hans

LITTERATUR

REGISTER

FIGURER

STAMTAVLER

Indledning

Lorenzo de’ Medici, Christoffer Columbus og kong Hans var omtrent jævnaldrende. Den ældste var Lorenzo, født i Firenze 1ste januar 1449, Columbus var et eller to år yngre, født i 1450 eller 1451 i Genova (formentlig), og Hans blev født 5te juni 1455 i Ålborg. Ingen af dem blev særligt gamle. Lorenzo døde 43 år gammel i 1492, kong Hans i 1513, 58 år og Columbus 55/56 år gammel i 1506.

Andre kendte samtidige var:

Pierro della Francesca (1415 – 1492)

Benozzo Gozzoli (1421 – 1497)

Gentile Bellini (1427 – 1507)

Antonio del Pollaiuolo (1429/1433 – 1498)

Cosimo Tura (1430 – 1495)

Giovanni Bellini (1430 – 1516)

Andrea Mantegna (1431 – 1506)

Andrea del Verrocchio (1435 -1488)

Cosimo Rosselli (1439 – 1507)

Sandro Botticelli (1445 – 1510)

Luca Signorelli (1445 – 1523)

Pietro Perugino (1446/52 – 1523)

Domenico Ghirlandaio (1449 – 1494)

Leonardo da Vinci (1452 -1519)

Pinturicchio (1454 – 1513)

Filippino Lippi (1457 – 1504)

Vittore Carpaccio (1465 – 1526)

Michelangelo Buonarroti (1475 – 1564)

Giorgione (1477/8 – 1510)

Lorenzo Lotto (1480 – 1556)

Raphael Sanzio (1483 – 1520)

hvis malerier idag beundres som udtryk for den italienske renæssance (sidste del af tidlig renæssance og starten på højrenæssancen, og man kan måske glæde sig over at malere tilsyneladende lever længere end regenter, kun 6 af de 21 malere blev mindre end 60 år gamle, 11 blev mere end 70). De fortsatte en udvikling af malerkunsten, som var startet tidligere, i det nordlige Europa, især i hertugdømmet Bourgogne (hvis egentlige tyngdepunkt var Flandern), hvor flamske malere som Robert Campin, Hubert og Jan van Eyck og Roger van der Weyden, opfandt oliemaleriet og udviklede perspektivet og brugen af lys og skygge. De flamske malere var genstand for stor beundring i datidens Italien, og havde betydning for de italienske malerskoler, først senere gik strømmen den anden vej. Men nutidens italienerne deler Michelangelos holdning, og bryder sig ikke om flemmingerne, de kalder dem ’Primitivi fiamminghi’, og regner dem ikke med til renæssancen, men til gotikken, en italiensk samlebetegnelse for barbari (se ’Hertugerne af Bourgogne, 1363 – 1477’).

Italienerne drømte om en rinascimento, der skulle være en genfødsel af antikken, og af det romerske verdensrige, men det er nu yderst diskutabelt om netop malerkunsten (i modsætning til skulptur og arkitektur) i særlig grad lod sig inspirere af antikken. Kendskabet til antikkens malerkunst var ret beskedent, og selv om enkelte motiver i renæssancens kunst var fra antikken, som for eksempel Mantegnas ruinfragmenter, så var langt størsteparten af motiverne religiøse, fuldstændig som tidligere. Apropos ruiner, så skete der en accelereret vandalisering af Roms antikke rester under renæssancen. Selv ’humanistiske’ paver som Nikolaus V og Pius II gav bygherrer tilladelse til at bruge gamle bygninger til at fremstille mørtel, endnu værre end Cosmaterne, der i begyndelsen af 1200-tallet dog brugte den knuste marmor til mosaikker, og langt værre end vandalerne, der kun stjal og ikke ødelagde. Raphael bemærkede at ’det nye Rom, som vi nu kan se i al dets storhed og skønhed, smykket af paladser, kirker og andre bygninger, er alt sammen bygget med mørtel fremstillet af gammelt marmor’.

Perioden huskes også for den såkaldte ’humanisme’, som ikke har meget med nutidens brug af ordet humanisme at gøre. Den fik sit navn fordi den primært studerede de discipliner der ikke var utilitaristiske. som teologi, jura eller medicin, men koncentrerede sig om latinsk grammatik og retorik. Humanisterne mente at de løftede det latinske sprog ud af det mørke det havde befundet sig i gennem middelalderen, og gengav det dets gamle formfuldendthed og klarhed. Ordet ’middelalder’ (Medioevo) var iøvrigt også en italiensk opfindelse, som skulle betegne den uciviliserede, uinteressante periode mellem det storslåede romerske verdensriges undergang, og dets genfødsel i Italiens renæssance, en overgangsperiode præget af barbarer fra den anden side af Alperne, og ganske uden betydning for kultur eller civilisation.

Langt de fleste latinske værker havde dog været kendt og læst gennem hele middelalderen, men renæssancen udfyldte en del lakuner, ved at finde gamle manuskripter i klostrernes biblioteker, også uden for Italiens grænser. Hvis det ikke kunne lade sig gøre at købe manuskripterne, skete det at de blev ’befriet fra barbarerne’. Der kom også manuskripter til Italien med nogle af de græske lærde som emmigrerede fra det smuldrende byzantinske rige, omend langt de fleste grækere foretrak ’turbanen for kardinalhatten’, tyrkerne fremfor latinerne.

Ligesom kunstnerne, der stadig blev betragtet som håndværkere, var mange af humanisterne rundet af beskedne kår og tog arbejde som sekretærer, kanslere, lærere eller hofpoeter hos fyrster, paver og oligarker. Det blev mode for de fyrstelige tyranner at ernære et kobbel af tamme humanister, som skulle sprede glans over deres hof, men der var dog også mange rigmænd der havde humanisme som hobby. Når man inddeler i 3 stænder: adel, gejstlige og almue, som skulle varetage henholdsvis krig, bøn og arbejde, glemmer man ofte et fyldigt mellemlag af lakajer og ridefogeder, som viderebragte adelens hensigter til almuen. Mellemlaget måtte tilpasse sig de faktiske magthavere, og administrere den direkte udøvelse af magten over for den brede masse, vulgus, dem uden byrd, rigdom eller klassisk dannelse. Humanisterne passede fint ind i dette mellemlag, uanset om det nu var verdsligt eller gejstligt.

Humanisterne foragtede skolastikkens nyttesyn (utilitarisme), og dens kritik og debat. Veltalenhed og forfinelse af den latinske stil, var det vigtige, helst som poesi. Til tider var det vigtigere hvordan noget blev udtrykt, end hvad det var der blev udtrykt. Efterhånden var mestring af latin ikke tilstrækkeligt for at blive anset som en sand humanist, man skulle også beherske græsk. Men som en dansk humanist skriver var det ’ikke altid klart om alle de humanistiske forfattere der har inddraget tankerne også har læst værkerne på græsk’.

Til gengæld var humanisterne helt uinteresserede i naturvidenskab. De vigtigste ’videnskaber’ i renæssancen var astrologi og alkymi, begge respekterede fag på de fleste universiteter. Herskere fra huse som Sforza, Montefeltro, d’Este og Medici, selv paver som Sixtus IV og Julius II, traf deres vigtigste beslutninger på grundlag af råd fra astrologer eller andre spåmænd. Den megen granskning af antikke skrifter medførte også at man genopdagede magiske tekster fra fortiden. Jødisk kabalisme blev populær, selv om man tidligere i middelalderen havde fordømt den slags som kætteri. Humanister som Pico della Mirandola og Marsilio Ficino tog kabalismens talmagi i forsvar, og mente at den var lovlig for kristne. Hermes Trismegistos mystiske skrift med ’gammel egyptisk visdom’, som i virkeligheden var et falskneri fra Byzans, vakte stor opmærksomhed. Der skulle gå hundrede år før nogle kloge hoveder begyndte at interessere sig for empirisk videnskab.

Besynderligt nok førte studiet af de antikke skrifter også til at troen på uhyrer og monstrer blev genoplivet. Plinius den Ældre havde beskrevet menneskelignende skabninger med hundehoved, med kun én fod, med et enkelt øje midt i panden og mange andre vanskabninger, og han afvæbnede ganske elegant eventuelle indvendinger: Jeg tvivler ikke på at nogle af disse kendsgerninger vil forekomme uhyrlige for mange. Hvem ville nogen nogen sinde have troet på at der fandtes sorte mennesker, før han faktisk havde set dem? Både kort og rejseberetninger blev fyldt op med alverdens uhyrer.

Lidt groft kan man sige at den italienske renæssance ikke var begyndelsen på ’moderne tider’, men primært var en intellektuel modebevægelse i Italien, med klare chauvinistiske overtoner, blandt en kulturel og politisk elite, og den påvirkede stort set ikke tilværelsen for den brede befolkning. Drømmen om Romerrigets genfødsel, forblev en flygtig drøm.

Også en stribe depraverede paver satte deres præg på renæssancen. Christine Shaws første linie i indledningen til biografien om Julius II er: For the papacy as an institution, the Renaissance was not a golden age, et smukt eksempel på engelsk understatement. De samtidige paver (som dog ikke alle var lige depraverede) var:

Nikolaus V (1447 – 1455), Tomasso Parentucelli, Genova

Callixtus III (1455 – 1458), Alonso Borgia, Aragonien

Pius II (1458 – 1464), Æneas Silvius Piccolomini, Siena

Paul II (1464 – 1471), Pietro Barbo, Venedig

Sixtus IV (1471 – 1484), Francesco della Rovere, Genova

Innocens VIII (1484 – 1492), Giovanni Battista Cybo, Genova

Alexander VI (1492 – 1503), Rodrigo Borgia, Aragonien

Pius III (1503 – 1503, 26 dage), Francesco Piccolomini, Siena

Julius II (1503 – 1513), Giuliano della Rovere, Genova

Nikolaus V var den første pavelige humanist, i renæssancens betydning af ordet som klassisk filolog, en behersker af latinsk grammatik og retorik. Indtil da havde kurien betragtet humanisterne med mistro, på grund af deres store interesse for en hedensk tid. Det var stadig tilfældet for enkelte senere paver, som Paul II. Alexander VI (Borgia) og Julius II (della Rovere) er gået over i historien som to af de mest depraverede paver nogensinde, i den lange række af grumme vikarer på St. Peters stol.

I England fik Henrik VII, af huset Tudor, standset Rosekrigene i 1487, Ludvig XI fik, i Frankrig, bugt med det gryende burgundiske rige (1477), og de katolske konger, Isabella I af Castilien og Ferdinand II af Aragonien, fik i praksis, omend ikke formelt, forenet Castilien og Aragonien til et enkelt rige, Spanien (1474). Maximilian I blev hertug af Bourgogne i 1477 (hvilket i realiteten vil sige Nederlandene), romernes konge i 1486 og kejser i 1508, og hans søn med Marie af Bourgogne, Filip den Smukke, blev gift med Johanne af Castilien (Juana la Loca, den Gale), datter af de katolske konger, i 1496. Isabella og Ferdinand fuldbragte la reconquista i 1492, og samme år fandt Christoffer Columbus en ny verden, selv om han ikke vidste det. Juana la Loca og Filip den Smukkes søn Charles Quint (Karl V) fik forenet Nederlandene, Spanien, dele af Italien, det tysk-romerske rige og de spanske kolonier i Amerika og Asien. Ivan den Store fik afkastet tatarernes åg i 1480, og fik samlet den første russiske stat siden væringernes Rus, mens det Osmanniske rige var ved at blive en europæisk stormagt.

I forhold til disse stadigt større europæiske stater, var de italienske stater små, selv om der var sket en betydelig koncentration fra snesevis af stater, mest republikker, til 5 større (Milano, Venedig, Firenze, Kirkestaten og Napoli) og flere små oligarkier eller fyrstedømmer (Savoyen, Montferrat, Genova, Lucca, Siena, Modena, Mantova, Ferrara, Trent med flere). I 1454 kunne der sluttes fred mellem Venedig og Milano, sanktioneret af de 3 andre større stater.

Men selv om de større italienske stater selv var små, var de rige, og deres ego’er fejlede ikke noget, de drømte stadig, hver især, om at genskabe det romerske verdensherredømme. De var stridbare, og brugte det meste af den opsamlede rigdom på krige, både eksternt og internt. Det gjaldt ikke mindst i Firenze, hvor ’byens gader hvert øjeblik måtte blive valpladsen for blodige kampe på grund af virkelige eller indbildte overgreb på statslivets område’ som Lehman skriver. Guicciardini har ikke meget til overs hverken for sine landsmænd, florentinerne, eller for deres valgte embedsmænd:

’Florentinernes ondskab og uvidenhed har altid medført at vi har valgt uegnede mænd, der, såsnart de havde tiltrådt deres embede, blev korrupte og skadelige, og vi, på vores uduelige og ondskabsfulde facon, har fundet os i dem’.

Heldigvis brugte oligarkerne også noget af deres rigdom på image-pleje, som mæcener for kunstnere og lærde. Selvom de dårligere konjunkturer også ramte rigmænd, som Lorenzo il Magnifico.

Figur 1 Stridbare florentinere i det 21nde århundrede.

1200- og 1300-tallets selvstyrende kommuner, med deres rigt udviklede borgerliv og republikanske idealer, blev erstattet af fyrstestater, som betjente sig af professionelle hære, primært bestående af lejetropper. Det gryende demokrati blev erstattet af et tyranni, som varede ved i århundreder. En del af ansvaret for denne udvikling havde humanisterne, som lovsang og propaganderede for fyrsterne. Deres fokusering på latin som litterært medium bremsede også udviklingen af det levende italienske sprog.

Samtidig med at den gamle frihed og nationale samfundsånd forfaldt, rejste den klassiske kultur sig sejrrigt under principatet, og overlevede de Italienske Krige (1494 – 1559) (eller De italienske Krige, om man vil), ja spredte sig faktisk til de stormagter, Frankrig, Spanien og Tyskland, som fejede de italienske småstater til side. Et af mange eksempler på at en guldalder kan trives fint under trange kår. Men at se et afgørende brud mellem ’middelalder’ og ’moderne tider’ i den italienske renæssance, er en stor misforståelse, uanset hvor ofte den bliver fremsat.

I den samme periode faldt Konstantinopel til tyrkerne, og det økonomiske tyngdepunkt flyttede fra Middelhavet til Atlanterhavskysten, fra Italien til den Iberiske Halvø, ikke mindst efter Vasco da Gamas åbning af søvejen til Indien, og efterhånden rykkede det endnu længere nordpå (omend det må indrømmes at Flandern hele tiden havde været en del af den hårde kerne, både hvad angik rigdom og kunst). Skandinavien forblev et udkantsområde, selv om den geografiske størrelse af Unionskongens, mere eller mindre forendede riger, af og til kunne vække beundring.

Det er ikke nemt at sige hvad der drev denne udvikling, udover at Europa lige siden år 1000 havde været inde i en slags renæssance, med en uopholdelig kappedyst og konkurrence, mellem byer, fyrster, stater og kirke. En af drivkræfterne var utvivlsomt kampen mod islam. Det havde været et af de vigtigste motiver for Europas første ekspansion, og var det igen for Henrik Søfareren, som ville om i ryggen på muslimerne, og alliere sig med prester Jon, den legendariske fyrste et sted i Asien eller måske i Afrika. Konstantinopels fald i 1453 gjorde kampen endnu mere påtrængende, og styrkede også Henriks andet motiv, at finde nye handelsveje til Østens rigdomme og peber.

Det var dog ikke oplagt at Henrik skulle gå til opgaven med brug af ’moderne’ metoder, men det gjorde han. Udforskningen af Afrikas vestkyst, er et af de første eksempler på en moderne, videnskabelig, empirisk fremgangsmåde, baseret på matematiske, astronomiske og geografiske metoder.

Ikke at opdagelsesrejserne heller førte til ’moderne tider’. Den eksplosive globalisering ændrede verden dramatisk og til tider brutalt, med både lykkelige og ulykkelige konsekvenser. Men tiderne forblev brutale, lemlæstelse var en almindelig straf, afskæring af næser eller ører for mindre forseelser, afhugning af hænder eller fødder for mere alvorlige, henrettelser på hjul og stejle, efter radbrækning (knusning af alle knogler), spidning, levende begravelse eller brænding på bål, det sidste især for mennesker med idéer der afveg fra mainstrean, og nogle steder i verden for hustruer efter ægtemandens død. Andre steder ofrede man mennesker, eventuelt for at spise dem. Det var den ganske verden der var brutal, men måske var de nye kontakter mellem de forskellige kulturer med til at åbne sindene, og tvivlen, på længere sigt, omend det tog flere hundrede år før slaveri, fæstebønder, tortur og lemlæstelser ikke længere var en naturlig del af hverdagen.

Huset Medici

Huset Medici hørte ikke til de allerældste i Firenze, og ikke til aristokratiet, men var dog heller ikke blandt de nysankomne, eller nyrige. Det blev sagt at de nedstammede fra en modig ridder ved navn Averardo, som havde kæmpet for Charlemagne. Han var kommet til Toscana på vej til Rom og havde nedlagt en ond gigant, der terroriserede bønderne i området Mugello. Under kampen havde hans skjold fået flere buler, og Charlemagne havde belønnet ham med retten til et våbenskjold med røde buler, eller palle, på en gylden baggrund. Andre mente at de røde cirkler mindede om familiens fortid som læger, det var piller eller sugekopper. Nævnte læger skulle være efterkommere af en kulsvier, der var flyttet fra Mugello til Firenze. Og så var der dem der mente at det var mønter, det traditionelle symbol for pantelånere.

Figur 2 Cosimos våbenskjold

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Coat_of_arms_of_Cosimo_il_Vecchio.svg

Familien var respekteret i Firenze allerede fra år 1200, hvor en Medici var medlem af det kommunale råd, og i 1296 blev den første fra familien, Ardingo de’ Medici, valgt til gonfaloniere (fanebærer). Cosimos tipoldefar, Averardo, blev valgt som gonfaloniere i 1314, men derefter gik det noget ned ad bakke, familien var blevet talrig, efterhånden med 9 grene, som ikke kunne enes indbyrdes, og af og til kom i konflikter, endog voldelige. Mellem 1343 og 1360 var der 5 Medicier der blev dømt til døden.

Gregorio Dati, som var international silkehandler, sagde: En florentiner der ikke er købmand, som ikke har rejst rundt i verden, set andre nationer og folk og derefter er vendt tilbage til Firenze med rigdomme, vil aldrig nyde nogen form for agtelse. Når først en købmand havde samlet rigdomme, måtte han ikke være karrig med at spendere dem, på et fint palads med en loggia, landvilla og et privat kapel. Familien måtte være passende, dyrt klædt, dog ikke overdrevent, og købmanden måtte give sine døtre pæne medgifter. Han måtte være gavmild over for kirke- og klosterbyggerier, og hvis han var tilstrækkeligt rig, forventede man at han lånte penge til republikken.

En komfortabel indtægt

Med en indtægt på 150 floriner (525 gram guld) om året kunne man leve komfortabelt (cirka 138.000 kr med dagens (2016/12/09) guldpriser, men det reflekterer ikke datidens købekraft). Et mindre hus, med have, i det centrale Firenze kunne lejes for omkring 35 floriner pr. år, og et smukt palads kunne købes for 1000. En stuepige kostede 10 floriner om året, og en slave kunne købes for 50. Hvis en stuepige sættes til den danske minimumsløn på 110 kr/time i 1480 timer/år, bliver 1 florin = 16.280 kr (cirka 17,5 gange dagens guldpris), en komfortabel indtægt på 150 floriner bliver til 2.442.000 kr, et palads i Firenze ville koste 16 millioner og en slave ville kunne fås for 814.000 kr. Omregningen er naturligvis meget omtrentlig, og kan næppe bruges for meget store beløb. Her ser det ud til at værdien af en florin er endnu højere, medens den for mere beskedne beløb måske kun er det halve, eller en tredjedel, men næppe mindre. En dukat havde nogenlunde samme værdi som en florin, en écu var cirka 10% mere værd og et pund sterling var omkring 6 gange værdien af en florin. Så guld/sølv forholdet var omkring 14, hvor det tidligere havde været 6 – 10, og nu er omkring 80. Omregningerne må tages med et gran salt, men kan nok give et fingerpeg.

I et velstående hjem kunne et festmåltid starte med meloner, fulgt af ravioli, tortellini og lasagna, så kom en berlingozzo, en ringformet kage lavet af mel, æg og sukker, så nogle skiver af kapun, stegt kylling og perlehøne, fulgt af krydret kalve- eller svinekød, drosler, suder, gedde, ål eller ørred, kogt kid, duer, agerhøns eller påfugl. Som grøntsager var der normalt et udvalg af bønner, løg, spinat, gulerødder, porre, ærter og rødbeder. Til sidst kunne der være ris kogt i mandelmælk og serveret med sukker eller honning, eller pinocchiato, en desert lavet af pinjekerner. Alt var godt krydret, med ingefær, knuste mandler, kanel og kryddernelliker, og drysset med ost eller med sukker.

Firenzes styre

Styret i Firenze var en noget kompliceret sag. Firenzes ’kommune’ daterede sig til 1000-tallet, og omkring 1200 havde byen, som så mange andre i Norditalien, fået en podestà som øverste embedsmand, dommer, og chef for hæren. Han skulle være adelig, udlænding og senere også guelfer (pavetro), og blev i starten udnævnt for et år ad gangen, senere for et halvt år. Efterhånden mistede han flere og flere af sine magtbeføjelser, for eksempel blev kommandoen over byens milits overtaget af folkets kaptajn (også en udenlandsk adelig), omkring 1250, medens podestàen beholdt kavaleriet. Også kaptajnen mistede efterhånden sin indflydelse, og hvervet blev helt nedlagt i 1477, fordi det var blevet tømt for indhold. Podestàen fortsatte en snes år længere, men mest med ceremonielle forpligtelser.

Oprindelig havde podestàen 2 rådgivende råd, kommunerådet og folkets råd. I kommunerådet kunne der sidde adelige, men ikke i folkets råd, og i begge blev de 200-300 medlemmer valgt for 4 måneder af gangen. De havde en begrænset magt, men kunne forhindre nye love, medmindre de, midlertidigt, blev erstattet af andre råd. Dertil kom 2 collegi, De 12 Gode Mænd, Dodici Buonomini, fra 1321, og De 16 Gonfaloniere, Sedici Gonfaloniere, fra 1343. Alle love skulle forelægges de 2 collegier, og kunne ikke vedtages uden deres accept. De 12 sad i 3 måneder, de 16 i 4 månder, og begge blev valgt ved lodtrækning. Sammen med priorerne udgjorde de de 3 højeste råd (i tre maggiori).

Den lovgivende magt i Firenze lå, i hvert fald teoretisk, hos de 21 laug, eller arti, 7 overordnede og 14 mindre betydende. De 7 overordnede bestod af Arte dei Guidici e Notai, for dommere og notarer, Arte della Lana, Arte di Por Santa Maria og Arte di Calimala, for uld, silke og klædes købmænd, Arte del Cambio, for bankierne, der stadig var noget suspekte, på grund af kirkens fordømmelse af åger, og Arte dei Medici, Speziali e Merciai for læger, apotekere og købmænd der handlede med krydderier, farver og medicin. Sidstnævnte accepterede også nogle håndværkere, som malere, der købte deres farver i lauget. Det sidste af de 7 overordnede laug var Arte dei Vaccai e Pellicciai, for folk der forhandlede eller forabejdede skind og pelse. De mindre laug var for slagtere, garvere, læderarbejdere, smede, kokke, murere, snedkere, vinhandlere og kroværter, skræddere, våbensmede og bagere.

De 7 ledende laug havde 6 repræsentanter, priori, i signoriaen der var blevet indstiftet i 1282, og de øvrige 14 laug havde 2. Udover at udstede love og dekreter, kunne signoriaen fungere som domstol i sager der vedrørte staten, og den havde stor indflydelse på udenrigspolitikken. Den bestod desuden af en gonfalonier di giustizia, retfærdighedens (eller rettens) fanebærer. Alle laugsmedlemmer over 30 år var, i princippet, valgbare, og deres navne blev anbragt i 8 lædersække, hvorfra der blev trukket nye navne hver anden måned. Havde man gæld var man dog ikke valgbar. Det var man heller ikke hvis man havde været valgt for nylig eller hvis man var i familie med andre der var udtrukket. (I praksis var et af Mediciernes magtmidler, at de fik kontrol over hvilke navne der blev placeret i lædersækkene).

Regeringsmedlemmerne skulle forlade deres hjem og flytte ind i Palazzo della Signoria (Palazzo Vecchio). De fik en beskeden, eller ingen, løn, men blev godt beværtet og udstyret med karmosinrøde kapper beklædt med hermelin, og på gonfalonierens var der broderet gyldne stjerner. Signoriaen kunne nedsætte komiteer med særlig magt (balia), som Otto di Guardia, nedsat efter Ciompi opstanden til at tage sig af politiske forbrydelser, eller Dieci di Balia (de ti) til at lede krigsførelse. Senere etablerede Cosimo et 100-mandsråd, til at kontrollere kommunerådet og folkets råd, og Lorenzo il Magnifico skabte i tilgift et 70-mandsråd med meget vide beføjelser, blandt andet skulle de godkende signoriaens beslutninger.

Af Firenzes knap 100.000 indbyggere var der under normale omstændigheder omkring 3.000 der deltog aktivt i styret, eller 3% hvilket svarer nogenlunde til antallet af partimedlemmer i Danmark, hvoraf dog kun et lille fåtal deltager aktivt i landets styre. Almindelige arbejdere i uldog silkeindustrien, vævere, spindere og farvere, kartere og valkere, kræmmere, sømænd og alle almindelige arbejdere der ikke havde noget fast værksted, kunne ikke være medlemmer af et laug. Det drejede sig om tre fjerdedel af befolkningen. Det var det der havde ført til Ciompi opstanden i 1378, hvor de laveste klasser havde fået lov til at danne 3 nye laug, for en kort bemærkning, indtil de 21 laug igen fik bragt orden i sagerne. Kvinder, udlændinge, tyende, slaver og fattige, havde ingen, formel, indflydelse. Heller ikke folk fra contadoen, Firenzes opland på efterhånden 4.900 km² (godt en tiendedel af Danmarks nuværende areal), havde nogen direkte indflydelse.

I slutningen af 1400-tallet var magten i Firenze delt mellem to partier, der anførtes af henholdsvis Albizzi og Ricci klanerne. Der var nu ikke kun tale om familier, men om et patron-klientforhold, lidt som det man kender fra Mafiaen idag, hvor en række forskellige familier søgte hjælp, til at få en stilling, et lån eller en medgift, fra en magtfuld person eller familie, som til gengæld kunne regne med klienternes støtte i politisk sammenhæng. Derfor var konflikter oftere mellem klaner, end mellem sociale klasser. Det mindede noget om det feudale system, men var mindre formaliseret.

Albizzi havde været førende familie siden ghibellinerne (der tildels var de aristokratiske efterkommere efter langobarderne, med støtte fra kejseren og tyskerne) var blevet drevet ud af byen (af guelferne, rige borgere med støtte fra paven, og senere fra franskmændene), og grandierne (adelen) havde mistet deres politiske rettigheder. Egentlig var Albizzierne også aristokrater, medens Ricci og deres tilhængere Scali, Strozzi, Alberti og Medici var rige borgerlige, af noget usikker oprindelse, og derfor kunne mistænkes for at være ghibelliner, og følgelig til en vis grad kunne holdes uden for politisk indflydelse. Det gav dem tendens til at støtte demokratiske bevægelser.

I 1378 var det sandsynligt at Salvestro de’ Medici, søn af Alamanno de’ Medici, ville blive valgt til gonfalonier di giustizia. Han havde allerede været gonfaloniere i 1370. Albizzierne forsøgte et kup, men det mislykkedes, og resultatet var at Salvestro rent faktisk blev valgt (for flere detaljer se ’Atterdag og Hundredårskrig’). Salvestros forslag om yderligere begrænsning af grandiernes magt og om rettigheder til de mindre laug, nærede det folkelige oprør, som snart førte til Ciompi opstanden. Det havde ikke været Salvestros hensigt, og selv om han blev slået til ridder af Ciompierne, blev han snart en af hovedkræfterne i modrevolutionen, og fik på et tidspunkt nærmest diktatorisk magt, indtil han blev sendt i eksil i 1382, da Albizzierne vendte tilbage til magten.

Herefter mistede Firenze i stadig stigende grad det mål af demokrati, som man tidligere havde haft, og stadig brystede sig af. Det var dog allerede sket for langt de fleste af de norditalienske ’kommuner’ og republikker, såvel som for de nordfranske byer og de nederlandske provinser. Alligevel beklagede humanister som Leon Battista Alberti, filosof, poet, atlet, maler, arkitekt og musiker, og fra en af Firenzes ældste købmandsslægter, sig over at ’de dovne og feje plebejere’ havde for stor politisk indflydelse.

Giovanni di Bicci de’ Medici

Salvestro var Giovanni di Bicci de’ Medicis farbror. Giovanni betragtes normalt som stamfader for den del af slægten der kom til at præge renæssancen, og eftertiden.

Stamtavle 1 Medici.

I modsætning til Salvestro var Giovanni stille og tilbageholdende i politik og ’søgte aldrig paladset’, til gengæld opbyggede han, fra næsten ingen ting, en rigdom af uanede højder, mest fra bankforretninger (han var den egentlige grundlægger af Medici banken) men også fra uldhandel. Starten var et heldigt giftermål med Piccarda Bueri, af rig familie og med en medgift på 1.500 floriner, som blev investeret i filialen i Rom. Han åbnede bankfilialer i de norditalienske stater, og senere i mange europæiske byer, og hans filial i Rom blev pavens vigtigste bankforbindelse, med ret til indkrævning af skatter og med interesser i de alun miner som blev fundet i pavestaten omkring dette tidspunkt.

På grund af onkel Salvestro blev familien, af mange af de fornemmeste personer i byen, mistænkt for at stå på folkets side. Giovanni havde altid forsøgt at dæmpe den mistanke, men han blev til stadighed anset for at have sympatier med Minuto Popolo. Han ville ikke risikere at miste sin formue, så han forsøgte på alle måder at holde sig uden for offentlig opmærksomhed, medens han tjente penge på sin hurtigt voksende bankforretning. Han ejede 2 uldværksteder i Firenze, og var medlem af Arte della Lana, men da hans hovedinteresse var bankvirksomhed, var han også medlem af Arte del Cambio.

Figur 3 Giovanni di Bicci de’ Medici (Bronzino)

Han havde ry for at være en venlig mand, ærlig, forstående og menneskelig. Han var ikke særligt veltalende, men kunne komme med rammende bemærkninger. Som sagt foretrak han at holde sig væk fra politik, men det var sandt at det kunne være svært at trives i Firenze, hvis man ikke havde del i regeringsmagten, så i 1402 accepterede han et valg til prior, og igen i 1408 og 1411, og i 1421 blev han gonfaloniere. Ellers accepterede han at det var den rige Albizzi familie som havde kontrollen med styret, og som sørgede for at Firenzes område til stadighed voksede. Byerne Pistoia, Volterra og Prato, var allerede blevet købt i 1351, fra dronningen af Napoli, Arezzo havde overgivet sig til Firenze i 1384, Pisa, med havnebyen Porto Pisano, blev erobret i 1406 (2.000 km² inklusive contadoen, det kostede Firenze 1,5 millioner floriner), og i 1421 købte de Livorno af Genova. Efterhånden havde Firenze kontrol over et område på 11.000 km², en fjerdedel af Danmarks nuværende areal.

På dette tidspunkt blomstrede kunsten op i Firenze. Giovanni sad i det dommerpanel der valgte Ghibertis bronzedøre til baptisteriet (han startede i 1401 og havde den første dør færdig efter 22 år, den anden, østdøren som Michelangelo kaldte døren til Paradis, tog yderligere 28 år, reliefferne er nu erstattet med plastikkopier, ivrigt fotograferet af turister, originalerne kan betragtes i fred og ro i domkirkens museum).

Figur 4 Jakob og Esau fra Ghibertis anden bronzedør (Døren til Paradis).

Giovanni var også med i det panel der valgte Brunelleschi som arkitekt til det gamle sakristi på San Lorenzo, og Donatello som billedhugger, han finansierede det også, og ligger begravet dér sammen med sin hustru. Giovanni var også mæcen for tidens humanister, og sørgede for at hans 2 sønner, Cosimo og Lorenzo, fik de bedste lærere.

I Firenzes arkiver findes stadig de hemmelige, det vil sige de retvisende, regnskaber for Medici banken. De viser at Giovannis samlede indtægt, fra bankvirksomhed og uldindustri, i perioden 1397 til 1420, beløb sig til formidable 113.865 floriner. Det meste af indtægten blev reinvesteret, men en del blev brugt på ejendomme i Firenze, og gårde og jorde i Mugello. I catastoen (formueopgørelsen) fra 1427, er kun en enkelt person i Firenze, en Strozzi, rigere end Giovanni.

Giovannis venskab med Johannes XXIII

Som nævnt var bankvirksomhed blevet Mediciernes væsentligste aktiv under Gioavnni. Medici familien havde startet en bankfilial i Rom allerede i midten af 1300-tallet. Der var også filialer i Venedig, Genova, Napoli og Gaeta. Giovanni åbnede en ny filial i Genève, nummer to filial i Rom, og filialer i Brugge og London. Hans success som bankier skyldtes hovedsageligt han venskab med paven (eller modpaven, ifølge den katolske kirke), Baldassare Cossa. Han var blevet valgt i 1410, som efterfølger for Alexander V, der selv var blevet valgt på koncilet i Pisa, men som var død efter mindre end et år på pavestolen. Koncilet i Pisa havde været indkaldt for at sætte en stopper for skismaet, og havde først afsat de to stridende paver, spanieren Benedikt XIII, og venezianeren Gregor XII (som af den katolske kirke anses for den retmæssige pave), men endte med at have 3 paver istedet for 2.

Baldassare Cossa var af gammel neapolitansk adelsfamilie, og tog navnet Johannes XXIII. I sin ungdom var han begyndt på en militær karriere og havde en overgang ernæret sig som sørøver (hans to brødre var begge blevet dødsdømt for sørøveri). Det blev sagt at Medicierne havde hjulpet ham til at købe sin kardinalhat for 10.000 dukater (en dukat havde som nævnt nogenlunde samme guldvægt som en florin, så med ovenstående omregning ville det svare til omkring 150 millioner 2016 kr), og i den livlige korrespondence mellem de to parter, omtalte Baldassare altid Giovanni som ’sin meget kære ven’. Efter at Johannes var blevet valgt til (mod)pave, kom over halvdelen af Medici bankens indtægter fra de 2 filialer i Rom.

At der nu var 3 paver, fik kejser Sigismund til at inkalde til koncilet i Konstanz (1414 – 1418), hvor Johannes XXIII deltog, sammen med repræsentanter for Medici banken, blandt andre Giovannis unge søn Cosimo. Efter at Johannes var blevet afsat af koncilet, for kætteri, simoni, tyranni, giftmord på Alexander V og for at have forført mere end 200 damer i Bologna, plus alle de andre forbrydelser som var af en sådan karakter at man ikke kunne sætte dem på papir, sørgede Medicierne for at betale løsesummen til kejser Sigismond, på 35.000 floriner, og for at Johannes fik et behageligt, omend kort, otium i Firenze.

Den nye pave, Martin V, fra Colonna familien i Rom, opholdt sig også et par år i Firenze, ved klostret Santa Maria Novella, men forholdet til Medicierne var ikke så varmt i begyndelsen. Det forbedredes dog med tiden, og efterhånden genvandt Medici banken sin rolle i forhold til kurien.

Cosimo de’ Medici

Cosimo blev født i 1389, og fik tidligt en interesse for klassisk litteratur og antikke filosoffer. Ved koncilet i Firenze i 1439, hvor den græske og den romerske kirke skulle genforenes, genoplivede græske deltagere interessen for Platon, som ellers havde været noget fortrængt af skolastikerne, til fordel for den noget mindre spirituelle Aristoteles. Det førte senere til genfødslen af det ’platoniske akademi’, under Cosimos vinger. Udover latin, lærte han tysk og fransk, og en smule hebræisk, græsk og arabisk. Han passede fint ind under betegnelsen: humanist, selv om han ikke var lige så lærd som andre i hans omgangskreds. Pius II, der ikke havde meget til overs for florentinere (han var fra Siena), indrømmede at Cosimo var klog, vidende og kultiveret, ’mere litterær end normalt for købmænd’. Helt fra sin tidlige ungdom var han en ivrig samler af antikke manuskripter, men som sin far, og i modsætning til de professionelle humanister, var han ivrig efter at holde sig uden for offentlighedens rampelys. Han førte, i hvert fald udadtil, et beskedent levned, med enkle klæder, aldrig ledsaget af mere end én tjener, og viste stor respekt for øvrigheden. Menigmand kunne lide ham, og stolede på ham.

Cosimos 5 år yngre bror, Lorenzo, blev forfader til de Mediciske fyrster, fra 1537.

Omkring 1415 blev Cosimo gift med Contessina de’ Bardi, datter af en af faderens partnere i Rom. Bardierne var en af de rigtigt gamle florentinske familier, som tidligere havde været meget rige, men aldrig rigtigt var kommet sig efter bankerotten kort efter 1335, som også havde ramt de banker der tilhørte Pitti, Acciaiuli, Peruzzi og Buonaccorsi. Bankerotten kom mere end 10 år før Den sorte Død, og skyldte formentlig kulden og sulten i starten af 1300-tallet (se ’Opløsningstid – Kuld, Sult og Pest’). Cotessina havde derfor ikke en enorm medgift, men medbragte dog Palazzo Bardi, hvor de nygifte flyttede ind. Hun havde godt styr på husholdningen, holdt af god mad, og blev fed, men var venligsindet og dygtig, dog på ingen måde lærd, og var forment adgang til sin mands arbejdsværelse.

Figur 5 Cosimo de’ Medici (Bronzino)

Cosimo var med til koncilet i Konstanz, i 2 år, hvor han rejste fra den ene by til den anden nord for Alperne, og besøgte familiens filialer i Tyskland, Frankrig og Flandern, og måske var han også i Lybæk. Efter hjemkomsten blev han leder af filialerne i Rom, hvor han boede de næste 3 år, med kun enkelte besøg i Firenze. Han boede i Tivoli, hvor en tjerkesisk slavinde, Maddalena, tog sig af ham. Hun fødte ham en søn, Carlo, som voksede op sammen med Cosimos øvrige sønner. Han kom til at gøre karriere i kirken.

Slaver fra Sortehavets kyster

Kristendommen havde et noget ambivalent forhold til slaver, men havde dog traditionelt tilladt at krigsfanger, der var taget i en retfærdig krig, kunne holdes som slaver. I 1336 blev det også gjort lovligt at indføre slaver, fordi der var stor mangel på indfødte tjenestefolk, efter den store hungersnød (igen før pesten). De var for det meste grækere, tyrkere, russere, polakker, tjerkesere eller tatarer, bragt til Italien, fra Sortehavets kyster, af venezianske eller genoesiske købmænd. Tatarerne blev fortrukket af nogle, fordi de arbejdede hårdt, mens andre foretrak tjerkeserne fordi de var smukkere og med et nemmere gemyt. Alle skulle arbejde fra morgen til aften. En vandreprædikant fra Siena, Fra Bernardino, gav husmødrene følgende råd, til deres eget bedste:

Trænger der til at blive fejet? Så lad din slave feje. Er der potter der skal skures? Så lad hende skure dem. Er der grøntsager der skal renses eller frugt der skal skrælles? Så sæt hende til at gøre det. Vasketøj? Giv det til hende. Lad hende se efter børnene og alt muligt andet. Hvis du ikke vænner hende til at gøre al arbejdet, så bliver hun til et lille dovent stykke kød. Giv hende endelig ikke nogen fritid. Så længe du holder hende igang, så spilder hun ikke tiden med at hænge i vinduet.

Slaverne kunne købes billigt på markederne i Venedig, Genova og Napoli. Normalt var det unge kvinder eller piger, som forblev slaver resten af livet. Ejerne havde fuldstændig magt over dem, og kunne sælge dem, bytte dem, bruge dem, udleje dem, og dømme dem på sjæl og legeme, fuldstændig som de lystede. De blev betragtede på linje med husdyr, og på inventarlister blev de opført ved siden af kvæget. Mange blev gravide med deres herre, og hittebørnshospitaler fik konstant små bylter med mørklødede eller slaviskudseende babyer. Til gengæld kunne slaven normalt være sikker på at få nok at spise, hun blev betragtet som en del af familien, og var under dyrtid ofte bedre stillet end fattige florentinere. Og Cosimo tog sig godt af sin uægte søn.

Firenze forsøger at erobre Lucca 1429

Før sin død i 1429 havde Giovanni givet sine sønner det råd, at de skulle optræde fredeligt over for de rige og magtfulde, og barmhjertigt over for de fattige og svage. Lad være med at give gode råd, men fremsæt jeres synspunkter diskret i almindelig samtale. Vær varsom med at komme i Palazzo della Signoria, vent til I bliver kaldet, og når I bliver det, så gør det I bliver bedt om, uden at vise nogen stolthed, selvom I får mange stemmer. Undgå retssager og politiske stridigheder, og hold jer altid udenfor den offentlige opmærksomhed.

Den stærke mand i Firenze på det tidspunkt var Rinaldo di Messer Masso, af Albizzi familien. Han havde bragt Firenze i krig med Milano, og i 1429 var han ivrig for at erklære krig mod Lucca, der havde stillet sig på Milanos side. Cosimo havde ikke noget imod at Firenze erobrede Lucca, men han mente ikke at det var en realistisk mulighed, hertugen af Milano, Filippo Maria Visconti, var for stærk, og havde sendt sin fremragende condottiere, Francesco Sforza (et tilnavn der betød kraft eller styrke), til forsvar for Lucca. Selv om Firenze fik bestukket Sforza, med 50.000 floriner, var de alligevel ikke istand til at erobre Lucca.

Cosimo var medlem af den 10-mands komité der stod for krigsførelsen, men frasagde sig hvervet, med den undskyldning at han ville lade andre få en mulighed for at deltage i komitéen. Herefter rejste han til Verona.

I hans fravær blev der udspredt rygter i Firenze om at han ville hyre en condottiere til at invadere republikken og styrte regeringen. Nogle troede på rygterne, andre brugte dem som en undskyldning til at skaffe sig af med en lidt for succesfuld rival. En deputation af grandi mødte op hos den ældre, højt respekterede, statsmand Niccolò da Uzzano, for at spørge ham til råds, og forsøge på at få ham involveret i et angreb på Medicierne. Men han var afvisende, selv om det skulle vise sig muligt at slippe af med Medicierne, så var det vel ikke ønskværdigt at forøge Albizziernes magt? Desuden var det langt fra givet at Albizzi ville vinde en konflikt med Medici. Minuto Popolo var stadig på Mediciernes side, og mange andre velhavende familier støttede dem, som Tornabuoni, Portinari, Bardi, Cavalcanti og Malespini. Desuden havde Medici støtte fra den veletablerede elite af humanister, medens Rinaldo degli Albizzi betragtede dem som fjender af den kristne tro.

Humanister i Firenze under Cosimo

De vigtigste af humanisterne var Niccolò Niccoli, Carlo Marsuppini, Poggio Bracciolini, Leonardo Bruni og Ambrogio Traversari. Det var en noget blandet flok, men alle med betydelig indflydelse i Firenze. Niccolò Niccoli, den ældste, var søn af en rig uldhandler. Han var en kræsen, velklædt æstet, som aldrig havde interesseret sig for handel, og havde brugt sin formue på et smukt hus og en udsøgt samling af bøger, manuskripter, medaljer, mønter, kaméer og vaser, en samling der gjorde et stort indtryk på den 25 år yngre Cosimo, og fik ham til at starte sin egen samling.

Niccolò havde så stor foragt for det vulgære toscanske tungemål, at han mente at Dantes værker på toscansk, kun burde læses af almindelige uldarbejdere og bagere. Selv fik han aldrig skrevet en bog, han var aldrig tilfreds med en sætnings formulering, men han udviklede en skrift i kursiv (italic) som blev populær fordi den var hurtig og elegant i forhold til den noget omstændelige gotiske skrift. Han blev ved med at købe nyt til sin samling, og efterhånden havde han mere end 800 bøger, men måtte sælge jord og låne penge af Cosimo (som tilgengæld kom i besiddelse af Niccolòs bogsamling efter hans død). Som så mange andre, behøvede han ikke at frygte et uventet tilbagekald af lånet, sålænge han var venligt stemt over for Medici.

Mange af Niccolòs manuskripter var blevet fundet af Poggio Bracciolini, kendt i eftertiden som lærd taler, forfatter og historiker. Han var af fattig oprindelse, men det var lykkedes ham at få en juridisk uddannelse på Firenzes universitet, Studio Fiorentino, grundlagt i 1321 da paven havde ekskommunikeret Bologna. Som Cosimo havde han været med Johannes XXIII på koncilet i Konstanz, og var senere blevet hyret af kurien, til at skrive pavelige breve, og havde en berømt strid med Lorenzo Valla. Desuden var han Niccolòs agent i Tyskland, Frankrig og Schweiz, på jagt efter latinske manuskripter, som han købte, eller afskrev om nødvendigt, dog ikke med Niccolòs kursiv men med karolingiske typer, som man, fejlagtigt, troede var romerske. De blev brugt af tidlige italienske bogtrykkere, og dannede forbillede for nærværende Times New Roman typer. Poggio var noget af en livsnyder, han elskede at spise og at drikke, og satte stor pris på smukke kvinders selskab. Han anerkendte 14 uægte børn, men blev ikke gift før han blev 55, og fandt så en smuk pige på 18, som oven i købet havde en betragtelig medgift. Hun fødte ham 6 ægte børn, heriblandt Jacopo, der blev født da Poggio var 62.

Leonardo Bruni var også kommet til Firenze som en fattig ung mand, og havde ligeledes studeret jura, og hans forbindelser til kurien havde også indbragt ham en formue. Ellers var han meget forskellig fra Poggio, som han betragtede som depraveret. Han opgav en karriere inden for kirken, til fordel for et ægteskab med en meget anset, og ekstremt rig, ung dame, og helligede sig at skrive, oversætte og tage del i Firenzes politiske liv, i mange år som kansler, fra 1427 til sin død i 1444. Han blev iøvrigt efterfulgt af Bracciolini som havde embedet til sin død i 1459.

Lige så agtværdig og beskeden var Ambrogio Traversari, som var munk og aldrig spiste kød. Han var fra en velhavende familie i Romagna, og umådelig lærd. Han kunne oversætte fra græsk til latin hurtigere end Nicolò kunne følge med, trods sin kursivskrift der gjorde ham hurtigere end de fleste i Firenze. Han havde også lært sig selv hebræisk. Cosimo var en flittig gæst i hans klostercelle i Santa Maria degli Angeli.

En anden hyppig gæst i samme kloster, var Carlo Marsuppini, fra en adelsfamilie i Arezzo. Han var lektor i retorik og poesi ved universitetet, hvor han havde en bitter rival (ikke usædvanligt på slige steder), Francesco Filelfo, som kom fra Ancona. Filelfo var en anerkendt lærd, som havde deltaget i flere venezianske ambassader til Konstantinopel, hvor han var blevet gift med en broderdatter til Emmanuel Chrysoloras, der havde været professor i græsk ved universitetet i Firenze. Niccolò Niccoli havde inviteret ham til Firenze, hvor han energisk holdt forelæsninger, fra morgen til aften, om alle de latinske og græske klassikere. Han skrev også poesi, taler og historie, og påtog sig oversættelsesopgaver, hvis de var tilstrækkeligt vellønnede. Han var forfængelig, hidsig, uforskammet, grisk og hånende, og gjorde sig hurtigt upopulær blandt de øvrige humanister. Han fandt en beskytter i Rinaldo degli Albizzi, som mest anvendte ham til at affatte smædeskrifter.

Medicierne i eksil 1433

Da Niccolò da Uzzano døde i 1432, dukkede de ondskabsfulde historier om Cosimo op igen, mange inspireret af Filelfo. Cosimo trak sig tilbage til sin landejendom i Mugello, og fik i al diskretion store summer overført fra sin bank i Firenze til filialerne i Rom og Napoli, og deponerede sække med mønter i to klostre, hvor de var i sikkerhed, skulle Albizzi forsøge en konfiskation. Mens Cosimo var væk, lykkedes det Rinaldo degli Albizzi at få valgt en signoria, hvor 7 af de 9 priori var hans tilhængere, og gonfalonieren skyldte ham penge. Den nye signoria kaldte Cosimo tilbage til Firenze, for at drøfte vigtige sager.

Cosimo adlød, og kom til Firenze den 4de september 1433, og gik til Palazzo della Signoria, hvor han fik at vide at han skulle møde 3 dage senere, når signoriaen havde møde. Han brugte tiden til at overføre flere penge til filialer uden for Firenze. Da han ankom til Palazzo della Signoria om morgenen den 7ende september, var mødet allerede igang, men han blev af vagten ført forbi mødelokalet og låst inde i en lille celle.

2 dage senere blev borgerne i Firenze kaldt til parlamento på piazzaen af den store klokke, som blev kaldt for Vacca, på grund af sin dybe klang. Når den lød, skulle alle mandlige indbyggere over 14 år samles ved deres vagt, og marchere med deres bannere til Piazza della Signoria, for at udgøre et parlamento. Det skete normalt når der krævedes et to tredjedels flertal for at nedsætte en særlig komité, en balia, som fik fuldmagt til at håndtere en krisesituation. Denne gang blev dog kun tilhængere af Albizzi lukket ind på piazzaen, soldater sørgede for at Medici tilhængere ikke kom ind. Cosimo påstod bagefter at han fra sin celle havde set at der kun var 23 personer på pladsen. De blev spurgt om de var enige i at der skulle nedsættes et råd, en balia, på 200 medlemmer for at reformere byen til borgernes bedste. Det var de.

Det lykkedes ikke Rinaldo degli Albizzi at overtale baliaen til at Cosimo skulle dødsdømmes, selv om han ved brug af tortur fik en af Cosimos tilhængere til, på pinebænken, at ’tilstå’ at Cosimo havde søgt udenlandsk hjælp til en revolution i byen. Markisen af Ferrara, som var kunde i Medici banken, forsøgte at gribe ind til Cosimos fordel, og Venedig sendte 3 ambassadører til Firenze, for at få ham løsladt. Cosimos gamle ven Ambrogio Traversari aflagde besøg hos Rinaldo, som repræsentant for den venezianske pave Eugenius. Efterhånden blev Rinaldo også forladt at flere af sine tilhængere, som den meget rige Palla Strozzi, og det blev klart for ham at han måtte stille sig tilfreds med en landsforvisning, selv om humanisten Filelfo blev ved med at insistere på en henrettelse.

Den 28nde september blev det besluttet at Cosimo skulle landsforvises for 10 år til Padova, hans fætter Averardo skulle sendes til Napoli, også for 10 år, og broderen Lorenzo til Venedig for 5. Resten af familien blev erklæret for at være grandi, og mistede dermed deres politiske indflydelse i al fremtid. En bevæbnet garde ekskorterede Cosimo til Firenzes grænse, ved nattetid for at undgå folkelig uro.

Cosimo blev modtaget med begejstring af markisen i Ferrara, og i Padova blev han budt velkommen som en skattet gæst. Byen glædede sig over at få en så velanset og rig flygtning. Efter 2 måneder fik Cosimo tilladelse til at flytte til sin bror i Venedig, og byen tilbød ham værelser i klostret San Giorgio Maggiore, hvor pave Eugenius engang havde været munk. Til pavens glæde tilbød Cosimo at skænke et bibliotek til klostret, tegnet af den unge florentinske arkitekt Michelozzo Michelozzi, som var fulgt med Cosimo.

Cosimo reél magthaver i Firenze 1434

Imens gjorde Mediciernes tilhængere i Firenze hvad de kunne for at få styrtet Albizzierne, og Cosimo blev holdt løbende orienteret. Albizzierne blev til stadighed mere upopulære i Firenze, som havde svært ved at finde erstatning for Medici banken, og da Firenze i sommeren 1434 led nederlag til Milano, var utilfredsheden så stor at den næste signoria havde et flertal af Medici tilhængere. Havde det ikke været for den uhyre rige Palla Strozzi, som havde overtaget Niccolò da Uzzanos rolle som ældre statsmand, ville Rinaldo degli Albizzi med vold have forhindret den nye signoria i at mødes.

Nu var det Rinaldos tur til at blive kaldt til Palazzo della Signoria, men han udeblev, og kaldte sine tilbageværende tilhængere til våben, for at storme paladset.

I mellemtiden var pave Eugenius kommet til Firenze. Han var blevet uvenner med Colonna familien i Rom, og var blevet jaget ud af byen af en rasende hob, og var flygtet til Firenze. Her blev han installeret i klostret Santa Maria Novella, hvor han håbede på at en alliance mellem Venedig og Firenze, finansieret af Medici, kunne bringe ham tilbage til Rom. Rinaldo blev kaldt til klostret for en rådslagning med Hans Hellighed.

Her fik han besked på at signoriaens ønsker om at bringe Cosimo tilbage, også var kuriens. Et par dage senere ringede den store Vacca i en hel time, og det forsamlede parlamento blev igen spurgt Åh borgere i Firenze, er I enige i at en balia skal nedsættes for at reformere byen til befolkningens bedste? Det var de igen, og en balia på 350 borgere blev nedsat, og tilbagekaldte straks landsforvisningen af Medici familien.

Samme dag, den 28nde september, nøjagtig et år efter landsforvisningen, forlod Cosimo Venedig, og blev efter nogle få dag mødt af befolkningens hyldest i Firenze. Rinaldo degli Albizzi blev landsforvist, med sine sønner og efterkommere, og det samme blev en række andre personer eller familier, som Peruzzi og Strozzi, ialt omkring 70 personer, alle fra rige, adelige familier. Filelfo var allerede stukket af til Siena, hvor han fortsatte sine smædeskrivelser. Da nogle borgere beklagede sig til Cosimo over at han tømte Firenze for dens ledende borgere, svarede han, at der blot skulle nogle alen purpurklæde til for at skabe nye aristokrater.

Cosimo var, resten af sit liv, endnu mere omhyggelig med at sørge for at hans beslutninger ikke så ud til at komme fra ham selv, men fra andre, og han tillod den forfængelige, snakkesalige og ambitiøse, men ikke overintelligente Luca Pitti at optræde som republikkens mest magtfulde mand.

Mere reél indflydelse havde den veltalende Puccio Pucci, som Cosimo havde hentet blandt håndværkerstanden, og som var Medici klanens praktiske organisator. Han foreslog at grandierne fremover skulle have popolano status, og dermed politiske rettigheder, i hvert fald i teorien. Det vakte glæde hos aristokratiet, og blev også accepteret af popolo minuto, som et demokratisk tiltag. Den store betydning havde det ikke, ifølge Guicciardini fordi Cosimo sørgede for at de aldrig blev valgt.

Francesco Guicciardini

Francesco Guicciardini var født 6te marts 1483, 3die søn af en prominent aristokrat, Piero Guicciardini, fra en gammel florentinsk adelsfamilie, som var tilhængere af Medicierne, og hans hovedinteresse i livet var politik, men lige som vennen Niccolò Machiavelli skrev han historie når han i perioder var i unåde. Det var han hyppigt, efter at Piero Soderini var blevet valgt til gonfalonier di giustizia på livstid i 1502, for Francesco valgte at gifte sig med Maria, datter af Alamano Salviati, fordi Alamano og [hans fætter] Jacopo nød flere alliancer, større rigdom, popularitet og berømmelse end alle andre borgere i Firenze; og jeg følte mig stærkt tiltrukket af den slags. Faderen var noget modvillig, at gifte sig med en Salviati var det samme som at tilslutte sig deres politiske parti, som var de aristokratiske fjender af Piero Soderini. Han blev dog sendt som ambassadør til kong Ferdinand af Aragonien i 1512, og arbejdede senere i den pavelige administration og blev af Clemens VII udnævnt til guvernør i Bologna.

Guicciardini delte ikke Machiavellis chauvinistiske drøm om Romerrigets genopstandelse, men var nok endnu mere pessimistisk på menneskehedens vegne end vennen. Hans hovedtese er at drivkraften bag alle begivenheder, kan spores tilbage til enkeltindividers handlinger, og at alle individer, kejsere, fyrster og paver, handler ud fra deres egeninteresser, også ham selv. Om sine mange, højtstående hverv for diverse paver skrev han: Jeg kender ingen der har mere modvilje mod de gejstliges ærgerrighed, deres griskhed og deres liderlighed, ikke blot fordi hver af disse laster i sig selv er modbydelig, men også fordi hver enkelt, og de alle tilsammen, er helt utilstedelige for mænd der har viet deres liv til Gud ... Og alligevel har den stilling jeg har haft under flere paver, tvunget mig til at begære deres storhed for min egen selviske interesse, hvor jeg ellers ville have elsket Martin Luther som mig selv – ikke for at undslå mig den kristne religions love, således som de normalt udlægges, men for at se denne bande af bøller få deres retmæssige straf. Hans tilgang til historien var mere ’videnskabelig’ end ’humanistisk’.

Det var en fjer i hatten for Cosimo at han fik koncilet i Ferrara flyttet til Firenze i 1439 (se ’Hertugerne af Bourgogne 1363 – 1477’), hvor Brunelleschis kuppel netop var blevet færdig, omend ophævelsen af skismaet mellem den romersk katolske og den græsk ortodokse kirke, som sædvanlig, blev af uhyre kort varighed. Såsnart grækerne kom hjem, blev de mødt af et ramaskrig, og alle aftaler faldt til jorden. 14 år senere faldt Konstantinopel til tyrkerne.

Men Cosimos status blev styrket og koncilet blev anledningen til at det platoniske akademi blev (gen)oprettet i Firenze, med Cosimo som sponsor. Cosimo betalte også for uddannelsen af Marsilio Ficino, en begavet ung mand, søn af Cosimos læge, med henblik på at han skulle oversætte Platon til latin.

Under Cosimo blev det lettere for folk af beskeden herkomst at opnå højere stillinger i staten. I løbet af få år var Medicierne fast forankret som Firenzes reélle herskere, og Puccio Pucci sørgede for at skattemyndighederne tog sig af systemets kritikere. Mange blev ansat så højt i skat at de blev ruinerede, og Pucci købte, til fordelagtige priser, hvad der var tilbage af fallitboerne.

Mere voldelige metoder blev, ifølge Guicciardini, brugt mod andre potentielle fjender, som en infanteri kaptajn der blev inviteret til paladset af gonfalonieren, og smidt ud af et vindue.

Så Medicierne var ikke uhildet populære, og i 1458 var stemningen ved at blive direkte fjendtlig. Der var økonomisk krise, som ramte både købmænd og godsejere, og da de fik nys om at en ny skatteansættelse, catasto, var på vej, fandt Cosimo det tilrådeligt at forberede sig på at forlade Firenze. Han lejede et hus i Pavia, og hans svigerdatter drog med børnebørnene til hans villa Cafaggiolo, som var blevet forsynet med mure og tårne. Krisen drev dog over, og familien vendte tilbage til Firenze. Cosimo var nu den absolutte hersker, og Piccolomini, der blev pave samme år, skrev: "Politiske afgørelser bliver truffet i hans hus. Embedsmændene bliver valgt af ham. Det er ham der afgør krig eller fred, og som giver lovene. Han er konge af alt, undtagen af navn."

Fred med Milano

Cosimos vigtigste bidrag til Firenzes udenrigspolitik var, at han fik skabt fred med arvefjenden Milano. Fjendskabet med Milano skyldtes ikke kun naboskabet, men også at Milano længe, og før de fleste andre bystater, var faldet under fyrsteligt styre, medens Firenze endnu brystede sig af at være en republik, med et, delvist, demokratisk styre, moralsk set Milano langt overlegen.

Efter at Venedig var begyndt at ekspandere på ’terra firma’, og havde underlagt sig Verona, Vicenza, Padova, Belluno og Feltre, var republikken også blevet Milanos naturlige fjende, og dermed, objektivt, Firenzes allierede.

Filippo Maria Visconti var blevet hertug af Milano i 1412, og blev i almindelighed anset for at være gal, og så grim at han ikke ville have sit portræt malet. Han var også så fed, at han ikke kunne rejse sig fra en stol, uden hjælp fra en page, og han delte Viscontiernes hang til grusomhed. Hans første hustru